Language of document :

Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. december 2017 – Global Starnet Ltd mod Ministero dell’Economia e delle Finanze og Amministrazione Autonoma Monopoli di Stato (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Consiglio di Stato – Italien)

(Sag C-322/16) 1

(Præjudiciel forelæggelse – fri udveksling af tjenesteydelser, etableringsfrihed, fri bevægelighed for kapital og frihed til at oprette og drive egen virksomhed – restriktioner – tildeling af nye koncessioner på fjernadministration af spil – retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – forfatningsdomstols dom – national rets pligt til at forelægge Domstolen et spørgsmål)

Processprog: italiensk

Den forelæggende ret

Consiglio di Stato

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Global Starnet Ltd

Sagsøgte: Ministero dell’Economia e delle Finanze og Amministrazione Autonoma Monopoli di Stato

Konklusion

Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at den nationale ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, i princippet er forpligtet til anmode om en præjudiciel afgørelse vedrørende et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, selv om den pågældende medlemsstats forfatningsdomstol inden for rammerne af den samme nationale sag har vurderet forfatningsmæssigheden af nationale regler med hensyn til bestemmelser, der har et indhold svarende til indholdet af reglerne i EU-retten.

Artikel 49 TEUF og 56 TEUF og princippet om den berettigede forventning skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der pålægger personer, som allerede var indehavere af en koncession på online-administration af lovlige spil, nye betingelser for udøvelsen af deres virksomhed i form af et tillæg til den eksisterende kontrakt, i det omfang den forelæggende ret fastslår, at denne lovgivning kan begrundes i et tvingende alment hensyn, er egnet til at nå de forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

____________

1 EUT C 343 af 19.9.2016.