Sag C-322/16

Global Starnet

mod

Ministero dell’Economia e delle Finanze
og
Amministrazione Autonoma Monopoli di Stato

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato)

»Præjudiciel forelæggelse – fri udveksling af tjenesteydelser, etableringsfrihed, fri bevægelighed for kapital og frihed til at oprette og drive egen virksomhed – restriktioner – tildeling af nye koncessioner på fjernadministration af spil – retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning – forfatningsdomstols dom – national rets pligt til at forelægge Domstolen et spørgsmål«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 20. december 2017

1.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – forelæggelsespligt – undersøgelse af, hvorvidt de nationale bestemmelser er i overensstemmelse med både EU-retten og national forfatning – dom fra den pågældende medlemsstats forfatningsdomstol, der vurderer forfatningsmæssigheden af de nævnte bestemmelser – pligt for den nationale ret, der træffer afgørelse som sidste instans, til at anmode om præjudiciel afgørelse

(Art. 267 TEUF)

2.        Etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – traktatens bestemmelser – anvendelsesområde – national bestemmelse, der pålægger personer, som allerede var indehavere af en koncession på online-administration af lovlige spil, nye betingelser for udøvelsen af deres virksomhed i form af et tillæg til den eksisterende kontrakt – omfattet – undersøgelse af i princippet kun én af frihederne i TEUF

(Art. 49 TEUF og 56 TEUF)

3.        Fri udveksling af tjenesteydelser – restriktioner – hasardspil – national bestemmelse, der pålægger personer, som allerede var indehavere af en koncession på online-administration af lovlige spil, nye betingelser for udøvelsen af deres virksomhed i form af et tillæg til den eksisterende kontrakt – forenelighed med artikel 49 TEUF og 56 TEUF – betingelser – efterprøvelse af den forelæggende ret

(Art. 49 TEUF og 56 TEUF)

1.      Artikel 267, stk. 3, TEUF skal fortolkes således, at den nationale ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, i princippet er forpligtet til anmode om en præjudiciel afgørelse vedrørende et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, selv om den pågældende medlemsstats forfatningsdomstol inden for rammerne af den samme nationale sag har vurderet forfatningsmæssigheden af nationale regler med hensyn til bestemmelser, der har et indhold svarende til indholdet af reglerne i EU-retten.

Det følger af ovenstående betragtninger, at EU-rettens virkning imidlertid ville blive bragt i fare, og den tilsigtede virkning af artikel 267 TEUF ville blive nedsat, hvis retten – på grund af en procedure med henblik på kontrol af forfatningsmæssighed – var forhindret i at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen og i øjeblikkeligt at anvende EU-retten i overensstemmelse med Domstolens afgørelse eller praksis (jf. i denne retning dom af 4.6.2015, Kernkraftwerke Lippe-Ems, C-5/14, EU:C:2015:354, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

Selv om det er korrekt, at den ved artikel 267 TEUF indførte procedure er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre den for dem verserende tvist, forholder det sig endvidere ikke desto mindre således, at når der ikke i den nationale ret er nogen adgang til retslig prøvelse af en national rets afgørelse, er denne sidstnævnte i princippet forpligtet til at indbringe en sag for Domstolen i overensstemmelse med artikel 267, stk. 3, TEUF, når der rejses et spørgsmål om fortolkningen af EU-retten (jf. dom af 9.9.2015, Ferreira da Silva e Brito m.fl., C-160/14, EU:C:2015:565, præmis 37).

(jf. præmis 23, 24 og 26 samt domskonkl. 1)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29-32)

3.      Artikel 49 TEUF og 56 TEUF og princippet om den berettigede forventning skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der pålægger personer, som allerede var indehavere af en koncession på online-administration af lovlige spil, nye betingelser for udøvelsen af deres virksomhed i form af et tillæg til den eksisterende kontrakt, i det omfang den forelæggende ret fastslår, at denne lovgivning kan begrundes i et tvingende alment hensyn, er egnet til at nå de forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

I nærværende sag fremgår det, som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, tydeligt af ordlyden af de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser, at formålet med disse bestemmelser er at styrke koncessionshaveres økonomiske og finansielle soliditet, hæderlighed og pålidelighed og at bekæmpe kriminalitet.

Henset til den særlige situation, der er forbundet med hasardspil, kan sådanne mål udgøre tvingende almene hensyn, der kan begrunde en restriktion for grundlæggende friheder som de i hovedsagen omhandlede (jf. i denne retning dom af 8.9.2016, Politanò, C-225/15, EU:C:2016:645, præmis 42 og 43).

(jf. præmis 41, 42 og 65 samt domskonkl. 2)