PERSONALERETTENS DOM
(plenum)
1. juli 2010
Sag F45/07
Wolfgang Mandt
mod
Europa-Parlamentet
»Personalesag — tjenestemænd — efterladtepension — vedtægtens artikel 79 — artikel 18 i bilag VIII til vedtægten — efterlevende ægtefælle — anerkendelse af status som efterlevende ægtefælle for to personer — nedsættelse til 50% — berettiget forventning — princippet om overensstemmelse«
Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorved Wolfgang Mandt i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af den afgørelse, som Parlamentets ansættelsesmyndighed traf den 8. februar 2007 om at meddele afslag på hans klage over Parlamentets afgørelse af 8. september 2006, hvorved Parlamentet besluttede med virkning fra den 1. april 2006 at nedsætte den efterladtepension, som han oppebar i sin egenskab af efterlevende ægtefælle til afdøde Gisela Mandt, født Neumann, der var tidligere tjenestemand ved Parlamentet, med 50%, med den begrundelse, at Parlamentet ved afgørelse af 8. september 2006, på grundlag af en ansøgning fra afdøde Kurt-Wolfgang Braun-Neumann om ligeledes i egenskab af efterlevende ægtefælle til afdøde Gisela Neumann at få tildelt efterladtepension, havde besluttet med virkning fra den 1. april 2006 at udbetale en sådan pension til ham med 50%.
Udfald: Det er ufornødent at træffe afgørelse vedrørende påstanden om, at Europa-Parlamentet udbetaler hele efterladtepensionen til sagsøgeren, for så vidt som denne påstand vedrører perioden efter den 31. oktober 2009. I øvrigt frifindes Parlamentet. Hver part, herunder den intervenerende part, Kurt-Wolfgang Braun-Neumann, der er interveneret til støtte for Parlamentets påstande, bærer sine egne omkostninger.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — pensioner — efterladtepension — status som efterlevende ægtefælle — bedømmelse efter national ret
(Tjenestemandsvedtægten, art. 79; bilag VIII, art. 18)
2. Tjenestemænd — pensioner — efterladtepension — fremgangsmåde for tildeling, når der er to efterlevende ægtefæller
(Tjenestemandsvedtægten, art. 79;bilag VIII, art. 18 og 28)
3. Tjenestemænd — søgsmål — forudgående administrativ klage — overensstemmelse mellem klagen og søgsmålet
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. Det følger af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten og af lighedsprincippet, at ordlyden af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, i hele Den Europæiske Union skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning. Det fremgår imidlertid ligeledes af den nævnte retspraksis, at selv om der ikke foreligger nogen udtrykkelig henvisning, kan anvendelsen af EU-retten i givet fald indebære en henvisning til medlemsstaternes ret, navnlig hvis Unionens retsinstanser ikke i EU-retten eller i almindelige EU-retlige principper kan finde elementer, der gør det muligt for dem ved selvstændig fortolkning at fastlægge indholdet og rækkevidden heraf. Dette er bl.a. tilfældet med hensyn til begreber, der vedrører personers civilstand og familieretlige begreber, da Unionens retsorden ikke indeholder skrevne regler på området.
Henset til dels manglen på et fuldstændigt EU-retligt regelsæt vedrørende international privatret, dels til de divergerende nationale ordninger vedrørende international privatret ville en administrativ unionsmyndigheds udpegning med henblik på anvendelsen af en bestemmelse i afledt ret — såsom vedtægtens artikel 79 eller artikel 18 i bilag VIII hertil — af den nationale retsorden, der alene er »kompetent« til at fastlægge en persons civilstand, således være en særligt kompleks og juridisk set i høj grad usikker opgave. Unionens retsinstanser bør ligeledes afholde sig fra et sådant forehavende, der ville svare til en judiciel lovgivning.
Det tilkommer nemlig hverken Unionens retsinstanser eller Unionens institutioner, når de anvender vedtægten, at kontrollere den materielle rigtighed af de afgørelser, der træffes af de nationale retter.
Den omstændighed, at en institution i Unionen tillægger to personer status som efterlevende ægtefælle efter en og samme afdøde tidligere tjenestemand med henblik på tildeling af en økonomisk fordel, udgør på ingen måde, end ikke stiltiende, en accept på unionsplan af samtidigt ægteskab, idet en sådan accept ville være af en sådan karakter, at man må rejse et spørgsmål om overensstemmelse med højere retsprincipper og retsregler, bl.a. om hver af de berørte personer skulle drage nytte af hele den økonomiske fordel, der er fastsat for »den« efterlevende ægtefælle. Under alle omstændigheder har den berørte institution blot draget konsekvenserne af anvendelsen af den nationale familieret.
(jf. præmis 62, 63, 68, 84 og 87)
Henvisning til:
Domstolen: 5. februar 1981, sag 40/79, P. mod Kommissionen, Sml. s. 361, generaladvokat Warners forslag til afgørelse, s. 382 og 383; 18. januar 1984, sag 327/82, Ekro, Sml. s. 107, præmis 11; 17. april 1986, sag 59/85, Reed, Sml. s. 1283, præmis 15; 31. maj 2001, forenede sager C122/99 P og C125/99 P, D og Sverige mod Rådet, Sml. I, s. 4319, præmis 34-38
Retten: 18. december 1992, sag T43/90, Díaz García mod Parlamentet, Sml. II, s. 2619, præmis 36; 22. februar 2006, sag T342/04, Adam mod Kommissionen, Sml. Pers. IA2, s. 23, og IIA2, s. 107, præmis 32
2. I mangel af en vedtægtsbestemmelse vedrørende den nærmere fremgangsmåde for tildeling af efterladtepension tilkommer det institutionen at fastlægge en metode for tildelingen.
Den delingsmetode, som en institution anvender, dvs. en ligedeling mellem de efterlevende ægtefæller, er ikke i strid med ordlyden og opbygningen af samt formålet med bestemmelserne i vedtægtens artikel 79 og artikel 18 i bilag VIII hertil og heller ikke med hele bilagets kapitel om efterladtepension, hvilket gælder så meget desto mere, som kriteriet om ægteskabets varighed som omhandlet i artikel 28 i bilag VIII til vedtægten dels vanskeligt vil kunne overføres på et tilfælde, hvor der er tale om flere efterlevende ægtefæller, dels ville være i strid med formålet med vedtægtens artikel 79.
(jf. præmis 97 og 104)
3. Ifølge reglen om overensstemmelse mellem den forudgående administrative klage og søgsmålet skal der være overensstemmelse mellem genstanden for og årsagen til stævningen og genstanden for og årsagen til klagen. Denne regel er begrundet i selve formålet med den administrative procedure, nemlig at gøre det muligt for administrationen at genoverveje sin afgørelse og således nå frem til en udenretlig løsning, der i de fleste domme benævnes »mindelig bilæggelse«.
Da den administrative klageprocedure har en uformel karakter, og de pågældende på dette trin kan handle uden bistand fra en advokat, bør administrationen ikke fortolke klagerne restriktivt, men indtage en smidig holdning ved behandlingen af dem. Selv om de påstande, der er nedlagt for Unionens retsinstanser, kun kan have samme genstand som dem, der er anført i klagen, og kun må indeholde »klagepunkter«, som hviler på samme grundlag som de i klagen anførte, kan disse klagepunkter imidlertid uddybes for Unionens retsinstanser ved fremførelse af anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis figurerer i klagen, men som står i nøje forbindelse med den.
Reglen om overensstemmelse kan kun finde anvendelse i det ene tilfælde, hvor søgsmålet ændrer genstanden for og årsagen til klagen, idet begrebet »årsagen« til klagen skal fortolkes vidt. Med forbehold af eventuelle ulovlighedsindsigelser og ufravigelige procesforudsætninger vil der følgelig normalt kun kunne være tale om ændringer af tvistens årsag og dermed afvisning som følge af tilsidesættelse af reglen om overensstemmelse, såfremt sagsøgeren, idet han i klagen kun kritiserer den formelle gyldighed af den for ham bebyrdende retsakt, herunder de proceduremæssige aspekter, i stævningen fremsætter materielle anbringender, eller i den modsatte situation, hvor sagsøgeren efter kun i sin klage at have bestridt det materielle indhold af den for ham bebyrdende retsakt indgiver en stævning, der indeholder anbringender vedrørende aktens formelle gyldighed, herunder de proceduremæssige aspekter.
På grund af en ulovlighedsindsigelses iboende juridiske karakter samt det ræsonnement, der får den pågældende til at søge efter og rejse en sådan indsigelse, kan det endvidere ikke forlanges af den tjenestemand eller den ansatte, der indgiver klagen, og som ikke nødvendigvis råder over de relevante juridiske kvalifikationer, at vedkommende skal fremsætte en sådan indsigelse under den administrative procedure, idet hans søgsmål i modsat fald vil blive afvist.
(jf. præmis 109-111 og 119-121)
Henvisning til:
Domstolen: 1. juli 1976, sag 58/75, Sergy mod Kommissionen, Sml. s. 1139, præmis 31-33; 20. marts 1984, forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk og Beydoun mod Kommissionen, Sml. s. 1509, præmis 9; 7. maj 1986, sag 52/85, Rihoux m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1555, præmis 12 og 14; 26. januar 1989, sag 224/87, Koutchoumoff mod Kommissionen, Sml. s. 99, præmis 10; 14. marts 1989, sag 133/88, Del Amo Martinez mod Parlamentet, Sml. s. 689, præmis 10 og 11; 2. april 1998, sag C367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s Frankrig, Sml. I, s. 1719, præmis 67; 19. november 1998, sag C316/97 P, Parlamentet mod Gaspari, Sml. I, s. 7597, præmis 17 og 18
Retten: 8. juni 1995, sag T496/93, Allo mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 127, og II, s. 405, præmis 26; 13. april 2005, sag T353/03, Nielsen mod Rådet, Sml. Pers. IA, s. 95, og II, s. 443, præmis 23; 31. maj 2005, sag T284/02, Dionyssopoulou mod Rådet, Sml. Pers. IA, s. 131, og II, s. 597, præmis 62
Personaleretten: 21. februar 2008, sag F31/07, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 53, og IIA1, s. 261, præmis 57 ff., der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T160/08 P; 11. september 2008, sag F135/07, Smadja mod Kommissionen, Sml. Pers. IA1, s. 299, og IIA1, s. 1585, præmis 40, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T513/08 P; 18. maj 2009, forenede sager F138/06 og F37/08, Meister mod KHIM, Sml. Pers. IA1, s. 131, og IIA1, s. 727, præmis 145