Language of document :

Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Korkein hallinto-oikeus (Finland) den 25. november 2020 – A mod Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto

(Sag C-634/20)

Processprog: finsk

Den forelæggende ret

Korkein hallinto-oikeus

Parter i hovedsagen

Appellant: A

Procesdeltager: Sosiaali- ja terveysalan lupa- ja valvontavirasto

Præjudicielle spørgsmål

Skal artikel 45 TEUF eller artikel 49 TEUF under hensyntagen til proportionalitetsprincippet fortolkes således, at de er til hinder for, at den kompetente myndighed i en værtsmedlemsstat på grundlag af de nationale retsforskrifter bevilger en person ret til at udøve lægeerhvervet i tre år og med den begrænsning, at denne person kun må virke under ledelse og opsyn af en autoriseret læge og i denne periode skal gennemføre en treårig særlig uddannelse i almen medicin for at opnå tilladelse til at udøve lægeerhvervet selvstændigt i værtsmedlemsstaten, når det tages i betragtning, at:

a)    personen i oprindelsesmedlemsstaten har aflagt en grundeksamen i medicin, men ved ansøgningen om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i værtsmedlemsstaten ikke kunne forelægge det certifikat for et praktikophold på ét år, som de erhvervsmæssige kvalifikationer forudsætter i oprindelsesmedlemsstaten,

b)    personen i værtsmedlemsstaten ved anvendelse af artikel 55a i direktivet om erhvervsmæssige kvalifikationer 1 som primært alternativ, der blev afslået af den pågældende, er blevet tilbudt muligheden for at gennemføre et praktikophold i værtsmedlemsstaten i en periode på tre år efter værtsmedlemsstatens retningslinjer og ansøge om anerkendelse heraf ved den kompetente myndighed i oprindelsesmedlemsstaten for herefter på ny at ansøge om ret til at udøve lægeerhvervet i værtsmedlemsstaten gennem den i direktivet omhandlede automatiske anerkendelsesordning,

c)    formålet med værtsmedlemsstatens nationale bestemmelser er at forbedre patientsikkerheden og kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser ved at garantere, at sundhedspersoner har den uddannelse, som deres erhvervsmæssige aktivitet forudsætter, øvrig tilstrækkelig erhvervsmæssig kompetence og de øvrige færdigheder, som den erhvervsmæssige aktivitet forudsætter?

____________

1     Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EG af 7.9.2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT 2005, L 255, s. 22).