Language of document :

Sag anlagt den 17. juli 2023 – Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

(Sag C-445/23)

Processprog: polsk

Parter

Sagsøger: Republikken Polen (ved B. Majczyna, som befuldmægtiget)

Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2023/852 af 19. april 2023 om ændring af afgørelse (EU) 2015/1814 for så vidt angår den mængde kvoter, der skal overføres til markedsstabilitetsreserven for Unionens system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner frem til 2030 1 , annulleres i sin helhed.

Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1) Anbringende om tilsidesættelse af artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF

Efter Polens opfattelse har de sagsøgte institutioner tilsidesat artikel 192, stk. 2, litra c), TEUF ved til trods for, at den anfægtede afgørelse i væsentlig grad berører en medlemsstats valg mellem forskellige energikilder og den generelle sammensætning af dens energiforsyning, ikke at have truffet den anfægtede afgørelse på grundlag af denne traktatbestemmelse, som kræver enstemmighed i Rådet.

2) Anbringende om tilsidesættelse af princippet om solidaritet på energiområdet, som fastsat i artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 194, stk. 1, litra b), TEUF ved for årene 2024-2030 at fastholde de værdier, som er angivet i artikel 1, stk. 5, i afgørelse 2015/1814 – hvilket truer Polens energisikkerhed – uden at tage hensyn til de særlige interesser i medlemsstaterne, der kan blive berørt, og uden at afveje disse medlemsstaters interesser over for Unionens interesser.

3) Anbringende om tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1 og 3, TEU ved vedtagelsen af afgørelse 2023/852, som formindsker velfærden for befolkningerne i EU og samhørigheden mellem medlemsstaterne

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 3, stk. 1 og 3, TEU ved at vedtage afgørelse 2023/852, som kan medføre et fald i beskæftigelsen på mineområdet og en forhøjet arbejdsløshed samt, som en konsekvens heraf, øget social ulighed mellem medlemsstaterne og øget social udstødelse.

4) Anbringende om tilsidesættelse af dels artikel 13, stk. 2, TEU sammenholdt med artikel 3 i afgørelse 2015/1814 på grund af en utilstrækkelig konsekvensanalyse, dels proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU)

Polen er af den opfattelse, at de sagsøgte institutioner har tilsidesat artikel 13, stk. 2, TEU, sammenholdt med artikel 3 i afgørelse 2015/1814, idet de har vedtaget denne afgørelse på grundlag af en utilstrækkelig, forældet og forkert gennemført konsekvensanalyse, som er udarbejdet ved brug af oplysninger, som ikke har taget højde for Ruslands bevæbnede angreb på Ukraine og den energikrise, som dette har resulteret i. De sagsøgte institutioner har endvidere tilsidesat proportionalitetsprincippet (artikel 5, stk. 4, TEU) ved for årene 2024-2030 at fastholde de værdier, som fremgår af artikel 1, stk. 5, i afgørelse 2015/1814, uden at gennemføre en troværdig analyse, som kunne begrunde en sådan afgørelse.

____________

1 EUT 2023, L 110, s. 21.