Sag anlagt den 20. september 2023 – Evroins inshurans grup mod EIOPA

(Sag T-586/23)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Evroins inshurans grup AD (Sofia, Bulgarien) (ved advokaterne A. Morogai, H. Drăghici og F. Giurgea)

Sagsøgt: Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen truffet af klagenævnet for de europæiske tilsynsmyndigheder (herefter »klagenævnet«) den 19. juli 2023 (BoA-D-2023-02), som ajourført af klagenævnet den 25. juli 2023 (herefter »afgørelse BoA-D-2023-02«), annulleres.

Som følge heraf annulleres rapporten om EIOPA’s vurdering af værdiansættelsen af forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag af genforsikring inden for rammerne af den portefølje for ansvarsforsikring for motorkøretøjer, der indehaves af Euroins Romania Asigurare – Reasigurare SA (EIOPA-23-149), af 28. marts 2023 udfærdiget af EIOPA (herefter »EIOPA-rapporten«), eller alternativt tilpligtes klagenævnet at foretage en fornyet behandling af sagsøgerens klage over EIOPA-rapporten.

De europæiske tilsynsmyndigheder og EIOPA tilpligtes at betale Euroins de omkostninger, som sidstnævnte har afholdt i forbindelse med denne sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at klagenævnet tilsidesatte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 ¹ , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF ² samt klagenævnets procedureregler:

Klagenævnet begik en retlig fejl, da det fastslog, at EIOPA-rapporten ikke udgør en afgørelse som omhandlet i forordning nr. 1094/2010.

Klagenævnet begik en retlig fejl, da det fastslog, at EIOPA-rapporten ikke udgør en »afgørelse« som omhandlet i retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol.

Klagenævnet undlod at anføre, at bestemmelserne i direktiv 2009/138 fører til den konklusion, at denne retsforskrift ikke tillægger EIOPA nogen specifik beføjelse til at undersøge/vurdere/kontrollere en forsikringsgivers forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag af genforsikring. Desuden er denne »beføjelse« eksklusivt og alene blevet tillagt medlemsstaterne gennem deres nationale tilsynsmyndigheder.

Med det andet anbringende gøres det gældende, at afgørelse BoA-D-2023-02 blev vedtaget i strid med de generelle principper i EU-retten:

Afgørelse BoA-D-2023-02 blev vedtaget i strid med proportionalitetsprincippet. Klagenævnet undersøgte ikke, hvorvidt EIOPA-rapporten er forenelig med fast retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, og navnlig ikke, hvorvidt den nævnte rapport var passende og nødvendig med henblik på at opnå det forfulgte mål.

Afgørelse BoA-D-2023-02 blev vedtaget i strid med ligebehandlingsprincippet, navnlig fordi klagenævnet undlod at tage stilling til, hvorvidt EIOPA havde handlet på en ikke-objektiv og diskriminerende måde over for sagsøgeren.

I henhold til princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som fortolket i retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol, havde sagsøgeren en berettiget forventning om, at EIOPA ikke selv ville tage initiativ til og gennemføre en vurdering.

Princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse finder ikke kun anvendelse på håndhævelsen af EU-retten, men også på beskyttelsen af de rettigheder, der tillægges ved EU-retten. Adgangen til at henvende sig til klagenævnet var imidlertid ikke effektiv, eftersom nævnet nægtede at foretage en korrekt vurdering af EIOPA-rapportens reelle art og at undersøge dens faktiske indvirkning.

Med det tredje anbringende gøres det gældende, at afgørelse BoA-D-2023-02 blev vedtaget i strid med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

Bestemmelserne i chartrets artikel 47 blev ikke iagttaget, idet sagsøgerens ret til at klage over EIOPA-rapporten til klagenævnet var illusorisk og dermed ikke effektiv, eftersom klagenævnet ikke foretog en hensigtsmæssig vurdering af de faktiske omstændigheder og beviser, som sagsøgeren havde fremlagt.

Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at afgørelse BoA-D-2023-02 blev vedtaget under misbrug af klagenævnets beføjelser, da det afviste klagen.

En samlet fortolkning af visse aspekter, der er indeholdt i afgørelse BoA-D-2023-02, kunne lede til den konklusion, at klagenævnets retlige ræsonnement i afgørelse BoA-D-2023-02 synes cirkulært og fører til, at EIOPA-rapporten ikke er en afgørelse som omhandlet i forordning nr. 1094/2010, uden herved at angive nogen tilstrækkelig støtte herfor eller henvise til noget fremlagt bevis.

Med det femte anbringende gøres det gældende, at EIOPA-rapporten blev vedtaget i strid med EIOPA’s beføjelser som fastsat i direktiv 2009/138 og forordning nr. 1094/2010.

Ved at tage initiativ til og gennemføre vurderingen af værdiansættelsen af forsikringsmæssige hensættelser med og uden fradrag af genforsikring overskred EIOPA den lovfæstede kompetence, som den er tillagt i henhold til forordning nr. 1094/2010, samt sine lovlige beføjelser og myndighed. EIOPA handlede i strid med sin bemyndigede opgave med at sikre tilsynsmæssig konvergens i hele Den Europæiske Union.

____________

¹ Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 af 24.11.2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/79/EF (EUT 2010, L 331, s. 48).

¹ Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25.11.2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (omarbejdning) (EUT 2009, L 335, s. 1).