Language of document : ECLI:EU:T:2022:421

RETTENS DOM (Sjette Udvidede Afdeling)

6. juli 2022 (*)

»Regler for institutionerne – medlem af Europa-Parlamentet – Europa-Parlamentets formands afslag på at anerkende egenskab af medlem af Europa-Parlamentet og de dermed forbundne rettigheder for valgte kandidater – annullationssøgsmål – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning«

I sag T-388/19,

Carles Puigdemont i Casamajó, Waterloo (Belgien),

Antoni Comín i Oliveres, Waterloo,

ved advokaterne P. Bekaert, G. Boye og S. Bekaert og B. Emmerson, QC,

sagsøgere,

mod

Europa-Parlamentet ved N. Görlitz, T. Lukácsi og C. Burgos, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

Kongeriget Spanien ved A. Gavela Llopis, som befuldmægtiget,

intervenient,

har

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Marcoulli, og dommerne S. Frimodt Nielsen, J. Schwarcz, C. Iliopoulos (refererende dommer) og R. Norkus,

justitssekretær: fuldmægtig I. Pollalis,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 21. januar 2022,

afsagt følgende

Dom

1        Sagsøgerne, Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres, har i henhold til artikel 263 TEUF anlagt søgsmål med påstand om annullation dels af Europa-Parlamentets formands instruks af 29. maj 2019, hvorved formanden meddelte dem afslag på at gøre brug af den modtagelses- og bistandstjeneste, der tilbydes kommende medlemmer af Parlamentet, samt på at tildele dem midlertidig akkreditering, dels af Parlamentets formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, som fremgår af skrivelsen af 27. juni 2019.

 Retsforskrifter

 Protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter

2        Artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2010, C 83, s. 266, herefter »protokol nr. 7«) har følgende ordlyd:

»Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne:

a)      på deres eget lands område de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling

b)      på en anden medlemsstats område fritagelse for enhver form for tilbageholdelse og retsforfølgning.

De er ligeledes dækket af immuniteten på vej til eller fra [Parlamentets] mødested.

[…]«

 Valgakt

3        Artikel 5 i akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Parlamentet (EFT 1976, L 278, s. 5), der er knyttet til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom af 20. september 1976 (EFT 1976, L 278, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (EFT 2002, L 283, s. 1, herefter »valgakten«), fastsætter følgende:

»1.      Den femårige periode, for hvilken medlemmerne af [Parlamentet] vælges, begynder ved åbningen af den første session efter hvert valg.

[…]

2.      [Parlamentsmedlemmernes] mandater begynder og ophører samtidig med den i stk. 1 nævnte periode.«

4        Valgaktens artikel 7 har følgende ordlyd:

»1.      Hvervet som medlem af [Parlamentet] er uforeneligt med hvervet som:

–        medlem af en medlemsstats regering

–        medlem af Kommissionen […]

–        dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved [Den Europæiske Unions] Domstol […]

–        medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion

–        medlem af [Den Europæiske Revisionsret]

–        [den europæiske ombudsmand]

–        medlem af Det [Europæiske] Økonomiske og Sociale Udvalg

–        medlem af Regionsudvalget

–        medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning

–        medlem af Den Europæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne

–        tjenestemand eller anden ansat i aktiv tjeneste i [Den Europæiske Unions] institutioner eller dertil knyttede specialiserede organer eller i Den Europæiske Centralbank.

2.      Fra valget til [Parlamentet] i 2004 er hvervet som medlem af [Parlamentet] uforeneligt med hvervet som medlem af et nationalt parlament.

[…]

3.      Hver medlemsstat kan desuden i overensstemmelse med artikel [8] udvide bestemmelserne for, hvilke hverv der er uforenelige på nationalt plan.

[…]«

5        Valgaktens artikel 8 bestemmer følgende:

»Med forbehold af forskrifterne i denne akt er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.

Disse nationale forskrifter, der eventuelt kan tage hensyn til særlige forhold i medlemsstaterne, må ikke generelt berøre valgmetodens forholdstalskarakter.«

6        Valgaktens artikel 12 bestemmer følgende:

»[Parlamentet] prøver [parlamentsmedlemmernes] mandater. Med henblik herpå tager [Parlamentet] de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.«

7        Valgaktens artikel 13 har følgende ordlyd:

»1.      Et mandat bliver ledigt, når et [parlamentsmedlems] mandat udløber som følge af, at medlemmet fratræder, afgår ved døden eller fortaber sit mandat.

2.      Med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne akt fastlægger hver medlemsstat de nærmere procedurer med henblik på, at et mandat, som måtte blive ledigt i løbet af den i artikel [5] omhandlede femårige periode, besættes for resten af denne periode.

3.      Når det efter en medlemsstats lovgivning udtrykkeligt fastsættes, at et medlem af [Parlamentet] fortaber sit mandat, udløber medlemmets mandat i medfør af denne lovgivnings bestemmelser. De kompetente nationale myndigheder underretter [Parlamentet] herom.

[…]«

 Parlamentets forretningsorden (2019-2024)

8        Artikel 3 i Parlamentets forretningsorden, 9. valgperiode (2019-2024) (herefter »forretningsordenen«), med overskriften »Valgs prøvelse« har følgende ordlyd:

»1.      Efter almindeligt valg til [Parlamentet] opfordrer [Parlamentets formand] medlemsstaternes kompetente myndigheder til straks at meddele Parlamentet navnene på de valgte medlemmer, således at alle medlemmer kan deltage i Parlamentets møder fra det første møde efter valget.

Samtidig henleder [Parlamentets formand] disse myndigheders opmærksomhed på de relevante bestemmelser i [valgakten] og opfordrer dem til at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at undgå uforenelighed med hvervet som medlem af [Parlamentet].

2.      Medlemmer, hvis valg er meddelt Parlamentet, afgiver, inden de kan deltage i Parlamentets møder, en skriftlig erklæring om, at de ikke besidder hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af [Parlamentet], jf. [valgaktens] artikel 7, stk. 1 eller 2. Efter almindeligt valg til Europa-Parlamentet afgives denne erklæring om muligt senest seks dage før Parlamentets første møde efter valget. Ethvert medlem, hvis mandat endnu ikke er prøvet, eller for hvem der ikke er truffet afgørelse om en indsigelse, og som har undertegnet den nævnte erklæring, deltager i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder.

Såfremt det på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger konstateres, at et medlem besidder et hverv, der er uforeneligt med hvervet som medlem af [Parlamentet], jf. [valgaktens] artikel 7, stk. 1 eller 2, fastslår Parlamentet på grundlag af oplysninger fra formanden, at mandatet er blevet ledigt.

3.      På grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg foretager Parlamentet omgående valgs prøvelse og træffer afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i [valgakten], bortset fra indsigelser, der i henhold til denne akt udelukkende falder ind under de nationale bestemmelser, som akten henviser til.

Betænkningen fra det kompetente udvalg udarbejdes på grundlag af de officielle meddelelser fra de enkelte medlemsstater om de samlede valgresultater med navnene på de valgte kandidater og på eventuelle suppleanter med angivelse af den rækkefølge, hvori de er valgt.

Et medlems mandat kan først erklæres gyldigt, efter at den pågældende skriftligt har afgivet erklæringer i henhold til denne artikel og bilag I til denne forretningsorden.

[…]«

9        Forretningsordenens artikel 8 med overskriften »Hasteforanstaltninger truffet af [Parlamentets formand] for at sikre immunitet« fastsætter følgende:

»1.      I særlig hastende tilfælde, hvor et medlem er blevet anholdt, eller medlemmets bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og dette øjensynligt er sket i strid med den pågældendes privilegier og immuniteter, kan formanden efter at have rådført sig med formanden og ordføreren for det kompetente udvalg tage initiativ til at sikre det pågældende medlems privilegier og immuniteter. [Parlamentets formand] underretter udvalget om sit initiativ og informerer Parlamentet.

[…]«

10      Forretningsordenens artikel 9 med overskriften »Procedurer vedrørende immunitet« bestemmer følgende:

»1.      Enhver anmodning til [Parlamentets formand] fra en kompetent myndighed i en medlemsstat om ophævelse af et medlems immunitet eller fra et medlem eller tidligere medlem om beskyttelse af privilegier og immuniteter meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.

2.      Med medlemmets eller det tidligere medlems samtykke kan anmodningen fremsættes af et andet medlem, som kan repræsentere medlemmet eller det tidligere medlem på alle stadier i proceduren.

[…]«

11      Endelig fastsætter artikel 4, stk. 1, i bilag I til forretningsordenen med overskriften »Adfærdskodeks for [Parlamentets] medlemmer vedrørende økonomiske interesser og interessekonflikter« følgende:

»Af hensyn til gennemsigtigheden afgiver [Parlamentets] medlemmer på deres personlige ansvar en erklæring om økonomiske interesser til formanden inden udløbet af den første mødeperiode efter valget til [Parlamentet] (eller, i løbet af valgperioden, inden for 30 dage efter deres indtræden i Parlamentet) ved hjælp af den formular, som Præsidiet vedtager i henhold til artikel 9. De underretter formanden om enhver ændring, der har konsekvenser for deres erklæring, senest ved udgangen af den måned, der følger efter denne ændring.«

 Den spanske valglov

12      Ley orgánica 5/1985 de Régimen Electoral General (lov nr. 5/1985 om det almindelige valgsystem) af 19. juni 1985 (Boletín Oficial del Estado nr. 147 af 20.6.1985, s. 19110, herefter »den spanske valglov«) bestemmer følgende i artikel 224:

»1.      Junta Electoral Central [(den centrale valgkommission, Spanien)] skal senest den 20. dag efter valget optælle stemmerne på nationalt plan, fordele de pågældende mandater til hver kandidat og bringe bekendtgørelse om de valgte kandidater.

2.      Senest fem dage efter bekendtgørelsen skal de valgte kandidater over for [den centrale valgkommission] aflægge ed eller løfte om troskab til [den spanske forfatning]. Hvis den valgte kandidat til [Parlamentet] ikke ved udløbet af denne frist har aflagt troskabsed, erklærer [den centrale valgkommission] den pågældendes mandat ledigt og suspenderer alle de privilegier, der måtte tilkomme kandidaten som følge af hvervet, indtil den pågældende har aflagt ed.

[…]«

 Tvistens baggrund og de faktiske omstændigheder efter søgsmålets anlæggelse

13      Carles Puigdemont i Casamajó var præsident for Generalitat de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien), og Antoni Comín i Oliveres var medlem af Gobierno autonómico de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien), da Parlamento de Cataluña vedtog Ley 19/2017 reguladora del referéndum de autodeterminación (det catalanske parlaments lov nr. 19/2017 om folkeafstemningen om selvbestemmelse) af 6. september 2017 (DOGC nr. 7449A af 6.9.2017, s. 1) og Ley 20/2017 de transitoriedad jurídica y fundacional de la República (det catalanske parlaments lov nr. 20/2017 om republikkens retlige og grundlæggende overgang) af 8. september 2017 (DOGC nr. 7451A af 8.9.2017, s. 1), samt da der den 1. oktober 2017 blev afholdt folkeafstemning om selvbestemmelse i henhold til den førstnævnte af disse to love, hvis bestemmelser i mellemtiden var blevet suspenderet ved en afgørelse fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien).

14      Efter vedtagelsen af disse love og afholdelsen af folkeafstemningen indledte Ministerio Fiscal (anklagemyndighed, Spanien), Abogado del Estado (statens advokat, Spanien) og det politiske parti VOX en straffesag mod flere personer, herunder sagsøgerne, med påstand om, at de havde begået strafbare forhold i form af bl.a. »oprør« og »underslæb med offentlige midler«.

15      Ved kendelse af 9. juli 2018 erklærede Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) sagsøgerne udeblevne efter deres flugt fra Spanien og udsatte den straffesag, der var indledt imod dem, indtil de var fundet.

16      Endvidere stillede sagsøgerne op til valget til Parlamentet, som i Spanien blev afholdt den 26. maj 2019 (herefter »valget den 26. maj 2019«), som kandidater på listen for den koalition, som de var ledere af, nemlig Lliures per Europa (Junts).

17      Ved valget den 26. maj 2019 fik den førnævnte liste 1 018 435 stemmer og opnåede to pladser i Parlamentet.

18      Den 29. maj 2019 udstedte Parlamentets daværende formand (herefter »Parlamentets tidligere formand«) en intern instruks til institutionens generalsekretær (herefter »instruksen af 29. maj 2019«) om at give alle de i Spanien valgte kandidater afslag på adgang til »welcome village« og den bistand, som institutionen yder de nyvalgte medlemmer af Parlamentet (herefter »den særlige modtagelsestjeneste«) og udsætte deres akkreditering, indtil Parlamentet officielt havde modtaget bekræftelse på, at de var valgt i overensstemmelse med valgaktens artikel 12. I henhold til denne instruks kunne sagsøgerne ikke benytte den særlige modtagelsestjeneste og fik følgelig afslag på adgang til »welcome village« samt på tildeling af en midlertidig akkreditering og et midlertidigt adgangskort.

19      Den 13. juni 2019 vedtog Junta Electoral Central (den centrale valgkommission, Spanien) en afgørelse om »[b]ekendtgørelse om personer valgt som medlemmer af Europa-Parlamentet ved valget den 26. maj 2019« (Boletín Oficial del Estado nr. 142 af 14.6.2019, s. 62477, herefter »bekendtgørelsen af 13. juni 2019«). Ifølge bekendtgørelsen af 13. juni 2019 havde den centrale valgkommissionen i overensstemmelse med den spanske valglovs artikel 224, stk. 1, og ifølge stemmetallene i de konsoliderede optællinger fra alle provinsvalgkommissionerne foretaget en ny optælling på nationalt plan af de stemmer, der var afgivet ved valget den 26. maj 2019, fordelt de pågældende mandater til hver kandidat og bragt en bekendtgørelse om de valgte kandidater med navns nævnelse, heriblandt sagsøgerne. Bekendtgørelsen af 13. juni 2019 angav ligeledes, at den session, hvor de valgte kandidater skulle aflægge ed om troskab mod den spanske forfatning i overensstemmelse med den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, ville finde sted den 17. juni 2019.

20      Ved skrivelse af 14. juni 2019 anmodede sagsøgerne nærmere bestemt Parlamentets tidligere formand om at tage resultaterne af valget den 26. maj 2019 til efterretning som anført i bekendtgørelsen af 13. juni 2019, at trække sin instruks af 29. maj 2019 tilbage, så de kunne få adgang til Parlamentets lokaler og benytte den særlige modtagelsestjeneste, og at give Parlamentets tjenestegrene instruks om at lade dem indtage deres pladser og nyde de rettigheder, der er knyttet til deres status som medlem af Parlamentet, fra den 2. juli 2019, dvs. datoen for det første plenarmøde efter valget den 26. maj 2019.

21      Den 15. juni 2019 afslog undersøgelsesdommeren ved Tribunal Supremo (øverste domstol) en anmodning fra sagsøgerne om at tilbagekalde de nationale arrestordrer, der var udstedt mod dem af de spanske straffedomstole med henblik på domfældelse i forbindelse med den i præmis 14 ovenfor nævnte straffesag.

22      Den 17. juni 2019 meddelte den centrale valgkommission Parlamentet listen over de i Spanien valgte kandidater (herefter »meddelelsen af 17. juni 2019«), hvorpå sagsøgernes navne ikke figurerede.

23      Den 20. juni 2019 gav den centrale valgkommission i det væsentlige sagsøgerne afslag på muligheden for at aflægge ed om troskab mod den spanske forfatning, jf. den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, ved at afgive en skriftlig erklæring for notar i Belgien eller ved hjælp af befuldmægtigede udpeget ved fuldmagt oprettet for notar i Belgien med den begrundelse, at denne ed er en handling, der skal aflægges ved personligt fremmøde for den centrale valgkommission.

24      Samme dag meddelte den centrale valgkommission Parlamentet en afgørelse, hvori den fastslog, at sagsøgerne ikke havde aflagt den pågældende ed om at overholde den spanske forfatning, og at den i overensstemmelse med den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, havde erklæret sagsøgernes mandat i Parlamentet ledigt, samt at alle de privilegier, der måtte tilkomme dem som følge af hvervet, var suspenderet, indtil de havde aflagt denne ed.

25      Ved skrivelse af 20. juni 2019 anmodede sagsøgerne Parlamentets tidligere formand om på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at træffe enhver nødvendig hasteforanstaltning til at bekræfte deres privilegier og immuniteter og navnlig beskytte disse privilegier og immuniteter, at erklære, at de nationale arrestordrer imod dem krænkede de privilegier og immuniteter, som de var tillagt i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7, at erklære, at samme protokols artikel 9, stk. 2, beskyttede parlamentsmedlemmerne mod enhver retsligt fastsat begrænsning af deres frie bevægelighed, som kunne forhindre dem i at opfylde de nødvendige formaliteter ved overtagelsen af deres hverv, og endelig straks at meddele de kompetente spanske myndigheder sin afgørelse.

26      Ved skrivelse af 24. juni 2019 gentog sagsøgerne i det væsentlige samtlige anmodninger, som de tidligere havde fremsat i deres skrivelser af 14. og 20. juni 2019 (jf. præmis 20 og 25 ovenfor), der ikke var blevet besvaret.

27      Ved skrivelse af 27. juni 2019 besvarede Parlamentets tidligere formand sagsøgernes skrivelser af 14., 20. og 24. juni 2019, idet han i det væsentlige anførte, at han ikke kunne behandle dem som kommende parlamentsmedlemmer, idet deres navne ikke fremgik af den liste over valgte kandidater, som de spanske myndigheder officielt havde fremsendt (herefter »skrivelsen af 27. juni 2019«).

28      Efter dette svar anlagde sagsøgerne den 28. juni 2019 det foreliggende søgsmål (registreret under sagsnummer T-388/19) med påstand om annullation af dels instruksen af 29. maj 2019, dels flere retsakter indeholdt i skrivelsen af 27. juni 2019, nemlig nærmere bestemt for det første Parlamentets tidligere formands afslag på at tage resultaterne af valget den 26. maj 2019 til efterretning, for det andet Parlamentets tidligere formands erklæring om, at hver af sagsøgernes mandat var ledigt, for det tredje Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende sagsøgernes ret til at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet fra begyndelsen af den første session efter valget den 26. maj 2019 og for det fjerde Parlamentets tidligere formands afslag på hurtigt på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter.

29      Samme dag indgav sagsøgerne tillige en begæring om foreløbige forholdsregler registreret under sagsnummer T-388/19 R.

30      Den 2. juli 2019 blev det nyvalgte Parlaments første session efter valget den 26. maj 2019 åbnet.

31      Ved e-mail af 10. oktober 2019 sendte medlem af Parlamentet Diana Riba i Giner på sagsøgernes vegne Parlamentets nye formand, der var blevet valgt den 3. juli 2019 (herefter »Parlamentets nye formand«), og formanden og næstformanden for Parlamentets Retsudvalg en anmodning fra 38 medlemmer af Parlamentet fra forskellige medlemsstater og politiske partier, herunder hende selv, om bl.a., at Parlamentet på grundlag af forretningsordenens artikel 9 beskyttede sagsøgernes parlamentariske immunitet, jf. artikel 9, stk. 1 og 2, i protokol nr. 7.

32      Den 14. oktober 2019 udstedte undersøgelsesdommeren ved afdelingen for straffesager under Tribunal Supremo (øverste domstol) en national arrestordre, en europæisk arrestordre og en international arrestordre mod Carles Puigdemont i Casamajó med henblik på domfældelse i forbindelse med den i præmis 14 ovenfor nævnte straffesag. Den 4. november 2019 udstedte undersøgelsesdommeren ved afdelingen for straffesager under Tribunal Supremo (øverste domstol) de samme arrestordrer mod Antoni Comín i Oliveres. Efterfølgende blev sagsøgerne varetægtsfængslet i Belgien henholdsvis den 17. oktober og den 7. november 2019 og løsladt med betingelser samme dag.

33      Ved to enslydende skrivelser af 10. december 2019, hvoraf den ene var adresseret til Diana Riba i Giner og den anden til samtlige 38 medlemmer af Parlamentet, besvarede Parlamentets nye formand den i præmis 31 ovenfor nævnte anmodning. Parlamentets nye formand gjorde i det væsentlige navnlig gældende, at han ikke kunne anse sagsøgerne for medlemmer af Parlamentet i mangel af en officiel meddelelse fra de spanske myndigheder om, at de var valgt, jf. valgakten.

34      Den 20. februar 2020 anlagde sagsøgerne søgsmål med påstand om annullation af skrivelsen af 10. december 2019 til Diana Riba i Giner fra Parlamentets nye formand (jf. præmis 33 ovenfor), som blev registreret under sagsnummer T-115/20.

35      Ved dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), fastslog Domstolen bl.a., at en person, som officielt var blevet erklæret valgt til Parlamentet, men som efter en sådan erklæring om valg ikke havde fået tilladelse til at opfylde visse krav, som var fastsat i national ret, og til at rejse til Parlamentet for at deltage i dettes første session, skulle anses for at nyde immunitet i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7.

36      Parlamentet tog på sit plenarmøde den 13. januar 2020 efter dommen af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), til efterretning, at sagsøgerne var valgt til Parlamentet med virkning fra den 2. juli 2019 (herefter »anerkendelsen af 13. januar 2020«).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

37      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. juni 2019 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

38      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag indgav sagsøgerne i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF begæring om foreløbige forholdsregler registreret under sagsnummer T-388/19 R.

39      Ved kendelse af 1. juli 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (T-388/19 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:467), forkastede Rettens præsident begæringen om foreløbige forholdsregler og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne. Sagsøgerne iværksatte appel til prøvelse af denne kendelse for Domstolen registreret under sagsnummer C-646/19 P(R).

40      Ved kendelse af 20. december 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (C-646/19 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1149), ophævede Domstolens vicepræsident kendelsen af 1. juli 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (T-388/19 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:467), hjemviste sagen til Retten og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

41      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 10. september 2019 anmodede Kongeriget Spanien om tilladelse til at intervenere i den foreliggende sag.

42      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 19. september 2019 i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement nedlagde Parlamentet for det første påstand om, at det blev fastslået, at det var ufornødent at træffe afgørelse om en del af søgsmålet, og rejste for det andet en formalitetsindsigelse vedrørende resten af søgsmålet, hvortil sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger den 4. november 2019.

43      Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 20. januar 2020 nedlagde Parlamentet påstand for Retten om, at det blev fastslået, at det var ufornødent at træffe afgørelse om søgsmålet i dets helhed. Sagsøgerne fremsatte deres bemærkninger til denne anmodning den 7. februar 2020.

44      Ved kendelse af 19. marts 2020, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (T-388/19 R-RENV, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:114), fastslog Rettens præsident efter hjemvisning af kendelsen af 20. december 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (C-646/19 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1149), jf. præmis 40 ovenfor, at det, henset til anerkendelsen af 13. januar 2020, ikke længere var fornødent at træffe afgørelse om begæringen om foreløbige forholdsregler, og udsatte afgørelsen om sagsomkostningerne.

45      Ved kendelse af 29. juli 2020 besluttede Retten (Sjette Afdeling) at henskyde formalitetsindsigelsen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet sammen med påstandene af 19. september 2019 og 20. januar 2020 om, at det blev fastslået, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

46      Ved afgørelse af 11. september 2020 gav formanden for Rettens Sjette Afdeling Kongeriget Spanien tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Parlamentets påstande.

47      Parlamentet indgav svarskrift til Rettens Justitskontor den 11. september 2020.

48      Kongeriget Spanien indgav sit interventionsindlæg til Rettens Justitskontor den 8. januar 2021.

49      Sagsøgerne indgav replik til Rettens Justitskontor den 11. januar 2021.

50      Parlamentet indgav sine bemærkninger til Kongeriget Spaniens interventionsindlæg til Rettens Justitskontor den 4. marts 2021.

51      Sagsøgerne indgav deres bemærkninger til Kongeriget Spaniens interventionsindlæg til Rettens Justitskontor den 11. marts 2021.

52      Parlamentet indgav duplik til Rettens Justitskontor den 11. marts 2021.

53      På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Sjette Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling og stillede i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. artikel 89 i Rettens procesreglement, parterne skriftlige spørgsmål, som de besvarede inden for de fastsatte frister.

54      Efter forslag fra Sjette Afdeling besluttede Retten i henhold til procesreglementets artikel 28 at henvise sagen til et udvidet dommerkollegium.

55      Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 21. januar 2022. Ved denne lejlighed frafaldt Parlamentet sine påstande af 19. september 2019 og 20. januar 2020 om, at det blev fastslået, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

56      Sagsøgerne har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

–        Formalitetsindsigelsen af 19. september 2019 tages ikke til følge.

–        Instruksen af 29. maj 2019 annulleres.

–        Parlamentets tidligere formands afslag ved skrivelse af 27. juni 2019 på at tage de af Kongeriget Spanien officielt erklærede resultater af valget den 26. maj 2019 til efterretning annulleres.

–        Parlamentets tidligere formands erklæring ved skrivelse af 27. juni 2019 om, at deres mandat var ledigt, annulleres.

–        Parlamentets tidligere formands afslag ved skrivelse af 27. juni 2019 på at anerkende deres ret til at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet fra åbningen af den første session efter valget den 26. maj 2019 annulleres.

–        Parlamentets tidligere formands afslag ved skrivelse af 27. juni 2019 på hurtigt på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter annulleres.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

57      Parlamentet, i det væsentlige støttet af Kongeriget Spanien, har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt, sagen afvises.

–        Subsidiært, sagen afvises delvist, delvis frifindelse.

–        Mere subsidiært, frifindelse.

–        Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

58      Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremført fem anbringender. Det første anbringende vedrører instruksen af 29. maj 2019 og omfatter en tilsidesættelse af artikel 20 og 21 samt artikel 39, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og af forretningsordenens artikel 3, stk. 2. Det andet anbringende vedrører Parlamentets tidligere formands afslag på at tage de af Kongeriget Spanien officielt erklærede resultater af valget den 26. maj 2019 til efterretning og omfatter nærmere bestemt en tilsidesættelse af chartrets artikel 39, stk. 2, af valgaktens artikel 5, stk. 1, og artikel 12, af artikel 2 TEU, artikel 10, stk. 2 og 4, TEU, og artikel 14, stk. 3, TEU samt af forretningsordenens artikel 3, stk. 1. Det tredje anbringende vedrører Parlamentets tidligere formands angivelige erklæring om, at deres mandat var ledigt, og omfatter nærmere bestemt en tilsidesættelse af valgaktens artikel 6, stk. 2, artikel 8 og 13, sammenholdt med chartrets artikel 39, stk. 2, og med artikel 10, stk. 2 og 3, TEU. Det fjerde anbringende vedrører Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende deres ret til at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet fra åbningen af den første session efter valget den 26. maj 2019 og omfatter en tilsidesættelse af valgaktens artikel 5, stk. 1, og artikel 12, sammenholdt med chartrets artikel 39, stk. 2, og med artikel 10, stk. 1 og 2, TEU og artikel 14, stk. 2 og 3, TEU, og af forretningsordenens artikel 3, stk. 2. Endelig vedrører det femte anbringende Parlamentets tidligere formands afslag på hurtigt på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter og omfatter en tilsidesættelse af den nævnte forretningsordens artikel 5, stk. 2, chartrets artikel 39, stk. 2, begrundelsespligten og princippet om god forvaltning.

59      Parlamentet, støttet af Kongeriget Spanien, har principalt gjort gældende, at sagen afvises på grund af dels stævningens manglende klarhed med hensyn til visse retsakter, som påstås annulleret, dels fraværet af anfægtelige retsakter.

60      Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen ikke tages til følge. Dels har de gjort gældende, at de retsakter, som de har påstået annulleret, er klart identificeret i stævningen. Dels er søgsmålet rettet mod retsakter, der vil kunne gøres til genstand for søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

61      Det skal følgelig undersøges, om sagsøgernes søgsmål kan antages til realitetsbehandling.

 Indledende bemærkninger om tvistens genstand

62      For det første skal det bemærkes, at sagsøgerne i deres besvarelse af de spørgsmål, som Retten stillede i retsmødet, dels bekræftede, at deres søgsmål stadig var anlagt til prøvelse af instruksen af 29. maj 2019 (jf. præmis 56, andet led, ovenfor).

63      Dels anførte sagsøgerne, at idet de fastholdt de ovenfor i præmis 56 nævnte påstande, var det, som de anfægtede, nærmere bestemt Parlamentets tidligere formands afslag ved skrivelse af 27. juni 2019 på at anerkende, at de havde egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet fra og med bekendtgørelsen af 13. juni 2019.

64      I denne henseende præciserede sagsøgerne, at det førnævnte afslag fik flere retsvirkninger, bl.a. Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende deres ret til at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet samt samme formands afslag på hurtigt på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter.

65      Endelig bekræftede sagsøgerne, at såfremt Retten i modsætning til, hvad de har gjort gældende, skulle drage den konklusion, at der ikke kunne sås tvivl om lovligheden af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, ville det være ufornødent særskilt at undersøge lovligheden af de i præmis 56 ovenfor nævnte retsakter.

66      På baggrund af sagsøgernes forklaringer som gengivet i præmis 63-65 ovenfor skal det i det væsentlige lægges til grund, at de ikke har påstået annullation af de retsakter, der er anført i præmis 56, tredje, fjerde, femte og sjette led, ovenfor, men alene annullation af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, som affødte de førnævnte retsakter.

67      For det andet har Parlamentet i sin duplik påstået afvisning af den påstand, som sagsøgerne har nedlagt for første gang i replikken, nemlig annullation af dels Parlamentets tidligere formands angivelige afslag på at beskytte deres privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 7 og 9, dels denne formands angivelige beslutning om ikke at meddele Parlamentets kompetente udvalg deres angivelige anmodning om beskyttelse af deres privilegier og immuniteter.

68      I deres svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten (jf. præmis 53 ovenfor) har sagsøgerne anført, at de ikke påstod annullation af en eventuel afgørelse truffet af Parlamentet om afslag på at beskytte deres privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 7 og 9, idet en sådan afgørelse i øvrigt aldrig er blevet vedtaget. De anfægtede nemlig blot det forhold, at Parlamentets tidligere formand i strid med forretningsordenens artikel 9, stk. 1, ikke havde meddelt deres anmodning om beskyttelse af privilegier og immuniteter på plenarmødet og ikke havde henvist den til det kompetente udvalg. Sagsøgerne har nærmere bestemt præciseret, at det her atter drejede sig om en retsvirkning af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet.

69      Det følger heraf, at sagsøgerne i replikken hverken har påstået annullation af Parlamentets tidligere formands eventuelle afslag på at beskytte deres privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 7 og 9 eller annullation af denne formands eventuelle beslutning om ikke at meddele deres angivelige anmodning om beskyttelse af privilegier og immuniteter på plenarmødet og ikke at henvise den til Parlamentets kompetente udvalg.

70      På baggrund af det ovenfor anførte skal det lægges til grund, at sagsøgerne med det foreliggende søgsmål i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation dels af instruksen af 29. maj 2019, dels af Parlamentets tidligere formands afslag ved skrivelse af 27. juni 2019 på anerkendelse af, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet (herefter under ét »de anfægtede retsakter«).

 De anfægtede retsakters beskaffenhed

71      Med formalitetsindsigelsen har Parlamentet for det første gjort gældende, at skrivelsen af 27. juni 2019 er en rent oplysende retsakt, hvorved sagsøgerne blot mindes om, at de i overensstemmelse med den gældende retlige ramme ikke kunne sidestilles med kommende medlemmer af Parlamentet i niende valgperiode. For det andet har Parlamentet hævdet, at instruksen af 29. maj 2019 ikke har retsvirkninger over for tredjemand som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF, og har opfordret Retten til af egen drift at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt den er en anfægtelig retsakt.

72      Sagsøgerne har nedlagt påstand om, at Parlamentets argumenter ikke tiltrædes. For det første har de nærmere bestemt gjort gældende, at Parlamentets tidligere formands afslag ved skrivelse af 27. juni 2019 på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, ikke har oplysende karakter. Dette afslag afstedkom nemlig en ændring i deres retsstilling, idet det bl.a. hindrede dem i at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet. Det var følgelig en bebyrdende retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF. For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at instruksen af 29. maj 2019 er en anfægtelig retsakt, idet den har hindret dem i at træffe de nødvendige foranstaltninger til overtagelse af deres hverv.

73      Kongeriget Spanien har i det væsentlige anført, at søgsmålet bør afvises, fordi de angivelige negative virkninger af de anfægtede retsakter, jf. sagsøgernes påstande, ikke udspringer af disse retsakter, men af de spanske myndigheders afgørelser.

74      Ifølge fast retspraksis udgør enhver af institutionerne udstedt retsakt, uanset dens beskaffenhed eller form, en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF, når den tilsigter at skabe bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, og af 26.1.2010, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-362/08 P, EU:C:2010:40, præmis 51; jf. ligeledes dom af 25.10.2017, Rumænien mod Kommissionen, C-599/15 P, EU:C:2017:801, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

75      Derimod er enhver retsakt, der ikke har retligt bindende virkninger, som f.eks. forberedende retsakter, bekræftende retsakter og rene gennemførelsesforanstaltninger, simple henstillinger og udtalelser samt principielt interne instrukser, ikke underlagt den i artikel 263 TEUF omhandlede domstolsprøvelse (jf. dom af 12.9.2006, Reynolds Tobacco m.fl. mod Kommissionen, C-131/03 P, EU:C:2006:541, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 14.5.2012, Sepracor Pharmaceuticals (Ireland) mod Kommissionen, C-477/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:292, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 23.11.1995, Nutral mod Kommissionen, C-476/93 P, EU:C:1995:401, præmis 30). I øvrigt kan retsakter, der har rent oplysende karakter, hverken berøre adressatens interesser eller ændre dennes retsstilling i forhold til situationen før modtagelsen af de nævnte retsakter (jf. dom af 11.12.2012, Sina Bank mod Rådet, T-15/11, EU:T:2012:661, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

76      Ifølge retspraksis skal der for at afgøre, om en retsakt kan få retsvirkninger og følgelig gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, foretages en undersøgelse af denne retsakts indhold, og de nævnte virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom denne samme retsakts indhold, i givet fald under hensyn til sammenhængen for dens vedtagelse samt til den udstedende EU-institutions beføjelser (jf. dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

77      Det skal endelig fremhæves, at betingelsen om, at der skal foreligge en anfægtelig retsakt, falder ind under de ufravigelige procesforudsætninger, som Retten i givet fald kan tage under påkendelse af egen drift (jf. i denne retning kendelse af 14.1.1992, ISAE/VP og Interdata mod Kommissionen, C-130/91, EU:C:1992:7, præmis 11, og af 19.10.2016, E-Control mod ACER, T-671/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:626, præmis 91; generaladvokat Bots forslag til afgørelse Kommissionen mod Irland m.fl., C-89/08 P, EU:C:2009:298, punkt 62, og BSH mod KHIM, C-43/15 P, EU:C:2016:129, punkt 52).

78      Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om dels Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, dels instruksen af 29. maj 2019 er anfægtelige retsakter som omhandlet i artikel 263 TEUF.

 Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet

79      Sagsøgerne har i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, har fået flere retsvirkninger, bl.a. for det første at de ikke kunne overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet fra åbningen af den første session efter valget den 26. maj 2019, for det andet Parlamentets tidligere formands erklæring om, at deres mandat var ledigt, for det tredje Parlamentets tidligere formands afslag på hurtigt på grundlag af forretningsordenens artikel 8 at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter og for det fjerde den manglende meddelelse på plenarmødet af deres anmodning om beskyttelse af privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 9 og den manglende henvisning heraf til Parlamentets kompetente udvalg.

80      Parlamentet, støttet af Kongeriget Spanien, har gjort gældende, at selv hvis det antages, at eksistensen af de virkninger, som sagsøgerne har gjort gældende, fastslås, udspringer disse ikke af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet.

–       Indholdet af skrivelsen af 27. juni 2019

81      Ved skrivelsen af 27. juni 2019 meddelte Parlamentets tidligere formand for det første sagsøgerne, at de spanske myndigheder den 17. og den 20. juni 2019 havde informeret ham om de officielle resultater af det i Spanien afholdte valg til Europa-Parlamentet. Endvidere mindede han sagsøgerne om, at i henhold til valgaktens artikel 12 »[tog] Parlamentet de valgresultater, der officielt [var] bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning, og at det først og fremmest [påhvilede] de nationale retter at træffe afgørelse vedrørende lovligheden af de nationale valgbestemmelser og valgprocedurer«. Endelig anførte Parlamentets tidligere formand, at sagsøgernes navne ikke fremgik af den liste over valgte kandidater, som de spanske myndigheder havde fremsendt officielt til Parlamentet, og at »indtil [modtagelsen af] en ny meddelelse fra de spanske myndigheder [var han] i øjeblikket ikke i stand til at behandle [dem] som kommende medlemmer af [Parlamentet], således [som de havde] anmodet i deres skrivelse af 14. juni 2019«.

82      Det fremgår således af ordlyden af skrivelsen af 27. juni 2019, at Parlamentets tidligere formand blot tog sagsøgernes retsstilling til efterretning, således som han officielt var blevet oplyst om den af de spanske myndigheder ved meddelelserne af 17. og 20. juni 2019.

83      Det fremgår i øvrigt udtrykkeligt af ordlyden af skrivelsen af 27. juni 2019, at Parlamentets tidligere formand kunne have ændret holdning alt efter nye oplysninger, som han måtte modtage fra de spanske myndigheder.

84      Henset til sit indhold udelukkede skrivelsen af 27. juni 2019 derfor udtrykkeligt, at Parlamentets tidligere formands holdning, som kom til udtryk deri, kunne have karakter af afgørelse eller en endelig karakter.

–       De angivelige retsvirkninger af skrivelsen af 27. juni 2019

i)      Indledende bemærkninger

85      For det første skal det bemærkes, at Domstolen i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), sondrede mellem egenskab af medlem af Europa-Parlamentet og udøvelsen af det tilhørende mandat.

86      Efter at have anført, at mandatet som medlem af Parlamentet i henhold til valgaktens artikel 5, stk. 1 og 2, faldt sammen med den femårige periode, som begyndte ved åbningen af den første session efter hvert valg og dermed begyndte og ophørte samtidig med denne femårige periode, fastslog Domstolen således, at i modsætning til status som medlem af Parlamentet – en status, som for det første opnås på det tidspunkt, hvor en person officielt erklæres for valgt, og som for det andet etablerer en forbindelse mellem denne person og den institution, som den pågældende nu er blevet medlem af – etablerede mandatet som medlem af Parlamentet en forbindelse mellem denne person og den valgperiode, for hvilken den pågældende var valgt. Denne valgperiode begyndte imidlertid først ved åbningen af det »nye« Parlaments første session efter valget, som måtte antages at ligge efter medlemsstaternes officielle bekendtgørelse af valgresultaterne (dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 72 og 74).

87      For det andet fastslog Domstolen i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 70, 71 og 81), at valgaktens artikel 8 og 12 skulle fortolkes således, at en person, der officielt var erklæret valgt til Parlamentet, som følge heraf og fra dette tidspunkt skulle anses for at have opnået status som medlem af denne institution med henblik på artikel 9 i protokol nr. 7 og for i kraft heraf at nyde den immunitet, som er fastsat i denne artikels stk. 2.

88      I denne henseende præciserede Domstolen, at medlemmerne af Parlamentet var dækket af den immunitet, der var fastsat i artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7, på vej til eller fra Parlamentets mødested og dermed bl.a., når de rejste til det første møde, som afholdes efter den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne, med henblik på at det nye parlament kan afholde den konstituerende plenarforsamling og prøve medlemmernes mandater. Disse medlemmer nød således godt af den pågældende immunitet, før deres mandat begyndte (dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 80).

89      For det tredje fremgår det implicit, men nødvendigvis af præmis 89 i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), at den officielle bekendtgørelse af resultatet af det i Spanien afholdte valg til Parlamentet den 26. maj 2019 er bekendtgørelsen af 13. juni 2019.

90      På baggrund af det ovenfor anførte skal det i den foreliggende sag lægges til grund, at sagsøgerne, hvis navne fremgik af bekendtgørelsen af 13. juni 2019, opnåede egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet fra og med denne dato og alene i kraft heraf således nød den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7. Parterne er i øvrigt nu enige herom.

91      Endvidere følger det af den i præmis 86 og 87 ovenfor nævnte retspraksis, at sagsøgernes opnåelse af egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet og følgelig af den dertil knyttede immunitet, jf. artikel 9. stk. 2, i protokol nr. 7, udelukkende følger af bekendtgørelsen af 13. juni 2019 og derfor hverken kunne anfægtes af Parlamentets tidligere formand eller af Parlamentet selv.

92      Selv om skrivelsen af 27. juni 2019 ikke omhandlede spørgsmålet om sagsøgernes immunitet, må det således konstateres, at det afslag fra Parlamentets tidligere formand på anerkendelse af sagsøgernes egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, som skrivelsen indeholder, under ingen omstændigheder medførte, at de mistede deres immunitet, jf. artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7, som skulle respekteres af de nationale myndigheder i medfør af alene den officielle bekendtgørelse af resultatet af valget til Parlamentet.

93      Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, skabte de retsvirkninger, som disse har gjort gældende, jf. præmis 79 ovenfor.

ii)    Sagsøgernes manglende mulighed for at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet

94      Parlamentet, støttet af Kongeriget Spanien, har i det væsentlige gjort gældende, at det ikke kunne vedtage retsakter, der skabte retsvirkninger for sagsøgerne, idet det i henhold til valgaktens artikel 12 og i overensstemmelse med gældende retspraksis var bundet af den liste over valgte kandidater, der var blevet meddelt det officielt af de spanske myndigheder ved meddelelsen af 17. juni 2019. Parlamentet har i denne henseende anført, at det i overensstemmelse med valgaktens bestemmelser om kompetencefordeling påhviler medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for udøvelse af mandatet som medlem af Parlamentet. I henhold til valgaktens artikel 8 og 12, sammenholdt med princippet om loyalt samarbejde, der er fastlagt i artikel 4, stk. 3, TEU, var Parlamentet således forpligtet til at sikre den effektive virkning af den spanske valglovs gældende bestemmelser, således som de var afspejlet i meddelelserne af 17. og 20. juni 2019. Parlamentet har endvidere nærmere bestemt hævdet, at det følger af de førnævnte bestemmelser og af forretningsordenens artikel 3, at de officielle meddelelser, som det modtager fra de kompetente nationale valgorganer, er de eneste officielle kilder til oplysning om dets medlemmers retsstilling ifølge national lov, og at de er et uundværligt redskab i valgprocessen. Det er således Parlamentets opfattelse, at det, henset til samtlige oplysninger, som den centrale valgkommission havde fremsendt, ikke var i stand til den 27. juni 2019 at afgøre, at sagsøgerne »ubetinget [havde opnået status af] kommende medlemmer af Parlamentet«, og at det derfor ikke havde kompetence til i det væsentlige at anerkende deres ret til at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet fra den 2. juli 2019.

95      Sagsøgerne har anfægtet disse argumenter. Efter deres opfattelse er det primære spørgsmål, der rejser sig i den foreliggende sag, hvorvidt Parlamentet var bundet af bekendtgørelsen af 13. juni 2019 eller af meddelelserne af 17. og 20. juni 2019. I så henseende har sagsøgerne gjort gældende, at det af valgaktens artikel 12 følger, at begrebet »valgresultater, der officielt er bekendtgjort«, er et selvstændigt EU-retligt begreb. I den foreliggende sag er disse resultater sammenfaldende med dem, der blev bekendtgjort i overensstemmelse med den spanske valglovs artikel 224, stk. 1, således som Domstolen fastslog i præmis 89 i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), dvs. de resultater, der fremgår af bekendtgørelsen af 13. juni 2019. Endvidere har sagsøgerne nærmere bestemt gjort gældende, at Kongeriget Spanien ikke havde kompetence til at fastslå betingelserne for udøvelse af mandatet som medlem af Parlamentet, f.eks. betingelsen om at aflægge ed om troskab mod den spanske forfatning, jf. den spanske valglovs artikel 224, stk. 2. Denne fortolkning blev bekræftet ved dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), hvori Domstolen fastslog, at »de krævede formaliteter« ved indtrædelsen i Parlamentet skulle opfyldes dér. Sagsøgerne har endelig gjort gældende, at Parlamentet vidste, at de spanske myndigheder ikke havde sendt det de fuldstændige resultater af valget den 26. maj 2019, idet de selv havde sendt Parlamentet en kopi af disse resultater. De spanske myndigheders manglende meddelelse af de fuldstændige resultater af det nævnte valg fritog således ikke Parlamentet for dets pligt til at tage disse resultater til efterretning.

96      I den foreliggende sag er spørgsmålet, hvorvidt Parlamentets tidligere formand havde kompetence til at anfægte den meddelelse af 17. juni 2019, hvorved de spanske myndigheder officielt meddelte ham listen over de ved valget den 26. maj 2019 valgte kandidater, hvorpå sagsøgernes navne ikke optrådte, selv om deres navne fremgik af den officielle bekendtgørelse af 13. juni 2019.

97      Det skal indledningsvis fremhæves, at Parlamentet i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, og artikel 13, stk. 2, TEU handler inden for rammerne af de beføjelser, som er tillagt det ved traktaterne. Princippet om den institutionelle ligevægt og princippet om kompetencetildeling, som er fastsat i artikel 13, stk. 2, TEU, indebærer nemlig, at hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, som er fastsat i disse (dom af 3.12.2020, Changmao Biochemical Engineering mod Distillerie Bonollo m.fl., C-461/18 P, EU:C:2020:979, præmis 102).

98      For så vidt angår valget til Europa-Parlamentet er der ved valgakten indført en kompetencefordeling mellem Parlamentet og medlemsstaterne.

99      I henhold til valgaktens artikel 8, stk. 1, er valgproceduren med forbehold af forskrifterne i denne akt således dels undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.

100    Dels prøver Parlamentet i henhold til valgaktens artikel 12 medlemmernes mandater. Med henblik herpå tager det de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i den nævnte akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.

101    Det fremgår af valgaktens artikel 12, andet punktum, at Parlamentets prøvelsesbeføjelse er underlagt to væsentlige begrænsninger (dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 52).

102    For det første tager Parlamentet i henhold til valgaktens artikel 12, første del af andet punktum, med henblik på at prøve sine medlemmers mandater de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne, til efterretning (dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 53).

103    Ifølge retspraksis skal anvendelsen af udtrykket »tage til efterretning«, jf. valgaktens artikel 12, fortolkes som en angivelse af, at der overhovedet ikke er overladt Parlamentet noget skøn. Det er nemlig de nationale myndigheder, der har kompetence til at udpege de fremtidige medlemmer af Parlamentet i overensstemmelse med den valgprocedure, som fastsættes i de nationale bestemmelser, hvilket udtrykkeligt fremgår af valgaktens artikel 8 (jf. i denne retning dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 55 og 56 og den deri nævnte retspraksis, og kendelse af 8.10.2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet, C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818, præmis 66).

104    Således betyder den opgave, som består i at »[tage] de valgresultater, der officielt er bekendtgjort […], til efterretning«, at Parlamentet med henblik på prøvelsen af sine medlemmers mandat skal lægge den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne til grund, således som denne følger af en beslutningsproces i overensstemmelse med nationale procedurer, hvorved der er blevet truffet afgørelse vedrørende de retlige spørgsmål forbundet med den nævnte bekendtgørelse, som altså udgør en allerede gældende retsstilling, der er bindende for Parlamentet (jf. i denne retning dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 55).

105    For det andet træffer Parlamentet i overensstemmelse med valgaktens artikel 12, anden del af andet punktum, afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i den nævnte akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til (dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 53).

106    Det følger derfor af selve ordlyden af valgaktens artikel 12, at denne bestemmelse ikke giver Parlamentet beføjelse til at træffe afgørelse i tvivlsspørgsmål rejst på grundlag af EU-retten i sin helhed, men alene dem, der er opstået på grundlag af valgaktens bestemmelser (dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 54). Endvidere udelukker denne bestemmelse udtrykkeligt, at Parlamentet har kompetence til at tage stilling til tvivlsspørgsmål, der er opstået på grundlag af national ret, selv når der henvises til denne ret i valgakten.

107    Det skal i øvrigt bemærkes, i lighed med Parlamentet og generaladvokat Szpunar i forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958, punkt 53), at der efter den officielle bekendtgørelse af valgresultatet kan indtræffe begivenheder, der medfører, at en kandidat, der officielt er erklæret valgt til Parlamentet efter optællingen af stemmerne, ikke overtager sit hverv og ikke udøver det dertil knyttede mandat, f.eks. at der foreligger uforenelighed med hvervet som medlem af Parlamentet, eller at den valgte kandidat giver afkald på at overtage sit hverv. Det skal endvidere bemærkes, således som generaladvokat Szpunar gjorde forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958, punkt 48), at forskellige parlamentariske systemer fastsætter formelle forpligtelser, som de valgte kandidater skal opfylde før den faktiske overtagelse af deres hverv.

108    Dette er tilfældet med spansk lovgivning, idet den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, fastsætter, at senest fem dage efter bekendtgørelsen skal de valgte kandidater over for den centrale valgkommission aflægge ed eller løfte om troskab til den spanske forfatning, idet den centrale valgkommission i modsat fald erklærer deres mandat »ledigt« og suspenderer de privilegier, der måtte tilkomme dem som følge af hvervet, indtil denne ed er aflagt (jf. præmis 12 ovenfor).

109    På baggrund af det ovenstående kan det ikke udelukkes, at Parlamentet skal foretage valgs prøvelse på basis af listen, som ændret efter afgørelsen af de tvivlsspørgsmål, der er rejst på grundlag af national ret, over de kandidater, der officielt er erklæret valgt.

110    På denne måde bestemmer forretningsordenens artikel 3 om proceduren for valgs prøvelse, at denne foregår på grundlag af medlemsstaternes officielle meddelelse af listen med valgresultaterne.

111    Først og fremmest er det i forretningsordenens artikel 3, stk. 1, bestemt, at efter almindeligt valg til Parlamentet opfordrer formanden medlemsstaternes kompetente myndigheder til straks at meddele Parlamentet navnene på de valgte medlemmer, således at alle medlemmer kan deltage i Parlamentets møder fra det første møde efter valget.

112    Dernæst er det i henhold til forretningsordenens artikel 3, stk. 2, de medlemmer af Parlamentet, hvis navne fremgår af denne liste, og hvis mandat endnu ikke er prøvet, eller for hvem der ikke er truffet afgørelse om en indsigelse, der falder ind under Parlamentets kompetence, som skal afgive en erklæring om, at der ikke foreligger uforenelighed, og som kan deltage i Parlamentets og dets organers møder med fulde rettigheder.

113    Endelig følger det af forretningsordenens artikel 3, stk. 3, at Parlamentet foretager prøvelsen af sine nyvalgte medlemmers mandat på basis af en betænkning fra det kompetente udvalg, der i overensstemmelse med denne forretningsordens artikel 3, stk. 3, andet afsnit, udarbejdes på grundlag af de officielle meddelelser fra de enkelte medlemsstater om de samlede valgresultater med navnene på de valgte kandidater og på eventuelle suppleanter med angivelse af den rækkefølge, hvori de er valgt.

114    Det følger heraf, at Parlamentet med henblik på prøvelsen af sine medlemmers mandat skal basere sig på den af de nationale myndigheder officielt fremsendte liste over de valgte kandidater, der må antages at være udarbejdet på baggrund af de officielt bekendtgjorte resultater, og efter at eventuelle tvivlsspørgsmål opstået på grundlag af anvendelsen af national ret er blevet afgjort af disse myndigheder.

115    Det er i lyset af disse betragtninger, at sagsøgernes argumenter skal undersøges.

116    For det første har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentet hverken var bundet af meddelelsen af 17. juni 2019 eller af meddelelsen af 20. juni 2019, hvilket det selv har medgivet, idet det efter anerkendelsen af 13. januar 2020 tillod dem at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet. Sagsøgerne har desuden anført, at Parlamentet vidste, at de spanske myndigheder ikke havde sendt det de fuldstændige resultater af valget den 26. maj 2019, idet de selv havde sendt Parlamentet en kopi af disse resultater. Sagsøgerne har således nærmere bestemt gjort gældende, at Parlamentet i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 3, stk. 1, var forpligtet til at rekvirere de fuldstændige resultater af valget den 26. maj 2019 hos de spanske myndigheder. Endelig har sagsøgerne på grundlag af generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958, punkt 51) gjort gældende, at det forhold, at de spanske myndigheder aldrig meddelte Parlamentet valgresultaterne, som de forelå ifølge bekendtgørelsen af 13. juni 2019, ikke fritog Parlamentet for dets pligt til at tage dem til efterretning i henhold til valgaktens artikel 12.

117    I den foreliggende sag er det dels ubestridt parterne imellem, at sagsøgerne ikke har opfyldt det krav, der er fastlagt i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, og at dette er grunden til, at deres navne ikke fremgår af meddelelsen af 17. juni 2019, hvormed de spanske myndigheder officielt meddelte Parlamentet listen over de ved valget den 26. maj 2019 valgte kandidater.

118    Dels var Parlamentets tidligere formand ikke kompetent til at kontrollere grundlaget for udelukkelsen af visse valgte kandidater fra den førnævnte liste, som de spanske myndigheder officielt havde meddelt i henhold til forretningsordenens artikel 3, stk. 1, idet denne afspejlede de officielle resultater af valget den 26. maj 2019, som i givet fald var fastlagt efter afgørelse af eventuelle tvivlsspørgsmål rejst på grundlag af national ret (jf. præmis 97-106 ovenfor).

119    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at Parlamentets tidligere formand i henhold til forretningsordenens artikel 3, stk. 1, burde have rekvireret de fuldstændige resultater af valget den 26. maj 2019 hos de spanske myndigheder, der fremgik af bekendtgørelsen af 13. juni 2019.

120    Endvidere skal det fremhæves, at ifølge den i præmis 76 ovenfor nævnte retspraksis skal der for at afgøre, om en retsakt kan få retsvirkninger og følgelig gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, foretages en undersøgelse af denne retsakts indhold, og de nævnte virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom denne samme retsakts indhold, i givet fald under hensyn til sammenhængen for dens vedtagelse samt til den udstedende EU-institutions beføjelser.

121    Det forhold, at Parlamentet, henset til dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), og efter anerkendelsen af 13. januar 2020 i mangel af den officielle meddelelse fra medlemsstaten tillod sagsøgerne at indtage deres pladser i Parlamentet og nyde de fulde rettigheder, der knytter sig til deres status som medlem af Parlamentet, kan således ikke rejse tvivl om betragtningerne i præmis 82-84 og 100-114 ovenfor.

122    I retsmødet forklarede Parlamentet i øvrigt, at henset til retsusikkerheden om sagsøgernes status efter dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), og kendelse af 20. december 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (C-646/19 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1149), havde det besluttet at tillade sagsøgerne at overtage deres hverv og indtage deres pladser i Parlamentet på grundlag af forretningsordenens artikel 3, stk. 2, uden dermed at prøve deres mandat, idet denne prøvelse ville kræve, at de nationale myndigheder forinden havde meddelt officielt, at de var valgt.

123    Sagsøgernes argumentation som gengivet i præmis 116 ovenfor kan derfor ikke tages til følge.

124    For så vidt endelig angår sagsøgernes henvisning til generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958) skal det fremhæves, at det i den nævnte sag rejste spørgsmål i det væsentlige var, hvorvidt en person, der officielt var erklæret valgt, nød immunitet i kraft af artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7 med henblik på at kunne opfylde de formaliteter og krav, der er nødvendige for at overtage hvervet.

125    I punkt 50 i sit forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958) medgav generaladvokat Szpunar, at det i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, fastsatte krav kunne være en betingelse for de nyvalgte medlemmers faktiske overtagelse af deres hverv. Ifølge generaladvokat Szpunar kunne dette krav derimod ikke være en betingelse for opnåelsen af egenskab af medlem af Europa-Parlamentet og de privilegier, der følger af denne status, bl.a. immunitet, idet det i så fald ville hindre en forskriftsmæssigt valgt person i som medlem af Europa-Parlamentet at opfylde de formaliteter og krav, der er nødvendige for at overtage dette hverv.

126    Det er i denne sammenhæng, at punkt 51 i generaladvokat Szpunars forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958) skal læses, nemlig således at selv om det er logisk, at Parlamentet oplyses om valgresultatet ved den officielle meddelelse heraf fra medlemsstaterne i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 3, stk. 1, udgør denne meddelelse ikke i realiteten opnåelsen af egenskab af medlem af Europa-Parlamentet.

127    Generaladvokat Szpunars opfattelse som udtrykt i punkt 51 i hans forslag til afgørelse Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:958) kan således ikke anvendes som støtte for sagsøgernes argumentation, hvorefter Parlamentet med henblik på valgs prøvelse havde pligt til at tage resultaterne af valget den 26. maj 2019 til efterretning som anført i bekendtgørelsen af 13. juni 2019 i stedet for de resultater, der officielt var meddelt af de spanske myndigheder den 17. juni 2019.

128    For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at de spanske myndigheder ikke havde kompetence til at håndhæve kravet i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2. Betingelsen om at aflægge ed om troskab mod den spanske forfatning hører nemlig ikke ind under medlemsstaternes »valgprocedurer« som omhandlet i valgaktens artikel 8 og er derfor ikke omfattet af henvisningen i denne artikel til national lovgivning. Sagsøgerne har tilføjet, at det i medfør af artikel 223, stk. 2, TEUF tilkommer Parlamentet at fastsætte sine medlemmers statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af deres hverv, idet denne kompetence ikke er blevet delegeret til medlemsstaterne. Når et medlem af Parlamentet opnår denne status efter bekendtgørelsen af valgresultatet, er alle de efterfølgende formaliteter således omfattet af den kompetence, der er fastsat i førnævnte bestemmelse.

129    Det fremgår af præmis 97-109 ovenfor, at Parlamentet ikke har kompetence til at tage stilling til tvivlsspørgsmål, der er opstået på grundlag af bestemmelser i national ret, hvortil der ikke henvist i valgakten, f.eks. kravet i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2.

130    Det følger heraf, at selv hvis Kongeriget Spanien ikke havde kompetence til i sin nationale ret at indføre det førnævnte krav, havde Parlamentets tidligere formand ingen beføjelse til at påpege denne manglende kompetence, endsige anfægte lovligheden af den liste over valgte kandidater, som de spanske myndigheder officielt meddelte den 17. juni 2019.

131    Det skal desuden påpeges, at Retten heller ikke har kompetence til at bedømme, dels om Kongeriget Spanien i henseende til artikel 223, stk. 2, TEUF og valgaktens artikel 8 var kompetent til at indføre det i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, fastsatte krav, dels om dette krav er i overensstemmelse med EU-retten, idet disse spørgsmål falder ind under de nationale retsinstansers kompetence og i påkommende tilfælde Domstolens kompetence, når der anlægges et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF, eller der forelægges Domstolen et præjudicielt fortolkningsspørgsmål på grundlag af artikel 267 TEUF (jf. i denne retning dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 65, og kendelse af 8.10.2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet, C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818, præmis 60).

132    Desuden bemærkes, at i henhold til artikel 223, stk. 2, TEUF fastsætter Parlamentet på eget initiativ ved forordning efter en særlig lovgivningsprocedure sine medlemmers statut og de almindelige betingelser for udøvelsen af deres hverv efter høring af Europa-Kommissionen og med godkendelse fra Rådet for Den Europæiske Union.

133    »De almindelige betingelser for Parlamentets medlemmers udøvelse af deres hverv« er imidlertid omfattet af afsnit I Europa-Parlamentets afgørelse 2005/684/EF, Euratom af 28. september 2005 om vedtagelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2005, L 262, s. 1) med overskriften »Regler og almindelige betingelser for Europa-Parlamentets medlemmers udøvelse af deres hverv« og omhandler nærmere bestemt de nærmere betingelser for udøvelsen af mandatet som medlem af Parlamentet og ikke de formaliteter, der går forud for overtagelsen af hvervet.

134    Følgelig tillægger artikel 223, stk. 2, TEUF Parlamentet enekompetence til at vedtage statutten for Parlamentets medlemmer og i denne forbindelse de »almindelige« betingelser for medlemmernes udøvelse af deres mandat. Derimod fremgår det ikke udtrykkeligt af den nævnte artikel, at Parlamentet tillige har en sådan enekompetence til at fastsætte de betingelser eller krav, som Parlamentets medlemmer skal opfylde, før de kan overtage deres hverv.

135    Sagsøgernes argument om, at Kongeriget Spanien ikke havde kompetence til at stille kravet i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, som en betingelse for udøvelsen af mandatet som medlem af Parlamentet, skal derfor afvises som irrelevant.

136    Hvad for det tredje angår sagsøgernes udsagn om, at Domstolens vicepræsident i præmis 74 i kendelse af 20. december 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (C-646/19 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1149), fastslog, at valgproceduren ikke omfattede opfyldelsen af nogen formaliteter efter optællingen af de afgivne stemmer, skal dette på baggrund af de ovenstående betragtninger ligeledes afvises som irrelevant.

137    I denne henseende bemærkes det, at Domstolens vicepræsident i præmis 74 i kendelse af 20. december 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (C-646/19 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1149), lagde til grund, at henset til det forhold, at valget af medlemmer til Parlamentet i overensstemmelse med artikel 14, stk. 3, TEU, artikel 223, stk. 1, TEUF, chartrets artikel 39 samt valgaktens artikel 1 reguleres af princippet om almindelige, direkte, frie og hemmelige valg, kunne det ved første øjekast ikke udelukkes, at den retsakt, der afsluttede proceduren for valget af medlemmer til Parlamentet, var den, der indeholdt resultaterne af optællingen af de afgivne stemmer, hvorfor denne valgprocedure ikke omfattede opfyldelsen af nogen efterfølgende formalitet, der var påkrævet ifølge national ret.

138    Det må imidlertid for det første konstateres, at den førnævnte vurdering blev foretaget, før der blev truffet afgørelse i forbindelse med appellen af kendelsen af 1. juli 2019, Puigdemont i Casamajó og Comín i Oliveres mod Parlamentet (T-388/19 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:467). Det kan således ikke lægges til grund, at Domstolens vicepræsident havde indtaget en endelig holdning til dette spørgsmål.

139    Selv hvis Kongeriget Spanien ikke havde kompetence til at pålægge en sådan formalitet, ville en konstatering herom fra Domstolens vicepræsident for det andet under ingen omstændigheder kunne danne grundlag for at tillægge Parlamentet kompetence til at nægte at tage den af de spanske myndigheder officielt meddelte liste over valgte kandidater til efterretning af de grunde, der er gjort rede for i præmis 97-114 og 117-119 ovenfor.

140    Følgelig skal sagsøgernes udsagn afvises.

141    For det fjerde har sagsøgerne gjort gældende, at det af dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), fremgår, at »de krævede formaliteter« ved indtrædelsen i Parlamentet alene skal opfyldes dér.

142    Det førnævnte udsagn kan imidlertid ikke genfindes i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115).

143    Det skal bemærkes, at i forbindelse med den sag, der gav anledning til dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), skulle Domstolen udelukkende tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt artikel 9 i protokol nr. 7 skulle fortolkes således, at en person, som officielt var blevet erklæret valgt til Parlamentet, mens den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om alvorlige strafbare handlinger, men som efter en sådan erklæring om valg ikke havde fået tilladelse til at opfylde visse krav, som var fastsat i national ret, og til at rejse til Europa-Parlamentet for at deltage i dettes første session, skulle anses for at nyde immunitet i henhold til denne artikel. I bekræftende fald ønskede den forelæggende ret desuden oplyst, om denne immunitet indebar, at varetægtsfængslingen af den pågældende person skulle ophæves med henblik på at gøre det muligt for denne at rejse til Europa-Parlamentet og dér opfylde de krævede formaliteter.

144    I præmis 88 og i domskonklusionens punkt 2 i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), besvarede Domstolen det andet spørgsmål således, at den immunitet, der er fastsat i artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7, med forbehold af en anmodning om ophævelse af denne immunitet skulle gøre det muligt for den pågældende at rejse til Europa-Parlamentet og dér opfylde de »krævede formaliteter«. I denne forbindelse kan henvisningen alene til de formaliteter, der skulle opfyldes i Parlamentet, ikke fortolkes således, at den indebærer, at Domstolen udelukkede, at den nationale lovgivning kunne gøre overtagelsen af hvervet som medlem af Parlamentet betinget af eksistensen af visse formaliteter.

145    Følgelig skal sagsøgernes argument forkastes.

146    På baggrund af det ovenfor anførte skal det konkluderes, at sagsøgernes manglende mulighed for at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet ikke følger af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, jf. skrivelsen af 27. juni 2019, men af anvendelsen af spansk ret, jf. meddelelserne af 17. og 20. juni 2019, i henseende til hvilke Parlamentets tidligere formand og i almindelighed Parlamentet ikke havde nogen skønsmargen.

147    Sagsøgerne kan derfor ikke gøre gældende, at Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, fik den retsvirkning, at den fratog dem muligheden for at overtage deres hverv, udøve deres mandat og indtage deres pladser i Parlamentet.

iii) Den angivelige erklæring om, at deres mandat var ledigt

148    Sagsøgerne har nærmere bestemt hævdet, at Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, baseret på meddelelserne af 17. og 20. juni 2019 medførte, at den nævnte formand erklærede, at deres mandat var ledigt, selv om begrundelsen for at erklære det ledigt ikke var en af dem, der er angivet i valgaktens artikel 13, stk. 1.

149    I så henseende er det tilstrækkeligt i lighed med Parlamentet at fastslå, at hverken Parlamentets tidligere formand eller Parlamentet har erklæret, at sagsøgernes mandat var ledigt.

150    Den af sagsøgerne hævdede retsvirkning af erklæringen om, at deres mandat i Parlamentet var ledigt, eksisterer derfor reelt ikke.

151    I henhold til valgaktens artikel 13, stk. 1, bliver et mandat i øvrigt ledigt, når et parlamentsmedlems mandat udløber som følge af, at medlemmet fratræder, afgår ved døden eller fortaber sit mandat. I overensstemmelse med valgaktens artikel 13, stk. 3, oplyser de nationale myndigheder Parlamentet om, at et parlamentsmedlems mandat er udløbet som følge af fortabelse, som udtrykkeligt fastsat ved national ret.

152    I den foreliggende sag forklarede Kongeriget Spanien i retsmødet, at uanset den terminologi, der er anvendt i den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, førte den manglende aflæggelse af en troskabsed ifølge spansk ret ikke til, at de valgte kandidaters mandat blev »ledigt« som omhandlet i valgaktens artikel 13, men alene, at muligheden for at overtage hvervet blev midlertidigt udsat. Kongeriget Spanien bekræftede således, at disse pladser var »forbeholdt« de valgte kandidater i, i givet fald, hele Parlamentets valgperiode, indtil de aflagde ed om troskab mod den spanske forfatning i henhold til den spanske valglovs artikel 224, stk. 2.

153    Derfor og under alle omstændigheder følger sagsøgernes midlertidigt manglende mulighed for at indtage deres pladser i Parlamentet ikke af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, jf. skrivelsen af 27. juni 2019, men af anvendelsen af spansk ret.

iv)    Manglende hurtig vedtagelse af et initiativ til at bekræfte sagsøgernes privilegier og immuniteter

154    Sagsøgerne har nærmere bestemt gjort gældende, at Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, ved skrivelse af 27. juni 2019 medførte, at samme formand afslog deres anmodning om, at han tog initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 8 (jf. præmis 64 og 79 ovenfor).

155    Det fremgår af Rettens praksis, at Parlamentets formand på ingen måde er forpligtet til at tage initiativ til at sikre et medlems privilegier og immuniteter, og at han har en skønsbeføjelse i denne henseende, også når det pågældende medlem er blevet anholdt, eller medlemmets bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og dette øjensynligt er sket i strid med den pågældendes privilegier og immuniteter (kendelse af 20.1.2021, Junqueras i Vies mod Parlamentet, T-734/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:15, præmis 44).

156    Selv om Parlamentets tidligere formand havde anerkendt, at sagsøgerne havde egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, kunne han således under alle omstændigheder have afslået hurtigt at tage et initiativ på grundlag af forretningsordenens artikel 8.

157    Den manglende vedtagelse af et sådant initiativ kan derfor ikke anses for at være en bindende retsvirkning af Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, men er konsekvensen af den skønsbeføjelse, som er tillagt ham i denne henseende ved forretningsordenens artikel 8.

158    Selv om afslaget på den af sagsøgerne på grundlag af forretningsordenens artikel 8 fremsatte anmodning om, at Parlamentets tidligere formand tog initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter, er konsekvensen af dennes afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, fremgår det endvidere af Rettens praksis, at et sådant afslag under ingen omstændigheder ville have bindende virkning for de spanske myndigheder (jf. i denne retning kendelse af 20.1.2021, Junqueras i Vies mod Parlamentet, T-734/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:15, præmis 62 og 65).

v)      Manglende meddelelse på plenarmødet af sagsøgernes angivelige anmodning om beskyttelse af deres privilegier og immuniteter og henvisning heraf til Parlamentets kompetente udvalg

159    Sagsøgerne har gjort gældende, at det forhold, at Parlamentets tidligere formand i strid med forretningsordenens artikel 9, stk. 1, undlod at meddele deres anmodning om beskyttelse af privilegier og immuniteter på plenarmødet og at henvise den til det kompetente udvalg, var en retsvirkning af hans afslag på at anerkende, at de har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet (jf. præmis 68 ovenfor).

160    Det skal i denne forbindelse påpeges, at sagsøgerne i replikken har gjort gældende, at de i deres skrivelse af 20. juni 2019 havde anmodet Parlamentets tidligere formand om dels hurtigt at tage initiativ til at bekræfte deres privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 8, dels at beskytte deres privilegier og immuniteter på grundlag af den nævnte forretningsordens artikel 9. De lagde endvidere i denne skrivelse alene vægt på forretningsordenens artikel 8 for nærmere bestemt at fremhæve den nødsituation, som de befandt sig i. De har desuden gjort gældende, at forretningsordenens artikel 8 og 9 ikke fastsætter forskellige procedurer, og at der følgelig ikke bør sondres mellem en anmodning om hurtigt at bekræfte privilegier og immuniteter som omhandlet i denne forretningsordens artikel 8 og en anmodning om beskyttelse af disse privilegier og immuniteter som omhandlet i samme forretningsordens artikel 9.

161    I henhold til forretningsordenens artikel 9, stk. 1, meddeles enhver anmodning til Parlamentets formand fra et medlem eller tidligere medlem om beskyttelse af privilegier og immuniteter på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.

162    Det følger således af denne bestemmelses ordlyd, at anvendelsen heraf er betinget af, at der foreligger en anmodning til Parlamentets formand fra et medlem eller tidligere medlem om beskyttelse af vedkommendes privilegier og immuniteter.

163    I den foreliggende sag anmodede sagsøgerne i skrivelsen af 20. juni 2019 dels Parlamentets tidligere »formand om hurtigt i overensstemmelse med [forretningsordenens] artikel 8, stk. 1, efter høring af næstformanden for Parlamentets Retsudvalg at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at bekræfte [deres] privilegier og immuniteter«. Denne anmodning var markeret med fed skrift og omhandlede ikke forretningsordenens artikel 7 og 9. Dels opregnede sagsøgerne de førnævnte foranstaltninger, som de »navnlig« ønskede truffet, heriblandt beskyttelse af deres privilegier og immuniteter (jf. præmis 25 ovenfor).

164    Det skal derfor lægges til grund, at anmodningen om beskyttelse af de førnævnte privilegier og immuniteter ikke blev fremsat særskilt, men indgik i anmodningen om vedtagelse af hasteforanstaltninger til bekræftelse af sagsøgernes privilegier og immuniteter på grundlag af forretningsordenens artikel 8, som var den eneste artikel, der udtrykkeligt blev henvist til i skrivelsen af 20. juni 2019.

165    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, fremgår det i øvrigt af retspraksis, at der skal sondres mellem en anmodning på grundlag af forretningsordenens artikel 8 og en anmodning om beskyttelse af privilegier og immuniteter på grundlag af denne forretningsordens artikel 7 og 9 (kendelse af 20.1.2021, Junqueras i Vies mod Parlamentet, T-734/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:15, præmis 42-46 og 57 og 61).

166    Henset til det forhold, at der reelt ikke forelå en anmodning om beskyttelse af privilegier og immuniteter behørigt fremsat af sagsøgerne på grundlag af forretningsordenens artikel 7 og 9, kan Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, ikke have fået til følge, at den nævnte anmodning ikke blev meddelt på plenarmødet og ikke blev henvist til det kompetente udvalg.

167    På baggrund af ovenstående betragtninger skal det lægges til grund, at Parlamentets tidligere formands afslag på at anerkende, at sagsøgerne har egenskab af medlemmer af Europa-Parlamentet, ikke er en retsakt, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser som omhandlet i den retspraksis, der er nævnte i præmis 74 ovenfor.

168    Derfor skal annullationssøgsmålet til prøvelse af det nævnte afslag afvises.

 Instruksen af 29. maj 2019

169    Parlamentet har gjorde gældende, at instruksen af 29. maj 2019 blot omfattede en midlertidig udsættelse af en uformel praksis, som aldrig var tænkt som en juridisk bindende forpligtelse for Parlamentet. Instruksen havde således ingen retsvirkninger for tredjemand som omhandlet i artikel 263, stk. 1, TEUF.

170    Sagsøgerne har anfægtet denne formalitetsindsigelse med den begrundelse, at i modsætning til, hvad Parlamentet har hævdet, udgjorde den omhandlede praksis et »væsentligt led« i, at de valgte kandidater nærmere bestemt kunne overtage deres hverv og udøve deres mandat i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 3, stk. 2.

171    Fra valgdagen og indtil slutningen af den første sessionsuge efter valget til Parlamentet har institutionen den praksis i sine lokaler at tilbyde de nyvalgte kandidater en særlig modtagelsestjeneste.

172    Denne tjeneste har til formål at bistå de valgte kandidater inden starten af deres mandat i den indledende kontakt med Parlamentet og så vidt muligt lette deres overtagelse af deres hverv.

173    I retsmødet forklarede Parlamentet, at de valgte kandidater i forbindelse med den særlige modtagelsestjeneste allerførst får enten en midlertidig akkreditering med et midlertidigt adgangskort, der giver dem adgang til Parlamentets lokaler, eller en endelig akkreditering og et permanent adgangskort, når den medlemsstat, hvori de er statsborgere, allerede har sendt Parlamentet den officielle meddelelse af resultatet af valget til Parlamentet, jf. forretningsordenens artikel 3. Dernæst får de valgte kandidater adgang til temainddelte skranker, hvor de kan få oplysninger om bl.a. de administrative formaliteter, der skal opfyldes, og svar på økonomiske spørgsmål. Endelig oplyste Parlamentet, at det påhvilede de valgte kandidater at tage direkte kontakt til institutionens administrative tjenester med henblik på gennemførelsen af de nødvendige administrative foranstaltninger til overtagelsen af deres hverv.

174    Endvidere træder det permanente adgangskort, der udstedes til de kandidater, hvis valg er blevet officielt meddelt Parlamentet, først i kraft ved åbningen af den første session efter valget, hvormed den nye valgperiode indledes.

175    Endelig oplyste Parlamentet, at proceduren for valgs prøvelse, som gennemføres af Parlamentets Retsudvalg i henhold til forretningsordenens artikel 3, stk. 3, i praksis ligeledes blev indledt efter åbningen af den første session efter valget. I denne periode med valgs prøvelse, som kan vare flere måneder, kan de valgte kandidater sende det nævnte udvalg enhver relevant oplysning eller ethvert relevant dokument, herunder erklæringen om, at der ikke foreligger uforenelighed.

176    I denne henseende bekræftede Parlamentet nemlig som svar på et spørgsmål fra Retten, at selv om forretningsordenens artikel 3, stk. 2, bestemte, at erklæringen om, at der ikke foreligger uforenelighed, skulle afgives »om muligt« senest seks dage før Parlamentets første møde efter valget, var der på ingen måde tale om en forpligtelse.

177    I den foreliggende sag indrettede Parlamentet efter valget den 26. maj 2019 den særlige modtagelsestjeneste i sin »welcome village« i lokalerne i Bruxelles (Belgien) og Strasbourg (Frankrig), som lukkede den 4. juli 2019.

178    Ved instruksen af 29. maj 2019, som blev afgivet mundtligt af Parlamentets tidligere formand, besluttede denne dels at blokere tildelingen af de midlertidige akkrediteringer til de i Spanien valgte kandidater og suspendere de akkrediteringer, som nogle af dem allerede havde fået tildelt, dels at nægte dem adgang til »welcome village«, indtil de spanske myndigheder officielt havde meddelt resultatet af valget den 26. maj 2019. Som det fremgår af en e-mail fra Parlamentets tidligere formand af 30. maj 2019, som Parlamentet har fremlagt som bilag til sin formalitetsindsigelse af 19. september 2019, var formålet med denne instruks, at der ikke skulle gribes ind i den nationale valgprocedure, henset til det forhold, at valgresultaterne endnu ikke var endelige, og at optællingen af stemmer stadig pågik.

179    I lyset af ordlyden af instruksen af 29. maj 2019 og som forklaret i den førnævnte e-mail skal det for det første lægges til grund, at Parlamentets tidligere formand traf en foranstaltning, der alene var en foreløbig intern tilrettelæggelse af arbejdet, indtil de endelige resultater af valget i Spanien og den officielle meddelelse heraf til Parlamentet fra de spanske myndigheder forelå.

180    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, har instruksen af 29. maj 2019 for det andet på ingen måde foregrebet den mulighed, at de i Spanien valgte kandidater kunne opnå en endelig akkreditering og et permanent adgangskort med henblik på at indtage deres pladser i Parlamentet allerede fra åbningen af den første session efter valget. Det fremgår nemlig af betragtningerne i præmis 117, 118, 129 og 130 ovenfor og af Parlamentets forklaringer i retsmødet, jf. præmis 173-175 ovenfor, at den endelige akkreditering og det permanente adgangskort først kan tildeles af Parlamentet efter modtagelsen af den officielle meddelelse af resultatet af valget, der er fastsat i forretningsordenens artikel 3.

181    Selv hvis sagsøgerne, således som disse har gjort gældende, ikke kunne afgive en erklæring om, at der ikke forelå uforenelighed, og en erklæring om økonomiske interesser som omhandlet i henholdsvis forretningsordenens artikel 3 og i artikel 4 i bilag I til denne forordning, fordi de ikke havde fået adgang til »welcome village«, hvor de nødvendige blanketter til dette formål blev uddelt, kunne denne omstændighed for det tredje under ingen omstændigheder berøre deres evne til at indtage deres pladser i Parlamentet allerede fra åbningen af den første session efter valget.

182    Dels følger det af forretningsordenens artikel 3, stk. 1, 2 og 3, at kun de valgte kandidater, hvis navne fremgår af den liste over valgresultatet, der er meddelt af de nationale myndigheder, kan indtage deres pladser i Parlamentet (jf. præmis 109-114 ovenfor). Dels og under alle omstændigheder kan erklæringen om, at der ikke foreligger uforenelighed, i henhold til forretningsordenens artikel 3, stk. 2, afgives efter åbningen af den første session efter valget, hvilket Parlamentet bekræftede i retsmødet (jf. præmis 175 og 176 ovenfor).

183    Endvidere må det konstateres, at sagsøgerne ikke har hævdet, at det ved instruksen af 29. maj 2019 blev forbudt de i Spanien valgte kandidater at tilsende Parlamentet erklæringen om, at der ikke forelå uforenelighed, og erklæringen om økonomiske interesser. Desuden var denne instruks ikke stilet til de i Spanien valgte kandidater, men til institutionens generalsekretær (jf. præmis 18 ovenfor).

184    I modsætning til, hvad sagsøgerne har gjort gældende, fik instruksen af 29. maj 2019 derfor ikke den virkning at hindre dem i at gennemføre de nødvendige administrative foranstaltninger til overtagelsen af deres hverv og udøvelsen af deres mandat, jf. forretningsordenens artikel 3, stk. 2 og 3, nemlig erklæringen om, at der ikke forelå uforenelighed, og erklæringen om økonomiske interesser.

185    Set i lyset af det ovenstående lå instruksen af 29. maj 2019 ikke til grund for sagsøgernes manglende mulighed for at overtage deres hverv, indtage deres pladser i Parlamentet og udøve deres mandat fra åbningen af den første session efter valget, dvs. fra den 2. juli 2019. Denne instruks fratog højst sagsøgerne Parlamentets bistand i forbindelse med overtagelsen af deres hverv fra udstedelsen heraf indtil den 17. juni 2019, da de spanske myndigheder sendte Parlamentet den officielle meddelelse af valgresultaterne.

186    Det følger heraf, at instruksen af 29. maj 2019, henset til sit indhold, sin foreløbige karakter og baggrunden for udstedelsen heraf, ikke fik retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgernes interesser som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i præmis 74 ovenfor.

187    Derfor skal annullationssøgsmålet til prøvelse af instruksen af 29. maj 2019 afvises.

188    Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det lægges til grund, at det foreliggende søgsmål ikke er rettet mod anfægtelige retsakter i henhold til artikel 263 TEUF og følgelig skal afvises, uden at det er nødvendigt at træffe afgørelse om Parlamentets øvrige formalitetsindsigelser.

 Sagsomkostninger

189    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

190    Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og betale Parlamentets omkostninger for Retten i forbindelse med den foreliggende sag og sag T-388/19 R og T-388/19 R-RENV samt for Domstolen i forbindelse med sag C-646/19 P(R) i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom.

191    I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer Kongeriget Spanien endelig sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Udvidede Afdeling):

1)      Sagen afvises.

2)      Carles Puigdemont i Casamajó og Antoni Comín i Oliveres bærer deres egne omkostninger og betaler de af Europa-Parlamentet afholdte omkostninger, herunder i sag T-388/19 R, C-646/19 P(R) og T-388/19 R-RENV.

3)      Kongeriget Spanien bærer sine egne omkostninger.

Marcoulli

Frimodt Nielsen

Schwarcz

Iliopoulos

 

      Norkus

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. juli 2022.

Underskrifter


Indhold



*      Processprog: engelsk.