RETTENS KENDELSE (Appelafdelingen)

17. december 2009

Sag T-567/08 P

Bart Nijs

mod

Revisionsretten for Den Europæiske Union

»Appel – personalesag – tjenestemænd – afgørelse om ikke at forfremme sagsøgeren i forfremmelsesåret 2005 – åbenbart, at appellen delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet«

Angående: Appel af dom afsagt af Retten for EU-personalesager (Anden Afdeling) den 9. oktober 2008, Nijs mod Revisionsretten (sag F-49/06, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald: Appellen forkastes. Bart Nijs bærer sine egne omkostninger og betaler Revisionsretten for Den Europæiske Unions omkostninger for nærværende instans.

Sammendrag

1.      Appel – angivelse i appelskriftet af de retlige anbringender og argumenter, der påberåbes – forvirrende og usammenhængende fremstilling af argumenterne – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 138, stk. 1, litra c)]

2.      Appel – anbringender – anbringende vedrørende hensyntagen til konstateringer i en tidligere dom, der ikke har været genstand for en begæring om ekstraordinær genoptagelse – retskraft – ikke lagt til grund

(Statutten for Domstolen, art. 44; Rettens procesreglement, art. 126)

1.      Det fremgår af artikel 138, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, at appelskriftet skal indeholde appellantens retlige anbringender og argumenter. Disse angivelser skal være så klare og præcise, at modparten får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og for, at Retten i givet fald kan tage stilling til sagen på det foreliggende grundlag. For at et anbringende kan antages til realitetsbehandling, er det af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som anbringendet støttes på, om end kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde fremgår af selve appelskriftet. I modsat fald behandler Retten blot de argumenter, den finder forståelige.

(jf. præmis 17)

Henvisning til: Retten, 28. april 1993, sag T-85/92, De Hoe mod Kommissionen, Sml. II, s. 523, præmis 20, Retten, 25. juli 2000, sag T-110/98, RJB Mining mod Kommissionen, Sml. II, s. 2971, præmis 23, Retten, 11. juli 2007, sag T-167/04, Asklepios Kliniken mod Kommissionen, Sml. II, s. 2379, præmis 39 og 40.

2.      En sagsøger kan hverken foreholde Personaleretten, at den har undladt at foretage en fornyet prøvelse af de konstateringer, der findes i en tidligere dom, som Retten har afsagt vedrørende ham, eller at den har undladt at anmode modparten om at fremlægge nye beviser, hvis denne dom har fået retskraft i mangel af en begæring om ekstraordinær genoptagelse i medfør af artikel 44, stk. 1, i statutten for Domstolen.

Retskraften, der vedrører de faktiske og retlige omstændigheder, som en retsafgørelse rent faktisk eller nødvendigvis har taget stilling til, kan nemlig kun anfægtes ved en genoptagelsesprocedure. Genoptagelse forudsætter, at der er fremkommet omstændigheder af faktisk art, som er tidligere end dommens afsigelse, og som indtil da var ukendt for den ret, som har afsagt dommen, samt for den part, der begærer sagen genoptaget, og som, såfremt retten kunne have taget dem i betragtning, ville have kunnet føre til en anden afgørelse af tvisten end den trufne. Det fremgår af artikel 44, stk. 2, i statutten for Domstolen, sammenholdt med artikel 126 i Rettens procesreglement, at proceduren ved genoptagelse af en dom indledes med en kendelse, hvorved Retten udtrykkeligt fastslår tilstedeværelsen af en ny faktisk omstændighed og anerkender, at den har de egenskaber, der kan begrunde genoptagelse af sagen, efter at en af parterne har indgivet en begæring om genoptagelse.

(jf. præmis 32-34 og 39)

Henvisning til: Domstolen, 19. februar 1991, sag C-281/89, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 347, præmis 14, Domstolen, 16. januar 1996, sag C-130/91 REV II, ISAE/VP og Interdata mod Kommissionen, Sml. I, s. 65, præmis 6, Domstolen, 15. maj 2008, sag C-442/04, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 3517, præmis 25; Retten, 12. november 1998, sag T-91/96 REV, Rådet mod Hankart, Sml. Pers. I-A, s. 597, og II, s. 1809, præmis 13.