Language of document : ECLI:EU:T:2013:423

Sag T-566/08

Total Raffinage Marketing

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – markedet for paraffinvoks – markedet for råparaffin – beslutning, hvori der konstateres en overtrædelse af artikel 81 EF – prisfastsættelse og markedsdeling – bevis for kartellets eksistens – begrebet samlet og vedvarende overtrædelse – overtrædelsens varighed – overtrædelsens ophør – retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – ligebehandling – uskyldsformodning – ansvaret for overtrædelsen – et moderselskabs ansvar for overtrædelser af konkurrencereglerne begået af dets datterselskaber – afgørende indflydelse øvet af moderselskabet – formodning i tilfælde af en kapitalandel på 100% – proportionalitet – afrundingsmetode – fuld prøvelsesret«

Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 13. september 2013 ?II – 0000

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 13. september 2013

1.      Karteller – aftaler mellem virksomheder – begreb – fælles vilje hvad angår den adfærd, der skal udvises på markedet – aftale om prisfastsættelse – omfattet – betingelser – en eller flere deltageres afvigende adfærd – ingen betydning – bevis for, at en af deltagerne ikke har gennemført kartellet – offentlig afstandstagen

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med forpligtelsen for hver virksomhed til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd – udveksling af oplysninger mellem konkurrenter – formodning for, at oplysningerne anvendes til at fastlægge adfærden på markedet – betingelser

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevis – bevis ført ved et vist antal forskellige udtryk for overtrædelsen – lovlig – anvendelse af en række indicier – de enkelte indiciers bevismæssige værdi – dokumentbeviser – kriterier – de fremlagte bevisers troværdighed – bevismæssige forpligtelser for virksomheder, der bestrider, at der foreligger en overtrædelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      EU-retten – principper – grundlæggende rettigheder – uskyldsformodning – konkurrencesag – anvendelighed – rækkevidde – følger

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed – beviskraft af frivillige erklæringer, hvormed hoveddeltagerne i et kartel belaster en virksomhed med henblik på at drage fordel af samarbejdsmeddelelsen – erklæringer, der går imod nævnte virksomheds interesser – forhøjet bevisværdi

(Art. 81, stk. 1, EF; Kommissionens meddelelse 2002/C 45/03)

6.      Karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis – en virksomheds besvarelse af Kommissionens anmodning om oplysninger – erklæring fra en virksomhed, der bestrides af andre virksomheder – forpligtelse til at supplere et sådant bevis med andre troværdige oplysninger

(Art. 81 EF)

7.      Karteller – aftaler og samordnet praksis, der udgør en enkelt overtrædelse – en virksomheds deltagelse i et samlet kartel – bedømmelseskriterier – ingen direkte deltagelse – ingen betydning

(Art. 81 EF)

8.      Karteller – aftaler mellem virksomheder – begreb – deltagelse i møder med et konkurrencebegrænsende formål – omfattet – betingelse – manglende afstandstagen fra de trufne afgørelser – bedømmelseskriterier

(Art. 81, stk. 1, EF)

9.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af kravene til begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder

(Art. 253 EF)

10.    Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – generel henvisning til andre skriftlige indlæg, der er vedlagt som bilag til stævningen – afvisning – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende, der fremføres for første gang under retsmødet – afvisning

[Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c), og art. 48, stk. 2]

11.    Karteller – aftaler og samordnet praksis, der udgør en enkelt overtrædelse – begreb – kriterier – fælles mål og overordnet plan – komplementaritetsforhold mellem aftalerne – vertikale forbindelser mellem de berørte markeder og et betydeligt sammenfald mellem deltagerne

(Art. 81, stk. 1, EF)

12.    Karteller – aftaler og samordnet praksis, der udgør en enkelt overtrædelse – begreb – deltagerne i de forskellige aspekter af overtrædelsen er ikke de samme – forskellig varighed af de forskellige aspekter af overtrædelsen – ingen betydning

(Art. 81, stk. 1, EF)

13.    Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – bevismateriale, som kan lægges til grund – undersøgelsen koncentreres om visse aspekter af konkurrencebegrænsende praksis – omstændighed, der ikke hindrer Kommissionen i at anvende alle de beviser, som den har til rådighed på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen

(Art. 81, stk. 1, EF)

14.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – omsætning, der tages i betragtning – referenceår – sidste fulde år, hvor overtrædelsen fandt sted – dettes usædvanlige karakter med hensyn til visse deltagere – hensyntagen til en længere periode på samme måde for alle deltagere – lovlig – tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og ligebehandlingsprincippet – foreligger ikke – fejlvurdering – foreligger ikke

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 13)

15.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed og varighed – overtrædelse begået af flere virksomheder – den relative intensitet af den enkelte virksomheds deltagelse – anvendelse af en multiplikator – bedømmelse – ikke muligt for en virksomhed at påberåbe sig ligebehandlingsprincippet med henblik på at opnå en ulovlig nedsættelse

(Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 20 og 21)

16.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – automatisk medtagelse af et supplerende beløb i medfør af retningslinjerne for beregningen af bøder – tilsidesættelse af princippet om individuelle straffe og sanktioner – foreligger ikke – hensyntagen til formålet om generel forebyggelse – lovlig – hensyntagen til formålet om afskrækkende virkning på flere stadier i processen for fastsættelse af bødestørrelsen – lovlig

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 25)

17.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens varighed – bødestørrelsens afskrækkende virkning – overholdelse af proportionalitetsprincippet – forpligtelse til at fastsætte en bøde, der står i et rimeligt forhold til værdien af det årlige salg på det omhandlede marked – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3)

18.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – den pågældende virksomheds samlede omsætning – omsætning vedrørende de varer, der er genstand for overtrædelsen – gensidig hensyntagen – grænser – overholdelse af proportionalitetsprincippet – pligt for Kommissionen til at holde sig til sin tidligere beslutningspraksis – foreligger ikke

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2 og 3; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 30)

19.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moderselskab og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – afkræftelig formodning – tilsidesættelse af princippet om uskyldighedsformodningen – foreligger ikke – tilsidesættelse af princippet om individuelle straffe og sanktioner – foreligger ikke

(Art. 81, stk. 1, EF)

20.    Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moderselskab og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – formodning for, at moderselskabet har udøvet en afgørende indflydelse på sine helejede datterselskaber – bevismæssige forpligtelser for et selskab, der ønsker at afkræfte denne formodning – faktorer, der ikke er tilstrækkelige til at afkræfte formodningen

(Art. 81, stk. 1, EF)

21.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – Unionens retsinstansers fulde prøvelsesret – rækkevidde – hensyntagen til retningslinjerne for beregningen af bøder – grænser – overholdelse af almindelige retsprincipper – beregning af varigheden af deltagelsen i overtrædelsen – afrunding af antallet af måneder med deltagelse – beløb, der ikke afspejler deltagelsens reelle varighed – tilsidesættelse af ligebehandlings- og proportionalitetsprincippet

(Art. 81, stk. 1, EF og art. 226 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23; Kommissionens meddelelse 2006/C 210/02, punkt 24)

22.    Konkurrence – bøder – størrelse – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – fuld prøvelsesret – virkning

(Art. 229 EF; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 31)

23.    Retslig procedure – omkostninger – byrde – stævningens størrelse overskrider det maksimale antal sider, der er fastsat for skriftlige indlæg – bedømmelse

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 3; de praktiske anvisninger til parterne, punkt 15)

1.      For at der er tale om en aftale i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, er det tilstrækkeligt, at de pågældende virksomheder har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde. En aftale i den i artikel 81, stk. 1, EF angivne betydning kan anses for indgået, så snart der er enighed, selv om de konkrete elementer i den påtænkte begrænsning endnu er genstand for forhandling.

En aftale om at opretholde priserne er navnlig også en aftale om prisfastsættelse, idet der foreligger en fælles vilje hos deltagerne til at anvende et prisniveau, som de har fastsat sammen. Dette indebærer ikke, at alle deltagere faktisk anvender den samme pris. Selve det at have et fælles mål om at komme overens om prisniveauet udgør en aftale som omhandlet i artikel 81, stk. 1, EF, så snart der er enighed om selve princippet i konkurrencebegrænsningen. Endvidere er den omstændighed, at virksomhederne faktisk annoncerede de aftalte prisforhøjelser, og at de annoncerede priser dannede grundlag for fastsættelsen af de individuelle faktureringspriser, i sig selv tilstrækkelig til at fastslå, at såvel formålet med som virkningen af det ulovlige samarbejde om priser var at skabe en alvorlig konkurrencebegrænsning. I et sådant tilfælde er Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge detaljerne i parternes argumentation – og bl.a. en af disse fremlagt økonomiske analyse – til godtgørelse af, at de pågældende aftaler ikke medførte en større prisforhøjelse end under normale konkurrencevilkår og tage stilling dertil punkt for punkt.

Desuden ophæver det ikke i sig selv en overtrædelse, at visse deltagere ikke overholder kartellet eller snyder andre deltagere. For det første kan en virksomhed, der på trods af samordningen med sine konkurrenter følger en mere eller mindre uafhængig politik på markedet, eventuelt blot søge at udnytte kartellet til sin fordel. For det andet kan sporadiske og enkeltstående tilfælde af, at en deltager i et kartel har snydt eller undladt at gennemføre dette, nemlig, navnlig når de vedrører et kartel af lang varighed, ikke i sig selv godtgøre, at den pågældende deltager undlod at udmønte kartellet i praksis eller anlagde en konkurrencepræget adfærd. Hertil bemærkes, at det ikke kan fastslås, at en virksomhed definitivt er ophørt med at tage del i et kartel, medmindre den har taget offentlig afstand fra dets indhold.

(jf. præmis 30-32, 89, 99, 147, 184, 236, 238, 243, 254 og 372)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33, 34, 154, 187, 188, 255 og 256)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 33-35, 39-48, 79-83, 177, 201, 214, 224-226 og 323)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 36-38)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 63-71 og 322)

6.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 73 og 74)

7.      En virksomhed kan holdes ansvarlig for et kartel som helhed, også selv om det godtgøres, at virksomheden kun har deltaget direkte i et eller flere aspekter af kartellet, dels såfremt virksomheden vidste eller nødvendigvis burde vide, at den hemmelige aftale, den deltog i, især gennem regelmæssige møder afholdt gennem flere år, var led i en samlet foranstaltning til forstyrrelse af konkurrencekræfternes frie spil, dels såfremt denne foranstaltning dækkede samtlige aspekter af kartellet.

(jf. præmis 108 og 187)

8.      Der begås en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF, når møder mellem konkurrerende virksomheder har til formål at begrænse, hindre eller fordreje konkurrencen og således tilsigter kunstigt at tilrettelægge markedets funktion. I denne situation er det tilstrækkeligt, at Kommissionen beviser, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencestridige aftaler, for at bevise, at denne virksomhed deltog i kartellet. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det virksomheden at fremføre indicier af en sådan beskaffenhed, at den kan påvise, at dens deltagelse i nævnte møder ikke var sket for at begrænse konkurrencen, og herved påvise, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres. Begrundelsen for denne regel er, at virksomheden, der har deltaget i det nævnte møde uden offentligt at tage afstand fra det, der blev drøftet, har givet de andre deltagere det indtryk, at den tilsluttede sig mødets resultat og ville rette sig efter det.

(jf. præmis 156, 157, 184, 242-244, 254, 372-374, 384, 387 og 388)

9.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 239 og 447)

10.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 247 og 536)

11.    Begrebet en samlet overtrædelse af bestemmelserne i artikel 81 EF forudsætter, at forskellige parter har udvist en sammenhængende adfærd med henblik på at nå et bestemt konkurrencebegrænsende mål af økonomisk karakter. Den omstændighed, at virksomhedernes forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, er afgørende for, at det kan fastslås, at der foreligger en samlet overtrædelse. I denne henseende kan det ved vurderingen af, om der er tale om en samlet overtrædelse, og om der har foreligget en samlet plan, tages i betragtning, at de berørte virksomheder i det mindste delvis har været de samme, og at de har været klar over, at de med den retsstridige adfærd har tilstræbt et fælles formål.

På samme måde skal det med henblik på at kvalificere forskellige former for udvist adfærd som en samlet og vedvarende overtrædelse kontrolleres, om de fremstod som et supplement til hinanden i den forstand, at hver af disse handlinger skulle bidrage til at imødegå en eller flere konsekvenser af den normale konkurrence, og gennem et samspil bidrog til virkeliggørelsen af de af overtræderne tilstræbte samlede konkurrencebegrænsende virkninger i forbindelse med en overordnet plan med et fælles må.

I denne sammenhæng er det forhold, at den konkurrencebegrænsende praksis vedrører to separate produktmarkeder, ikke til hinder for, at Kommissionen fastslår, at der foreligger en samlet overtrædelse, hvis de handlinger, som vedrører forskellige markeder, indgår i en overordnet plan, som deltagerne er vidende om. Dette er bl.a. tilfældet med markeder, der er forbundet vertikalt, eftersom den aftale, der indgås vedrørende råvarerne, har til formål at styrke hovedaftalen, der vedrører følgeprodukterne. De falske forhøjelser af prisen for råvarerne har således til formål at sikre forhøjelser af priserne for følgeprodukterne, hvilket gør det muligt at etablere et komplementaritetsforhold mellem de to aspekter af samlet overtrædelse. Denne konklusion udelukkes ikke af den omstændighed, at den konkurrencebegrænsende praksis, der vedrører råvarer, er begrænset til én medlemsstats område, eftersom det er ubestridt, at det aspekt af overtrædelsen, der vedrører følgeprodukterne, omfatter hele det det europæiske økonomiske samarbejdsområde.

(jf. præmis 265-267, 271, 272, 281, 283, 303 og 312)

12.    Kvalificeringen af en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF som en samlet og vedvarende overtrædelse er ikke på forhånd udelukket af den omstændighed, at deltagerne i konkurrencebegrænsende praksisser ikke er identiske, og at de nævnte former for udvist adfærd vedrører forskellige markeder. Med henblik på en sådan bedømmelse skal omfanget af sammenfald mellem de virksomheder, der deltager i den nævnte praksisser, tages i betragtning. I et tilfælde, hvor alle deltagerne i en praksis, der vedrører et bestemt marked, ligeledes deltager i en praksis vedrørende et marked, der er vertikalt forbundet med det første marked, er manglende total identitet mellem deltagerne i de to aspekter af overtrædelsen derimod ikke til hinder for en kvalificering som en samlet overtrædelse.

For så vidt som de omhandlede praksisser, der vedrører to forskellige produkter, indgår i en samlet plan, kan denne konklusion derimod ikke drages i tvivl på grund af disse praksisissers forskellige varighed.

(jf. præmis 296-300 og 306-309)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 339)

14.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 409-419)

15.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 431-435)

16.    Det fremgår klart af ordlyden og opbygningen af retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen ved fastsættelsen af bøden lægger såvel de faktorer til grund, for hvilke satsen er den samme for samtlige deltagere, med henblik på at afspejle, at de pågældende virksomheder har deltaget i den samme ulovlige praksis – idet Kommissionen derved iagttager ligebehandlingsprincippet – som de faktorer, for hvilke satsen eller faktoren er justeret under hensyn til hver enkelt deltagers forhold, med henblik på at overholde princippet om individuelle straffe og sanktioner. For at overholde princippet om individuelle straffe og sanktioner er det således tilstrækkeligt, at det endelige bødebeløb afspejler forskellene mellem de forskellige deltageres forhold, idet det er ufornødent, at Kommissionen på hvert trin af bødeberegningen foretager en differentieret behandling af deltagerne.

Det fremgår desuden af ordlyden af disse retningslinjer, at bestemmelsen i punkt 25 i disse om medtagelsen af et ekstrabeløb i bødens grundbeløb med henblik på den afskrækkende virkning afspejler deltagelse i de mest alvorlige former for konkurrencebegrænsende praksis. Det ekstrabeløb, som medtages af denne grund, er udtryk for, hvad der har kendetegnet samtlige deltageres praksis, og ikke de enkelte deltageres individuelle forhold. Lovligheden og anvendelsen af denne bestemmelse kan følgelig ikke anfægtes på grundlag af nævnte princip.

Endvidere har bødens afskrækkende virkning ikke kun til formål at afholde den pågældende virksomhed fra at begå gentagne overtrædelser. Kommissionen har beføjelse til at fastsætte bødernes størrelse således, at deres forebyggende virkning forstærkes generelt. En sagsøger kan derfor ikke med føje påberåbe sig, at denne ikke længere er til stede på det omhandlede marked, og at det bestemmes i sagsøgerens adfærdskodeks, at konkurrencereglerne skal overholdes. Behovet for en afskrækkende virkning er endelig ikke genstand for en særskilt vurdering, der skal foretages som en særlig etape i bødeudmålingen på grundlag af alle relevante omstændigheder, men skal indgå i grundlaget for hele den proces, hvorunder bøden fastsættes.

(jf. præmis 453-456, 460, 461, 463 og 464)

17.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 466-473)

18.    Der kan ved fastsættelsen af bøden tages hensyn dels til virksomhedens samlede omsætning, der giver et, ganske vist omtrentligt og ufuldstændigt, indtryk af virksomhedens størrelse og økonomiske styrke, dels til den del af denne omsætning, som vedrører de varer, der er genstand for overtrædelsen, og som således kan give en indikation af overtrædelsens omfang. Der må ikke tillægges hverken det ene eller det andet af disse omsætningstal en uforholdsmæssig stor betydning i forhold til de andre elementer i vurderingen, og fastsættelsen af en passende bøde kan følgelig ikke være resultatet af en enkelt beregning på grundlag af den samlede omsætning. Dette er især tilfældet, når de pågældende varer kun udgør en ringe del af denne omsætning. Til gengæld indeholder unionsretten ikke noget generelt princip om, at sanktionen skal stå i rimeligt forhold til virksomhedens størrelse på markedet for de varer, som er genstand for overtrædelsen.

(jf. præmis 475, 477, 478, 481 og 482)

19.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 487-508)

20.    Hvad angår formodningen om, at moderselskabet har øvet afgørende indflydelse på et fuldt ud ejet datterselskabs handelsmæssige adfærd, beviser den omstændighed, at et datterselskab har sin egen lokale ledelse og sine egne midler, ikke i sig selv, at det fastlægger sin markedsadfærd selvstændigt i forhold til moderselskabet. Beviser, der fremlægges for, at opgaverne deles mellem datterselskaberne og moderselskabet, herunder navnlig at det overlades til ledelsen af et fuldt ud ejet datterselskab at forvalte den løbende virksomhed, hvilket er sædvanlig praksis blandt store virksomheder, der består af flere datterselskaber, som i sidste instans ejes af det samme holdingselskab, er, når der er tale om besiddelse af hele eller så godt som hele kapitalen i det datterselskab, som er direkte impliceret i en overtrædelse af de EU-retlige konkurrenceregler, derfor ikke egnede til at afkræfte formodningen om, at moderselskabet og holdingselskabet faktisk har øvet afgørende indflydelse på datterselskabets adfærd.

Endvidere er den omstændighed, at moderselskabet beskæftiger sig med spørgsmål vedrørende f.eks. personalepolitik, føring af at konsolideret regnskab, fastlæggelse af koncernens skattepolitik og forskellige andre horisontale driftsfunktioner såsom industriel sikkerhed, miljø, kapitalforvaltning, der overholder etiske kriterier, finansieringsaktiviteter mv., som varetages af datterselskabet på vegne af hele koncernen, en yderligere indikation for, at datterselskabet ikke har fuld organisatorisk selvstændighed inden for koncernen.

Endelig beviser den omstændighed, at det område eller den virksomhed, som er berørt af overtrædelsen, kun repræsenterer en ubetydelig andel af koncernens eller moderselskabets samlede virksomhed, ikke, at det pågældende datterselskab er uafhængigt af moderselskabet, hvorfor den er uden betydning for anvendelsen af formodningen om, at moderselskabet faktisk øver afgørende indflydelse på datterselskabets handelsmæssige adfærd på markedet.

(jf. præmis 518-520 og 522)

21.    Med hensyn til beregningen af størrelsen af de bøder, der pålægges for en overtrædelse af konkurrencereglerne, er Kommissionens begrænsning af sin egen skønsbeføjelse som følge af vedtagelsen af retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 ikke uforenelig med opretholdelsen af en væsentlig skønsmargen til Kommissionen. Kommissionen er ved udøvelsen af denne skønsbeføjelse dog forpligtet til at overholde de generelle retsprincipper, navnlig ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet. Endvidere er Kommissionens skønsmargen og de grænser, den har fastsat herfor i disse retningslinjer, i princippet ikke til hinder for, at Unionens retsinstanser udøver deres fulde prøvelsesret.

Kommissionen tilsidesætter i denne henseende proportionalitetsprincippet ved at lægge en virksomhed et betydeligt antal dage til last, for hvilke der ikke er ført bevis for nogen deltagelse i overtrædelsen, idet den således beregnede bøde ikke afspejler overtrædelsens varighed på rimelig måde.

Kommissionen tilsidesætter endvidere ligebehandlingsprincippet uden en objektiv begrundelse, når den i forbindelse med en sådan virksomheds deltagelse i en overtrædelse lægger nævnte virksomhed et deltagelsestidsrum til last, for hvilket der for denne virksomhed ikke er ført bevis for en ulovlig adfærd, mens der for andre virksomheder, der var involveret i den samme overtrædelse, blev tilføjet et tidsrum til den faktiske deltagelse i overtrædelsen, der var væsentligt kortere, ved beregningen af bøden.

(jf. præmis 543-545, 548, 551, 553, 554, 559 og 560)

22.    Legalitetsprøvelsen af de af Kommissionen vedtagne beslutninger suppleres af den fulde prøvelsesret, der tillægges Unionens retsinstanser i artikel 31 i forordning nr. 1/2003 i overensstemmelse med artikel 229 EF. Som følge af denne kompetence har Unionens retsinstanser beføjelse til, ud over en simpel legalitetskontrol af sanktionen, at anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde. Udøvelsen af den fulde prøvelsesret udgør imidlertid ikke en prøvelse ex officio, og sagsbehandlingen for Unionens retsinstanser er kontradiktorisk.

(jf. præmis 562 og 564)

23.    Hvad angår Rettens fordeling af omkostninger i et tilfælde af, at hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, skal antallet af anbringender, der tiltrædes, og størrelsen af stævningen tages i betragtning. I et tilfælde, hvor kun ét af de elleve anbringender, sagsøgeren har fremsat, er blevet tiltrådt, og hvor størrelsen af stævningen overskrider det maksimale antal sider med over 40%, bør sagsøgeren under hensyn til sagens omstændigheder bære ni tiendedele af sine egne omkostninger og betale ni tiendedele af Kommissionens omkostninger.

(jf. præmis 569 og 570)