Language of document :

Sag anlagt den 16. april 2007 - Scientific and Technological Committee m.fl. mod Potocnik m.fl., medlemmer af Kommissionen

(Sag T-125/07)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøgere: Scientific and Technological Committee of AGH University of Science and Technology m.fl. (Kraków, Den Polske Republik) (ved advokat A. Żuraniewski)

Sagsøgte: J. Potocnik, S. Dimas og A. Piebalgs, medlemmer af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Det fastslås, at Den Europæiske Unions kommissærer J. Potocnik, S. Dimas og A. Piebalgs har gjort sig skyldig i en strafbar undladelse, idet de ikke taget øjeblikkelige skridt til beskyttelse af EU-befolkningens liv ved modtagelsen af tre skrivelser, hvormed de blev gjort bekendt med de farer, der er forbundet med teknologien til lagring af CO2 i underjordiske lagre, og herved har de fremkaldt en fortsat bestående fare for EU-befolkningens liv og en økologisk katastrofe.

Det fastslås, at det er nødvendigt at gennemføre de foreslåede undersøgelser.

Det pålægges sagsøgte fuldt ud at finansiere disse undersøgelser, som ikke har kommerciel karakter, men skal beskytte EU-befolkningens liv.

Det pålægges sagsøgte at forordne, at yderligere nedpumpning af CO2 til underjordiske lagre indstilles inden for EU, indtil de foreslåede undersøgelser er blevet gennemført.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at det fastslås, at medlemmerne af Europa-Kommissionen har gjort sig skyldig i en undladelse, idet de ikke - efter at sagsøgerne havde informeret dem om farerne for menneskers sundhed og miljøet som følge af "beholderløs" lagring af kuldioxid i underjordiske lagre - traf passende foranstaltninger med henblik på fjernelse af de negative virkninger af anvendelsen af sådan teknologi. Sagsøgerne har anført, at de sagsøgte medlemmer af Kommissionen ikke tog stilling til de problemer, som blev omtalt i den til sagsøgte rettede klage, efter at være blevet opfordret til at træffe at træffe passende foranstaltninger og at gennemføre de af sagsøgerne foreslåede undersøgelser af virkningerne af lagring af kuldioxid på jordens overflade. Sagsøgerne har fremhævet, at en sådan passivitet tilsidesætter Den Europæiske Unions retsorden og er i strid med en kommissærs forpligtelser.

____________