PERSONALERETTENS KENDELSE (Første Afdeling)

11. december 2007

Sag F-60/07

Joaquin Martin Bermejo

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder erhvervet før ansættelse ved Fællesskaberne – overførsel til fællesskabsordningen – beregning af pensionsgivende tjenesteår – artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII – ophævelse af bestemmelser vedrørende omregningen af det overførte beløb«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvorved Joaquin Martin Bermejo har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 27. september 2006 om fastsættelse af godskrivelsen af pensionsgivende tjenesteår ved Fællesskaberne som følge af overførslen af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet før ansættelsen ved Fællesskaberne.

Udfald: Sagen afvises dels som åbenbart uantagelig til realitetsbehandling, dels som åbenbart ugrundet. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – antagelse til realitetsbehandling – behandling efter de gældende regler på tidspunktet for stævningens indgivelse

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Tjenestemænd – klage – forudgående administrativ klage – identitet mellem genstand og årsag

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

3.      Tjenestemænd – pensioner – pensionsrettigheder erhvervet før ansættelse ved EF – overførsel til fællesskabsordningen

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VIII, art. 11, stk. 2; Rådets forordning nr. 1103/97, art. 3)

1.      Selv om reglen i artikel 76 i Personalerettens procesreglement, hvorefter Retten ved kendelse kan afvise en sag, der åbenbart ikke kan behandles, er en procedureregel, der som sådan finder anvendelse fra tidspunktet for dens ikrafttræden på alle verserende tvister ved Personaleretten, gælder dette ikke for de regler, på hvis grundlag Retten under anvendelse af denne artikel kan anse et søgsmål for at være åbenbart uantageligt til realitetsbehandling, hvilke kun kan være dem, der er gældende på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

(jf. præmis 25)

2.      Påstandene i et søgsmål skal – idet søgsmålet ellers kan afvises – indeholde klagepunkter, der hviler på samme grundlag som dem, der er angivet i klagen, og et anbringende, der fremsættes for Fællesskabets retsinstanser, skal allerede have været fremsat under den administrative procedure.

Reglen om, at der skal være overensstemmelse mellem den administrative klage og søgsmålet, skal imidlertid ikke anvendes restriktivt, men smidigt. Navnlig har indholdet af klagen ikke til formål strengt og endeligt at fastlægge den retslige fase, når søgsmålet hverken ændrer klagens årsag eller genstand, og de klagepunkter, der er anført i klagen, kan uddybes ved anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis er anført i klagen, men som er nøje forbundet hermed.

(jf. præmis 35-37 og 39)

Henvisning til:

Domstolen, 23. april 2002, sag C-62/01 P, Campogrande mod Kommissionen, Sml. I, s. 3793, præmis 35.

Retten, 30. marts 1993, sag T-4/92, Vardakas mod Kommissionen, Sml. II, s. 357, præmis 16; 8. juni 1995, sag T-496/93, Allo mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 127, og II, s. 405, præmis 27; 9. juli 1997, sag T-4/96, S mod Domstolen, Sml. II, s. 1125, præmis 99; 1. april 2004, sag T-312/02, Gussetti mod Kommissionen, Sml. Pers I-A, s. 125, og II, s. 547, præmis 47 og 48; 4. maj 2005, sag T-144/03, Schmit mod Kommissionen, Sml. Pers I-A, s. 101, og II, s. 465, præmis 90.

3.      Det karakteristiske ved en ny regel er, at der indføres en sondring mellem personer, der var omfattet af anvendelsesområdet for den tidligere regel, og personer, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne nye regel, fra det tidspunkt, hvor den træder i kraft. En sådan sondring tilsidesætter ikke i sig selv forbuddet mod forskelsbehandling, da enhver lovændring ellers ville være umulig. I det omfang det stod Kommissionen frit, uden at forordningen om indførelsen af euroen var til hinder herfor, at ændre de almindelige gennemførelsesbestemmelser til artikel 11, stk. 2, i vedtægtens bilag VIII, bl.a. for at fastsætte de nærmere regler for anvendelsen af bestemmelserne i vedtægten, der trådte i kraft den 1. maj 2004, kan forskelsbehandlingen mellem de tjenestemænd, der har draget fordel af en valutaomregningsmekanisme, der blev ophævet ved disse almindelige gennemførelsesbestemmelser, og dem som på grund af ophævelsen ikke kunne drage fordel af denne mekanisme, ikke i sig selv i mangel af enhver begrundet kritik af de langsigtede retsvirkninger af de omhandlede regler eller af situationen for de tjenestemænd, der er underlagt dem, udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

(jf. præmis 55 og 56)

Henvisning til:

Personaleretten, 16. januar 2007, sag F-115/05, Vienne m.fl. mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A-1, s. 0000, og II-A-1, s. 0000, præmis 59.