RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM
(Anden Afdeling)
23. oktober 2012
Sag F-44/05 RENV
Guido Strack
mod
Europa-Kommissionen
»Personalesag – tjenestemænd – hjemvisning til Personaleretten efter ophævelse – ophævelse af immunitet for de ansatte ved en institution for så vidt angår mundtlige og skriftlige ytringer i forbindelse med en retssag – udnævnelse til en stilling som kontorchef – afslag på ansøgning – annullationssøgsmål – fravalgt ansøgers søgsmålsinteresse – retskraft – procedurefejl – interesseafvejning – erstatningssøgsmål – ikke-økonomisk skade lidt som følge af en fejl«
Angående: Hjemvisning til Personaleretten af en sag, der oprindeligt var anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, ved dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 9. december 2010, Kommissionen mod Strack (sag T-526/08 P, herefter »hjemvisningsdommen«), som delvis ophævede Personalerettens dom af 25. september 2008, Strack mod Kommissionen (sag F-44/05, herefter »dommen i sagen Strack mod Kommissionen«), hvorved der blev truffet afgørelse om den af Guido Strack nedlagte påstand om annullation af afgørelsen truffet af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer vedrørende afslag på dennes ansøgning til stillingen som chef for kontoret »Udbud og Kontrakter« (A5/A4) i den nævnte institution (herefter »den omtvistede stilling«), og om en påstand om at tilpligte Kommissionen at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der angiveligt var lidt.
Udfald: Påstanden om ophævelse af immuniteten afvises. Påstanden om erstatning forkastes. Afgørelsen om udnævnelse af A og Kommissionens afgørelse om afslag på sagsøgerens ansøgning om stillingen annulleres. I øvrigt frifindes Kommissionen. Kommissionen bærer sine egne omkostninger i sag F-44/05, Strack mod Kommissionen, sag T-526/08 P, Kommissionen mod Strack, og sag F-44/05 RENV, Strack mod Kommissionen, samt betaler de omkostninger, der er afholdt af Guido Strack i disse sager.
Sammendrag
1. Tjenestemandssager – Personalerettens kompetence – påstand om ophævelse af partsrepræsentanters immunitet – påstand, der ikke er nedlagt af en retsinstans eller en kompetent national myndighed – afvisning
(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 11 og 47; statutten for Domstolen, art. 19, stk. 5; Personalerettens procesreglement, art. 30)
2. Tjenestemandssager – forudgående administrativ procedure – forløb – frister
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemandssager – retlig interesse – annullationssøgsmål anlagt af tredjemand til prøvelse af udnævnelsen af en tjenestemand eller en ansat – formaliteten – annullation udtryk for en uforholdsmæssig sanktion – ingen betydning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91))
4. Tjenestemandssager – anbringende vedrørende en procedurefejl – anbringende ikke relevant, når det ikke er muligt at træffe en anden afgørelse i en almindelig procedure
5. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en afgørelse om udnævnelse til en ledig stilling – muligheden for, at en annullation udgør en uforholdsmæssig sanktion – bedømmelseskriterier – afvejning af interesser – muligheden for ex officio at pålægge den sagsøgte institution at betale erstatning, i tilfælde af at udvælgelsesproceduren ikke erklæres ugyldig
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
6. Tjenestemænd – ansættelse – administrationens forpligtelse til at besætte en ledig stilling – foreligger ikke – undtagelse
7. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af en afgørelse om udnævnelse – berettiget forventning hos en tjenestemand, der er udnævnt efter en mangelfuld udvælgelsesprocedure – foreligger ikke
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
8. Tjenestemandssager – erstatningssøgsmål – annullation af den anfægtede ulovlige retsakt – passende erstatning for en ikke-økonomisk skade – grænser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. For så vidt angår en påstand om ophævelse af en partsrepræsentants immunitet i henhold til artikel 30 i Personalerettens procesreglement fremgår det ikke udtrykkeligt af nævnte bestemmelse, at en part kan nedlægge påstand om ophævelse af en partsrepræsentants immunitet. Henset til, at den i procesreglementets artikel 30 fastsatte immunitet har til formål at beskytte partsrepræsentanter mod eventuel strafferetlig forfølgning, og henset til bestemmelsens ratio legis, finder Personaleretten, at den kun har pligt til at tage stilling til en påstand om ophævelse af immunitet, når en sådan påstand nedlægges af en retsinstans eller en kompetent national myndighed. Personaleretten kan derfor ikke tiltræde en påstand om ophævelse af immunitet, der er nedlagt af den ene part, idet en sådan påstand ikke henhører under Personalerettens kompetence.
Nævnte artikel 30 skal nemlig fortolkes i lyset af artikel 19, femte afsnit, i statutten for Domstolen, der udgør retsgrundlaget for denne. Der skal endvidere ved fortolkningen af denne bestemmelse tages hensyn til den omstændighed, at partsrepræsentanternes immunitet afspejler den ytringsfrihed, der tilkommer en advokat i henhold til artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 10 i den europæiske konvention om menneskerettigheder. Selv om det er korrekt, at sagen for Personaleretten ikke er en straffesag, forholder det sig ikke desto mindre således, at den nævnte konventions artikel 10 generelt beskytter advokaters ytringsfrihed og i praksis bidrager til at sikre retten til en retfærdig rettergang. Endelig skal der ved fortolkningen af procesreglementets artikel 30 tages hensyn til chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, der har til formål at garantere den grundlæggende ret til adgang til effektive retsmidler for en domstol, herunder muligheden for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret.
(jf. præmis 73-76 og 79)
Henvisning til:
Domstolen: 22. december 2010, sag C-279/09, DEB Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaft mbH, præmis 45 og 46
2. Den forudgående administrative procedure kan i princippet ikke vare uforholdsmæssigt længe, idet en sådan procedure på grund af de forskellige frister, der er fastsat i vedtægtens artikel 90 og 91, ikke kan overskride 14 måneder og ti dage, når den indledes ved en ansøgning, og ti måneder og ti dage, når den indledes ved en klage.
(jf. præmis 90)
3. En påstand om annullation af en afgørelse om at udnævne en tjenestemand eller en ansat, der er nedlagt af en tredjepart, som denne afgørelse ikke er rettet til, kan antages til realitetsbehandling.
Ganske vist gælder, at når den retsakt, der skal annulleres, indebærer en fordel for en tjenestemand eller en ansat, hvilket er tilfældet, når der er tale om afgørelser om udnævnelse, tilkommer det Unionens retsinstanser at undersøge, om annullationen udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den begåede fejl, men denne forpligtelse, som påhviler Unionens retsinstanser, har ikke betydning for den søgsmålsinteresse, der tilkommer en tredjemand, som afgørelsen ikke er rettet til, og som har nedlagt annullationspåstand.
For det første kan den prøvelse, som retsinstansen foretager af spørgsmålet om, hvorvidt annullation udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den begåede fejl, først foretages, når der er foretaget en undersøgelse af lovligheden af den anfægtede afgørelse, idet den nævnte undersøgelse bl.a. skal tage hensyn til den konstaterede fejls grovhed.
For det andet kan en sagsøger, selv i de tilfælde, hvor annullation af en afgørelse udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den konstaterede fejl, opnå en fordel ved at nedlægge påstand om annullation af denne afgørelse, idet den omstændighed, at annullation af en afgørelse, der er behæftet med en uregelmæssighed, udgør en uforholdsmæssig sanktion, ikke udelukker, at Unionens retsinstanser kan tage påstanden til følge, men overlade det til administrationen at finde en rimelig løsning på tvisten, eller endog ex officio tilkende sagsøgeren erstatning for den begåede fejl.
(jf. præmis 105-108)
Henvisning til:
Domstolen: 23. januar 1975, sag 29/74, de Dapper mod Parlamentet, præmis 16; 5. juni 1980, sag 24/79, Oberthür mod Kommissionen, præmis 13 og 14; 6. juli 1993, sag C-242/90 P, Kommissionen mod Albani m.fl., præmis 13
Retten i Første Instans: 10. juli 1992, sag T-68/91, Barbi mod Kommissionen, præmis 36; 20. juli 2001, sag T-351/99, Brumter mod Kommissionen, præmis 97; 14. november 2006, sag T-494/04, Neirinck mod Kommissionen, præmis 66 og 67
Personaleretten: 22. oktober 2008, sag F-46/07, Tzirani mod Kommissionen, præmis 38; 5. maj 2010, sag F-53/08, Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 90; 29. september 2010, sag F-5/08, Brune mod Kommissionen, præmis 18
4. For at en procedurefejl kan føre til annullation af en afgørelse truffet af administrationen, er det nødvendigt, at proceduren uden denne fejl ville have ført til et andet resultat. Det er derimod ikke et krav, at sagsøgeren skal godtgøre, at retsakten nødvendigvis ville have ført til et andet resultat, hvis den ikke havde været behæftet med den pågældende procedurefejl, idet det, for at eksistensen af en formel retlig fejl kan medføre annullation af den berørte retsakt, er tilstrækkeligt, at det ikke fuldstændig kan udelukkes, at administrationen kan træffe en anden afgørelse.
(jf. præmis 114)
Henvisning til:
Domstolen: 21. marts 1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, præmis 48
Personaleretten: 13. september 2011, sag F-4/10, Nastvogel mod Rådet, præmis 94
5. Når den retsakt, der skal annulleres, indebærer en fordel for en tjenestemand eller en ansat, hvilket er tilfældet med en afgørelse om udnævnelse til en ledig stilling, tilkommer det Unionens retsinstanser først at undersøge, om annullation udgør en sanktion, der ikke står i et rimeligt forhold til den begåede fejl.
I denne henseende er de konsekvenser, som Unionens retsinstanser drager af, at der er truffet ikke-forskriftsmæssige afgørelser i forbindelse med en udvælgelsesprøve, ikke de samme for afgørelser, der træffes efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve, der har til formål at opstille en reserveliste, og afgørelser, der træffes efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve, der har til formål at besætte en bestemt stilling ved udnævnelse. Når der er tale om en udvælgelsesprøve, der har til formål at opstille en reserveliste, udgør annullation af samtlige de individuelle afgørelser, hvorved navnet på hver enkelt af de udvalgte ansøgere opføres på den nævnte liste, nemlig principielt en for vidtgående sanktion. Hvad angår de afgørelser, der træffes efter afholdelsen af en intern udvælgelsesprøve, der har til formål at besætte en bestemt stilling, foretager Unionens retsinstanser en prøvelse i hvert enkelt tilfælde, i hvilken forbindelse der tages hensyn til arten af den pågældende uregelmæssighed og foretages en interesseafvejning.
Hvad angår en procedurefejl inden for rammerne af en intern udvælgelsesprøve, der har til formål at besætte en bestemt stilling, undersøger Unionens retsinstanser, om den nævnte fejl udelukkende har påvirket gennemgangen af sagsøgerens ansøgning, eller om den har påvirket gennemgangen af samtlige ansøgninger. I det første tilfælde kan procedurefejlen ikke begrunde, at afgørelsen om at udnævne den udvalgte ansøger annulleres. I det andet tilfælde foretager Unionens retsinstanser en afvejning af de involverede interesser, der skal vurderes på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt.
Unionens retsinstanser tager i denne henseende først hensyn til sagsøgerens interesse i, at der gennemføres en udvælgelsesprocedure, der ikke er behæftet med fejl, og dernæst til interessen hos den tjenestemand, der udnævnes efter afholdelsen af en mangelfuld procedure, og til den omstændighed, at den udnævnte tjenestemand i god tro kunne gå ud fra, at den afgørelse, hvorved han blev udnævnt, var lovlig. Endelig bedømmer Unionens retsinstanser tjenestens interesse, dvs. bl.a. overholdelse af lovligheden, de budgetmæssige følger af en annullation af den ulovlige afgørelse, de eventuelle vanskeligheder ved opfyldelsen af afgørelsen, den eventuelle skadelige indvirkning på tjenestens kontinuitet samt risikoen for forringelser af arbejdsklimaet i institutionen.
(jf. præmis 116-119)
Henvisning til:
Personaleretten: Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 82, 83, 85 og 87-89 og den deri nævnte retspraksis
6. Selv om ansættelsesmyndigheden ikke er forpligtet til at rette sig efter en udvælgelsesprocedure, kan denne kun træffe en sådan beslutning, når der foreligger objektive og tilstrækkelige grunde, der ikke var kendte på det tidspunkt, da ansættelsesmyndigheden iværksatte den nævnte procedure.
(jf. præmis 122)
Henvisning til:
Personaleretten: 14. april 2011, sag F-113/07, Šimonis mod Kommissionen, præmis 90
7. En tjenestemand, der er udnævnt efter afholdelsen af en mangelfuld udvælgelsesprocedure, kan ikke påberåbe sig at have en berettiget forventning om, at hans udnævnelse vil blive opretholdt, heller ikke selv om der er gået mere end otte år fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om den pågældende udnævnelse blev truffet, når denne afgørelse blev anfægtet inden for søgsmålsfristen. Den pågældende tjenestemand må nemlig under disse omstændigheder være vidende om, at hans udnævnelse kun ville kunne anses for endelig, såfremt den afviste ansøger ikke får medhold i sit søgsmål.
(jf. præmis 123)
Henvisning til:
Personaleretten: Bouillez m.fl. mod Rådet, præmis 88
8. Annullation af en retsakt, der er udfærdiget af administrationen, og som anfægtes af en tjenestemand, kan i sig selv udgøre en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for enhver ikke-økonomisk skade, som denne tjenestemand har lidt, medmindre tjenestemanden kan godtgøre at have lidt en ikke-økonomisk skade, der kan adskilles fra den uregelmæssighed, som ligger til grund for annullationen, og som ikke fuldstændigt kan godtgøres ved annullationen. Det er for det første tilfældet, når den annullerede retsakt indeholder en udtrykkelig negativ vurdering af sagsøgerens kompetencer, som kan være krænkende for ham, for det andet, når den begåede uregelmæssighed er særlig alvorlig, og for det tredje, når annullationen mister sin effektive virkning, og den dermed ikke i sig selv kan udgøre en passende og tilstrækkelig erstatning for enhver ikke-økonomisk skade, som den anfægtede retsakt har forvoldt.
(jf. præmis 128)
Henvisning til:
Personaleretten: 12. maj 2011, sag F-66/10, AQ mod Kommissionen, præmis 105, 107 og 109