Sag T-211/08

Putters International NV

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for internationale flyttetjenester i Belgien – beslutning, hvorved der fastslås en overtrædelse af artikel 81 EF – prisfastsættelse – opdeling af markedet – manipulation med udbud – samlet og vedvarende overtrædelse – bøder – retningslinjer for beregning af bøder af 2006 – grovhed – varighed«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – aftaler – aftaler og samordnet praksis, som udgør en enkelt overtrædelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – omsætning

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

3.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – pålæggelse af den maksimale bøde til en virksomhed

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02)

1.      Det ville være kunstigt at opdele en vedvarende adfærd, som er karakteriseret af et enkelt mål, i flere særskilte overtrædelser, når der tværtimod er tale om en samlet overtrædelse, som gradvis tog konkret form gennem såvel aftaler som former for samordnet praksis.

Under sådanne omstændigheder er en virksomhed, der har deltaget i en sådan overtrædelse gennem egne handlinger, som var omfattet af de i artikel 81, stk. 1, EF omhandlede begreber aftaler og samordnet praksis med konkurrencebegrænsende formål, og som tilsigtede at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, for så vidt angår hele det tidsrum, hvori den deltog i den, også ansvarlig for de handlinger, andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse.

Med henblik på at godtgøre, at der foreligger en samlet og vedvarende overtrædelse, skal Kommissionen føre bevis for, at virksomheden har haft til hensigt ved sin egen adfærd at bidrage til de fælles mål, deltagerne som helhed har fulgt, og at den har haft kendskab til de konkrete handlinger, som de øvrige virksomheder har planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed har kunnet forudse dem og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

Karteller kan således kun anses for at udgøre en samlet konkurrencebegrænsende aftale, hvis det er bevist, at de er en del af en samlet plan med et fælles mål. Kun såfremt denne virksomhed, da den deltog i disse karteller, vidste eller burde have vidst, at den dermed tog del i en samlet aftale, kan dens deltagelse i de pågældende karteller være udtryk for, at den tilsluttede sig aftalen.

Der er således tre betingelser, der skal være opfyldt for at fastslå deltagelsen i en samlet og vedvarende overtrædelse, nemlig at der foreligger en samlet plan med et fælles mål, at virksomheden har tilsigtet at bidrage til denne plan og den omstændighed, at den var bekendt (beviseligt eller antagelsesvist) med de øvrige deltageres ulovlige adfærd.

En samlet og vedvarende overtrædelse kan meget vel forfølge det dobbelte formål at påvirke priserne og opdele markedet. Det forhold alene, at hver enkelt virksomhed deltager i overtrædelsen under de former, som er særegne for denne, påvirker i øvrigt ikke klassificeringen af overtrædelsen som en samlet og vedvarende overtrædelse.

(jf. præmis 31-35 og 41)

2.      Punkt 13 i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 har følgende ordlyd: »Med henblik på at fastsætte bødens grundbeløb anvender Kommissionen værdien af virksomhedens afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen [...]« Det fremgår ikke af denne bestemmelse, at det alene er værdien af den afsætning, der følger af de transaktioner, som reelt er berørt af den ulovlige adfærd, som kan tages i betragtning ved beregningen af værdien af den relevante afsætning. Ordlyden af disse retningslinjers punkt 13 henviser til »afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen«, og ikke til »afsætning berørt af overtrædelsen«. Formuleringen af punkt 13 omhandler således afsætning gennemført på det relevante marked.

Denne fortolkning bekræftes af formålet med Unionens konkurrenceregler. Kommissionen er ikke for at fastlægge grundbeløbet for den bøde, der skal pålægges i kartelsager, forpligtet til i hvert enkelt tilfælde at fastslå, hvilke individuelle salg der var berørt af kartellet. En sådan forpligtelse har aldrig været pålagt af Unionens retsinstanser, og der er intet, der indikerer, at Kommissionen havde til hensigt at pålægge sig selv en sådan forpligtelse i de pågældende retningslinjer.

Den del af omsætningen, der hidrører fra de varer, som er genstand for overtrædelsen, kan i øvrigt indikere omfanget af en overtrædelse på det omhandlede marked. Omsætningen af de produkter, som har været genstand for en restriktiv praksis, udgør et objektivt kriterium, som giver et rimeligt indtryk af denne praksis’ skadelige virkning for den normale konkurrence.

(jf. præmis 57-61)

3.      Den omstændighed, at den endelige bøde, der er pålagt, beløber sig til 10% af den pågældende virksomheds omsætning, mens denne procentsats er lavere for andre deltagere i kartellet, kan ikke i sig selv udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet eller proportionalitetsprincippet. Denne konsekvens ligger i selve fortolkningen af loftet på 10% som blot værende en udjævningstærskel, som finder anvendelse efter en eventuel nedsættelse af bøden på grund af formildende omstændigheder eller i forhold til proportionalitetsprincippet.

Multiplikationen af det beløb, der fastsættes på grundlag af afsætningens værdi, med det antal år, virksomheden har deltaget i overtrædelsen, kan imidlertid medføre, at anvendelsen af loftet på 10% i artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 inden for rammerne af retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 nu er reglen snarere end undtagelsen for alle virksomheder, der hovedsageligt opererer på ét marked, og som har deltaget i et kartel i mere end et år. I dette tilfælde vil enhver differentiering på grundlag af grovheden eller formildende omstændigheder normalt ikke længere kunne komme til udtryk i en bøde, som er blevet nedsat for at komme under 10%. Den manglende differentiering for så vidt angår den endelige bøde, som følger heraf, udgør en problematik vedrørende princippet om individuelle straffe og sanktioner, som udspringer af den nye fremgangsmåde. Det kan være nødvendigt for Retten at udøve sin fulde prøvelsesret i konkrete tilfælde, hvor anvendelsen af disse retningslinjer alene ikke muliggør en passende differentiering.

(jf. præmis 74 og 75)