Language of document :

Sag anlagt den 20. august 2009 - Electrabel mod Kommissionen

(Sag T-332/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Electrabel (ved avocats M. Pittie og P. Honoré)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Sagen antages til realitetsbehandling.

Principalt annulleres beslutningen i det hele.

Subsidiært annulleres den anfægtede beslutnings artikel 2 og 3, eller i hvert fald nedsættes den bøde, sagsøgeren blev pålagt i henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved dette søgsmål har sagsøgeren principalt nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 10. juni 2009 K(2009) 4416 endelig udg., hvorved Kommissionen fastslog, at sagsøgeren havde overtrådt artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89  ved at foretage en fusion på fællesskabsplan, inden den anmeldte den, og inden den blev erklæret forenelig med fællesmarkedet. Sagsøgeren har subsidiært nedlagt påstand om annullation eller i hvert fald nedsættelse af den bøde, virksomheden blev pålagt i henhold til den anfægtede beslutnings artikel 2.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet påberåbt sig fire anbringender:

-    Den pågældende overtrædelse er kvalificeret urigtigt, da der er sket en sammenblanding af overtrædelse som følge af manglende anmeldelse og den anticiperede gennemførelse af fusionen, og begrundelsen er derfor selvmodsigende i forhold til kvalificeringen af overtrædelsen og fastsættelsen af dens reelle varighed.

-    Der er sket en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 3, og artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 4064/89 samt af retningslinjerne vedrørende fusionsbegrebet, da det er fastslået, at Electrabel overtog enekontrollen på et faktisk grundlag med Compagnie Nationale du Rhône den 23. december 2003. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen i) har udeladt væsentlige forhold i sagen, navnlig Compagnie Nationale du Rhônes offentlige karakter, ii) ufuldstændig og urigtigt har anvendt definitionen af begrebet enekontrol på et faktisk grundlag, som den har fastlagt i sine retningslinjer om begrebet fusion, (iii) flere gange har anlagt åbenbart urigtige skøn vedrørende særligt Compagnie Nationale du Rhônes ledende organer.

-    Kommissionens beføjelser til at pålægge en sanktion i denne sag er forældede.

-    Der er sket en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da sagsøgeren er pålagt en så stor bøde for en overtrædelse, der ikke har påvirket konkurrencen.

____________

1 - Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21.12.1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 395, s. 1, genoptrykt i sin helhed i EFT 1990, L 257, s. 13, som berigtiget).