RETTENS DOM (Fjerde Udvidede Afdeling)

9. november 2022 (*)

»Konkurrence – karteller – markedet for rundt armeringsstål – afgørelse, der fastslår en overtrædelse af artikel 65 KS, efter EKSF-traktatens udløb, på grundlag af forordning (EF) nr. 1/2003 – fastsættelse af priser – begrænsning af og kontrol med produktionen og afsætningen – afgørelse truffet efter annullation af tidligere afgørelser – afholdelse af en ny mundtlig høring i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder – ret til forsvar – princippet om god forvaltningsskik – rimelig frist – begrundelsespligt«

I sag T-655/19,

Ferriera Valsabbia SpA, Odolo (Italien),

Valsabbia Investimenti SpA, Odolo,

ved advokaterne D. Fosselard, D. Slater og G. Carnazza,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved P. Rossi, G. Conte og C. Sjödin, som befuldmægtigede, bistået af advokat P. Manzini,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2019) 4969 final af 4. juli 2019 om en procedure efter EKSF-traktatens artikel 65 (sag AT.37956 – Rundt armeringsstål), for så vidt som det heri konstateres, at sagsøgerne har overtrådt denne bestemmelse, og for så vidt som de pålægges en bøde på 5,125 mio. EUR til solidarisk hæftelse,

har

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling),

sammensat under rådslagningen af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne L. Madise, P. Nihoul (refererende dommer), R. Frendo og J. Martín y Pérez de Nanclares,

justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 2. juni 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgerne, Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA, er selskaber i henhold til italiensk ret, der er resultatet af en spaltning den 1. marts 2000 af Ferriera Valsabbia SpA, som var et selskab i henhold til italiensk ret, og som siden 1954 havde drevet virksomhed i sektoren for rundt armeringsstål. Sidstnævntes operationelle afdeling blev afstået til Enifer Srl, som ændrede navn til Ferriera Valsabbia. Valsabbia Investimenti ejer hele kapitalen i det nuværende Ferriera Valsabbia.

 Kommissionens første afgørelse (2002)

2        Fra oktober til december 2000 foretog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 47 KS en række kontrolundersøgelser hos italienske virksomheder, der producerede rundt armeringsstål, herunder sagsøgerne, og hos en sammenslutning af stålvirksomheder, Federazione imprese siderurgiche italiane (sammenslutningen af italienske jern- og stålvirksomheder, herefter »Federacciai«). Den rettede ligeledes anmodninger om oplysninger til dem i henhold til denne bestemmelse.

3        Den 26. marts 2002 indledte Kommissionen en administrativ procedure i henhold til artikel 65 KS og formulerede klagepunkter i henhold til artikel 36 KS (herefter »klagepunktsmeddelelsen«), som bl.a. blev meddelt sagsøgerne. Disse selskaber besvarede klagepunktsmeddelelsen den 14. maj 2002.

4        En mundtlig høring af parterne i den administrative procedure fandt sted den 13. juni 2002.

5        Den 12. august 2002 tilsendte Kommissionen de samme adressater en supplerende klagepunktsmeddelelse (herefter »den supplerende klagepunktsmeddelelse«) i medfør af artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i artikel [81 EF og 82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81). Heri redegjorde Kommissionen for sit standpunkt med hensyn til procedurens fortsættelse efter EKSF-traktatens udløb den 23. juli 2002. Sagsøgerne besvarede den supplerende klagepunktsmeddelelse den 20. september 2002.

6        Endnu en mundtlig høring af parterne i den administrative procedure i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder fandt sted den 30. september 2002. Høringen vedrørte den supplerende klagepunktsmeddelelse, dvs. retsvirkningerne af EKSF-traktatens udløb for procedurens fortsættelse.

7        Ved afslutningen af den administrative procedure vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 5087 endelig af 17. december 2002 om en procedure efter EKSF-traktatens artikel 65 (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål) (herefter »2002-beslutningen«), som blev tilsendt Federacciai og ni virksomheder, herunder sagsøgerne. Heri fastslog den, at de sidstnævnte fra december 1989 til juli 2000 havde gennemført en kompleks, samlet og vedvarende aftale på det italienske marked for rundt armeringsstål i stænger eller ruller (herefter »rundt armeringsstål«), som havde til formål eller virkning at fastsætte priser og begrænse eller kontrollere produktionen eller afsætningen, hvilket var i stridt med artikel 65, stk. 1, KS. Den pålagde som følge heraf sagsøgerne en bøde på 10,25 mio. EUR til solidarisk hæftelse.

8        Den 5. marts 2003 anlagde sagsøgerne søgsmål ved Retten til prøvelse af 2002-beslutningen. Retten annullerede nævnte beslutning, for så vidt som den vedrørte sagsøgerne (dom af 25.10.2007, SP m.fl. mod Kommissionen, T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317) og de øvrige virksomheder, der var adressater herfor, med den begrundelse, at det anvendte retsgrundlag, dvs. artikel 65, stk. 4 og 5, KS, ikke længere var gældende, da denne beslutning blev vedtaget. Kommissionen havde således ikke kompetence til i henhold til disse bestemmelser at konstatere og pålægge sanktioner for en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS efter EKSF-traktatens udløb. Retten undersøgte ikke de øvrige aspekter ved denne beslutning.

9        2002-beslutningen blev endelig i forhold til Federacciai, som ikke havde anlagt sag for Retten.

 Kommissionens anden afgørelse (2009)

10      Ved skrivelse af 30. juni 2008 meddelte Kommissionen sagsøgerne og de øvrige berørte virksomheder, at den havde til hensigt at vedtage en ny beslutning ved at ændre det anvendte retsgrundlag. Kommissionen præciserede desuden, at nævnte beslutning ville blive baseret på de beviser, der var blevet fremlagt i klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse. Efter Kommissionens anmodning fremsatte sagsøgerne skriftlige bemærkninger den 4. september 2008.

11      Den 30. september 2009 vedtog Kommissionen en ny beslutning K(2009) 7492 endelig om en procedure efter EKSF-traktatens artikel 65 (COMP/37.956 – Rundt armeringsstål, Ny vedtagelse), som blev sendt til de samme virksomheder som 2002-beslutningen, herunder sagsøgerne. Denne beslutning blev vedtaget på grundlag af de proceduremæssige regler i EF-traktaten og i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1). Beslutningen var støttet på de elementer, der var nævnt i klagepunktsmeddelelsen og i den supplerende klagepunktsmeddelelse, og gengav i det væsentlige indholdet af og konklusionerne i 2002-beslutningen. Navnlig var den bøde på 10,25 mio. EUR, som sagsøgerne var blevet pålagt til solidarisk hæftelse, uændret.

12      Den 8. december 2009 vedtog Kommissionen en ændringsafgørelse, i hvis bilag de tabeller, som illustrerede prisvariationerne, og som manglede i dens beslutning af 30. september 2009, var indarbejdet, og ændringsafgørelsen korrigerede de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i otte fodnoter.

13      Den 17. februar 2010 anlagde sagsøgerne sag ved Retten til prøvelse af Kommissionens beslutning af 30. september 2009, som ændret (herefter »2009-beslutningen«). Den 9. december 2014 frifandt Retten Kommissionen i dette søgsmål (dom af 9.12.2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen, T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032). Retten annullerede delvist 2009-beslutningen i forhold til en anden af modtagerne, nedsatte den bøde, som to andre modtagere var blevet pålagt, og frifandt Kommissionen i de øvrige søgsmål.

14      Den 20. februar 2015 iværksatte sagsøgerne appel til prøvelse af dom af 9. december 2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032). Ved dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), ophævede Domstolen Rettens dom og annullerede 2009-beslutningen i forhold til bl.a. sagsøgerne.

15      Ved dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), fastslog Domstolen, at når en afgørelse blev vedtaget på grundlag af forordning nr. 1/2003, skulle den procedure, som resulterede i denne afgørelse, være i overensstemmelse med de proceduremæssige regler, som er fastsat ved Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7. april 2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til [artikel 101 TEUF] og [102 TEUF] (EUT 2004, L 123, s. 18), selv om denne procedure var begyndt inden ikrafttrædelsen af disse regler.

16      Domstolen fastslog, at i denne sag kunne den mundtlige høring den 13. juni 2002, som var den eneste, der vedrørte sagens realitet, ikke anses for at opfylde de proceduremæssige krav vedrørende vedtagelsen af en afgørelse på grundlag af forordning nr. 1/2003, da medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ikke havde deltaget.

17      Domstolen fastslog, at Retten havde begået en retlig fejl, da den fastslog, at Kommissionen ikke havde pligt til inden vedtagelsen af 2009-beslutningen at organisere en ny mundtlig høring, med den begrundelse, at virksomhederne allerede havde haft mulighed for at blive hørt mundtligt under høringerne den 13. juni og den 30. september 2002.

18      I dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), erindrede Domstolen om betydningen af, at der efter anmodning fra de berørte parter afholdes en mundtlig høring, som konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne indbydes til, idet undladelsen heraf udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter.

19      Domstolen fastslog, at for så vidt som denne ret som udtrykkeligt foreskrevet i forordning nr. 773/2004 ikke var blevet overholdt, var det ikke nødvendigt for den virksomhed, hvis rettigheder således var blevet tilsidesat, at godtgøre, at denne tilsidesættelse havde kunnet påvirke forløbet af proceduren og indholdet af den omtvistede beslutning til skade for virksomheden.

20      Domstolen ophævede ligeledes andre domme afsagt af Retten, hvorved der var blevet truffet afgørelse om 2009-beslutningen, og annullerede denne beslutning i forhold til fire andre virksomheder af de samme grunde. 1009-beslutningen blev derimod endelig for de virksomheder, som ikke havde appelleret de nævnte domme.

 Kommissionens tredje afgørelse (2019)

21      Ved skrivelse af 15. december 2017 meddelte Kommissionen sagsøgerne, at den havde til hensigt at genoptage den administrative procedure og som led heri at organisere en ny mundtlig høring af parterne i nævnte procedure i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder.

22      Ved skrivelse af 1. februar 2018 fremsatte sagsøgerne bemærkninger, hvori de anfægtede Kommissionens beføjelse til at genoptage den administrative procedure og således opfordrede sidstnævnte til ikke at foretage denne genoptagelse.

23      Den 23. april 2018 afholdt Kommissionen en ny mundtlig høring vedrørende sagens realitet, hvori sagsøgerne og tre andre virksomheder, der var adressater for 2009-beslutningen, deltog i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og høringskonsulenten.

24      Ved skrivelser 19. november 2018 samt af 18. januar og 6. maj 2019 sendte Kommissionen sagsøgerne tre anmodninger om oplysninger vedrørende deres omsætning.

25      Den 4. juli 2019 vedtog Kommissionen afgørelse C(2019) 4969 final om en procedure efter EKSF-traktatens artikel 65 (sag AT.37956 – Rundt armeringsstål) (herefter »den anfægtede afgørelse«), som blev tilsendt de fem virksomheder, i forhold til hvilke 2009-beslutningen var blevet annulleret, nemlig sagsøgerne, Alfa Acciai SpA, Feralpi Holding SpA (tidligere Feralpi Siderurgica SpA og Federalpi Siderurgica SRL), Partecipazioni Industriali SpA (tidligere Riva Acciaio SpA, senere Riva Fire SpA, herefter »Riva«) og Ferriere Nord SpA.

26      Ved den anfægtede afgørelse konstaterede Kommissionen den samme overtrædelse som den, der var genstand for 2009-beslutningen, samtidig med at den nedsatte den bøde, som de virksomheder, der var adressater herfor, var blevet pålagt, med 50% som følge af procedurens varighed. Ved den anfægtede afgørelses artikel 2 pålagde Kommissionen således sagsøgerne en bøde på 5,125 mio. EUR til solidarisk hæftelse.

27      Den 8. juli 2019 blev sagsøgerne meddelt en ufuldstændig kopi af den anfægtede afgørelse, som kun indeholdt dennes ulige sider.

28      En fuldstændig udgave af den anfægtede afgørelse blev meddelt sagsøgerne den 18. juli 2019.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

29      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. september 2019 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

30      Efter forslag fra Fjerde Afdeling har Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 besluttet at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

31      Efter forslag fra den refererende dommer (Fjerde Udvidede Afdeling) har Retten besluttet at indlede retsforhandlingernes mundtlige del og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 stillet parterne skriftlige spørgsmål og anmodet dem om at fremlægge dokumenter. Parterne har besvaret disse spørgsmål og efterkommet disse anmodninger om fremlæggelse af dokumenter inden for den fastsatte frist.

32      Ved afgørelse af 16. april 2021 truffet af formanden for Rettens Fjerde Afdeling er sagerne T-655/19 og T-656/19 blevet forenet med henblik på den mundtlige forhandling i overensstemmelse med procesreglementets artikel 68, stk. 2.

33      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 2. juni 2021.

34      Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører dem.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

35      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

36      Sagsøgerne har fremsat følgende fire anbringender til støtte for søgsmålet:

–        Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af de proceduremæssige regler under den mundtlige høring den 23. april 2018, der medførte en tilsidesættelse af retten til forsvar.

–        Det andet anbringende vedrører Kommissionens ulovlige afslag på inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse at efterprøve denne vedtagelses forenelighed med princippet om en rimelig sagsbehandlingstid.

–        Det tredje anbringende og en del af det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid.

–        Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten og åbenbart urigtige skøn.

 Det første anbringende om en tilsidesættelse af retten til forsvar og af de proceduremæssige regler ved den mundtlige høring den 23. april 2018

37      Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget efter en procedure, som var kendetegnet ved uregelmæssigheder begået ved organisationen af den mundtlige høring efter dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717).

38      Sagsøgerne har navnlig fremført tre klagepunkter om det rådgivende udvalgs påkrævede upartiskhed, fraværet af vigtige aktører ved den mundtlige høring den 23. april 2018 og Kommissionens manglende mulighed for at afhjælpe den af Domstolen konstaterede proceduremæssige mangel, hvilke klagepunkter alle bestrides af Kommissionen.

 Den mundtlige høring organiseret efter genoptagelsen af den administrative procedure

39      Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen i dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717, præmis 42-47), foreholdt Kommissionen, at den ikke havde givet sagsøgerne lejlighed til at uddybe deres argumenter under en mundtlig høring vedrørende sagens realitet i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder.

40      Herefter fastslog Domstolen, at den således identificerede mangel skulle anses for en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som behæftede proceduren med en fejl, uafhængigt af de skadelige konsekvenser, der kunne følge heraf for sagsøgerne (dom af 21.9.2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen, C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717, præmis 48-50).

41      Ved analysen af dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), fandt Kommissionen, at såfremt denne fejl blev rettet, kunne den administrative procedure genoptages i forhold til de fortsat berørte virksomheder (15. betragtning til den anfægtede afgørelse).

42      Ved skrivelse af 15. december 2017 meddelte Kommissionen de pågældende virksomheder, at den ønskede at genoptage den administrative procedure fra det punkt, hvor den af Domstolen identificerede fejl var opstået, dvs. fra den mundtlige høring.

43      Ved skrivelse af 15. december 2017 anmodede Kommissionen de pågældende virksomheder om skriftligt at tilkendegive deres interesse i at deltage i en ny mundtlig høring om sagens realitet, som ville blive organiseret i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i overensstemmelse med gældende ret.

44      Efter modtagelsen af de pågældende virksomheders svar organiserede Kommissionen en ny mundtlig høring den 23. april 2018 i overværelse af medlemsstaternes konkurrencemyndigheder.

 Gennemførelsen af dommene om annullation

45      Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 266, stk. 1, TEUF har den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, pligt til at gennemføre de til opfyldelse af Domstolens dom nødvendige foranstaltninger.

46      For at efterkomme en annullationsdom og opfylde den fuldt ud skal institutionerne ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men også til de præmisser, som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på (jf. i denne retning dom af 6.7.2017, Frankrig mod Kommissionen, T-74/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:471, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

47      Annullationen af en retsakt, hvorved en administrativ procedure afsluttes, påvirker ikke alle trin forud for vedtagelsen heraf, men alene de trin, som påvirkes af de præmisser vedrørende realiteten eller proceduremæssige grunde, som begrundede annullationen (jf. i denne retning dom af 6.7.2017, Frankrig mod Kommissionen, T-74/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:471, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

48      Følgelig kan den procedure, som tilsigter at erstatte den annullerede retsakt, principielt genoptages fra det trin, der er påvirket af ulovligheden (jf. i denne retning dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 73, og af 6.7.2017, Frankrig mod Kommissionen, T-74/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:471, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

49      I det foreliggende tilfælde kunne Kommissionen, eftersom retsakten blev annulleret som følge af en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, der i det væsentlige var indtrådt under den mundtlige høring (dom af 21.9.2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen, C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), genoptage proceduren, som den gjorde, fra dette trin.

50      Det er i denne sammenhæng, at der skal foretages en gennemgang af sagsøgernes klagepunkter til støtte for det første anbringende.

 Det første klagepunkt om det rådgivende udvalgs påkrævede upartiskhed

51      Sagsøgerne har gjort gældende, at det rådgivende udvalg ikke blev gyldigt hørt, eftersom de regler, der er indført for at organisere den mundtlige høring, hvortil repræsentanter for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder skulle indbydes, herunder de repræsentanter, som dette udvalg består af, ikke gjorde det muligt at sikre deres upartiskhed, da udvalget skulle afgive sin udtalelse i medfør af lovgivningen.

52      Det skal i denne henseende bemærkes, at proceduren for vedtagelse af afgørelser i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF hvad angår de i nærværende sag omhandlede aspekter er reguleret af forordning nr. 1/2003:

–        I henhold til denne forordnings artikel 14, stk. 1 og 2, hører Kommissionen, inden den vedtager afgørelsen, et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder.

–        I nævnte forordnings artikel 14, stk. 3, præciseres, at dette udvalg afgiver skriftlig udtalelse om Kommissionens foreløbige beslutningsforslag.

–        Forordningens artikel 14, stk. 5, foreskriver, at Kommissionen tager størst muligt hensyn til udtalelsen fra dette udvalg, idet den underretter det om, hvorledes den har opfyldt denne forpligtelse.

53      Med henblik på organisationen af mundtlige høringer fastsætter forordning nr. 773/2004 følgende regler:

–        I henhold til forordningens artikel 12 skal Kommissionen give de parter, som den har rettet en klagepunktsmeddelelse til, lejlighed til at uddybe deres argumenter under en mundtlig høring, hvis de anmoder herom i deres skriftlige indlæg.

–        I nævnte forordnings artikel 14, stk. 3, bestemmes, at konkurrencemyndighederne i medlemsstaterne indbydes til at deltage i den mundtlige høring.

54      Ifølge retspraksis er høringen af det rådgivende udvalg en væsentlig formforskrift, hvis tilsidesættelse påvirker lovligheden af den omtvistede afgørelse og fører til annullation heraf, hvis det er bevist, at den manglende overholdelse af høringsreglerne har forhindret nævnte udvalg i at afgive sin udtalelse med fuldt kendskab til sagen (jf. i denne retning dom af 12.12.2018, Servier m.fl. mod Kommissionen, T-691/14, under appel, EU:T:2018:922, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

55      Sagsøgerne har ikke gjort gældende, at de regler, der er anført i præmis 52 og 53 ovenfor, ikke som sådan er blevet overholdt. Det er imidlertid deres opfattelse, at medlemsstaternes konkurrencemyndigheder ikke befandt sig i en situation, der sikrede deres upartiskhed, da de deltog i den mundtlige høring den 23. april 2018 og herefter afgav deres udtalelse. Sagsøgerne har anført, at disse myndigheder, da de afgav udtalelsen, faktisk havde kendskab til Kommissionens og Unionens retsinstansers standpunkt i de afgørelser og domme, som markerede sagens behandling. Sagsøgerne har for det første anført, at Kommissionen, inden den vedtog den anfægtede afgørelse, allerede to gange (i 2002 og 2009) havde vedtaget en afgørelse om pålæggelse af sanktioner uden at foretage en høring af de nævnte myndigheder om sagens realitet, og at Retten i 2014 for det andet havde afsagt en dom, der bekræftede Kommissionens standpunkt. Efter deres opfattelse påvirkede denne sammenhæng, der var kendetegnet ved disse afgørelser og denne dom, uundgåeligt de samme myndigheder, således at de ikke kunne afgive en udtalelse i fuldstændig upartiskhed.

56      Det skal i denne henseende bemærkes, at når en retsakt annulleres, fjernes den fra retsordenen og anses for aldrig at have eksisteret (jf. i denne retning dom af 13.12.2017, Crédit mutuel Arkéa mod ECB, T-712/15, EU:T:2017:900, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis), selv om annullationen, når dens rækkevidde er individuel, med visse forbehold kun gælder for sagens parter (jf. dom af 8.5.2019, Lucchini mod Kommissionen, T-185/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:298, præmis 33-37 og den deri nævnte retspraksis).

57      Rettens domme, som er retsakter vedtaget af EU-institutionerne, fjernes således fra retsordenen med tilbagevirkende kraft, når de ophæves efter en appel.

58      Selv om det rådgivende udvalg for det første afgav sin udtalelse, efter at Kommissionen vedtog 2002-beslutningen og senere 2009-beslutningen, og for det andet efter at Retten afsagde dom af 9. december 2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032), forholder det sig i det foreliggende tilfælde ikke desto mindre således, at disse afgørelser og denne dom, idet de var blevet henholdsvis annulleret og ophævet, var blevet fjernet fra Unionens retsorden og i medfør af nævnte retspraksis blev anset for aldrig at have eksisteret.

59      Hvad angår medlemsstaternes konkurrencemyndigheders angivelige mangel på upartiskhed, hvilket gør det umuligt for det rådgivende udvalg at afgive en udtalelse i fuld upartiskhed, skal det bemærkes, at det følger af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), at enhver navnlig har ret til at få sin sag behandlet uvildigt af Unionens institutioner.

60      Dette krav om upartiskhed, der er fastsat i chartrets artikel 41, dækker dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (jf. dom af 11.7.2013, Ziegler mod Kommissionen, C-439/11 P, EU:C:2013:513, præmis 155 og den deri nævnte retspraksis).

61      I det foreliggende tilfælde var der tvivl om det rådgivende udvalgs upartiskhed, da det afgav sin udtalelse, for så vidt som indstillingen hos de repræsentanter for myndighederne, som nævnte udvalg består af, kunne være påvirket af, at disse myndigheder havde kendskab til det standpunkt i sagen, som var udtrykt dels af Kommissionen i 2002- og 2009-beslutningen, dels af Retten i dom af 9. december 2014, Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti mod Kommissionen (T-92/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1032).

62      Selv hvis et sådant kendskab antages godtgjort, kan der heraf imidlertid ikke udledes en mangel på upartiskhed, som kan påvirke lovligheden af den anfægtede afgørelse, idet der ellers ville blive rejst tvivl om traktatens bestemmelser, hvorefter retsakter, der erklæres ugyldige, kan erstattes, uden at det er fornødent at afgøre, om sagsøgerne i dette tilfælde har rejst tvivl om den subjektive eller objektive upartiskhed.

63      Det mulige kendskab til en tidligere løsning, der eventuelt er blevet tiltrådt i Rettens dom, som Domstolen senere har ophævet efter en appel, indgår nemlig i forpligtelsen til at drage konsekvenserne af en annullation. Hvis det besluttes, at kendskabet til en sådan situation i sig selv kan være til hinder for at genoptage proceduren, vil dette påvirke selve ordningen med annullation, idet det angives, at ordningen ikke alene indebærer, at den annullerede retsakt fjernes med tilbagevirkende kraft, men ligeledes at der er forbud mod at genoptage proceduren. En sådan mulighed er uforenelig med artikel 266 TEUF, som i tilfælde af annullation i henhold til artikel 263 TEUF pålægger Unionens institutioner, organer eller agenturer at træffe foranstaltninger til opfyldelse af de domme, der er afsagt i forhold til dem, uden at de herved fritages for opgaven med på de områder, der henhører under deres kompetence, at sikre anvendelsen af EU-retten.

64      Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det andet klagepunkt om fraværet af vigtige aktører under den mundtlige høring den 23. april 2018

65      Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen for det første tilsidesatte forskellige bestemmelser vedrørende organisationen af mundtlige høringer og for det andet begik en fejl ved ikke at indbyde flere enheder til den mundtlige høring den 23. april 2018, selv om disse enheder, idet de havde spillet en væsentlig rolle i oplysningen af sagen, kunne have meddelt medlemsstaternes konkurrencemyndigheder oplysninger, som ville give disse myndigheder mulighed for at tage stilling med fuldt kendskab til sagen. Eftersom sagsøgerne ikke kunne opnå en udtalelse afgivet med disse myndigheders fulde kendskab til sagen, er deres ret til forsvar efter deres opfattelse blevet tilsidesat af følgende årsager:

–        Federacciai skulle ligesom Leali SpA, der i mellemtiden var gået konkurs, have deltaget i nævnte høring, henset til den centrale rolle, som de sidstnævnte spillede i alle de forhold, der var omhandlet af undersøgelsen.

–        Lucchini SpA, der ligeledes var gået konkurs, og Riva, der var undergivet den særlige insolvensprocedure, hvilke selskaber var ledende på markedet, skulle ligeledes have deltaget i nævnte høring.

–        Industrie Riunite Odolesi SpA (herefter »IRO«), som for sin del ikke havde appelleret dom af 9. december 2014, IRO mod Kommissionen (T-69/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1030), burde også have deltaget i denne høring.

–        Associazione Nazionale Sagomatori Ferro (den nationale sammenslutning af jernforarbejdningsvirksomheder, herefter »Ansfer«) skulle have været indbudt, idet denne sammenslutning, der repræsenterer de berørte virksomheders kunder, var interveneret som tredjepart i den mundtlige høring den 13. juni 2002 og ved denne havde lejlighed erklæret, at konkurrencebegrænsende aftaler aldrig havde påvirket markedet.

66      Det skal således undersøges, om Kommissionen ved organisationen af den mundtlige høring tilsidesatte en bestemmelse, som gjaldt for denne, og om den herved eller på nogen anden måde hindrede sagsøgernes ret til forsvar ved den mundtlige høring den 23. april 2018.

67      I første række skal det bemærkes, at deltagelsen i den mundtlige høring indgår i de proceduremæssige rettigheder, hvis tilsidesættelse skal påberåbes af den virksomhed eller den tredjepart, der har disse rettigheder, da de er subjektive (jf. i denne retning dom af 1.7.2010, ThyssenKrupp Acciai Speciali Terni mod Kommissionen, T-62/08, EU:T:2010:268, præmis 186, af 12.5.2011, Région Nord-Pas-de-Calais og Communauté d’agglomération du Douaisis mod Kommissionen, T-267/08 og T-279/08, EU:T:2011:209, præmis 77, og af 19.9.2019, Zhejiang Jndia Pipeline Industry mod Kommissionen, T-228/17, EU:T:2019:619, præmis 36).

68      Sagsøgerne kan således ikke få medhold i deres påstand om annullation af en afgørelse, alene fordi proceduremæssige rettigheder, der tilkommer tredjeparter eller andre parter, er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfælde.

69      Det skal desuden bemærkes, at selv om høringer, der afholdes inden for rammerne af procedurer vedrørende karteller, oftere afvikles kollektivt i Kommissionens praksis, anerkender lovgivningen ikke retten til kollektiv høring for virksomheder, som har fået tilsendt en klagepunktsmeddelelse.

70      Tværtimod præciseres i artikel 14, stk. 6, i forordning nr. 773/2004, at høringen kan foretages af personerne enkeltvis eller under tilstedeværelse af andre personer, der er indbudt til at deltage, under hensyntagen til virksomhedernes berettigede interesse i, at forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger ikke udbredes (jf. i denne retning dom af 15.3.2000, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, EU:T:2000:77, præmis 697).

71      I anden række skal det ud over overholdelsen af andre personers eller enheders rettigheder undersøges, om Kommissionen tilsidesatte reglerne vedrørende organisationen af mundtlige høringer på en måde, som har kunnet hindre sagsøgernes forsvar.

72      Det skal i denne henseende bemærkes, at retten til forsvar er en grundlæggende rettighed, der indgår i de almindelige retsprincipper, som Unionens retsinstanser skal sikre overholdelsen af. Overholdelsen heraf i en procedure for Kommissionen med henblik på pålæggelse af en bøde til en virksomhed for overtrædelse af konkurrencereglerne kræver, at den pågældende virksomhed har været i stand til på hensigtsmæssig vis at tilkendegive sit syn på omstændighederne, på relevansen af de angivelige faktiske forhold samt på de dokumenter, som Kommissionen har lagt til grund for konstateringen af en overtrædelse af traktaten. Disse rettigheder er omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a) og b) (jf. dom af 25.10.2011, Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:686, præmis 52 og 53 og den deri nævnte retspraksis).

73      I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne insisteret på, at fraværet af visse enheder bevirkede, at det rådgivende udvalg ikke kunne afgive sin udtalelse med fuldt kendskab til sagen. Det er deres opfattelse, at såfremt disse enheder var blevet hørt, kunne indholdet af udvalgets udtalelse og dermed af den anfægtede afgørelse have været anderledes. Denne problemstilling har været genstand for omfattende udvekslinger mellem parterne, både skriftligt og i retsmødet.

74      Der skal i denne henseende sondres mellem situationen for de virksomheder, der var adressater for klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede afgørelse, situationen for tredjeparter, der begrundede en tilstrækkelig interesse, og situationen for andre tredjeparter.

–       Situationen for de virksomheder, som er adressater for klagepunktsmeddelelsen og den anfægtede afgørelse

75      Det følger af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der er omfattet af den iværksatte procedure, skal have lejlighed til at udtale sig om de klagepunkter, som de foreholdes, inden der træffes en afgørelse i henhold til artikel 101 TEUF og 102 TEUF i forhold til dem. Kommissionen kan kun lægge de klagepunkter til grund for sine afgørelser, som de deltagende parter har haft lejlighed til at udtale sig om.

76      I henhold til artikel 12 i forordning nr. 773/2004 skal Kommissionen give de parter, som den har rettet en klagepunktsmeddelelse til, lejlighed til at uddybe deres argumenter under en mundtlig høring, hvis de anmoder herom i deres skriftlige indlæg.

77      I det foreliggende tilfælde fandt artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 og artikel 12 i forordning nr. 773/2004 således anvendelse på alle virksomheder, der havde deltaget i kartellet, for hvilke 2002-beslutningen eller 2009-beslutningen ikke var blevet endelig, herunder Riva.

78      Ifølge sagsøgerne kunne Rivas fravær fra den mundtlige høring den 23. april 2018 bidrage til at behæfte en procedure med en fejl ved at påvirke de betingelser, hvorunder de kunne sikre deres forsvar.

79      Sådan som det fremgår af 45. og 46. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvilket parterne ikke har bestridt, skal følgende anføres i denne henseende:

–        Ved skrivelse af 15. december 2017 informerede Kommissionen Riva om genoptagelsen af proceduren.

–        Som svar på denne skrivelse indgav Riva skriftlige bemærkninger uden imidlertid at anmode om at deltage i en mundtlig høring.

–        Eftersom Riva ikke fremsatte en sådan anmodning herom, indbød Kommissionen ikke selskabet til at deltage i den mundtlige høring den 23. april 2018.

80      Henset til disse forhold kan Kommissionen ikke anses for at have tilsidesat artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 og artikel 12 i forordning nr. 773/2004 ved ikke at indbyde Riva til at deltage i den mundtlige høring den 23. april 2018. Kommissionen indbød ikke Riva hertil, da selskabet ikke havde anmodet om at måtte deltage i høringen. Sagsøgerne kan således ikke med føje påberåbe sig en tilsidesættelse af de ovennævnte bestemmelser, der kan have påvirket deres forsvar.

–       Situationen for tredjeparter, der godtgør en tilstrækkelig interesse

81      Høring af interesserede tredjeparter reguleres af artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 1/2003. Det fremgår af denne bestemmelse, at når fysiske eller juridiske personer, der godtgør, at de har tilstrækkelig interesse i sagen, anmoder om at måtte udtale sig, skal deres anmodning efterkommes.

82      I artikel 13, stk. 1 og 2, i forordning nr. 773/2004 præciseres:

–        Hvis fysiske eller juridiske personer anmoder om at blive hørt og godtgør en tilstrækkelig interesse, underretter Kommissionen dem skriftligt om procedurens karakter og genstand.

–        Kommissionen fastsætter en frist for fremsættelse af deres skriftlige bemærkninger.

–        Den kan opfordre dem til at uddybe deres argumenter under den mundtlige høring af de parter, hvis disse personer har anmodet herom i deres skriftlige bemærkninger.

83      I det foreliggende tilfælde fandt artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og artikel 13, stk. 1 og 2, i forordning nr. 773/2004 således bl.a. anvendelse på fem enheder, hvis tilstedeværelse efter sagsøgernes opfattelse var nødvendig, for at den mundtlige høring den 23. april 2018 blev gyldigt organiseret, nemlig for det første Federacciai, Leali, IRO og Lucchini og for det andet Ansfer.

84      I første række skal det med hensyn til de fire første enheder, der er nævnt i præmis 83 ovenfor, bemærkes, at de tidligere under proceduren havde givet afkald på at anfægte den afgørelse, som de var blevet tilsendt:

–        Federacciai anlagde ikke et annullationssøgsmål til prøvelse af 2002-beslutningen.

–        Leali, IRO og Lucchini iværksatte ikke appel af domme af 9. december 2014, Leali og Acciaierie e Ferriere Leali Luigi mod Kommissionen (T-489/09, T-490/09 og T-56/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1039), IRO mod Kommissionen (T-69/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1030) og Lucchini mod Kommissionen (T-91/10, EU:T:2014:1033), hvorved Kommissionen var blevet frifundet i deres søgsmål med påstand om annullation af 2009-beslutningen.

85      Det følger af retspraksis, at Kommissionens afgørelse truffet over for disse enheder var blevet endelig i forhold til disse, og eftersom proceduren var afsluttet for disse, var de dermed ikke længere parter i den procedure, der blev genoptaget den 15. december 2017 (jf. i denne retning dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 63).

86      På denne baggrund havde de fire første enheder, der er omhandlet i præmis 83 ovenfor, ikke ret til at deltage i en ny mundtlig høring den 23. april 2018 som parter i sagen.

87      De fire første enheder, der er omhandlet i præmis 83 ovenfor, havde ganske vist mulighed for at anmode Kommissionen om tilladelse til at deltage i den mundtlige høring den 23. april 2018 som interesserede tredjeparter, hvis de godtgjorde en tilstrækkelig interesse, i overensstemmelse med de bestemmelser, der er nævnt i præmis 81 og 82 ovenfor.

88      Federacciai, Leali og IRO har imidlertid ikke fremsat en sådan anmodning, og det kan således ikke gøres gældende, at Kommissionen i denne forbindelse kunne tilsidesætte nogen regel, hvorved sagsøgernes udøvelse af retten til forsvar kunne blive påvirket.

89      Det skal derimod bemærkes, at Lucchini for sin del fandt, at selskabet skulle drage fordel af Domstolens annullation ved domme af 21. september 2017, Feralpi mod Kommissionen (C-85/15 P, EU:C:2017:709), Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), Ferriere Nord mod Kommissionen (C-88/15 P, EU:C:2017:716) og Riva Fire mod Kommissionen (C-89/15 P, EU:C:2017:713), selv om det ikke selv havde iværksat appel af dom af 9. december 2014, Lucchini mod Kommissionen (T-91/10, EU:T:2014:1033). På grundlag af denne argumentation anmodede selskabet Kommissionen om tilladelse til at deltage i den mundtlige høring den 23. april 2018. Lucchini fremsatte imidlertid denne anmodning som part i den procedure, der blev genoptaget den 15. december 2017, på samme grundlag som navnlig sagsøgerne, og ikke som interesseret tredjepart. Kommissionen afviste med føje denne anmodning af de grunde, der er anført i præmis 84 og 85 ovenfor (dom af 8.5.2019, Lucchini mod Kommissionen, T-185/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:298, præmis 41 og 42). Da Lucchini fik afvist denne mulighed som part i sagen, gjorde selskabet herefter ikke gældende, at det kunne indbydes til den mundtlige høring som tredjepart med en tilstrækkelig interesse.

90      På denne baggrund kan Kommissionen ikke anses for at have tilsidesat en proceduremæssig regel, som kunne påvirke sagsøgernes udøvelse af retten til forsvar, idet den ikke indbød dels Federacciai, dels Leali, IRO og Lucchini til at deltage i den mundtlige høring.

91      I anden række har sagsøgerne med hensyn til den femte enhed, der er nævnt i præmis 83 ovenfor, nemlig Ansfer, anført, at denne enhed burde have været indbudt til den mundtlige høring den 23. april 2018 på grund af de oplysninger, som den havde, og som kunne have indvirkning på medlemsstaternes konkurrencemyndigheder hvad angår deres kendskab til sagen.

92      Sagsøgerne har fremført tre argumenter til støtte for deres synspunkt.

93      For det første har sagsøgerne gjort gældende, at såfremt Kommissionen havde meddelt Ansfer om genoptagelsen af proceduren, ville denne sammenslutning sandsynligvis have deltaget i den mundtlige høring den 23. april 2018, sådan som den gjorde i den mundtlige høring den 13. juni 2002.

94      Det skal i denne henseende bemærkes, hvorledes proceduren i forhold til sagsøgerne og de andre dengang omhandlede virksomheder blev indledt i 2002.

95      Som Kommissionen har anført i sit svar på Rettens spørgsmål og i retsmødet, uden at sagsøgerne har bestridt dette, skete den pågældende indledning den 26. marts 2002, efter at de berørte parter havde fået forkyndt klagepunktsmeddelelsen i henhold til artikel 36 KS.

96      Den pågældende indledning var ikke ledsaget af nogen foranstaltning til offentliggørelse, idet lovgivningen ikke pålagde Kommissionen at offentliggøre afgørelsen om at indlede den administrative procedure, vedtagelsen af en klagepunktsmeddelelse eller, som i det foreliggende tilfælde, en supplerende klagepunktsmeddelelse.

97      Fremgangsmåden var ikke anderledes, efter at Retten havde afsagt dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og Domstolen havde afsagt dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717).

98      Efter at have analyseret de domme, der er nævnt i præmis 97 ovenfor, meddelte Kommissionen sagsøgerne første gang ved skrivelse af 30. juni 2008 og anden gang ved skrivelse af 15. december 2017, at den havde til hensigt at »genoptage« proceduren.

99      Den anden skrivelse blev nærmere bestemt meddelt de virksomheder, der er adressater for den anfægtede afgørelse, men blev ikke meddelt andre personer eller enheder, ligesom den heller ikke var genstand for en foranstaltning til offentliggørelse.

100    Efter sagsøgernes opfattelse havde Kommissionen pligt til at meddele offentligheden om genoptagelsen af proceduren efter annullationen af 2009-beslutningen, og såfremt denne pligt var blevet overholdt i denne sag, ville Ansfer være blevet underrettet og kunne have anmodet om at deltage i en ny mundtlig høring.

101    Det skal i denne henseende bemærkes, at ingen regel pålægger Kommissionen at offentliggøre genoptagelsen af en procedure, efter at en af dens afgørelser er blevet annulleret ved en dom afsagt af Domstolen eller Retten.

102    En sådan genoptagelse sker nemlig inden for rammerne af gennemførelsen af en annullationsdom.

103    Artikel 266 TEUF forpligter kun den institution, fra hvilken den annullerede retsakt hidrører, inden for de grænser, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af annullationsdommen. Bestemmelsen pålægger i denne henseende den berørte institution at undgå, at retsakter, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme uregelmæssigheder som dem, der er fastslået i nævnte dom. Institutionerne har imidlertid en vid skønsbeføjelse til at vælge de midler, der skal anvendes med henblik på at drage konsekvenserne af en dom om annullation eller ugyldighed, idet det forudsættes, at disse midler skal være forenelige med den pågældende doms konklusion og de grunde, der danner det fornødne grundlag derfor. Medmindre den fastslåede uregelmæssighed medfører, at hele proceduren er ugyldig, kan institutionerne med henblik på at vedtage en retsakt, der træder i stedet for en tidligere retsakt, som er blevet annulleret eller erklæret ugyldig, genåbne proceduren på det trin, hvor uregelmæssigheden blev begået (jf. dom af 11.12.2017, Léon Van Parys mod Kommissionen, T-125/16, EU:T:2017:884, præmis 49 og 52 og den deri nævnte retspraksis).

104    Ved afslutningen af den bedømmelse, som Kommissionen foretager i denne forbindelse, kan den beslutte at genoptage proceduren, sådan som den gjorde i den foreliggende sag, ligesom den kan beslutte at opgive proceduren, hvis den finder, at sagen kan afsluttes, eller hvis den mener, at der kræves undersøgelsesforanstaltninger for at indlede en ny procedure, hvilket i dette tilfælde kan føre til meddelelsen af en ny klagepunktsmeddelelse til de virksomheder, som er adressater herfor, i overensstemmelse med artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003.

105    I det foreliggende tilfælde besluttede Kommissionen efter at have foretaget nævnte bedømmelse at genoptage proceduren på det trin, hvor den var blevet afbrudt, sådan som det er tilladt i medfør af den retspraksis, der er omhandlet i præmis 47 og 48 ovenfor.

106    I retsmødet har parterne drøftet Kommissionens meddelelse af 20. oktober 2011 om bedste praksis ved behandlingen af konkurrencesager efter artikel 101 [TEUF] og 102 [TEUF] (EUT 2011, C 308, s. 6) (jf. navnlig meddelelsens punkt 20), hvori Kommissionen forpligtede sig til dels at offentliggøre indledningen af proceduren på Konkurrencegeneraldirektoratets websted, dels at udsende en pressemeddelelse herom, medmindre sådanne offentliggørelsesforanstaltninger er til skade for undersøgelsen.

107    Den pågældende meddelelse pålagde imidlertid ikke Kommissionen i det foreliggende tilfælde at opfylde de forpligtelser, som er nævnt i præmis 106 ovenfor. Eftersom der ikke findes en udtrykkelig bestemmelse herom, kan rækkevidden af disse forpligtelser ikke udvides, når Kommissionen genoptager en procedure på tidspunktet for en mundtlig høring, der tidligere er afholdt på uregelmæssig vis, som er det trin, hvor denne procedure blev afbrudt, sådan som Kommissionen besluttede i det foreliggende tilfælde som led i gennemførelsen af Domstolens dom om annullation, hvilken situation adskiller sig fra situationen med indledning af proceduren som omhandlet i denne meddelelse.

108    Dette argument skal således forkastes.

109    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at Ansfer ved fastlæggelsen af de tredjeparter, der skulle indbydes til den mundtlige høring, ikke kunne anses for blot at være et medlem af offentligheden, men havde status af »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, som omhandlet i artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 og i artikel 13, stk. 1 og 2, i forordning nr. 773/2004.

110    Til støtte for deres standpunkt har sagsøgerne anført, at høringskonsulenten i 2002 indrømmede Ansfer status som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, hvilket tillod, at sammenslutningen deltog i den mundtlige høring den 13. juni 2002.

111    Eftersom Ansfer således havde status som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, kan sammenslutningen ikke have fortabt denne i mellemtiden og skulle derfor have været indbudt til at deltage i den mundtlige høring den 23. april 2018.

112    Det skal i denne henseende bemærkes, at sagsøgernes argumentation med hensyn til bevarelsen af status som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, er i overensstemmelse med Kommissionens standpunkt vedrørende kontinuiteten mellem den administrative procedures trin, selv om proceduren blev afbrudt af de retslige procedurer, der gav anledning til dommene om annullation.

113    På denne baggrund kan det med føje lægges til grund, at en enhed, der på et tidligere trin under proceduren er blevet indrømmet status som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, kunne bevare denne status under hele proceduren, selv om denne kan være afbrudt af en retslig procedure, der gav anledning til en annullation fastslået af Unionens retsinstanser.

114    I det foreliggende tilfælde skal det således afgøres, om Ansfer, der på et tidspunkt under proceduren var blevet indrømmet status som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, kunne bevare denne status under hele proceduren og skulle have været indbudt til den mundtlige høring den 23. april 2018 eller i hvert fald skulle have været underrettet om genoptagelsen af proceduren, således at denne sammenslutning havde fået mulighed for at tilkendegive sin interesse og dermed eventuelt blive indbudt til at deltage i nævnte høring.

115    Det skal i denne henseende bemærkes, som det fremgår af sagsakterne, at Ansfers åbenbare interesse i at deltage i proceduren ikke blev bevaret under hele dennes varighed, hvilket sagsøgerne ikke har bestridt.

116    Ved sammenfatningen af de efterfølgende trin har Kommissionen som svar på Rettens spørgsmål, og uden at sagsøgerne har bestridt dette, i retsmødet nemlig præciseret følgende:

–        I 2002 fik Ansfer gennem oplysninger i den italienske presse kendskab til genoptagelsen af proceduren.

–        På baggrund af disse oplysninger anmodede Ansfer om at måtte deltage i den mundtlige høring den 13. juni 2002, idet den anførte, at den kunne godtgøre, at den havde en tilstrækkelig interesse heri.

–        Efter at være blevet indbudt til at deltage mødte Ansfer op til nævnte høring, hvor sammenslutningen fremsatte skriftlige bemærkninger, uden at dens repræsentant tog ordet.

–        På denne baggrund blev denne sammenslutning indbudt til at deltage i en anden mundtlig høring den 30. september 2002 om konsekvenserne af udløbet af EKSF-traktaten for proceduren.

–        Sammenslutningen besvarede imidlertid ikke denne indbydelse og mødte heller ikke op til denne mundtlige høring.

–        Eftersom Ansfer ikke besvarede den indbydelse til den nye mundtlige høring, som sammenslutningen var blevet tilsendt, og ikke mødte op til denne, konkluderede Kommissionen, at sammenslutningen ikke længere anmodede om at deltage i fortsættelsen af proceduren og således ikke skulle indbydes til den mundtlige høring den 23. april 2018.

–        I denne forbindelse tog Kommissionen hensyn til den omstændighed, at Ansfers deltagelse i den mundtlige høring den 13. juni 2002 for det første var begrænset til en fremsættelse af skriftlige bemærkninger uden at tage ordet, og for det andet at disse bemærkninger var blevet føjet til sagsakterne.

117    I henhold til lovgivningen kan tredjeparter deltage i en mundtlig høring, som er organiseret i en procedure vedrørende anvendelsen af konkurrencereglerne, men de skal med henblik herpå give sig til kende for Kommissionen og over for denne godtgøre, at de har en tilstrækkelig interesse i at få tilladelse til at deltage heri (jf. præmis 81 og 82 ovenfor).

118    Det skal desuden fastslås, at når en tredjepart under en administrativ procedure, der er blevet afbrudt af en domstolsprøvelse, ved afslutningen af hvilken Unionens retsinstanser har truffet afgørelse om annullation, er blevet indrømmet status som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«, har Kommissionen en skønsbeføjelse med henblik på at afgøre, om denne tredjepart har bevaret en tilstrækkelig interesse i at udtale sig. Beskyttelsen af retten til forsvar kræver nemlig ikke, at Kommissionen foretager høring af tredjeparter, der ikke længere har en sådan tilstrækkelig interesse, når den genoptager nævnte procedure (jf. analogt dom af 16.6.2015, FSL m.fl. mod Kommissionen, T-655/11, EU:T:2015:383, præmis 406, og af 11.7.2019, Silver Plastics og Johannes Reifenhäuser mod Kommissionen, T-582/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:497, præmis 202 og den deri nævnte retspraksis).

119    Med henblik på god forvaltning skal det nemlig undgås at øge antallet af deltagere, samtidig med at dem, der reelt kan bringe bebyrdende eller diskulperende bidrag til analysen af sagsakterne og overholdelsen af retten til forsvar, sikres deltagelse, hvorved der skabes sikkerhed for, at det rådgivende udvalg afgiver udtalelse, og at Kommissionen træffer afgørelse med fuldt kendskab til sagen og under overholdelse af de proceduremæssige garantier.

120    Efter en sådan vurdering blev Ansfer i det foreliggende tilfælde indbudt til at deltage i den mundtlige høring den 13. juni 2002 og i høringen den 30. september 2002 som »tredjepart, der godtgør en tilstrækkelig interesse«.

121    Henset til Ansfers manglende svar på indbydelsen til at deltage i den anden mundtlige høring den 30. september 2002 og sammenslutningens manglende deltagelse i denne høring begik Kommissionen dermed ikke en fejl ved at konkludere, at denne sammenslutning havde givet afkald på at deltage i fortsættelsen af proceduren eller i hvert fald ikke ønskede at uddybe sine argumenter yderligere under den mundtlige høring den 23. april 2018, og at dens bidrag, som allerede var føjet til sagsakterne og efterfølgende var gengivet i udkastet til den anfægtede afgørelse, ikke gav grundlag for at underrette den om genoptagelsen af proceduren med henblik på at give den mulighed for atter at tilkendegive sin interesse og for således eventuelt at blive indbudt til at deltage i nævnte høring.

122    Dette argument skal således forkastes.

123    For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at de i deres skrivelse af 1. februar 2018 henledte Kommissionens opmærksomhed på den omstændighed, at proceduren ikke lovligt kunne genoptages, eftersom ikke alle de aktører, der var til stede i 2002, kunne være til stede ved den nye mundtlige høring, hvorfor medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, hvis repræsentanter skal tilkendegive deres mening, for at det rådgivende udvalg kan afgive sin udtalelse i overensstemmelse med lovgivningen, kun ville få et ufuldstændigt billede af sagen.

124    Det skal i denne henseende bemærkes, at en sådan bemærkning, der formuleres således, ikke kan forstås som en anmodning til Kommissionen med henblik på at foranledige denne til at indbyde Ansfer eller andre tredjeparter til den mundtlige høring i medfør af artikel 10, stk. 3, i forordning nr. 773/2004, der giver parterne mulighed for i deres skriftlige indlæg at foreslå, »at Kommissionen hører personer, som kan bekræfte de faktiske omstændigheder, der er anført i indlægget«.

125    Som Kommissionen har anført, skulle sagsøgerne, såfremt de mente, at Ansfers deltagelse var nødvendig, eller endda hensigtsmæssig, med henblik på at forsvare deres argumentation, underrette denne sammenslutning om genoptagelsen af proceduren, således at den kunne give sig til kende over for Kommissionen, eller specifikt anmode denne institution om at indbyde denne enhed.

126    Sagsøgerne har i deres skriftlige svar på Rettens spørgsmål anerkendt, at de ikke tog noget skridt i denne retning over for Kommissionen eller Ansfer.

127    Det skal tilføjes, at medlemsstaternes konkurrencemyndigheder i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 kan anmode Kommissionen om at høre tredjeparter, hvis de finder det passende.

128    Der var ikke noget til hinder for, at sagsøgerne under den mundtlige høring den 23. april 2018 eller før denne foreslog medlemsstaternes konkurrencemyndigheder at anmode Kommissionen om at høre Ansfer.

129    Sagsøgerne tog ikke et sådant skridt for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, ligesom de nævnte myndigheder ikke anmodede Kommissionen om at høre Ansfer.

130    Eftersom Ansfer ikke længere havde en tilstrækkelig interesse i at udtale sig ved genoptagelsen af proceduren (jf. præmis 112-122 ovenfor), og Kommissionen ikke var blevet forelagt en anmodning om at høre denne sammenslutning, kan denne institution dermed ikke foreholdes, at den ikke indbød sammenslutningen til at deltage i den mundtlige høring den 23. april 2018.

131    Dette argument skal således forkastes.

–       Andre tredjeparters situation

132    For så vidt som sagsøgernes argumentation kan fortolkes som en henvisning hertil, skal det bemærkes, at lovgivningen med henblik på organisation af mundtlige høringer fastsætter en tredje situation, som vedrører tredjeparter, der ikke har en tilstrækkelig interesse i den forstand, der er anført i præmis 81 og 82 ovenfor.

133    Artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 773/2004 fastsætter muligheden for at opfordre enhver anden fysisk eller juridisk person end de virksomheder, som proceduren angår, eller de tredjeparter, der godtgør en sådan interesse, til at fremsætte skriftlige bemærkninger og eventuelt til at overvære den mundtlige høring. Ud over at de kan indbydes til at overvære den mundtlige høring, kan de opfordres til at afgive bemærkninger under høringen.

134    Bl.a. Ansfer befandt sig i en sådan situation, idet Kommissionen, sådan som det er fastslået, kunne konkludere, at denne sammenslutning ikke længere havde en tilstrækkelig interesse i at udtale sig ved genoptagelsen af proceduren (jf. præmis 112-122 ovenfor).

135    Kommissionen har en skønsbeføjelse med henblik på at afgøre, om det kan være hensigtsmæssigt, at ikke-interesserede tredjeparter deltager i drøftelserne, idet det præciseres, at overholdelsen af retten til forsvar ikke kræver, at Kommissionen i alle tilfælde foretager de ønskede høringer (jf. i denne retning den retspraksis, der er nævnt i præmis 118 ovenfor).

136    I det foreliggende tilfælde begik Kommissionen således ikke en fejl ved af de årsager, der er anført i præmis 112-122 ovenfor, at finde, at det ikke ville bringe nyt til drøftelserne at indbyde Ansfer til den mundtlige høring den 23. april 2018.

137    På denne baggrund kan Kommissionen ikke foreholdes, at den tilsidesatte en proceduremæssig regel, som kunne have haft indvirkning på sagsøgernes udøvelse af retten til forsvar, da den undlod at indbyde andre tredjeparter til den mundtlige høring den 23. april 2018.

138    Dette argument skal således forkastes.

139    Henset til det ovenstående kan det fastslås, at Kommissionen ikke tilsidesatte proceduremæssige regler vedrørende høring af andre personer eller enheder, og at den udøvelse af retten til forsvar, som sagsøgerne har påberåbt sig, ikke på nogen måde kunne hindres ved tilsidesættelsen af sådanne regler.

140    For så vidt som det er nødvendigt, skal det bemærkes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at de blev hindret i udøvelsen af retten til forsvar uafhængigt af tilsidesættelsen en regel som følge af, at en virksomhed eller en tredjepart ikke var til stede ved den mundtlige høring, der blev organiseret med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

141    Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det tredje klagepunkt om Kommissionens manglende mulighed for at afhjælpe den proceduremæssige mangel, som Domstolen havde fastslået

142    Sagsøgerne har gjort gældende, at det ikke var muligt at afhjælpe den proceduremæssige mangel, som Domstolen havde fastslået. Som følge af den tid, der er gået, bevirkede ændringerne af identiteten på aktørerne og af markedets struktur således, at der ifølge sagsøgerne ikke igen kunne organiseres nogen mundtlig høring på identiske eller i hvert fald tilsvarende vilkår som dem, der forelå i 2002.

143    Det skal i denne henseende bemærkes, at den sammenhæng, hvori procedurer på konkurrenceområdet organiseres, som følge af omfanget af de opgaver, de indebærer, uundgåeligt ændres med tiden.

144    I en sådan sammenhæng, hvor konkurrencen hele tiden fører til ændringer af aktører, varer og markedsandele, påvirker muligheden for, at sådanne ændringer i sig selv gør det umuligt at vedtage en ny afgørelse, principielt Kommissionens mulighed for at genoptage en procedure med henblik på at anvende konkurrencereglerne for at gennemføre den opgave, som den er pålagt ved traktaterne.

145    Når Kommissionen beslutter at genoptage en procedure, efter at en af dens afgørelser er blevet annulleret ved en dom afsagt af Domstolen eller Retten, skal den imidlertid foretage en vurdering med henblik på at afgøre, om fortsættelsen af proceduren, henset til omstændighederne på tidspunktet for genoptagelsen, og navnlig de virkninger, der kan skyldes tidens forløb, stadig forekommer at være en passende løsning på situationen, hvilket den gjorde i det foreliggende tilfælde, sådan som det er forklaret ved besvarelsen af sagsøgernes andet anbringendes første klagepunkt til støtte for søgsmålet (jf. præmis 149-173 ovenfor).

146    Dette klagepunkt skal således forkastes, og dermed forkastes det første anbringende i sin helhed.

 Det andet anbringende om Kommissionens ulovlige afslag på inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse at efterprøve afgørelsens forenelighed med princippet om overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid

147    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad efterprøvede, om den anfægtede afgørelse kunne vedtages, selv om princippet om overholdelse af en rimelig frist, der er fastsat i chartrets artikel 41, efter deres opfattelse var til hinder herfor. For det første har de foreholdt Kommissionen en retlig fejl i denne henseende. For det andet har de kritiseret Kommissionen for ikke at overholde sin begrundelsespligt.

148    Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.

 Det første klagepunkt om en retlig fejl

149    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte chartrets artikel 41 ved inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse at afslå at efterprøve, om vedtagelsen af denne afgørelse var forenelig med princippet om overholdelse af en rimelig frist.

150    Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen, som sagsøgerne har anført, skal respektere princippet om overholdelse af en rimelig frist, der er fastsat i chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 179, og af 5.6.2012, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, T-214/06, EU:T:2012:275, præmis 285).

151    Der skal således tages hensyn til udløbet af denne frist, når Kommissionen under udøvelsen af den skønsmargen, som den er indrømmet i henhold til EU-retten, vurderer, om der ved anvendelsen af konkurrencereglerne skal indledes forfølgning og vedtages en afgørelse.

152    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, fremgår det af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen ikke tilsidesatte forpligtelsen til at tage hensyn til fristens udløb, da den vurderede, om en sådan forfølgning skulle indledes, og en afgørelse om pålæggelse af sanktioner skulle vedtages. Det fremgår nemlig af den anfægtede afgørelse, at denne institution inden sin stillingtagen i denne sag vurderede, om proceduren kunne genoptages, og om den kunne føre til vedtagelsen af en sådan afgørelse om pålæggelse af en sanktion.

153    Flere steder i den anfægtede afgørelse analyserede Kommissionen således for det første, om den procedure, der førte til vedtagelsen af denne afgørelse, var blevet gennemført på tilfredsstillende vis med hensyn til fristerne, og for det andet, om der skulle drages konsekvenser af varigheden af de faser, der førte til denne vedtagelse.

154    Kommissionen anførte f.eks., at det for det første fremgår af den analyse, som den havde kunnet foretage, at undersøgelsesaktiviteterne var blevet gennemført med omhu, og for det andet, at afbrydelserne under den administrative procedure skyldtes domstolsprøvelsen (528. og 555. betragtning til den anfægtede afgørelse).

155    I denne forbindelse anerkendte Kommissionen, at den, sådan som Retten og Domstolen fastslog i dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), havde begået proceduremæssige fejl. Den anførte imidlertid, at disse fejl, som kunne have forlænget procedurens varighed, skyldtes den retsusikkerhed, som den stod over for efter udløbet af EKSF-traktaten (555. betragtning til den anfægtede afgørelse).

156    På samme måde anerkendte Kommissionen, at som følge af de begåede proceduremæssige fejl kunne de efterfølgende faser have ført til, at proceduren betragtet som helhed, inklusive de administrative faser og afbrydelserne som følge af domstolsprøvelsen, havde en »objektivt set« lang varighed (528. betragtning til den anfægtede afgørelse).

157    Som led i denne vurdering tilføjede Kommissionen, at den ikke mente, at denne varighed overskred de frister, der blev anset for acceptable i henhold til retspraksis (528. betragtning til den anfægtede afgørelse).

158    Kommissionen anførte endvidere, at en varighed i strid med princippet om overholdelse af en rimelig frist ikke i sig selv kunne føre til annullation af afgørelsen. Ifølge Domstolen kunne man nemlig kun nå til et sådant resultat, hvis den urimelige varighed havde påvirket forsvaret ved at skade de berørte virksomheders mulighed for at indsamle beviser og fremføre deres argumenter. Kommissionen anførte, at sagsøgerne ikke havde godtgjort, at dette var tilfældet i den foreliggende sag (556. og 557. betragtning til den anfægtede afgørelse).

159    Desuden anførte Kommissionen i 536. betragtning til den anfægtede afgørelse, at den, henset til gældende ret og i overensstemmelse med retspraksis på området, havde beføjelse til at vedtage en ny afgørelse.

160    Kommissionen anerkendte, at der inden vedtagelsen af en ny afgørelse skulle gennemføres en undersøgelse med henblik på inden for rammerne af den skønsbeføjelse, som den er indrømmet på området for forfølgelse af overtrædelser af konkurrenceretten, at foretage en afvejning af på den ene side almenhedens interesse i at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne og på den anden side parternes interesse i at opnå en afgørelse inden for en rimelig frist, og i at de mulige konsekvenser af de fejl, som kan være begået under proceduren, mindskes (536. og 559. betragtning til den anfægtede afgørelse).

161    I det foreliggende tilfælde foretog Kommissionen en sådan afvejning og konkluderede, henset til den konstaterede overtrædelses alvorlige karakter, for det første, at der skulle vedtages en afgørelse, og for det andet, at de virksomheder, der var adressater herfor, skulle pålægges en sanktion (560.-568. betragtning til den anfægtede afgørelse).

162    Endelig nedsatte Kommissionen bøden i overensstemmelse med høringskonsulentens forslag, således at de negative konsekvenser, der for de berørte virksomheder kunne følge af procedurens varighed og de begåede proceduremæssige fejl, i et vist omfang blev mindsket (50%) (570.-573. betragtning til den anfægtede afgørelse).

163    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, følger det således af den anfægtede afgørelse, at Kommissionen, inden den vedtog afgørelsen, efterprøvede, om princippet om overholdelse af en rimelig frist var blevet overholdt, idet den analyserede varigheden af den administrative procedure, de administrative faser og de afbrydelser, der skyldtes den samlede domstolsprøvelse, da disse årsager kunne forklare procedurens varighed og de følger, der kunne udledes heraf.

164    Sagsøgerne har anfægtet denne konklusion, idet de har anført, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse afviste at tage stilling til procedurens urimelige varighed, med den begrundelse, at denne bedømmelse skulle forbeholdes Unionens retsinstanser, og at den ikke kunne træffe afgørelse om dette.

165    Det skal i denne henseende bemærkes, at Unionens retsinstanser kan forelægges spørgsmål vedrørende procedurernes varighed. I erstatningssøgsmål skal disse retsinstanser pålægge en EU-institution, ‑organ eller ‑agentur et erstatningsansvar, når de sidstnævnte har forvoldt en skade ved at tilsidesætte princippet om overholdelse af en rimelig frist (dom af 26.11.2013, Kendrion mod Kommissionen, C-50/12 P, EU:C:2013:771, præmis 94, og af 11.7.2019, Italmobiliare m.fl. mod Kommissionen, T-523/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:499, præmis 159). I annullationssøgsmål kan procedurens varighed føre til, at en anfægtet afgørelse annulleres, hvis to kumulative betingelser er opfyldt, hvoraf den første er, at denne varighed forekommer at have været urimelig, og den anden er, at overskridelsen af en rimelig frist har påvirket udøvelsen af retten til forsvar (dom af 21.9.2006, Technische Unie mod Kommissionen, C-113/04 P, EU:C:2006:593, præmis 47 og 48, af 8.5.2014, Bolloré mod Kommissionen, C-414/12 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:301, præmis 84 og 85, og af 9.6.2016, PROAS mod Kommissionen, C-616/13 P, EU:C:2016:415, præmis 74-76).

166    Som anført af sagsøgerne kan den kompetence, som Unionens retsinstanser herved er tillagt, ikke fritage Kommissionen fra den vurdering, som den skal foretage, når den fastlægger følgerne af en annullationsdom i medfør af artikel 266 TEUF.

167    Som nævnt skal Kommissionen, når den foretager denne vurdering, tage hensyn til samtlige forhold i sagen, herunder muligheden for at vedtage en ny afgørelse, muligheden for at pålægge en sanktion og muligheden for i givet fald for at nedsætte den påtænkte sanktion, navnlig såfremt procedurens varighed, for så vidt som den indebar administrative faser, men ligeledes eventuelt afbrydelser som følge af domstolsprøvelse, uden at den i sig selv udgør en culpøs tilsidesættelse, kunne have haft indvirkning på de forhold, der skal tages i betragtning med henblik på at fastsætte bøden, og især på dens eventuelt afskrækkende virkning, når den pålægges lang tid efter de faktiske omstændigheder, som udgjorde overtrædelsen.

168    Denne vurdering, som bl.a. vedrører procedurens samlede varighed, inklusive retslige faser, blev i det væsentlige foretaget i 528. betragtning til den anfægtede afgørelse.

169    Det følger heraf, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, i den anfægtede afgørelse efterprøvede, om procedurens varighed kunne være til hinder for at genoptage sagen, samtidig med at den anerkendte, at en sådan vurdering henhørte under Unionens retsinstansers prøvelse af lovligheden og eventuelt af et erstatningsansvar.

170    I stævningen har sagsøgerne påberåbt sig artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), med hensyn til Kommissionens pligt til inden vedtagelsen af en ny afgørelse at efterprøve, om denne vedtagelse var i overensstemmelse med princippet om overholdelse af en rimelig frist.

171    Det skal i denne henseende bemærkes, at EMRK’s artikel 6 ligesom chartrets artikel 47, som sagsøgerne ligeledes har påberåbt sig, indeholder en forpligtelse til at respektere princippet om overholdelse af en rimelig frist i retslige procedurer.

172    I det foreliggende tilfælde kan EMRK’s artikel 6 og chartrets artikel 47 under alle omstændigheder ikke have indvirkning på løsningen af tvisten for så vidt angår nærværende anbringende, eftersom Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, som det fremgår af den anfægtede afgørelse, faktisk foretog den efterprøvelse, som er omhandlet af disse selskabers argumentation.

173    Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det andet klagepunkt om en tilsidesættelse af begrundelsespligten

174    Sagsøgerne har foreholdt Kommissionen, at den tilsidesatte begrundelsespligten, idet den ikke i tilstrækkelig grad forklarede, hvorfor den fandt, at den ikke havde pligt til at vurdere, om princippet om overholdelse af en rimelig frist var respekteret.

175    Det skal i denne henseende konstateres, at dette klagepunkt savner grundlag i de faktiske omstændigheder.

176    Som det er fastslået i besvarelsen af nærværende anbringendes første klagepunkt, afslog Kommissionen nemlig ikke i den anfægtede afgørelse at efterprøve, om vedtagelsen af denne afgørelse var forenelig med princippet om overholdelse af en rimelig frist.

177    Tværtimod fremgår det af besvarelsen af det første klagepunkt, at den foretog denne efterprøvelse i tilstrækkelig grad og konkluderede, at ingen betragtninger var til hinder for at genoptage proceduren, at vedtage en ny afgørelse og at pålægge en bøde.

178    Det andet klagepunkt skal således forkastes, og dermed forkastes det andet anbringende i sin helhed.

 Det tredje anbringende og til dels det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig sagsbehandlingstid

179    Til støtte for det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at den anfægtede afgørelse skal annulleres, eftersom den blev vedtaget efter en procedure, som overskred den rimelige frist. Det er sagsøgernes opfattelse, at procedurens uforholdsmæssigt lange varighed bevirker, at Kommissionen ikke længere havde beføjelser til at pålægge sanktioner, og at den nævnte afgørelse derfor også er ulovlig som følge af overskridelse af beføjelser. Den argumentation, der er fremført til støtte for det tredje anbringende, indgår ligeledes til dels i det fjerde anbringende. Sagsøgerne har i det væsentlige fremført tre klagepunkter om henholdsvis de administrative fasers varighed, procedurens samlede varighed og indvirkningen af procedurens varighed på retten til forsvar, hvilke klagepunkter alle bestrides af Kommissionen.

180    Inden disse klagepunkter undersøges, skal der erindres om, at ifølge Domstolen kan procedurens varighed føre til, at en anfægtet afgørelse annulleres, hvis to kumulative betingelser er opfyldt, hvoraf den første er, at denne varighed forekommer at have været urimelig, og den anden er, at overskridelsen af en rimelig frist har påvirket udøvelsen af retten til forsvar (præmis 165 ovenfor).

181    Det følger heraf, at en afgørelse fra Kommissionen ikke kan annulleres, alene fordi den rimelige frist er blevet overskredet, hvis sagsøgernes ret til forsvar ikke er blevet påvirket af denne overskridelse. Sagsøgernes argument om, at den blotte overskridelse af den rimelige frist burde have foranlediget Kommissionen til at afstå fra at vedtage den anfægtede afgørelse, skal således uden videre forkastes.

182    Med henblik på at analysere anbringendet undersøger Retten den første betingelse, idet den fortløbende tager hensyn til de administrative fasers varighed (det første klagepunkt) og den administrative procedures samlede varighed med de afbrydelser, der skyldes domstolsprøvelsen (det andet klagepunkt). Dernæst undersøger den med hensyn til den anden betingelse, om sagsøgernes udøvelse af retten til forsvar blev hindret (det tredje klagepunkt).

 Det første klagepunkt om varigheden af de administrative faser

183    Sagsøgerne har gjort gældende, at varigheden af de administrative faser, der forløb over mere end seks år, er i strid med princippet om overholdelse af en rimelig frist. De har navnlig kritiseret Kommissionens langsomme reaktion på Rettens og Domstolens successive annullationer:

–        Fra afsigelsen af dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), til vedtagelsen af 2009-beslutningen, dvs. i mere end to år, sendte Kommissionen blot den skrivelse af 30. juni 2008, der er nævnt i præmis 10 ovenfor, hvori den meddelte genoptagelsen af proceduren, samt anmodninger om oplysninger, og i denne periode blev der hverken sendt en ny klagepunktsmeddelelse eller afholdt en ny mundtlig høring, selv om Kommissionen let kunne have afhjulpet den mangel, som havde gjort den annullerede afgørelse ugyldig, idet Retten havde identificeret denne mangel klart.

–        På samme måde var Kommissionens aktivitet fra dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717), til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. i et år og ni måneder, begrænset til afsendelsen af skrivelsen af 15. december 2017, hvori den meddelte genoptagelsen af proceduren, af skrivelserne med meddelelse om og forklaring af den mundtlige høring den 23. april 2018 samt af begrænsede anmodninger om oplysninger om sagsøgernes omsætning.

184    Ifølge sagsøgerne er disse fasers varighed urimelige i medfør af retspraksis:

–        I den sag, der gav anledning til dom af 16. juni 2011, Bavaria mod Kommissionen (T-235/07, EU:T:2011:283, præmis 323), blev det fastslået, at en varighed på 20 måneder af den anden administrative fase, som varede fra modtagelsen af klagepunktsmeddelelsen til vedtagelsen af den omtvistede afgørelse i denne sag, var urimelig.

–        I den sag, der gav anledning til dom af 15. oktober 2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen (C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582), varede proceduren for genvedtagelse kun ti måneder

–        Desuden varede proceduren for genvedtagelse kun otte måneder i sagen Solvay mod Kommissionen (generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:256, punkt 242), ni måneder i den sag, der gav anledning til dom af 8. maj 2014, Bolloré mod Kommissionen (C-414/12 P, EU:C:2014:301), tre måneder i den sag, der gav anledning til dom af 12. februar 2019, Printeos mod Kommissionen (T-201/17, EU:T:2019:81), og fire måneder i den sag, der gav anledning til dom af 18. oktober 2018, GEA mod Kommissionen (T-640/16, EU:T:2018:700).

185    Det skal i denne henseende bemærkes, at institutionerne i henhold til EU-retten skal behandle sagerne inden for en rimelig frist som led i de administrative procedurer, de indleder (jf. i denne retning dom af 5.6.2012, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, T-214/06, EU:T:2012:275, præmis 284).

186    Forpligtelsen til at overholde en rimelig frist ved gennemførelsen af administrative procedurer er nemlig et almindeligt retsprincip, der navnlig er gengivet i chartrets artikel 41, stk. 1 (dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 167, af 11.4.2006, Angeletti mod Kommissionen, T-394/03, EU:T:2006:111, præmis 162, og af 7.6.2013, Italien mod Kommissionen, T-267/07, EU:T:2013:305, præmis 61).

187    I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at fire faser med en samlet varighed på seks år og en måned forløb for Kommissionen under behandlingen af sagen:

–        En første fase på et år og fem måneder adskilte de første undersøgelsesforanstaltninger med afsendelsen af klagepunktsmeddelelsen til Federacciai og de berørte virksomheder.

–        De tre efterfølgende faser førte til henholdsvis vedtagelsen af 2002-beslutningen, 2009-beslutningen og den anfægtede afgørelse og varede henholdsvis ni måneder, to år og en måned og et år og ni måneder.

188    Det følger af retspraksis, at fristens rimelige karakter skal vurderes under hensyntagen til de særlige omstændigheder i den enkelte sag, herunder navnlig sagens betydning for den pågældende, dens kompleksitet samt sagsøgernes og de kompetente myndigheders adfærd (jf. i denne retning dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 187 og 188).

189    Selv hvis det antages, at den administrative fase, der fulgte efter Unionens retsinstansers annullation af en afgørelse fra Kommissionen, inden for rammerne af en procedure genoptaget med henblik på at vedtage en ny afgørelse, var kortere i andre sager end under omstændighederne i den foreliggende sag, sådan som sagsøgerne har anført, giver dette ikke i sig selv mulighed for at konstatere en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist.

190    Fristens rimelige karakter skal nemlig undersøges i betragtning af de særlige omstændigheder i hver sag, navnlig henset til de kriterier, der er nævnt i præmis 188 ovenfor.

191    I første række skal det med hensyn til tvistens betydning for den pågældende bemærkes, at såfremt tvisten vedrører en overtrædelse af konkurrencereglerne, har det grundlæggende krav om retssikkerhed, som gælder for de erhvervsdrivende, og formålet med at sikre, at konkurrencen inden for det indre marked ikke fordrejes, stor betydning, ikke kun for sagsøgerne og deres konkurrenter, men også for tredjeparter på grund af de mange personer, der er berørt heraf, og de involverede økonomiske interesser (jf. dom af 1.2.2017, Aalberts Industries mod Den Europæiske Union, T-725/14, EU:T:2017:47, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

192    I det foreliggende tilfælde konstaterede Kommissionen i den anfægtede afgørelse, at sagsøgerne havde overtrådt artikel 65, stk. 1, KS ved fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000 at have deltaget i en vedvarende aftale eller samordnet praksis vedrørende rundt armeringstål, som havde til formål eller virkning at fastsætte priser og begrænse eller kontrollere produktionen eller afsætningen på det indre marked.

193    På grundlag af denne konstatering pålagde Kommissionen sagsøgerne en bøde på 5,125 mio. EUR til solidarisk hæftelse.

194    Henset til disse forhold kan sagen anses for at have stor betydning for sagsøgerne.

195    I anden række skal det med hensyn til sagens kompleksitet bemærkes, at de fejl, som Kommissionen begik, vedrører de følger, der for sagens vedkommende skulle udledes af udløbet af EKSF-traktaten.

196    Det skal bemærkes, at spørgsmål i tilknytning til de regler, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i sagen, hvad angår såvel realiteten som de proceduremæssige spørgsmål som følge af udløbet af EKSF-traktaten har en vis kompleksitet, sådan som Kommissionen har anført.

197    Kartellet strakte sig i øvrigt over en relativt lang periode (ti år og syv måneder), vedrørte et stort antal aktører (otte virksomheder, som omfattede i alt 11 selskaber, og en erhvervsmæssig sammenslutning) og involverede et stort antal dokumenter, som var fremlagt eller indsamlet under kontrolundersøgelser (ca. 20 000 sider).

198    Henset til disse forhold skal sagen anses for at være kompleks.

199    I tredje række skal det med hensyn til parternes adfærd bemærkes, at Kommissionen udøvede en vedvarende aktivitet som følge af de omfattende anmodninger, som indgik til den fra parterne i den administrative procedure.

200    Kommissionen skulle således i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse behandle talrige skrivelser, samtidig med at den skulle forberede den mundtlige høring den 23. april 2018 og undersøge et forslag til forlig fremsat af visse parter i den administrative procedure den 4. december 2018.

201    Det følger af disse forhold betragtet som helhed, at varigheden af procedurens administrative faser ikke fremstår urimelig, henset til de særlige omstændigheder i sagen, og navnlig dennes kompleksitet, i en sammenhæng, hvor Kommissionen ikke kan foreholdes nogen uforklarlig passivitet under de etaper, der markerede de nævnte administrative faser.

202    Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det andet klagepunkt om procedurens samlede varighed

203    Sagsøgerne har anfægtet den samlede varighed, der var nødvendig med henblik på sagsbehandlingen fra de første sagsoplysende akter til vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Efter sagsøgernes opfattelse indebærer den omstændighed, at varigheden ved denne vedtagelse havde udgjort næsten 19 år og vedrørte adfærd, hvoraf visse former var udvist for mere end 30 år siden, at denne varighed er i strid med princippet om overholdelse af en rimelig frist.

204    Det skal i denne henseende bemærkes, at forpligtelsen til at overholde en rimelig frist ved afviklingen af administrative procedurer er et almindeligt retsprincip, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 1. På samme måde udgør den manglende iagttagelse af en rimelig sagsbehandlingstid en rettergangsfejl (dom af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 191). Enhver er i henhold til chartrets artikel 47 og EMRK’s artikel 6 nemlig berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid for en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om vedkommendes borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod denne person rettet anklage for en forbrydelse (jf. i denne retning dom af 16.7.2009, Der Grüne Punkt – Duales System Deutschland mod Kommissionen, C-385/07 P, EU:C:2009:456, præmis 177-179, og af 5.6.2012, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, T-214/06, EU:T:2012:275, præmis 282 og 283).

205    EU-retten kræver nemlig, at Unionens institutioner, organer og agenturer skal behandle sagerne inden for en rimelig frist som led i de administrative procedurer, de indleder (jf. i denne retning dom af 5.6.2012, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, T-214/06, EU:T:2012:275, præmis 284).

206    Forpligtelsen til at overholde en rimelig frist gælder for hver enkelt fase i en procedure samt den helhed, som denne procedure udgør (jf. i denne retning dom af 15.10.2002, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, EU:C:2002:582, præmis 230 og 231, og generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse Solvay mod Kommissionen, C-109/10 P, EU:C:2011:256, punkt 239).

207    I det foreliggende tilfælde skal det fastslås, at den periode, hvori den administrative procedure som helhed blev afviklet, var usædvanligt lang, hvilket i øvrigt foranledigede Kommissionen til at nedsætte den bøde, som sagsøgerne i sidste ende blev pålagt (jf. præmis 162 ovenfor).

208    Den administrative procedures samlede varighed kan i det foreliggende tilfælde imidlertid forklares med sagens kompleksitet, for så vidt som den med hensyn til visse aspekter skyldtes forholdene ved selve sagen, mens den for andre aspekters vedkommende var forbundet med den sammenhæng, hvori sagen indgik, nemlig udløbet af EKSF-traktaten (jf. præmis 195-198 ovenfor).

209    Kommissionen begik ganske vist fejl ved vurderingen af konsekvenserne af udløbet af EKSF-traktaten, og disse fejl gav anledning til Rettens og senere Domstolens dom om annullation.

210    Disse fejl og deres eventuelle indvirkning på den administrative procedures varighed skal imidlertid vurderes under hensyntagen til kompleksiteten af de opståede spørgsmål.

211    Den administrative procedures samlede varighed kan desuden delvist tilskrives afbrydelserne som følge af domstolsprøvelsen og er således knyttet til antallet af anlagte søgsmål for Unionens retsinstanser om sagens forskellige aspekter.

212    Det skal i denne henseende bemærkes, at virksomhedernes mulighed for, i en situation som sagsøgernes, at få deres sag behandlet flere gange af Unionens administrative myndigheder og, alt efter omstændighederne, af Unionens retsinstanser er en integreret del af den gældende ordning, som traktaternes ophavsmænd har fastsat med henblik på kontrollen med adfærd og transaktioner på konkurrencerettens område. Ved afslutningen af en procedure kan en virksomhed ikke bruge den administrative myndigheds forpligtelse til at opfylde diverse formaliteter og skridt, før denne myndighed vedtager en endelig afgørelse på konkurrencerettens område, og muligheden for, at disse formaliteter og skridt kan give anledning til et søgsmål, som argumenter for at påberåbe sig, at den rimelige frist er blevet overskredet (jf. i denne retning generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Feralpi m.fl. mod Kommissionen, C-85/15 P, C-86/15 P og C-87/15 P, C-88/15 P og C-89/15 P, EU:C:2016:940, punkt 70).

213    På denne baggrund kan den administrative procedures varighed betragtet i sin helhed ikke anses for at have været uforholdsmæssig lang og kunne således ikke være til hinder for, at Kommissionen vedtog en ny afgørelse om pålæggelse af en bøde.

214    Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det tredje klagepunkt om virkningen af procedurens varighed på retten til forsvar

215    Sagsøgerne har gjort gældende, at den administrative procedures varighed påvirkede deres ret til forsvar. De har anført, at den mundtlige høring den 23. april 2018 som følge af denne varighed ikke gjorde det muligt for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder at høre alle de aktører, hvis meninger kunne have indflydelse på deres evne til at forsvare sig.

216    Det skal i denne henseende, som det er anført i præmis 180 ovenfor, erindres, at to betingelser skal være opfyldt, for at retsinstanserne annullerer den afgørelse, som Kommissionen har vedtaget, som følge af en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist. Eftersom den første betingelse (procedurens urimelige varighed) ikke er opfyldt, er det principielt ikke nødvendigt som svar på det tredje klagepunkt at efterprøve, om den administrative procedures varighed hindrede udøvelsen af retten til forsvar. Denne undersøgelse skal imidlertid foretages for fuldstændighedens skyld med henblik på at besvare sagsøgernes betænkeligheder.

217    Det skal for det første fastslås, at sagsøgerne under proceduren betragtet som helhed i hvert fald syv gange har haft lejlighed til at give deres synspunkter til kende og fremføre argumenter (jf. præmis 3-6, 10, 22 og 23 ovenfor).

218    Sagsøgerne kunne navnlig under den tredje fase give udtryk for deres synspunkter i deres bemærkninger af 1. februar 2018 og under den mundtlige høring den 23. april 2018 (jf. præmis 22 og 23 ovenfor).

219    For det andet har undersøgelsen af det første anbringende påvist, at sagsøgernes ret til forsvar hverken var blevet påvirket af den omstændighed, at ikke alle aktører, der havde deltaget i de foregående mundtlige høringer, var til stede ved den mundtlige høring den 23. april 2018, eller af den omstændighed, at repræsentanter for medlemsstaternes konkurrencemyndigheder, da de udtalte sig i det rådgivende udvalg, vidste, at der tidligere var blevet vedtaget to afgørelser, hvoraf Retten havde opretholdt den ene, i forhold til de berørte virksomheder (jf. præmis 66-146 ovenfor).

220    Det følger af disse forhold, at selv hvis det antages, at den administrative procedures varighed kan anses for at være i strid med princippet om overholdelse af en rimelig frist, er de betingelser, der skal være opfyldt for at opnå annullation af den anfægtede afgørelse, ikke opfyldt, eftersom sagsøgerne ikke har kunnet godtgøre nogen skade på retten til forsvar som følge af nævnte varighed.

221    På denne baggrund skal det fastslås, at ingen af de krav, der skal være opfyldt for, at Retten kan annullere den anfægtede afgørelse som følge af en tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist, er opfyldt.

222    Dette klagepunkt skal således forkastes, og dermed forkastes anbringendet i sin helhed.

 Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten og åbenbart urigtige skøn

223    Med det fjerde anbringende har sagsøgerne fremført tre klagepunkter, hvoraf det første vedrører fraværet af en tilstrækkelig forklaring af grundene til, at Kommissionen vedtog en ny afgørelse om pålæggelse af en bøde, det andet vedrører Kommissionens åbenbart urigtige skøn vedrørende den afskrækkende virkning, som vedtagelsen af en sådan afgørelse kunne skabe, og det tredje vedrører Kommissionens fejl ved vurderingen af tredjeparters mulighed for at anlægge erstatningssøgsmål for de nationale retsinstanser samt andre argumenter, som alle bestrides af Kommissionen.

 Det første klagepunkt om fraværet af en tilstrækkelig forklaring af grundene til, at Kommissionen vedtog en ny afgørelse om pålæggelse af en bøde

224    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad forklarede de grunde, der kunne have foranlediget den til at genoptage proceduren:

–        For det første blev det ikke i begrundelsen angivet, hvorfor der skulle pålægges en bøde i tillæg til konstateringen af en overtrædelse.

–        For det andet underbyggede Kommissionen ikke sit udsagn om, at en bøde var nødvendig for at sikre en afskrækkende virkning på det relevante marked, selv om markedet var ændret markant.

225    I første række skal det bemærkes, at Kommissionen i medfør af artikel 105, stk. 1, TEUF er tillagt beføjelse til at påse, at artikel 101 TEUF og 102 TEUF anvendes.

226    I medfør heraf skal Kommissionen i henhold til retspraksis fastlægge og gennemføre Unionens konkurrencepolitik (jf. i denne retning dom af 16.10.2013, Vivendi mod Kommissionen, T-432/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:538, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

227    I denne forbindelse har Kommissionen et vidt skøn, som ses ved forordning nr. 1/2003, hvorefter den, såfremt den konstaterer en overtrædelse, for det første »kan« pålægge de deltagende virksomheder at bringe overtrædelsen til ophør (artikel 7, stk. 1) og for det andet pålægge virksomheder, der begår en overtrædelse, bøder (artikel 23, stk. 2).

228    På konkurrenceområdet har Kommissionen således – uafhængigt af, hvordan den får kendskab til sagen, dvs. bl.a. som led i en klage eller på eget initiativ – beføjelse til at beslutte, om adfærden skal forfølges med en afgørelse og en bøde, alt efter de prioriteter, som den fastlægger inden for rammerne af konkurrencepolitikken.

229    Beføjelsen fritager imidlertid ikke Kommissionen fra begrundelsespligten (jf. i denne retning dom af 12.3.2020, LL-Carpenter mod Kommissionen, T-531/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:91, præmis 90 og den deri nævnte retspraksis).

230    I en sammenhæng som i den foreliggende sag, hvor Kommissionens afgørelse for det første er blevet annulleret to gange, og for det andet den tid, der er gået fra de første sagsoplysende akter til vedtagelsen af afgørelsen, har været usædvanligt lang, tilkommer det denne institution i medfør af princippet om god forvaltningsskik at tage hensyn til procedurens varighed og til de konsekvenser, som denne varighed kan have haft for dens beslutning om at forfølge de berørte virksomheder, idet denne vurdering skal fremgå af afgørelsens begrundelse.

231    Det var netop dette, Kommissionen gjorde, ved detaljeret i dels 526.-529. betragtning til den anfægtede afgørelse, dels i 536.-573. betragtning til denne afgørelse, at anføre, hvorfor den fandt, at der skulle vedtages en ny afgørelse om konstatering af en overtrædelse og om pålæggelse af en bøde til de berørte virksomheder. Kommissionen anførte navnlig, at pålæggelsen af en bøde gjorde det muligt at sikre, at de virksomheder, som var adressater for afgørelsen, og som havde deltaget i et langvarigt kartel, ikke forblev ustraffede, idet den tilføjede, at selve pålæggelsen af en bøde efter dens opfattelse ville sikre en sammenhængende anvendelse af konkurrencereglerne og skabe en afskrækkende virkning i forhold til virksomhederne (565. betragtning til nævnte afgørelse).

232    Det første argument skal således forkastes.

233    I anden række skal det bemærkes, at Kommissionen i 505. betragtning til den anfægtede afgørelse redegjorde for, at den ved afslutningen af sin vurdering havde underrettet de virksomheder, som var adressater for afgørelsen, om, at den ønskede at genoptage proceduren med henblik på efter en mundtlig høring om sagens realitet afholdt i overensstemmelse med forordning nr. 1/2003 og nr. 773/2004 at afgøre, om de nævnte virksomheders deltagelse i den overtrædelse, de foreholdtes i klagepunktsmeddelelsen og i den supplerende klagepunktsmeddelelse, fremgik med tilstrækkelig klarhed eller ej.

234    Med hensyn til sanktionen anførte Kommissionen i 565. betragtning til den anfægtede afgørelse, som det er nævnt i præmis 231 ovenfor, at pålæggelsen af en bøde gjorde det muligt at hindre, at de berørte virksomheder forblev ustraffede, og at udelukkende en sådan pålæggelse af en bøde sikrede en sammenhængende anvendelse af Unionens konkurrenceregler og en afskrækkende virkning.

235    Hvad endelig angår den indtrådte ændring af markedet, som ifølge sagsøgerne begrundede, at Kommissionen pålagde en mere lempelig bøde, er dette spørgsmål behandlet i 567. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori Kommissionen anførte, at selv om overtrædelsen havde været bragt til ophør i relativt lang tid, var det fortsat vigtigt at vedtage en afgørelse om pålæggelse af en bøde, navnlig for markedet for rundt armeringsstål i Italien, med henblik på at afskrække de virksomheder, som var adressater for afgørelsen, fra atter at udvise adfærd af en sådan grovhed.

236    Det kan på grundlag af disse elementer konkluderes, at Kommissionens begrundelse i den anfægtede afgørelse klart og utvetydigt angiver det ræsonnement, den havde fulgt, for at begrunde vedtagelsen af en ny afgørelse om pålæggelse af en bøde på trods af de tidligere annullationer, herunder ønsket om at give den anfægtede afgørelse en afskrækkende virkning.

237    Det andet argument skal således forkastes, og dermed forkastes det nærværende klagepunkt i sin helhed.

 Det andet klagepunkt om Kommissionens åbenbart urigtige skøn med hensyn til den afskrækkende virkning, som vedtagelsen af en ny afgørelse om pålæggelse af en bøde kan skabe

238    Sagsøgerne har gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet den på trods af de indtrådte ændringer på markedet for rundt armeringsstål fandt, at det fortsat var nødvendigt at vedtage en afgørelse og pålægge en sanktion for at afskrække de virksomheder, som var adressater for afgørelsen, fra i fremtiden at udvise en sådan adfærd og for at afskrække alle potentielt berørte aktører fra at begå lignende overtrædelser i fremtiden.

239    Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen, henset til den konstaterede overtrædelses alvorlige karakter, kunne finde, at der ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse fortsat var grundlag for at vedtage en afgørelse og pålægge en sanktion i betragtning af den afskrækkende virkning, som denne afgørelse og denne sanktion kunne skabe på markederne.

240    Det er nemlig sanktionen, dvs. den omstændighed, at den pålagte bøde skal betales, der faktisk afskrækker en virksomhed, og aktørerne på markedet generelt, fra at overtræde konkurrencereglerne i artikel 101 TEUF og 102 TEUF.

241    Sagsøgerne blev ganske vist pålagt en sanktion to gange under proceduren, første gang ved 2002-beslutningen og anden gang ved 2009-beslutningen. Disse beslutninger blev imidlertid annulleret af Unionens retsinstanser ved dom af henholdsvis 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (T-27/03, T-46/03, T-58/03, T-79/03, T-80/03, T-97/03 og T-98/03, EU:T:2007:317), og 21. september 2017, Ferriera Valsabbia m.fl. mod Kommissionen (C-86/15 P og C-87/15 P, EU:C:2017:717). På denne baggrund kunne det anses for begrundet at pålægge en sanktion ved den anfægtede afgørelse, henset til behovet for at sikre den afskrækkende virkning.

242    Det kan tilføjes, at Kommissionens pålæggelse af en bøde i det foreliggende tilfælde ikke alene havde til hensigt at give den anfægtede afgørelse en vis afskrækkende virkning, men ligeledes at undgå, at de berørte virksomheder forblev helt ustraffede, sådan som det ville have været tilfældet, hvis de ikke var blevet pålagt sanktioner ved den anfægtede afgørelse (jf. 527. betragtning til den anfægtede afgørelse).

243    Henset til de elementer, der er nævnt i den anfægtede afgørelse, og navnlig i betragtning af for det første den af Kommissionen konstaterede overtrædelses alvorlige karakter og for det andet denne overtrædelses varighed, sådan som den var blevet fastlagt af nævnte institution, var dette sidstnævnte formål i sig selv tilstrækkeligt til i det foreliggende tilfælde at begrunde vedtagelsen af en afgørelse om pålæggelse af en sanktion.

244    Dette klagepunkt skal således forkastes.

 Det tredje klagepunkt om Kommissionens åbenbart urigtige skøn ved vurderingen af tredjeparters mulighed for at anlægge erstatningssøgsmål for de nationale retsinstanser

245    Sagsøgerne har anfægtet et af de argumenter, som Kommissionen fremførte med henblik på at begrunde genoptagelsen af den administrative procedure, nemlig at tredjeparter skulle sikres muligheden for stadig at kunne anlægge erstatningssøgsmål efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. Ifølge sagsøgerne kunne der på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse ikke længere anlægges civile søgsmål, eftersom sådanne søgsmål i Italien forældes efter fem år, og den af nærværende sag omhandlede adfærd for en vis del var udvist for mere end 30 år siden.

246    Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen i 564. betragtning til den anfægtede afgørelse forklarede, at den mente, at genoptagelsen af proceduren og vedtagelsen af en ny afgørelse kunne lette opgaven for tredjeparter, der eventuelt måtte ønske at anlægge erstatningssøgsmål for de nationale retsinstanser.

247    Denne vurdering er korrekt. Ved at vedtage den anfægtede afgørelse kunne Kommissionen nemlig ikke udelukke muligheden for, at visse ofre havde afbrudt forældelsesfristen, og at nævnte afgørelse følgelig kunne lette de sidstnævntes anlæggelse af søgsmål med påstand om erstatning for en eventuel skade.

248    Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgerne har koncentreret deres argumentation om forældelsesfristen på det civilretlige område i Italien.

249    Andre lande end Italien kunne imidlertid være berørt af anlæggelsen af søgsmål med påstand om erstatning for en eventuel skade forvoldt af kartellet, eftersom de varer, der var blevet påvirket af kartellet, kunne købes af kunder i udlandet.

250    I denne forbindelse kunne Kommissionen ikke udelukke, at andre nationale lovgivninger, som eventuelt fastsatte andre regler for forældelsesfristen eller grundene til, at denne kunne stilles i bero eller endda afbrydes, fandt anvendelse.

251    Med deres argumentation har sagsøgerne således ikke godtgjort en fejl, idet deres standpunkt blot er at anføre, at de ikke har den samme opfattelse som Kommissionen om det pågældende spørgsmål, nemlig interessen for de tredjeparter, der eventuelt er skadelidte, i, at der foreligger en afgørelse fra Kommissionen med henblik på at anlægge erstatningssøgsmål for de nationale retsinstanser.

252    Dette klagepunkt skal således forkastes.

 De øvrige argumenter

253    Til støtte for det fjerde anbringende har sagsøgerne desuden fremsat to argumenter, som i det mindste delvist er blevet undersøgt som led i besvarelsen af de øvrige anbringender, der er undersøgt tidligere.

254    Med det første argument har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse ikke i tilstrækkelig grad undersøgte, om den administrative procedures varighed havde overskredet en rimelig frist.

255    Sagsøgerne har navnlig foreholdt Kommissionen, at den ikke i tilstrækkelig grad forklarede, hvorfor den som led i sin analyse kun skulle undersøge den administrative procedures varighed.

256    Det skal i denne henseende bemærkes, at Kommissionen, sådan som det er anført i præmis 152-169 ovenfor som svar på det andet anbringendes første klagepunkt, i modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, efterprøvede den administrative procedures samlede varighed, inklusive de administrative faser og afbrydelserne som følge af domstolsprøvelsen, og undersøgte, om denne varighed kunne eller skulle have konsekvenser for muligheden for at genoptage nævnte procedure og for de berørte virksomheders situation.

257    I denne forbindelse anerkendte Kommissionen, at som følge af de begåede proceduremæssige fejl kunne de efterfølgende faser have ført til, at proceduren betragtet som helhed, inklusive de administrative faser og afbrydelserne som følge af domstolsprøvelsen, havde en »objektivt set« lang varighed, sådan som det er anført i præmis 156 og 157 ovenfor.

258    Ved herefter at foretage en afvejning af på den ene side almenhedens interesse i en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne og på den anden side parternes interesse i en hensyntagen til de mulige konsekvenser af de begåede proceduremæssige fejl besluttede Kommissionen at vedtage en afgørelse om konstatering af en overtrædelse af konkurrencereglerne, men at nedsætte den pålagte bøde med 50%.

259    Det første argument skal således forkastes.

260    Med det andet argument har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at fastslå, at den rimelige frist ikke var blevet overskredet.

261    Sagsøgerne har navnlig gjort gældende, at Kommissionen ikke, som den gjorde, kunne anføre, at den administrative procedure var blevet afviklet hurtigt.

262    Henset til de elementer, der er nævnt som svar på det tredje anbringende (jf. præmis 183-214 ovenfor), skal det i denne henseende fastslås, at Kommissionen ved at konkludere, at den administrative procedures varighed ikke havde været urimelig, ikke anlagde et urigtigt skøn.

263    Det følger på samme måde af disse overvejelser, navnlig af præmis 185-202 ovenfor, at denne institutions udsagn i 555. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter »Kommissionen med hensyn til den administrative fase finder, at [den] i nærværende sag hele tiden har udført sine undersøgelsesaktiviteter hurtigt og uden ubegrundede afbrydelser«, heller ikke er behæftet med et urigtigt skøn.

264    Det andet argument skal dermed forkastes.

265    Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde anbringende forkastes i sin helhed som ugrundet.

 Sagsøgernes anmodning fremsat i retsmødet om ændring af bøden

266    I retsmødet har sagsøgerne anført, at de med deres søgsmål har anfægtet lovligheden af den anfægtede afgørelse, men ligeledes, implicit, bødens størrelse, hvorfor Retten også er forelagt en påstand om ændring af bøden under udøvelsen af sin fulde prøvelsesret.

267    Det skal i denne henseende bemærkes, sådan som Kommissionen har anført i retsmødet, at det følger af retspraksis, at Unionens retsinstanser ikke af egen drift kan udøve den fulde prøvelsesret, der er fastsat i artikel 261 TEUF og artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

268    Eftersom proceduren for Unionens retsinstanser er kontradiktorisk, tilkommer det nemlig sagsøgeren at nedlægge denne påstand i forhold til den anfægtede afgørelse, at fremsætte anbringender til støtte for denne påstand og at fremføre beviser til støtte for anbringenderne (jf. i denne retning dom af 19.12.2013, Siemens m.fl. mod Kommissionen, C-239/11 P, C-489/11 P og C-498/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:866, præmis 335).

269    Det skal fastslås, at stævningen i denne sag ikke indeholder nogen påstand om ændring af bøden. Sagsøgerne har i retsmødet ganske vist gjort gældende, at en sådan påstand fremgik af opbygningen af stævningen. De har imidlertid ikke fremført nogen oplysning til støtte for dette udsagn. På denne baggrund skal det fastslås, at de krav, der følger af procesreglementets artikel 76, litra e), om, at sagsøgeren skal angive sine påstande i stævningen, ikke er opfyldt. I henhold til denne bestemmelse kan alene de påstande, der er anført i stævningen, tages i betragtning, og spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet kan tiltrædes, kan kun undersøges i forhold til påstandene i stævningen (dom af 18.11.2020, H mod Rådet, T-271/10 RENV II, EU:T:2020:548, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

270    Det skal følgelig fastslås, at påstanden om ændring af bøden er blevet nedlagt for sent under sagens behandling, og at denne påstand i medfør af procesreglementets artikel 84, stk. 1, skal afvises, fordi den er fremsat for sent.

271    Eftersom de argumenter, der er fremsat til støtte for søgsmålet, er blevet forkastet som helhed, kan bøden under alle omstændigheder ikke nedsættes, eller så meget desto mindre annulleres, i medfør af de anbringender, der er fremsat til støtte for søgsmålet.

 Konklusion

272    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal Kommissionen frifindes.

 Sagsomkostninger

273    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne i det foreliggende tilfælde har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og betale de omkostninger, som Kommissionen har afholdt, i overensstemmelse med dennes påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Udvidede Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Ferriera Valsabbia SpA og Valsabbia Investimenti SpA betaler sagsomkostningerne.

Gervasoni Madise Nihoul

Frendo       Martín y Pérez de Nanclares

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. november 2022.

Underskrifter

*      Processprog: italiensk.