Forenede sager T-228/00, T-229/00, T-242/00, T-243/00, T-245/00 – T-248/00, T-250/00, T-252/00, T-256/00 – T-259/00, T-265/00, T-267/00, T-268/00, T‑271/00, T‑274/00 – T-276/00, T-281/00, T-287/00 og T-296/00
Gruppo ormeggiatori del porto di Venezia Soc. coop. rl m.fl.
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Statsstøtte – kommissionsbeslutning, der fastslår ulovlige støtteordningers uforenelighed med fællesmarkedet og pålægger tilbagesøgning af den uforenelige støtte – udelukkelse fra den nationale tilbagesøgningsprocedure – annullationssøgsmål – manglende søgsmålsinteresse – afvisning«
Sammendrag af kendelse
1. Annullationssøgsmål – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – søgsmålsinteresse – efterprøvelse af egen drift
(Art. 230 EF; Rettens procesreglement, art. 113)
2. Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – krav om eksisterende og aktuel interesse – kommissionsbeslutning, der fastslår en støttes uforenelighed med fællesmarkedet og pålægger tilbagesøgning heraf – støttemodtagere, der ikke er omfattet af de nationale tilbagesøgningsforanstaltninger – interesse på grundlag af Kommissionens fremtidige og uvisse indgriben – ingen eksisterende og aktuel interesse
(Art. 230 EF)
3. Statsstøtte – kommissionsbeslutning, der fastslår ulovlige støtteordningers uforenelighed med fællesmarkedet og pålægger tilbagesøgning af den tildelte støtte – beslutningen ikke anfægtet af støttemodtagerne i medfør af traktatens artikel 230 EF – betingelse for anfægtelse af beslutningens gyldighed for de nationale retsinstanser under sager til prøvelse af de nationale foranstaltninger til dens gennemførelse – ingen åbenbar interesse i søgsmål for Fællesskabets retsinstanser
(Art. 88, stk. 2, EF og art. 230, stk.. 4, EF)
4. Fællesskabsret – principper – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – modtagere af støtte i henhold til en ordning, der er blevet erklæret ulovlig, og over for hvem der ikke er iværksat nationale tilbagesøgningsforanstaltninger, kan følgelig ikke, da de ikke har søgsmålsinteresse, anlægge sag for Fællesskabets retsinstanser med påstand om annullation af kommissionsbeslutningen – selvstændig ret til at anfægte gyldigheden af kommissionsbeslutningen for de nationale retsinstanser i tilfælde af eventuelle tilbagesøgningsforanstaltninger for deres vedkommende, uanset Fællesskabets retsinstansers efterprøvelse af annullationssøgsmål, der er anlagt af andre støttemodtagere med søgsmålsinteresse
(Art. 234 EF)
5. Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der fastslår en støtteordnings uforenelighed med fællesmarkedet – søgsmål anlagt af virksomheder, der alene optræder i deres egenskab af potentielle modtagere af støtte i henhold til denne ordning – afvisning
(Art. 230, stk. 4, EF)
1. Da betingelserne for at antage en sag til realitetsbehandling, herunder spørgsmålet om, hvorvidt der mangler søgsmålsinteresse, er ufravigelige procesforudsætninger, påhviler det Retten af egen drift at efterprøve, om en sagsøger har en interesse i, at den af sagsøgeren anfægtede beslutning annulleres.
(jf. præmis 22)
2. Spørgsmålet om, hvorvidt et annullationssøgsmål, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan antages til realitetsbehandling, må vurderes ud fra sagsøgerens eksisterende og aktuelle interesse i en annullation af den anfægtede beslutning. Denne vurdering skal foretages på tidspunktet for sagsanlægget. Sagsøgerens interesse kan ikke vurderes på grundlag af et fremtidigt eller hypotetisk forhold. Det gælder navnlig, at når den interesse, som en sagsøger påstår at have, vedrører en fremtidig retsstilling, skal han godtgøre, at indgrebet i denne retsstilling allerede på nuværende tidspunkt er sikker.
Der foreligger ikke nogen eksisterende og aktuel interesse i annullation af en kommissionsbeslutning, der fastslår ulovlige støtteordningers uforenelighed med fællesmarkedet og pålægger tilbagesøgning af den uforenelige støtte, for de virksomheder, i forhold til hvilke den pågældende medlemsstat – på grundlag af den anfægtede beslutnings dispositive del og de retningslinjer for beslutningens gennemførelse, som Kommissionen har givet den – har besluttet ikke at iværksætte en tilbagesøgning af den påståede støtte. Det er nemlig kun en fremtidig og uvis indgriben i form af en kommissionsbeslutning, der anfægter medlemsstatens gennemførelsesbeslutning, som kan have indflydelse på deres retsstilling.
(jf. præmis 23, 25, 26 og 29)
3. Den endelige karakter af en kommissionsbeslutning, der fastslår uforeneligheden af en statsstøtteordning med fællesmarkedet og pålægger tilbagesøgning af den ydede støtte, kan som følge af princippet om retssikkerhed udelukkende fastholdes af de nationale retsinstanser over for modtagerne af støtten, som ved en ulovlighedsindsigelse har gjort gældende, at denne beslutning er retsstridig, hvis disse modtagere utvivlsomt havde krav på at blive og var blevet underrettet om, at de havde adgang til at anfægte Kommissionens beslutning i medfør af artikel 230, stk. 4, EF, og hvis de havde undladt at gøre brug af denne ret inden for den i denne artikel fastsatte frist. I den forbindelse kan støttemodtagerne i henhold til en støtteordning – jf. princippet om god retspleje – ikke udelukkes fra i form af en ulovlighedsindsigelse for de nationale retsinstanser at gøre gældende, at en kommissionsbeslutning er retsstridig, med den begrundelse, at de ikke har indbragt denne beslutning direkte inden for den fastsatte frist, når spørgsmålet om, hvorvidt disse støttemodtagere var eller ikke var forpligtet til at tilbagebetale den omhandlede støtte i medfør af Kommissionens beslutning, henset til sagens særlige omstændigheder eller kompleksiteten af de kriterier, som i Kommissionens beslutning er blevet lagt til grund for tilbagesøgningspligten, i begyndelsen kunne give anledning til en vis, rimelig tvivl, således at deres interesse i et søgsmål rettet mod den nævnte beslutning ikke fremstod som åbenbar.
(jf. præmis 31)
4. Den omstændighed, at en kommissionsbeslutning om en støtteordnings uforenelighed og tilbagesøgning på visse betingelser af den tildelte støtte er genstand for annullationssøgsmål, der er indledt af støttemodtagere med søgsmålsinteresse, kan ikke være til hinder for en effektiv retsbeskyttelse af andre modtagere af denne støtte, der ikke har en sådan interesse som følge af de nationale myndigheders beslutning om at udelukke dem fra tilbagesøgningsproceduren, på grundlag af den anfægtede beslutnings dispositive del og de retningslinjer for beslutningens gennemførelse, som Kommissionen har givet den. Hvis disse modtagere alligevel skulle være genstand for en beslutning truffet af de nationale myndigheder om tilbagebetaling af den modtagne støtte, navnlig efter en kontrol foretaget af Kommissionen, ville de nemlig i givet fald kunne anlægge sag ved de nationale retsinstanser med påstand om annullation af denne nationale beslutning og i form af en ulovlighedsindsigelse gøre gældende, at Kommissionens beslutning er retsstridig.
I denne situation kan de nationale retsinstanser udsætte sagen enten for at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål vedrørende gyldigheden af Kommissionens beslutning i medfør af artikel 234 EF, eller, ud fra retsplejehensyn, indtil Fællesskabets retsinstanser har truffet afgørelse i hovedsagen. Hvis de nationale retsinstanser måtte fastslå, at bestemte væsentlige anbringender, som sagsøgerne har gjort gældende til støtte for deres ulovlighedsindsigelse, ikke har været gjort gældende for Retten til støtte for de nævnte annullationssøgsmål, vil de til enhver tid have mulighed for at forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål til bedømmelse af holdbarheden af disse anbringender, hvorfor sagsøgerne i alle tilfælde nyder en fuldstændig retsbeskyttelse.
(jf. præmis 32 og 33)
5. Personer, som en støtteordning eventuelt kan komme til gode, kan ikke blot på dette grundlag anses for individuelt berørt af den kommissionsbeslutning, hvori det fastslås, at ordningen er uforenelig med fællesmarkedet.
(jf. præmis 34)