Language of document :

Sag anlagt den 13. december 2013 – AENM mod Parlamentet

(Sag T-678/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alliancen af Europæiske Nationale Bevægelser (AENM) (Matzenheim, Frankrig) (ved advokat J.-P. Le Moigne)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Afgørelse nr. 110655 af 14. oktober 2013, hvorved det endelige tilskud fra Europa-Parlamentet til Alliancen af Europæiske Nationale Bevægelser herved er blevet fastsat til et beløb på 186 292,12 EUR for 2012, og hvori det følgelig fastslås, at Alliancen af Europæiske Nationale Bevægelser skal tilbagebetale 45 476,00 EUR, henset til at et beløb på 231 412,80 EUR allerede er blevet tildelt den sagsøgende forening, annulleres.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger og i den forbindelse betale Alliancen af Europæiske Nationale Bevægelser et beløb på 20 000 EUR.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.

Det første anbringende vedrører manglende kompetence hos ophavsmanden til retsakten, idet den person, der har underskrevet den, ikke havde beføjelse til at træffe afgørelse om, underskrive og meddele den anfægtede afgørelse.

Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, idet Parlamentet ikke har givet sagsøgeren lejlighed til at afgive bemærkninger til de konstaterede ulovligheder.

Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af en retsforskrift, for så vidt som:

støtte i form af naturalier er en lovlig finansieringsmetode

sagsøgeren er blevet udsat for forskelsbehandling i sit budget i forhold til andre europæiske politiske partier

retten til at blive hørt inden fastsættelse af en individuel foranstaltning til ugunst for den pågældende ikke er blevet overholdt.

Det fjerde anbringende vedrører magtfordrejning, idet Parlamentet har anvendt økonomiske byrder med henblik på at begrænse et politisk partis aktionsmuligheder, med hvem et vist antal af Parlamentets medlemmer ikke deler politisk opfattelse.