Meddelelse til EU-tidende
Sag anlagt den 15. marts 2004 af OJSC Bratsk Aluminium Plant mod Rådet for Den Europæiske Union
(Sag T-111/04)
(Processprog: engelsk)
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 15. marts 2004 anlagt sag mod Rådet for Den Europæiske Union af OJSC Bratsk Aluminium Plant, Bratsk, Rusland, ved lawyer Dr. K. Adamantopoulos og Solicitor J. Branton.
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
Annullation af Rådets forordning (EF) nr. 2229/2003 af 22. december 2003 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af told af silicium med oprindelse i Rusland, offentliggjort den 24. december 2003 i Den Europæiske Unions Tidende (EUT L 339 af 24.12.2003, s. 3), for så vidt som den vedrører sagsøgeren.
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Ved den anfægtede retsakt, Rådets forordning (EF) nr. 2229/2003
1, blev der indført en endelig antidumpingtold på importen af silicium med oprindelse i Rusland og som led heri pålagt 22,7% told på silicium med oprindelse i Rusland. Sagsøgeren, en russisk siliciumproducent, har nedlagt påstand om annullation af forordningen.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført, at Rådet har tilsidesat artikel 2, stk. 8, og 9, i forordning nr. 384/996
2, at Rådet har anlagt et åbenbart fejlskøn og tilsidesat et grundlæggende proceduremæssigt krav derved, at det ikke accepterede, at sagsøgeren og sagsøgerens forhandler på De Britiske Jomfruøer har ejerskabsforbindelse. Det sagsøgende selskab har endvidere anført, at dets ret til en rimelig sagsbehandling blev tilsidesat, idet Rådet undlod at foretage et yderligere kontrolbesøg i forbindelse med dette udsagn. Ifølge sagsøgeren tilsidesatte Rådet også artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 384/96, da det undlod at tage hensyn til bevismateriale, som sagsøgeren havde fremlagt. Sagsøgeren har også anført, at der er sket tilsidesættelse af artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 384/96, idet Rådet ikke har givet en passende redegørelse for de afgørende faktiske og retlige omstændigheder, der var baggrund for forslaget om indførelse af endelige foranstaltninger. Sagsøgeren har endelig påpeget, at det i den anfægtede forordning med urette er anført, at sagsøgerens salg på hjemmemarkedet ikke var rentabelt, hvilket bestyrkede antagelsen om, at der var tale om dumping, men sagsøgerens udgifter til elektricitet ikke blev taget i betragtning, men justeret i opadgående retning på grundlag af irrelevante omstændigheder. Med henvisning hertil har sagsøgeren anført, at den anfægtede forordning er i strid med artikel 2, stk. 5, og stk. 7, litra b) og c), i forordning nr. 384/96, og at Rådet har anlagt et åbenbart fejlskøn og ikke har givet en passende begrundelse.