RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

30. april 2014

Sag F-28/13

José Manuel López Cejudo

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – undersøgelse foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) – dagpenge – artikel 10 i bilag VII til vedtægten – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalt beløb – lønindeholdelse – vedtægtens artikel 85 – forsætligt vildledning af administrationen – rimelig frist«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder José Manuel López Cejudo principalt har nedlagt påstand om annullation af skrivelsen af 6. juli 2012, hvorved Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed underrettede sagsøgeren om dens afgørelse om at tilbagesøge de dagpenge, med tillæg af renter, som sidstnævnte havde oppebåret i 1997 og 1998, samt om annullation af afgørelsen af 17. december 2012, hvorved ansættelsesmyndigheden, hvad angår disse dagpenge, afslog den af sagsøgeren indgivne klage (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«).

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. José Manuel López Cejudo bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – begrundelsespligt – rækkevidde

(Art. 296, stk. 2, TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

2.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – dagpenge – betingelser for tildeling

(Tjenestemandsvedtægten, art. 20 og 71; bilag VII, art. 10, stk. 2)

3.      Tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – betingelser – fejlens åbenbare karakter – den pågældendes kendskab hertil – kriterier

(Tjenestemandsvedtægten, art. 85; bilag VII, art. 10)

4.      Tjenestemænd – tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb – forældelsesfrist – ansat, som forsætligt har vildledt administrationen – ingen påberåbelse af nævnte frist over for administrationen – tilsidesættelse af omsorgsprincippet – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 11, 71 og art. 85, stk. 2)

1.      Kravet i artikel 296, stk. 2, TEUF, som ligeledes fremgår af vedtægtens artikel 25, stk. 2, har til formål at gøre det muligt for Personaleretten at udøve sin legalitetsprøvelse vedrørende bebyrdende afgørelser og at give de berørte parter tilstrækkelige oplysninger til at bedømme, om disse afgørelser er korrekte, eller om de er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte deres gyldighed. Det følger heraf, at begrundelsen derfor principielt skal meddeles den berørte part samtidig med den bebyrdende afgørelse. Når ansættelsesmyndigheden har givet en tilstrækkelig begrundelse i afgørelsen om afslag på klagen, og når denne afgørelse bekræfter skrivelsen, hvorved samme ansættelsesmyndighed underrettede sagsøgeren om afgørelsen om at tilbagesøge dagpengene, skal lovligheden af den oprindelige bebyrdende retsakt undersøges under hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, idet denne begrundelse skal anses for sammenfaldende med denne retsakt. En afgørelse er tilstrækkeligt begrundet, når den retsakt, der er genstand for søgsmålet, er truffet under omstændigheder, som er tjenestemanden bekendt, såsom den omstændighed, at sagsøgeren blev afhørt flere gange af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, og således gør det muligt for ham at forstå, hvilke konsekvenser den trufne afgørelse har for ham. Dette gælder så meget desto mere, når sagsøgerens meget detaljerede klage viser, at han er bekendt med grundene til, at Kommissionen ved dens skrivelse besluttede at foretage tilbagesøgning af de omtvistede dagpenge.

(jf. præmis 34 og 36-38)

Henvisning til:

Domstolen: 26. november 1981, sag 195/80, Michel mod Parlamentet, præmis 22; 7. marts 1990, forenede sager C-116/88 og C-149/88, Hecq mod Kommissionen, præmis 26; 28. februar 2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen, præmis 50

Personaleretten: 13. februar 2012, sag F-118/11 R, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 73; 19. marts 2013, sag F-10/12, Infante Garcia-Consuegra mod Kommissionen, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis; 11. juli 2013, sag F-46/11, Tzirani mod Kommissionen, præmis 138-140

2.      Når en tjenestemand er forpligtet til at skifte bopæl for at opfylde forpligtelserne i artikel 20 i tjenestemandsvedtægten, skal dagpengene hovedsageligt kompensere for de omkostninger og ulemper, der er forbundet med at rejse og indrette sig midlertidigt på det nye tjenestested. Tildeling af dagpenge er således undergivet to betingelser, nemlig dels en betingelse om, at den pågældende har skiftet bopæl for at opfylde betingelserne i vedtægtens artikel 20, dels en betingelse om, at den pågældende har afholdt omkostninger eller haft ulemper, der er forbundet med at rejse eller indrette sig midlertidigt på tjenestestedet. Disse to betingelser er kumulative, og der vil derfor navnlig ikke kunne ydes dagpenge til en tjenestemand, som ikke godtgør, at han har haft sådanne omkostninger eller ulemper. Selv om retten til dagpenge ganske vist opstår, inden den berørte part har flyttet sin bopæl til sit tjenestested eller et nyt tjenestested, følger det imidlertid af artikel 10, stk. 2, tredje afsnit, i bilag VII til vedtægten, at der i intet tilfælde ydes dagpenge ud over den dato, hvor tjenestemanden har foretaget flytning med henblik på at opfylde betingelserne i vedtægtens artikel 20. Datoen for flytningen udgør således en skæringsdato, der automatisk bringer tildelingen af dagpenge til ophør. Denne begrundelse for bortfald af retten til disse dagpenge ændrer imidlertid ikke ved, at den berørte for at modtage nævnte dagpenge i det mindste skal opfylde de to betingelser, der er nævnt i vedtægtens artikel 20.

(jf. præmis 43, 44, 46 og 47)

Henvisning til:

Domstolen: 5. februar 1987, sag 280/85, Mouzourakis mod Parlamentet, præmis 9

Retten i Første Instans: 10. juli 1992, sag T-63/91, Benzler mod Kommissionen, præmis 20

Personaleretten: 2. december 2008, sag F-131/07, Baniel-Kubinova m.fl. mod Parlamentet, præmis 17 og 24; Infante Garcia-Consuegra mod Kommissionen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis

3.      Det følger af vedtægtens artikel 85, stk. 1, at for at et beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kan kræves tilbagebetalt, skal der føres bevis for, at modtageren har haft kendskab til fejlen, eller at denne var så åbenbar, at han burde have kendt den. I denne forbindelse formodes enhver tjenestemand, der udviser normal påpasselighed, at kende vedtægten. Henset til den pågældende tjenestemands ansættelsesgruppe, hans høje lønklasse, lange anciennitet og betydelige erfaring med hensyn til både budgetmæssige spørgsmål og ændring af tjenestested kan han desuden ikke med føje hævde, at han fandt de nævnte bestemmelser komplekse, og at han ikke var i stand til at kontrollere, om han opfyldte betingelserne.

(jf. præmis 61-63)

Henvisning til:

Domstolen: 11. oktober 1979, sag 142/78, Berghmans mod Kommissionen, præmis 9

Retten i Første Instans: 19. maj 1999, forenede sager T-34/96 og T-163/96, Connolly mod Kommissionen, præmis 168; 15. juli 2004, forenede sager T-180/02 og T-113/03, Gouvras mod Kommissionen, præmis 111; 16. maj 2007, sag T-324/04, F mod Kommissionen, præmis 144 og 145, og den deri nævnte retspraksis

Personaleretten: 9. september 2008, sag F-18/08, Ritto mod Kommissionen, præmis 29; 12. marts 2014, sag F-128/12, CR mod Parlamentet, præmis 45

4.      Generelt er det formål, der forfølges med vedtægtens artikel 85, at beskytte Den Europæiske Unions finansielle interesser i den særlige sammenhæng, der vedrører forholdet mellem Unionens institutioner og deres ansatte, dvs. personer, der er knyttet til de nævnte institutioner i kraft af den særlige loyalitetspligt, der nu formelt fremgår af vedtægtens artikel 11. Vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, omhandler den situation, hvor den ansatte med henblik på uberettiget at modtage en betaling, forsætligt vildleder ansættelsesmyndigheden, navnlig ved enten at undlade at give ansættelsesmyndigheden alle oplysninger vedrørende den pågældendes personlige situation, ved ikke at gøre ansættelsesmyndigheden opmærksom på de ændringer, der måtte være opstået i den pågældendes personlige situation, eller ved at foretage handlinger, der har til formål at gøre det vanskeligere for ansættelsesmyndigheden at opdage, at den betaling, som den pågældende har modtaget, har været uberettiget, herunder ved at afgive fejlagtige eller unøjagtige oplysninger.

Dagpenge er imidlertid en ydelse, der udbetales løbende over tid. Den berørte part skal derfor opfylde betingelserne for at få tildelt denne ydelse ikke kun på det tidspunkt, hvor han oprindeligt ansøgte om ydelsen, men også i hele den periode, i hvilken den pågældende godtgørelse udbetales. Det påhviler således den berørte part, navnlig som følge af loyalitetspligten, at give den administration, som han henhører under, oplysning om enhver ændring, der kan påvirke hans ret til den pågældende ydelse. I øvrigt kan den pågældende, hvis han er i tvivl om rigtigheden af dagpengeudbetalingerne, rette henvendelse til administrationen og redegøre for den selvstændige fortolkning, som han havde anlagt af artikel 10 i bilag VII til vedtægten, med henblik på at sikre, at han er berettiget til at modtage størstedelen af de godtgørelser, der er nævnt i vedtægtens artikel 71.

Argumentet om, at administrationen for at kunne anvende vedtægtens artikel 85, stk. 2, andet punktum, i det væsentlige skal være i stand til inden for en frist på fem år fra det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden er blevet begået, at godtgøre, at den berørte part forsætligt har vildledt administrationen, og at der i mangel af et sådant bevist må anses for at være indtrådt forældelse, må forkastes som ugrundet. En sådan argumentation tilsidesætter nemlig selve bestemmelsens ordlyd og vil berøve bestemmelsen dens effektive virkning, hvis den tages til følge. Når der endvidere henses til den omstændighed, at sagsøgeren havde til hensigt at vildlede administrationen, kan han ikke kritisere ansættelsesmyndigheden for at have tilsidesat sin omsorgspligt i en situation, hvor det netop er tjenestemanden, der har tilsidesat sin loyalitetsforpligtelse, således som dette princip nu formelt er fastsat i vedtægtens artikel 11.

(jf. præmis 66, 67, 69, 78, 79 og 103)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 29. september 2005, sag T-195/03, Thommes mod Kommissionen, præmis 126

Personaleretten: CR mod Parlamentet, præmis 61