Language of document :

Sag anlagt den 13. marts 2024 – Europa-Kommissionen mod Republikken Polen

(Sag C-200/24)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved U. Małecka og M. Mataija, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Republikken Polen

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked 1 og i henhold til artikel 49 TEUF og 56 TEUF, idet den har vedtaget artikel 94a, stk. 1, i Prawo Farmaceutyczne (lov om lægemidler).

Republikken Polen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 1. januar 2012 ændrede Republikken Polen lov om lægemidler, idet den hertil tilføjede en ny bestemmelse, nemlig artikel 94a, stk. 1. Denne bestemmelse fastsætter et forbud mod reklame for apoteker og apoteksudsalg i landområder samt for deres virksomhed.

Kommissionen har med sit søgsmål gjort gældende, at dette forbud er i strid med artikel 8, stk. 1, i direktiv 2000/31, idet det omfatter enhver form for kommerciel elektronisk kommunikation, herunder i form af et websted oprettet af en apoteker, der arbejder på et apotek eller i et apoteksudsalg i landområder. Derudover har Kommissionen gjort gældende, at dette forbud begrænser etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser i et omfang, der går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål om beskyttelse af den offentlige sundhed i Republikken Polen. Et således formuleret forbud er bl.a. til hinder for udøvelsen af apotekervirksomhed i andre medlemsstater, som ønsker at leverer deres tjenesteydelser i Polen (restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser) og begrænser apotekernes frihed til at oprette nye økonomiske enheder eller til at udøve deres virksomhed og fortsat tilbyde deres tjenesteydelser til kunderne i dette land (restriktion for etableringsfriheden).

Kommissionen fremsendte den 25. januar 2019 en åbningsskrivelse til Republikken Polen og den 3. juli 2020 en begrundet udtalelse. På tidspunktet for anlæggelsen af dette søgsmål havde Republikken Polen ikke bragt det traktatbrud til ophør, som Kommissionen har foreholdt den.

____________

1     EFT 2000, L 178, s. 1.