RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
6. september 2013 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – urigtigt skøn«
I sag T-493/10,
Persia International Bank plc, London (Det Forenede Kongerige), først ved solicitors S. Gadhia, S. Ashley, D. Anderson, QC, og barrister R. Blakeley, derefter ved solicitors Ashley, S. Jeffrey, A. Irvine, og D. Wyatt, QC, samt R. Blakeley,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bishop og A. Vitro, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen ved S. Boelaert og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede,
intervenient,
angående dels en påstand om annullation af Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 195, s. 25), af Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 281, s. 81), af Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 (EUT L 281, s. 1), af Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 319, s. 71), af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 319, s. 11) og af Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren, dels en påstand om, at artikel 7, stk. 2, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1), artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 erklæres uanvendelige på sagsøgeren,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude,
justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 3. juli 2012,
afsagt følgende
Dom (1)
Sagens baggrund
[udelades]
Retsforhandlinger og parternes påstande
22 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2010 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.
23 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 5. november 2010 tilpassede sagsøgeren sine påstande som følge af vedtagelsen den 25. oktober 2010 af afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010.
24 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 14. januar 2011 har Europa-Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af 8. marts 2011 har formanden for Rettens Fjerde Afdeling tilladt denne intervention.
25 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 24. januar 2012 tilpassede sagsøgeren for det første sine påstande som følge af vedtagelsen den 1. december 2011 af afgørelse 2011/783 og gennemførelsesforordning nr. 1245/2011, og anmodede for det andet om, at de anfægtede retsakter i givet fald blev annulleret med øjeblikkelig virkning.
26 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 23. april 2012 tilpassede sagsøgeren sine påstande som følge af vedtagelsen den 23. marts 2012 af forordning nr. 267/2012.
27 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 64 i Rettens procesreglement, stillet parterne skriftlige spørgsmål om de konsekvenser, der i forhold til den foreliggende sag skulle drages af Domstolens dom af 13. marts 2012 i sagen Melli Bank mod Rådet (sag C-380/09 P, Sml., EU:C:2012:137), om antallet af direktører i Persia Bank International plc og hvordan de udnævnes, og om, hvorvidt sagsøgerens fjerde anbringende kunne antages til realitetsbehandling. Parterne besvarede Rettens spørgsmål.
28 I sit svar på Rettens spørgsmål, indleveret til Rettens Justitskontoret den 8. juni 2012, frafaldt sagsøgeren sit tredje anbringende vedrørende den uforholdsmæssige og dermed ulovlige karakter af artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012.
29 Parterne afgav indlæg og besvarede spørgsmål fra Retten i retsmødet den 3. juli 2012.
30 Ved Rettens (Fjerde Afdeling) kendelse af 4. september 2012 blev den mundtlige forhandling genåbnet med henblik på, at sagsøgerens bemærkninger til kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19. juli 2012, Akhras mod Rådet (sag C-110/12 P(R), Sml., EU:C:2012:507), kunne indgå i sagsakterne, og med henblik på at indhente bemærkninger fra de øvrige parter. Den mundtlige forhandling blev afsluttet på ny den 4. oktober 2012.
31 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Punkt 4 i tabel B i bilag II til afgørelse 2010/413, punkt 2 i tabel B i bilaget til gennemførelsesforordning nr. 668/2010, punkt 4 i tabel B, under afsnit I, i bilaget til afgørelse 2010/644, punkt 4 i tabel B i bilag VIII til forordning nr. 961/2010, afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og punkt 4 i tabel B, under afsnit I, i bilag IX til forordning nr. 267/2012 annulleres med øjeblikkelig virkning, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.
– Det fastslås, at artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
32 Rådet og Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Om realiteten
[udelades]
Det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, af princippet om overholdelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
[udelades]
– Om tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til forsvar og dennes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, som følger af, at banken ikke har fået tilstrækkelige oplysninger vedrørende vedtagelsen af restriktive foranstaltninger i forhold til den
78 Sagsøgeren har gjort gældende, at banken trods gentagne anmodninger om oplysninger ikke har modtaget tilstrækkelige oplysninger vedrørende vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for Bank Mellat, og at den navnlig ikke havde modtaget noget bevis for Bank Mellats påståede involvering i nuklear spredning. Sagsøgeren fremhæver i denne sammenhæng den utilstrækkelige karakter af forslagene til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, som blev meddelt ved skrivelse af 13. september 2010, og den, der blev meddelt i bilaget til duplikken, samt at denne sidstnævnte blev videregivet for sent.
79 Sagsøgeren har heraf udledt, at meddelelsen af disse oplysninger ikke har sat banken i stand til at fremsætte nyttige bemærkninger til vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for den såvel som over for Bank Mellat, og at denne meddelelse ikke har kunnet sikre den en retfærdig rettergang.
80 Rådet har, støttet af Kommissionen, bestridt velbegrundetheden af sagsøgerens argumenter. Rådet har bl.a. anført, at det fremsendte forslagene til vedtagelse af restriktive foranstaltninger til sagsøgeren, så snart det havde modtaget samtykke fra de medlemsstater, som forslagene hidrørte fra.
81 For det første fremgår det af den gennemgang, der er foretaget i præmis 62-77 ovenfor, at den første, den fjerde og den femte grund, som Rådet har gjort gældende over for Bank Mellat, og begrundelsen vedrørende selve sagsøgeren, som fremgår af de anfægtede retsakter og forslagene til vedtagelse af restriktive foranstaltninger, der er meddelt til sagsøgeren, er tilstrækkeligt præcise. Derimod udgør den vage karakter af den anden, tredje, sjette og syvende grund, som Rådet har anført over for Bank Mellat, en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar og dennes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
82 For det andet bemærkes, at forslagene til vedtagelse af restriktive foranstaltninger blev meddelt den 13. september 2010 inden udløbet den 25. september 2010 af den af Rådet fastsatte frist for sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger, således at der ikke har kunnet konstateres en tilsidesættelse af retten til forsvar i forhold til dem.
83 Derimod blev bilaget til duplikken meddelt efter udløbet af den i præmis 82 nævnte frist.
84 I denne henseende kan Rådets argument om nødvendigheden af at opnå den omhandlede medlemsstats samtykke ikke tages til følge. Når Rådet har til hensigt at basere sig på oplysninger, der er leveret af en medlemsstat, med henblik på at vedtage restriktive foranstaltninger over for en enhed, er det nemlig forpligtet til før vedtagelsen af de nævnte restriktioner at sikre, at de omhandlede oplysninger kan meddeles rettidigt til den berørte enhed, således at denne kan gøre sine synspunkter effektivt gældende.
85 Imidlertid bemærkes, at den sene meddelelse af et dokument, som Rådet har baseret sig på med henblik på vedtagelse eller opretholdelse af de restriktive foranstaltninger over for en enhed, kun udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, der kan begrunde annullation af de vedtagne retsakter, hvis det fastslås, at de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke med rette har kunnet være vedtaget eller opretholdt, såfremt der kunne ses bort fra det sent meddelte dokument som belastende forhold.
86 Som det fremgår af præmis 70 og 76 ovenfor, indeholder forslaget i bilaget til duplikken således ikke yderligere oplysninger i forhold til de anfægtede retsakter og de forslag, der blev meddelt den 13. september 2010, hvilket indebærer, at den omstændighed, at der ses bort herfra som et belastende forhold, ikke kan påvirke velbegrundetheden af vedtagelsen og opretholdelsen af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren. På denne baggrund kan den sene meddelelse af nævnte forslag ikke begrunde annullation af afgørelse 2010/413, gennemførelsesforordning nr. 668/2010, afgørelse 2010/644 og forordning nr. 961/2010.
87 Hvad angår den manglende meddelelse af beviser bemærkes for det tredje, at i medfør af princippet om overholdelse af retten til forsvar er Rådet ikke forpligtet til at meddele andre forhold end dem, der indgår i sagen. I det foreliggende tilfælde anfører Rådet uden at blive modsagt af sagsøgeren, at sagsakterne ikke indeholder yderligere beviser vedrørende Bank Mellats involvering i nuklear spredning eller vedrørende sagsøgeren selv. På denne baggrund kan Rådet ikke bebrejdes at have tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar og dennes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ved ikke at have meddelt sådanne beviser.
[udelades]
Det andet anbringende vedrørende et fejlagtigt skøn for så vidt angår Bank Mellats ejerskab af eller kontrol med sagsøgeren
101 Sagsøgeren har gjort gældende, at banken ikke ejes af Bank Mellat, og at den ikke tilhører denne sidstnævnte som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012.
102 Indledningsvis bemærkes, at Rettens undersøgelse ikke omhandler den omstændighed, at Bank Mellat ejer 60% af sagsøgerens kapital. Det er ganske vist korrekt, at Bank Tejarat, der er den anden aktionær i sagsøgeren, siden den 24. januar 2012 er omfattet af de restriktive foranstaltninger vedtaget i medfør af afgørelse 2010/413, af forordning nr. 961/2010 og af forordning nr. 267/2012. Denne omstændighed påberåbte Rådet sig dog for første gang i retsmødet, og den fremgår f.eks. ikke i begrundelsen for de anfægtede retsakter. Den kan derfor heller ikke tages i betragtning i forbindelse med kontrollen af deres lovlighed.
103 Det følger af fast retspraksis, at når pengemidler tilhørende en enhed, der anses for at være involveret i nuklear spredning, indefryses, er der en ikke ubetydelig risiko for, at enheden lægger pres på de enheder, den ejer eller kontrollerer, eller som tilhører den, for at omgå virkningen af de foranstaltninger, den er omfattet af. Følgelig er den indefrysning af disse enheders pengemidler, der pålægges Rådet ved artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012, nødvendig og egnet til at sikre effektiviteten af de foranstaltninger, der er vedtaget, og til at sikre, at disse foranstaltninger ikke omgås (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 39 og 58).
104 På samme måde gælder det, at når en enhed ejes 100% af en enhed, der anses for at deltage i nuklear spredning, er betingelsen om ejerskab i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og i artikel 16, stk. 2, litra a), i forordning nr. 961/2010 opfyldt (jf. analogt dommen i sagen Melli Bank mod Rådet, nævnt ovenfor i præmis 27, præmis 79). Den samme konklusion bør finde anvendelse for så vidt angår det i artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012 indeholdte begreb enhed, der »tilhører« en enhed, som anses for at deltage i nuklear spredning.
105 Det er imidlertid ikke bestridt, at Bank Mellat kun ejer 60% af sagsøgerens kapital.
106 Under disse omstændigheder finder den på retspraksis baserede regel, som er nævnt i præmis 104 ovenfor, i modsætning til det af Rådet og Europa-Kommissionen anførte ikke anvendelse, da ejerskabet af 60% af sagsøgerens kapitel ikke i sig selv indebærer, at betingelsen om »ejerskab« eller »tilhørsforhold« i henhold til de bestemmelser, der er omhandlet i præmis 104 ovenfor, er opfyldt.
107 Det skal derfor undersøges, om der i betragtning af de foreliggende omstændigheder, herunder navnlig omfanget af Bank Mellats ejerskab, er en ikke ubetydelig risiko for, at sagsøgeren foranlediges til at omgå virkningen af de trufne foranstaltninger over for denne (jf. i denne retning og analogt dommen i sagen Melli Bank mod Rådet, nævnt i præmis 27 ovenfor, præmis 40).
108 Rådet har, støttet af Europa-Kommissionen, gjort gældende, at dette er tilfældet, for så vidt som Bank Mellat i sin egenskab af hovedaktionær med en ejerandel på 60% af sagsøgerens kapital kan udnævne og afsætte bankens direktører.
109 I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren har syv direktører, hvoraf to er uafhængige direktører uden ledelsesfunktioner.
110 Det er imidlertid korrekt, at i medfør af lovgivningen i Det Forenede Kongerige og sagsøgerens vedtægter udnævnes sidstnævntes direktører ved en ordinær beslutning på generalforsamlingen, vedtaget med simpelt stemmeflertal.
111 For det første fremgår det imidlertid af de af sagsøgeren fremlagte oplysninger, hvis rigtighed ikke er blevet bestridt af de andre parter, at i overensstemmelse med sagsøgerens aktionæroverenskomst er kun fire direktører i øjeblikket udpeget af Bank Mellat, mens de tre resterende er udpeget af Bank Tejarat.
112 Desuden er den ene af de fire direktører, der er udpeget af Bank Mellat, en uafhængig direktør uden ledelsesfunktion. Som det fremgår af de af sagsøgeren fremlagte oplysninger, indebærer uafhængighedsbetingelsen, hvis overholdelse kontrolleres af FSA (»Financial Services Authority«), ved udnævnelse af et selskabs direktører, bl.a., at nævnte direktør på ingen måde har forbindelse til sagsøgerens aktionærer, dvs. Bank Mellat.
113 På denne baggrund må Bank Mellat anses for at kunne udøve indflydelse på i hvert fald tre af sagsøgerens nuværende syv direktører, dvs. på et mindretal af disse sidstnævnte.
114 Rådet har i denne henseende under retsmødet gjort gældende, at de uafhængige direktører ikke deltager i sagsøgerens daglige ledelse, eftersom de ikke udøver nogen ledelsesfunktioner.
115 Det bemærkes således, at for så vidt angår de kollektive beslutninger, som direktørerne træffer, sondrer sagsøgerens vedtægter ikke mellem administrerende direktører og direktør uden ledelsesfunktioner i forhold til betingelserne om beslutningsdygtighed eller stemmeret. I denne forbindelse stilles de direktører, der ikke har ledelsesfunktioner, derfor lige med de administrerende direktører.
116 Såfremt Rådets argumentation skal forstås således, at den omfatter en indflydelse, der kan udøves individuelt af visse af de af Bank Mellat udpegede direktører inden for rammerne af deres ledelsesfunktioner, skal den ikke tages i betragtning af to grunde. For det første blev denne omstændighed ikke påberåbt som begrundelse for de anfægtede retsakter. For det andet er den omhandlede argumentation ikke tilstrækkelig præcis, fordi Rådet hverken har anført de omhandlede direktørers identitet, hvilke præcise funktioner de udøver, eller den særlige risiko, som denne omstændighed udgør for effektiviteten af de restriktive foranstaltninger over for Bank Mellat.
117 Det skal dernæst bemærkes, at det fremgår af oplysningerne i sagsakterne, at udnævnelsen af alle nye direktører i sagsøgeren kræver FSA’s godkendelse. Følgelig kan Bank Mellat ikke frit ændre antallet eller sammensætningen af sagsøgerens direktører, herunder nedlægge de uafhængige direktørstillinger.
118 På baggrund af det ovenstående må det konkluderes, at under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag gør den omstændighed, at Bank Mellat ejer 60% af sagsøgerens kapital, det ikke muligt at antage, at betingelsen om »ejerskab« eller »tilhørsforhold« i henhold til artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 423/2007, artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, litra a) i forordning nr. 267/2012 er opfyldt.
119 Bank Mellats ejerskab af 60% af sagsøgerens kapital begrunder dermed ikke i sig selv vedtagelsen og opretholdelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren.
120 I tilfælde, hvor Bank Mellats ejerskab af 60% af sagsøgerens kapital er den eneste omstændighed, som Retten skal tage i betragtning (jf. præmis 102 ovenfor), må det andet anbringende tages til følge, og afgørelse 2010/644, forordning nr. 961/2010, afgørelse 2011/783, gennemførelsesforordning nr. 1245/2011 og forordning nr. 267/2012 derfor annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren, uden at det er fornødent at undersøge dels de andre argumenter, som sidstnævnte har påberåbt sig i forbindelse med det andet anbringende, dels det femte anbringende.
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Følgende retsakter annulleres, for så vidt som de vedrører Persia International Bank plc:
– punkt 4 i tabel B, i bilag II til Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP
– punkt 2 i tabel B i bilaget til Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2010 af 26. juli 2010 om gennemførelse af artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 423/2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran
– punkt 4 i tabel B, under afsnit I, i bilaget til Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413
– punkt 4 i tabel B i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 423/2007
– Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413
– Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning nr. 961/2010
– punkt 4 i tabel B, under afsnit I, i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning nr. 961/2010.
2) Virkningerne af afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2010/644 og ved afgørelse 2011/783, opretholdes for så vidt angår Persia International Bank, indtil annullationen af forordning nr. 267/2012 får virkning.
3) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.
4) Rådet bærer sine egne omkostninger og betaler de af Persia International Bank afholdte omkostninger.
5) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
Pelikánová | Jürimäe | Van der Woude |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. september 2013.
Underskrifter