Sag T-88/09

Idromacchine Srl m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Erstatning uden for kontrakt – statsstøtte – Kommissionens beslutning om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure – skadevoldende oplysninger om et udenforstående selskab – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – tjenstlig tavshedspligt – ikke-økonomisk skade – økonomisk skade – årsagsforbindelse – mora- og udligningsrenter«

Sammendrag af dom

1.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en bestemmelse, som tillægger borgerne rettigheder – udspredelse af fortrolige oplysninger i en statsstøttebeslutning – tilsidesættelse af tjenstlig tavshedspligt – omfattet

(Art. 287 EF og 288, stk. 2, EF)

2.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser – reel og sikker skade – skade forårsaget af offentliggørelse i Tidende af oplysninger, der skader en virksomheds image og omdømme – omfattet

(Art. 288, stk. 2, EF)

3.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens forpligtelse til at opfordre de berørte parter til at fremsætte deres bemærkninger – ret for støttemodtageren til at blive hørt – grænser

(Art. 88, stk. 2, og art. 3, EF)

4.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens pligt til at respektere den tjenstlige tavshedspligt

(Art. 88 EF og 287 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, 21. betragtning og art. 24)

5.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – administrativ procedure – Kommissionens pligt til at respektere den tjenstlige tavshedspligt – rækkevidde

(Art. 88 EF og 287 EF; Rådets forordning nr. 659/1999, art. 24 og 25; Kommissionens meddelelse 2003/C 297/03, præmis 25 f.)

6.      Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatning – hensyntagen til pengeforringelsen – morarenter – bestemmelser om beregning

(Art. 288 EF)

7.      Erstatningssøgsmål – kompetencen for Unionens retsinstanser – Fællesskabet tilpligtet at betale erstatning i henhold de til almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaterne på området for erstatning uden for kontraktforhold – erstatning in natura i form af et påbud eller et påbud om undladelse

(Art. 235 EF og 288, stk. 2, EF)

8.      Ansvar uden for kontraktforhold – skade – erstatningsberettigende tab – omkostninger afholdt i forbindelse med retssagen

(Art. 288, stk. 2, EF; Rettens procesreglement, art. 90 og art. 91, stk. 2)

1.      Fællesskabets erstatningspligt uden for kontrakt i henhold til artikel 288, stk. 2, EF på grund af ulovlig adfærd udvist af dets organer er undergivet en række betingelser, nemlig at institutionens kritiserede adfærd har været retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den ulovlige adfærd og det påståede tab.

Hvad angår betingelsen om, at den adfærd, der lægges institutionen eller det omhandlede organ til last, er retsstridig, forudsættes det i retspraksis, at der føres bevis for en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Hvad angår kravet om, at tilsidesættelsen skal være tilstrækkelig kvalificeret, er det væsentligste kriterium ved afgørelsen heraf, om den pågældende fællesskabsinstitution eller det pågældende fællesskabsorgan åbenbart og groft har tilsidesat grænserne for sin skønsmæssige beføjelse. Såfremt den pågældende institution eller det pågældende organ råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse.

Herved bemærkes, at når Kommissionen i en statsstøttebeslutning, uden at det er nødvendigt af hensyn til denne beslutning, udspreder fortrolige oplysninger, der skader en virksomheds image og omdømme og herved tilsidesættelser den tjenstlige tavshedspligt som omhandlet i artikel 287 EF – for så vidt som denne forpligtelse har til formål at beskytte borgernes rettigheder, og for så vidt som Kommissionen ikke råder over et vidt skøn med hensyn til at vurdere, om der i det konkrete tilfælde kan fraviges fra reglen om tavshedspligt – gør den sig skyldig i en tilsidesættelse af fællesskabsretten, der er tilstrækkelig til at fastslå, at der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse.

(jf. præmis 23, 24 og 56)

2.      Erstatningsansvar for Fællesskabet uden for kontraktforhold for retsstridig adfærd udvist af dets organer som omhandlet i artikel 288, stk. 2, EF indtræder kun, såfremt sagsøgeren har lidt et faktisk reelt tab. Det påhviler sagsøgeren at føre bevis ved Unionens retsinstanser for tabets indtræden og omfang.

Offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af omtalen af en virksomhed med navns nævnelse i en statsstøttebeslutning fra Kommissionen, hvori denne virksomhed fremstilles ufordelagtigt og på en måde, der kan skade dens image og omdømme, er i sig selv er tilstrækkeligt til at godtgøre, at virksomheden har lidt et faktisk og reelt tab.

(jf. præmis 25, 60 og 61)

3.      Proceduren for kontrol med statsstøtte er, henset til sin generelle opbygning, en procedure, der indledes mod den medlemsstat, der i henhold til sine fællesskabsforpligtelser er ansvarlig for ydelse af støtten. I proceduren for kontrol med statsstøtte kan andre berørte parter end medlemsstaten endvidere ikke selv forlange en kontradiktorisk behandling af Kommissionen svarende til den, der iværksættes over for den pågældende medlemsstat. Endelig i forbindelse med proceduren i henhold til artikel 88 EF for kontrol med statsstøtte skal der sondres mellem, på den ene side, den indledende fase af undersøgelsen af støtteforanstaltninger i medfør af artikel 88, stk. 3, EF – der alene har til formål at gøre det muligt for Kommissionen at danne sig en første opfattelse af, om den pågældende støtte helt eller delvis er forenelig med fællesmarkedet – og, på den anden side, undersøgelsesfasen i henhold til samme artikels stk. 2. Først under denne sidstnævnte procedure, som skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter, er Kommissionen i henhold til EF-traktaten forpligtet til at give de interesserede parter adgang til at fremsætte deres bemærkninger.       Det følger heraf, at Kommissionen på ingen måde under den indledende fase af undersøgelsen af de pågældende støtteforanstaltninger var forpligtet til at høre en virksomhed, der ikke var adressat for den pågældende beslutning, og som oven i købet ikke var tredjepart i proceduren, eftersom den hverken var støttemodtager eller en støttemodtagers konkurrent.

(jf. præmis 33-36)

4.      Medlemmerne af Fællesskabets institutioner, medlemmerne af udvalgene samt Fællesskabets tjenestemænd og øvrige ansatte har – selv efter at deres hverv er ophørt – i medfør af artikel 287 EF pligt til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold. Forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 88 EF gentager Kommissionens tavshedspligt i forbindelse med dens undersøgelse af statsstøtte.

De oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten, kan være såvel fortrolige oplysninger som forretningshemmeligheder. Hvad i almindelighed angår arten af de forretningshemmeligheder eller andre oplysninger, som er omfattet af tavshedspligten, kræves for det første, at disse forretningshemmeligheder eller hemmelige oplysninger kun må være kendt af en begrænset personkreds. Der skal dernæst være tale om oplysninger, hvis offentliggørelse alvorligt kan skade den person, som har videregivet oplysningerne, eller tredjemand. Endelig kræves det, at de interesser, som vil kunne skades ved offentliggørelsen af den pågældende oplysning, objektivt set er beskyttelsesværdige. Vurderingen af en oplysnings fortrolige karakter nødvendiggør således, at der foretages en afvejning mellem på den ene side de berettigede interesser, der taler mod en udbredelse, og på den anden side den almene interesse, som fordrer, at fællesskabsinstitutionernes handlinger foretages så åbent som muligt.

Hvad angår udspredelsen af oplysninger i en kommissionsbeslutning på statsstøtteområde skal oplysningen om, at virksomheden, der ikke har modtaget den pågældende støtte, ikke var i stand til at levere varer til sin medkontrahent i overensstemmelse med de gældende standarder og de kontraktmæssige forpligtelser, anses for at være fortrolige oplysninger, idet denne oplysning blev givet af den pågældende medlemsstat til Kommissionen alene til brug for den administrative undersøgelsesprocedure vedrørende de pågældende støtteforanstaltninger, og idet denne oplysning endvidere i det væsentlige drejede sig om afviklingen af de handelsmæssige forbindelser mellem disse to selskaber. Sådanne oplysninger kan desuden skade den pågældende virksomhed alvorligt, eftersom de ved navns nævnelse fremstiller det ufordelagtigt. For så vidt som en sådan offentliggørelse af oplysninger kan forårsage betydelig skade på virksomhedens image og omdømme, var virksomhedens interesse i, at en sådan information ikke blev offentliggjort, desuden objektivt set beskyttelsesværdig. Endelig er en sådan udbredelse uforholdsmæssig i forhold til formålet med Kommissionens beslutning, for så vidt som det er tilstrækkeligt for denne at henvise til en kontraktmæssig misligholdelse enten i meget generelle vendinger eller efter omstændighederne i mere præcise vendinger, uden at det var nødvendigt i nogen af tilfældene at nævne virksomheden ved navn, for at dennes legitime interesser kunne bevares.

(jf. præmis 42, 43, 45 og 47-51)

5.      Selv om det i det væsentlige fremgår af artikel 24 og 25 i forordning nr. 659/1999 om anvendelsen af artikel 8 EF og af punkt 25 og ff. i meddelelse fra Kommissionen om tavshedspligt i statsstøttebeslutninger, at Kommissionen skal meddele sin beslutning til den berørte medlemsstat, som i princippet har 15 arbejdsdage til at fremhæve, hvilke oplysninger den mener er omfattet af tavshedspligten, fritager disse bestemmelser ikke Kommissionen for dens forpligtelse i medfør af artikel 287 EF til ikke at afsløre forretningshemmeligheder og er ikke til hinder for, at Kommissionen af eget initiativ vedtager ikke at offentliggøre oplysninger, som den anser for at være omfattet af tavshedspligten, selv om den ikke har modtaget en anmodning fra den pågældende medlemsstat i denne henseende.

(jf. præmis 55)

6.      Når betingelserne for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt, skal de skadevirkninger, som følger af den tid, der er gået mellem skadens opståen og dagen for betalingen af erstatning, ikke lades ude af betragtning, for så vidt som der skal tages hensyn til den indtrådte pengeforringelse. Denne pengeforringelse er afspejlet i den af Eurostat konstaterede årlige inflationsrate for den pågældende periode i den medlemsstat, hvor disse selskaber er registrerede. Erstatningen kan suppleres med morarenter fra datoen for afsigelsen af den dom, hvori erstatningspligten fastslås. Den rentesats, der skal anvendes, beregnes på grundlag af den sats, som er fastsat af Den Europæiske Centralbank for de vigtigste refinansieringstransaktioner, og som er gældende i den pågældende periode, forhøjet med 2 procentpoint

(jf. præmis 77 og 79)

7.      Det følger af artikel 288, stk. 2, EF og af artikel 235 EF, som ikke udelukker erstatning in natura, at Unionens retsinstanser har kompetence til at pålægge Fællesskabet enhver form for erstatning, der er i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer på området for ansvar uden for kontraktforhold, herunder erstatning in natura, såfremt den er i overensstemmelse med disse grundsætninger, i givet fald i form af et handle- eller undladelsespålæg.

(jf. præmis 81)

8.      I medfør af Rettens procesreglements artikel 91, stk. 2, omfatter udgifter, der kan kræves erstattet, nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling.

Udgifterne i forbindelse med en sagkyndig rapport, som sagsøgerne har afholdt for – inden for rammerne af et erstatningssøgsmål anlagt mod Kommissionen – at fastsætte beløbet for deres påståede skade, kan ikke betragtes som et særligt tab i forhold til sagsomkostningerne, idet der er tale om udgifter, som parterne har afholdt under retssagen. Sagsøgeren kan derfor ikke på grundlag af artikel 288, stk. 2, EF kræve godtgørelse for udgifterne afholdt i forbindelse med indhentelsen af den sagkyndige rapport, som den har bestilt til en sådan sag.

Hvad angår advokatomkostninger og rejseudgifter for sagsøgeren, der er afholdt i fasen forud for retssagen, skal det bemærkes, at selv om der generelt set bliver udført et omfattende juridisk arbejde under proceduren inden retssagen, ville anerkendelse af de nævnte omkostninger som et tab, der kan kræves erstattet inden for rammerne af en erstatningssag, være i strid med princippet om, at udgifter, der afholdes i fasen forud for retssagen, ikke erstattes. Procesreglementets artikel 91 omfatter således kun sagens behandling ved Retten og ikke den forudgående procedure. Dette følger især af procesreglementets artikel 90, hvori der tales om »sagens behandling ved Retten«.

(jf. præmis 97-100)