RETTENS DOM (Appelafdelingen)
2. juli 2010
Sag T266/08 P
Petrus Kerstens
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — personalesag — tjenestemænd — omplacering af tjenestested — vedtægtens artikel 7 — tjenestens interesse — forvanskning af de faktiske omstændigheder og af beviserne — Personalerettens begrundelsespligt — retten til forsvar«
Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 8. maj 2008 i sag F119/06, Kerstens mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑A‑1, s. 147, og II‑A‑1, s. 787, med påstand om ophævelse af denne dom.
Udfald: Appellen forkastes. Petrus Kerstens bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Europa-Kommissionen for nærværende instans.
Sammendrag
1. Appel — anbringender — urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder — afvisning — Rettens kontrol med bevisbedømmelsen — udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt
(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)
2. Appel — anbringender — utilstrækkelig begrundelse — Personalerettens brug af en indirekte begrundelse
(Art. 256 TEUF; statutten for Domstolen, art. 36, og bilag I, art. 7, stk. 1)
3. Appel — anbringender — rettergangsfejl — afgørelse baseret på faktiske omstændigheder eller dokumenter, som en part ikke har kendskab til — tilsidesættelse af retten til forsvar — tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet
1. Det er alene førsteinstansretten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når førsteinstansretten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har appelretten kompetence til at udøve en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, førsteinstansretten har draget.
Domstolen har således ikke kompetence til at fastlægge de faktiske omstændigheder og i princippet heller ikke til at bedømme de beviser, førsteinstansretten har lagt til grund ved fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder. Når disse beviser er blevet forskriftsmæssigt tilvejebragt, og de almindelige retsgrundsætninger og de processuelle regler om bevisbyrde og bevisførelse er blevet overholdt, er det nemlig alene førsteinstansretten, der har kompetence til at vurdere, hvilken bevisværdi der skal tillægges de oplysninger, den har fået forelagt. Førsteinstansrettens vurdering heraf udgør derfor ikke et retsspørgsmål, der som sådant er undergivet appelrettens prøvelsesret, medmindre oplysningerne er gengivet urigtigt. I den forbindelse skal en sådan urigtig gengivelse fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og af beviserne.
(jf. præmis 37-39)
Henvisning til:
Domstolen, 6. april 2006, sag C551/03 P, General Motors mod Kommissionen, Sml. I. s. 3173, præmis 51, 52 og 54; Domstolen, 21. september 2006, sag C167/04 P, JCB Service mod Kommissionen, Sml. I, s. 8935, præmis 106-108
2. Den begrundelsespligt, der påhviler Personaleretten i henhold til artikel 36, første punktum, og artikel 7, stk. 1, i bilag I til statutten for Domstolen, pålægger ikke denne at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Personalerettens begrundelse kan således fremgå indirekte, forudsat at den gør det muligt for den person, der berøres af en afgørelse fra Personaleretten, at få kendskab til begrundelsen for denne, og at appelretten råder over de til udøvelsen af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger.
(jf. præmis 73)
Henvisning til:
Domstolen, 21. september 2006, sag C105/04 P, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, Sml. I, s. 8725, præmis 72; Domstolen, 9. oktober 2008, sag C16/07 P, Chetcuti mod Kommissionen, Sml. I, s. 7469, præmis 87
3. Man ville krænke en elementær retsgrundsætning, hvis en retsafgørelse baseredes på faktiske omstændigheder eller dokumenter, som parterne eller en af disse ikke har kunnet skaffe sig kendskab til, og som de ikke har kunnet tage stilling til. For at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det nemlig væsentligt, at parterne har kendskab til og kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren, idet disse skal sættes i stand til i fornødent omfang at tage stilling til de faktiske omstændigheder, beviserne og de bemærkninger, der er fremført for retten, og hvorpå denne agter at basere sin afgørelse.
(jf. præmis 83)
Henvisning til:
Domstolen, 22. marts 1961, forenede sager 42/59 og 49/59, Snupat mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 247; org.ref.: Rec. s. 99, på s. 156; Domstolen, 10. januar 2002, sag C480/99 P, Plant m.fl. mod Kommissionen og South Wales Small Mines, Sml. I, s. 265, præmis 24; Domstolen, 2. december 2009, sag C89/08 P, Kommissionen mod Irland m.fl., Sml. I, s. 11245, præmis 56
Retten, 19. september 2008, sag T253/06 P, Chassagne mod Kommissionen, Sml. Pers. I‑B‑1, s. 43, og II‑B‑1, s. 295, præmis 27