Language of document :

Sag anlagt den 19. august 2009 - Producteurs de Légumes de France mod Kommissionen

(Sag T-328/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Les Producteurs de Légumes de France (Paris, Frankrig) (ved avocat O. Fachin)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af den anfægtede beslutning i henhold til artikel 230, stk. 4, i EF-traktaten.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 203 endelig udg. af 28. januar 2009 , hvorved statsstøtte ydet af Den Franske Republik til producenterne af frugt og grøntsager i forbindelse med "salgsfremmeplanerne" med henblik på at lette markedsføringen af landbrugsprodukter dyrket i Frankrig blev erklæret for uforenelig med fællesmarkedet, og Den Franske Republik blev pålagt at tilbagesøge den omhandlede støtte.

Sagsøgeren har fremsat to anbringender til støtte for søgsmålet:

Tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for så vidt som det forhold, at Kommissionen i perioden fra 1992 til 2002 fik kendskab til tilstedeværelsen af salgsfremmeplanerne, uden dog at indlede en procedure, skabte en forventning hos producenterne om lovligheden af disse planer.

En fejl med hensyn til størrelsen af de restitutionsbeløb, der var ansøgt om i 2001, som påvirker størrelsen af det samlede restitutionsbeløb og renterne.

____________

1 - EUT L 127, s. 11 - offentliggjort under nr. 2009/402/EF.