Language of document :

Sag anlagt den 25. april 2006 - British Nuclear Group Sellafield mod Kommissionen

(Sag T-121/06)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: British Nuclear Group Sellafield Limited (Sellafield, Det Forenede Kongerige) (ved sollicitors J. Percival, A. Renshaw, J. Isted og G. Bushell samt barrister R. Plender)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres.

Subsidiært annulleres foranstaltningerne i den anfægtede beslutnings artikel 2, 3 og 4.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Domstolen træffer andre passende foranstaltninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren anfægter Kommissionens beslutning af 15. februar 2006 om en procedure i henhold til Euratom-traktatens artikel 83 (BNG Sellafield Limited). Med den anfægtede beslutning udstedte Kommissionen en advarsel i henhold til artikel 83, stk. l, litra a) EA. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren tilsidesat visse bestemmelser i Euratom-traktaten og i forordning nr. 302/2005 1, der vedrører sagsøgerens særlige rapporteringspligt samt bestemmelserne om adgang til visse anlæg. I overensstemmelse hermed har Kommissionen anmodet sagsøgeren om at gennemføre visse foranstaltninger inden for de i den anfægtede beslutning fastsatte frister.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand for det første anført, at Kommissionen ikke har kompetence til at træffe den anfægtede beslutning eller de for sagsøgeren bebyrdende foranstaltninger. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke hjemmel til at træffe de bebyrdende foranstaltninger, herunder de foranstaltninger, der vedrører principper for kvalitetssikring og regnskabs- og kontrolstandarder for nukleart materiale, som ligger uden for rammerne af de eksisterende sikkerhedsbestemmelser.

Sagsøgeren har også anført, at Kommissionen har tilsidesat subsidiaritetsprincippet, da de bebyrdende foranstaltninger griber ind i de pågældende nationale myndigheders kompetence.

Ifølge sagsøgeren tager den anfægtede beslutning desuden helt eller delvis udgangspunkt i sikkerhedshensyn snarere end i beskyttelseshensyn, hvorfor artikel 83 EA ikke vil være den rette hjemmel for at træffe den anfægtede beslutning.

Sagsøgeren har for det andet anført, at Kommissionen har tilsidesat grundlæggende formforskrifter, da den ikke iværksatte en tilstrækkelig og korrekt procedure i henhold til artikel 83 EA. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ikke underrettede den om sine indsigelser, ikke tilbød en høring, og har tilsidesat sagsøgerens kontradiktionsret.

For det tredje har sagsøgeren påberåbt sig, at Kommissionen, da den konstaterede, at sagsøgeren havde tilsidesat sin beskyttelsesforpligtelse, selv tilsidesatte Euratom-traktaten og bestemmelser vedrørende denne traktats anvendelse ved at anlægge et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesætte retssikkerhedsprincippet.

For det fjerde har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens kontradiktionsret og ret til at blive hørt, idet den ikke efterkom sin pligt til at underrette sagsøgeren om, hvad den iværksatte sanktion i det væsentlige drejede sig om, i så god tid at sagsøgeren havde mulighed for at fremsætte bemærkninger, før den anfægtede beslutning blev truffet.

____________

1 - Kommissionens forordning (Euratom) nr. 302/2005 af 8.2.2005 om anvendelse af sikkerhedskontrol inden for Euratom (EUT L 54, s. 1).