Language of document : ECLI:EU:C:2019:152

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

Y. BOT

fremsat den 28. februar 2019 (1)

Sag C-100/18

Línea Directa Aseguradora, SA

mod

Segurcaixa, Sociedad Anónima de Seguros y Reaseguros

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien))

»Præjudiciel forelæggelse – ansvarsforsikring for motorkøretøjer – direktiv 2009/103/EF – artikel 3, stk. 1 – begrebet »[færdsel med] køretøjer« – materiel skade på en bygning forårsaget af en brand i et køretøj, som er parkeret på denne bygnings private parkeringssted – den lovpligtige forsikrings dækning«






I.      Indledning

1.        Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), vedrører fortolkningen af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (2).

2.        Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem to forsikringsselskaber, nemlig Línea Directa Aseguradora SA (herefter »Línea Directa«) og Segurcaixa, Sociedad Anónima de Seguros y Reaseguros (herefter »Segurcaixa«), om motorkøretøjsforsikringens dækning af skader på en villa forårsaget af brand i det køretøj, som var parkeret i garagen til denne villa.

3.        Med de præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »[færdsel med] køretøjer«, som det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103, kan fortolkes således, at det omfatter en situation, hvor et køretøj er brudt i brand efter at have stået parkeret i over 24 timer på et privat parkeringssted, og hvor branden ifølge denne ret udspringer af mekanismer, der er nødvendige for at udføre køretøjets funktion som transportmiddel.

4.        Jeg vil efter endt bedømmelse nå til den konklusion, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« skal fortolkes under hensyntagen til, at køretøjet under benyttelse i overensstemmelse med sin funktion som transportmiddel er involveret i en forsikringsbegivenhed, der er sket på et dertil indrettet parkeringssted.

5.        Jeg foreslår nemlig at antage, at omstændighederne i hovedsagen ikke begrunder en ændring af indholdet af dette begreb ved indførelse af en rumlig grænse i form af udelukkelse af parkering i en privat villagarage eller en tidsmæssig grænse mellem forsikringsbegivenhedens indtræden og den forudgående kørsel med det parkerede køretøj eller en årsagsrelateret grænse alt efter forsikringsbegivenhedens mekaniske udspring.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

6.        Artikel 1, nr. 1), i direktiv 2009/103 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

1)      »køretøj«: ethvert motordrevet køretøj, der er bestemt til trafik til lands, og som ikke kører på skinner, såvel som påhængskøretøjer, selv om de ikke er tilkoblede.«

7.        Dette direktivs artikel 3 fastsætter:

»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.

Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes, samt om forsikringens nærmere vilkår.

[…]

Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.«

8.        Det nævnte direktivs artikel 13, stk. 1, første afsnit, litra c), bestemmer:

»De enkelte medlemsstater træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 3, og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, med henblik på anvendelse af artikel 3 ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:

[…]

c)      personer, som ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand.«

9.        Det samme direktivs artikel 29 har følgende ordlyd:

»Direktiv 72/166/EØF[ (3)], 84/5/EØF[ (4)], 90/232/EØF[ (5)], 2000/26/EF[ (6)] og 2005/14/EF[ (7)] […] ophæves […]

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.«

B.      Spansk ret

10.      Ley sobre responsabilidad civil y seguro en la circulación de vehiculos a motor (lov om erstatningsansvar og forsikring for motorkøretøjer), kodificeret ved Real Decreto Legislativo 8/2004 (kongeligt lovdekret nr. 8/2004) af 29. oktober 2004 (8), bestemmer i artikel 1 i den udgave, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder:

»På grund af den risiko, der er forbundet med at føre et køretøj, er føreren heraf ansvarlig for person- eller tingsskade indtruffet som følge af kørslen.

I tilfælde af personskade fritages føreren alene for dette ansvar, hvis vedkommende fører bevis for, at denne skade udelukkende skyldes den skadelidte eller skyldes force majeure, som ikke vedrører kørslen eller køretøjets funktion; force majeure anses hverken for at omfatte mangler ved køretøjet eller svigt eller brud på køretøjets mekanismer eller dele.

I tilfælde af tingsskade er føreren ansvarlig over for tredjemand, når føreren er civilretligt ansvarlig i medfør af bestemmelserne i artikel 1902 ff. i Código Civil [den spanske civillovbog], artikel 109 ff. i Código Penal [den spanske straffelov] og bestemmelserne i denne lov.

Hvis både fører og skadelidte har optrådt uagtsomt, fordeles ansvaret rimeligt, og erstatningsbeløbet deles i forhold til den enkelte parts del af ansvaret.

Køretøjets ejer, hvis vedkommende ikke er identisk med føreren, er ansvarlig for person- og tingsskade forårsaget af føreren, når ejeren er knyttet til føreren på en af de måder, som er fastsat i artikel 1903 i civillovbogen og artikel 120, stk. 5, i straffeloven. Dette ansvar bortfalder, når den nævnte ejer fører bevis for, at vedkommende har udvist den grad af agtpågivenhed, som forventes af en bonus pater, for at forebygge skaden.

Ejeren, hvis vedkommende ikke er identisk med føreren, af et køretøj, som ikke er dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring, er civilretligt ansvarlig sammen med føreren for person- og tingsskader forårsaget af det nævnte køretøj, medmindre ejeren fører bevis for, at køretøjet er blevet frastjålet ham.«

11.      Artikel 2, stk. 1, i Reglamento del seguro obligatorio de responsabilidad civil en la circulación de vehículos de motor (bekendtgørelse om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer), kodificeret ved Real Decreto 1507/2008 (kongeligt lovdekret nr. 1507/2008) af 12. september 2008 (9), fastsætter:

»Med henblik på erstatningsansvaret for motorkøretøjer og dækningen af den lovpligtige ansvarsforsikring, der er omfattet af denne bekendtgørelse, forstås ved kørsel forhold, som følger af den risiko, der opstår ved de i foregående artikel nævnte former for færdsel med motorkøretøjer, såvel i garager og på parkeringsanlæg som på offentlige eller private veje eller områder, der er egnet til færdsel, i byer eller mellem byområder, samt på veje eller områder, der ikke har disse karakteristika, men som er til offentlig brug.«

III. Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

12.      Om eftermiddagen den 19. august 2013 parkerede Luis Salazar Rodes sin bil, som han havde købt ti dage forinden, i garagen til en villa, som tilhørte Industrial Software Indusoft.

13.      Om eftermiddagen den 20. august 2013 startede Luis Salazar Rodes motoren i sin bil, men det lykkedes ham ikke at sætte bilen i bevægelse.

14.      Nogle timer senere, klokken tre om morgenen, brød Luis Salazar Rodes’ bil, som ikke havde kørt de seneste 24 timer, i brand og beskadigede villaen, som garagen støder op til. Branden opstod i køretøjets elektriske kredsløb.

15.      Erstatningsansvaret for kørsel med Luis Salazar Rodes’ bil var dækket af den motorkøretøjsforsikring, som han havde tegnet hos Línea Directa.

16.      Industrial Software Indusoft, hvis villa var forsikret hos Segurcaixa, fik udbetalt 44 704,34 EUR til dækning af de materielle skader, som den omhandlede bilbrand forårsagede på bygningen.

17.      Den 5. marts 2014 lagde Segurcaixa sag an mod Línea Directa ved Juzgado de Primera Instancia de Vitoria-Gasteiz (retten i første instans i Vitoria-Gasteiz, Spanien) med påstand om, at dette forsikringsselskab blev dømt til at betale 44 704,34 EUR med tillæg af renter efter loven med den begrundelse, at forsikringsbegivenheden udsprang af kørsel med bilen, som var dækket af Luis Salazar Rodes’ motorkøretøjsforsikring. Denne ret fandt, at branden ikke kunne betegnes som »kørsel«, som er dækket af motorkøretøjsforsikringen, og forkastede Segurcaixas påstand.

18.      Segurcaixa iværksatte appel til prøvelse af denne dom for Audiencia Provincial de Álava (den regionale domstol i Álava, Spanien), som ophævede dommen og tog Segurcaixas påstand til følge, idet den anlagde en bred fortolkning af begrebet »kørsel« (10), hvorefter »brand i et køretøj, som dets ejer har parkeret midlertidigt i en garage, når [branden] kan tilskrives køretøjet, uden at tredjemand har været indblandet«, udgør sådan kørsel.

19.      Línea Directa iværksatte kassationsappel ved Tribunal Supremo (øverste domstol) til prøvelse af denne dom.

20.      Denne ret har anført, at spansk ret, som gennemfører direktiv 2009/103, definerer anvendelsesområdet for det erstatningsansvar for køretøjer, der er omhandlet i dette direktivs artikel 3, og definerer begrebet »kørsel« som »forhold, som følger af den risiko, der opstår ved […] færdsel med motorkøretøjer«, såvel i garager og på parkeringspladser som på offentlige eller private veje eller områder, der er egnet til færdsel, i byer eller mellem byområder samt på veje eller områder, der ikke har disse karakteristika, men som er til offentlig brug.

21.      Tribunal Supremo (øverste domstol) har tilføjet, at den ifølge sin brede fortolkning af den risiko, der opstår ved færdsel, har fundet, at den lovpligtige ansvarsforsikring dækker såvel et køretøj, der holder stille, eller hvis motor er slukket, når forsikringsbegivenheden er knyttet til køretøjets funktion som transportmiddel, som et køretøj, der bryder i brand under kørsel.

22.      Den har dog udelukket brand i et køretøj, der er parkeret og tildækket som beskyttelse mod frost.

23.      Tribunal Supremo (øverste domstol) har præciseret, at føreren af et køretøj ifølge spansk ret ikke er ansvarlig for skader som følge af force majeure, men at mangler ved køretøjet eller svigt i en af køretøjets mekanismer ikke anses for at være omfattet af force majeure. Den omstændighed, at uheldet skyldes en mangel ved køretøjet, udelukker i øvrigt ikke dækning af den lovpligtige ansvarsforsikring med efterfølgende regres mod fabrikanten, hvis betingelserne er opfyldt.

24.      Denne ret ønsker derfor oplyst, om det er foreneligt med direktiv 2009/103 at fastslå, at motorkøretøjsforsikringen dækker et uheld, som involverer et køretøj med slukket motor, som er parkeret i garagen til en villa, uden forbindelse med kørsel, og uden at dette køretøj udgør en risiko for trafikanterne på en vej. Denne situation kunne snarere være omfattet af ejerens ansvar for en potentielt farlig genstand.

25.      Den forelæggende ret har ikke desto mindre anført, at det formål om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer, som forfølges med EU-retten, kunne begrunde dækning af følgerne af en brand i et standset køretøj, hvis branden udspringer af en funktion, der er nødvendig eller hensigtsmæssig for køretøjets evne til at køre, idet denne situation da kunne knyttes til køretøjets almindelige brug som transportmiddel.

26.      I mangel af tæt tidsmæssig tilknytning mellem den forudgående anvendelse af dette køretøj og uheldet eller på grund af den måde, hvorpå uheldet opstod, kan det imidlertid ikke udelukkes, at en situation, hvor køretøjer står parkeret, ikke er omfattet af begrebet »[færdsel med] køretøjer«, fordi der ikke foreligger en direkte forbindelse mellem risikoen og anvendelsen af køretøjet.

27.      Den forelæggende ret har i den forbindelse anført, at en fortolkning, som ser bort fra den tidsmæssige tilknytning mellem den forudgående anvendelse af køretøjet og uheldets indtræden, kan medføre en sidestilling af den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer med den ejerforsikring, der dækker erstatningsansvaret som følge af selve ejerskabet eller besiddelsen af et køretøj.

28.      Under disse omstændigheder har Tribunal Supremo (øverste domstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Er artikel 3 i direktiv [2009/103] til hinder for en fortolkning, hvorefter den lovpligtige forsikrings dækning omfatter skader forårsaget af en brand i et køretøj, der holder stille, når branden udspringer af mekanismer, der er nødvendige for at udføre køretøjets funktion som transportmiddel?

2)      Såfremt det [første] spørgsmål besvares benægtende, er artikel 3 i direktiv [2009/103] da til hinder for en fortolkning, hvorefter den lovpligtige forsikrings dækning omfatter skader forårsaget af en brand i et køretøj, når branden ikke kan knyttes til en forudgående bevægelse, således at det ikke kan konstateres, at den er forbundet med kørsel?

3)      Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, er artikel 3 i direktiv [2009/103] da til hinder for en fortolkning, hvorefter den lovpligtige forsikrings dækning omfatter skader forårsaget af en brand i et køretøj, når køretøjet er parkeret i en privat lukket garage?«

IV.    Bedømmelse

A.      Om formaliteten vedrørende det første præjudicielle spørgsmål

29.      Línea Directa har gjort gældende, at det første præjudicielle spørgsmål bør afvises på grund af sin hypotetiske karakter. Dette forsikringsselskab er nærmere bestemt af den opfattelse, at den forelæggende ret har taget udgangspunkt i princippet om, at branden er udsprunget af mekanismer, der er nødvendige for at udføre køretøjets funktion som transportmiddel, hvilket imidlertid ikke underbygges af det oplyste i tvisten i hovedsagen. Ifølge Línea Directa er det alene blevet fastslået, at branden er opstået i køretøjets elektriske kredsløb.

30.      Det følger af Domstolens faste praksis, at »det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af en EU-retlig regel, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse […] Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af en EU-retlig regel savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de forelagte spørgsmål […]« (11).

31.      I den foreliggende sag er dette ikke tilfældet. Tvistens faktiske omstændigheder, som beskrevet af Tribunal Supremo (øverste domstol), der har bragt denne i tvivl om udstrækningen af anvendelsesområdet for den lovpligtige motorkøretøjsforsikring, omfatter ikke kun brandens udspring i det omhandlede køretøj. Den ønskede fortolkning af begrebet »[færdsel med] køretøjer« er nødvendig for afgørelsen af tvisten. Relevansen heraf er i lyset af Domstolens allerede afsagte dom begrundet.

32.      På denne baggrund foreslår jeg, at Domstolen anser dette første præjudicielle spørgsmål for at kunne antages til realitetsbehandling.

B.      Om realiteten

33.      Med de præjudicielle spørgsmål, der bør besvares samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« omfatter en situation, hvor en brand, som opstår i et køretøj, der har været parkeret i en privat garage i over 24 timer, og som udspringer af køretøjets elektriske kredsløb, har beskadiget den villa, som garagen støder op til.

34.      Den forelæggende ret har i henseende til Domstolens praksis fremhævet tvistens særlige karakter som følge af, at uheldet, der skete på et privat parkeringssted, omfatter et køretøj, som ikke havde kørt kort tid forinden.

35.      Selv om der af Domstolens tidligere afgørelser kan uddrages visse svar, skal bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 nemlig fortolkes på ny for at fastslå, om begrebet »[færdsel med] køretøjer« omfatter en brand, der er opstået spontant og involverer et standset køretøj, som ikke umiddelbart forinden har kørt.

36.      Det bør således for det første fremhæves, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« udgør et selvstændigt begreb i EU-retten, hvis fortolkning ikke kan overlades til hver enkelt medlemsstats vurdering, og at det skal fortolkes under hensyntagen til sammenhængen og de formål, der forfølges med lovgivningen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (12).

37.      For det andet kan det anføres, at fortolkningen af dette begreb har udviklet sig alt efter de forskellige situationer, som Domstolen har fået kendskab til.

38.      Domstolen har nemlig fastslået, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« omfatter enhver anvendelse af et køretøj, der er i overensstemmelse med dette køretøjs almindelige brug, nemlig som transportmiddel (13).

39.      Denne fortolkning har gjort det muligt at antage, at den lovpligtige forsikrings dækning omfatter situationer, hvor et køretøj holder stille på en parkeringsplads (14), uanset om motoren er tændt eller ej på tidspunktet for uheldets opståen (15).

40.      Domstolen har ligeledes fastslået, at anvendelsen af køretøjet i overensstemmelse med dets funktion som transportmiddel ikke begrænser sig til kørsel med køretøjet, men ligeledes omfatter dertil knyttede handlinger som f.eks. passagerernes benyttelse af dørene, når de stiger ud af et parkeret køretøj (16).

41.      Ligeledes dækker begrebet »[færdsel med] køretøjer« enhver situation, hvor et køretøj ikke alene er blevet anvendt på offentlig vej, men også på et offentligt eller privat terræn (17), når dette begrebs rækkevidde ikke afhænger af egenskaberne ved det terræn, hvorpå motorkøretøjet anvendes (18).

42.      Der er således ingen tvivl i Domstolens aktuelle praksis om, at dette begreb dækker de situationer, hvor der er sket skader, mens køretøjet var parkeret på et privat dertil indrettet sted.

43.      Det bør imidlertid anføres, at de forskellige sager, hvori Domstolen har skullet tage stilling, alle har haft det til fælles, at der var involveret et køretøj, som blev anvendt eller netop var blevet anvendt.

44.      Det eneste vanskelige spørgsmål, der skal besvares, er derfor, om den manglende anvendelse af køretøjet inden for et tidsrum, der ligger tilstrækkelig tæt på uheldet, kan udgøre en grund til at udelukke den beskyttelse, som sikres af EU-lovgivningen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer, og subsidiært om der i modsat fald skal kræves en årsagssammenhæng af teknisk art.

45.      Efter min opfattelse kan der anføres tre grunde til at besvare dette spørgsmål benægtende. For det første bør det fremhæves, at EU-lovgiver ikke har fastsat tidsmæssige grænser for uheldets indtræden for så vidt angår iværksættelsen af beskyttelsen af ofre for ulykker forvoldt af motorkøretøjer.

46.      For det andet viser udviklingen i Domstolens praksis, at dette beskyttelsesformål, som konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver (19), søges udmøntet, så snart et køretøj, hvoraf definitionen for nylig er bragt i erindring af Domstolen (20), er blevet anvendt eller tiltænkt anvendt i overensstemmelse med sin funktion som transportmiddel.

47.      For det tredje kunne en analyse fra sag til sag af varigheden af den forudgående anvendelse af køretøjet efter min opfattelse være en kilde til retsusikkerhed og dermed stride mod det førnævnte formål.

48.      Jeg udleder heraf, at alene situationer, hvor forsikringsbegivenheden indtræder, mens køretøjet tjener eller har tjent andre formål end transport, f.eks. som arbejdsmaskine (21), våben eller beboelse, ikke falder ind under begrebet »[færdsel med] køretøjer«.

49.      Selv om Domstolen undervejs i sin retspraksis har fastholdt, at det forhold, at forsikringsbegivenheden ikke er indtrådt i umiddelbar forlængelse af anvendelsen af køretøjet som transportmiddel, er ligegyldigt, idet parkeringen anses for i sig selv at falde ind under begrebet »[færdsel med] køretøjer«, skal det for at besvare det første spørgsmål, som er forelagt af den forelæggende ret, yderligere fastslås, om der skal fastsættes grænser med hensyn til skadens udspring, nemlig i de mekanismer, som er nødvendige for køretøjets funktion som transportmiddel.

50.      Det bør på den ene side konstateres, at EU-lovgiver ikke har fastsat sådanne betingelser. Det bør efter min opfattelse, henset til de særlige, faktiske omstændigheder i hovedsagen, nemlig en brand opstået spontant i et køretøj, på den anden side være tilstrækkeligt at fastslå køretøjets involvering, idet dette ligeledes kunne være tilfældet, hvis køretøjet var eksploderet ved et tilfælde, eller hvis skaden var forårsaget af et stof eller en væske, der hidrørte fra en lækage i køretøjet (22).

51.      Når denne type risiko er forbundet med funktionen som transportmiddel, er der ingen grund til at søge en præcis handling eller baggrund for skadens opståen i en eller anden mekanisme eller del af køretøjet, der er hensigtsmæssig for dets funktion som transportmiddel.

52.      En sådan fortolkning (23) er i overensstemmelse med det formål, som EU-lovgiver har forfulgt med henblik på at garantere, at ofre for ulykker, der er forårsaget af køretøjer, får en ensartet behandling, uanset hvor i Unionen ulykken er indtruffet (24), hvilket i øvrigt har fået EU-lovgiver til ikke at fastsætte grænser for motorkøretøjsforsikringens dækning af risici, navnlig i tilfælde af, at køretøjet ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand, som det følger af artikel 13, stk. 1, første afsnit, litra c), i direktiv 2009/103.

53.      På denne baggrund er det min opfattelse, at involveringen af et køretøj, der anvendes i overensstemmelse med sin funktion som transportmiddel, kan følge alene af konstateringen af, at køretøjet på en eller anden måde har bidraget til uheldets opståen.

54.      Det er som følge heraf min opfattelse, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 kan fortolkes således, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« omfatter en situation, hvor et køretøj, der anvendes i overensstemmelse med sin funktion som transportmiddel, er impliceret i en brand, der er opstået på et sted, der er beregnet til parkering, uanset om det er sket i en privat villagarage eller efter en længere tids parkering.

V.      Forslag til afgørelse

55.      På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien), således:

»Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse skal fortolkes således, at begrebet »[færdsel med] køretøjer« som omhandlet i denne bestemmelse omfatter en situation, hvor et køretøj, der anvendes i overensstemmelse med sin funktion som transportmiddel, er impliceret i en brand, der er opstået på et sted, der er beregnet til parkering, uanset om det er sket i en privat villagarage eller efter en længere tids parkering.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      EUT 2009, L 263, s. 11.


3 –      Rådets direktiv af 24.4.1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EFT 1972 II, s. 345).


4 –      Rådets andet direktiv af 30.12.1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1984, L 8, s. 17).


5 –      Rådets tredje direktiv af 14.5.1990 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EFT 1990, L 129, s. 33).


6 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 16.5.2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (Fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (EFT 2000, L 181, s. 65).


7 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11.5.2005 om ændring af Rådets direktiv 72/166/EØF, 84/5/EØF, 88/357/EØF og 90/232/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF om ansvarsforsikring for motorkøretøjer (EUT 2005, L 149, s. 14).


8 –      BOE nr. 267 af 5.11.2004, s. 36662.


9 –      BOE nr. 222 af 13.9.2008, s. 37487.


10 –      Jf. vedrørende dette begreb i spansk ret punkt 11 i dette forslag til afgørelse.


11 –      Jf. navnlig dom af 10.12.2018, Wightman m.fl. (C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 26 og 27 og den deri nævnte retspraksis).


12 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).


13 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 44). Artikel 3, stk. 1, første punktum, i direktiv 72/166, som er nævnt i denne præmis, svarer ifølge sammenligningstabellen i bilag II til direktiv 2009/103 til dette direktivs artikel 3, stk. 1, som finder anvendelse i den foreliggende sag (jf. punkt 9 i dette forslag til afgørelse). Jf. ligeledes Europa-Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/103 (COM(2018) 336 final), navnlig artikel 1, med henblik på i artikel 1 i direktiv 2009/103 at indsætte stk. 1a indeholdende en definition af »[færdsel med] køretøjer« for af retssikkerhedshensyn at gøre rede for Domstolens praksis.


14 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 37, 38 og 40 samt den deri nævnte retspraksis).


15 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).


16 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 36 og 45).


17 –      Jf. de faktiske omstændigheder i dom af 4.9.2014, Vnuk (C-162/13, EU:C:2014:2146, præmis 19 og 59, hvor der var tale om en manøvrering på en gårdsplads), og af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade (C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 7 og 9, hvor ulykken skete i vinmarkerne på en landbrugsejendom).


18 –      Jf. dom af 20.12.2017, Núñez Torreiro (C-334/16, EU:C:2017:1007, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).


19 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).


20 –      Jf. dom af 4.9.2018, Juliana (C-80/17, EU:C:2018:661, præmis 39 og 42).


21 –      Jf. dom af 28.11.2017, Rodrigues de Andrade (C-514/16, EU:C:2017:908, præmis 40 og 42).


22 –      Jf. som illustration den verserende sag Bueno Ruiz (C-431/18) om den personskade, der skete på en kvindelig bilist som følge af en olielækage fra et køretøj, der var parkeret ved siden af hendes, hvilket medførte, at hun faldt.


23 –      Som skal sammenholdes med Europa-Kommissionens skriftlige indlæg og den spanske lovgivning (jf. punkt 23 i dette forslag til afgørelse).


24 –      Jf. dom af 15.11.2018, BTA Baltic Insurance Company (C-648/17, EU:C:2018:917, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes 20. betragtning til direktiv 2009/103 samt begrundelsen for Kommissionens forslag, som jeg har nævnt i fodnote 13 i dette forslag til afgørelse, og som ligeledes skal styrke beskyttelsen af ofre for trafikulykker i tilfælde af forsikringsselskabets insolvens og forbedre anerkendelsen af opgørelser over forsikringsbegivenheder, navnlig på tværs af grænserne. Dette forslag omhandler i øvrigt forsikringskontroller til bekæmpelse af kørsel uden forsikring og harmonisering af forsikringsdækningens mindstebeløb (s. 2).