Appel iværksat den 28. juli 2016 af Balázs-Árpád Izsák og Attila Dabis til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 10. maj 2016 i sag T-529/13, Balázs-Árpád Izsák og Attila Dabis mod Europa-Kommissionen
(Sag C-420/16 P)
Processprog: ungarsk
Parter
Appellanter: Balázs-Árpád Izsák og Attila Dabis (ved ügyvéd D. Sobor)
De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Ungarn, Den Hellenske Republik, Rumænien og Den Slovakiske Republik
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
Dom afsagt af Retten den 10. maj 2016 i sag T-529/13 ophæves, og i henhold til artikel 61 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol
annulleres Europa-Kommissionens afgørelse C(2013) 4975 final af 25. juli 2013 om afslag på registrering af det omtvistede forslag, der allerede i sagsøgernes stævning blev påstået annulleret, og der træffes endelig afgørelse i sagen.
Subsidiært, for det tilfælde, at Domstolen finder, at sagen ikke er moden til påkendelse med henblik på endelig afgørelse, hjemvises sagen til Retten til afgørelse.
Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Anbringender og væsentligste argumenter
Appellanterne har til støtte for appellen fremsat følgende anbringender:
1. Det første anbringende er baseret på tilsidesættelse af chartrets artikel 47 og artikel 92, stk. 1, i Rettens procesreglement, navnlig med hensyn til tilsidesættelsen af oplysningspligten vedrørende bevisbyrden, for så vidt som Retten efter appellanternes opfattelse ikke inden den afsagde dom oplyste parterne om, at følgende skulle bevises under sagen: dels at såvel EU’s som medlemsstaternes gennemførelse af EU’s samhørighedspolitik truer de særlige kendetegn for områder med et nationalt mindretal, dels, at de etniske, kulturelle, religiøse eller sproglige kendetegn for områder med et nationalt mindretal kan anses for alvorlige demografiske ulemper af permanent art som omhandlet i artikel 174, stk. 3, TEUF.
2. Det andet anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 11, stk. 4, TEU, og artikel 4, stk. 2, litra b), i forordningen om det europæiske borgerinitiativ 1 , for så vidt som det europæiske borgerinitiativ, der er genstand for tvisten, efter appellanternes opfattelse er omfattet af artikel 11, stk. 4, TEU, idet initiativtagerne præsenterede det som et forslag om et spørgsmål, hvor en EU-retsakt er nødvendig til gennemførelse af traktaterne, og som Europa-Kommissionen har beføjelse til at fremsætte et egnet forslag om. Desuden har appellanterne anført, at Kommissionen kun kan afslå at registrere et forslag til et borgerinitiativ på grund af manglende beføjelse, såfremt dette er åbenbart.
3. Det tredje anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, litra c), TEUF, og artikel 174 TEUF, eftersom stk. 3 i artikel 174 TEUF som eksempler nævner områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, og som EU’s samhørighedspolitik skal lægge »særlig vægt på«.
4. Det fjerde anbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 7 TEUF, artikel 167 TEUF, artikel 3, stk. 3, TEU, chartrets artikel 22 og bestemmelserne i traktaterne om forbud mod forskelsbehandling, idet det europæiske borgerinitiativ, der er genstand for tvisten, fremmer sammenhæng mellem Unionens politikker og aktiviteter som fastsat i artikel 7 TEUF, idet det tilstræber, at samhørighedspolitikken tager hensyn til den kulturelle diversitet og dennes opretholdelse.
____________1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16.2.2011 om borgerinitiativer (EUT 2011, L 65, s. 1).