Language of document : ECLI:EU:C:2001:474

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

F.G. JACOBS

fremsat den 20. september 2001 (1)

Sag C-162/00

Land Nordrhein-Westfalen

mod

Beata Pokrzeptowicz-Meyer

1.
    I denne sag har Bundesarbeitsgericht (Tyskland) forelagt Domstolen spørgsmål, der vedrører den direkte virkning og fortolkningen og den tidsmæssige anvendelse af artikel 37, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Polen på den anden side (2).

2.
    Det grundlæggende spørgsmål drejer sig om, hvorvidt denne bestemmelse er til hinder for, at en national retsforskrift, hvorefter ansættelse af lektorer i fremmedsprog kan ske ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, mens indgåelse af sådanne arbejdskontrakter for de øvrige lærerkræfter inden for bestemte arbejdsområder skal være sagligt begrundet i det enkelte tilfælde, finder anvendelse på polske statsborgere.

De relevante retsforskrifter

Europaaftalen

3.
    Ved afgørelse 93/743/Euratom, EKSF, EF (3) har Rådet og Kommissionen på Fællesskabernes vegne godkendt europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Polen på den anden side, undertegnet i Bruxelles den 16. december 1991. Aftalen er i overensstemmelse med artikel 121 trådt i kraft den 1. februar 1994 (4).

4.
    I henhold til femtende betragtning til aftalen oprettes associeringen mellem parterne i erkendelse af, at Republikken Polens endelige mål er at blive medlem af Fællesskabet, og at associeringen efter parternes opfattelse vil hjælpe til at nå dette mål.

5.
    Formålene med associeringen er angivet på følgende måde i aftalens artikel 1, stk. 2:

»-    at skabe passende rammer for den politiske dialog, som gør det muligt at udvikle nære politiske forbindelser mellem parterne

-    at fremme udvidelsen af samhandelen og de harmoniske økonomiske forbindelser mellem parterne og således fremme en dynamisk økonomisk udvikling og velstand i Polen

-    at skabe grundlaget for Fællesskabets finansielle og faglige bistand til Polen

-    at skabe en passende ramme for Polens gradvise integration i Fællesskabet. Polen bestræber sig i den forbindelse på at opfylde de nødvendige betingelser herfor

-    at fremme samarbejdet om kulturelle spørgsmål.«

6.
    Med henblik på virkeliggørelsen af disse formål fastsætter aftalen en række detaljerede bestemmelser, som især vedrører frie varebevægelser (afsnit III), arbejdskraftens bevægelighed, etablering og tjenesteydelser (afsnit IV), betalinger, kapital, konkurrenceregler og tilnærmelse af lovgivningerne (afsnit V), økonomisk samarbejde (afsnit VI), kulturelt samarbejde (afsnit VII) og finansielt samarbejde (afsnit VIII). Desuden oprettes ved artikel 102 et associeringsråd, der har til opgave at føre tilsyn med aftalens gennemførelse og (i medfør af artikel 104) at træffe afgørelser og fremsætte henstillinger i henhold til særlige bestemmelser i aftalen.

7.
    Nærværende sag vedrører bestemmelserne i afsnit IV (»Arbejdskraftens bevægelighed, etablering, tjenesteydelser«) og - især - dette afsnits kapitel I, (»Arbejdskraftens bevægelighed«).

8.
    Bestemmelserne i kapitel I giver ikke polske arbejdstagere ret til indrejse i og ophold på medlemsstaterne område. Imidlertid fastsætter aftalens artikel 37 vedrørende vandrende arbejdstagere af polsk nationalitet, som er lovligt beskæftigede på en medlemsstats område, følgende af relevans for nærværende sag (5):

»1.    På de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne:

-    behandles arbejdstagere af polsk nationalitet, som er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, på lige fod med medlemsstatens egne statsborgere uden nogen i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse

[...]«

9.
    Aftalens artikel 37 skal sammenholdes med artikel 58, der er indeholdt i kapitel IV (»Almindelige bestemmelser«) i afsnit IV. Artikel 58, stk. 1, bestemmer:

»For så vidt angår afsnit IV i denne aftale, er intet i aftalen til hinder for, at parterne anvender deres love og forskrifter vedrørende indrejse og ophold, arbejde, arbejdsvilkår, etablering af fysiske personer og udveksling af tjenesteydelser, forudsat at de ikke anvender dem på en sådan måde, at fordelene for nogen af parterne i henhold til en særlig bestemmelse i aftalen reduceres til nul eller begrænses. Denne bestemmelse berører ikke anvendelsen af artikel 53.«

10.
    Endelig findes en række fælles erklæringer, der er vedhæftet som bilag til aftalen. Den anden af disse erklæringer, der har overskriften »Artikel 37, stk. 1«, fastslår (6):

»Der er enighed om, at begrebet »de betingelser og de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne« efter omstændighederne omfatter EF-regler.«

De relevante tyske retsforskrifter

11.
    Som jeg tidligere har gjort rede for (7), fremgår det af de tyske domstoles retspraksis, at en arbejdskontrakt i henhold til tysk lov kun kan indgås for en begrænset periode, hvis en sådan begrænsning er sagligt begrundet. Jeg vil benævne denne form for arbejdskontrakter »tidsbegrænsede kontrakter«.

12.
    Hochschulrahmengesetz af 26. januar 1976 (rammelov for højere læreanstalter, herefter »HRG«) indeholder bestemmelser om højere læreanstalters og forskningsinstitutioners indgåelse af tidsbegrænsede kontrakter.

13.
    HRG er blevet ændret ved flere lejligheder. På tidspunktet, hvor de begivenheder, der ligger til grund for tvisten i nærværende sag, fandt sted, fandtes de relevante bestemmelser i HRG som ændret ved § 1 i Gesetz über befristete Arbeitsverträge mit wissenschaftlichem Personal an Hochschulen und Forschungseinrichtungen (lov om tidsbegrænsede arbejdskontrakter og videnskabelige medarbejdere ved de højere læreanstalter og forskningsinstitutioner) af 14. juni 1985 (8).

14.
    Ved denne ændring blev en række nye paragraffer, § 57 a til 57 f, indsat i HRG. § 57 a definerer de kategorier af arbejdstagere, som de nye bestemmelser gælder for, herunder især de »videnskabelige og kunstneriske medarbejdere«, omhandlet i HRG's § 53, »personale med lægelige opgaver«, omhandlet i § 54 og »lærere med særlige opgaver«, omhandlet i § 56. I henhold til § 57 b, stk. 1, er det - bortset fra de tilfælde, hvor en saglig begrundelse ikke er påkrævet i henhold til almindelige arbejdsretlige bestemmelser og principper - kun tilladt at indgå tidsbegrænsede kontrakter med det i § 57 a omhandlede personale, hvis en sådan indgåelse er sagligt begrundet.

15.
    Lovens § 57 b, stk. 2, bestemmer, at der navnlig foreligger saglige grunde, hvad angår de arbejdstagere, der er omhandlet i § 53 og 54 (1), hvis en medarbejders aktiviteter fremmer dennes videnskabelige eller kunstneriske udvikling eller erhvervsmæssige uddannelse, (2) hvis medarbejderen aflønnes ved bevillinger, der er bestemt til en aktivitet af begrænset varighed, (3) hvis medarbejderen ansættes med henblik på midlertidigt at erhverve eller formidle særlige kundskaber eller erfaringer, (4) hvis medarbejderen overvejende aflønnes på grundlag af eksterne midler, eller (5) hvis det er medarbejderens første ansættelse.

16.
    § 57 b, stk. 3, i den affattelse, som var gældende på det for hovedsagen relevante tidspunkt, bestemmer:

»Der foreligger ligeledes saglig grund til indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med en lærer i fremmedsprog med særlige opgaver, når den aktivitet, der skal varetages, i det væsentlige består i undervisning i et fremmedsprog (lektor).«

17.
    § 57 c, stk. 2, fastsætter en maksimumsperiode på fem år for en tidsbegrænset kontrakt, hvor begrænsningen er baseret på en af de i § 57 b, stk. 2, punkt 1-4, eller § 57 b, stk. 3, nævnte grunde. Hvis en medarbejder har indgået flere sådanne kontrakter med den samme institution, kan den samlede gyldighedsperiode højst være fem år.

18.
    Det fremgår, at det i henhold til de bestemmelser i HRG, som var gældende på det for hovedsagen relevante tidspunkt, var tilladt, men ikke obligatorisk, at ansætte lektorer i fremmedsprog i henhold til tidsbegrænsede kontrakter.

19.
    Endelig bør det bemærkes, at § 57 b, stk. 3, blev ophævet af den tyske lovgiver med virkning fra den 24. august 1998 (9). Lektorer i fremmedsprog er nu omfattet af de generelle bestemmelser i § 57 b, stk. 1 og 2. Da sagsøgerens kontrakt udløb før den 24. august 1998, gælder loven i den ændrede affattelse ifølge tysk retspraksis imidlertid ikke på hendes situation.

Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i hovedsagen

20.
    Sagsøgeren i hovedsagen, Beata Pokrzeptowicz-Meyer, er polsk statsborger. Efter at have afsluttet sine studier i Lodz i Polen i 1991 med en mastergrad i tysk bosatte hun sig i midten af 1992 i Tyskland. Ved en kontrakt, der er dateret den 5. oktober 1992, blev hun ansat af sagsøgte i hovedsagen, delstaten Nordrhein-Westfalen, for perioden 8. oktober 1992 til 30. september 1996 i en deltidsstilling som lektor i fremmedsprog ved universitetet i Bielefeld. Ifølge § 2 i hendes arbejdskontrakt var hendes ansættelse tidsbegrænset - i overensstemmelse med HRG's § 57 b, stk. 3 - fordi hendes arbejdsområder hovedsagelig bestod i at undervise i et fremmedsprog. Ifølge stillingsbeskrivelsen, som var udarbejdet af sagsøgte, bestod sagsøgerens arbejdsopgaver i undervisning i polsk i op til otte timer om ugen pr. semester, bedømmelse af de studerendes sproglige præstationer og formidling af viden om polsk kultur. Sagsøgeren måtte kun undtagelsesvis og - under alle omstændigheder i begrænset omfang - undervise i sprog- og litteraturvidenskabelige emner.

21.
    Ved stævning indgivet til Arbeitsgericht Bielefeld (Tyskland) den 16. januar 1996 nedlagde sagsøgeren påstand om, at det blev fastslået, at udløbet af hendes arbejdskontrakt, der var fastsat til den 30. september 1996, ikke ville bringe hendes ansættelse til ophør. Under påberåbelse af Domstolens dom i Spotti-sagen (10), som fastslog, at sådanne nationale bestemmelser var i strid med EF-traktatens artikel 48, stk. 2 (efter ændring nu artikel 39, stk. 2, EF), gjorde hun gældende, at tidsbegrænsningen ikke kunne begrundes i HRG's § 57 b, stk. 3. Sagsøgte bestred påstanden og gjorde i alt væsentligt gældende, at HRG's § 57 b, stk. 3, - frem til sin ophævelse med virkning fra den 24. august 1998 - fortsat var gældende for arbejdskontrakter med lektorer i fremmedsprog fra lande, som ikke er medlemmer af Den Europæiske Union.

22.
    Arbeitsgericht (Tyskland) gav ikke sagsøgeren medhold, hvorefter denne appellerede sagen til Landesarbeitsgericht, hvor hun fik medhold. Sagsøgteiværksatte revisionsanke til Bundesarbeitsgericht til prøvelse af den sidstnævnte dom. Bundesarbeitsgericht har fundet, at tvistens afgørelse afhænger af en fortolkning af fællesskabsretten, og har derfor besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)    Er artikel 37, stk. 1, i europaaftalen af 16. december 1991 om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Polen på den anden side til hinder for, at en national retsforskrift, hvorefter ansættelse af lektorer i fremmedsprog kan ske ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, mens indgåelse af sådanne arbejdskontrakter for de øvrige lærerkræfter inden for bestemte arbejdsområder skal være sagligt begrundet i det enkelte tilfælde, finder anvendelse på polske statsborgere?

2)    Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende:

    Er artikel 37, stk. 1, i europaaftalen også til hinder for anvendelsen af den nationale retsforskrift, når den tidsbegrænsede arbejdskontrakt er indgået, før europaaftalen trådte i kraft, men først udløber efter dette tidspunkt?«

23.
    Delstaten Nordrhein-Westfalen, den franske regering og Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Den franske regering og Kommissionen afgav mundtlige indlæg under retsmødet.

Formaliteten

24.
    Den aftale, som den foreliggende sag vedrører, er en international aftale - indgået mellem Fællesskaberne og deres medlemsstater og Polen - som i henhold til artikel 300, stk. 7, EF er bindende for Fællesskaberne og medlemsstaterne. Ifølge Domstolens retspraksis udgør en sådan aftale fra tidspunktet for dens ikrafttrædelse en integrerende del af fællesskabsretten, og Domstolen har derfor kompetence til at afgøre spørgsmål vedrørende fortolkningen heraf i overensstemmelse med proceduren i artikel 234 EF (11). De spørgsmål, som er forelagt i nærværende sag, kan således antages til realitetsbehandling.

Det første spørgsmål

25.
    Den forelæggende ret har med det første spørgsmål ønsket oplyst, om europaaftalens artikel 37, stk. 1, er til hinder for, at en national retsforskrift, hvorefter ansættelse af lektorer i fremmedsprog kan ske ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, mens indgåelse af sådanne arbejdskontrakter for de øvrigelærerkræfter med særlige opgaver skal være sagligt begrundet i det enkelte tilfælde, anvendes på polske statsborgere.

26.
    For at kunne besvare dette, er der to spørgsmål, som må undersøges. For det første, om artikel 37, stk. 1, har direkte virkning, således at en borger i sagsøgerens situation kan påberåbe sig denne over for en offentlig myndighed, der optræder som arbejdsgiver for universitetslærere. For det andet, om en national retsforskrift er i strid med artikel 37, stk. 1, for så vidt den bestemmer, at lektorer i fremmedsprog kan ansættes ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, uden at der foreligger en saglig begrundelse i hvert enkelt tilfælde.

Den direkte virkning af aftalens artikel 37, stk. 1

27.
    I henhold til Domstolens faste retspraksis må »en bestemmelse i en aftale indgået af Fællesskabet med et tredjeland [...] anses for umiddelbart anvendelig, når der af dens ordlyd samt aftalens formål og karakter kan udledes en klar og præcis forpligtelse, hvis opfyldelse og retsvirkninger ikke er betinget af, at der udstedes yderligere retsakter« (12).

28.
    For at kunne vurdere, om aftalens artikel 37, stk. 1, opfylder disse kriterier, er det nødvendigt først at gennemgå den pågældende bestemmelses ordlyd.

29.
    Artikel 37, stk. 1, bestemmer følgende: »På de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne [...] behandles arbejdstagere af polsk nationalitet, som er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, på lige fod med medlemsstatens egne statsborgere uden nogen i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse.«

30.
    Det bemærkes, at artikel 37, stk. 1, er affattet, så den består af to led. Det sidste led (»behandles arbejdstagere [...] uden nogen forskelsbehandling«) indeholder et klart, præcist og ubetinget forbud mod en i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af polske arbejdstagere, for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning og afskedigelse.

31.
    Som Domstolen fastslog i El-Yassini-sagen (13), kan et forbud, som er udtrykt på denne måde, have direkte virkning. I denne sag blev Domstolen forelagt spørgsmål vedrørende virkningen og fortolkningen af artikel 40, stk. 1, i samarbejdsaftalen mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Marokko, som bestemmer, at »[h]ver medlemsstat skal tilstå arbejdstagere med marokkansk statsborgerskab, der er beskæftiget på dens område, en ordning, somfor så vidt angår arbejdsvilkår og aflønning udelukker enhver forskelsbehandling på grund af nationalitet i forhold til dens egne statsborgere [...]«. I betragtning af, at artikel 40, stk. 1, »klart, præcist og ubetinget fastslår et forbud mod for så vidt angår arbejdsvilkår og aflønning at forskelsbehandle vandrende marokkanske arbejdstagere, som er beskæftiget på [værts]medlemsstatens område, på grund af disses nationalitet«, og at »[k]onstateringen af, at dette forbud mod forskelsbehandling direkte kan regulere privates forhold, [...] i øvrigt ikke [modsiges] af gennemgangen af formålet med og karakteren af den aftale, som denne bestemmelse udgør en del af«, konkluderede Domstolen, at »de personer, som denne bestemmelse finder anvendelse på, kan påberåbe sig den for de nationale domstole« (14).

32.
    Ifølge delstaten Nordrhein-Westfalen kan aftalens artikel 37, stk. 1, til trods herfor ikke have direkte virkning, eftersom aftalens parter lod vendingen »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne«, indgå i artiklens stk. 1. Det er dens opfattelse, at denne vending indskrænker forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, hvorfor artikel 37, stk. 1, ikke kan anses for at være ubetinget i den betydning, hvori dette udtryk er anvendt i Domstolens retspraksis om direkte virkning.

33.
    Dette argument kan ikke uden videre afvises. Ved et første øjekast ser det faktisk ud, som om artikel 37, stk. 1, giver medlemsstaterne visse skønsbeføjelser i forbindelse med anvendelsen af princippet om ligebehandling af arbejdstagere, som er statsborgere i Fællesskabet, og polske arbejdstagere.

34.
    Jeg mener dog, at sagsøgtes argument beror på en misforståelse af Domstolens retspraksis vedrørende den direkte virkning af bestemmelser i internationale aftaler. Ifølge denne retspraksis (15) må man for at kunne afgøre, om en bestemmelse er ubetinget, undersøge, om den forpligtelse, der er fastsat i den pågældende bestemmelse, kræver (er betinget af) aftaleparternes vedtagelse af yderligere retsakter, eller forpligtelsen er tilstrækkeligt præcis og fyldestgørende til at kunne anvendes af de nationale domstole uden en vedtagelse af sådanne retsakter. På baggrund af denne retspraksis har det ikke afgørende betydning, at artikel 37, stk. 1, indeholder vendingen »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne«. Selv om disse ord - i henhold til sagsøgtes påstand - indebærer, at udøvelsen af de rettigheder, som artikel 37, stk. 1, giver polske arbejdstagere, kan underlægges visse betingelser fastsat i den nationale lovgivning (16), kan forpligtelsen til ikke at forskelsbehandle polskevandrende arbejdstagere , hvad angår arbejdsvilkår, på grundlag af nationalitet udmærket anvendes af de nationale domstole, hvis sådanne retsakter ikke eksisterer.

35.
    Argumentet om, at artikel 37, stk. 1, ikke kan have direkte virkning, er ligeledes vanskeligt at forene med hele aftalens formål og sammenhæng (17).

36.
    Det bør først og fremmest bemærkes, at det hverken i artikel 37, stk. 1, eller i nogen anden bestemmelse i aftalen udtrykkeligt fastsættes, at det ikke er meningen, at artikel 37, stk. 1, skal have direkte virkning. Spørgsmålet er, hvorvidt - uden en sådan udtrykkelig klausul i aftalen - ordene »på de betingelser og efter de retningslinjer [...]« skal fortolkes således, at de fjerner denne direkte virkning fra det princip om ligebehandling, som indgår i artikel 37, stk. 1.

37.
    Et forsøg på at besvare dette spørgsmål bør tage i betragtning, at den fortolkning, som delstaten Nordrhein-Westfalen støtter - ifølge hvilken ligebehandlingen af polske arbejdstagere gælder med forbehold af »retningslinjer« og »betingelser« i national ret, som er direkte eller indirekte knyttet til nationalitet - i realiteten ville betyde, at medlemsstaterne kunne omgå forbuddet i artikel 37, stk. 1. Dette ville, som Kommissionen og Bundesarbeitsgericht påpeger, betyde en væsentlig begrænsning af effektiviteten af artikel 37, stk. 1, og eventuelt berøve den dens virkning. Jeg har svært ved at acceptere det synspunkt, som ligger implicit i delstaten Nordrhein-Westfalens argument, hvorefter dette var aftaleparternes hensigt. Jeg bemærker i denne forbindelse, at hverken medlemsstaterne eller Rådet i denne sag har fremsat bemærkninger til Domstolen som forsvar for dette synspunkt, og at Kommissionen og den franske regering er enige om, at artikel 37, stk. 1, kan have direkte virkning, selv om retten til ligebehandling, hvad angår arbejdsvilkår - ifølge den franske regering - ikke medfører ret til adgang til eller ophold på medlemsstaternes område.

38.
    Under alle omstændigheder ville aftalens parter, hvis det havde været deres hensigt, at artikel 37, stk. 1, ikke skulle have direkte virkning, og de ønskede atbegrænse dens effektivitet, formodentlig have formuleret denne hensigt mere klart end med den temmelig vage formulering »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer [...]«, som blev tilføjet artiklens ordlyd. Parterne kunne for eksempel have tilføjet en bestemmelse vedrørende aftalens direkte virkning til afsnit IX (»Institutionelle, almindelige og afsluttende bestemmelser«).

39.
    En sammenligning mellem artikel 37, stk. 1, og andre af aftalens bestemmelser tyder også på - i modsætning til, hvad delstaten Nordrhein-Westfalen hævder - at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 37, stk. 1, har direkte virkning. Nogle af disse bestemmelser har udelukkende karakter af programerklæring, og deres gennemførelse afhænger af afgørelser, som endnu ikke er truffet af associeringsrådet (18). Dette er f.eks. tilfældet med hensyn til området for social sikring af arbejdstagere, som er omhandlet i artikel 38 og 39, og området for udveksling af tjenesteydelser, der er omhandlet i aftalens artikel 55. Disse bestemmelser omtaler udtrykkeligt foranstaltninger, som endnu ikke er truffet af associeringsrådet, der får overdraget beføjelser til at vedtage retligt bindende bestemmelser med henblik på at virkeliggøre målene. Det kan diskuteres, om disse bestemmelser - på baggrund af Domstolens retspraksis - har direkte virkning (19). I modsætning til disse bestemmelser indeholder artikel 37, stk. 1, en regel, der fastsætter et klart resultat, som skal opnås, og som er både tilstrækkeligt præcist og fuldstændigt til, at det kan anvendes direkte af de nationale domstole uden gennemførelsesforanstaltninger. Det er således helt logisk, at artikel 37, stk. 1, ikke henviser til sådanne foranstaltninger, og at associeringsrådet i henhold til aftalens artikel 42 ikke har beføjelse til at vedtage bindende beslutninger om gennemførelsen af artikel 37, stk. 1, men kun til at »undersøge [...] yderligere muligheder for at forbedre arbejdstagernes bevægelighed« og til at »rette henstillinger«.

40.
    Det synspunkt, at artikel 37, stk. 1, direkte kan regulere borgernes retsstilling, er desuden helt i overensstemmelse med aftalens formål og karakter (20). Som det fremgår af betragtningerne og artikel 1, stk. 2 (21), opretter aftalen en associering, som - ved at skabe rammer for en politisk dialog - har til formål at fremme samhandelen og harmoniske økonomiske forbindelser mellem parterne samt velstand i Polen med henblik på at fremme Polens tiltrædelse af Den Europæiske Union. Det kan ikke nægtes, at dette mål vil blive fremmet, hvis polske vandrende arbejdstagere får mulighed for direkte at påberåbe sig de bestemmelser om ligebehandling, som er fastlagt i aftalen, for de nationaledomstole i medlemsstaterne. Domstolen har endvidere fastslået, at bestemmelser, som fastsætter principper vedrørende ligebehandling på grundlag af nationalitet i aftaler, som ganske vist opretter et økonomisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og tredjelande, men ikke har til formål at integrere disse stater i Fællesskabet, kan have direkte virkning (22). De overvejelser, der foranledigede Domstolen til at indtage denne holdning, gælder også - måske i endnu højere grad - i forbindelse med aftaler, der har til formål at forberede stater til medlemskab af Fællesskabet.

41.
    Det kan tilføjes, at den kendsgerning, at formålet med aftalen i alt væsentligt er at fremme Polens økonomiske udvikling - med henblik på at forberede landets tiltrædelse af Fællesskabet - og at der derfor kan opstå en uligevægt mellem Fællesskabets og Republikken Polens forpligtelser, i henhold til fast retspraksis ikke hindrer Domstolen i at anerkende, at nogle af dens bestemmelser har direkte virkning (23).

42.
    Spørgsmålet, hvordan ordene »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne« i artikel 37, stk. 1, skal forstås, er imidlertid stadig ubesvaret.

43.
    For at besvare dette spørgsmål mener jeg, man må se på strukturen af hele aftalen. Som den franske regering har betonet, sondres der i aftalen klart mellem adgang til beskæftigelse og behandling under ansættelse. Betingelserne for polske vandrende arbejdstageres adgang til medlemsstaternes arbejdsmarkeder er i princippet ikke berørt af aftalen, hvorimod udenlandske arbejdstagere, som har fået adgang til en medlemsstats område og har lovlig bopæl i denne medlemsstat, skal behandles på lige fod med medlemsstatens egne statsborgere, hvad angår arbejdsvilkår, aflønning og afskedigelse. Denne sondring fremgår tydeligt af den kendsgerning, at der - i aftalens afsnit IV, kapitel I - ikke findes bestemmelser, som udtrykkeligt giver polske arbejdstagere ret til at få adgang til og opholde sig på medlemsstaternes område, og af artikel 58, stk. 1, i henhold til hvilken »intet i aftalen [er] til hinder for, at parterne anvender deres love og forskrifter vedrørende indrejse og ophold [...] forudsat at de ikke anvender dem på en sådan måde, at fordelene for nogen af parterne i henhold til en særlig bestemmelse i aftalen reduceres til nul eller begrænses«. Desuden er der til aftalen knyttet et bilag i form af en erklæring fra Det Europæiske Fællesskab, ifølge hvilken »intet i bestemmelserne i kapitel I: »Arbejdskraftens bevægelighed« må fortolkes således, at medlemsstaternes kompetence med hensyn til arbejdstageres og deres familiemedlemmers indrejse og ophold på deres område begrænses« (24).

44.
    I denne sammenhæng skal formuleringen i artikel 37, stk. 1, »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne« efter min opfattelse primært forstås som en påmindelse om, at betingelserne for adgang til medlemsstaternes arbejdsmarkeder principielt er et nationalretligt anliggende, hvorfor retten til ligebehandling under ansættelse kun omfatter polske arbejdstagere, som opfylder de formelle og materielle betingelser for indrejse og ophold på området, som er fastlagt i de relevante nationale bestemmelser.

45.
    Denne fortolkning er i øvrigt i fuld overensstemmelse med parternes fælles erklæring til aftalen, ifølge hvilken »[d]er er enighed om, at begrebet »de betingelser og de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne« efter omstændighederne omfatter EF-regler« (25).

46.
    Som følge heraf drager jeg - i lighed med Kommissionen og den franske regering - den slutning, at artikel 37, stk. 1, i aftalen har direkte virkning. En polsk arbejdstager, der er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, kan således påberåbe sig denne bestemmelse i en sag anlagt mod en offentlig myndighed, der optræder som arbejdsgiver.

Foreneligheden af HRG's § 57 b, stk. 3, med aftalens artikel 37, stk. 1

47.
    Aftalens artikel 37, stk. 1, bestemmer, at arbejdstagere af polsk nationalitet, som er lovligt beskæftiget på en medlemsstats område, behandles »uden nogen i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår arbejdsvilkår, aflønning eller afskedigelse«.

48.
    Jeg mener ikke, der kan være tvivl om, at HRG's § 57 b, stk. 3, er i strid med denne bestemmelse.

49.
    For det første har Domstolen allerede haft anledning til at fastslå, at arbejdskontrakters varighed og mere specifikt anvendelsen af tidsbegrænsede arbejdskontrakter for lærerkræfter på universiteter er omfattet af begrebet »arbejdsvilkår og ansættelse« i traktatens artikel 48, stk. 2, (efter ændring nu artikel 39, stk. 2, EF) (26). Jeg ser ingen grund til at fortolke begrebet »arbejdsvilkår« i aftalens artikel 37, stk. 1, anderledes.

50.
    For det andet sondrede HRG's § 57 b, stk. 3, på tidspunktet for de begivenheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, mellem lærere i fremmedsprog og øvrige lærerkræfter. Mens den førstnævnte kategori kunne ansættes ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, skulle indgåelse af tidsbegrænsede kontrakter for de øvrige lærerkræfter inden for bestemte arbejdsområder væresagligt begrundet i det enkelte tilfælde. Den forskellige behandling af de to grupper indebar ikke en direkte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Det bør dog tages i betragtning, at langt størstedelen af lektorer i fremmedsprog er statsborgere i en anden stat end den, hvor de er ansat. Den forskel i behandlingen, som HRG's § 57 b, stk. 3, indebærer, medfører således en indirekte forskelsbehandling på grundlag af nationalitet (27).

51.
    For det tredje er jeg slet ikke i tvivl om, at artikel 37, stk. 1, skal fortolkes således, at den forbyder såvel direkte som indirekte forskelsbehandling. Under alle omstændigheder kan de fortolkninger, der er anlagt af EF-traktatens artikler, ikke i kraft af ren analogi anvendes i forbindelse med bestemmelser i aftaler mellem Fællesskabet og tredjelande (28). Den omstændighed, at artikel 39, stk. 2, EF i henhold til fast retspraksis »ikke blot indebærer et forbud mod åbenlyse former for forskelsbehandling, begrundet i nationalitet, men også mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udøves på grundlag af andre formelle kriterier« (29), er således ikke afgørende for fortolkningen af artikel 37, stk. 1, selv om de to bestemmelser har samme ordlyd. Som den franske regering har fremhævet, medfører ligheden mellem de to bestemmelser heller ikke, at artikel 37, stk. 1, giver polske vandrende arbejdstagere ret til indrejse og ophold. Betingelserne i artikel 37, stk. 1, sammenholdt med de mål, som forfølges med aftalen (30), tyder på, at forbuddet heri ikke skal fortolkes strengt, og at det derfor omfatter såvel indirekte som direkte i nationaliteten begrundet forskelsbehandling, for så vidt angår arbejdsvilkår (31). Den kendsgerning, at lærere i fremmedsprog i henhold til HRG behandles anderledes end andre lærerkræfter, der har særlige arbejdsopgaver, er derfor i strid med artikel 37, stk. 1, medmindre forskelsbehandlingen er sagligt begrundet.

52.
    For det fjerde blev Domstolen i Spotti-sagen anmodet om at svare på, om der findes saglige grunde for den indirekte forskelsbehandling - f.eks. mellem tyske statsborgere og statsborgere i andre medlemsstater - som følger af HRG's § 57 b, stk. 3. I den forbindelse fastslog Domstolen, at »nødvendigheden af at sikre en aktuel undervisning ikke kan begrunde tidsbegrænsning af kontrakter med lektorer i fremmedsprog. Faren for, at lektoren taber kontakten med sit modersmål, er begrænset, når henses til det intense kulturelle samkvem ogkommunikationsmulighederne, og universiteterne har desuden i hvert fald mulighed for at føre kontrol med lektorernes kundskabsniveau« (32). Som Kommissionen har påpeget, gælder denne argumentation for lektorer i sprog, som er polske statsborgere, i forbindelse med aftalens artikel 37, stk. 1. Der er efter min opfattelse heller ingen andre grunde, som berettiger til en anden behandling af lektorer i fremmedsprog end af andre lærergrupper i henhold til de bestemmelser i HRG, som var gældende på tidspunktet for de for hovedsagen relevante begivenheder. Der er heller ikke blevet fremført sådanne grunde i de indlæg, der er indgivet i denne sag.

53.
    På baggrund af ovenstående kan jeg drage den slutning, at aftalens artikel 37, stk. 1, er til hinder for, at en national retsforskrift, hvorefter ansættelse af lektorer i fremmedsprog kan ske ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, mens indgåelse af sådanne arbejdskontrakter for de øvrige lærerkræfter inden for bestemte arbejdsområder skal være sagligt begrundet i det enkelte tilfælde, finder anvendelse på polske statsborgere.

Det andet spørgsmål

54.
    Svaret på det første spørgsmål nødvendiggør en behandling af det andet af de spørgsmål, der er forelagt Domstolen i denne sag. Med dette spørgsmål ønsker Bundesarbeitsgericht i alt væsentligt at få oplyst, om aftalens artikel 37, stk. 1, gælder for tidsbegrænsede arbejdskontrakter, som var indgået, før europaaftalen trådte i kraft, men først udløber efter dette tidspunkt.

55.
    Ifølge aftalens artikel 121 »træder [bestemmelserne] i kraft den første dag i den anden måned efter det tidspunkt, på hvilket de kontraherende parter giver hinanden notifikation om afslutningen af de procedurer, der er nævnt i stk. 1.« I henhold til denne bestemmelse trådte aftalen i kraft den 1. februar 1994 (33).

56.
    Aftalen indeholder ingen overgangsbestemmelser ud over artikel 121. For at kunne bestemme det tidsmæssige anvendelsesområde for artikel 37, stk. 1, kræves derfor en fortolkning af bestemmelsens ordlyd, som tager dens målsætning og Domstolens retspraksis vedrørende den tidsmæssige anvendelse af fællesskabsretlige bestemmelser i betragtning.

57.
    Der kan udledes mindst to principper af denne retspraksis. Dels at fællesskabsforanstaltninger ikke finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, medmindre det undtagelsesvis fremgår klart af deres ordlyd eller generelle opbygning, at lovgiver tilsigtede en sådan virkning, at den er påkrævet af hensyn til bestemmelsernes formål, og at de berørte personers berettigede forventningerrespekteres (34). Dels at fællesskabslovgivning normalt finder anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af situationer, der er opstået, mens loven endnu ikke var ændret (35), medmindre den umiddelbare anvendelse af en særlig bestemmelse ville være i strid med beskyttelsen af de pågældendes berettigede forventning (36).

58.
    Delstaten Nordrhein-Westfalen har gjort gældende, at anvendelsen af retsforskrifter på en arbejdskontrakt, der er indgået, før disse bestemmelser trådte i kraft, må kategoriseres som en anvendelse af loven med tilbagevirkende kraft. Eftersom en sådan tilbagevirkende kraft ikke udtrykkeligt er fastlagt i aftalen, kan artikel 37, stk. 1, ikke anvendes på omstændighederne i hovedsagen.

59.
    Jeg er ikke enig i denne analyse. En anvendelse af en retsforskrift på en tidsbegrænset arbejdskontrakt, som ikke er udløbet på det tidspunkt, hvor den pågældende bestemmelse træder i kraft, betyder ikke, at loven anvendes med tilbagevirkende kraft, men kun, at bestemmelsen umiddelbart anvendes på de fremtidige virkninger af forhold, som er opstået, inden loven blev ændret.

60.
    Jeg finder støtte i dette synspunkt i dommen i sagen Licata mod Det Økonomiske og Sociale Udvalg (37). I denne sag anfægtede sagsøgeren, der var midlertidigt ansat ved Det Økonomiske og Sociale Udvalg, en beslutning, hvormed Udvalget forkortede den periode, for hvilken hun var blevet valgt til personaleudvalget, efter at hun var blevet udnævnt til tjenestemand. Beslutningen blev truffet i henhold til regler - vedrørende repræsentativiteten af personaleudvalget - som var trådt i kraft efter valget (38). Sagsøgeren påstod blandtandet, at anvendelsen af disse regler tilsidesatte princippet om, at lovgivning ikke finder anvendelse med tilbagevirkende kraft. Domstolen fastslog imidlertid, at »en ny regel [finder] principielt øjeblikkelig anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af en situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende. Anvendelsen af [de pågældende bestemmelser] på den del af Licatas mandat, der endnu ikke var udløbet, er derfor ikke i strid med princippet om, at der ikke kan gives retsakter tilbagevirkende kraft« (39).

61.
    Princippet om, at lovgivning normalt finder umiddelbar anvendelse, antyder således, at artikel 37, stk. 1, bør anses for at være gældende for arbejdskontrakter, som er indgået før, men først udløber efter den 1. februar 1994. Denne konklusion understøttes af vigtigheden af formålet med artikel 37, stk. 1. Princippet om, at der ikke må finde forskelsbehandling sted på grundlag af nationalitet, er en af aftalens grundpiller, hvilket fremgår af adskillige af dens bestemmelser (40). Det er da også svært at forestille sig foranstaltninger, som ville bidrage mere til virkeliggørelsen af de overordnede formål med aftalen, end ophævelsen, på alle områder, af forskelsbehandling begrundet i nationaliteten mellem fællesskabsborgere og polske statsborgere. Ligebehandling, hvad angår arbejdsvilkår, er endvidere af særlig betydning, fordi den direkte påvirker det voksende antal personers liv og velfærd, som lovligt er flyttet fra Polen til Fællesskabet for at arbejde.

62.
    Jeg mener heller ikke, der er tvingende retssikkerhedsmæssige grunde til at begrænse det tidsmæssige anvendelsesområde for artikel 37, stk. 1, i nærværende sag.

63.
    For det første er den kendsgerning, at princippet om ligebehandling i henhold til aftalens artikel 37, stk. 1, kan påvirke eksisterende kontraktmæssige bestemmelser, ikke i sig selv i strid med retssikkerhedsprincippet. Ifølge Domstolens faste praksis kan princippet om den berettigede forventning, som udgør et aspekt af retssikkerhedsprincippet, »ikke udvides i en sådan grad, at princippet generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse på de fremtidige virkninger af situationer, som er opstået under den tidligere ordning« (41). Jeg mener, at denne udtalelse gælder for en bestemmelse som aftalens artikel 37, stk. 1, som kan ændre eller påvirke omfanget af arbejdsgiveres og udenlandske arbejdstageres rettigheder og forpligtelser i forbindelse med arbejdskontrakter, der er indgået, før den trådte i kraft.

64.
    Dette synspunkt kan måske understøttes af Dürbeck-dommen (42). I denne sag påstod sagsøgeren, at en fællesskabsretsakt, hvormed importen af spiseæbler til Fællesskabet blev stoppet, tilsidesatte princippet om den berettigede forventning. Det blev gjort gældende, at princippet udelukkede en indvirkning på eksisterende aftaler og derfor var til hinder for, at importstoppet gjaldt for aftaler, som erhvervsdrivende havde indgået. Domstolen afviste påstanden med den begrundelse for det første, at princippet om den berettigede forventning ikke i almindelighed hindrer, at en ny lovgivning finder anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, der er opstået under den tidligere lovgivning, og for det andet, at undtagelsen af allerede indgåede kontrakter ville have frataget suspensionen enhver praktisk virkning (43).

65.
    For det andet kan anvendelsen af aftalens artikel 37, stk. 1, under ingen omstændigheder hævdes at tilsidesætte sagsøgtes berettigede forventninger. Som Kommissionen har påpeget, bør det ikke glemmes, at parterne, heriblandt repræsentanten for Forbundsrepublikken Tyskland, undertegnede aftalen den 16. december 1991, ca. 11 måneder før delstaten Nordrhein-Westfalen indgik en tidsbegrænset arbejdskontrakt med Beata Pokrzeptowicz-Meyer. Jeg mener, at medlemsstaternes offentlige myndigheder må forventes at holde sig ajour med den internationale udvikling og således være orienteret om forpligtelser som følge af internationale aftaler, hvori Fællesskabet er part, og som er af stor politisk og retlig betydning for Fællesskabet som helhed, sådan som det er tilfældet med europaaftalerne.

66.
    Endelig er det i nærværende sag ikke over for Domstolen blevet gjort gældende, at medlemsstaten har ret til - som en af »de betingelser og [...] de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne« - at afgøre, fra hvilket tidspunkt retten til ligebehandling kan påberåbes af polske arbejdstagere. Det er min opfattelse, at et sådant argument under alle omstændigheder ville være blevet afvist. Som jeg har gjort rede for ovenfor, skal omtalen i artikel 37, stk. 1, af betingelser og retningslinjer forstås som en påmindelse om, at retten til ligebehandling i forbindelse med ansættelse er betinget af de nationale regler om adgang og ophold (44). En udvidelse af disse ords rækkevidde til at omfatte den tidsmæssige virkning af artikel 37, stk. 1, ville begrænse bestemmelsens effektivitet og - i strid med formålet med aftalens artikel 121 og med hensynene til retssikkerheden - medføre, at forskellige bestemmelser i aftalen trådte i kraft på forskellige tidspunkter.

67.
    Dette leder mig frem til den slutning, at artikel 37, stk. 1, i aftalen finder anvendelse på tidsbegrænsede arbejdskontrakter, der var indgået før, men først udløb efter aftalens ikrafttrædelse den 1. februar 1994.

Forslag til afgørelse

68.
    På baggrund af ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Bundesarbeitsgericht forelagte spørgsmål således:

»1)    Artikel 37, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Polen på den anden side har direkte virkning og kan påberåbes for medlemsstaternes domstole i en sag, der er rejst mod en offentlig myndighed, der optræder som arbejdsgiver.

2)    Aftalens artikel 37, stk. 1, er til hinder for, at en national retsforskrift, hvorefter ansættelse af lektorer i fremmedsprog kan ske ved tidsbegrænsede arbejdskontrakter, mens indgåelse af sådanne arbejdskontrakter for de øvrige lærerkræfter inden for bestemte arbejdsområder skal være sagligt begrundet i det enkelte tilfælde, finder anvendelse på polske statsborgere.

3)    Aftalens artikel 37, stk. 1, finder anvendelse på arbejdskontrakter af begrænset varighed, der var indgået før, men først udløb efter aftalens ikrafttrædelse den 1. februar 1994.«

1: -     Originalsprog: engelsk.

2: -     EFT 1993 L 348, s. 2.

3: -     Rådets og Kommissionens afgørelse af 13.12.1993 om indgåelse af europaaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og medlemsstaterne på den ene side og Republikken Polen på den anden side (EFT L 348, s. 1).

4: -     Oplysninger vedrørende ikrafttrædelsesdatoen for europaaftalen med Polen, se EFT 1993 L 348, s. 184.

5: -     Enslydende bestemmelser findes i samtlige ti europaaftaler, som er undertegnet indtil dato. Jf. artikel 38, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Bulgarien på den anden side, EFT 1994 L 358, s. 3; artikel 38, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Tjekkiske Republik på den anden side, EFT 1994 L 360, s. 2; artikel 36, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Estland på den anden side, EFT 1998 L 68, s. 3; artikel 37, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side, EFT 1993 L 347, s. 2; artikel 37, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Letland på den anden side, EFT 1998 L 26, s. 3; artikel 37, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Litauen på den anden side, EFT 1998 L 51, s. 3; artikel 38, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Rumænien på den anden side, EFT 1994 L 357, s. 2; artikel 38, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Slovakiske Republik på den anden side, EFT 1994 L 359, s. 2, og artikel 38, stk. 1, i europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber ogderes medlemsstater, der optræder inden for rammerne af Den Europæiske Union, på den ene side og Republikken Slovenien på den anden side, EFT 1999 L 51, s. 3.

6: -     EFT 1993 L 348, s. 179.

7: -     Jf. punkt 5 i mit forslag til afgørelse i Spotti-sagen (dom af 20.10.1993, sag C-272/92, Sml. I, s. 5185).

8: -     BGBl. I, s. 1065.

9: -     Fjerde lov om ændring af HRG (Viertes Gesetz zur Änderung des Hochschulrahmengesetzes), BGBl I, s. 2190.

10: -     Anført i fodnote 7.

11: -     Dom af 30.4.1974, sag 181/73, Haegeman, Sml. s. 449, præmis 5 og 6, og af 30.9.1987, sag 12/86, Demirel, Sml. s. 3719, præmis 7.

12: -     Jf. navnlig Demirel-dommen, anført i fodnote 11, præmis 14, dom af 4.5.1999, sag C-262/96, Sürül, Sml. I, s. 2685, præmis 60, og af 11.5.2000, sag C-37/98, Savas, Sml. I, s. 2927, præmis 39.

13: -     Dom af 2.3.1999, sag C-416/96, Sml. I, s. 1209, præmis 27.

14: -     Dommens præmis 27, 28 og 32. Jf. desuden vedrørende den direkte virkning af bestemmelser om ligebehandling i forbindelse med social sikring dom af 31.1.1991, sag C-18/90, Kziber, Sml. I, s. 1999, af 5.4.1995, sag C-103/94, Krid, Sml. I, s. 719, og af 11.11.1999, sag C-179/98, Mesbah, Sml. I, s. 7955.

15: -     Jf. fodnote 12.

16: -     Jeg vil nedenfor i punkt 42-45 gennemgå, hvilke betingelser dette kan være.

17: -     Jf. desuden M. Cremona, »The New Associations: Substantive Issues of the Europe Agreements with the Central and Eastern European States«, V. Konstadinidis (red.), The Legal Regulation of the European Community's External Relations after the Completion of the Internal Market, s. 145, D. Martin, »Association Agreements«, Assoziierungsabkommen der EU mit Drittstaaten (1998), s. 32, M. Hedemann-Robinson, »An overview of recent legal developments at Community level in relation to third country nationals resident within the European Union, with particular reference to the case law of the European Court of Justice«, Common Market Law Review 525, 2001, s. 571-572. Andre har udtalt sig til fordel for den direkte virkning af artikel 37, stk. 1, uden dog udtrykkeligt at behandle betydningen af vendingen »[p]å de betingelser og efter de retningslinjer, der gælder i hver af medlemsstaterne«. Jf. s. Peers, »Towards Equality: Actual and Potential Rights of Third-Country Nationals in the European Union«, Common Market Law Review 7, 1996, s. 29, L. Nyssen & X. Denöel, »La situation des ressortissants de pays tiers à la suite de l'arrêt Bosman«, Revue du marché unique européen 119, 1996, s. 124-125.

18: -     Jf. punkt 6.

19: -     Jf. Demirel-dommen, anført i fodnote 11, præmis 19-25, og Savas-dommen, anført i fodnote 12, præmis 41-45.

20: -     Jf. i lighed hermed generaladvokat Légers forslag til afgørelse, fremsat den 8.5.2001 i Jany m.fl.-sagen (dom af 20.11.2001, sag C-268/99, Sml. I, s. 8615), punkt 48.

21: -     Anført i punkt 4 og 5.

22: -     Jf. El-Yassini-dommen, anført i fodnote 13.

23: -     Jf. især Sürül-dommen, præmis 72, og Savas-dommen, præmis 53, begge anført i fodnote 12.

24: -     EFT 1993 L 348, s. 183.

25: -     Jf. også D. Martin & E. Guild, Free Movement of Persons in the European Union, 1996, s. 297.

26: -     Jf. dom af 30.5.1989, sag 33/88, Allué, Sml. s. 1591, og Spotti-dommen, anført i fodnote 7.

27: -     Spotti-dommen, anført i fodnote 7, præmis 18.

28: -     Jf. dom af 9.2.1982, sag 270/80, Polydor, Sml. s. 329, præmis 14-21, og af 26.10.1982, sag 104/81, Kupferberg, Sml. s. 3641.

29: -     Jf. dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, præmis 23. Jf. ligeledes Allué-dommen, anført i fodnote 26, præmis 11, og Spotti-dommen, anført i fodnote 7, præmis 18.

30: -     Jf. europaaftalens artikel 1, stk. 2.

31: -     Jf. i lighed hermed vedrørende artikel 3, stk. 1, i afgørelse nr. 3/80 truffet af associeringsrådet oprettet ved associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, Sürül-dommen, anført i fodnote 12, præmis 97-104, og generaladvokat La Pergolas forslag til afgørelse, punkt 47.

32: -     Præmis 20. Jf. ligeledes Allué-dommen, anført i fodnote 26, præmis 14.

33: -     Oplysninger vedrørende ikrafttrædelsesdatoen for europaaftalen med Republikken Polen.

34: -     Jf. navnlig dom af 25.1.1979, sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, præmis 20, af 11.7.1991, sag C-368/89, Crispoltoni, Sml. I, s. 3695, præmis 17 og 20, og af 15.7.1993, sag C-34/92, GruSa Fleisch, Sml. I, s. 4147, præmis 22. Jf. ligeledes vedrørende den tidsmæssige virkning i medlemsstaterne af bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union dom af 6.6.2000, sag C-35/98, Verkooijen, Sml. I, s. 4071, præmis 42, og vedrørende den tidsmæssige virkning af EF-traktatens bestemmelser i en medlemsstat efter dennes tiltrædelse af Fællesskabet dom af 11.1.2001, sag C-464/98, Stefan, Sml. I, s. 173, præmis 21.

35: -     Jf. f.eks. dom af 9.12.1965, sag 44/65, Singer, Sml. 1965-1968, s. 137, på s. 140, org.ref.: Rec. s. 1191, på s. 1200, af 14.4.1970, sag 68/69, Brock, Sml. 1970, s. 37, org.ref.: Rec. s. 171, præmis 7, af 5.12.1973, sag 143/73, Sopad, Sml. s. 1433, præmis 8, og af 5.2.1981, sag 40/79, P. mod Kommissionen, Sml. s. 361, præmis 12. Jf. i lighed hermed vedrørende den tidsmæssige virkning af traktatens bestemmelser i en medlemsstat efter dennes tiltrædelse af Fællesskabet dom af 2.10.1997, sag C-122/96, Saldanha og MTS, Sml. I, s. 5325, præmis 14.

36: -     Jf. navnlig dom af 4.7.1973, sag 1/73, Westzucker, Sml. s. 723, præmis 6-10, af 15.12.1978, sag 96/77, Bauche, Sml. s. 383, præmis 54-58, og af 14.1.1987, sag 278/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1, præmis 34-37.

37: -     Dom af 10.7.1986, sag 270/84, Sml. s. 2305.

38: -     De gældende regler blev fastsat i almindelig afgørelse nr. 173/84A af 7.5.1984 truffet af formanden for Det Økonomiske og Sociale Udvalg.

39: -     Dommens præmis 31.

40: -     Jf. f.eks. artikel 44, stk. 3.

41: -     Jf. navnlig dom af 16.5.1979, sag 84/78, Tomadini, Sml. s. 1801, præmis 21, af 5.5.1981, sag 112/80, Dürbeck, Sml. s. 1095, præmis 48, og dommen af 14.1.1987 i sagen Tyskland mod Kommissionen, anført i fodnote 36, præmis 36.

42: -     Anført i fodnote 41.

43: -     Dommens præmis 48-50. Jf. ligeledes vedrørende den umiddelbare anvendelse af fællesskabsforanstaltninger på produkter i transit mellem et tredjeland og en medlemsstat dom af 17.7.1997, sag C-183/95, Affish, Sml. I, s. 4315, præmis 55-58, og kendelse af 5.2.1997, sag C-51/95 P, Unifruit Hellas mod Kommissionen, Sml. I, s. 727, præmis 27.

44: -     Jf. punkt 43 og 44.