Sag T-466/20
LF
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 15. september 2021
»Personalesag – kontraktansatte – vederlag – udlandstillæg – artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten – afslag på tildeling af udlandstillæg – sædvanlig bopæl – tjenesteudøvelse for en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende«
1. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – tjenestemænd eller ansatte, som er statsborgere i den medlemsstat, hvor tjenestestedet er beliggende – sædvanlig bopæl uden for den medlemsstat, hvor tjenestestedet er beliggende, i referenceperioden – beregning af perioden – udeladelse af tjenesteperioder ved en stat eller en international organisation – lovlighed – betingelser – tjeneste udøvet uden for den stat, hvor tjenestestedet er beliggende
[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra b); ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 20, stk. 2, samt art. 21 og 92]
(jf. præmis 34, 39, 40, 48, 49, 53, 64 og 65)
2. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – tjenestemænd eller ansatte, som er statsborgere i den medlemsstat, hvor tjenestestedet er beliggende – sædvanlig bopæl uden for den medlemsstat, hvor tjenestestedet er beliggende, i referenceperioden – begrebet sædvanlig bopæl – hensyntagen til tjeneste udøvet ved en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende – lovlighed
[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra b); ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 20, stk. 2, samt art. 21 og 92]
(jf. præmis 66-72)
3. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – sædvanlig bopæl uden for den medlemsstat, hvor tjenestestedet er beliggende, i referenceperioden – begrebet sædvanlig bopæl – omstændigheder, der gør det muligt at antage, at den sædvanlige bopæl ligger i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende – omstændigheder, som ikke kan rejse tvivl om, at denne bopæl er reel
[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 78, 79, 85-92 og 102)
4. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – forskellige, ikke på hinanden følgende kontrakter indgået mellem den ansatte og institutionerne – fastsættelse af udlandstillægget ved hver enkelt tjenestetiltrædelse – hensyntagen til tidligere afgørelser om tildeling af udlandstillæg – udelukket
[Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra b)]
(jf. præmis 93 og 113)
Resumé
Sagsøgeren, LF, er en belgisk statsborger, der har boet i Frankrig mellem 1982 og 2013. Den 1. maj 2013 tiltrådte han tjenesten som kontraktansat ved Europa-Kommissionen i Bruxelles i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, der udløb den 30. april 2019. Han blev efterfølgende registreret som arbejdssøgende i Belgien frem til den 1. september 2019, hvor han tiltrådte tjenesten ved Forvaltningsorganet for Forskning (REA).
Ved afgørelse af 11. september 2019 (herefter »den anfægtede afgørelse«) afslog Kommissionens »Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« at tildele sagsøgeren udlandstillæg med den begrundelse, at han ikke havde godtgjort, at han havde haft sin sædvanlige bopæl uden for den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, dvs. Belgien, i den tiårsperiode, der udløb ved hans tjenestetiltrædelse ved REA, hvilket er i strid med det, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (1) (herefter »vedtægten«) vedrørende tjenestemænd, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, hvor tjenestestedet befinder sig.
Da sagsøgeren var af den opfattelse, at hans tilstedeværelse i Belgien udelukkende skyldtes den tjeneste, han udøvede ved Kommissionen, hvilket var til hinder for, at der blev skabt en varig tilknytning mellem ham og denne stat, og dermed, at han havde flyttet sin sædvanlige bopæl fra Frankrig til Belgien, anlagde han sag ved Retten med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.
Ved dommen frifandt Retten Kommissionen, idet den præciserede, på hvilke betingelser en tjenestemand eller ansat, der er statsborger i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, kan få tildelt udlandstillæg efter at have udøvet tjeneste for en international organisation, der også er beliggende i denne tjenestestat.
Rettens bemærkninger
Retten foretog først en afgrænsning af den tiårige referenceperiode, der skal tages hensyn til ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra b), i vedtægtens bilag VII. Den konstaterede, at denne periode i den foreliggende sag strakte sig fra den 1. februar 2006 til den 31. august 2019. For at nå frem til denne konklusion udelod Retten den periode på tre år og syv måneder, i hvilken sagsøgeren arbejdede for et fransk ministerium, i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser, som udelukker, at der tages hensyn til de perioder, hvor tjenestemanden har gjort tjeneste for en stat eller en international organisation uden for den stat, hvor tjenestestedet er beliggende (2). Den periode, i hvilken han arbejdede i Kommissionen, skulle til gengæld ikke udelades, idet der i vedtægten ikke er fastsat en sådan udeladelse for perioder, der er tilbagelagt ved en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende.
Retten bemærkede imidlertid endvidere, at tjenesteudøvelse for en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, kan tages i betragtning ved fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl for en tjenestemand eller ansat, der har eller har haft statsborgerskab i nævnte stat i den tiårige referenceperiode. Selv om tjenesteudøvelse i en sådan organisation kan være til hinder for, at der etableres en varig tilknytning mellem tjenestemanden eller den ansatte og den stat, hvor tjenestestedet er beliggende (3), spiller formodningen om, at der foreligger mangfoldige og tætte bånd mellem en person og det land, hvori den pågældende er statsborger, i denne henseende en mere afgørende rolle for fastlæggelsen af den pågældendes sædvanlige bopæl (4), hvilket indebærer, at der skal foretages en analyse af den personlige og erhvervsmæssige tilknytning, som den pågældende har skabt i dette land.
Retten undersøgte således derefter de faktiske omstændigheder vedrørende sagsøgerens personlige forhold og erhvervsmæssige beskæftigelse for at afgøre, om han havde opretholdt sin sædvanlige bopæl i Frankrig i hele referenceperioden på trods af, at han flyttede til Belgien, og om han derfor burde modtage udlandstillæg.
Retten udledte for det første heraf, at det i modsætning til det, som sagsøgeren havde gjort gældende, ikke kunne fastslås, at hans sædvanlige bopæl lå i Frankrig alene af den grund, at han havde boet, studeret og arbejdet dér forud for referenceperioden. Det samme gjorde sig for det andet gældende for den omstændighed, at sagsøgerens nære slægtninge bor i Frankrig. Uden at betydningen af forholdet til forældrene benægtes, er den omstændighed, at en tjenestemand eller ansat selv har stiftet familie og bor sammen med denne i en bestemt stat, og at familiens medlemmer deltager i aktiviteter svarende til deres livsfase, af betydning for fastlæggelsen af den pågældendes sædvanlige bopæl. Derimod er de subjektive årsager, der foranledigede ham til at bosætte sig i en bestemt stat sammen med sin familie, eller hans hustrus nationalitet ikke afgørende i et område, hvor unionsborgerne kan bevæge sig frit uden at blive udsat for forskelsbehandling på grundlag af nationalitet.
For det tredje godtgjorde den omstændighed, at sagsøgeren havde beholdt en ejendom, et mobiltelefonnummer og en bankkonto i Frankrig, heller ikke, at han havde til hensigt at etablere det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser dér. Ligeledes udelukkede den omstændighed, at sagsøgeren kun arbejdede for Kommissionen inden for rammerne af en tidsbegrænset kontrakt, ikke, at han bosatte sig i Belgien med den hensigt at blive dér. Dette bekræftedes ved den omstændighed, at sagsøgeren ved udløbet af den nævnte kontrakt blev i Belgien med sin familie og dér meldte sig som arbejdssøgende i fire måneder, hvilket viser, at han havde etableret sin sædvanlige bopæl i denne stat, i det mindste i en del af referenceperioden. Retten bemærkede i denne forbindelse, at det forhold, at han – selv kortvarigt i løbet af den tiårige referenceperiode – opretholdt sin bopæl i den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, og hvor han er statsborger, var tilstrækkeligt til at medføre fortabelse af eller afslag på udlandstillægget. Endelig kunne den omstændighed, at han var berettiget til dette tillæg, mens han var ansat ved Kommissionen, ikke ændre denne konklusion, eftersom hans ret hertil skulle tages op til fornyet vurdering i forbindelse med tiltrædelsen af tjenesten ved REA.
Da sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han havde sædvanlig bopæl uden for den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, i hele den tiårige referenceperiode, frifandt Retten Kommissionen.