Sag C-280/08 P
Deutsche Telekom AG
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – konkurrence – artikel 82 EF – markedet for teletjenester – adgang til det faste telefonnet hos den etablerede operatør – engrospriser for formidlingstjenesteydelser, der giver adgang til abonnentledninger, der stilles til rådighed for konkurrenterne – detailpris for adgangstjenester til slutbrugerne – en dominerende virksomheds priser – konkurrenters prispres – priser godkendt af den nationale tilsynsmyndighed – den dominerende virksomheds råderum – ansvar for overtrædelsen – begrebet »misbrug« – kriteriet om den lige så effektive konkurrent – beregning af prispresset – virkningerne af misbruget – bødens størrelse«
Sammendrag af dom
1. Appel – anbringender – anbringender og argumenter, som blot gentager det for Retten påberåbte – afvisning – anfægtelse af den af Retten foretagne fortolkning eller anvendelse af fællesskabsretten – formaliteten
[Art. 225 EF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1; Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]
2. Appel – anbringender – anbringende fremført for første gang i forbindelse med appellen – afvisning
(Domstolens procesreglement, art. 113, stk. 2)
3. Traktatbrudssøgsmål – Kommissionens søgsmålsret – skønsudøvelse
(Art. 81 EF, 82 EF og 226 EF)
4. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – prispres – adgangstjenester til telenettet leveret af en operatør, som ejer den eneste tilgængelige infrastruktur – Kommissionens beslutning, hvori det fastslås, at der er tale om misbrug trods den nationale tilsynsmyndigheds godkendelse af afgifterne – ansvar for overtrædelsen
(Art. 81 EF og 82 EF)
5. Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – formaliteten
(Statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
6. Konkurrence – fællesskabsregler – overtrædelser – forsætlige eller uagtsomme – begreb – prispres, der følger af de afgifter, som en virksomhed, der har monopolstilling på engrosmarkedet og næsten monopolstilling på detailmarkedet, anvender
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2, første afsnit)
7. Institutionernes retsakter – begrundelsespligt – formål – rækkevidde
(Art. 253 EF)
8. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – prispres – adgangstjenester til telenettet leveret af en operatør, som ejer den eneste tilgængelige infrastruktur – negativt eller utilstrækkeligt spænd mellem afgifterne for konkurrenterne og detailpriserne
(Art. 82 EF)
9. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – prispres – begreb
(Art. 82 EF)
10. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – prispres – adgangstjenester til telenettet leveret af en operatør, som ejer den eneste tilgængelige infrastruktur – beregning af konkurrenternes prispres
(Art. 82 EF)
11. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – prispres – lige muligheder – foreligger ikke – hensyntagen til indtægter fra andre teletjenester – udelukket
(Art. 82 EF)
12. Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – begreb – adfærd, der har en konkurrencebegrænsende virkning
(Art. 82 EF)
13. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – overtrædelsens grovhed – alvorlig overtrædelse – prispres, der følger af de afgifter, som en virksomhed, der har monopolstilling, anvender – formildende omstændigheder
(Rådets forordning nr. 17, art. 15, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 1A, andet afsnit)
14. Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – Kommissionens beføjelser – ændring af den tidligere praksis – tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling – foreligger ikke
(Rådets forordning nr. 17)
1. Det følger af artikel 225 EF, af artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen og af Domstolens procesreglements artikel 112, stk. 1, litra c), at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet – endog uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med – blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence.
Imidlertid kan retsspørgsmål, som Retten har behandlet, diskuteres på ny under en appelsag, såfremt appellanten bestrider Rettens fortolkning eller anvendelse af EU-retten. Hvis en appellant nemlig ikke kunne basere sin appel på anbringender og argumenter, som allerede havde været fremført for Retten, ville appelproceduren blive berøvet en del af sin mening.
(jf. præmis 24 og 25)
2. En appel kan ikke ændre genstanden for sagen for Retten. Under en appel har Domstolen kun kompetence til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, der er blevet behandlet i første instans. En part kan ikke for første gang for Domstolen fremføre et anbringende, der ikke er blevet fremført for Retten, da dette er ensbetydende med en adgang til at forelægge Domstolen – der har en begrænset kompetence i appelsager – en mere omfattende tvist end den, der blev forelagt Retten.
(jf. præmis 34, 42 og 49)
3. Det påhviler hver medlemsstat at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder opfylder de forpligtelser, der påhviler dem i medfør af EU-retten. Artikel 81 EF og 82 EF, sammenholdt med artikel 10 EF, pålægger medlemsstaterne ikke ved lov eller administrativt at indføre eller opretholde foranstaltninger, som kan ophæve den effektive virkning af de for virksomheder gældende konkurrenceregler.
For så vidt angår Kommissionens mulighed for at indlede et traktatbrudssøgsmål mod medlemsstaten, når den appellerede dom udelukkende drejer sig om lovligheden af en beslutning vedtaget af Kommissionen mod det sagsøgende selskab i henhold til artikel 82 EF, skal Domstolen imidlertid under denne appel begrænse sig til at kontrollere, om de klagepunkter, der er fremsat til støtte for appellen, klart viser, at Rettens prøvelse af lovligheden af en sådan beslutning er behæftet med retlige mangler, og dette uanset om Kommissionen parallelt hermed eller som en alternativ løsning kunne vedtage en beslutning om overtrædelser af EU-retten mod den pågældende medlemsstat.
Selv om det ikke kan udelukkes, at de nationale tilsynsmyndigheder har overtrådt EU-retten, og hvis Kommissionen i den forbindelse kunne vælge at indlede et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF mod medlemsstaten, er sådanne tilfælde irrelevante under appelsagen. Kommissionen har efter den ved artikel 226 EF etablerede ordning et frit skøn ved afgørelsen af, om der skal anlægges traktatbrudssøgsmål, og det ikke tilkommer Unionens retsinstanser at efterprøve dette skøn.
(jf. præmis 45-47)
4. Det er kun, såfremt virksomhederne pånødes en konkurrencestridig adfærd ved en national lovgivning, eller såfremt denne lovgivning skaber en retlig ramme, som på sin side berøver dem enhver mulighed for at konkurrere retmæssigt, at artikel 81 EF og 82 EF ikke finder anvendelse. I denne situation skyldes begrænsningen af konkurrencen således ikke, som det forudsættes i disse bestemmelser, en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side.
Derimod kan artikel 81 EF og 82 EF finde anvendelse i en situation, hvor der efter den nationale lovgivning fortsat består en mulighed for konkurrence, men hvor denne konkurrence kan hindres, begrænses eller fordrejes ved en selvstændig adfærd fra virksomhedernes side. Muligheden for at udelukke en bestemt konkurrencestridig adfærd fra anvendelsesområdet for artikel 81 EF og 82 EF, fordi den er blevet pålagt de pågældende virksomheder ved den gældende nationale lovgivning, eller fordi denne har fjernet enhver mulighed for konkurrencemæssig adfærd fra deres side, er således kun blevet anerkendt i begrænset omfang af Domstolen. Hvor en national lov blot tilskynder til eller fremmer virksomhedernes selvstændige udøvelse af konkurrencebegrænsende adfærd, er virksomhederne således fortsat omfattet af artikel 81 EF og 82 EF. Dominerende virksomheder er således særligt forpligtede til ikke ved deres adfærd at skade en effektiv og ufordrejet konkurrence på det fælles marked.
Den blotte omstændighed, at en virksomhed med en dominerende stilling på telemarkedet ved et indgreb fra en national tilsynsmyndighed, såsom tilsynsmyndigheden for telekommunikation og post, blev pålagt at opretholde anvendelsen af sin prispraksis, som medfører prispres for dennes mindst lige så effektive konkurrenter, kan på ingen måde i sig selv fjerne dennes ansvar i henhold til artikel 82 EF.
Da virksomheden uanset sådanne indgreb havde et råderum med hensyn til at ændre sine detailpriser for adgangstjenester til slutbrugere, kan prispresset tilskrives denne. Hvorvidt en adfærd, der består i ikke at anvende dette råderum, er fejlagtig eller ej, kan ikke anfægte konstateringen af, at virksomheden har et råderum til at følge adfærden, men kan kun tages i betragtning i forbindelse med fastlæggelsen af, om adfærden har karakter af overtrædelse, og ved bødefastsættelsen.
(jf. præmis 80-85, 88 og 89)
5. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Retten er utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag.
(jf. præmis 123)
6. Med hensyn til spørgsmålet, om overtrædelserne af konkurrencebestemmelser er begået uagtsomt eller med forsæt og derfor kan sanktioneres med en bøde i medfør af artikel 15, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 17, er denne betingelse opfyldt, når en virksomhed ikke kan have været uvidende om, at dens adfærd var konkurrencebegrænsende, uanset om den måtte have været klar over, at den hermed overtrådte traktatens konkurrenceregler.
Dette er tilfældet for en virksomhed på telemarkedet, der dels ikke kunne være uvidende om, at den på trods af de afgørelser, hvori tilsynsmyndigheden for telekommunikation og post havde godkendt dens afgifter, havde et reelt råderum med hensyn til at fastsætte sine detailpriser for adgangstjenester til slutbrugere, dels fordi prispresset gav anledning til alvorlige konkurrencebegrænsninger, navnlig i betragtning af, at virksomheden indtog en monopolstilling på engrosmarkedet for formidlingstjenesteydelser, der giver adgang til abonnentledninger, og en monopollignende stilling på detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere.
(jf. præmis 124 og 125)
7. Begrundelseskravet, der følger af artikel 253 EF, udgør en væsentlig formforskrift, som skal adskilles fra spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen er materielt rigtig, hvilket henhører under realiteten for så vidt angår den anfægtede retsakts lovlighed. I lyset heraf skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret.
Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.
(jf. præmis 130 og 131)
8. Artikel 82, stk. 2, litra a), EF forbyder udtrykkeligt en dominerende virksomhed direkte eller indirekte at påtvinge urimelige priser, og især at benytte afgifter, der har mærkbare virkninger for dennes lige så effektive aktuelle eller potentielle konkurrenter, dvs. afgifter, der vil gøre det vanskeligt eller endog umuligt for virksomhedens konkurrenter at få adgang til markedet og for dens forretningspartnere at vælge mellem flere forsyningskilder eller handelspartnere, hvorved den dominerende virksomheds stilling styrkes ved hjælp af andre midler end konkurrence på ydelser. Herved kan dog ikke enhver form for priskonkurrence således anses for lovlig.
For så vidt som en virksomhed med en dominerende stilling på telemarkedet har et råderum til at fjerne eller mindske et prispres for dennes mindst lige så effektive konkurrenter ved at ændre sine detailpriser for adgangstjenester til slutbrugere, kan dette prispres, henset til den mærkbare virkning, som prispresset kan påføre disse konkurrenter, i sig selv udgøre et misbrug i henhold til artikel 82 EF.
Nævnte artikel 82 EF har især til formål at sikre forbrugerbeskyttelse ved hjælp af en ufordrejet konkurrence. Det er i denne henseende uden betydning, at den dominerende virksomhed må forhøje sine priser for at bekæmpe misbruget.
Et sådant prispres, der svækker det eksisterende konkurrenceniveau på et marked, nemlig markedet for adgangstjenester til slutbrugere, der allerede er svækket netop som følge af den nævnte virksomheds tilstedeværelse, og som styrker den dominerende virksomheds stilling på dette marked, medfører således også, at forbrugerne påføres et tab som følge af begrænsningen af deres valgmuligheder og dermed en nedsættelse på længere sigt af detailpriserne på grund af konkurrencen fra konkurrenter, der er mindst lige så effektive på dette marked.
Retten er således på ingen måde forpligtet til at fastslå, at engrospriserne for formidlingstjenesteydelser, der giver adgang til abonnentledninger, eller detailpriserne for alle adgangstjenester til slutbrugere i sig selv udgør misbrug som følge af, at priserne var høje eller aggressive alt efter omstændighederne.
(jf. præmis 172, 177 og 180-183)
9. Ved bedømmelsen af, om en dominerende virksomheds afgifter kan fjerne en konkurrent under tilsidesættelse af artikel 82 EF, bør der anvendes et kriterium, der er baseret på den dominerende virksomheds omkostninger og strategi. En dominerende virksomhed kan ikke i denne forbindelse udelukke virksomheder fra markedet, der måske er lige så effektive som den dominerende virksomhed, men som ikke er i stand til at modstå den konkurrence, de udsættes for, som følge af deres mindre økonomiske styrke.
I en situation, hvor den dominerende virksomheds afgifter er udtryk for misbrug som følge af en tilsvarende fortrængende virkning i forhold til dennes konkurrenter, skal alene den dominerende virksomheds afgifter og omkostninger lægges til grund i undersøgelsen af det pågældende misbrug. Et sådant kriterium giver således mulighed for at efterprøve, om en virksomhed med en dominerende stilling på telemarkedet selv ville have kunnet tilbyde sine detailtjenester til priser, der ikke var under kostprisen, hvis denne på forhånd havde været forpligtet til at betale sine egne engrospriser for formidlingstjenesteydelser, der giver adgang til abonnentledninger. Dette kriterium er følgelig egnet til at fastslå, om en dominerende virksomheds afgifter fører til en fortrængende virkning i forhold til dennes konkurrenter gennem prispresset.
En sådan strategi er så meget mere berettiget, som den også er i overensstemmelse med det almindelige princip om retssikkerhed, da den omstændighed, at den dominerende virksomheds omkostninger er taget i betragtning, giver virksomheden mulighed for at vurdere, under hensyn til den særlige forpligtelse, der påhviler den i medfør af artikel 82 EF, om dens egen adfærd var lovlig. Hvis en dominerende virksomhed således kender sine egne omkostninger og afgifter, kender den i princippet ikke sine konkurrenters omkostninger og afgifter.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at den dominerende virksomheds konkurrenter er undergivet vilkår, der retligt og materielt er mindre strenge, ved leveringen af deres teletjenester til slutbrugere. En sådan omstændighed, såfremt den anses for godtgjort, kan således ikke ændre den omstændighed, at en dominerende virksomhed ikke må benytte afgifter, der kan udelukke de pågældende konkurrenter, der er mindst lige så effektive, fra markedet, eller ændre den omstændighed, at en sådan virksomhed, henset til dens særlige forpligtelse i henhold til artikel 82 EF, skal være i stand til selv at fastslå, om dens afgifter er forenelige med denne bestemmelse.
(jf. præmis 198-203)
10. Selv om adgangs- og samtaletjenester set fra slutbrugerens synspunkt reelt kan udgøre en helhed, er Kommissionen berettiget til at undersøge, om der forekom prispres i relation til adgangstjenesterne, uden at medtage samtaletjenesterne på baggrund af principperne om takstudligning og om lige muligheder.
Retten begik i den forbindelse ikke nogen retlig fejl, idet den tog hensyn til princippet om takstudligning, som var fastsat i bestemmelserne inden for telekommunikationssektoren, for at undersøge, om Kommissionens anvendelse af artikel 82 EF på en dominerende virksomheds urimelige afgifter var velbegrundet. Da bestemmelserne inden for telekommunikationssektoren fastlægger de retlige rammer for denne sektor og herved bidrager til at fastlægge konkurrencevilkårene for, hvornår en dominerende virksomhed er aktiv på de pågældende markeder, er retsforskrifterne således relevante i forbindelse med anvendelsen af artikel 82 EF på denne virksomheds adfærd, uanset om det er for at definere de pågældende markeder, for at vurdere, om en virksomhed er ansvarlig for sådan adfærd, eller for at fastsætte bøder.
Det ændrer ikke ved denne konstatering, at princippet om takstudligning udelukkende finder anvendelse på en dominerende virksomhed og ikke på dens konkurrenter, eftersom Retten for at fastslå, at den dominerende virksomheds afgifter var udtryk for misbrug i henhold til artikel 82 EF, i overensstemmelse med kriteriet om den lige så effektive konkurrent lagde den dominerende virksomheds situation og omkostninger til grund.
Da Retten derfor har fastslået, at omfordelingen af taksterne i de EU-retlige bestemmelser inden for telekommunikationssektoren bl.a. skulle føre til et fald i taksterne for nationale og internationale opkald og en stigning i det månedlige abonnement og prisen for lokalopkald, kunne den lovligt udlede heraf, at det forhold, at detailpriserne for adgangstjenester og detailpriserne for samtaletjenesterne skal betragtes særskilt ved fastlæggelsen af, om den dominerende virksomheds afgifter er udtryk for misbrug, allerede fremgår af princippet om takstudligning.
(jf. præmis 221 og 223-226)
11. Et marked uden konkurrencefordrejning forudsætter, at de forskellige erhvervsdrivende er sikret lige muligheder.
Dette betyder, at en virksomhed med en dominerende stilling på telemarkedet og dennes mindst lige så effektive konkurrenter er stillet lige på detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere. Denne betingelse er ikke opfyldt, hvis engrospriserne for formidlingstjenesteydelser, der giver adgang til abonnentledninger, der er betalt til den dominerende virksomhed, kun kan afspejles i selskabets detailpriser for adgangstjenester til slutbrugere, hvis de tilbydes med tab.
Da detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere således på den ene side udgør et særskilt marked, og formidlingstjenesteydelserne, der giver adgang til abonnentledninger, på den anden side er nødvendige for, at konkurrenter, der er mindst lige så effektive som virksomheden, kan konkurrere effektivt på dette marked med en virksomhed, der på dette marked indtager en dominerende stilling, der i vidt omfang skyldes det lovfæstede monopol, som virksomheden havde før liberaliseringen af telekommunikationssektoren, kræver oprettelsen af et ufordrejet konkurrencesystem, at denne dominerende virksomhed gennem sine afgifter på dette detailmarked ikke kan stille sine mindst lige så effektive konkurrenter konkurrencemæssigt ringere end sig selv ved at forhindre eller begrænse deres adgang til dette marked eller udviklingen af deres virksomhed på dette marked.
Dette gælder så meget desto mere – idet konkurrenternes eventuelle levering af andre teletjenester til slutbrugere over den dominerende virksomheds faste net også kræver erhvervelse af formidlingstjenesteydelser, der giver adgang til abonnentledninger hos den dominerende virksomhed – som dette konkurrencemæssige handicap på detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere nødvendigvis får indflydelse på markederne for andre teletjenester. Den sidstnævnte omstændighed indebærer imidlertid ikke, at indtægterne fra disse øvrige teletjenester skal tages i betragtning ved undersøgelsen af, om den dominerende virksomheds mindst lige så effektive konkurrenter forskelsbehandles med hensyn til konkurrencevilkårene på detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere. Disse øvrige teletjenester vedrører således særskilte markeder i forhold til detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere.
Det må derfor fastslås, at den dominerende virksomheds afgifter på detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere ikke stiller dennes mindst lige så effektive konkurrenter lige på dette marked i forhold til den dominerende virksomhed selv, hvilket har ført til et prispres for disse konkurrenter for så vidt angår adgangstjenester.
(jf. præmis 230, 233-236 og 240)
12. Ved at forbyde misbrug af en dominerende stilling på markedet i det omfang samhandelen mellem medlemsstaterne kan påvirkes derved, er artikel 82 EF rettet mod en dominerende virksomheds adfærd, som – idet der anvendes metoder, der adskiller sig fra dem, der regulerer en normal konkurrence med hensyn til varer eller tjenesteydelser på grundlag af de erhvervsdrivendes ydelser – har til virkning at skabe hindringer for opretholdelsen af den grad af konkurrence, der stadig findes på markedet, eller for udviklingen af denne konkurrence. Det følger heraf, at tilstedeværelsen af en dominerende virksomheds afgifter, der har medført prispres for dens mindst lige så effektive konkurrenter, alene udgør misbrug i henhold til artikel 82 EF, hvis det er godtgjort, at der foreligger konkurrencebegrænsende virkninger.
Hvad angår afgifterne for en virksomhed med en dominerende stilling på telemarkedet, der har ført til prispresset for virksomhedens mindst lige så effektive konkurrenter, består den konkurrencebegrænsende virkning, som Kommissionen skal påvise, i de eventuelle hindringer, som disse afgifter har kunnet medføre for udviklingen af udbuddet på detailmarkedet for adgangstjenester til slutbrugere og dermed for konkurrencen på dette marked. En sådan praksis udgør misbrug i henhold til artikel 82 EF, da disse afgifter, der gennem prispresset har fortrængende virkninger for den dominerende virksomheds mindst lige så effektive konkurrenter, vil gøre det vanskeligt eller endog umuligt for disse konkurrenter at få adgang til det pågældende marked, hvorved virksomhedens dominerende stilling på dette marked styrkes til skade for forbrugerne.
Når en dominerende virksomhed faktisk gennemfører afgifter, der har ført til prispres for virksomhedens mindst lige så effektive konkurrenter, med henblik på at fortrænge en konkurrent fra det pågældende marked, er den omstændighed, at det ønskede resultat ikke blev opnået, i sidste ende ikke tilstrækkeligt til at udelukke et misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 82 EF. Forekommer der imidlertid på ingen måde virkninger af den konkurrencemæssige situation, kan sådanne afgifter ikke anses for at have en fortrængende virkning, når disse afgifter ikke har gjort det vanskeligere for konkurrenterne at etablere sig på det pågældende marked.
(jf. præmis 251-254)
13. Kommissionen har en vid skønsbeføjelse for så vidt angår metoden til bødeberegning. Denne metode, der er fastsat i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten, indebærer forskellige elementer af fleksibilitet, som gør det muligt for Kommissionen at udøve sine skønsbeføjelser i overensstemmelse med disse bestemmelser. Det tilkommer Domstolen at undersøge, hvorvidt Retten har vurderet Kommissionens udøvelse af sine skønsbeføjelser korrekt.
Hvad angår grovheden af overtrædelserne af EU-retten om konkurrence skal denne skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning. De elementer, der indgår i vurderingen af overtrædelsernes grovhed, omfatter bl.a. den pågældende virksomheds adfærd og rolle ved gennemførelsen af den pågældende praksis, den fortjeneste, som virksomheden har kunnet opnå ved denne praksis, dens størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for gennemførelsen af Unionens mål.
(jf. præmis 271-274)
14. Den omstændighed, at Kommissionen tidligere har anvendt bøder af en vis størrelse på visse typer af overtrædelser, kan ikke fratage den muligheden for at forhøje dette niveau inden for de i forordning nr. 17 angivne rammer, hvis det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af Unionens konkurrencepolitik. Det er nødvendigt af hensyn til en effektiv gennemførelse af Unionens konkurrenceregler, at Kommissionen til enhver tid har mulighed for at tilpasse bødeniveauet efter konkurrencepolitikkens krav.
(jf. præmis 294)