RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Anden Afdeling)

21. oktober 2015

Sag F-57/14

AQ

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – forordning nr. 45/2001 – behandling af personoplysninger indhentet til private formål – administrativ undersøgelse – disciplinærsag – ret til forsvar – begrundelsespligt – disciplinær sanktion – proportionalitet«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratomtraktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder AQ har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 19. marts 2014 truffet af Europa-Kommissionens ansættelsesmyndighed om afslag på hans klage, og, om fornødent, annullation af afgørelsen af 6. september 2013 om at pålægge ham den disciplinære sanktion irettesættelse, dels om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham en erstatning, som efter ret og billighed er opgjort til 5 000 EUR.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. AQ bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – administrationens omsorgspligt – forpligtelse til at henvende sig til en tjenestemand på et sprog, som denne behersker indgående – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 4)

2.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – overholdelse af retten til forsvar – administrativ undersøgelse – administrationens forpligtelse til at stille sagsakterne til rådighed under undersøgelsen – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 1 og 2)

3.      Tjenestemænd – disciplinærordning – disciplinærsag – indledning af en disciplinærsag – administrationens forpligtelse til at stille sagsakterne til rådighed før indledningen af en disciplinærsag – betingelse – iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra b); tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 3]

4.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger – undladelse – anvendelsen af disciplinære sanktioner

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 8; forordning nr. 45/2001, art. 4, stk. 1, litra b), og art. 49]

5.      Tjenestemænd – afgørelse, der indeholder et klagepunkt – disciplinær sanktion – begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2)

6.      Tjenestemænd – disciplinærordning – sanktion – overholdelse af proportionalitetsprincippet – fejlens alvorlighed – bedømmelseskriterier

(Tjenestemandsvedtægten, bilag IX, art. 10)

1.      Selv om det påhviler institutionerne i henhold til omsorgspligten at henvende sig til en tjenestemand på et sprog, som denne behersker indgående, kan det ikke udledes af artikel 41, stk. 4, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, at enhver afgørelse, som en EU-institution fremsender til en af sine tjenestemænd, skal være affattet på et sprog, som den pågældende tjenestemand har valgt. Denne bestemmelse finder nemlig kun anvendelse på forholdet mellem institutionerne og deres ansatte, når de ansatte henvender sig skriftligt til institutionerne alene i deres egenskab af unionsborgere og ikke i deres egenskab af tjenestemænd eller øvrige ansatte.

En tjenestemand kan følgelig ikke påberåbe sig den nævnte bestemmelse, når han under en administrativ undersøgelse og en disciplinærsag har kunnet udtrykke sig på sit foretrukne sprog, og når han har haft en tilstrækkelig frist til at anmode om at blive hørt på et andet sprog under disciplinærsagen.

Der foreligger heller ikke en tilsidesættelse af artikel 6, stk. 3, litra a), i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der bl.a. fastsætter, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal have ret til at blive underrettet på et sprog, som denne forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham, da den nævnte bestemmelse kun finder anvendelse i straffesager.

(jf. præmis 58, 61 og 62)

Henvisning til:

Domstolen: dom af 8. maj 2008, Weiss und Partner, C-14/07, EU:C:2008:264, præmis 57

Personaleretten: kendelser af 7. oktober 2009, Marcuccio mod Kommissionen, F-122/07, EU:F:2009:134, præmis 63 og 65, og Marcuccio mod Kommissionen, F-3/08, EU:F:2009:135, præmis 31 og 33

2.      Det følger af artikel 2 i bilag IX til vedtægten, der henviser til artikel 1 i samme bilag, at under en administrativ undersøgelse skal den berørte part underrettes om sin involvering i sagen, såfremt dette ikke er til skade for undersøgelsesforløbet.

Ansættelsesmyndigheden har ikke under en administrativ undersøgelse tilsidesat artikel 2 i bilag IX til vedtægten eller en tjenestemands ret til at blive hørt, når tjenestemanden er underrettet om indledningen af denne undersøgelse og modtager undersøgelsesrapporten, hvilket går ud over den forpligtelse, der påhviler ansættelsesmyndigheden i henhold til artikel 2 i bilag IX til vedtægten, der alene fastsætter, at konklusionen af den administrative undersøgelsesrapport skal tilsendes den berørte part. Det er desuden kun ved afslutningen af en administrativ undersøgelse, at den berørte part kan anmode om de dokumenter, der har en direkte forbindelse til de beskyldninger, der er rejst mod vedkommende.

(jf. præmis 67-71)

3.      Selv om det er korrekt, at artikel 3 i bilag IX til vedtægten pålægger ansættelsesmyndigheden en forpligtelse til at tilstille den pågældende tjenestemand alle sagens akter forud for dennes høring, inden den beslutter at indlede en disciplinærsag, er ansættelsesmyndigheden ikke desto mindre i henhold til artikel 41, stk. 2, litra b), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ligeledes forpligtet til at iagttage de legitime fortrolighedshensyn, når den giver en person adgang til de akter, der vedrører vedkommende.

For så vidt som efterforskerne fra begyndelsen af den administrative undersøgelse har stillet oplysninger, der vedrører den pågældende tjenestemand, og som findes i en e-mail, som en anden tjenestemand har sendt til Kommissionens Undersøgelses- og Disciplinærkontor, til rådighed for denne tjenestemand, kan fremsendelsen af denne e-mail efter tjenestemandens høring ikke skade dennes ret til forsvar.

(jf. præmis 73, 79 og 80)

4.      Artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og forordning nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Den Europæiske Unions institutioner og organer og om fri udveksling af sådanne oplysninger, der giver personer rettigheder, der kan håndhæves retsligt, finder anvendelse på bl.a. EU-institutionernes behandling af personoplysninger under udøvelsen af de aktiviteter, der er helt eller delvist omfattet af EU-retten. Det er i denne sammenhæng, at artikel 49 i forordning nr. 45/2001 fastsætter anvendelsen af disciplinære sanktionerer over for tjenestemænd og andre ansatte ved manglende overholdelse af deres forpligtelser i henhold til denne forordning, uanset om det er forsætligt eller uagtsomt.

En tjenestemand, der fremstår som »modtager« af personoplysninger i henhold til forordning nr. 45/2001 med hensyn til at fremskaffe sådanne oplysninger om en person, er underlagt både artikel 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og bestemmelserne i forordning nr. 45/2001, navnlig forpligtelsen i denne forordnings artikel 4, stk. 1, litra b), hvorefter personoplysningerne skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål.

(jf. præmis 88 og 90)

5.      Begrundelsen for en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres kontrol med hensyn til afgørelsens lovlighed og at give afgørelsens adressat de oplysninger, der er nødvendige for at kunne forstå, hvorvidt afgørelsen er korrekt.

Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en ansættelsesmyndigheds afgørelse om at pålægge en tjenestemand en sanktion opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område. Selv om ansættelsesmyndigheden herved præcist skal angive de forhold, der foreholdes tjenestemanden, og de betragtninger, som har ført den til at pålægge den valgte sanktion, kræves det dog ikke, at den behandler alle de faktiske og retlige punkter, som den pågældende har fremført under sagens behandling.

(jf. præmis 112 og 113)

Henvisning til:

Personaleretten: dom af 8. november 2007, Andreasen mod Kommissionen, F-40/05, EU:F:2007:189, præmis 260, og af 17. juli 2012, BG mod Ombudsmanden, F-54/11, EU:F:2012:114, præmis 96, som efter appel blev stadfæstet ved dom af 22. maj 2014, BG mod Ombudsmanden, T-406/12 P, EU:T:2014:273

6.      Ved bedømmelsen af, om der er proportionalitet mellem den disciplinære sanktion og de konstaterede faktiske omstændigheders alvorlige karakter, indeholder artikel 10 i bilag IX til vedtægten – selv om vedtægten ikke fastsætter et fast forhold mellem sanktionerne i artikel 9 i bilag IX til vedtægten og de mulige kategorier af fejl, som tjenestemændene begår – ikke desto mindre en ikke-udtømmende liste over kriterier, herunder skærpende eller formildende omstændigheder ved tjenestemandens adfærd, som ansættelsesmyndigheden skal tage hensyn til for at fastslå fejlens alvorlighed og for at beslutte den disciplinære sanktion.

(jf. præmis 118)