Language of document : ECLI:EU:C:2018:378

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

M. SZPUNAR

fremsat den 31. maj 2018 (1)

Sag C-105/17

Komisia za zashtita na potrebitelite

mod

Evelina Kamenova

procesdeltager:

Okrazhna prokuratura – Varna

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Administrativen sad – Varna (forvaltningsdomstolen i Varna, Bulgarien))

»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne – onlinesalg – begrebet »erhvervsdrivende««






I.      Indledning

1.        Søgning efter varer og tjenesteydelser på internettet er en del af vores dagligdag og fremover uden tvivl også af vores kultur. Antallet af onlinesalgsplatforme er steget uophørligt, og i 2016 var procentdelen af borgere i Den Europæiske Union i aldersgruppen 16-74 år, der havde bestilt varer eller tjenesteydelser til eget brug på internettet, på 55% (2). Disse platformes funktion består i at fungere som onlinemellemled eller ‑mægler. De sætter således en erhvervsdrivende og en forbruger, to erhvervsdrivende eller to private, som er interesserede i at erhverve nye eller brugte produkter til private formål, i direkte kontakt med hinanden (3).

2.        I mange tilfælde fremgår det imidlertid ikke klart af de annoncer, der offentliggøres på onlineplatformene, om sælgeren er en erhvervsdrivende eller en privatperson.

3.        Denne præjudicielle forelæggelse, der er indgivet til Domstolen af Administrativen sad – Varna (forvaltningsdomstolen i Varna, Bulgarien), vedrører fortolkningen af artikel 2, litra b) og d), i direktiv 2005/29/EF (4).

4.        Anmodningen om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet i en tvist mellem Evelina Kamenova og Komisia za zashtita na potrebitelite (kommissionen for forbrugerbeskyttelse i Bulgarien, herefter »CPC«) vedrørende en retsakt vedtaget af CPC om konstatering af en overtrædelse af administrative bestemmelser. Den overtrædelse, som Evelina Kamenova foreholdes, vedrører manglende overholdelse af Zakon za zashtita na potrebitelite ZZP (forbrugerbeskyttelsesloven, herefter »ZZP«), idet hun i forbindelse med salgsannoncer for varer offentliggjort på en onlineplatform har undladt at give forbrugerne oplysninger.

5.        Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om en fysisk person, som samtidig har offentliggjort otte salgsannoncer for forskellige varer på en onlinesalgsplatform, kan betegnes som »erhvervsdrivende«, og om denne persons virksomhed udgør en »handelspraksis« i henhold til direktivet om urimelig handelspraksis.

6.        Denne sag giver således Domstolen lejlighed til at præcisere begrebet »erhvervsdrivende« i henhold til direktivet og de kriterier, som de nationale retter skal tage i betragtning ved bedømmelsen af dette begreb i det særlige tilfælde med onlinesalg.

II.    Retsforskrifter

A.      EU-retten

1.      Direktivet om urimelig handelspraksis

7.        I henhold til artikel 1 i direktivet om urimelig handelspraksis, sammenholdt med 14. og 15. betragtning til direktivet, har direktivet til formål at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem en fuldstændig og fuld harmonisering af de nationale lovgivninger om urimelig handelspraksis.

8.        Dette direktivs artikel 2 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

b)      »erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne

[…]

d)      »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« […]: en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne

[…]«

9.        Det følger af direktivets artikel 3, stk. 1, at dette »gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt«.

2.      Direktiv 2011/83/EU

10.      Som det fremgår af artikel 1 i direktiv 2011/83/EU (5), er formålet med dette direktiv »ved at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler indgået mellem forbrugere og erhvervsdrivende«.

11.      Direktivets artikel 2 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

2)      »erhvervsdrivende«: enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om offentligt eller privat ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler

[…]«

12.      I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktivet om forbrugerrettigheder »finder [dette] anvendelse på enhver aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger på de vilkår og i det omfang, der følger af direktivets bestemmelser […]«

B.      Bulgarsk ret

13.      Med ZZP’s artikel 47, der blev bekendtgjort i DV nr. 99 af 9. december 2005, i den udgave, der blev offentliggjort i DV nr. 61 af 2014, og som trådte i kraft den 25. juli 2014, og ZZP’s artikel 50 gennemføres henholdsvis artikel 6 og 9 i direktivet om forbrugerrettigheder om dels oplysningskrav for aftaler vedrørende fjernsalg, dels fortrydelsesretten.

III. De faktiske omstændigheder i tvisten i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne ved Domstolen

14.      Det fremgår af sagsakterne i hovedsagen, at K.K. (forbrugeren i den foreliggende sag) i henhold til en aftale vedrørende fjernsalg på webstedet http://olx.bg købte et brugt ur af mærket »Longines«.

15.      Den 20. oktober 2014 blev uret, der var sat til salg af en bruger under navnet »eveto-ZZ«, leveret til forbrugeren af et kurérfirma. Oplysningerne om afsenderen indeholdt dennes navn, adresse og telefonnummer. Efter at have konstateret, at uret ikke svarede til det, der var angivet i annoncen på onlinesalgsplatformen, oplyste forbrugeren telefonisk over for sælgeren, at han ønskede at ophæve aftalen. Sælgeren nægtede imidlertid at tage varen tilbage og tilbagebetale det erlagte beløb.

16.      Forbrugeren indgav derefter en klage til CPC. En kontrol foretaget af CPC viste, at afsenderen af uret under navnet »eveto-ZZ« var Evelina Kamenova. Ifølge internetsidens indehaver havde brugeren »eveto-ZZ« den 10. december 2014 offentliggjort i alt otte annoncer for forskellige produkter med henblik på salg af disse (6).

17.      Ved retsakt af 27. februar 2015 konstaterede CPC, at administrative bestemmelser var blevet overtrådt. Den 17. marts 2015 anfægtede Evelina Kamenova denne retsakt med den begrundelse, at hun ikke var erhvervsdrivende, og at bestemmelserne i ZZP derfor ikke fandt anvendelse på hende. CPC traf en afgørelse om sanktioner mod Evelina Kamenova på grundlag af ZZP’s artikel 207 for overtrædelse af ZZP’s artikel 47, stk. 1, nr. 2, 3, 5, 7, 8 og 12, samt artikel 50. CPC baserede sig på den omstændighed, at Evelina Kamenova i samtlige annoncer havde undladt at oplyse navn og adresse på den erhvervsdrivende samt dennes e-mailadresse, den samlede pris inklusive alle afgifter, betalings-, leverings- og gennemførelsesbetingelserne, forbrugerens ret til at fortryde aftalen vedrørende fjernsalg, betingelserne, fristen og retningslinjerne for udøvelse af denne rettighed samt en påmindelse om, at den lovbestemte garanti for varens overensstemmelse med kontrakten gælder i forbindelse med købsaftalen.

18.      Evelina Kamenova iværksatte appel af sanktionsafgørelsen ved Varnenski Rayonen sad (kredsdomstolen i Varna, Bulgarien). Ved dom af 22. marts 2016 annullerede denne ret CPC’s sanktionsafgørelse med den begrundelse, at Evelina Kamenova ikke var »erhvervsdrivende« i henhold til artikel 13, nr. 2, i tillægsbestemmelserne til ZZP, idet den henviste til direktivet om urimelig handelspraksis og bemærkede, at begrebet »erhvervsdrivende« ikke er knyttet til en enkelt og isoleret handling, men til virksomhed af en systematisk karakter udøvet inden for en kommerciel, erhvervsmæssig eller professionel ramme.

19.      CPC har iværksat kassationsappel af denne dom ved den forelæggende ret.

20.      Administrativen sad – Varna (forvaltningsdomstolen i Varna) er af den opfattelse, at en løsning af tvisten i hovedsagen afhænger af fortolkningen af de relevante bestemmelser i EU-retten, og har ved dom af 16. februar 2017, indgået til Domstolens Justitskontor den 28. februar 2017, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 2, litra b) og […] d), i [direktiv 2005/29] fortolkes således, at en fysisk person […], som på et websted er registreret med henblik på salg af varer og samtidig har offentliggjort i alt otte annoncer om salg af forskellige varer via dette websted, er en erhvervsdrivende som omhandlet i artikel 2, litra b), [og at den virksomhed, som denne person udøver], udgør virksomheders handelspraksis over for forbrugerne […] som omhandlet i artikel 2, litra d), og er omfattet af direktivets anvendelsesområde i henhold til direktivets artikel 3, stk. 1?«

21.      Der er indgivet skriftlige indlæg af den tyske regering og af Europa-Kommissionen.

IV.    Bedømmelse

A.      Indledende bemærkninger

1.      Indholdet af det for Domstolen forelagte spørgsmål

22.      Den forelæggende ret ønsker med sit spørgsmål nærmere bestemt oplyst dels, om artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis skal fortolkes således, at en fysisk person registreret på et websted for salg af varer kan betegnes som »erhvervsdrivende«, når hun på dette websted samtidig har offentliggjort otte salgsannoncer for forskellige varer, dels, om hendes virksomhed udgør en »handelspraksis« i henhold til samme direktivs artikel 2, litra d).

23.      Spørgsmålet er således, om en fysisk person som sagsøgte i hovedsagen, der har offentliggjort otte salgsannoncer om forskellige varer på en onlinesalgsplatform, i henhold til direktivet om urimelig handelspraksis skal betegnes som »erhvervsdrivende«, eller om en sådan person er udelukket fra direktivets anvendelsesområde, fordi denne ikke er omfattet af begrebet »erhvervsdrivende«, henset til den begrænsede karakter af den virksomhed, som hun har udøvet.

24.      Inden jeg går over til at behandle dette spørgsmål, skal det anføres, at den forelæggende ret i det præjudicielle spørgsmål kun har anmodet om en fortolkning af direktivet om urimelig handelspraksis (7). Beskrivelsen af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, i forelæggelsesafgørelsen synes imidlertid at indikere en manglende overholdelse af de rettigheder, der tillægges ved direktivet om forbrugerrettigheder. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at sagsøgte i hovedsagen er blevet sanktioneret for at have overtrådt ZZP’s artikel 47, stk. 1, nr. 2, 3, 5, 7, 8 og 12, samt artikel 50. Som Kommissionen har anført, gennemføres henholdsvis artikel 6 i direktivet om forbrugerrettigheder vedrørende oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og nævnte direktivs artikel 9 om fortrydelsesret med disse bestemmelser.

25.      Spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk person, henset til den virksomhed, der er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, kan betegnes som »erhvervsdrivende« i henhold til artikel 2, nr. 2), i direktivet om forbrugerrettigheder, kan derfor have betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

26.      Der henvises til, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Endvidere kan Domstolen inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i sit spørgsmål (8).

27.      Under disse omstændigheder skal det forelagte spørgsmål forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst dels, om artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis og artikel 2, nr. 2), i direktivet om forbrugerrettigheder skal fortolkes således, at en fysisk person registreret på et websted for salg af varer kan betegnes som »erhvervsdrivende«, når hun på dette websted samtidig har offentliggjort otte salgsannoncer for forskellige varer, dels, om denne persons virksomhed udgør en »handelspraksis« i henhold til artikel 2, litra d), i direktivet om urimelig handelspraksis.

28.      En besvarelse af dette spørgsmål kræver efter min opfattelse indledningsvis, at det afgøres, om det i den foreliggende sag er hensigtsmæssigt at foreslå en ensartet fortolkning af definitionen af begrebet »erhvervsdrivende«, eftersom dette begreb er næsten identisk i de pågældende direktiver (9). Det hensigtsmæssige i en sådan fremgangsmåde indebærer efter min opfattelse, at det først bestemmes, hvilken grad af harmonisering der er foretaget ved de pågældende direktiver.

2.      Graden af harmonisering, der er foretaget ved direktivet om urimelig handelspraksis og ved direktivet om forbrugerrettigheder

29.      For det første skal jeg, inden jeg går over til at behandle spørgsmålet om graden af harmonisering, der er foretaget ved de pågældende direktiver, fremhæve et grundlæggende aspekt: Begrebet erhvervsdrivende er defineret næsten identisk (10) i de to direktiver, og disse to definitioner hænger nøje sammen med udøvelsen af en erhvervsvirksomhed.

30.      Når det er sagt, skal jeg for det andet tilføje, at det, før der kan foretages en ensartet fortolkning af definitionen af begrebet »erhvervsdrivende« i henhold til de pågældende direktiver, skal efterprøves, om den grad af harmonisering, der foretages ved disse to direktiver – i hvilken indgår deres respektive bestemmelser – er den samme. Det skal i denne forbindelse anføres, at den grad af harmonisering, der foreskrives med et direktiv, skal udledes af direktivets ordlyd, betydning og formål (11).

31.      Det skal først og fremmest anføres, at direktivet om urimelig handelspraksis i henhold til dets artikel 3, stk. 1, finder anvendelse på »virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt« (12), mens direktivet om forbrugerrettigheder i henhold til dets artikel 3, stk. 1, finder anvendelse »på enhver aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger på de vilkår og i det omfang, der følger af direktivets bestemmelser«.

32.      Til trods for forskellene mellem deres respektive anvendelsesområder er disse direktiver således baseret på artikel 114 TEUF (13) og forfølger dermed de samme mål, nemlig at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau inden for rammerne af de love og administrative bestemmelser, som direktiverne omfatter (14).

33.      Jeg kan endvidere konstatere, at EU-lovgiver med henblik på at nå disse mål har foretaget en fuldstændig og fuld (15)harmonisering i reglerne i de pågældende direktiver (16).

34.      Hvad angår direktivet om urimelig handelspraksis fremgår det klart af 14. betragtning til direktivet, at det indebærer en »fuldstændig harmonisering« (17). Denne harmonisering vedrører reglerne om urimelig handelspraksis, herunder erhvervsdrivendes illoyale reklame over for forbrugerne, som på EU-plan skader forbrugernes økonomiske interesser (18). En sådan fuldstændig eller udtømmende harmonisering omfatter nærmere bestemt alle de områder, der er omfattet af direktivet (19).

35.      Desuden fremgår det af 15. betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis, at direktivet indfører en »fuld harmonisering« af reglerne i national ret med visse undtagelser (20). Medlemsstaterne kan, som det udtrykkeligt foreskrives i det nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Det indre marked«, derfor ikke vedtage foranstaltninger, der er mere restriktive end dem, der fremgår af dette direktiv, ej heller med henblik på at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau (21).

36.      Direktivet om forbrugerrettigheder har til formål at opnå en harmonisering af de nationale regler på de områder, der henhører under dets anvendelsesområde (22). Det fremgår nærmere bestemt af en læsning af fjerde, femte og syvende betragtning til direktivet, at dets formål er at opnå en »fuldstændig« harmonisering af visse aspekter af lovgivningen om forbrugeraftaler om fjernsalg og forbrugeraftaler indgået uden for fast forretningssted, nemlig forbrugeroplysning og fortrydelsesretten i forbindelse med sådanne aftaler (23).

37.      I øvrigt bestemmer nævnte direktivs artikel 4 med overskriften »Harmoniseringsniveau«, at »[m]edlemsstaterne […] ikke i national ret [må] opretholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv, herunder strengere eller lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesniveau, medmindre andet er fastsat i dette direktiv« (24). Med dette direktiv sikres der en »fuld« eller maksimal harmonisering.

38.      Endelig synes alt at indikere, at EU-lovgiver har foretaget den samme grad af harmonisering i de respektive bestemmelser i de pågældende direktiver. Med henblik på denne bedømmelse er kun en fuld eller maksimal harmonisering af interesse, eftersom et eventuelt fravær af denne form for harmonisering i de pågældende direktiver kunne give anledning til problemer med hensyn til en ensartet fortolkning af definitionen af begrebet »erhvervsdrivende«.

39.      Henset til det ovenstående er jeg af den opfattelse, at en ensartet fortolkning af definitionen af begrebet »erhvervsdrivende« i forbindelse med disse to direktiver er hensigtsmæssig på grund af EU-lovgivers næsten identiske definitioner af begrebet »erhvervsdrivende«, eftersom disse definitioner hænger tæt sammen med udøvelsen af økonomisk virksomhed, og på grund af den grad af fuld harmonisering af de nationale regler, der er baseret på de pågældende direktiver, som EU-lovgiver har tilsigtet.

B.      Betydningen og rækkevidden af begrebet »erhvervsdrivende« i artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis og artikel 2, nr. 2), i direktivet om forbrugerrettigheder

40.      Udtrykket »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« defineres i artikel 2, litra d), i direktivet om urimelig handelspraksis som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne«. Begreberne »forbruger« og »erhvervsdrivende« er dermed centrale i definitionen af dette udtryk, således at spørgsmålet, om en situation er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, på afgørende vis afhænger af fortolkningen af disse to begreber. Der kan således kun være tale om handelspraksis i henhold til nævnte direktiv, hvis dels en erhvervsdrivende, dels en forbruger er involveret.

41.      Bedømmelsen af det personelle anvendelsesområde for direktivet om urimelig handelspraksis er derfor afgørende, eftersom det kun er i det tilfælde, at sagsøgte i hovedsagen kan betegnes som »erhvervsdrivende«, at spørgsmålet om, hvorvidt dennes virksomhed kan betegnes som handelspraksis i henhold til direktivet, skal prøves.

42.      Ved begrebet »erhvervsdrivende« forstås i henhold til artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis »en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med en af dette direktiv omfattet handelspraksis udøver virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver et liberalt erhverv, og enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne«.

43.      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at det fremgår af ordlyden af nævnte direktivs artikel 2, litra b), at »EU-lovgiver har fastsat en meget bred opfattelse af begrebet »erhvervsdrivende«, der omfatter »en fysisk eller juridisk person«, når denne udøver en aktivitet mod vederlag, og hverken udelukker enheder, der forfølger en opgave af almen interesse eller har en offentligretlig status, fra direktivets anvendelsesområde« (25). Det skal i denne forbindelse præciseres, at en sådan fysisk eller juridisk person efter min opfattelse udfører en handling, der indgår i dennes udøvelse af sin virksomhed som handlende, håndværker eller industridrivende eller udøver af et liberalt erhverv.

44.      I den foreliggende sag udelukker den omstændighed, at sagsøgte i hovedsagen er en fysisk person, ikke, at denne kan betegnes som »erhvervsdrivende«. For at afgøre, om hun er omfattet af dette begreb i henhold til artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis, skal det derfor efterprøves, om personen udfører en handling, der indgår i dennes udøvelse af virksomhed som handlende, industridrivende, håndværker eller udøver af et liberalt erhverv eller i en erhvervsdrivendes navn eller på dennes vegne.

45.      Domstolen har ligeledes præciseret, at hvad selve ordlyden af definitionerne i det nævnte direktivs artikel 2, litra a) og b), angår skal betydningen og rækkevidden af begrebet »erhvervsdrivende« som nævnt i denne artikel fastsættes i forhold til det tilsvarende, men antonyme begreb »forbruger«, der omfatter enhver privatperson, som ikke driver forretnings- eller erhvervsmæssig virksomhed (26). Den har i denne forbindelse fremhævet, at det mål, der forfølges med direktivet om urimelig handelspraksis, og som består i fuldt ud at beskytte forbrugerne mod praksis af denne art, er baseret på den omstændighed, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, idet forbrugeren økonomisk set er svagere og juridisk set mindre erfaren end sin medkontrahent (27). Begrebet »forbruger« har således afgørende betydning, og direktivets bestemmelser har forbrugeren som hovedsigte i dennes egenskab af adressat og offer for den urimelige handelspraksis (28).

46.      Henset til de i punkt 29-39 i dette forslag til afgørelse fremsatte betragtninger, hvorefter for det første direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om forbrugerrettigheder definerer begrebet »erhvervsdrivende« næsten ens, for det andet dette begreb hænger tæt sammen med udøvelsen af en økonomisk virksomhed, og for det tredje den grad af harmonisering, der foretages ved disse direktiver, er ensartet, er det min opfattelse, at Domstolens fortolkning af begrebet »erhvervsdrivende« i forbindelse med direktivet om urimelig handelspraksis også gælder for definitionen af begrebet »erhvervsdrivende« i forbindelse med direktivet om forbrugerrettigheder.

47.      Som generaladvokat Bot fremhævede i sit forslag til afgørelse i sagen Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (29), svarer en sådan fortolkning af begrebet »erhvervsdrivende« til den fortolkning, som EU-lovgiver har givet i den bredere ramme for direktiverne om forbrugerbeskyttelse, særlig direktivet om forbrugerrettigheder, i hvilket EU-lovgiver i artikel 2, nr. 2), definerer en erhvervsdrivende, som »enhver fysisk person eller enhver juridisk person, uanset om der er tale om offentligt eller privat ejerskab, der handler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, som led i sit erhverv i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler«. Ifølge generaladvokat Bot har direktiverne om forbrugerbeskyttelse det til fælles, at »den erhvervsdrivende både kan være en fysisk og juridisk person, uanset om vedkommende er offentligretlig eller privatretlig, som i sit forhold til forbrugeren handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, hvilket forudsætter, at han handler i forbindelse med en regelmæssig og indtægtsgivende virksomhed« (30).

C.      Den betegnelse, som skal anvendes i den foreliggende sag, henset til begrebet »erhvervsdrivende«

48.      Henset til det ovenstående er en fysisk person som sagsøgte i hovedsagen da omfattet af definitionen af begrebet »erhvervsdrivende« i artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis og artikel 2, nr. 2), i direktivet om forbrugerrettigheder?

49.      Dette er ikke min opfattelse. Den samtidige offentliggørelse på en onlineplatform af i alt otte annoncer om salg af forskellige nye og brugte produkter er efter min opfattelse ikke tilstrækkelig til, at en person kan betegnes som »erhvervsdrivende« i henhold til de nævnte direktiver.

50.      Det skal dog fremhæves, at betegnelsen erhvervsdrivende kræver en »konkret fremgangsmåde fra sag til sag« (31). Den forelæggende ret bør således i den foreliggende sag foretage en konkret bedømmelse på grundlag af alle de oplysninger om de faktiske omstændigheder, som den er i besiddelse af, med henblik på at efterprøve, om en person som sagsøgte i hovedsagen er omfattet af begrebet »erhvervsdrivende«.

51.      Denne bedømmelse skal navnlig, som den tyske regering og Kommissionen med føje har fremhævet, tage sigte på at efterprøve, om salget på onlineplatformen er sket på en organiseret måde og med økonomisk vinding for øje (32), om dette salg har en vis varighed og hyppighed (33), om sælgeren har en juridisk status, der gør det muligt for denne at udøve handelsvirksomhed, og det omfang, i hvilket onlinesalget hænger sammen med sælgerens erhvervsvirksomhed (34), om sælgeren er momspligtig (35), om sælgeren, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne eller via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne, har modtaget et vederlag eller en andel (36), om sælgeren køber nye eller brugte varer med videresalg for øje, hvorved denne virksomhed får en regelmæssig karakter, hyppighed og/eller en samtidighed i forhold til dennes erhvervsvirksomhed (37), om det overskud, som salget medfører, bekræfter, at transaktionen indgår i erhvervsvirksomhed (38), og/eller om de produkter, der sælges, er af samme type eller værdi, navnlig om udbuddet fokuserer på et begrænset antal produkter (39).

52.      Det skal bemærkes, at disse kriterier hverken er udtømmende eller eksklusive, således at den omstændighed, at en onlinesælger opfylder et eller flere kriterier i princippet, ikke alene er afgørende for, hvordan denne skal kvalificeres i forhold til begrebet »erhvervsdrivende«. Der skal således foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante kriterier, inden det fastslås, hvordan den pågældende skal kvalificeres. Disse kriterier gør det således muligt for de nationale retter at afgøre, om en person som sagsøgte i hovedsagen udøver erhvervsvirksomhed, der af denne grund stiller denne bedre i forhold til forbrugeren, og om der derfor findes en ubalance mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren.

53.      Det påhviler imidlertid den forelæggende ret under hensyntagen til det ovenstående og på grundlag af de oplysninger om de faktiske omstændigheder, som denne er i besiddelse af, og på grundlag af især de i ovenstående punkter nævnte kriterier at vurdere, om personen kan betegnes som »erhvervsdrivende« i henhold til de nævnte direktiver.

54.      Såfremt den forelæggende ret mener, at den pågældende er »erhvervsdrivende« i henhold til artikel 2, litra b), i direktivet om urimelig handelspraksis, skal det afgøres, om den virksomhed, som hun udøver, udgør en »handelspraksis« i henhold til samme direktivs artikel 2, litra d).

D.      Begrebet »virksomheders handelspraksis over for forbrugerne« i henhold til artikel 2, litra d), i direktivet om urimelig handelspraksis

55.      Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk persons (som f.eks. sagsøgte i hovedsagens) virksomhed kan være omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om urimelig handelspraksis, skal det indledningsvis bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at nævnte direktivs artikel 2, litra d), ved at anvende en særligt bred formulering definerer »handelspraksis« som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne« (40).

56.      Med henblik på at fastslå, om den pågældende virksomhed udgør handelspraksis i henhold til nævnte artikel, skal det således efterprøves, om denne praksis for det første kan kvalificeres som erhvervsmæssig, dvs. hidrørende fra erhvervsdrivende, og for det andet har »direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne« (41).

57.      Det anføres i denne forbindelse, at kriteriet om erhvervsvirksomhed, hvis eksistens skal efterprøves, svarer til den tanke, som ligger til grund for den beskyttelse af forbrugerne, der er indført med EU-direktiverne om forbrugerbeskyttelse, nemlig at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau, og at der er en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugeren bl.a. på grund af ukendskab til reglerne ikke påberåber sig den retsregel, som har til formål at beskytte forbrugeren (42).

58.      På grundlag af den bedømmelse, jeg har foretaget i punkt 40-52 i dette forslag til afgørelse, er der intet, der tyder på, at samtidig offentliggørelse af otte annoncer om salg af forskellige produkter kan betragtes som en virksomhed, der henhører under begrebet »erhvervsdrivende« i henhold til artikel 2, litra d), i direktivet om urimelig handelspraksis og dermed, at køberen i den foreliggende sag befandt sig i en svagere stilling end sagsøgte i hovedsagen.

59.      Det tilkommer dog den forelæggende ret at udtale sig om dette spørgsmål i forbindelse med dens bedømmelse af, om en fysisk person som sagsøgte i hovedsagen er »erhvervsdrivende«, under hensyntagen til alle de kriterier, der er opstillet i punkt 51 og 52 i dette forslag til afgørelse.

V.      Forslag til afgørelse

60.      Henset til det ovenfor anførte foreslår jeg Domstolen, at den besvarer det af Administrativen sad – Varna (forvaltningsdomstolen i Varna, Bulgarien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Artikel 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (direktivet om urimelig handelspraksis) og artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF skal fortolkes således, at en fysisk person som sagsøgte i hovedsagen, der er registreret på en onlinesalgsplatform, ikke kan betragtes som »erhvervsdrivende«, når hun på dette websted samtidig offentliggør otte annoncer om salg af forskellige produkter.

Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at bedømme, om den pågældende henset til alle de øvrige omstændigheder i den foreliggende sag kan betegnes som »erhvervsdrivende« i henhold til de nævnte direktiver, og om den virksomhed, som hun udøver, udgør en »handelspraksis« i henhold til artikel 2, litra d), i direktiv 2005/29.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      Jf. »Statistiques sur l’économie et la société numériques – ménages et particuliers, Données extraites en février 2017« (tilgængelig på følgende internetside: http://ec.europa.eu/eurostat; jf. ligeledes http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=isoc_ec_ibuy&lang=en).


3 –      En onlineplatforms rolle består blot i at stille sit websted til rådighed for tredjeparter (erhvervsdrivende eller private), således at disse her kan udbyde deres produkter (nye eller brugte) eller tjenesteydelser.


4 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 11.5.2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (herefter »direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT 2005, L 149, s. 22).


5 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (herefter »direktivet om forbrugerrettigheder«) (EUT 2011, L 304, s. 64).


6 –      Det drejede sig om følgende produkter: en e-bogslæser med oplyst skærm i ubrugt stand, tre telefoner med den nyeste teknologi i brugt eller ubrugt stand, et trådløst opladersæt til telefon, en bil og tyrkiske kakler.


7 –      Det skal bemærkes, at den forelæggende ret ikke i sin afgørelse har præciseret, hvilke bestemmelser i direktivet der efter dens opfattelse finder anvendelse.


8 –      Jf. de senest afsagte domme af 7.9.2017, Neto de Sousa (C-506/16, EU:C:2017:642, præmis 23), og af 26.10.2017, Aqua Pro (C-407/16, EU:C:2017:817, præmis 26).


9 –      Det skal i denne forbindelse anføres, at ifølge Domstolens faste praksis følger det af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at en bestemmelse i EU-retten, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, der skal søges under hensyn til den generelle sammenhæng, hvori bestemmelsen anvendes, og de mål, der forfølges med den pågældende lovgivning. Jf. bl.a. dom af 3.10.2013, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:634, præmis 25).


10 –      Hvad navnlig angår den erhvervsdrivendes bemyndigede repræsentanter henviser direktivet om urimelig handelspraksis i artikel 2, litra b), til »enhver, der handler i en erhvervsdrivendes navn eller på en erhvervsdrivendes vegne«, mens der i direktivet om forbrugerrettigheder i artikel 2, nr. 2), henvises til »enhver […] person, […] der handler, herunder via en anden person, der optræder i dennes navn eller på dennes vegne […]«. Det skal i denne forbindelse anføres, at dette spørgsmål ikke opstår i forbindelse med direktivet om forbrugerrettigheder, eftersom direktivet i princippet finder anvendelse på aftaler, der allerede er indgået mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren (salgsaftale, aftale om tjenesteydelser, aftale vedrørende fjernsalg eller aftale uden for fast forretningssted). Det følger heraf, at problemet med kvalificering af en bemyndiget repræsentant, der handler på vegne af en erhvervsdrivendes eller i dennes navn, ikke længere kan eksistere.


11 –      Jf. dom af 25.4.2002, Kommissionen mod Frankrig (C-52/00, EU:C:2002:252, præmis 16), og af 14.7.2005, Lagardère Active Broadcast (C-192/04, EU:C:2005:475, præmis 46).


12 –      I artikel 2, litra c), i direktivet om urimelig handelspraksis defineres et »produkt« som »en vare eller tjenesteydelse, herunder fast ejendom, rettigheder og pligter«.


13 –      Direktivet om urimelig handelspraksis er baseret på artikel 95 EØF, nu artikel 114 TEUF.


14 –      Indholdet af de to direktivers artikel 1 er næsten identisk. Ud over forskellene vedrørende de emner, der er omfattet af deres respektive anvendelsesområder, bestemmer direktivet om urimelig handelspraksis, at dets formål er »at bidrage til et velfungerende indre marked og opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau […]«, mens direktivet om forbrugerrettigheder bestemmer, at dets formål er »ved at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau at bidrage til et velfungerende indre marked […]« (min fremhævelse).


15 –      Det skal anføres, at der i den franske udgave af direktivet om urimelig handelspraksis anvendes to forskellige begreber, når der henvises til den type harmonisering, der foretages, nemlig »harmonisation complète« (fuldstændig harmonisering) og »harmonisation totale« (fuld harmonisering) (14. og 15. betragtning til det nævnte direktiv). Det samme gælder den italienske udgave af direktivet, i hvilken der anvendes ordene »armonizzazione completa« (fuldstændig harmonisering) og »piena armonizzazione« (fuld harmonisering). Andre sprogudgaver af dette direktiv anvender imidlertid et enkelt begreb, navnlig den tyske udgave (»vollständige Angleichung«), den engelske (»full harmonisation«), den polske (»pełna harmonizacja«) og den spanske (»plena armonización«). Nogle forfattere har betragtet disse to typer harmonisering (fuld og fuldstændig) som synonymer, mens andre mener, at der skal sondres mellem dem. Den fuldstændige harmonisering af de nationale regler vedrører direktivernes materielle anvendelsesområde, mens fuld eller maksimal harmonisering henviser til medlemsstaternes skønsbeføjelser ved gennemførelsen af direktiverne i national ret. Jf. navnlig til fordel for en sådan sondring L. González Vaqué, »La directive 2005/29/CE relative aux pratiques commerciales déloyales: entre l’objectif d’une harmonisation totale et l’approche d’une harmonisation complète«, Revue de droit de l’Union européenne, 4/2005, s. 785-802, J. Rochfeld, »Les ambiguïtés des directives d’harmonisation totale. La nouvelle répartition des compétences communautaire et interne. À propos de l’arrêt de la CJCE du 4 juin 2009«, Dalloz, 2009, nr. 30, s. 2047, og C. Verdure, »L’harmonisation des pratiques commerciales déloyales dans le cadre de la directive 2005/29/CE sur les pratiques commerciales déloyales: premier bilan jurisprudentiel«, Cahiers de droit européen, 3-4, 2010, s. 311-336. Vedrørende den modsatte holdning jf. J. Stuyck, E. Terryn og T. Van Dyck, »Confidence through fairness? The new directive on unfair business-to-consumer commercial practices in the internal market«, Common Market Law Review, 2006, nr. 43, s. 107-152, især s. 115. Efter min opfattelse er denne sondring uden relevans for den foreliggende sag.


16 –      Ifølge nogle forfattere indebærer ethvert direktiv om fuldstændig eller udtømmende harmonisering nødvendigvis en fuld eller maksimal harmonisering, mens enhver fuld harmonisering ikke de facto indebærer en fuldstændig eller udtømmende harmonisering. Jf. navnlig Rådets direktiv 85/374/EØF af 25.7.1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar (EFT 1985, L 210, s. 29). Jf. i denne retning dom af 4.6.2009, Moteurs Leroy Somer (C-285/08, EU:C:2009:351, præmis 25): »Det bemærkes således, at selv om direktiv 85/374 har til formål inden for sit anvendelsesområde at gennemføre en totalharmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, har det derimod ikke, som det også fremgår af direktivets 18. betragtning, til formål på en udtømmende måde at harmonisere produktansvarsreglerne uden for det nævnte område.« (min fremhævelse). Jf. ligeledes J. Rochfeld, op.cit., s. 2047, punkt 11, og C. Verdure, op.cit., s. 326.


17 –      I litteraturen betragtes den fuldstændige harmonisering i dette direktiv som vellykket, »[…] eftersom bestemmelserne om opretholdelse af ikke harmoniserede nationale bestemmelser om handelspraksis har karakter af en undtagelse (og en overgangsordning), og anvendelsen af dem endvidere er underlagt strenge krav«, jf. L. González Vaqué, op.cit., s. 802.


18 –      Jf. artikel 1 i og 11., 12. og 23. betragtning til direktivet om urimelig handelspraksis. Jf. ligeledes dom af 3.10.2013, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:634, præmis 34), og af 9.11.2010, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag (C-540/08, EU:C:2010:660, præmis 27). Jf. ligeledes mit forslag til afgørelse Abcur (C-544/13 og C-545/13, EU:C:2015:136, punkt 59).


19 –      Jf. generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse VTB-VAB og Galatea (C-261/07 og C-299/07, EU:C:2008:581, punkt 48): »[…] Dette mål skal i henhold til femte betragtning til direktivet nås gennem en harmonisering af lovgivningen om rimelig handelspraksis i [Unionens] medlemsstater med henblik på at fjerne hindringer på det indre marked. Formålet er derfor en fuldstændig harmonisering af dette område på fællesskabsplan«. Jf. ligeledes F. Henning-Bodewig, »Die Richtlinie 2005/29/EG über unlautere Geschäftspraktiken«, Gewerblicher Rechtsschutz und Urheberrecht Internationaler Teil, 2005, bind 8/9, s. 629.


20 –      Navnlig bestemmer dette direktivs artikel 3, stk. 5, at »[i] en periode på seks år efter den 12.6.2007 kan medlemsstaterne på det område, hvor der med dette direktiv sker en tilnærmelse, [på visse betingelser] fortsætte med at anvende nationale bestemmelser, som er mere restriktive eller præskriptive end dette direktiv, og som implementerer direktiver med bestemmelser om minimumsharmonisering«. Med samme artikels stk. 6 indføres der et supplerende krav, nemlig, at »[m]edlemsstaterne […] omgående [skal] underrette Kommissionen om anvendelse af nationale bestemmelser på grundlag af stk. 5«.


21 –      Jf. dom af 23.4.2009, VTB-VAB og Galatea (C-261/07 og C-299/07, EU:C:2009:244, præmis 52). Jf. også dom af 9.11.2010, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag (C-540/08, EU:C:2010:660). Jf. generaladvokat Trstenjaks forslag til afgørelse VTB-VAB og Galatea (C-261/07 og C-299/07, EU:C:2008:581, punkt 74): »[…] direktiv 2005/29 [tager] sigte på en fuldstændig harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om urimelig handelspraksis. […] [Der] tilstræbes […] endvidere ikke kun en minimumsharmonisering, men en maksimal tilnærmelse af de nationale bestemmelser, som, bortset fra visse undtagelser, afskærer medlemsstaterne fra at opretholde eller indføre strengere bestemmelser. Begge dele fremgår af en fortolkning af såvel betragtningerne til som de generelle bestemmelser i dette direktiv«.


22 –      Jf. artikel 1 i direktivet om forbrugerrettigheder.


23 –      Ifølge femte og syvende betragtning til direktivet om forbrugerrettigheder vil denne »fuldstændige« harmonisering bidrage til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og til at sikre et velfungerende indre marked for så vidt angår forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere, ligesom den skulle øge retssikkerheden betydeligt for såvel forbrugerne som de erhvervsdrivende.


24 –      Jf. navnlig artikel 3, stk. 4, i direktivet om forbrugerrettigheder.


25 –      Dom af 3.10.2013, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:634, præmis 32). Jf. ligeledes generaladvokat Bots forslag til afgørelse Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:450, punkt 39).


26 –      Dom af 3.10.2013, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:634, præmis 33).


27 –      Dom af 3.10.2013, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:634, præmis 35). Med hensyn til målet om at opnå et fælles højt forbrugerbeskyttelsesniveau gennem en fuldstændig harmonisering af reglerne om urimelig handelspraksis, jf. ligeledes dommens præmis 34 og punkt 34 i dette forslag til afgørelse.


28 –      Dom af 3.10.2013, Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:634, præmis 36).


29 –      C-59/12, EU:C:2013:450, punkt 37: »[…] begrebet erhvervsdrivende [skal] dermed forstås som omfattende en fysisk eller juridisk person, som – uanset om personen er privatretlig eller offentligretlig – handler i forbindelse med en handelsmæssig virksomhed i den pågældende sammenhæng«.


30 –      Generaladvokat Bots forslag til afgørelse Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:450, punkt 41 og 42).


31 –      Jf. i denne retning generaladvokat Bots forslag til afgørelse Zentrale zur Bekämpfung unlauteren Wettbewerbs (C-59/12, EU:C:2013:450, punkt 40).


32 –      Den omstændighed, at salget sker med vinding for øje, er et vigtigt aspekt, men er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at konkludere, at en fysisk person er en erhvervsdrivende. Værdien af visse produkter kan således stige over tid, som det er tilfældet med smykker eller kunstværker.


33 –      I princippet er salg af otte produkter ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at der er tale om et erhvervsmæssigt salg, mens salg af otte produkter om ugen i flere måneder vil kunne være et indicium for, at personen er omfattet af begrebet »erhvervsdrivende«. Hyppigt udbud af et betydeligt antal produkter af en vis værdi eller af samme type kan normalt anses for at være omfattet af begrebet »erhvervsdrivende«. Antallet af evalueringer foretaget af køberne, såfremt onlinesalgsplatformen har et sådant system, kan tages i betragtning ved bedømmelsen af hyppigheden af onlinesalget.


34 –      Det skal navnlig afgøres, om sælgeren ejer en forretning, der sælger varer eller tjenesteydelser, der ligner dem, der er genstand for salget til private på det pågældende websted. Dette gælder f.eks. en urmager, der sælger sine varer både på en onlinesalgsplatform og i sin urmagerforretning.


35 –      I Frankrig bl.a. har skatteforvaltningen udstedt direktiver om beskatning af indtægter fra salg på onlinesalgsplatforme, der fastsætter en række kriterier med henblik på at sondre mellem enkeltstående transaktioner og regelmæssige transaktioner, der er underlagt forskellige skatteordninger(jf. navnlig https://www.economie.gouv.fr/particuliers/vente-biens-declarer-revenus).


36 –      Jf. punkt 43 og 44 i dette forslag til afgørelse. I nogle tilfælde betaler en handlende en »influencer« for køb af den handlendes produkter, der foretages via »influencerens« websted. Ordet »influencer« defineres som »en person, der har stor indflydelse på beslutningstagerne eller den offentlige mening«. Jf. Robert illustré, 2018-udgaven. En mere fuldstændig definition findes på den franske udgave af Wikipedia, der er en meget relevant kilde i spørgsmål om internettet: »Un influenceur est toute personne active sur les réseaux sociaux qui, par son statut, sa position ou son exposition médiatique, est capable d’influencer les habitudes de consommation. Les influenceurs sont sollicités par les marques, les entreprises afin d’améliorer leur communication ainsi que dans le cadre d’actions publicitaires. Les influenceurs travaillent majoritairement sur les réseaux sociaux influençant de nombreux »followers« à travers leur compte Instagram ou encore leur chaine YouTube. Ils ont un rôle d’intermédiaire entre les entreprises et leurs potentiels client (En influencer er en person, der er aktiv på de sociale medier, og som på grund af sin stilling eller medieeksponering kan påvirke forbrugsvanerne. Influencers benyttes af mærkevareproducenter og virksomheder til at forbedre deres kommunikation og i forbindelse med reklamefremstød. Influencers arbejder hovedsageligt på de sociale medier og påvirker talrige »followers« via deres Instagramkonto eller YouTube-kanal. De fungerer som mellemled mellem virksomhederne og deres potentielle kunder).«


37 –      Dette gælder navnlig en fysisk person, der sælger forskellige produkter fra sin privatadresse på en onlinesalgsplatform til en pris, der gør det muligt for denne at opnå et overskud.


38 –      Jf. Kommissionens vejledning om urimelig handelspraksis (tilgængelig på følgende internetadresse: https://webgate.ec.europa.eu/ucp/public/index.cfm?event=public.guidance.show).


39 –      Den tyske regering mener navnlig, at udbuddet af tjenesteydelser med vinding for øje er et centralt aspekt, der gør det muligt at kvalificere en erhvervsvirksomhed ikke blot i forbindelse med den nationale lovgivning til gennemførelse af direktivet om urimelig handelspraksis, men ligeledes generelt i forbindelse med Handelsgesetzbuch (handelsloven).


40 –      Dom af 23.4.2009, VTB-VAB og Galatea (C-261/07 og C-299/07, EU:C:2009:244, præmis 49), af 14.1.2010, Plus Warenhandelsgesellschaft (C-304/08, EU:C:2010:12, præmis 36), af 9.11.2010, Mediaprint Zeitungs- und Zeitschriftenverlag (C-540/08, EU:C:2010:660, præmis 17), og af 19.9.2013, CHS Tour Services (C-435/11, EU:C:2013:574, præmis 27).


41 –      Jf. i denne retning dom af 17.10.2013, RLvS (C-391/12, EU:C:2013:669, præmis 37).


42 –      Jf. punkt 46 i dette forslag til afgørelse. Jf. i denne retning i forbindelse med Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29) dom af 26.10.2006, Mostaza Claro (C-168/05, EU:C:2006:675, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), i forbindelse med Rådets direktiv 87/102/EØF af 22.12.1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1987, L 42, s. 48) dom af 4.10.2007, Rampion og Godard (C-429/05, EU:C:2007:575, præmis 65), og i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25.5.1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed (EFT 1999, L 171, s. 12) dom af 4.6.2015, Faber (C-497/13, EU:C:2015:357, præmis 42).