Language of document :

Sag anlagt den 8. marts 2013 - Scheepsbouw Nederland mod Kommissionen

(Sag T-140/13)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Scheepsbouw Nederland (Rotterdam, Nederlandene) (ved advokat K. Struckmann og barrister G. Forwood)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-kommissionens afgørelse af 20. november 2012 i sag SA.34736 (Forskudsafskrivning af visse aktiver, der er erhvervet ved finansiel leasing), offentliggjort i EU-Tidende den 13. december 2012 (EUT C 384, s. 2), annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført et anbringende, hvorefter Kommissionen tilsidesatte artikel 108, stk. 3, TEUF og artikel 4, stk. 2, og artikel 4, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 .

I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at der i lyset af sagens omstændigheder såvel som den utilstrækkelige og ufuldstændige materielle prøvelse, som Kommissionen foretog under den indledende undersøgelsesprocedure, foreligger tilstrækkeligt bevis for, at vurderingen af den planlagte foranstaltning var forbundet med alvorlige vanskeligheder. Derfor udgjorde Kommissionens indledende undersøgelse ikke et tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at den omhandlede foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 107, stk. 1, TEUF. Kommissionen havde ikke andet valg end at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til 108, stk. 3, TEUF.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22.3.1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83, s. 1).