Language of document :

Rettens kendelse af 15. maj 2013 – Al-Faqih og MIRA mod Rådet og Kommissionen

(Sag T-322/09) 1

(Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger truffet mod personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban – indefrysning af midler – fjernelse fra listen over berørte personer – ufornødent at træffe afgørelse)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Saad Al-Faqih (London, Det Forenede Kongerige) og Movement for Islamic Reform in Arabia (MIRA) (London, Det Forenede Kongerige) (ved barrister J. Jones og solicitor A. Raja)

Sagsøgte: Rådet for Den Europæiske Union (først ved R. Szostak og E. Finnegan, derefter ved E. Finnegan og J.-P. Hix, som befuldmægtigede) og Europa-Kommissionen (ved T. Scharf og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Påstand om annullation af Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til Usama bin Laden, Al-Qaida-organisationen og Taliban, og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 467/2001 om forbud mod udførsel af visse varer og tjenesteydelser til Afghanistan, om styrkelse af flyveforbuddet og om udvidelse af indefrysningen af midler og andre økonomiske ressourcer over for Taliban i Afghanistan (EFT L 139, s. 9), som ændret for 42. gang ved Kommissionens forordning (EF) nr. 14/2005 af 5. januar 2005 (EUT L 5, s. 10), for 48. gang ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1190/2005 af 20. juli 2005 (EUT L 193, s. 27), for den 75. gang ved Kommissionens forordning (EF) nr. 492/2007 af 3. maj 2007 (EUT L 116, s. 5) samt for 116. gang ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1102/2009 af 16. november 2009 (EUT L 303, s. 39) og/eller påstand om annullation af forordning nr. 14/2005, nr. 1190/2005, nr. 492/2007 og nr. 1102/2009, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgerne

Konklusion

Det er ufornødent at træffe afgørelse i sagen.

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen betaler sagens omkostninger in solidum.

____________

1     EUT C 113 af 1.5.2010.