RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

7. marts 2007

Sag T-110/04

Paulo Sequeira Wandschneider

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – karriereudviklingsrapport – bedømmelsesåret 2001/2002 – annullationssøgsmål – begrundelse – bedømmelse af fortjenester – beviser – erstatningssøgsmål«

Angående: Dels en påstand om annullation af afgørelsen af 23. april 2003 om udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002, dels en påstand om erstatning.

Udfald: Afgørelsen af 23. april 2003 om udfærdigelse af sagsøgerens karriereudviklingsrapport for perioden fra den 1. juli 2001 til den 31. december 2002 annulleres. Kommissionen frifindes for erstatningspåstanden. Kommissionen betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – udfærdigelse – forsinkelse

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

2.      Tjenestemænd – bedømmelse – bedømmelsesrapport – ændring af bedømmelsesmetode

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

3.      Tjenestemænd – bedømmelse – karriereudviklingsrapport

(Tjenestemandsvedtægten, art. 43)

4.      Tjenestemænd – rettigheder og forpligtelser – pligt til at forene en nødvendig uafhængig opfattelse med den hierarkiske opbygning af organisationen af den offentlige tjeneste

5.      Tjenestemænd – principper – administrationens bistandspligt – princippet om god forvaltningsskik

1.      En karriereudviklingsrapport kan ikke – medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder – annulleres med henvisning til den blotte omstændighed, at den er blevet udfærdiget med forsinkelse. Selv om en forsinkelse i udfærdigelsen af en karriereudviklingsrapport i visse tilfælde kan give den pågældende tjenestemand ret til erstatning, kan en sådan forsinkelse ikke påvirke gyldigheden af bedømmelsesrapporten og derfor ikke danne grundlag for en annullation heraf.

(jf. præmis 39)

Henvisning til: Retten, 7. maj 2003, sag T-278/01, den Hamer mod Kommissionen, Sml. Pers. I, s. 6139, og II, s. 665, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis.

2.       Når en institution har til hensigt yderligere at differentiere og nuancere de analytiske vurderinger ved bedømmelsen af tjenestemænd, ved at erstatte en bedømmelsesmetode med en anden, indebærer en sådan ændring af metode nødvendigvis, at forholdet mellem den tidligere og den nye bedømmelsesmetode ikke kan angives ved hjælp af en fast omsætningsformel. Ændringer af vurderingskriterierne gør det derfor særligt vanskeligt at sammenligne den tidligere og den nye bedømmelse af en tjenestemand.

(jf. præmis 104)

Henvisning til: Retten, 22. februar 1990, sag T-40/89, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 55, summarisk offentliggørelse, præmis 23; Retten, 13. juli 2006, sag T-165/04, Vounakis mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 141.

3.      Administrationen har pligt til at begrunde bedømmelsesrapporterne detaljeret og tilstrækkeligt. De generelle bemærkninger, der ledsager de analytiske vurderinger, skal gøre det muligt for den bedømte tjenestemand at bedømme berettigelsen heraf, således at Retten eventuelt kan udøve sin retslige kontrol, hvorfor det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem denne vurdering og de bemærkninger, der skal begrunde den.

I denne forbindelse er det inden for rammerne af den af Kommissionen indførte bedømmelsesordning de endelige vurderinger i karriereudviklingsrapporten, der kan være bebyrdende for den bedømte tjenestemand, og som derfor skal være begrundet, og ikke enhver konstatering eller vurdering, som efterfølgende er blevet foretaget af bedømmeren, valideringsbedømmeren, det paritetiske bedømmelsesudvalg og appelbedømmeren på hvert enkelt af sagens stadier.

Selv om det i øvrigt ikke kan kræves af de overordnede, at de i mødereferater, notater, tjenstlige meddelelser og andre dokumenter refererer enhver utilbørlig adfærd eller indstilling, der kan foreholdes en tjenestemand, giver manglen på ethvert konkret element til støtte for en kritik eller bebrejdelse vedrørende den bedømte tjenestemands adfærd til gengæld hverken mulighed for denne at vurdere realiteten af de forhold, som foreholdes ham, berettigelsen af vurderingerne heraf, eller for Retten at udøve sin kontrol, hvorfor en sådan situation udgør en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

(jf. præmis 108, 110 og 117)

Henvisning til: Retten, 21. oktober 1992, sag T-23/91, Maurissen mod Revisionsretten, Sml. II, s. 2377, præmis 41; Retten, 12. juni 2002, sag T-187/01, Mellone mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 81, og II, s. 389, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis; Vounakis mod Kommissionen, præmis 84.

4.      Den uafhængighed, som tjenestemanden skal udvise i udførelsen af visse opgaver, må ikke udøves i strid med det forhold, at tjenestemanden udgør en del af et hold, som er hierarkisk opbygget, og at han som tjenestemand er forpligtet til at følge sine overordnedes instruktioner, med forbehold af undtagelser i vedtægten.

(jf. præmis 154)

5.      Administrationens omsorgspligt over for sine ansatte, der er udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og de offentlig ansatte, og princippet om god forvaltningsskik indebærer, at den overordnede ikke blot skal tage hensyn til tjenestens interesser, men også til vedkommende tjenestemands interesser.

(jf. præmis 184 og 185)

Henvisning til: Retten, 5. februar 1997, sag T-207/95, Ibarra Gil mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 13, og II, s. 31, præmis 75; Retten, 16. juli 1998, sag T-93/96, Presle mod Cedefop, Sml. Pers. I-A, s. 387, og II, s. 1111, præmis 83; Retten, 16. marts 2004, sag T-11/03, Afari mod BCE, Sml. Pers. I-A, s. 65, og II, s. 267, præmis 42 og 217.