Language of document :

Sag anlagt den 3. november 2009 - Azienda Agricola Bracesco mod Kommissionen

(Sag T-440/09)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Azienda Agricola Bracesco Srl (Orgiano, Italien) (ved avvocato F. Tosello, avvocato S. Rizzioli og avocat C. Pauly)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

I henhold til EF-traktatens artikel 235 og artikel 288, stk. 2, tilpligtes Kommissionen at betale skadeserstatning svarende til 335 000 EUR til Azienda Agricola Bracesco Srl under konkurs, eller et andet af denne sag følgende og i øvrigt rimeligt beløb samt lovpligtige renter af det skyldige beløb.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Denne sag om skadeserstatning som følge af Fællesskabets ansvar uden for kontraktforhold vedrører de fællesskabsretlige foranstaltninger i bekæmpelsen af fugleinfluenza.

Det gøres i den forbindelse gældende, at Kommissionen, efter at det europæiske fjerkræsmarked blev påvirket af prisfaldet som følge af forbrugernes lavere efterspørgsel i forbindelse med spredningen af fugleinfluenza, besluttede at gribe ind ved forordning nr. 1010/2006 1, som fastsætter støtteforanstaltninger til fordel for fjerkræavlerne.

På trods af at begrebet fjerkræ i fællesskabslovgivningen vedrørende sundhedspolitikken ligeledes omfatter vagtler, blev fjerkræavlere, der virker inden for avl og slagtning af denne art, imidlertid ubegrundet udelukket fra støttemodtagerne.

Sagsøgeren Azienda Agricola Bracesco Srl under konkurs, har anført at have lidt et uberettiget tab som følge af Kommissionens adfærd, der omfatter en grov og åbenbar tilsidesættelse af et af de grundlæggende principper i Fællesskabets retsorden, nemlig princippet om forbud mod forskelsbehandling.

____________

1 - Kommissionens forordning (EF) nr. 1010/2006 af 3.7.2006 om visse undtagelsesforanstaltninger til støtte for markedet for æg og fjerkræ i visse medlemsstater (EUT L 180, s. 3).