Language of document :

Sag anlagt den 7. maj 2007 - ThyssenKrupp Aufzüge og ThyssenKrupp Fahrtreppen mod Kommissionen

(Sag T-147/07)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøgere: ThyssenKrupp Aufzüge GmbH (Neuhausen auf den Fildern, Tyskland) og ThyssenKrupp Fahrtreppen GmbH (Hamburg, Tyskland) (ved Rechtsanwälte U. Itzen og K. Blau-Hansen)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

Subsidiært nedsættes den bøde, der i den anfægtede beslutning er pålagt sagsøgerne in solidum, til et passende beløb.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens beslutning K(2007) 512 endelig udg. af 21. februar 2007 (sag COMP/E-1/38.823 - PO/Elevators and Escalators). Sagsøgerne og andre virksomheder er ved den anfægtede beslutning blevet pålagt bøder for at have deltaget i et kartel på markedet for installation og vedligeholdelse af elevatorer og rulletrapper i Tyskland. Det er Kommissionens opfattelse, at de pågældende virksomheder har tilsidesat artikel 81 EF.

Sagsøgerne har til støtte for deres søgsmål påstande følgende anbringender:

Kommissionen havde ikke kompetence til at vedtage beslutningen, da den lokale tilsidesættelse, der er fastslået, ikke havde mellemstatslig betydning.

Der foreligger ikke forudsætninger for, at sagsøgerne er ansvarlige in solidum med deres moderselskaber, eftersom de er juridisk og økonomisk uafhængige.

Bødens grundbeløb er uforholdsmæssigt i sammenligning med det reelle omfang af det pågældende marked.

Afskrækkelseskoefficienten er retsstridig, eftersom der ved bødeberegningen udelukkende skal tages hensyn til sagsøgernes omsætning, som ikke berettiger anvendelsen af denne koefficient.

Der foreligger ikke en begrundelse, hvad angår tillægget for gentagelsestilfælde, i bødeberegningen, som følge af, at der er foretaget urigtig retsanvendelse ved tilregnelsen af de oprindelige bøder, og idet der er anlagt et fejlskøn.

Der er sket en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 1, for så vidt som Kommissionen, hvad angår den maksimale grænse på 10% af virksomhedens omsætning, har forholdt sig til koncernens omsætning og ikke til sagsøgernes.

Der er foretaget en retligt urigtig anvendelse af Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager 2, eftersom der ikke er taget tilstrækkeligt hensyn til merværdien af sagsøgernes samarbejde.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).

2 - Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002C 45, s. 3).