Sag T-53/12

CF Sharp Shipping Agencies Pte Ltd

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 26. oktober 2012

1.      Retslig procedure – afgørelse eller forordning, der under en verserende sag erstatter den anfægtede retsakt – ny omstændighed – tilpasning af de oprindelige påstande og anbringender – frist – anvendeligheden af fristen for anlæggelse af et annullationssøgsmål – undtagelse – betingelser

(Art. 263, stk. 6, TEUF)

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning om restriktive foranstaltninger over for Iran – indefrysning af midler, der tilhører personer, enheder eller organer, som medvirker til eller støtter den nukleare spredning – mindstekrav

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Rådets forordning nr. 961/2010, art. 36, stk. 3, og forordning nr. 267/2012, art. 46, stk. 3)

3.      Annullationssøgsmål – dom om annullation – virkninger – annullation af en forordning om restriktive foranstaltninger over for Iran – annullation af en forordning får virkning fra udløbet af appelfristen eller fra det tidspunkt, hvor appellen afvises

(Art. 280 TEUF og 288 TEUF; statutten for Domstolen, art. 56, stk. 1, og art. 60, stk. 2; Rådets forordning nr. 961/2010, bilag VIII, og forordning nr. 267/2012, art. 51, stk. 2, og bilag IX)

1.      Når en forordning, som direkte og individuelt berører en enkeltperson, under sagen erstattes af en retsakt med samme genstand, må sidstnævnte anses for at være en ny omstændighed, der gør det muligt for sagsøgeren at tilpasse sine påstande og anbringender.

En sådan tilpasning skal foretages inden for en frist på to måneder, som fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF. Denne frist finder nemlig i princippet anvendelse, både når anbringendet om annullation af en retsakt fremføres ved stævning, og hvor det fremføres i forbindelse med en verserende sag, ved en tilpasning af påstanden om annullation af en tidligere retsakt, der er blevet ophævet og erstattet af den omhandlede retsakt.

I kraft af en undtagelse til dette princip finder denne frist imidlertid ikke anvendelse i forhold til en verserende sag, hvor for det første den omhandlede retsakt og den retsakt, som den ophæver og erstatter, i forhold til den berørte person har samme genstand, i det væsentlige baseres på de samme begrundelser og har et i det væsentlige identisk indhold og således kun adskiller sig ved deres tidsmæssige anvendelsesområde, og hvor for det andet tilpasningen af påstandene ikke er baseret på noget nyt anbringende, forhold eller beviselement ud over selve vedtagelsen af den omhandlede retsakt, der ophæver og erstatter den tidligere retsakt. I et sådant tilfælde, hvor tvistens genstand og rammer, der er fastsat ved det oprindelige søgsmål, ikke undergives nogen anden ændring end den, der vedrører dets tidsmæssige aspekt, er retssikkerheden på ingen måde berørt af den omstændighed, at tilpasningen af påstandene er foretaget efter udløbet af den omhandlede tomånedersfrist.

(jf. præmis 25, 26, 28 og 29)

2.      Pligten til at begrunde en bebyrdende retsakt er et væsentligt princip i EU-retten, som kun kan fraviges af tvingende hensyn. Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte part samtidigt med den bebyrdende retsakt, og manglen på begrundelse kan ikke afhjælpes ved, at den berørte part erfarer grundene til retsakten under sagen for Unionens retsinstanser.

For så vidt angår en retsakt såsom forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran er Rådet, medmindre tvingende hensyn, der vedrører Unionens eller dens medlemsstaters sikkerhed eller opfyldelsen af deres internationale forpligtelser, er til hinder for meddelelsen af visse forhold, forpligtet til at give en enhed, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, oplysninger om de særlige og konkrete grunde til, at det er af den opfattelse, at de skulle vedtages. Rådet skal således angive de faktiske og retlige omstændigheder, som ligger til grund for de pågældende foranstaltningers retlige begrundelse, samt de betragtninger, der har ført til deres vedtagelse.

(jf. præmis 35 og 36)

3.      I medfør af artikel 60, stk. 2, i statutten for Domstolen har en afgørelse fra Retten om annullation af en forordning uanset artikel 280 TEUF først retsvirkning fra udløbet af den appelfrist, der er omhandlet i denne statuts artikel 56, stk. 1, eller, såfremt appel er iværksat inden for denne frist, fra stadfæstelsen eller fra afvisningen af appellen.

Forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran, herunder dens bilag IX, har karakter af en forordning, eftersom dens artikel 51, stk. 2, fastsætter, at den er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, hvilket svarer til virkningerne af en forordning, som foreskrevet ved artikel 288 TEUF. Det følger heraf, at denne forordning ikke kan annulleres med øjeblikkelig virkning.

(jf. præmis 48-50)