RETTENS DOM (Appelafdelingen)
9. december 2010
Sag T526/08 P
Europa-Kommissionen
mod
Guido Strack
»Appel — kontraappel — personalesag — tjenestemænd — ansættelse — meddelelse om ledig stilling — afslag på ansøgning — udnævnelse til en stilling som kontorchef — annullationssøgsmål — formaliteten — retlig interesse — erstatningssøgsmål — ikke-økonomisk skade«
Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 25. september 2008 i sag F44/05, Strack mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 303, og II‑A‑1, s. 1609), med påstand om delvis ophævelse af denne dom. Kontraappel iværksat af Guido Strack.
Udfald: Punkt 1, 2, 3, 5 og 6 i domskonklusionen til dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 25. september 2008 i sag F44/05, Strack mod Kommissionen, ophæves. I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen i kontraapellen. Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at den træffer afgørelse vedrørende påstanden om annullation af afgørelsen om at udnævne M.A. til kontorchef for »Udbud og Kontrakter« ved Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer og af afgørelsen om at afslå Guido Stracks ansøgning til denne stilling, vedrørende påstanden om en erstatning på 2 000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som Guido Strack angiveligt har lidt, samt om sagsomkostningerne. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Appel — retlig interesse — Rettens undersøgelse af egen drift
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 10)
2. Tjenestemænd — søgsmål — retlig interesse — søgsmål til prøvelse af såvel afslaget på en ansøgning til en ledig stilling som ansættelsen af en anden tjenestemand — bedømmelse samlet og under ét af den retlige interesse i tilfælde af uadskillelige afgørelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningspåstand forbundet med en annullationspåstand
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — annullation af anfægtet ulovlig retsakt — erstatning, som principielt er passende og fuldstændig, for den ikke-økonomiske skade
(Art. 233, stk. 1, EF; tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
5. Tjenestemænd — søgsmål — retlig interesse — søgsmål til prøvelse af afslaget på en ansøgning til en ledig stilling
(Art. 233, stk. , EF; tjenestemandsvedtægten, art. 53 og 78)
6. Tjenestemænd — søgsmål — Fællesskabets retsinstansers kompetence — anmeldelse af en parts adfærd til de kompetente strafferetlige myndigheder — inkompetence
7. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — for sen meddelelse af en bebyrdende afgørelse — tjenestefejl
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
8. Tjenestemænd — søgsmål — erstatningssøgsmål — annullation af en anfægtet retsakt, som ikke sikrer rimelig genoprettelse af en ikke-økonomisk skade — ikke-økonomisk skade forvoldt ved et angreb på tjenestemandens ære, værdighed, selvopfattelse eller omdømme
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. Retten kan af egen drift tage stilling til, om en part savner interesse i at fortsætte en appelsag som følge af, at der efter afsigelsen af Personalerettens dom er indtrådt en sådan omstændighed, at dommen ikke kan skade appellanten, og kan fastslå, at appellen af denne grund må afvises. En retlig interesse hos appellanten forudsætter nemlig, at appellen med sit resultat kan tilføre parten en fordel.
(jf. præmis 44)
Henvisning til:
Domstolen, 19. oktober 1995, sag C19/93 P, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 3319, præmis 13; Domstolen, 25. januar 2001, sag C111/99 P, Lech-Stahlwerke mod Kommissionen, Sml. I, s. 727, præmis 18
Retten, 28. juni 2005, sag T147/04, Ross mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 171, og II, s. 771, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis
2. I tilfælde, hvor et søgsmål er anlagt af en tjenestemand i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91, hvorunder der er nedlagt påstand om annullation af en afgørelse om afslag på dennes ansøgning og af en afgørelse om ansættelse af en anden tjenestemand i den ledige stilling, skal sagsøgerens interesse i at opnå annullation af disse afgørelser bedømmes samlet og under ét, hvis de to afgørelser er uadskillelige. Det er en retlig fejl at bedømme tjenestemandens retlige interesse i annullation af afgørelsen om afslag på ansøgningen specifikt og adskilt fra tjenestemandens retlige interesse i annullation af afgørelsen om ansættelse.
(jf. præmis 45 og 46)
Henvisning til:
Domstolen, 28. september 1983, sag 131/82, Angelini mod Kommissionen, Sml. s. 2801, generaladvokat Mancinis forslag til afgørelse, s. 2820 og den deri nævnte retspraksis; Domstolen, 7. juni 2007, sag C362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 46
3. Når formålene med påstande om annullation og om erstatning er sammenfaldende, må der med henblik på at bedømme lovligheden af den adfærd, som foreholdes en institution i forbindelse med erstatningspåstanden, henvises til de anbringender og argumenter, der er påberåbt til støtte for påstanden om annullation af de anfægtede afgørelser.
For så vidt som formålet med annullationspåstanden er sammenfaldende med formålet med erstatningspåstanden, har en afvisning af annullationspåstanden på grund af manglende søgsmålsinteresse hos sagsøgeren ikke til virkning at fratage Unionens retsinstanser muligheden for i givet fald at henvise til de anbringender og argumenter, der er påberåbt til støtte herfor, med henblik på at bedømme lovligheden af den adfærd, der foreholdes institutionen i forbindelse med erstatningspåstanden.
(jf. præmis 50)
Henvisning til:
Retten, 31. januar 2007, sag T166/04, C mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 9, og II‑A‑2, s. 49, præmis 29
4. Henset til ansættelsesmyndighedens forpligtelse til at vedtage foranstaltninger til gennemførelse af en dom, som følger af artikel 233, stk. 1, EF, forekommer annullation af en retsakt hidrørende fra administrationen, som er anfægtet af en tjenestemand, i sig selv som værende en passende og i princippet tilstrækkelig erstatning for den ikke-økonomiske skade, som denne tjenestemand kan have lidt, medmindre denne godtgør at have lidt en ikke-økonomisk skade, som kan adskilles fra den ulovlighed, der danner grundlag for annullationen, og som ikke kan erstattes fuldstændigt ved denne annullation.
(jf. præmis 58 og 99)
Henvisning til:
Domstolen, 7. februar 1990, sag C343/87, Culin mod Kommissionen, Sml. I, s. 225, præmis 26-29
Retten, 6. juni 2006, sag T10/02, Girardot mod Kommissionen, Sml. Pers. IA2, s. 129, og IIA2, s. 609, præmis 131; C mod Kommissionen, nævnt ovenfor, præmis 69-73
5. En tjenestemand, som er ramt af vedvarende invaliditet, og som afskediges med pension uden ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 53 og 78 befinder sig i en afvendelig situation, da han en dag kan genoptage arbejdet i en EU-institution. Udviklingen af hans situation ved institutionerne afhænger af den fortsatte tilstedeværelse af de omstændigheder, der har begrundet denne invaliditet, hvilket kan efterprøves med regelmæssige mellemrum.
En sådan tjenestemand bevarer en interesse i, i forbindelse med en udvælgelsesprocedure med henblik på besættelse af en ledig stilling, som han har fået adgang til at deltage i, at påstå annullation af afgørelsen med afslag på hans ansøgning og af afgørelsen om at ansætte en anden ansøger, med henblik på i tilfælde af en genoptagelse af tjenesten fortsat at kunne ansøge om den pågældende stilling eller endog blot i et sådant tilfælde undgå, at de påståede ulovligheder, som berører fremgangsmåden for udvælgelsesproceduren, ikke gentager sig i fremtiden i forbindelse med en procedure, som svarer til den, han deltog i. En sådan retlig interesse følger af artikel 233, stk. 1, EF, hvorefter de institutioner, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger.
Det kan kun forholde sig anderledes i visse særlige tilfælde, hvor en undersøgelse af den konkrete situation for en tjenestemand, som er erklæret invalid, viser, at han ikke længere en dag kan genoptage tjenesten i en institution, f.eks. henset til konklusionerne fra invaliditetsudvalget, som har til opgave at undersøge hans invalidemæssige situation, hvoraf fremgår, at arten af den sygdom, som har medført invaliditeten, er stationær, og at det derfor ikke er nødvendigt med en yderligere lægeundersøgelse, eller henset til erklæringer fra den pågældende tjenestemand, hvoraf fremgår, at han under alle omstændigheder ikke genoptager tjenesten i en institution.
(jf. præmis 69-71)
Henvisning til:
Wunenburger mod Kommissionen, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis; Domstolen, 22. december 2008, sag C198/07 P, Gordon mod Kommissionen, Sml. I, s. 10701, præmis 46 og 47; Ross mod Kommissionen, præmis 9 og 32
Retten, 12. september 2007, sag T250/04, Combescot mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 191, og II‑A‑2, s. 1251, præmis 27 og 29
6. De regler, der gælder for proceduren for Personaleretten, indeholder ingen forholdsregler, som gør det muligt for en part i en tvist for denne ret sporadisk at nedlægge påstand om, at Personaleretten fastslår, at den adfærd, som under sagen blev udvist af den anden part i samme tvist, kan kvalificeres som strafbar, at Personaleretten fastslår, at nævnte adfærd skal anmeldes til de kompetente strafferetlige myndigheder, og at Personalerettten skal indgive klage til sidstnævnte, og som gør det muligt a fortiori at pålægge Personaleretten at træffe afgørelse herom for ikke at gøre sig skyldig i retsvægring. Dette berører ikke den mulighed, som den part, der føler sig udsat for en sådan adfærd, har for at anmode Personaleretten om i henhold til dens beføjelser i medfør af procesreglementets artikel 30, stk. 4, at ophæve immuniteten for de partsrepræsentanter, som møder for denne, med hensyn til deres mundtlige og skriftlige ytringer vedrørende sagen eller sagens parter, med henblik på at indbringe nævnte adfærd for de kompetente strafferetlige myndigheder.
Eftersom de regler, der gælder for proceduren for Retten, tilsigter en appel til prøvelse af en afgørelse fra Personaleretten, indeholder de heller ingen forholdsregler, som gør det muligt for en part i proceduren for førsteinstansretten at indbringe en påstand for denne om, at det fastslås, at den adfærd, som blev udvist i første instans af den anden part i proceduren, kan betegnes som strafbar, og at det fastslås, at nævnte adfærd skal anmeldes til de kompetente strafferetlige myndigheder. Ligeledes påbyder disse regler a fortiori ikke, at der træffes afgørelse om en sådan påstand, idet retten i modsat fald gør sig skyldig i retsvægring.
(jf. præmis 82 og 124)
7. Administrationens forsinkelse ved udfærdigelsen eller meddelelsen af en bebyrdende afgørelse udgør i forhold til den pågældende tjenestemand ikke i sig selv en bebyrdende retsakt, der kan annulleres, men en tjenstlig fejl, der for nævnte tjenestemand kan medføre en ikke-økonomisk skade, når denne omstændighed hos ham har medført en usikkerhed eller bekymring med hensyn til anerkendelsen af hans rettigheder og med hensyn til hans erhvervsmæssige fremtid.
(jf. præmis 103)
Henvisning til:
Retten, 12. december 2000, sag T11/00, Hautem mod EIB, Sml. II, s. 4019, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 8. december 2005, sag T274/04, Rounis mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 407, og II, s. 1849, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 20. november 2007, sag T308/04, Ianniello mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑2, s. 215, og II‑A‑2, s. 1405, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis
8. Udtrykkeligt negative bedømmelser af en tjenestemands faglige egenskaber eller alvorlige beskyldninger fremsat offentligt mod denne i en akt, der indeholder et klagepunkt mod denne, eller i forbindelse med en procedure, som udmunder i en sådan akt, kan for nævnte tjenestemand medføre en ikke-økonomisk skade, som er forskellig fra denne akt, når de anfægter hans ære, værdighed, selvopfattelse eller omdømme.
(jf. præmis 108)
Henvisning til:
Culin mod Kommissionen, præmis 27-29
Retten, 10. juni 2004, sag T307/01, François mod Kommissionen, Sml. II, s. 1669, præmis 110