RETTENS DOM (Femte Afdeling)
9. september 2010 (*)
»Dumping – import af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Indien – misligholdelse at et tilsagn – proportionalitetsprincippet – artikel 8, stk. 1, 7 og 9, i forordning (EF) nr. 384/96 [nu artikel 8, stk. 1, 7 og 9, i forordning (EF) nr. 1225/2009]«
I sag T-119/06,
Usha Martin Ltd, Kolkata (Indien), ved avocat K. Adamantopoulos, solicitor J. Branton og avocats V. Akritidis og Y. Melin,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix og B. Driessen, som befuldmægtigede, bistået af avocat G. Berrisch,
og
Europa-Kommissionen ved P. Stancanelli og T. Scharf, som befuldmægtigede,
sagsøgte,
angående en påstand om annullation dels af Kommissionens afgørelse 2006/38/EF af 22. december 2005 om ændring af afgørelse 1999/572/EF om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Indien (EUT 2006 L 22, s. 54), dels af Rådets forordning (EF) nr. 121/2006 af 23. januar 2006 om ændring af forordning (EF) nr. 1858/2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Indien (EUT L 22, s. 1),
har
RETTEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M. Vilaras, og dommerne M. Prek og V.M. Ciucă (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig K. Pocheć,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 25. marts 2010,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Grundbestemmelserne om antidumping udgøres af Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), som ændret (herefter »grundforordningen«) (erstattet af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30.11.2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, berigtigelse EUT 2010 L 7, s. 22)). Artikel 8, stk. 1, 7 og 9, i grundforordningen (nu artikel 8, stk. 1, 7 og 9, i forordning nr. 1225/2009) har følgende ordlyd:
»1. Såfremt der er truffet en foreløbig positiv afgørelse om, at der finder dumping sted og forvoldes skade som følge heraf, kan Kommissionen godtage tilfredsstillende frivillige tilsagn fra en eksportør om at ændre sine priser eller om at indstille udførslen til dumpingpriser, hvis det, efter at der har fundet en særlig høring af det rådgivende udvalg sted, findes godtgjort, at dumpingimportens skadelige virkninger dermed bringes til ophør. I sådanne tilfælde og så længe tilsagnene gælder, finder en midlertidig told, der er indført af Kommissionen i henhold til artikel 7, stk. 1, eller eventuelt en endelig told, der er indført af Rådet i henhold til artikel 9, stk. 4, ikke anvendelse på den relevante indførsel af den pågældende vare, som er fremstillet af de selskaber, der henvises til i Kommissionens afgørelse om godtagelse af tilsagn med efterfølgende ændringer. Prisforhøjelser i medfør af sådanne tilsagn må ikke være større end nødvendigt for at udligne dumpingmargenen, og de bør være lavere end dumpingmargenen, hvis sådanne forhøjelser vil være tilstrækkelige til at afhjælpe den skade, der er påført den pågældende erhvervsgren i Fællesskabet.
[…]
7. Kommissionen kræver, at en eksportør, hvis tilsagn er blevet godtaget, regelmæssigt indgiver oplysninger vedrørende opfyldelsen af et sådant tilsagn og tillader, at relevante data efterprøves. Opfyldes disse krav ikke, anses det for misligholdelse at tilsagnet.
[…]
9. Hvis en part i et tilsagn misligholder tilsagnet eller trækker det tilbage, eller hvis Kommissionen trækker godtagelsen af tilsagnet tilbage, tilbagetrækkes godtagelsen af tilsagnet, efter at der har fundet konsultationer sted, ved en afgørelse truffet af Kommissionen eller i påkommende tilfælde ved en forordning udstedt af Kommissionen, og den midlertidige told, der er indført af Kommissionen i henhold til artikel 7, eller den endelige told, der er indført af Rådet i henhold til artikel 9, stk. 4, finder automatisk anvendelse, forudsat at den pågældende eksportør har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger, undtagen i de tilfælde, hvor han selv har trukket et tilsagn tilbage.
Alle interesserede parter eller medlemsstater kan indgive oplysninger, der indeholder umiddelbare beviser for, at et tilsagn er misligholdt. Den efterfølgende vurdering af, hvorvidt et tilsagn er misligholdt, skal normalt afsluttes senest seks måneder og i intet tilfælde senere end ni måneder efter indgivelsen af en behørigt dokumenteret anmodning. Kommissionen kan anmode medlemsstaternes kompetente myndigheder om bistand til overvågningen af tilsagn.«
Sagens faktiske omstændigheder
2 Sagsøgeren, Usha Martin Ltd, er et indisk selskab, som producerer tovværk og kabler af stål og eksporterer disse til særligt Den Europæiske Union. Sagsøgeren og selskabet Wolf har oprettet den fælles virksomhed Brunton Wolf Wire & Ropes, som er beliggende i Dubai (De Forenede Arabiske Emirater). Brunton Wolf Wire & Ropes producerer ligeledes tovværk og kabler af stål, som eksporteres til Unionen.
3 Den 12. august 1999 vedtog Rådet for Den Europæiske Union forordning (EØF) nr. 1796/1999 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Ungarn, Indien, Mexico, Polen, Sydafrika og Ukraine og om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af denne vare med oprindelse i Republikken Korea (EFT L 217, s. 1).
4 Den af forordning nr. 1796/1999 berørte vare udgøres af tovværk og kabler af stål, herunder lukkede tove, undtagen tovværk og kabler af rustfrit stål, med største tværmål over 3 mm. Da alle tovværk og kabler af stål har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og samme anvendelsesformål, selv om der findes forskelle mellem tovværk og kabler af stål i øverste og laveste kategori af et udvalg, har institutionerne konkluderet, at alle varer i udvalget var en og samme vare, for så vidt som der er konkurrence mellem tovværk og kabler af stål i tilhørende grupper.
5 Den individuelle antidumpingtoldsats, som blev pålagt sagsøgeren i betragtning 86 til forordning nr. 1796/1999 og i forordningens artikel 1, stk. 2, var på 23,8%. I overensstemmelse med artikel 2 i forordning nr. 1796/1999 gælder den omhandlede antidumpingtold ikke for tovværk og kabler af stål, der er eksporteret af et selskab, som har afgivet tilsagn, der er godtaget af Europa-Kommissionen, herunder sagsøgeren.
6 I det tilsagn, der er givet i henhold til grundforordningens artikel 8, stk. 1, har sagsøgeren bl.a. forpligtet sig til at overholde mindstepriserne for eksportsalg af tovværk og kabler af stål til Unionen for at sikre, at de skadelige virkninger af dumpingen bringes til ophør.
7 Sagsøgeren har ligeledes givet tilsagn om, at hvert salg af det pågældende produkt ledsages af en gyldig tilsagnsfaktura (herefter »tilsagsnsfakturaen«), dvs. som indeholder de oplysninger, som fremgår af bilag VI til tilsagnet (tilsagnets punkt 4.1). I henhold til tilsagnets punkt 4.2 har sagsøgeren forpligtet sig til ikke at udstede tilsagnsfakturaer for »varer, der ikke er omfattet af tilsagnet«. I henhold til tilsagnets punkt 4.3 er sagsøgeren »bekendt med den omstændighed, at hvis det viser sig, at selskabet har udstedt tilsagnsfakturaer, som ikke overholder bestemmelserne i [det pågældende] tilsagn, kan Kommissionen fastslå, at den gyldighedserklæring, som [den] har udstedt vedrørende den omhandlede faktura, er ugyldig, og følgelig oplyse de kompetente toldmyndigheder i medlemsstaterne herom, hvilket ikke berører fællesskabsinstitutionernes mulighed for at træffe de i [det pågældende] tilsagns [punkt] 8 nævnte foranstaltninger«.
8 Sagsøgeren påtog sig endvidere en forpligtelse til i overensstemmelse med de krævede tekniske specifikationer hvert kvartal i detaljerede rapporter at give Kommissionen meddelelse om hele selskabets salg af tovværk og kabler af stål i Unionen, herunder salg af tovværk og kabler af stål, som ikke var omfattet af tilsagnet, og til at samarbejde med Kommissionen ved at give den alle de oplysninger, den måtte anse for nødvendige med henblik på at kontrollere, at forpligtelsen blev overholdt (tilsagnets punkt 5 og bilag II, III, IV og V til tilsagnet).
9 I henhold til tilsagnets punkt 6 påtog sagsøgeren sig også en forpligtelse til ikke at omgå bestemmelserne i tilsagnet, f.eks. ved direkte eller indirekte at indgå kompenserende arrangementer med kunder i Unionen.
10 Tilsagnets punkt 8 med overskriften »Misligholdelser eller tilbagetrækninger« har følgende ordlyd:
»[Sagsøgeren] er bekendt med den omstændighed, at med forbehold for [punkt] 8.3:
– Omgåelse af tilsagnet eller undladelse af at samarbejde med […] Kommissionen i forbindelse med overvågningen af tilsagnet vil blive fortolket som en misligholdelse af tilsagnet. Dette gælder også, hvis de i henhold til tilsagnets [punkt] 5 krævede rapporter ikke fremsendes inden fristens udløb, medmindre der foreligger force majeure.
– Når […] Kommissionen har grund til at antage, at tilsagnet er blevet misligholdt, kan den i medfør af grundforordningens artikel 8, stk. 10, umiddelbart pålægge midlertidig antidumpingtold på grundlag af de foreliggende oplysninger.
– I tilfælde af misligholdelse af tilsagnet eller […] Kommissionens eller [sagsøgerens] tilbagetrækning af tilsagnet kan der i medfør af grundforordningens artikel 8, stk. 9, indføres endelig antidumpingtold på grundlag af de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt i forbindelse med den undersøgelse, der førte til afgivelsen af tilsagnet, forudsat, at [sagsøgeren] har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger, medmindre det er selskabet selv, der har tilbagetrukket tilsagnet.«
11 I henhold til tilsagnets punkt 1, tredje led, finder tilsagnets bestemmelser og klausuler ikke alene anvendelse på sagsøgeren, men ligeledes på alle selskaber, som er forbundet hermed i hele verden.
12 Med Kommissionens afgørelse 1999/572/EF af 13. august 1999 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Ungarn, Indien, Republikken Korea, Mexico, Polen, Sydafrika og Ukraine (EFT L 217, s. 63) godkendte Kommissionen bl.a. det af sagsøgeren afgivne tilsagn.
13 Inden for rammerne af en undersøgelse med henblik på at sikre overholdelsen af tilsagnet i overensstemmelse med tilsagnets punkt 5.1 og 5.4 foretog Kommissionen kontrolbesøg i sagsøgerens lokaler i Indien og i De Forenede Arabiske Emirater i januar og februar 2005.
14 Ved skrivelse af 12. maj 2005 oplyste Kommissionen sagsøgeren om, at som følge af undersøgelsen var Kommissionen af den opfattelse, at selskabet havde misligholdt tilsagnet ved tre lejligheder, og at den følgelig påtænkte at trække godkendelsen af tilsagnet tilbage.
15 Ved skrivelser af 20. maj, 29. august og 6. september 2005 fremkom sagsøgeren med sine bemærkninger til konstateringen af misligholdelsen af tilsagnet og Kommissionens påtænkte tilbagetrækning heraf.
16 Rådet vedtog den 8. november 2005 forordning (EF) nr. 1858/2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indien, Sydafrika og Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2 (EUT L 299, s. 1). Ved forordning nr. 1858/2005 besluttede Rådet at opretholde de antidumpingforanstaltninger for import af den pågældende vare med oprindelse i bl.a. Indien, som var indført ved forordning nr. 1796/1999, i yderligere fem år.
17 Ved Kommissionens afgørelse 2006/38/EF af 22. december 2005 om ændring af afgørelse 1999/572 om godtagelse af tilsagn i forbindelse med antidumpingproceduren vedrørende importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Indien (EUT 2006 L 22, s. 54, herefter »den anfægtede afgørelse«) besluttede Kommissionen at trække godkendelsen af det tilsagn vedrørende import af tovværk og kabler af stål, som sagsøgeren havde afgivet, tilbage, og følgelig ændre beslutning 1999/572 om godkendelse af tilsagnet. Kommissionen fremsatte sideløbende den 23. december 2005 et forslag til Rådets forordning, med henblik på tilbagetrækning af godkendelsen af tilsagnet og indførelse af endelig antidumpingtold i forhold til sagsøgeren (dok. KOM(2005) 541 endelig).
18 I den anfægtede afgørelse konstaterede Kommissionen tre misligholdelser af tilsagnet. For det første viste undersøgelsen af sagsøgerens regnskabsdokumenter, at store mængder af den pågældende vare, som ikke var omfattet af tilsagnet, i strid med tilsagnets punkt 5.2 og bilag IV, stk. 1, til tilsagnet var blevet udeladt i de kvartalsrapporter om salget, som sagsøgeren havde forelagt for Kommissionen. For det andet konstaterede Kommissionen, at sagsøgeren havde solgt de pågældende varer i strid med tilsagnets punkt 4.2 og 4.3 til sine forretningsmæssigt forbundne importører i Det Forenede Kongerige og Danmark og opført varerne på tilsagnsfakturaerne. For det tredje viste kontrolbesøget i Brunton Wolf Wire & Ropes lokaler i Dubai, at en vis mængde tovværk og kabler af stål var blevet eksporteret fra De Forenede Arabiske Emirater til Unionen og angivet som havende oprindelse i De Forenede Arabiske Emirater, selv om de i virkeligheden havde indisk oprindelse.
19 Rådet vedtog således den 23. januar 2006 forordning (EF) nr. 121/2006 om ændring af forordning nr. 1858/2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Indien (EUT L 22, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«). I henhold til den anfægtede forordnings artikel 1 blev sagsøgeren fjernet fra listen over selskaber, der var fritaget for den endelige antidumpingtold. Følgelig blev den endelige antidumpingtold på 23,8%, som i henhold til betragtning 86 og til artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1796/1999, som forlænget ved artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 1858/2005, var pålagt sagsøgeren, indført på import af den pågældende vare fremstillet af sagsøgeren og eksporteret til Unionen.
Retsforhandlinger og parternes påstande
20 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. april 2006 har sagsøgeren anlagt denne sag.
21 Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Femte Afdeling, og den foreliggende sag er følgelig blevet henvist til denne afdeling.
22 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 25. marts 2010.
23 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren og indebærer en ophævelse af et tilsagn om mindstepriser, der tidligere var gældende.
– Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgeren og gennemfører den anfægtede afgørelse.
– Rådet og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
24 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
25 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
26 Til støtte for sine påstande har sagsøgeren fremført to anbringender vedrørende for det første tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og for det andet en retlig fejl, manglende begrundelse og magtfordrejning for så vidt angår de pågældende varers oprindelse.
Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet
Parternes argumenter
27 Inden for rammerne af det første anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at de to uregelmæssigheder, som Kommissionen har henvist til – for det første undladelsen af at indsende en rapport om salg, der ikke var omfattet af tilsagnet, og for det andet anvendelsen af tilsagnsfakturaer – ifølge proportionalitetsprincippet ikke udgør væsentlige misligholdelser af tilsagnet, som giver Kommissionen mulighed for at pålægge sagsøgeren en sanktion så drastisk som tilbagetrækning af godkendelsen af tilsagnet. Kommissionen kunne have anvendt mindre alvorlige sanktioner over for sagsøgeren, såsom påbud om ikke at begå samme fejl i fremtiden.
28 I medfør af artikel 5 EF må Fællesskabet kun handle i det omfang, det er nødvendigt for at nå traktatens mål. Følgelig kræver proportionalitetsprincippet, som følger af EF-traktaten, at de midler, som institutionerne anvender, står i forhold til de mål, der forfølges. Det følger endvidere af retspraksis, at proportionalitetsprincippet, som en af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger, indebærer, at institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af det med de pågældende retsforskrifter lovligt tilsigtede formål, hvorved det forudsættes, at såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må herved ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål.
29 Sagsøgeren er af den opfattelse, at overholdelsen af proportionalitetsprincippet i det foreliggende tilfælde er så meget desto vigtigere, som Kommissionen ved beslutningen om at trække sin godkendelse af tilsagnet tilbage i henhold til grundforordningens artikel 8 har en væsentlig skønsmargin, ved udøvelsen af hvilken Kommissionen skal overholde proportionalitetsprincippet.
30 Det er i denne forbindelse klart, at tilbagetrækningen af et tilsagn er en alvorlig foranstaltning, som i høj grad berører det berørte selskabs aktiviteter, og at det derfor drejer sig om en åbenbart uforholdsmæssig foranstaltning, idet der ikke er sket nogen alvorlig misligholdelse af tilsagnet.
31 Hvad i det foreliggende tilfælde angår den første misligholdelse, som Kommissionen har konstateret, er det ubestridt, at de eksporttransaktioner, som undladelsen af at indsende kvartalsrapport vedrører, ikke falder inden for anvendelsesområdet for tilsagnet. Følgelig har denne undladelse ikke medført nogen mærkbar skade for fællesskabsindustriens interesser. Idet et tilsagn har til formål at give en eksportør en potentiel fordel, mens fællesskabsindustrien på samme tid sikres en minimumsbeskyttelse, kan den pågældende misligholdelse ikke kvalificeres som en væsentlig overtrædelse.
32 Sagsøgeren har i denne forbindelse bl.a. gjort gældende, at tilsidesættelsen af forpligtelsen til at fremsende en rapport vedrørende salg, som ikke var dækket af tilsagnet, ikke rejser tvivl om overholdelsen af tilsagnets væsentligste formål, nemlig overholdelsen af minimumspriser ved import. Sagsøgeren har altid respekteret dette principale formål. Dette er så meget desto mere sandt, som de oplysninger, der kan udledes af kvartalsrapporterne vedrørende alt salg, uanset om det er omfattet af tilsagnet eller ej, angiver de oplysninger, som en virksomhed angiver at have eksporteret, og ikke det, den reelt har eksporteret. De oplysninger, der udledes af kvartalsrapporterne, har således alene en vejledende værdi. Den menneskelige fejl bestående i ikke at udarbejde en rapport i en kort periode omfattende nogle salg, som ikke er omfattet af tilsagnet, rejser endvidere ikke tvivl ved den omstændighed, at »tilsagnet er velfungerende«.
33 Sagsøgeren har under retsmødet præciseret, at tilsagnet er blevet anvendt i seks år, og at Kommissionen i sin undersøgelse alene har taget hensyn til en periode på 24 måneder. I denne periode på 24 måneder har Kommissionen alene konstateret, at transaktioner med hensyn til en mængde på ca. 150 tons ikke har været omfattet af en kvartalsrapport. Den første misligholdelse er således alene blevet konstateret for et enkelt kvartal ud af seks år.
34 Hvad angår den anden misligholdelse, som Kommissionen har konstateret, og som består i en fejlagtig medtagelse af salg af de pågældende varer, som ikke var omfattet af tilsagnet, i tilsagnsfakturaer, har sagsøgeren ligeledes anført, at der er tale om en misligholdelse af underordnet betydning. Den omstændighed, at der har kunnet være usikkerhed om, hvorvidt der skulle udarbejdes tilsagnsfakturaer for varer, som ikke var omfattet af tilsagnet, kan i denne forbindelse ikke rejse tvivl om overholdelsen af tilsagnet.
35 Sagsøgeren har bl.a. anført, at antidumpingtolden på de omhandlede indførsler var blevet betalt fuldt ud, og at selskabet ikke havde forsøgt at undgå betalingen heraf. Under retsmødet har sagsøgeren tilføjet, at selskabet ved fremsendelse af to telefaxer dateret den 14. og 30. marts 2005 har fremsendt bevis for betaling af den pågældende antidumpingtold til Kommissionen. Den omstændighed, at denne antidumpingtold er blevet betalt, har været ubestridt mellem parterne under den administrative procedure og anfægtes af Kommissionen og Rådet for første gang i deres duplikker.
36 Sagsøgeren er følgelig af den opfattelse, at tilsagnet er blevet overholdt med hensyn til dets grundlæggende aspekter, idet minimumspriserne er blevet overholdt for de varer, der er omfattet af tilsagnet, og der er blevet betalt antidumpingtold for de varer, der ikke falder inden for anvendelsesområdet for tilsagnet.
37 For sagsøgeren udgør de misligholdelser vedrørende kvartalsrapporterne og tilsagnsfakturaerne, som Kommissionen har konstateret, og som selskabet har erkendt, alene tekniske misligholdelser, som ikke er alvorlige. Sagsøgeren har endvidere anført, at selskabet ikke har anerkendt, at disse misligholdelser udgør væsentlige overtrædelser, og har tilføjet, at graden af overtrædelsernes alvor skal tages i betragtning ved fastsættelsen af sanktionen.
38 Sagsøgeren er følgelig af den opfattelse, at den drastiske foranstaltning bestående i at trække godkendelsen af tilsagnet tilbage med alle de konsekvenser, som det medfører, på grund af en menneskelig fejl af administrativ karakter af så ringe betydning som i det foreliggende tilfælde ikke er forholdsmæssigt, men udgør en reaktion, der er åbenbart for vidtgående, i strid med proportionalitetsprincippet. De samme formål ville have kunnet være nået med en mindre radikal foranstaltning.
39 Den vidtgående karakter af tilbagetrækningen af godkendelsen af tilsagnet er i øvrigt ifølge sagsøgeren ligeledes i strid med artikel 15 i aftalen om anvendelsen af artikel VI i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel 1994 (EFT L 336, s. 103, herefter »antidumpingaftalen«), hvorefter de udviklede medlemslande, såsom dem, der udgør Unionen, har en forpligtelse til at »tage specielt hensyn til de mindre udviklede medlemslandes særlige situation, når de påtænker at anvende antidumpingforanstaltninger i henhold til denne aftale«. Antidumpingaftalens artikel 15 betyder, at der skal tages særligt hensyn til indgåelsen af tilsagn med de mindre udviklede medlemslande. Denne forpligtelse, som følger af antidumpingaftalens artikel 15, skal imidlertid udstrækkes længere end til indgåelsen af tilsagn, nemlig ligeledes til overvågningen af disse tilsagn.
40 Kommissionen har i betragtning 34 og 35 til den anfægtede afgørelse på en fejlagtig måde forkastet anvendelsen af antidumpingaftalens artikel 15, idet den fandt, at den foreliggende sag drejede sig om en multinational virksomhedskoncern. Virksomhedsstrukturen ændrer ikke ved, at Indien er et mindre udviklet medlemsland i den pågældende bestemmelses forstand, og det er særligt på grund af sagsøgerens forretningssted i Indien, at antidumpingaftalens artikel 15 finder anvendelse.
41 Sagsøgeren har gjort gældende, at tilbagetrækningen af et tilsagn på grundlag af en harmløs administrativ fejl i det foreliggende tilfælde går fuldstændig imod ånden i antidumpingaftalens artikel 15. Når man læser ordlyden af tilsagnet, ses det, at det er vanskeligt at overholde det til mindste detalje. Selv om sagsøgeren forstår, at en alvorlig misligholdelse af et tilsagn kan medføre tilbagetrækning af dettes godkendelse, forstår selskabet ikke, hvordan en simpel administrativ fejl kan have samme konsekvens. Henset til, at der ikke er sket nogen væsentlig misligholdelse af tilsagnet, til den omstændighed, at selskabet løbende har bevist sin gode tro over for Kommissionen i mange år, og til, at selskabet altid har stillet sig til rådighed for kontrolbesøg, kan sagsøgeren ikke se berettigelsen i tilbagetrækningen af godkendelsen af tilsagnet. I en sådan situation, hvor Kommissionens udøvelse af sin skønsbeføjelse medfører en stor risiko for en eksportør fra et mindre udviklet medlemsland, finder sagsøgeren, at det er uforholdsmæssigt at bringe et tilsagn til ophør på grund af misligholdelser, som selskabet finder af mindre betydning.
42 Sagsøgeren har i replikken anfægtet Kommissionens og Rådets synspunkt om, dels at enhver tilsidesættelse af tilsagnets ordlyd udgør en tilstrækkelig begrundelse for at tilbagetrække godkendelsen, dels at der ikke sondres mellem tilsidesættelsernes grovhed. Den retspraksis, som institutionerne bygger deres argumentation på, vedrører helt andre omstændigheder end i den foreliggende sag. Ifølge sagsøgeren er det spørgsmål, der rejser sig inden for rammerne af første anbringende, tværtimod, hvilken grad af grovhed en tilsidesættelse skal have for at berettige tilbagetrækning af godkendelsen af et tilsagn.
43 Rådet og Kommissionen har anfægtet sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
44 Det bemærkes, at i henhold til proportionalitetsprincippet, der har fundet udtryk i artikel 5, stk. 3, EF, er lovligheden af fællesskabslovgivning betinget af, at de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggøre det formål, der lovligt forfølges med de pågældende bestemmelser, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette, og såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst bebyrdende foranstaltning som udgangspunkt vælges (jf. Rettens dom af 5.6.1996, sag T-162/94, NMB France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 427, præmis 69, af 29.9.2000, sag T-87/98, International Potash Company mod Rådet, Sml. II, s. 3179, præmis 39, og af 4.7.2002, sag T-340/99, Arne Mathisen mod Rådet, Sml. II, s. 2905, præmis 112).
45 For så vidt angår et område som den fælles handelspolitik, hvor fællesskabslovgiver har et vidt skøn i overensstemmelse med det politiske ansvar, som denne er tildelt ved traktaten, vil en foranstaltning dog kun kunne kendes ulovlig, såfremt den er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger (jf. dommen i sagen NMB France m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 70 og 71 og den deri nævnte retspraksis).
46 Det vide skøn, der på dette område tilkommer fællesskabslovgiver, svarer til det vide skøn, der ifølge fast praksis tilkommer fællesskabsinstitutionerne ved udstedelsen af konkrete antidumpingforanstaltninger i henhold til grundforordningerne (jf. Rettens dom i sagen NMB France m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 72; jf. ligeledes i denne retning Domstolens dom af 4.10.1983, sag 191/82, Fediol mod Kommissionen, Sml. s. 2913, præmis 30, og Rettens dom af 2.5.1995, forenede sager T-163/94 og T-165/94, NTN Corporation og Koyo Seiko mod Rådet, Sml. II, s. 1381, præmis 70 og 113).
47 Det følger heraf, at Retten på området for beskyttelse mod dumpingforanstaltninger skal begrænse sin prøvelse til en kontrol af, om de foranstaltninger, fællesskabslovgiver har vedtaget, er åbenbart uhensigtsmæssige i forhold til det mål, der forfølges (jf. dommen i sagen NMB France m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 73, og dommen i sagen Arne Mathisen mod Rådet, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 115).
48 Det er i den foreliggende sag ubestridt, at sagsøgeren ikke har overholdt det pågældende tilsagn ved to lejligheder, for det første ved at tilsidesætte sin forpligtelse til at indgive kvartalsrapporter over salg af den pågældende vare, som ikke var omfattet af tilsagnet (punkt 5.2 og i bilag IV, stk. 1, til tilsagnet) og for det andet ved at tilsidesætte sin forpligtelse til ikke at udarbejde tilsagnsfakturaer for varer, som ikke var omfattet af tilsagnet (punkt 4.1 og 4.2 i tilsagnet).
49 Sagsøgeren har i denne forbindelse inden for rammerne af det første anbringende i det væsentlige gjort gældende, at de to uregelmæssigheder, som Kommissionen har henvist til, ikke udgør væsentlige misligholdelser af tilsagnet, som giver Kommissionen mulighed for at pålægge sagsøgeren en sanktion så drastisk som tilbagetrækning af godkendelsen af tilsagnet. I henhold til proportionalitetsprincippet burde Kommissionen have anvendt mindre alvorlige sanktioner over for sagsøgeren, såsom påbud om ikke at begå samme fejl i fremtiden, hvilket sagsøgeren i øvrigt havde lovet Kommissionen.
50 Denne argumentation kan ikke tiltrædes.
51 For det første bemærkes, at det følger af grundforordningens artikel 8, stk. 7 og 9, at enhver misligholdelse af et tilsagn eller tilsidesættelse af forpligtelsen til at samarbejde inden for rammerne af gennemførelsen og overvågningen af nævnte tilsagn er tilstrækkelig til, at Kommissionen kan trække sin godtagelse af tilsagnet tilbage og pålægge en endelig antidumpingtold på grundlag af de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt i forbindelse med den undersøgelse, som førte til afgivelsen af det pågældende tilsagn, forudsat at denne undersøgelse afsluttedes med en endelig afgørelse om dumping og deraf følgende skade, og at den pågældende eksportør selv har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger (jf. i denne retning dommen i sagen Arne Mathisen mod Rådet, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 118). Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren ikke har bestridt, at disse betingelser er opfyldt i sagen.
52 Det skal i øvrigt understreges, at i henhold til retspraksis er en misligholdelse af et tilsagn tilstrækkeligt til, at tilsagnet tilbagetrækkes (jf. i denne retning Rettens dom af 30.3.2000, sag T-51/96, Miwon mod Rådet, Sml. II, s. 1841, præmis 52, og dommen i sagen Arne Mathisen mod Rådet, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 57).
53 For det andet bemærkes, at mens proportionalitetsprincippet finder anvendelse på spørgsmålet om, hvorvidt det i antidumpingtold pålagte beløb er passende i forhold til den skade, fællesskabsindustrien har lidt (jf. i denne retning Domstolens dom af 1.4.1993, sag C-136/91, Findling Wälzlager, Sml. I, s. 1793, præmis 13), finder det ikke anvendelse på spørgsmålet om selve pålæggelsen af den nævnte told (dommen i sagen Arne Mathisen mod Rådet, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 121).
54 Tilbagetrækningen af godkendelsen af tilsagnet medfører pålæggelsen af endelig antidumpingtold på de pågældende importtransaktioner fra sagsøgeren. I det foreliggende tilfælde har den anfægtede forordning dels gennemført den i den anfægtede afgørelse omhandlede tilbagetrækning af tilsagnet ved at ændre forordning nr. 1858/2005, dels fjernet sagsøgeren fra listen over selskaber, der var fritaget fra endelig antidumpingtold. Følgelig og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 8, stk. 9, finder den endelige antidumpingtoldsats på 23,8%, som blev fastsat på grundlag af de faktiske omstændigheder, der blev fastlagt i forbindelse med den undersøgelse, der førte til afgivelsen af tilsagnet, anvendelse på de pågældende indførsler, som sagsøgeren har foretaget, og medfører således reelt pålæggelsen af den pågældende told.
55 Det følger heraf, at lovligheden af tilbagetrækningen af en godkendelse af et tilsagn ikke som sådan kan anfægtes under henvisning til proportionalitetsprincippet (jf. i denne retning dommen i sagen Arne Mathisen mod Rådet, nævnt i præmis 44 ovenfor, præmis 122).
56 Under hensyn til samtlige disse betragtninger fremgår det, at det første anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet ikke kan tages til følge.
Det andet anbringende vedrørende en retlig fejl, manglende begrundelse og magtfordrejning for så vidt angår de pågældende varers oprindelse
57 Hvad angår det andet anbringende angår dette ifølge sagsøgeren den tredje misligholdelse af tilsagnet, som institutionerne har konstateret, vedrørende oprindelsen af de varer, der var fremstillet i Dubai, og ikke de misligholdelser, der var henvist til inden for rammerne af første anbringende. Det følger imidlertid af gennemgangen af det første anbringende, at Kommissionen kunne trække godkendelsen af tilsagnet tilbage uden at tilsidesætte proportionalitetsprincippet.
58 Da det andet anbringende således er irrelevant, bør de sagsøgte frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
59 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor betale Rådets og Kommissionens omkostninger, da de har nedlagt påstand herom.
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen frifindes.
2) Usha Martin Ltd betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. september 2010.
Underskrifter