Language of document : ECLI:EU:T:2007:270

Sag T-243/05

Den Hellenske Republik

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»EUGFL – Garantisektionen – udgifter, som er udelukket fra EF-finansiering – markafgrøder – olivenolie – finanskontrol – frist på 24 måneder«

Sammendrag af dom

1.      Landbrug – EUGFL – afslutning af regnskaber

[Rådets forordning nr. 729/70, art. 5, stk. 2, litra c), og nr. 1258/1999, art. 7, stk. 4, femte afsnit; Kommissionens forordning nr. 1663/95, som ændret ved forordning nr. 2245/1999, art. 8, stk. 1, første og tredje afsnit]

2.      Landbrug – EUGFL – afslutning af regnskaber

3.      Institutionernes retsakter – forordninger – forordning, der foreskriver specifikke kontrolforanstaltninger

1.      Ifølge artikel 5, stk. 2, litra c), i forordning nr. 729/70 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og artikel 7, stk. 4, femte afsnit, i forordning nr. 1258/1999 om finansiering af den fælles landbrugspolitik, hvori der er fastsat en tidsbegrænsning for, hvilke udgifter der kan afvises fra EUGFL-finansiering, regnes fristen på 24 måneder fra det tidspunkt, hvor Kommissionen meddeler den pågældende medlemsstat resultaterne af sin efterforskning, dvs. resultaterne af de undersøgelser, som Kommissionens tjenestegrene har udført på stedet i medlemsstaterne. Den proceduremæssige garanti i form af 24-månedersfristen, der gives i disse bestemmelser, er derfor kun knyttet til meddelelsen af resultaterne og ikke til en vurdering af de udgifter, som Kommissionen har til hensigt at udelukke. Det er disse resultater af Kommissionens undersøgelser, der danner grundlag for enhver korrektion, og som hurtigst muligt skal meddeles medlemsstaten, for at denne hurtigt kan afhjælpe de mangler, der er konstateret, og dermed undgå nye korrektioner i fremtiden.

Det følger heraf, at selv om de udgifter, der skal udelukkes, vurderes i den anden meddelelse, som Kommissionen sender til den pågældende medlemsstat efter afslutningen af de bilaterale drøftelser i henhold til artikel 8, stk. 1, tredje afsnit i forordning nr. 1663/95 af 7. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning nr. 729/70 for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen, som ændret ved forordning nr. 2245/1999, skal 24-månedersfristen stadig ifølge forordning nr. 729/70 og nr. 1258/1999 regnes fra den første meddelelse, hvori der gøres rede for resultaterne af undersøgelsen som fastsat i artikel 8, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1663/95.

Dette standpunkt påvirker ikke medlemsstaternes processuelle rettigheder. Beslutninger om afslutning af EUGFL-regnskaber træffes således efter en kontradiktorisk sagsbehandling, hvorunder medlemsstaterne sikres fuld garanti for at kunne fremføre alle deres synspunkter.

(jf. præmis 41-44)

2.      På området for EUGFL’s finansiering af den fælles landbrugspolitik påhviler det ikke Kommissionen med henblik på at bevise, at der foreligger en tilsidesættelse af bestemmelserne vedrørende de fælles markedsordninger for landbruget, udtømmende at godtgøre, at de nationale myndigheder har udført en mangelfuld kontrol, eller at de tal, som de har meddelt, er fejlagtige, men Kommissionen skal fremlægge et bevis for, at den har en begrundet og rimelig tvivl med hensyn til denne kontrol eller disse tal. Denne lempelse af beviskravet til Kommissionen skyldes, at en medlemsstat har bedre adgang til at indsamle og kontrollere de oplysninger, der er nødvendige for afslutningen af EUGFL-regnskaberne, og at staten følgelig skal føre det mere detaljerede og fuldstændige bevis for, at dens kontrol eller tal er rigtige, og efter omstændighederne for, at Kommissionens påstande er forkerte.

(jf. præmis 57)

3.      Når der ved en forordning er indført særlige kontrolforanstaltninger, har medlemsstaterne pligt til at anvende disse, uden at det er nødvendigt at tage stilling til rigtigheden af en argumentation om, at et andet kontrolsystem ville være mere effektivt, selv om det antages, at der allerede er blevet gennemført alternative kontroller.

(jf. præmis 59 og 60)