RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

15. juli 2015 (*)

»Konkurrence – kartel – det europæiske marked for forspændingsstål – fastsættelse af priser, opdeling af markedet og udveksling af følsomme forretningsoplysninger – kompleks overtrædelse – enkelt og vedvarende overtrædelse – afstandtagen – overtrædelsens grovhed – formildende omstændigheder – ligebehandling – princippet om individuelle straffe og sanktioner – vurdering af betalingsevne – Kommissionens samarbejdsmeddelelse af 2002– retningslinjerne for beregning af bøder af 2006 – fuld prøvelsesret«

I sag T-393/10,

Westfälische Drahtindustrie GmbH, Hamm (Tyskland),

Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG, Hamm,

Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. KG, Iserlohn (Tyskland),

først ved advokaterne C. Stadler og N. Tkatchenko, derefter ved C. Stadler og advokat S. Budde,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen ved V. Bottka, R. Sauer og C. Hödlmayr, som befuldmægtigede, bistået af advokat M. Buntscheck,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation og ændring af Kommissionens afgørelse K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38344 – Forspændingsstål), som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010 og ved Kommissionens afgørelse K(2011) 2269 endelig af 4. april 2011, samt om annullation af skrivelse af 14. februar 2011 fra generaldirektøren for Kommissionens direktorat for konkurrence,

har

RETTEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen (refererende dommer), og dommerne F. Dehousse og A.M. Collins,

justitssekretær: fuldmægtig K. Andová,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. juli 2014,

afsagt følgende

Dom (1)

[udelades]

I –  Formaliteten vedrørende påstanden om annullation af skrivelsen af 14. februar 2011

92      Det bemærkes, at generaldirektøren under sagens behandling har fremsendt sagsøgerne en skrivelse dateret den 14. februar 2011 om afslag på den anmodning om revurdering af deres betalingsevne, som de havde indgivet til Kommissionen den 12. august 2010, dvs. mellem vedtagelsen af den oprindelige afgørelse og anlæggelsen af nærværende søgsmål.

93      I denne skrivelse, som er udarbejdet efter undersøgelsen af de faktiske omstændigheder, som sagsøgerne har redegjort for, og efter sagsøgernes svar på flere spørgsmål, som de er blevet stillet af Kommissionens tjenestegrene i perioden fra den 12. august 2010 til den 7. februar 2011, fandt generaldirektøren af andre grunde end dem, der var anført i den anfægtede afgørelse, at der ikke var grundlag for at indrømme sagsøgerne en bødenedsættelse på grund af en hensyntagen til deres betalingsevne.

94      Sagsøgerne har i replikken anmodet om tilladelse til at udvide påstandene i annullationssøgsmålet til at omfatte skrivelsen af 14. februar 2011 (jf. præmis 66 ovenfor).

95      Kommissionen har gjort indsigelse mod denne anmodning med den begrundelse for det første, at nævnte skrivelse ikke ændrer deres retlige situation og derfor ikke kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, og, for det andet, at sagsøgerne til støtte for deres anmodning om revurdering af deres betalingsevne ikke har fremført nye og væsentlige faktiske omstændigheder. Skrivelsen af 14. februar 2011 har således under disse omstændigheder en rent bekræftende karakter. Kommissionen har endvidere anført, at eftersom vurderingen af sagsøgernes betalingsevne henhører under Rettens fulde prøvelsesret, og denne inden for rammerne af udøvelsen af denne prøvelsesret har pligt til at tage hensyn til den faktiske situation, der foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, har sagsøgerne ingen interesse i at opnå, at Retten udtaler sig om, hvorvidt vurderingen af deres betalingsevne, således som den forelå på datoen for skrivelsen af 14. februar 2011, er passende.

96      Det er ganske vist korrekt, at en skriftlig meningstilkendegivelse fra en EU-institution eller blot en hensigtserklæring ikke kan udgøre en beslutning, der kan anfægtes gennem et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263, stk. 1, TEUF, eftersom den ikke kan afføde retsvirkninger eller ikke har til formål at skabe sådanne virkninger (jf. i denne retning dom af 27.3.1980, Sucrimex og Westzucker mod Kommissionen, 133/79, Sml., EU:C:1980:104, præmis 15-19, og af 27.9.1988, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, 114/86, Sml., EU:C:1988:449, præmis 12-15).

97      Det er endvidere blevet fastslået, at hvad angår annullationssøgsmål anlagt af privatpersoner, er det ikke enhver skrivelse fra en EU-institution, hvori en anmodning besvares, der kan udgøre en beslutning som omhandlet i traktatens artikel 263, stk. 4, TEUF, som kan anfægtes ved et annullationssøgsmål (jf. i denne retning kendelse af 27.1.1993, Miethke mod Parlamentet, C-25/92, Sml., EU:C:1993:32, præmis 10).

98      Derimod fremgår det af fast retspraksis, at foranstaltninger, der har retligt bindende virkninger, som kan berøre tredjemands interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, Sml., EU:C:1981:264, præmis 9; jf. også dom af 17.4.2008, Cestas mod Kommissionen, T-260/04, Sml., EU:T:2008:115, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

99      Der skal endvidere lægges vægt på indholdet af den foranstaltning, der påstås annulleret, med henblik på at afgøre, hvorvidt den kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, hvorimod den form, hvori foranstaltningen er vedtaget, principielt er uden betydning i denne henseende (dom IBM mod Kommissionen, nævnt i præmis 98 ovenfor, EU:C:1981:264, præmis 9; jf. også dom Cestas mod Kommissionen, nævnt i præmis 98 ovenfor, EU:T:2008:115, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

100    Kun den akt, hvorved et EU-organ utvetydigt og endeligt har fastlagt sin holdning i en form, som gør det muligt at fastslå dens karakter, udgør en beslutning, der kan være genstand for et annullationssøgsmål, dog på den betingelse, at der ikke er tale om en beslutning, der er en bekræftelse af en tidligere retsakt (jf. i denne retning dom af 26.5.1982, Tyskland og Bundesanstalt für Arbeit mod Kommissionen, 44/81, Sml., EU:C:1982:197, præmis 12).

101    I tilfælde, hvor den anfægtede akt udelukkende er en bekræftelse, kan den kun være genstand for et søgsmål, såfremt den akt, som bekræftes, er blevet anfægtet rettidigt (jf. dom af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, Sml., EU:T:1995:141, præmis 27, og af 10.7.1997, AssiDomän Kraft Products m.fl. mod Kommissionen, T-227/95, Sml., EU:T:1997:108, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). En sag, der anlægges til prøvelse af en bekræftende afgørelse, skal nemlig kun afvises, hvis den bekræftede afgørelse er blevet endelig i forhold til den pågældende, idet der ikke er anlagt sag til prøvelse af afgørelsen inden søgsmålsfristens udløb. Hvis afgørelsen derimod ikke er blevet endelig, har den pågældende ret til at få efterprøvet den bekræftede afgørelse, den bekræftende afgørelse eller begge afgørelserne (dom af 11.5.1989, Maurissen og Union syndicale mod Revisionsretten, 193/87 og 194/87, EU:C:1989:185, præmis 26, og af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, Sml., EU:C:2007:812, præmis 54).

102    Såfremt en sagsøger derimod lader den frist udløbe, der er fastsat for at anfægte en afgørelse, hvorved der utvetydigt fastsættes en foranstaltning, hvis retsvirkninger berører sagsøgerens interesser og er bindende for ham, kan sagsøgeren derimod ikke bringe fristen til at løbe på ny ved at anmode institutionen om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse eller ved at anlægge sag til prøvelse af den afvisning, som bekræfter en tidligere truffet afgørelse (jf. dom af 15.3.1995, COBRECAF m.fl. mod Kommissionen, T-514/93, Sml., EU:T:1995:49, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

103    Det er i lyset af de foregående betragtninger, at det skal undersøges, om sagsøgernes påstand om annullation af skrivelsen af 14. februar 2011, hvori generaldirektøren har givet afslag på en anmodning, som sagsøgerne har indgivet efter vedtagelsen af den oprindelige afgørelse, om revurdering af deres betalingsevne (jf. præmis 60 og 61 ovenfor), kan antages til realitetsbehandling.

104    Det bemærkes herved, at Kommissionens argument om, at den ikke har pligt til at træffe afgørelse om anmodninger om revurdering af betalingsevnen fra virksomheder, der er indgivet efter vedtagelsen af den afgørelse, hvorved der pålægges bøder, er uvirksomt i den foreliggende sag. Det er således i den foreliggende sag ubestridt, at Kommissionens tjenestegrene traf afgørelse om den nye anmodning indgivet af sagsøgerne efter at have undersøgt de nye dokumenter, som sagsøgerne havde fremlagt til støtte herfor, og efter at have tilstillet dem flere spørgsmål vedrørende bl.a. disse dokumenter.

105    Efter denne undersøgelse baserede generaldirektøren desuden sit afslag på anmodningen om bødenedsættelse indgivet af sagsøgerne på grunde, der er i modstrid med dem, der blev anvendt i den oprindelige afgørelse. Mens Kommissionen i den oprindelige afgørelse således havde anført, at sagsøgernes situation var så usikker, at det var sandsynligt, at de sandsynligvis ville ophøre med at eksistere, uanset størrelsen af de bøder, som de ville blive pålagt, fandt generaldirektøren derimod i skrivelsen af 14. februar 2011, at henset til de prognoser for WDIʼs cash flow, som sagsøgerne havde fremlagt efter den oprindelige afgørelse, havde sagsøgerne ikke godtgjort, at alene dette selskab ikke var i stand til at opnå den nødvendige finansiering til betaling af alle bøderne.

106    Den bøde, med hensyn til hvilken generaldirektøren foretog en vurdering af sagsøgernes betalingsevne, var den, som de blev pålagt efter den første ændringsafgørelse. Denne bøde adskiller sig imidlertid fra den bøde, med hensyn til hvilken den første vurdering af denne betalingsevne blev foretaget i den oprindelige afgørelse.

107    Det følger af de foregående betragtninger, at generaldirektøren i skrivelsen af 14. februar 2011 vurderede sagsøgernes betalingsevne under hensyntagen til andre faktiske og retlige omstændigheder end dem, som var blevet undersøgt i den oprindelige afgørelse, og at den begrundelse for den nægtelse af at nedsætte den bøde, som de var blevet pålagt, som generaldirektøren lagde til grund, er forskellig fra den, der lå til grund for afslaget på deres første anmodning om nedsættelse i den oprindelige afgørelse. Skrivelsen af 14. februar 2011 kan derfor ikke, som Kommissionen har hævdet, anses for alene at bekræfte den oprindelige afgørelse (jf. i denne retning dom af 7.2.2001, Inpesca mod Kommissionen, T-186/98, Sml., EU:T:2001:42, præmis 44-51, og af 22.5.2012, Sviluppo Globale mod Kommissionen, T-6/10, EU:T:2012:245, præmis 22-24).

108    Det bemærkes under alle omstændigheder, at sagsøgerne inden for den klagefrist, der er fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF, fremsatte deres påstand om annullation af skrivelsen af 14. februar 2011, hvilket skete inden for rammerne af nærværende søgsmål, som også er anlagt til prøvelse af den anfægtede afgørelse. På den dato, hvor sagsøgerne anmodede om tilladelse til at udvide genstanden for nærværende søgsmål til at omfatte skrivelsen af 14. februar 2011, var den oprindelige afgørelse således ikke blevet endelig. Det følger imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i præmis 101 ovenfor, at selv hvis skrivelsen af 14. februar 2011 alene skal anses for at bekræfte den oprindelige afgørelse, kan Retten under disse omstændigheder ikke afvise en sådan påstand om annullation.

109    Endelig bemærkes, at EU-retsinstansernes udøvelse af deres fulde prøvelsesret ikke udelukker, men forudsætter, at de, i det omfang de opfordres hertil af sagsøgeren og under forbehold af de ufravigelige procesforudsætninger, som de skal tage i betragtning, under overholdelse af kontradiktionsprincippet ex officio efterprøver de retlige bedømmelser eller de bedømmelser af de faktiske omstændigheder, der er foretaget af Kommissionen (jf. dom af 10.7.2014, Telefónica og Telefónica de España mod Kommissionen, C-295/12 P, Sml., EU:C:2014:2062, præmis 51-57 og den deri nævnte retspraksis). Selv om den ret, som udøver den fulde prøvelsesret, som Kommissionen med rette har anført, i princippet skal tage hensyn til den retlige og faktiske situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, når den finder det berettiget at udøve sin beføjelse til at omgøre (jf. i denne retning dom af 6.3.1974, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, 6/73 og 7/73, Sml., EU:C:1974:18, præmis 51 og 52, af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, Sml., EU:T:1995:141, præmis 61, og af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, Sml., EU:T:2011:560, præmis 282-285), bevirker denne forpligtelse ikke, at de virksomheder, som Kommissionen pålægger sanktioner for tilsidesættelse af artikel 101 TEUF, fratages enhver interesse i, at denne domstolsprøvelse også vedrører spørgsmålet, om de retlige bedømmelser eller de bedømmelser af de faktiske omstændigheder, som Kommissionen har foretaget, er velbegrundede, henset til den retlige og faktiske situation, som forelå på tidspunktet for disse bedømmelser. Den omstændighed alene, at Retten hvad angår vurderingen af sagsøgernes betalingsevne beslutter at udøve sin fulde prøvelsesret, bevirker således ikke, som Kommissionen har anført, at prøvelsen af vurderinger, der er indeholdt i skrivelsen af 14. februar 2011, gøres uden genstand.

110    Heraf følger, at de formalitetsindsigelser, som Kommissionen har fremsat mod påstanden om annullation af skrivelsen af 14. februar 2011, ikke kan tiltrædes.

[udelades]

A –  Det første og det andet anbringende, hvorefter Kommissionen med urette fastslog, at sagsøgerne uden afbrydelse havde deltaget i en enkelt og vedvarende overtrædelse fra den 1. januar 1984

121    Sagsøgerne har inden for rammerne af det første anbringendes første led gjort gældende, at Kommissionen på grund af dels afbrydelsen på næsten halvandet år mellem ophøret af club Zurich og begyndelsen af club Europe, dels forskelle med hensyn til disse to arrangementers tilrettelæggelse og funktionsmåde, ikke kunne fastslå, at disse to særskilte overtrædelser udgjorde en enkelt og vedvarende overtrædelse. Heraf følger, at overtrædelserne begået før begyndelsen af club Europe den 12. maj 1997 var forældet i medfør af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003.

122    Sagsøgerne har inden for rammerne af det første anbringendes andet led anført, at Kommissionen slet ikke tog hensyn til, at WDI, som hæfterne med notaterne foretaget af Emesa vidner om, på en måde, som var klar for de andre virksomheder, der deltog i mødet den 9. januar 1996, havde taget afstand fra aftalerne gennemført inden for rammerne af club Zurich. Alle de overtrædelser, som WDI havde begået før den 12. maj 1997, er af denne grund også forældet i medfør af artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003.

123    Med det andet anbringende, som er fremsat subsidiært, har sagsøgerne gjort gældende, at den overtrædelse, som de foreholdes, i det mindste burde have været anset for gentagen, og at Kommissionen burde have taget hensyn til kartellets afbrydelse i overgangsperioden ved fastsættelsen af den varighed, som blev anvendt ved beregningen af bøderne.

124    Det skal først undersøges, om Kommissionen med rette kunne konstatere, at WDI deltog i en enkelt og vedvarende overtrædelse.

1.     Om der foreligger en enkelt og vedvarende overtrædelse

a)     Kartellets bestanddele og kvalificeringen af den enkelte overtrædelse i den anfægtede afgørelse

125    Selv om Kommissionen i svarskriftet og duplikken har anført, at den foreliggende overtrædelse er »vedvarende eller gentagen«, skal det indledningsvis bemærkes, at den nævnte overtrædelse i den anfægtede afgørelse kun kvalificeres som »enkelt og vedvarende« (609. betragtning til den anfægtede afgørelse) og ikke som gentagen. Sagsøgerne er således blevet pålagt sanktioner for en uafbrudt overtrædelse, begået af Klöckner Draht, nu WDI, siden den 1. januar 1984 og af WDV og Pampus fra de datoer, hvor disse selskaber overtog kontrollen med WDI (jf. præmis 54-57 ovenfor).

126    I 122. betragtning til den anfægtede afgørelse beskrev Kommissionen således det kartel, som den foreholdt sagsøgerne at have deltaget i, som »et paneuropæisk arrangement, der består i en såkaldt Zurich-fase og en såkaldt europæisk fase og/eller i nationale/regionale arrangementer alt efter omstændighederne«.

127    123.-135. betragtning til afgørelsen beskriver kort disse forskellige aftaler og former for samordnet praksis, som derefter fremstilles mere detaljeret og bedømmes i forhold til artikel 101, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 53. Ifølge Kommissionen består kartellet som anført i præmis 40-53 ovenfor navnlig og i kronologisk orden af syv væsentlige bestanddele.

128    For det første club Zurich, dvs. den første fase i den paneuropæiske aftale, som varede fra den 1. januar 1984 til den 9. januar 1996 og vedrørte fastsættelse af kvoter efter land (Tyskland, Østrig, Benelux, Frankrig, Italien og Spanien), fordeling af kunder, priser og udveksling af følsomme forretningsoplysninger. Medlemmerne heraf var først Tréfileurope, Nedri, WDI, DWK og Redaelli, der repræsenterede flere italienske virksomheder – i det mindste fra 1993 – som derefter fik følgeskab af Emesa i 1992 og Tycsa i 1993.

129    For det andet vedrørte club Italia, et nationalt arrangement, der varede fra den 5. december 1995 til den 19. september 2002, fastsættelse af kvoter for Italien samt eksport fra dette land til resten af Europa. Dens medlemmer var de italienske virksomheder Redaelli, ITC, CB og Itas, som efterfølgende fik følgeskab af Tréfileurope og Tréfileurope Italia, den 3. april 1995, SLM, den 10. februar 1997, Trame, den 4. marts 1997, Tycsa, den 17. december 1996, DWK, den 24. februar 1997, og Austria Draht, den 15. april 1997.

130    For det tredje er aftalen vedrørende syd et regionalt arrangement, som blev forhandlet og indgået i 1996 af de italienske virksomheder Redaelli, ITC, CB og Itas med Tycsa og Tréfileurope med henblik på fastlæggelse af omfanget af hver deltagers tilstedeværelse i landene i syd (Spanien, Italien, Frankrig, Belgien og Luxembourg) og påtagelse af ansvaret for at forhandle samtlige kvoter med de andre producenter fra Nordeuropa.

131    For det fjerde samlede club Europe, dvs. den anden fase i den paneuropæiske aftale, i maj 1997, Tréfileurope, Nedri, WDI, DWK, Tycsa og Emesa. Møderne i club Europe, som andre europæiske producenter lejlighedsvis kunne tilslutte sig (jf. præmis 48 ovenfor) ophørte i slutningen af september 2002. Aftalen havde til formål at overkomme krisen i club Zurich og vedrørte fordeling af nye kvoter (beregnet over perioden fra fjerde kvartal 1995 til første kvartal 1997), fordeling af kunder og fastsættelse af priser. De permanente medlemmer aftalte regler for koordinering, som omfattede udpegelse af koordinatorer med ansvaret for gennemførelse af arrangementer for flere lande og for koordineringen med andre interesserede virksomheder, som var aktive i de berørte lande, eller vedrørende de samme kunder. Deres repræsentanter mødtes regelmæssigt på forskellige niveauer med henblik på at overvåge gennemførelsen af arrangementerne. De udvekslede følsomme forretningsoplysninger. I tilfælde af en afvigelse i forhold til den aftalte adfærd blev der anvendt en ordning med kompensation.

132    For det femte fandt der inden for rammerne af kartellets paneuropæiske dele bilaterale eller multilaterale kontakter sted mellem de seks permanente medlemmer, hvortil lejlighedsvis sluttede sig de italienske producenter og Fundia, og de deltog ligeledes i fastsættelse af priser og tildeling af kunder på ad hoc basis, hvis de havde interesse heri. Tréfileurope, Nedri, WDI, Tycsa, Emesa, CB og Fundia koordinerede således samtlige priser og mængder for kunden Addtek. Disse projekter vedrørte primært Finland, Sverige og Norge, men også Nederlandene, Tyskland, de baltiske stater og Central- og Østeuropa. Koordineringen vedrørende Addtek begyndte under club Zurich inden for det paneuropæiske arrangement og fortsatte i det mindste til slutningen af 2001.

133    For det sjette mødtes i perioden fra i det mindste september 2000 til september 2002 de seks permanente medlemmer, ITC, CB, Redaelli, Itas og SLM regelmæssigt med det mål at integrere de italienske virksomheder i club Europe som permanente medlemmer. De italienske virksomheder ønskede at øge deres kvoter i Europa, mens club Europe ønskede at bevare status quo. Med henblik herpå blev der afholdt møder i club Italia for at fastlægge en fælles holdning for de italienske virksomheder, møder i club Europe for at behandle de italienske virksomheders krav og møder mellem deltagere i club Europe og italienske repræsentanter for at bringe medlemmerne i disse to arrangementer tættere på hinanden. Under disse forhandlinger udvekslede de implicerede virksomheder følsomme forretningsoplysninger. Med henblik på omfordelingen af de europæiske kvoter for at inkludere de italienske producenter blev disse virksomheder enige om at anvende en ny referenceperiode (fra 30.6.2000 til 30.6.2001). De drøftede også en samlet mængde for de italienske virksomheders eksport til resten af Europa. Parallelt hermed drøftede de priser, idet medlemmerne af club Europa forsøgte at indføre den prisfastsættelsesmekanisme, som club Italia anvendte, i hele Europa.

134    For det syvende beskrev Kommissionen også forekomsten af club España, et arrangement, som var parallelt med de andre elementer i kartellet, og som vedrørte det spanske og det portugisiske marked (jf. præmis 52 ovenfor).

135    I 610.-612. betragtning til den anfægtede afgørelse angav Kommissionen grundene til, at den fandt, at samtlige disse overtrædelseselementer havde udgjort et sammenhængende sæt af foranstaltninger, som udelukkende havde til formål at begrænse konkurrencen på markedet for forspændingsstål på europæisk og nationalt plan. Kommissionen fandt således, at samtlige de identificerede konkurrencebegrænsende arrangementer varetog et enkelt konkurrencebegrænsende kommercielt mål, nemlig at fordreje eller ophæve de normale konkurrencevilkår på markedet for forspændingsstål og indføre en generel balance ved hjælp af mekanismer, der var fælles for de forskellige niveauer, hvorpå overtrædelsen blev begået, dvs. fastsættelse af priser, tildeling af kvoter, fordeling af kunder og udveksling af følsomme forretningsoplysninger.

136    Kommissionen præciserede nærmere bestemt i 613. betragtning til den anfægtede afgørelse grundene til, at club Zurich-fasen og club Europe-fasen havde udgjort en enkelt overtrædelse til trods for overgangsperioden. Kommissionen anførte navnlig, at møder, hvis formål var at hindre den frie konkurrence og at indføre et varigt paneuropæisk arrangement, fandt sted fra ophøret af club Zurich. Den anførte også, at virkningerne af aftalerne indgået inden for rammerne af club Zurich havde varet ved i overgangsperioden, og at de regionale arrangementer, som bidrog til det samme enkelte mål som det, der blev forfulgt med hver af kartellets bestanddele, fortsatte med at fungere i samme periode.

137    I 614. og 615. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen, at de konkrete funktionsmekanismer for de forskellige elementer i kartellet sikrede koordineringen mellem de paneuropæiske arrangementer og de forskellige nationale aftaler. Ifølge Kommissionen havde den kvoteordning, som blev indført inden for rammerne af club Italia, inspireret den ordning, der blev anvendt af club Zurich. Desuden blev koordineringen mellem club Europe og de italienske producenter varetaget af Tréfileurope, og koordineringen mellem club Europe og club España blev varetaget af Tycsa og af Emesa, som deltog i de to klubber.

138    Samlet deltog ifølge 616.-621. betragtning alle deltagerne i de konkurrencebegrænsende arrangementer i forskelligt omfang i en fælles konkurrencebegrænsende plan, hvis gennemførelse, både med hensyn til dens mål og dens væsentligste karakteristika, varede ved fra 1984 indtil slutningen af 2002.

139    Kommissionen anførte i 622. betragtning til den anfægtede afgørelse, at selv om ikke alle deltagerne i kartellet havde deltaget i alle elementerne af overtrædelsen, havde de alle draget fordel af de udvekslinger af oplysninger, der fandt sted mellem deltagerne, og vidste, at deres deltagelse indgik i en samlet plan.

140    Sagsøgerne har anfægtet vurderingen, hvorefter club Zurich og club Europe, som de ikke benægter at have deltaget i, udgør to elementer i en enkelt overtrædelse.

b)     Begrebet enkelt overtrædelse

141    Ifølge fast retspraksis kan en tilsidesættelse af artikel 101, stk. 1, TEUF og EØS-aftalens artikel 53 foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd, selv om et eller flere elementer i rækken af handlinger eller i den sammenhængende adfærd også i sig selv og isoleret betragtet kan udgøre en tilsidesættelse af den nævnte bestemmelse. Når de forskellige handlinger indgår i en »samlet plan«, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for det indre marked, kan Kommissionen således med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed (dom af 8.7.1999, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, C-49/92 P, Sml., EU:C:1999:356, præmis 81, af 7.1.2004, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Sml., EU:C:2004:6, præmis 258, og af 6.12.2012, Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, C-441/11 P, Sml., EU:C:2012:778, præmis 41).

142    En virksomhed, der har deltaget i en sådan enkelt og kompleks overtrædelse ved egne handlinger, der falder ind under de i artikel 101, stk. 1, TEUF omhandlede begreber aftaler eller samordnet praksis med et konkurrencebegrænsende formål, og som havde til formål at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i sin helhed, kan således også være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse, for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den. Dette er tilfældet, såfremt der er ført bevis for, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til de fælles mål, som deltagerne som helhed forfulgte, og at den havde kendskab til den ulovlige adfærd, som de øvrige virksomheder havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse den, og at den var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (domme Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:1999:356, præmis 83, 87 og 203, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 83, og Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2012:778, præmis 42).

143    En virksomhed kan således have deltaget direkte i hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd, som den enkelte og vedvarende overtrædelse består af, i hvilket tilfælde Kommissionen med føje kan pålægge den ansvaret for hele denne adfærd og derfor den nævnte enkelte overtrædelse. En virksomhed kan ligeledes have deltaget direkte i kun en del af den konkurrencebegrænsende adfærd, som den enkelte og vedvarende overtrædelse består af, men have haft kendskab til al den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de øvrige karteldeltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller med rimelighed kunnet forudse den og været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko. I et sådant tilfælde kan Kommissionen også med føje pålægge denne virksomhed ansvaret for hele den samlede konkurrencebegrænsende adfærd, som en sådan overtrædelse består af, og hermed overtrædelsen i sin helhed (dom Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2012:778, præmis 43).

144    Hvis en virksomhed derimod var direkte involveret i et eller flere af de former for konkurrencebegrænsende adfærd, som den enkelte og vedvarende overtrædelse består af, men det ikke er godtgjort, at virksomheden ved sin egen adfærd havde til hensigt at bidrage til samtlige de fælles mål, som de øvrige karteldeltagere forfulgte, og at den havde kendskab til al den øvrige konkurrencebegrænsende adfærd, som de nævnte deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, eller at den med rimelighed kunne forudse den og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko, kan Kommissionen kun med føje pålægge virksomheden ansvaret for den adfærd, som den direkte har deltaget i, og den adfærd, som de øvrige deltagere havde planlagt eller foretaget med de samme mål for øje, som virksomheden forfulgte, og hvorom det er godtgjort, at virksomheden havde kendskab til eller med rimelighed kunne forudse adfærden og var indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko (dom Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2012:778, præmis 44).

145    Dette kan imidlertid ikke føre til at fritage virksomheden for ansvaret for den adfærd, i forhold til hvilken det er ubestridt, at den har deltaget heri, eller i forhold til hvilken den faktisk kan holdes ansvarlig. Det kan dog kun komme i betragtning at opdele en afgørelse fra Kommissionen, i henhold til hvilken et samlet kartel kvalificeres som en enkelt og vedvarende overtrædelse, på denne måde, hvis for det første den nævnte virksomhed under den administrative procedure blev sat i stand til at forstå, at den også blev foreholdt hver enkelt adfærd, som kartellet består af, og derfor at forsvare sig desangående, og hvis den nævnte afgørelse for det andet er tilstrækkeligt klar i denne henseende (dom Kommissionen mod Verhuizingen Coppens, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2012:778, præmis 45 og 46).

146    I denne forbindelse bemærkes, at der i retspraksis er fastsat flere kriterier af relevans for vurderingen af, om en overtrædelse er enkelt og vedvarende, nemlig om den omhandlede praksis har samme formål, om de omhandlede varer eller tjenesteydelser er de samme, om de samme virksomheder har deltaget, og om fremgangsmåden har været den samme. Derudover er identiteten af de fysiske personer, der var involveret for virksomhedernes regning, og identiteten af den omhandlede praksis’ geografiske anvendelsesområde ligeledes kriterier, der kan tages i betragtning ved denne undersøgelse (jf. dom af 17.5.2013, Trelleborg Industrie og Trelleborg mod Kommissionen, T-147/09 og T-148/09, Sml., EU:T:2013:259, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

147    Endelig skal den omstændighed, at en virksomhed ikke har deltaget i samtlige de elementer, som skal være til stede, for at der er tale om et kartel, eller at den kun har spillet en mindre rolle i de elementer, som den har deltaget i, tages i betragtning ved vurderingen af overtrædelsens grovhed og i givet fald ved udmålingen af bødens størrelse (domme Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:1999:356, præmis 90, og Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 86)

c)     Elementer, der er lagt til grund med hensyn til sagsøgerne

148    Kommissionen angav i 796.-799. betragtning, at sagsøgernes ansvar var fastslået hvad angår for det første Klöckner Drahts og dernæst WDIʼs deltagelse i club Zurich fra den 1. januar 1984 til den 9. januar 1996 (jf. præmis 128 ovenfor), for det andet WDIʼs deltagelse i de møder, som fandt sted i overgangsperioden (fra den 9.1.1996 til den 12.5.1997), for det tredje WDIʼs deltagelse i club Europe fra den 12. maj 1997 til den 19. september 2002 (jf. præmis 131 ovenfor), bl.a. som koordinator for Tyskland, og for det fjerde koordineringen hvad angår kunden Addtek fra 1984 til 2002.

149    På baggrund af de kriterier, der er opstillet i den retspraksis, som er nævnt i præmis 141-147 ovenfor, har sagsøgerne hverken bestridt deres deltagelse i club Zurich og i club Europe eller deres kendskab til overtrædelsens forskellige elementer. Det er til gengæld deres opfattelse, at disse forskellige elementer af overtrædelsen ikke indgår i en samlet plan, og at WDI afbrød sin konkurrencebegrænsende adfærd i overgangsperioden.

 Om der forelå en samlet plan

150    Det er sagsøgernes opfattelse, at Kommissionen med henblik på at godtgøre, at der forelå en samlet plan, ikke blot kunne anføre, at de forskellige elementer i overtrædelsen vedrørte den samme økonomiske sektor, uden at føre bevis for, at de pågældende forskellige elementer supplerede hinanden, eksempelvis via en rammeaftale. Kommissionen kan herved ikke basere sig på den omstændighed, at der er tale om fælles deltagere. Til gengæld var det med urette, at Kommissionen ikke drog nogen konsekvenser af den omstændighed, at den geografiske rækkevidde af de beslutninger, som blev truffet med hensyn til kvoter, vedrørte de nationale markeder inden for rammerne af club Zurich og hele det europæiske marked inden for rammerne af club Europe. Endvidere var fremgangsmåderne for koordineringen forskellige, idet salgsdirektørerne deltog i møderne i club Europe, mens kun de ledende medarbejdere deltog i møderne i club Zurich. Endvidere blev der anvendt nationale koordinatorer inden for club Europe, mens club Zurich fungerede ved hjælp af et enkelt centralt underretningskontor.

151    Ingen af disse argumenter kan imidlertid svække de beviser, som er blevet ført i den anfægtede afgørelse.

152    Som Kommissionen har anført, bestod det kartel, for hvilket der blev pålagt sanktioner i den anfægtede afgørelse, af en række aftaler, som tidsmæssigt afløste hinanden, på såvel lokalt (nationalt eller regionalt) plan som på europæisk plan, hvis fælles mål var at sikre en balance uden konkurrence for det europæiske marked for forspændingsstål, der var kendetegnet ved en strukturel overkapacitet.

153    Det er endvidere ubestridt, at de midler, som blev anvendt for at realisere dette mål, nemlig fastsættelse af priser, tildeling af kvoter, fordeling af kunder og udveksling af følsomme forretningsoplysninger var fælles for alle kartellets elementer. De vigtigste deltagere i club Zurich og i club Europe, herunder sagsøgerne, var de samme virksomheder. Kommissionen har, uden at være blevet modsagt, gjort gældende, at disse virksomheder i de fleste tilfælde blev repræsenteret af de samme fysiske personer i forbindelse med club Zurich og dernæst i forbindelse med club Europe.

154    Endvidere blev der i alle tilfælde indført koordinationsmekanismer mellem club Zurich og dernæst club Europe, på den ene side, og de nationale og regionale arrangementer (aftalerne vedrørende syd, club Italia og club España), på den anden side, om end disse ikke var strengt identiske. Det er således for det første ubestridt, at de italienske producenter deltog direkte i club Zurich, mens koordineringen mellem club Europe og club Italia blev varetaget af Tréfileurope. For det andet skete koordineringen mellem club España og club Europe ved integreringen af Emesa og af Tycsa i sidstnævnte.

155    Disse konstateringer med hensyn til de faktiske omstændigheder, som Kommissionen foretog i den anfægtede afgørelse, og som sagsøgerne ikke har anfægtet, gør det muligt at konkludere, at der er tale om en enkelt overtrædelse bestående af flere elementer som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 146 ovenfor.

156    Med hensyn til forskellene mellem club Zurich og club Europe, som sagsøgerne har baseret sig på, og som desuden er beskrevet i den anfægtede afgørelse, skal det bemærkes, at disse på ingen måde er til hinder for konstateringen af en enkelt overtrædelse, og at de tværtimod illustrerer viljen til at indføre de mest effektive midler for at nå det samme mål som det, der forfølges af alle deltagerne i de forskellige arrangementer i kartellet, nemlig at begrænse virkningerne af konkurrencen på et marked med strukturel overkapacitet, navnlig ved hjælp af aftaler vedrørende priser, produktionskvoter og fordeling af de største kunder.

157    Denne konstatering gør det muligt at forklare den af sagsøgerne anførte åbenbare modstrid mellem 186. og 629. betragtning til den anfægtede afgørelse. Selv om det fastslås, at der er tale om et enkelt generelt mål, som forfølges med kartellet i dets på hinanden efterfølgende bestanddele, var hver af disse aftaler, som tilsammen udgør den enkelte overtrædelse, kendetegnet ved en, mere eller mindre begrænset, geografisk dimension samt ved de metoder, som blev anvendt til at sikre opfølgningen på tilsagnene, hvilke forblev identiske og vedrørte priser, leveringskvoter, fordeling af kunder og udveksling af følsomme forretningsoplysninger.

158    Forskellene med hensyn til funktionsmåde for de to på hinanden efterfølgende faser af de paneuropæiske arrangementer er derfor ikke til hinder for anerkendelsen af, at der er tale om en samlet plan, som er kendetegnet ved, at den har samme konkurrencebegrænsende formål, hvori indgik først club Zurich og derefter club Europe (jf. i denne retning dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 258, dom af 21.9.2006, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, C-105/04 P, Sml., EU:C:2006:592, præmis 110, og dom Trelleborg Industrie og Trelleborg mod Kommissionen, nævnt i præmis 146 ovenfor, EU:T:2013:259, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

 Betydningen af det af sagsøgerne anførte vedrørende kartellets afbrydelse for kvalificeringen af overtrædelsen og for spørgsmålet om, hvorvidt der er indtrådt forældelse

159    Sagsøgerne har i deres skriftlige indlæg anført, at club Zurich efter voldsomme uenigheder inden for klubben fra 1995 ophørte med at fungere, før club Europe begyndte. Der var således tale om en afbrydelse på et år og fire måneder, hvor kartellet ikke fungerede, hvilket bevirker, at club Zurich og club Europe ikke kan anses for særskilte elementer i en enkelt overtrædelse.

160    Uden at det overhovedet er nødvendigt at tage hensyn til den omstændighed, at sagsøgerne i deres svar på klagepunktsmeddelelsen og i retsmødet anerkendte, at de regionale og nationale arrangementer ikke var blevet afbrudt i overgangsperioden, bemærkes, at af de grunde, der er angivet i præmis 152-158 ovenfor, gør de fælles mål, som blev forfulgt, og de midler, som blev anvendt for hver af de af Kommissionen identificerede konkurrencebegrænsende aftaler samt a fortiori hvad angår club Zurich og club Europe, deltagelsen af de samme store producenter, det muligt at fastslå, at der er tale om en samlet plan som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 141-147 ovenfor, som først den ene klub og dernæst den anden klub indgik i.

161    Sagsøgerne har imidlertid ikke bestridt at have deltaget i club Zurich indtil den 9. januar 1996 og har erkendt at have deltaget i club Europe fra den 12. maj 1997. Selv hvis det antages, at overgangsperioden udgør en periode, hvor kartellets funktionsmåde blev afbrudt, eller blot en periode, hvor sagsøgerne ophørte med enhver form for konkurrencebegrænsende aktivitet, var det derfor, henset til den konstaterede kontinuitet med hensyn til mål og midler, med rette, at de blev holdt ansvarlige for at have deltaget i en enkelt overtrædelse. Eftersom overgangsperioden var kortere end den periode på fem år, der er fastsat i artikel 25, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1/2003, må den enkelte overtrædelse, som sagsøgerne deltog i, i det mindste hvis det anerkendes, at denne periode udgør en afbrydelse, anses for gentagen fremfor vedvarende (jf. i denne retning dom Trelleborg Industrie og Trelleborg mod Kommissionen, nævnt i præmis 146 ovenfor, EU:T:2013:259, præmis 70-95 og den deri nævnte retspraksis).

162    Heraf følger, at det første anbringende, for så vidt som det hermed gøres gældende, at der er indtrådt forældelse med hensyn perioden før den 12. maj 1996, skal forkastes i sin helhed, og dette gælder uanset, om overgangsperioden udgjorde eller ikke udgjorde en afbrydelse af overtrædelsen.

163    Det bemærkes imidlertid, at hvis det argument, som sagsøgerne har fremført under henvisning til afbrydelsen af overtrædelsen i overgangsperioden, skulle tiltrædes, ville de i så fald kunne gøre krav på ikke at skulle pålægges sanktioner for den periode, hvor afbrydelsen fandt sted (jf. i denne retning dom Trelleborg Industrie og Trelleborg mod Kommissionen, nævnt i præmis 146 ovenfor, EU:T:2013:259, præmis 88). Der skal derfor også tages stilling til denne argumentation, og først skal det anførte om afbrydelsen af kartellet generelt undersøges, hvorefter det anførte om ophøret af sagsøgernes deltagelse i kartellet skal undersøges.

2.     Spørgsmålet, om det af sagsøgerne anførte vedrørende afbrydelsen af deres deltagelse i kartellet er velbegrundet

164    Med henblik på at fastslå, at den konkurrencebegrænsende adfærd udvist af deltagerne i club Zurich fortsatte i overgangsperioden, baserede Kommissionen sig i 613. betragtning til den anfægtede afgørelse på de argumenter, der er anført i præmis 136 ovenfor. Endvidere henvises der i bilag 2 til den anfægtede afgørelse til 11 møder, hvorunder der blev udvekslet oplysninger, indgået prisaftaler og fordelt kvoter. Sagsøgerne har haft lejlighed til at konsultere de dokumentbeviser, som Kommissionen har henvist til i bilag 2, for første gang i Kommissionens lokaler efter klagepunktsmeddelelsen og for anden gang på Rettens Justitskontor efter foranstaltninger om bevisoptagelse tilstillet Kommissionen før retsmødet.

165    Det bemærkes, at sagsøgerne i retsmødet har præciseret, at de ikke bestred, at de regionale aftaler var fortsat i overgangsperioden, men at de gjorde gældende, at kartellets paneuropæiske del var blevet afbrudt mellem ophøret af club Zurich og begyndelsen af club Europe.

a)     Principperne hvad angår bevisbyrde og bevisførelse og begrundelsespligten

166    Det følger af fast retspraksis vedrørende reglerne om bevisbyrde dels, at det påhviler den part eller myndighed, der gør en tilsidesættelse af konkurrenceretten gældende, at føre bevis herfor ved på tilstrækkelig måde at føre bevis for de faktiske omstændigheder, der udgør en sådan overtrædelse, dels, at det påhviler den virksomhed, der påberåber sig retten til at bestride, at der foreligger en overtrædelse, at føre bevis for, at betingelserne for at gøre en sådan indsigelse gældende, er opfyldt, således at myndigheden herefter må anvende andre beviser (dom af 16.11.2006, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, T-120/04, Sml., EU:T:2006:350, præmis 50; jf. ligeledes i denne retning dom af 17.12.1998, Baustahlgewebe mod Kommissionen, C-185/95 P, Sml., EU:C:1998:608, præmis 58, og dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 78). Overtrædelsens varighed udgør en integrerende del af overtrædelsesbegrebet i henhold til artikel 101, stk. 1, TEUF, som det først og fremmest påhviler Kommissionen at føre bevis for (dom af 7.7.1994, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, T-43/92, Sml., EU:T:1994:79, præmis 79, og dom Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, EU:T:2006:350, præmis 51).

167    Denne fordeling af bevisbyrden kan imidlertid variere, for så vidt som de faktiske omstændigheder, som en part gør gældende, kan forpligte den anden part til at fremkomme med en forklaring eller en begrundelse, i mangel af hvilken det kan antages, at beviset er blevet ført (jf. i denne retning dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 79, og dom Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, nævnt i præmis 166 ovenfor, EU:T:2006:350, præmis 53).

168    Hvad angår de bevismidler, som Kommissionen kan anvende, er det gældende princip inden for konkurrenceretten princippet om den frie bevisførelse (dom af 25.1.2007, Dalmine mod Kommissionen, C-407/04 P, Sml., EU:C:2007:53, præmis 63, og af 8.7.2004, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, Sml., EU:T:2004:221, præmis 273). Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksis og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en sådan praksis og sådanne aftaler indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt – som oftest i et tredjeland – og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, som f.eks. referater fra et møde, er disse normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne (dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 55-57). Sådanne indicier og sammenfaldende omstændigheder kan ikke kun give oplysninger om den blotte forekomst af konkurrencebegrænsende praksis eller aftaler, men også om varigheden af fortsat konkurrencebegrænsende adfærd eller om perioden for anvendelse af en aftale indgået i strid med konkurrenceretten (dom af 21.9.2006, Technische Unie mod Kommissionen, C-113/04 P, Sml., EU:C:2006:593, præmis 166).

169    Kommissionen skal fremlægge præcise og samstemmende beviser for sine faste overbevisning om, at overtrædelsen har fundet sted (jf. dom af 6.7.2000, Volkswagen mod Kommissionen, T-62/98, Sml., EU:T:2000:180, præmis 43 og 72 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.10.2005, Groupe Danone mod Kommissionen, T-38/02, Sml., EU:T:2005:367, præmis 217). Hver enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser skal dog ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i relation til samtlige aspekter af overtrædelsen. Det er således tilstrækkeligt, at den række indicier, institutionen har påberåbt sig, ud fra en samlet betragtning opfylder dette krav (domme JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:T:2004:221, præmis 180, og Groupe Danone mod Kommissionen, EU:T:2005:367, præmis 218; jf. også i denne retning dom af 20.4.1999, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, benævnt »PVC II«, T-305/94 – T-307/94, T-313/94 – T-316/94, T-318/94, T-325/94, T-328/94, T-329/94 og T-335/94, Sml., EU:T:1999:80, præmis 768-778). Hvad angår overtrædelsens varighed er det i henhold til retspraksis et krav, at i mangel af beviser, der gør det muligt at foretage en direkte fastlæggelse af en overtrædelses varighed, skal Kommissionen i det mindste støtte sig på beviser, der vedrører faktiske omstændigheder, som tidsmæssigt ligger indbyrdes så nær, at det med rimelighed kan medgives, at denne overtrædelse er forløbet uafbrudt mellem to specifikke datoer (domme Technische Unie mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:C:2006:593, præmis 169, Dunlop Slazenger mod Kommissionen, nævnt i præmis 166 ovenfor, EU:T:1994:79, præmis 79, og Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, nævnt i præmis 166 ovenfor, EU:T:2006:350, præmis 51).

170    Hvad angår den bevisværdi, der skal tillægges de forskellige beviser, skal det fremhæves, at det eneste relevante kriterium for bedømmelsen af de frit fremlagte beviser er deres troværdighed (dom Dalmine mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:C:2007:53, præmis 63; jf. ligeledes dom af 8.7.2004, Mannesmannröhren-Werke mod Kommissionen, T-44/00, Sml., EU:T:2004:218, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis, og dom JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:T:2004:221, præmis 273). Ifølge de almindelige bevisregler afhænger troværdigheden og dermed bevisværdien af et dokument af, hvem dokumentet hidrører fra, under hvilke omstændigheder det er blevet til, hvem det er rettet til, og dets indhold (dom af 15.3.2000, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, T-25/95, T-26/95, T-30/95 – T-32/95, T-34/95 – T-39/95, T-42/95 – T-46/95, T-48/95, T-50/95 – T-65/95, T-68/95 – T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Sml., EU:T:2000:77, præmis 1053; forslag til afgørelse fra dommer Vesterdorf som udpeget generaladvokat Rhône-Poulenc mod Kommissionen, T-1/89, EU:T:1991:38). Det skal navnlig tillægges væsentlig betydning, at et dokument er udarbejdet i umiddelbar sammenhæng med de faktiske omstændigheder (dom af 11.3.1999, Ensidesa mod Kommissionen, T-157/94, Sml., EU:T:1999:54, præmis 312) eller hidrører fra et direkte vidne til de faktiske omstændigheder (jf. i denne retning dom JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:T:2004:221, præmis 207). Dokumenter, hvoraf fremgår, at der har fundet kontakter sted mellem en række virksomheder, og at virksomhederne netop tilsigtede på forhånd at fjerne den usikkerhed, der var med hensyn til konkurrenternes fremtidige adfærd, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis (jf. i denne retning dom af 16.12.1975, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Sml., EU:C:1975:174, præmis 175 og 179). Erklæringer, der går imod den erklærendes interesser, bør endvidere principielt betragtes som særligt troværdige beviser (jf. i denne retning dom JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:T:2004:221, præmis 207, 211 og 212).

171    Det følger desuden af fast retspraksis, at den omstændighed, at en virksomhed giver sine konkurrenter oplysninger som led i forberedelsen af en konkurrencebegrænsende aftale, er tilstrækkeligt bevis for en samordnet praksis i henhold til artikel 101 TEUF (jf. dom af 5.12.2013, Solvay mod Kommissionen, C-455/11 P, EU:C:2013:796, præmis 40, af 6.4.1995, Trefilunion mod Kommissionen, T-148/89, Sml., EU:T:1995:68, præmis 82, og af 8.7.2008, BPB mod Kommissionen, T-53/03, Sml., EU:T:2008:254, præmis 178).

172    Endelig bemærkes, at ved behandlingen af et søgsmål til prøvelse af en kommissionsafgørelse, der har fastslået en overtrædelse af konkurrencereglerne og pålagt afgørelsens adressater bøder, består Rettens rolle i at bedømme, om beviserne og andre omstændigheder, der er påberåbt af Kommissionen i afgørelsen, er tilstrækkelige til at bevise den påtalte overtrædelse (dom JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:T:2004:221, præmis 174 og 175; jf. også i denne retning dom PVC II, nævnt i præmis 169 ovenfor, EU:T:1999:80, præmis 891). Er Retten i tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, hvortil den afgørelse er rettet, hvori der fastslås en overtrædelse, og Retten kan således ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål (domme JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 168 ovenfor, EU:T:2004:221, præmis 177, og Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 169 ovenfor, EU:T:2005:367, præmis 215). I en sådan situation skal der nemlig tages hensyn til grundsætningen om uskyldsformodningen, som den nærmere fremgår af artikel 6, stk. 2, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), der indgår blandt de grundlæggende rettigheder, som efter Domstolens praksis, der i øvrigt er bekræftet af artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, er beskyttet i EUʼs retsorden. Henset til karakteren af de pågældende overtrædelser samt til karakteren og strengheden af de hertil knyttede sanktioner finder den principielle uskyldsformodning navnlig anvendelse på sager vedrørende tilsidesættelser af konkurrencereglerne, som vil kunne føre til at pålægge bøder eller tvangsbøder (dom af 8.7.1999, Hüls mod Kommissionen, C-199/92 P, Sml., EU:C:1999:358, præmis 149 og 150, samt domme Montecatini mod Kommissionen, C-235/92 P, Sml., EU:C:1999:362, præmis 175 og 176, og Groupe Danone mod Kommissionen, nævnt i præmis 169 ovenfor, EU:T:2005:367, præmis 216).

b)     De møder, der fandt sted i overgangsperioden, og overtrædelsens fortsættelse i denne periode

173    Den fortsatte afholdelse af møder, hvis formål var udveksling af oplysninger, fastsættelse af priser og tildeling af kvoter, anses for godtgjort i den anfægtede afgørelse, og bilag 2 til den anfægtede afgørelse nævner 11 møder, hvorunder der fandt udvekslinger af oplysninger sted, og hvorunder der blev indgået aftaler om priser og kvoter. Sagsøgerne har, efter i deres svar på klagepunktsmeddelelsen at have anerkendt, at visse andre deltagere i club Zurich, bl.a. DWK og Tréfileurope France, havde fortsat deres konkurrencebegrænsende adfærd i overgangsperioden, ikke fremført nogen underbygget kritik hvad angår disse møder, men har alene anført, at de af Kommissionen fremførte beviser ikke er tilstrækkelige til at godtgøre, at overtrædelsen fortsatte i overgangsperioden.

174    Det bemærkes herved, at det, henset til de interessekonflikter, som er kendetegnende for denne type aftaler, slet ikke er usædvanligt, at et kartel, som strækker sig over en lang periode, undergår udviklinger såvel med hensyn til identiteten af deltagerne som med hensyn til formen og intensiteten af deres hemmelige samarbejde.

175    I den anfægtede afgørelse (613. betragtning) henviste Kommissionen til seks møder med henblik på at gøre gældende, at den konkurrencebegrænsende adfærd udvist af de tidligere medlemmer af club Zurich fortsatte i overgangsperioden.

176    For det første fandt der ifølge Kommissionen et møde sted i Paris (Frankrig) den 1. marts 1996. Under dette møde fandt der drøftelser sted vedrørende kvoterne og priserne i Europa.

177    Det fremgår således af den anmodning om bødenedsættelse, som ITC har indgivet, og hvori denne virksomhed henviser til et referat af mødet udarbejdet den 12. marts 1996, dvs. kort tid efter selve mødet, at et møde fandt sted på denne dato i Paris mellem repræsentanter for ITC, Tycsa, Tréfileurope, DWK, Redaelli, Nedri og WDI. Ifølge ITCʼs anmodning om bødenedsættelse vedrørte de emner, der blev berørt på dette møde, priserne og kvoterne i Europa samt status for beholdningerne for de virksomheder, som var til stede. Det følger af den retspraksis, der er nævnt i præmis 170 ovenfor, at denne erklæring fra ITC, som er selvinkriminerende, og som er baseret på et samtidigt referat af de beskrevne faktiske omstændigheder, har en høj bevisværdi. Sagsøgerne har ikke fremlagt noget bevis for det modsatte, og det fremgår ikke af nogen af de sagsakter, som er fremlagt for Retten, at disse oplysninger er unøjagtige. Den omstændighed, at dette møde har fundet sted, deltagernes identitet og de emner, som blev berørt, må således anses for godtgjort.

178    For det andet fandt der ifølge Kommissionen et møde sted den 8. oktober 1996 i Rosmalen (Nederlandene).

179    Dette møde bekræftes af Nedri i den anmodning om bødenedsættelse, som dette selskab har indgivet til Kommissionen. Ifølge Nedri deltog foruden selskabet selv repræsentanter for DWK, Fontaine Union og WDI i mødet, og drøftelserne vedrørte situationen på det nederlandske marked. Denne selvinkriminerende erklæring modsiges ikke af noget andet bevis for det modsatte fremlagt af sagsøgerne eller af nogen sagsakt. Dette møde, deltagernes identitet og det berørte emne må således anses for bevist.

180    For det tredje har Kommissionen henvist til et møde, der fandt sted den 4. november 1996 i Düsseldorf.

181    Det fremgår i denne forbindelse af Nedris anmodning om bødenedsættelse, at deltagerne i dette møde var de samme som dem, der havde deltaget i et møde organiseret i samme by den 8. januar 1996, og at genstanden for disse to møder var identisk. Det fremgår imidlertid af nævnte anmodning om bødenedsættelse, at det første møde, hvori deltog DWK, Nedri, Tréfileurope, Tycsa og WDI, havde vedrørt situationen efter de vanskeligheder, som der siden maj 1995 havde været i forbindelse med gennemførelsen af markedsaftalerne indgået inden for rammerne af club Zurich. Det fremgår derimod ikke af Nedris anmodning om bødenedsættelse, der er det eneste bevis, som Kommissionen har påberåbt sig i denne forbindelse, at mødet den 4. november også, som det er anført i den anfægtede afgørelse, vedrørte markedssituationen i Nederlandene.

182    For det fjerde har Kommissionen henvist til et møde, der fandt sted den 4. december 1996 i Bruxelles (Belgien), og som vedrørte en ny »kvoteordning«.

183    Nedri har i sin anmodning om bødenedsættelse vedrørende dette møde angivet, at det blev afholdt mellem Nedri, Emesa, DWK, Tréfileurope, Tycsa og WDI. Ifølge Nedri var formålet med mødet at drøfte indførelsen af en ny paneuropæisk kvoteordning. Disse drøftelser havde dog ikke noget konkret resultat. Disse selvinkriminerende erklæringer modsiges ikke af noget andet modsat bevis.

184    Kommissionen har for det femte i den anfægtede afgørelse henvist til et møde, der fandt sted den 3. april 1997 i Paris, og som vedrørte en ny »kvoteordning«.

185    Det fremgår faktisk af anmodningen om bødenedsættelse indgivet af DWK, at dette møde blev afholdt på initiativ af Nedri og Tréfileurope. I dette møde deltog foruden disse tre virksomheder Tycsa, Emesa og WDI. Ifølge DWK fandt der under dette møde drøftelser sted om indførelse af en ny kvoteordning, men de havde imidlertid ikke noget konkret resultat. DWK har videre tilføjet, at der under dette møde og senere blev udvekslet følsomme forretningsoplysninger mellem deltagerne. I deres svar på klagepunktsmeddelelsen og i et svar, som de har givet på et skriftligt spørgsmål fra Retten i forbindelse med nærværende sag, har sagsøgerne bekræftet at have deltaget i dette møde.

186    For det sjette har Kommissionen endelig henvist til et møde, der fandt sted den 9. april 1997 i Düsseldorf, og som også vedrørte en »ny kvoteordning«.

187    Afholdelsen af dette møde bekræftes af Nedri i dets anmodning om bødenedsættelse. Nedri bekræfter således, at deltagerne i mødet den 3. april 1997 (jf. præmis 184 og 185 ovenfor) fortsatte deres drøftelser med henblik på indførelse af en ny paneuropæisk kvoteordning, som omfattede Norge og Schweiz, men som ikke omfattede Det Forenede Kongerige og Irland. Sagsøgerne har i deres svar på klagepunktsmeddelelsen og i deres svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten fremsat i forbindelse med nærværende sag bekræftet at have deltaget i dette møde.

188    Det følger af det foregående, at det må anses for godtgjort, at de største europæiske producenter, dvs. medlemmerne af såvel club Zurich, indtil dens opløsning, som af club Europe, fra dens dannelse, herunder sagsøgerne, ved mindst seks lejligheder i en periode på et år og fire måneder mødtes for at udveksle følsomme forretningsoplysninger og forsøge at indføre en ny paneuropæisk bindende kvoteordning. Det følger af retspraksis (jf. præmis 171 ovenfor), at en sådan adfærd er tilstrækkelig til, at der foreligger en overtrædelse af artikel 101 TEUF. Sagsøgernes argument om, at hver af de europæiske producenter udviste en selvstændig adfærd på markedet i overgangsperioden, kan derfor ikke afkræfte det af Kommissionen anførte om, at den enkelte overtrædelse, som de deltog i, fortsatte i overgangsperioden.

189    Endvidere har sagsøgerne ikke anfægtet, at møderne i club Italia og club España fortsatte i overgangsperioden (jf. bilag 3 og 4 til den anfægtede afgørelse). Som fastslået i præmis 152-154 ovenfor indgik disse regionale aftaler på grund af deres fælles mål og midler og forekomsten af mekanismer for koordinering mellem kartellets forskellige elementer i en samlet plan, som gør det muligt at fastslå, at der foreligger en enkelt overtrædelse. Endvidere deltog medlemmer af club Italia i selve overgangsperioden i mødet den 1. marts 1996 (jf. præmis 176 og 177 ovenfor), og medlemmer af club España var forbundet med alle de møder, som blev anset for godtgjort, med undtagelse af det møde, der fandt sted den 8. oktober 1996 i Rosmalen. Af denne yderligere grund kunne Kommissionen også med rette fastslå, således som den gjorde i den anfægtede afgørelse, at den enkelte overtrædelse ikke var blevet afbrudt.

190    Kommissionen kunne med rette hævde, at de fortsatte virkninger af aftalerne indgået mellem producenterne af forspændingsstål og deres kunder på tidspunktet for club Zurich i tilstrækkelig grad godtgør, at overtrædelsen fortsatte selv efter opløsningen af denne klub. Sagsøgernes argument om, at de omhandlede kontrakter blev forhandlet på forskellige datoer i løbet af året, og om, at visse af disse kontrakter kunne være udløbet i begyndelsen af 1996, afkræfter i denne henseende ikke Kommissionens analyse, eftersom sagsøgerne hverken har påvist eller endog gjort gældende, at ingen af kontrakterne var blevet indgået kort før opløsningen af club Zurich.

191    Det følger af det foregående, at Kommissionen med rette kunne fastslå, at det kartel, som den havde beskrevet i den anfægtede afgørelse, ikke blev afbrudt i overgangsperioden, og at det derfor udgjorde en enkelt og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF.

192    Det af sagsøgerne anførte om, at de i det mindste var ophørt med enhver ulovlig adfærd i overgangsperioden skal nu undersøges.

c)     Den angivelige afbrydelse af sagsøgernes deltagelse i overtrædelsen

193    Hvad angår WDIʼs deltagelse i den konkurrencebegrænsende adfærd i overgangsperioden har sagsøgerne gjort gældende, for det første at WDI under mødet den 9. januar 1996 tog afstand som omhandlet i retspraksis, og for det andet at Kommissionen ikke har ført bevis for selskabets deltagelse i den konkurrencebegrænsende adfærd i denne periode.

 Den angivelige afstandtagen

–       Principperne om afstandtagen

194    Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en virksomhed for at bringe sit ansvar til ophør åbent og utvetydigt skal tage afstand fra kartellet, således at de andre deltagere er bevidste om det forhold, at virksomheden ikke længere støtter kartellets generelle formål. Desuden påhviler bevisbyrden for denne afstandtagen den virksomhed, som påberåber sig denne (dom af 27.9.2006, GlaxoSmithKline Services mod Kommissionen, T-168/01, Sml., EU:T:2006:265, præmis 86, og af 3.3.2011, Siemens mod Kommissionen, T-110/07, Sml., EU:T:2011:68, præmis 176; jf. også i denne retning dom af 6.1.2004, BAI og Kommissionen mod Bayer, C-2/01 P og C-3/01 P, Sml., EU:C:2004:2, præmis 63, og dom Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 141 ovenfor, EU:C:2004:6, præmis 81-84).

–       Spørgsmålet, om det af sagsøgerne anførte er velbegrundet

195    Det er sagsøgernes opfattelse, at WDI tog afstand fra kartellet som omhandlet i retspraksis, eftersom dets repræsentant under mødet den 9. januar 1996 angav:

»På nuværende tidspunkt giver klubben ingen mening for os.«

196    Det skal indledningsvis fastslås, at rigtigheden af denne erklæring, som i øvrigt ikke anfægtes af Kommissionen, bekræftes af Emesa, hvis notater sagsøgerne og Kommissionen har fremlagt et uddrag af. En sådan erklæring kan imidlertid ikke anses for et klart og utvetydigt udtryk for WDIʼs vilje til at tage afstand fra kartellet.

197    Det følger således af en læsning af notaterne udarbejdet af Emesa under mødet den 9. januar 1996, at udtalelserne fra WDIʼs repræsentanter blev fremsat i forbindelse med en drøftelse vedrørende de afhjælpningsforanstaltninger, som deltagerne i dette møde kunne forestille sig med henblik på at løse krisen i club Zurich. Efter at have givet udtryk for tvivl med hensyn til muligheden for på ny at anvende tilsagnene fra club Zurich angav WDIʼs repræsentant under en bordrunde vedrørende spørgsmålet, om der skulle indføres en ny kvoteordning, og som svar på den holdning, som Tréfileuropes repræsentanter, der foreslog at holde fast ved den eksisterende ordning – dvs. på dette tidspunkt club Zurich – gav udtryk for, at i hans øjne gav club Zurich ikke længere mening. Af denne grund blev WDI af Emesas repræsentant regnet blandt de virksomheder, som på dette tidspunkt gik ind for indførelsen af en ny ordning. En sådan erklæring kan derfor ikke fortolkes som et bevis for WDIʼs vilje til at bringe dets deltagelse i overtrædelsen til ophør og anlægge en konkurrencemæssig adfærd på markedet for forspændingsstål.

198    Denne fortolkning af erklæringen fra WDIʼs repræsentant underbygges endvidere af den omstændighed, at Emesas repræsentant efter notaterne vedrørende drøftelsen af muligheden for indførelse af en ny kvoteordning udarbejdede et skema over resultatet af en drøftelse vedrørende fordeling af kvoter, hvori WDI optræder. I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, er Kommissionens fortolkning, hvorefter den omstændighed, at Emesas repræsentant udarbejdede dette skema efter notaterne vedrørende erklæringen fra WDIʼs repræsentant, angiver, at drøftelsen vedrørende kvoter fulgte efter denne erklæring, den mest plausible, eftersom sådanne notater i almindelighed føres i kronologisk rækkefølge.

199    Heraf følger, at sagsøgerne ikke har ført det bevis, der påhviler dem, for WDIʼs afstandtagen under mødet den 9. januar 1996.

 Sagsøgernes deltagelse i de møder, der fandt sted i løbet af overgangsperioden

200    Sagsøgerne har uden formelt at anfægte, at de var til stede på de møder, der er nævnt i 613. betragtning til den anfægtede afgørelse, imidlertid gjort gældende, at de ikke under disse møder anlagde en konkurrencebegrænsende adfærd.

201    Det bemærkes imidlertid, at som fastslået i præmis 173-188 ovenfor deltog sagsøgerne i løbet af overgangsperioden i seks møder, hvorunder der blev udvekslet følsomme forretningsoplysninger, og hvorunder indførelsen af en ny kvoteordning for at opveje problemerne i club Zurich blev drøftet. I henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 171 ovenfor, er formålet med disse møder tilstrækkeligt til at fastslå, at de udgør en overtrædelse af artikel 101 TEUF. Kommissionen må således anses for at have påvist, at sagsøgerne, som ikke har ført bevis for, at de tog afstand under mødet den 9. januar 1996, og ligesom de andre deltagere er blevet nævnt i de anmodninger om bødenedsættelse fra ITC, fra DWK og fra Nedri, som henviser til disse møder, ikke afbrød deres deltagelse i overtrædelsen i overgangsperioden. De kan derfor ikke gøre krav på nogen nedsættelse af bøden under henvisning til den varighed, som er lagt til grund i den anfægtede afgørelse.

3.      Konklusion vedrørende de to første søgsmålsanbringender

202    Det følger af det foregående, at Kommissionen med rette fastslog, at der forelå en enkelt overtrædelse, der bestod af en samlet plan, hvori indgik de forskellige aftaler, inden for rammerne af hvilke denne overtrædelse blev gennemført.

203    Kommissionen har endvidere ført bevis for, at denne enkelte overtrædelse ikke blev afbrudt i overgangsperioden, som gik fra ophøret af club Zurich til begyndelsen af club Europe, eftersom for det første deltagerne i club Zurich i den samme periode afholdt møder af konkurrencebegrænsende art, for det andet de lokale og regionale dele af kartellet fortsatte, og for det tredje de konkurrencebegrænsende virkninger af de foranstaltninger, som blev vedtaget inden for rammerne af club Zurich, varede ved efter ophøret af dette element af kartellet.

204    Kommissionen har desuden bevist, at WDI, som ikke har ført bevis for, at det på gyldig vis tog afstand under det sidste møde i club Zurich, der fandt sted den 9. januar 1996, var fortsat med sin konkurrencebegrænsende adfærd i løbet af overgangsperioden.

205    Det første søgsmålsanbringende og det andet subsidiære søgsmålsanbringende skal herefter forkastes.

[udelades]

B –  Vurderingen af sagsøgernes betalingsevne

267    Sagsøgerne har anfægtet vurderingen af deres betalingsevne inden for rammerne af fire søgsmålsanbringender.

268    For det første har de rejst tvivl med hensyn til den anfægtede afgørelses eksterne lovlighed. De har herved inden for rammerne af det syvende søgsmålsanbringende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet hvad angår anvendelsen af punkt 35 i retningslinjerne af 2006. I forbindelse med det ottende anbringende har de gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte artikel 27 i forordning nr. 1/2003 og artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den ikke afholdt en høring, og idet den ikke gjorde det muligt for dem at gøre deres synspunkt gældende med hensyn til det standpunkt, som Kommissionen påtænkte at indtage med hensyn til vurderingen af deres betalingsevne, forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

269    For det andet har de rejst tvivl med hensyn til, om de vurderinger af deres betalingsevne, som foretages såvel i den anfægtede afgørelse (det sjette søgsmålsanbringende) som i skrivelsen af 14. februar 2011 (det niende søgsmålsanbringende) er velbegrundede.

270    Det bemærkes herved, at af de grunde, der er redegjort for i præmis 96-110 ovenfor, er skrivelsen af 14. februar 2011 en retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål. Som Kommissionen imidlertid som svar på de skriftlige spørgsmål, som Retten har stillet den, og i retsmødet har gjort gældende, kan den afgørelse, der er indeholdt i denne skrivelse, og som udgør en vurdering af den situation, som sagsøgerne befandt sig i efter den situation, der er omhandlet i den anfægtede afgørelse, foretaget af generaldirektøren og ikke af kommissærkollegiet, som er ophavsmand til den anfægtede afgørelse, ikke anses for at være trådt i stedet for denne afgørelse. Heraf følger, at de vurderinger, som foretages i den anfægtede afgørelse og i skrivelsen af 14. februar 2011, skal gøres til genstand for en særskilt domstolsprøvelse, og at skrivelsen af 14. februar 2011 ikke har frataget de påstande og søgsmålsanbringender, der er rettet mod den anfægtede afgørelse, deres genstand.

1.     Vurderingen af sagsøgernes betalingsevne i den anfægtede afgørelse

271    Den specifikke vurdering af sagsøgernes betalingsevne fremgår af punkt 19.5.11 i den anfægtede afgørelse (1176.-1179. betragtning), gengivet nedenfor:

»19.5.11 [WDI], [WDV] og [Pampus]

1176      Eftersom [WDI], [WDV] og [Pampus] har indgivet en anmodning, hvori de påberåber sig manglende betalingsevne, behandles disse anmodninger samlet i forbindelse med [Pampus], som forbinder WDI og [WDV]. Med henblik på at vurdere [Pampusʼ] finansielle kapacitet tages det samlede beløb for de bøder, som WDI, [WDV] og[Pampus] er blevet pålagt, således i betragtning, uden at der tages hensyn til [Pampusʼ] eventuelle ansvar. Dette svarer til et beløb på 56 050 000 EUR, hvilket udgøres af beløbet på 15 485 00 EUR, som repræsenterer det beløb, som WDI, [WDV] og [Pampus] i fællesskab skal anses for ansvarlige for, 30 115 000 EUR, som repræsenterer det beløb, som WDI og [WDV] i fælleskab skal anses for ansvarlige for, og 10 450 000 EUR, som repræsenterer det beløb, som WDI alene skal holdes ansvarlig for.

1177      Der skal gives afslag på anmodningerne fra [Pampus], [WDV] og WDI, hvori de påberåber sig manglende betalingsevne af de grunde, der er anført i 1178. og 1179. betragtning.

1178      Følgende forhold viser hvad angår [Pampus] og WDI, at disse har så alvorlige finansielle vanskeligheder, at de ikke synes i stand til at betale bøden: (i) [Pampus] har ikke længere nogen egenkapital; (ii) [Pampus] har en negativ arbejdskapital på ca. 100 mio. EUR, bøden inkluderet; (iii) [Pampus] har lånt penge til andre selskaber i koncernen for et beløb på ca. 140 mio. EUR, hvilke lån ikke er opført som tab i regnskabet, men som [Pampus] ikke forventer at få tilbagebetalt, eftersom alle disse selskaber har en negativ egenkapital, og (iv) WDI har måttet optage et kortsigtet lån på 20 mio. EUR i februar 2010 for at kunne opretholde sin aktivitet. Bankerne forventer en omstruktureringsplan i slutningen af juni, således at de kan beslutte, om de vil opretholde kreditterne indtil slutningen af 2010.

1179      Der kan kun indrømmes en nedsættelse af bøden i medfør af punkt 35 i [retningslinjerne af 2006], hvis der er en årsagsforbindelse mellem de finansielle vanskeligheder og bøden. De af [Pampus], [WDV] og WDI fremlagte oplysninger angiver ikke, at der foreligger en sådan årsagsforbindelse. For det første angiver de finansielle oplysninger i 1178. betragtning, at PIB og WDI sandsynligvis ikke vil overleve, uanset betalingen af bøden. Udtrykt på en anden måde synes det ikke sandsynligt, at en nedsættelse af bødens størrelse vil forøge koncernens overlevelseschancer i en overskuelig fremtid. Virksomhedens overlevelse vil således ikke afhænge af bødens størrelse, men snarere af de beslutninger, der træffes af aktionærerne (som hvad angår WDI inkluderer ArcelorMittal, der ejer en tredjedel af dette selskab). For det andet er en stor del af [Pampusʼ] og WDIʼs finansielle problemer forårsaget af [Pampusʼ] nylige overførsel af midler til andre selskaber ejet af de samme aktionærer. Henset til fast retspraksis og den praksis, hvorefter Kommissionen har ret til at vurdere, i hvilket omfang aktionærerne kan yde finansiel bistand til selskaber, der påberåber sig vanskeligheder forbundet med at betale en bøde, er der ingen grund til at indrømme en nedsættelse i en situation, hvor de finansielle midler overføres til forbundne selskaber efter modtagelsen af en klagepunktsmeddelelse med det klare ønske eller den virkning, at Kommissionens sanktionspolitik undergraves.«

a)     Det syvende anbringende om en manglende begrundelse hvad angår vurderingen af sagsøgernes betalingsevne

272    Det følger af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, C-367/95 P, Sml., EU:C:1998:154, præmis 63, af 30.9.2003, Tyskland mod Kommissionen, C-301/96, Sml., EU:C:2003:509, præmis 87, og af 22.6.2004, Portugal mod Kommissionen, C-42/01, Sml., EU:C:2004:379, præmis 66).

273    Det må fastslås, at de kritikpunkter vedrørende vurderingen af deres betalingsevne, som sagsøgerne har fremført i forbindelse med det syvende anbringende, vedrører anfægtelsen af rigtigheden af Kommissionens vurderinger og skal af denne grund knyttes til det sjette anbringende.

274    En læsning af de betragtninger til den anfægtede afgørelse, der er gengivet i præmis 271 ovenfor, gør det imidlertid muligt at fastslå, at som sagsøgernes underbyggede anfægtelse af denne begrundelse endvidere viser, angav Kommissionen med en tilstrækkelig præcision til, at sagsøgerne kunne forstå dem, og Retten kunne udøve sin prøvelse, grundene til, at den fandt, at der ikke skulle indrømmes en bødenedsættelse i medfør af punkt 35 i retningslinjerne af 2006.

275    Heraf følger, at det syvende anbringende skal forkastes.

b)     Det ottende anbringende, hvorefter Kommissionen tilsidesatte artikel 27 i forordning nr. 1/2003 og artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, idet den ikke hørte sagsøgerne forud for dens afslag på deres anmodning om, at der blev taget hensyn til deres manglende betalingsevne, i den anfægtede afgørelse

276    Sagsøgerne har inden for rammerne af det ottende anbringende gjort gældende, at Kommissionen ved ikke at høre dem om grundene til nægtelsen af at tage hensyn til deres manglende betalingsevne før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse med urette nægtede dem den ret til høring, der følger af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 og artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder.

277    Det følger af artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen, før den træffer beslutning i henhold til forordningens artikel 7, 8, 23 og artikel 24, stk. 2, skal give den eller de virksomheder eller virksomhedssammenslutninger, der er omfattet af den procedure, som Kommissionen har iværksat, lejlighed til at udtale sig om Kommissionens klagepunkter. I medfør af samme bestemmelse har Kommissionen pligt til kun at lægge de klagepunkter til grund for sine beslutninger, som de deltagende parter har haft lejlighed til at udtale sig om.

278    Endvidere bestemmer artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder, at retten for enhver til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer, som er sikret ved artikel 41, stk. 1, navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som berører vedkommende negativt.

279    Det skal for det første konstateres, at sagsøgerne ikke har anfægtet, at en høring blev organiseret inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hvori de i øvrigt deltog (jf. præmis 34 ovenfor). De har imidlertid gjort gældende, at der burde være blevet afholdt en ny høring vedrørende det standpunkt, som Kommissionen påtænkte at indtage med hensyn til deres anmodning om nedsættelse baseret på vurderingen af deres betalingsevne.

280    Tilrettelæggelse af en sådan høring er imidlertid ikke foreskrevet i artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, eftersom denne bestemmelse alene anerkender virksomheders ret til at give deres mening til kende med hensyn til de »klagepunkter«, som Kommissionen påtænker at lægge til grund for sine afgørelser. En vurdering af virksomhedernes betalingsevne udgør imidlertid ikke et klagepunkt, som kan lægges til grund for en afgørelse, som pålægger sanktioner for en overtrædelse af artikel 101 TEUF, men gør det muligt for Kommissionen at tage hensyn til en række elementer fremført til støtte for en anmodning om bødenedsættelse, der er baseret på grunde, som er uafhængige af de elementer, som udgør overtrædelsen.

281    For det andet hjemler artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder heller ikke en ret for virksomheder til at blive hørt, før der træffes en afgørelse om deres anmodning om nedsættelse baseret på en vurdering af deres betalingsevne, henset til de oplysninger, som de har fremlagt.

282    En sådan afgørelse udgør ganske vist en individuel foranstaltning, som berører virksomhederne negativt som omhandlet i denne bestemmelse. Det forholder sig imidlertid ikke desto mindre således, at den ret til at blive hørt, som dér er foreskrevet, skal anses for at være blevet overholdt i situationer, hvor, som i den foreliggende sag, den trufne afgørelse alene er baseret på oplysninger fremlagt af den virksomhed, der har fremsat anmodningen, og, henset til en juridisk og faktuel sammenhæng, som virksomheden er bekendt med (jf. i denne retning dom af 30.4.2014, Euris Consult mod Parlamentet, T-637/11, Sml., EU:T:2014:237, præmis 119). Det fremgår således af sagsakterne fremlagt for Retten, og det bestrides ikke af parterne, at de oplysninger, hvorpå Kommissionen har baseret dens vurdering af sagsøgernes betalingsevne, er dem, som sagsøgerne har fremlagt som svar på det spørgeskema, som Kommissionen havde fremsendt det, eller på deres eget initiativ.

283    Det er korrekt, at Kommissionen i medfør af artikel 41, stk. 2, litra a), i chartret om grundlæggende rettigheder har pligt til at gøre det muligt for en virksomhed, der har indgivet en anmodning om nedsættelse på grund af dens betalingsevne, at udtale sig om de faktiske eller retlige elementer, som den tilsigter at lægge til grund med henblik på at give afslag på denne anmodning, hvis denne virksomhed ikke har fremlagt disse elementer for Kommissionen. Den omstændighed alene, at det er Kommissionens vurdering, at de elementer, som er blevet fremlagt for den, ikke er overbevisende, forpligter den derimod ikke til at fremlægge denne vurdering, inden den træffer afgørelse om anmodningen.

284    Heraf følger, at det ottende anbringende skal forkastes.

c)     Det sjette anbringende, hvorefter Kommissionen i den anfægtede afgørelse tilsidesatte artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, for så vidt som den »misbrugte sit skøn« og tilsidesatte proportionalitetsprincippet, idet den ikke tog hensyn til sagsøgernes manglende betalingsevne

285    Sagsøgerne har inden for rammerne af det sjette anbringende anfægtet begrundelsen for, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse gav afslag på deres anmodning om bødenedsættelse under hensyntagen til deres betalingsevne.

 Generelle betragtninger vedrørende vurderingen af betalingsevnen hos virksomheder, der pålægges sanktioner for at have overtrådt artikel 101 TEUF

286    Punkt 35 i retningslinjerne af 2006 vedrører betydningen af betalingsevnen hos en virksomhed, der pålægges sanktioner for at have overtrådt artikel 101 TEUF, for beregningen af den bøde, som virksomheden kan pålægges. Dette punkt har følgende ordlyd:

»Under særlige omstændigheder kan Kommissionen, efter anmodning, tage hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst. Kommissionen nedsætter ikke bøden, blot fordi den fastslår, at virksomheden befinder sig i en ugunstig eller tabsgivende økonomisk situation. Der kan kun ydes bødenedsættelse på grundlag af objektive beviser for, at en bøde, der pålægges i overensstemmelse med de foreliggende retningslinjer, ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.«

287    Det fremgår af fast retspraksis, at Kommissionen med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af sit skøn og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (dom Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 251 ovenfor, EU:C:2005:408, præmis 211, og dom af 12.12.2012, Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, T-400/09, EU:T:2012:675, præmis 40).

288    Det bemærkes indledningsvis, at en bødenedsættelse kun kan indrømmes i henhold til punkt 35 i retningslinjerne af 2006 under særlige omstændigheder og på de betingelser, der er defineret i disse retningslinjer. Det skal således for det første påvises, at den pålagte bøde »vil medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse«. For det andet skal der også føres bevis for, at der foreligger en »given social og økonomisk kontekst«. Det bemærkes desuden, at disse to sæt betingelser allerede er blevet udledt af EU-retsinstanserne.

289    Hvad angår det første sæt betingelser er det blevet fastslået, at Kommissionen ved udmålingen af den bøde, som skal pålægges for tilsidesættelse af konkurrencereglerne, i princippet ikke er forpligtet til at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for de virksomheder, der er mindst tilpasset til markedsforholdene (domme Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 251 ovenfor, EU:C:2005:408, præmis 327, og Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 94).

290    Hvis dette var tilfældet, ville der være en risiko for, at disse virksomheder blev begunstiget på bekostning af andre, mere effektive og bedre drevne, virksomheder. Konstateringen af en ugunstig økonomisk situation eller en underskudsituation for de pågældende virksomheder er ikke i sig selv tilstrækkelig til at danne grundlag for en anmodning om, at Kommissionen tager hensyn til virksomhedens manglende betalingsevne for at indrømme en bødenedsættelse.

291    Det fremgår desuden af fast retspraksis, at den omstændighed, at en foranstaltning truffet af en EU-myndighed fremkalder en given virksomheds konkurs eller likvidation, ikke i sig selv er forbudt ved EU-retten. En sådan transaktion kan ganske vist være til skade for ejernes eller aktionærernes økonomiske interesser, men betyder ikke, at virksomhedens menneskelige, materielle og immaterielle værdier også for deres vedkommende går tabt (dom af 29.4.2004, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, T-236/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Sml., EU:T:2004:118, præmis 372, og dom Ecka Granulate ognon ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 50).

292    Det kan af denne retspraksis udledes, at det kun er, hvis en virksomheds menneskelige, materielle og immaterielle værdier, eller med andre ord dens aktiver, går tabt, at der ved fastsættelsen af størrelsen af bøden kan tages hensyn til virksomhedens eventuelle konkurs eller likvidation som følge af pålæggelsen af denne bøde (dom Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 51).

293    Et selskabs likvidation indebærer således ikke nødvendigvis, at den pågældende virksomhed ophører med at eksistere. Virksomheden kan fortsætte som sådan enten ved en rekapitalisering af selskabet eller ved en anden enheds samlede overtagelse af virksomhedens aktiver. En sådan overtagelse kan enten ske ved et frivilligt salg eller ved et tvunget salg af aktiverne hos selskabet med fortsat drift (jf. i denne retning dom Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 97).

294    Henvisningen i punkt 35 i retningslinjerne af 2006 til den omstændighed, at den pågældende virksomheds aktiver gøres fuldstændig værdiløse, skal således forstås som sigtende på den situation, hvor en overtagelse af virksomheden på de betingelser, der er redegjort for i den foregående præmis, synes usandsynlig eller endog umulig. I så fald vil denne virksomheds aktiver blive udbudt til salg én efter én, og det er sandsynligt, at mange af aktiverne ikke vil finde en køber eller i bedste fald vil blive solgt til en meget lav pris (dom Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 98).

295    Hvad angår det andet sæt af betingelser vedrørende en given social og økonomisk kontekst vedrører det ifølge retspraksis de konsekvenser, som bødebetalingen vil have bl.a. for arbejdsløshedsniveauet eller en negativ påvirkning af markederne opad eller nedad i forhold til den pågældende virksomhed (dom af 29.6.2006, SGL Carbon mod Kommissionen, C-308/04 P, Sml., EU:C:2006:433, præmis 106, og dom Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 99).

296    Hvis de kumulative betingelser, som er omhandlet ovenfor, er opfyldt, vil en bøde, som risikerer at resultere i, at en virksomhed ophører med at eksistere, således være i strid med det mål, som forfølges med punkt 35 i retningslinjerne af 2006. Anvendelsen af nævnte punkt på de pågældende virksomheder udgør herved en konkret gennemførelse af proportionalitetsprincippet på området for sanktioner for overtrædelser af konkurrenceretten (jf. i denne retning dom Ecka Granulate og non ferrum Metallpulver mod Kommissionen, nævnt i præmis 287 ovenfor, EU:T:2012:675, præmis 100).

297    Som Kommissionen med rette har anført for dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler og, ved flere lejligheder, i forbindelse med den skriftlige og mundtlige forhandling for Retten, skal det endelig bemærkes, at eftersom punkt 35 i retningslinjerne af 2006 udgør det sidste element, som tages i betragtning ved fastsættelsen af størrelsen af de bøder, som pålægges for tilsidesættelse af de konkurrenceregler, der finder anvendelse på virksomheder, henhører vurderingen af de sanktionerede virksomheders betalingsevne under den fulde prøvelsesret, der er foreskrevet i artikel 261 TEUF og i artikel 31 i forordning nr. 1/2003.

298    Hvad angår rækkevidden af denne kompetence bemærkes, at den udgør en foranstaltning til gennemførelse af princippet om en effektiv domstolsbeskyttelse, der er et generelt EU-retligt princip, som nu er udtrykt i artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, og som i EU-retten svarer til EMRK’s artikel 6 (dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen, C-386/10 P, Sml., EU:C:2011:815, præmis 51, af 6.11.2012, Otis m.fl., C-199/11, Sml., EU:C:2012:684, præmis 47, og af 18.7.2013, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, C-501/11 P, Sml., EU:C:2013:522, præmis 36).

299    Det følger af retspraksis, at overholdelsen af EMRK’s artikel 6 ikke udelukker, at der i en administrativ procedure først pålægges en »straf« af en administrativ myndighed. Den forudsætter imidlertid, at afgørelsen fra en administrativ myndighed, eftersom denne ikke selv opfylder betingelserne i EMRK’s artikel 6, stk. 1, efterfølgende prøves af et retligt organ, der har fuld prøvelsesret. Blandt de karakteristika, der kendetegner et retligt organ, der har fuld prøvelsesret, er beføjelsen til i alle henseender vedrørende faktiske og retlige spørgsmål at omgøre en afgørelse, der er truffet. Et sådant organ skal i særdeleshed have kompetence til at undersøge alle faktiske og retlige spørgsmål, der er relevante for at afgøre den tvist, som den er forelagt (dom Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 298 ovenfor, EU:C:2013:522, præmis 35; jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, Menarini Diagnostics mod Italien, nr. 43509/08, § 59, 27.9.2011, og Segame mod Frankrig, nr. 4837/06, § 55, 7.6.2012).

300    Den manglende kontrol af hele den anfægtede afgørelse af egen drift er desuden ikke i strid med princippet om en effektiv domstolsprøvelse. Det er ikke nødvendigt for at overholde dette princip, at Retten, der godt nok er forpligtet til at besvare de påberåbte anbringender og til at udøve en såvel retlig som faktisk kontrol, er forpligtet til af egen drift at foretage en ny og fuldstændig undersøgelse af sagen (dom Chalkor mod Kommissionen, nævnt i præmis 298 ovenfor, EU:C:2011:815, præmis 66).

301    Med forbehold de af ufravigelige procesforudsætninger, som EUʼs retsinstanser skal efterprøve og i givet fald rejse ex officio, skal EUʼs retsinstanser foretage deres kontrol på grundlag af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt til støtte for dennes anbringender, og kan ikke støtte sig på den skønsmargen, som Kommissionen har hvad angår vurderingen af disse elementer for at afvise at udøve en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder (jf. i denne retning Chalkor mod Kommissionen, nævnt i præmis 298 ovenfor, EU:C:2011:815, præmis 62).

302    Endelig bemærkes, at som anført i præmis 109 ovenfor, og som Kommissionen med rette har anført, skal den domstol, der har den fulde prøvelsesret, i princippet og med forbehold af undersøgelsen af de oplysninger, som fremlægges for den af parterne, tage hensyn til den retlige og faktiske situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, når den finder det berettiget at udøve sin beføjelse til at omgøre (jf. i denne retning dom af 6.3.1974, Istituto Chemioterapico Italiano og Commercial Solvents mod Kommissionen, 6/73 og 7/73, Sml., EU:C:1974:18, præmis 51 og 52, af 14.7.1995, CB mod Kommissionen, T-275/94, Sml., EU:T:1995:141, præmis 61, og af 5.10.2011, Romana Tabacchi mod Kommissionen, T-11/06, Sml., EU:T:2011:560, præmis 282-285). Dette gælder så meget desto mere i tilfælde, hvor som i den foreliggende sag størrelsen af den bøde, som det sanktionerede selskab skal betale under hensyntagen til dets betalingsevne, er den, der følger af den afgørelse, som Retten har truffet efter det af selskabet anlagte søgsmål, idet den egentlige betaling af bøden er blevet udsat.

303    Det er i lyset af disse generelle betragtninger, og henset til de faktiske og retlige anbringender, som parterne har fremsat for Retten, at det ræsonnement, der er indeholdt i den anfægtede afgørelse, skal vurderes.

 Spørgsmålet, om vurderingen af sagsøgernes betalingsevne i den anfægtede afgørelse er velbegrundet

304    I 1176.-1178. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 271 ovenfor) gav Kommissionen afslag på sagsøgernes anmodning, idet den bemærkede, at WDI og Pampus havde så alvorlige finansielle vanskeligheder, at de ikke syntes i stand til at betale bøden. Denne diagnose var baseret på de følgende forhold.

305    For det første havde WDI måtte optage et kortsigtet lån på 20 mio. EUR i februar 2010, og selskabet kunne ikke fortsætte sine aktiviteter uden dette lån. Bankerne forventede en omstruktureringsplan i slutningen af juni 2010, på hvilken dato de ville beslutte, om de ville opretholde kreditterne indtil slutningen af året.

306    For det andet havde Pampus ikke længere nogen egenkapital. Ifølge Kommissionen havde dette selskab en negativ arbejdskapital på ca. 100 mio. EUR, bøden inkluderet.

307    For det tredje havde Pampus lånt penge til andre selskaber i koncernen for et beløb på ca. 140 mio. EUR. Selv om disse lån ikke var opført på tabskontoen, forventede Pampus ikke at få lånene tilbagebetalt, eftersom alle disse selskaber havde en negativ egenkapital.

308    Henset til denne vurdering af sagsøgernes finansielle situation gav Kommissionen i 1179. betragtning til den anfægtede afgørelse (jf. præmis 271 ovenfor) afslag på den anmodning om bødenedsættelse, som sagsøgerne havde indgivet, af de følgende tre grunde.

309    For det første fandt Kommissionen, at en eventuel nedsættelse af bødens størrelse ikke ville forøge koncernens overlevelseschancer i en overskuelig fremtid. Selv om bøden blev nedsat til nærmest ingenting, ville Pampus og WDI sandsynligvis ikke overleve.

310    For det andet var det Kommissionens opfattelse, at uanset størrelsen af den pålagte bøde ville koncernens overlevelse afhænge af de beslutninger, der blev truffet af aktionærerne, herunder ArcelorMittal, der ejede en tredjedel af kapitalen i WDI.

311    For det tredje skyldtes en stor del af Pampusʼ og WDIʼs finansielle problemer Pampusʼ nylige overførsel af midler til andre selskaber i koncernen. Ifølge Kommissionen var der ingen grund til at indrømme en nedsættelse i en situation, hvor der efter modtagelsen af en klagepunktsmeddelelse overføres finansielle midler til forbundne selskaber med det »klare ønske eller den virkning, at Kommissionens sanktionspolitik undergraves«. Kommissionen har i retsmødet præciseret, at denne sidste grund i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde et afslag på enhver anmodning om bødenedsættelse indgivet af sagsøgerne, idet den angivelige manglende betalingsevne bunder i skønsmæssige driftsbeslutninger, som de selv har truffet.

312    Til forskel fra, hvad der blev forudset i den anfægtede afgørelse, var sagsøgerne imidlertid ikke ophørt med at eksistere i juni 2010. Denne omstændighed er uden relevans for lovligheden af den vurdering, som blev foretaget i den anfægtede afgørelse. Det forholder sig imidlertid ikke desto mindre således, at den kan skabe en tvivl, i det mindste hos Retten, med hensyn til, hvor relevant og velbegrundet analysen af udsigterne for sagsøgernes finansielle situation på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse var, henset til indholdet af de oplysninger, som på det tidspunkt var blevet meddelt Kommissionen.

313    Sagsøgerne har herved på overbevisende vis angivet grundene til, at de af Kommissionen foretagne vurderinger, henset til indholdet af de oplysninger, som de fremlagde til støtte for deres anmodning om vurdering af deres betalingsevne, ikke svarer til det scenarie, der var det mest sandsynlige på daværende tidspunkt.

314    For det første har sagsøgerne i tilstrækkelig grad ført bevis for, at udsigterne for dem på mellemlang og lang sigt var positive og således gjorde det muligt for dem at opnå støtte fra deres kreditorer i hele den kriseperiode, som begyndte i 2009. De dokumenter, som sagsøgerne har fremlagt i den henseende, afspejler den betydelige indsats, som blev foretaget, for at reducere deres omkostninger og omstrukturere Pampus-koncernen efter faldet i omsætning forbundet med den økonomiske krise. Det fremgår også af disse dokumenter, at Pampus-koncernen altid formåede at bevare et godt forhold til sine banker og fortsat søgte at opnå de bedste finansieringsbetingelser for at opretholde og fortsætte sin aktivitet til trods for de betydelige vanskeligheder, som den stod over for.

315    Dette gælder således lånet på 20 mio. EUR ydet af bankerne til sagsøgerne i februar 2010, som satte dem i stand til at opnå den fornødne likviditet til at undgå en betalingsstandsning. Denne aftale om status quo (standstill), som man seriøst overvejede at forlænge inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse den 2. juli 2010, udgjorde et eksempel på de finansielle institutioners vilje til at afhjælpe de likviditetsvanskeligheder, som koncernen stod over for. I den anfægtede afgørelse drog Kommissionen imidlertid ikke nogen konklusion af denne eventuelle fornyelse. I sammenhæng med følgerne af den generelle økonomiske krise i 2008 kunne den fortsatte støtte til sagsøgerne fra deres banker imidlertid give indtryk af, at disse ikke var af den opfattelse, at Pampus-koncernen stod over for et strukturelt rentabilitetsproblem, men at den snarere stod over for likviditetsproblemer. Uanset disse betragtninger undlod Kommissionen i sin analyse klart at anse det for tilstrækkeligt sandsynligt, at de likviditetsfaciliteter, som sagsøgerne var blevet indrømmet af deres banker, ville fortsætte, hvis deres rentabilitet ikke blev væsentligt forringet. Pålæggelsen af en bøde som den, der fremgår af den oprindelige afgørelse, kunne imidlertid bevirke en forringelse af denne art. Det var derfor også med urette, at Kommissionen i forbindelse med vurderingen af dette element af sammenhængen, som den lagde til grund for afslaget på sagsøgernes anmodning om nedsættelse af bødens størrelse, fandt, at størrelsen af den bøde, som sagsøgerne i sidste ende blev pålagt, ikke spillede nogen rolle.

316    Endvidere har sagsøgerne dels detaljeret og på overbevisende måde redegjort for grundene til, at overførslerne på mere end 100 mio. EUR (lån fra Pampus til Pampus Stahlbeteiligungsgesellschaft mbH (herefter »PSB«), som svarer til den fordring, som PSB havde mod Ovako-koncernen) og på mere end 140 mio. EUR (Pampusʼ fordringer mod Pampus Automotive GmbH & Co. KG (herefter »PAM«), for ca. 55 mio. EUR, TSW Trierer Stahlwerk GmbH (herefter »TSW«), for 79 mio. EUR, og Speralux SA, for 10 mio. EUR), henset til de oplysninger, som de havde fremlagt til støtte for deres anmodning, ikke blot kunne anses for tab, således som Kommissionen imidlertid anså dem for i den anfægtede afgørelse. Kommissionen kunne således ikke for at nå frem til den vidtrækkende konklusion, at værdien af Pampusʼ fordringer mod de andre selskaber i koncernen var blevet helt værdiløse, nøjes med en analyse af den finansielle situation for skyldnerselskaberne, som var begrænset til en undersøgelse af saldi på deres årsregnskaber, uden overhovedet at søge at vurdere deres rentabilitet, selv på kort sigt. Kommissionen forsømte et afgørende element for chancerne for tilbagebetaling af de omhandlede lån ved ikke at foretage en sådan analyse.

317    Endvidere understøtter de faktiske omstændigheder, som ligger efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse – selv om de ikke kan lægges til grund for vurderingen af lovligheden heraf – utilstrækkeligheden af den af Kommissionen foretagne analyse. Det er således ubestridt, at lånet fra Pampus til PSB ikke fuldstændigt blev gjort værdiløst, men alene blev halvt så meget værd, dvs. blev 50,5 mio. EUR mindre værd, hvilket, som Kommissionen har anerkendt, har indebåret »en betydelig forbedring af Pampusʼ egenkapital«. Det er ligeledes ubestridt, at Pampusʼ fordring mod PAM kun blev 26,5 mio. EUR mindre værd, dvs. halvdelen af og ikke hele det indrømmede lån.

318    For det andet har sagsøgerne med rette anført, at Kommissionen ikke uden at begå en skønsfejl kunne fastslå, at der måtte gives afslag på enhver anmodning om bødenedsættelse fra deres side på grund af de finansielle overførsler foretaget mellem Pampus og andre selskaber i koncernen selv efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen.

319    Dels kunne Kommissionen ikke, som den gjorde, nægte at tage hensyn til grundene til, at disse overførsler inden for koncernen fandt sted. Det fremgår imidlertid af de oplysninger om de faktiske omstændigheder, som blev meddelt Kommissionen før vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, at disse finansieringer, som blev indrømmet selskaber i koncernen, havde til formål at tilgodese behovet for at finansiere visse erhvervelser foretaget før fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen såvel som hvad angår de overførsler, som blev foretaget efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, at gøre det muligt at fortsætte med disse selskabets aktiviteter.

320    Mens klagepunktsmeddelelsen således blev vedtaget den 30. september 2008 (115. betragtning til den anfægtede afgørelse), blev den ifølge sagsøgernes erklæringer, som Kommissionen ikke har anfægtet, fremsendt til dem den 2. oktober 2008. Det fremgår imidlertid af de oplysninger, som sagsøgerne fremlagde som svar på de spørgsmål, som Kommissionen stillede dem under den administrative procedure, at Ovako-koncernen var blevet erhvervet i 2006, og at de finansielle overførsler, som fandt sted for at muliggøre denne erhvervelse, herunder det omtvistede lån til PSB, havde fundet sted i 2007. Ligeledes blev PAM erhvervet i 2007 og TSW i 2005. De omtvistede overførsler, der fandt sted efter klagepunktsmeddelelsen, såsom lånene til Speralux, havde således til formål at dække likviditetsbehovene hos selskaber, som på tidspunktet for nævnte klagepunktsmeddelelse var en del af Pampus-koncernen.

321    Dels kunne Kommissionen ikke, som sagsøgerne med rette har gjort gældende, undlade at tage hensyn til den finansielle situation for Pampus-koncernen som helhed og denne koncerns levedygtighed. Som sagsøgerne oplyste Kommissionen om inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, var med undtagelse af TWS samtlige de selskaber, som havde modtaget de omtvistede finansielle overførsler, udelukkende kontrolleret af holdingselskaber inden for koncernen, såsom Pampus, hvilke alle i samme forhold var ejet af de samme aktionærer, nemlig Pa. og dennes to døtre. Med hensyn til TSW var to tredjedele heraf direkte ejet af Pa. og en af dennes døtre og kunne således med henblik på vurderingen af Pampusʼ betalingsevne anses for at tilhøre den samme koncern. Under omstændigheder som de i denne sag foreliggende burde Kommissionen således have fastslået, at de finansielle overførsler, som fandt sted til fordel for andre selskaber tilhørende den samme koncern, var helt uden relevans for vurderingen af Pampusʼ betalingsevne.

322    For det tredje følger det af fejlskøn, som netop er anført, at Kommissionen ikke med rette, som den gjorde i den anfægtede afgørelse, kunne fastslå, at størrelsen af den bøde, som den påtænkte at pålægge sagsøgerne, ikke kunne have betydning for deres levedygtighed. Det var således også med urette, at den fandt, at det omhandlede beløb var uden relevans for vurderingen af deres betalingsevne.

323    Endelig og for det fjerde skyldes sagsøgernes argumenter om, at et indgreb fra deres aktionærer var usandsynligt, en forkert fortolkning af den anfægtede afgørelse og er derfor uvirksomme. Kommissionen fandt således ikke i den anfægtede afgørelse, at et sådant indgreb var sandsynligt, men angav blot, som en supplerende oplysning, at efter dens opfattelse kunne sagsøgernes overlevelse afhænge af sådanne indgreb (jf. 1179. betragtning til den anfægtede afgørelse, gengivet i præmis 271 ovenfor).

324    Det følger af det foregående, at Kommissionen i forbindelse med vurderingen af sagsøgernes betalingsevne begik fejl, som kan bevirke, at den anfægtede afgørelse er ulovlig. En sådan konstatering begrunder i princippet om, at Retten undersøger, om det som følge heraf, og som sagsøgerne har opfordret den til, er nødvendigt at ændre størrelsen af de bøder, som de er blevet pålagt. Dette er imidlertid, som Kommissionen har gjort gældende i retsmødet, ikke nødvendigvis tilfældet, hvis den analyse, som generaldirektøren foretog i skrivelsen af 14. februar 2011, kunne danne et faktisk og retligt grundlag for afslaget på den af sagsøgerne indgivne anmodning om bødenedsættelse. Da disse også har anfægtet denne anden analyse, skal det undersøges, om denne er velbegrundet.

2.     Spørgsmålet, om vurderingen af sagsøgernes betalingsevne i skrivelsen af 14. februar 2011 er velbegrundet

325    Det bemærkes, at der på ny i skrivelsen af 14. februar 2011 blev givet afslag på den nye anmodning om vurdering af deres betalingsevne, som sagsøgerne har indgivet, af grunde, som var de andre end dem, som blev anvendt i den anfægtede afgørelse. De relevante passager i skrivelsen af 14. februar 2011 lyder som følger:

»Den 12. august 2010 anmodede WDI, WDV og [Pampus] […] om nedsættelse af deres bøder i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i punkt 35 i retningslinjerne for beregning af bøder af 2006, hvilke betingelser finder analog anvendelse på grund af den insolvens, som de har gjort gældende.

Kommissionens tjenestegrene har på grundlag af denne anmodning og andre oplysninger fremlagt af parterne indtil den 7. februar 2011 kontrolleret disse oplysninger og denne information og efterprøvet, at de tre ovennævnte virksomheder ikke er i stand til at betale bøderne, således som de har hævdet. De har navnlig analyseret bødernes betydning for disse tre virksomheders levedygtighed og har også taget hensyn til deres forhold til bankerne og aktionærerne samt til de sidstnævntes mulighed for at yde finansiel støtte til virksomhederne, således at de kan betale de bøder, som pålægges med [den anfægtede afgørelse].

Det fremgår af denne undersøgelse, at WDI ikke har fremlagt nogen oplysning eller nogen nye beviser, som godtgør, at en betaling af bøden på 46 550 000 EUR ville medføre ubodelig skade på selskabets levedygtighed. Tværtimod fremgår det af de oplysninger, som WDI har fremlagt indtil den 7. februar 2011, at selskabet var i stand til at betale hele bøden. Der skal navnlig henvises til prognoserne for netto cash-flow for de næste år, som De har fremsendt os med hensyn til WDI: 13,3 mio. EUR for 2011 (herunder 1,37 mio. EUR for tilbagebetalingen af et langsigtet lån), 17,7 mio. EUR for 2012 (herunder 0,7 mio. EUR for tilbagebetalingen af et langsigtet lån), 14,8 mio. EUR for 2013, 21,5 mio. EUR for 2014, 22,3 mio. for 2015 og 25,4 mio. EUR for 2016. Disse prognoser for netto cash-flow er resultatet af analysen af det positive cash-flow for de igangværende aktiviteter og begrænsede investeringer. WDI har ikke godtgjort, at det med så solide cash-flow prognoser ikke ville være i stand til at betale bøden.

Disse prognoser for netto cash-flow tager ikke hensyn til tilbagebetalingerne, om end blot delvise, af de lån, som WDI har indrømmet selskaber, som tilhører WDI, selv om sådanne tilbagebetalinger ikke kan udelukkes. Det fremgår desuden af de oplysninger, som er blevet fremlagt, at WDIʼs banker kan optage sikkerhed for andre gældsfordringer i WDIʼs materielle anlægsaktiver.

Det er endvidere vores opfattelse, at det ikke er nødvendigt at undersøge WDIʼs og Pampusʼ betalingsevne i den foreliggende sag, eftersom WDI, der er det eneste selskab i Pampus-koncernen, som er blevet pålagt at betale hele bøden på 46 550 000 EUR, er i stand til at finansiere hele denne bøde eller til at opnå en bankkaution for dette samlede beløb. Det er vores opfattelse, at en midlertidig betaling eller en kaution, som er acceptabel for Kommissionens regnskabsansvarlige tjenestegrene, og som dækker beløbet på 46 550 000 EUR under hele den retslige procedure, for Kommissionen er tilstrækkelig til at garantere det beløb, som de tre pågældende virksomheder individuelt og in solidum skal betale, indtil afslutningen af den retslige procedure.

Jeg ønsker ligeledes at fremhæve, at efter vores opfattelse har ingen af virksomhederne til dato påvist en årsagsforbindelse eller en klar forbindelse som omhandlet i [den anfægtede afgørelses] punkt 1179 mellem den pålagte bøde og WDIʼs angiveligt meget prekære finansielle situation. De nye oplysninger, som er blevet fremlagt for Kommissionen, i perioden fra vedtagelsen af [den anfægtede afgørelse] til den 7. februar 2011, angiver tværtimod klart, at WDI efter fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen indrømmede lån til tredjevirksomheder i Pampus-koncernen uden at have pålagt modtagerne tilbagebetalingsordninger. Disse lån på ca. 115 mio. EUR overstiger klart størrelsen af den bøde, som WDI er blevet pålagt.

Jeg skal derfor oplyse Dem om, at vi, på baggrund af en grundig undersøgelse af de nye oplysninger og informationer, som De har fremlagt i perioden fra datoen for Deres modtagelse af den anfægtede afgørelse til den 7. februar 2011, ikke ser nogen grund til at revurdere eller nedsætte de bøder, som WDI, WDV og [Pampus] er blevet pålagt med [den anfægtede afgørelses] artikel 2, og vi kan derfor ikke efterkomme Deres anmodning.«

326    Sagsøgerne har med henblik på at anfægte det ræsonnement, som fremgår af skrivelsen af 14. februar 2011, der hovedsageligt tager hensyn til prognoserne for WDIʼs netto cash-flow, i det væsentlige gjort gældende, at dette kriterium alene ikke kan danne grundlag for analysen af en virksomheds betalingsevne i lyset af punkt 35 i retningslinjerne af 2006.

327    Det er korrekt, at prognoserne for netto cash-flow har en mere usikker karakter, og at analysen af en virksomheds betalingsevne ikke udelukkende kan afhænge heraf. I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, er denne usikre karakter imidlertid ikke tilstrækkelig til at rejse tvivl med hensyn til de konklusioner, som kan drages af disse oplysninger, som de har fremlagt inden for rammerne af deres anmodning om revurdering af deres betalingsevne, med hensyn til sandsynligheden for, at WDI ville få et overskud.

328    Til gengæld kan sagsøgerne med rette gøre gældende, at generaldirektøren med henblik på at give afslag på deres anmodning om bødenedsættelse ikke kunne se bort fra, at de i tilstrækkelig grad med fremlæggelsen af flere afslag fra banker, som allerede havde indrømmet dem lån, samt med fremlæggelsen af flere rapporter indeholdende finansielle analyser, havde godtgjort, at var umuligt for dem både med én enkelt betaling at betale hele beløbet for de bøder, som de i sidste ende blev pålagt, således som det fremgik af den første ændringsafgørelse, og at opnå en finansiering af eller endog en bankgaranti på dette beløb.

329    Som dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler allerede har fastslået (kendelse Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 65 ovenfor, EU:T:2011:178, præmis 35 og 43), har sagsøgerne fremlagt mere end ti begrundede afslag på lån, og det må formodes, at en bank, når den træffer en beslutning, positiv eller negativ, vedrørende kredit og garanti, altid varetager sine egne interesser som kreditinstitut og i øvrigt skal handle til fordel for sine aktionærer.

330    Endvidere er der redegjort for grundene til, at begrundelsen vedrørende de finansielle overførsler inden for koncernen ikke i den foreliggende sag var tilstrækkelig til at begrunde afslaget på sagsøgernes anmodning om bødenedsættelse i præmis 316-321 ovenfor.

331    Heraf følger, at generaldirektøren ved afslaget på sagsøgernes anmodning om revurdering af deres betalingsevne begik fejl, der kan bevirke, at skrivelsen af 14. februar 2011 er ulovlig.

332    Det følger af det foregående, at Kommissionen begik fejl, da den ved to lejligheder vurderede sagsøgernes betalingsevne. Disse fejl kan dels bevirke en annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som den pålægger sagsøgerne en bøde, og af skrivelsen af 14. februar 2011, dels begrunde, at Retten udøver sin fulde prøvelsesret.

3.     Rettens udøvelse af sin fulde prøvelsesret

333    Som anført i præmis 286-303 ovenfor følger de betingelser, der er fastsat i punkt 35 i retningslinjerne af 2006, af retspraksis, og der er intet til hinder for, at Retten, selv om den ikke er bundet af de almindelige retningslinjer, som Kommissionen har vedtaget (jf. præmis 227 ovenfor), anvender de samme betingelser i forbindelse med udøvelsen af sin fulde prøvelsesret.

334    Eftersom der ved undersøgelsen af de fire første søgsmålsanbringender ikke er blevet konstateret nogen fejl, der kan bevirke, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, og Retten ikke kan se nogen grund til at anse beløbet for de bøder, som sagsøgerne er blevet pålagt, og som fremgår af den anfægtede afgørelses artikel 2, nr. 8), for upassende, er det således på baggrund af dette beløb, at den nye vurdering af sagsøgernes betalingsevne skal ske.

335    For at sikre den effektive virkning af vurderingen af betalingsevnen for en virksomhed på baggrund af størrelsen af den bøde, som den skal pålægges, skal Retten, når den påtænker at udøve sin fulde prøvelsesret, vurdere den situation, som foreligger på det tidspunkt, hvor den træffer sin afgørelse (jf. præmis 109 og 302 ovenfor), under hensyntagen til de dokumenter, som parterne måtte fremlægge for den, og med forbehold af de betingelser vedrørende formaliteten, der er fastsat i artikel 48 i Rettens procesreglement af 2. maj 1991, indtil afslutningen af den mundtlige forhandling.

336    Parterne har i denne forbindelse haft mulighed for at tilføre sagsakterne dokumenter, der tidsmæssigt ligger efter afslutningen af den skriftlige forhandling, og som de begge har henvist til i retsmødet. De har benyttet sig af denne mulighed og har begge fremsat bemærkninger vedrørende de nævnte dokumenter. Begge parter har desuden fremsat bemærkninger til modpartens bemærkninger.

337    Sagsøgerne har anført, at undersøgelsen af de nyeste oplysninger godtgør, at de ikke rådede over tilstrækkelig likviditet til at sikre betalingen af hele den bøde, som de er blevet pålagt i den anfægtede afgørelse. De kunne heller ikke regne med støtte fra kreditinstitutterne. Under disse omstændigheder ville bødens forfald bevirke selskaberne likvidation, inden for rammerne af hvilken Kommissionens fordring ikke ville være foranstillet.

338    De institutter, som allerede har indrømmet selskaberne kreditter, vil ikke være rede til at øge deres støtte, hvilket deres nægtelse af at indrømme en forlængelse af de kreditfaciliteter, som de havde ansøgt om for tre år i 2013, vidner om. Bankerne har således kun accepteret at forlænge de kreditter, som sagsøgerne er indrømmet, fra den 14. september 2014 til den 30. november 2015.

339    Det er endvidere ikke lykkedes sagsøgerne at sælge de aktiver, hvis salgssum de påtænkte at anvende til at nedbringe deres gæld. Denne situation illustrerer den begrænsede rentabilitet af grunde og anlæg og derfor den ringe værdi af de aktiver, som de påtænkte at afhænde.

340    Forbedringen af deres regnskabsresultat skyldes i vid udstrækning reintegreringen af de beløb, som de havde hensat til betalingen af bøden. Pampusʼ nedbringelse af gælden er desuden uden relevans for deres betalingsevne. Virkningerne af reduktionen i skattebyrde som følge af nedskrivningerne af investeringerne foretaget for fem år siden er desuden begyndt at klinge af.

341    De ratebetalinger, som sagsøgerne foretager i henhold til kendelse Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 65 ovenfor (EU:T:2011:178), repræsenterer en årlig økonomisk byrde på 3,6 mio. EUR, hvilket forhindrer dem i at foretage de nødvendige investeringer for at opretholde deres konkurrenceevne.

342    Det er sagsøgernes opfattelse, at deres likvidation vil bevirke, at deres aktiver mister deres værdi. Ifølge sagsøgerne må det antages, at hvis én enkelt køber påtænkte at købe dem, ville værdien af deres aktiver med det samme reduceres med ca. 25%.

343    Endelig bør der ikke tages hensyn til erklæringerne fra Penta/Equinox-koncernen med hensyn til bærekraften af deres regnskab, idet sådanne erklæringer varetager omdømmehensyn og ikke giver nogen garanti for troværdighed.

344    Sagsøgerne har derfor gjort gældende, at Retten bør nedsætte bøden væsentligt, eftersom en nedsættelse i kombination med ratebetalinger kun kan have karakter af en undtagelse. Ifølge sagsøgerne kan alle bøder blive betalt, og dette uanset størrelsen heraf, hvis betalingen kan ske i rater over en tilstrækkeligt lang periode. Retten bør endvidere tage udgangspunkt i den dato, hvor Kommissionen foretog vurderingen af deres betalingsevne, idet den ellers tilsidesætter ligebehandlingsprincippet, da de andre virksomheders betalingsevne er blevet vurderet på samme dato.

345    Kommissionen er ikke enig i denne argumentation.

346    Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgerne i kendelse Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 65 ovenfor (EU:T:2011:178), blev pålagt foreløbigt at betale et beløb på 2 mio. EUR samt et månedligt beløb, som indebar en yderligere årlig omkostning på 3,6 mio. EUR. Det er ubestridt, at sagsøgerne indtil nu har opfyldt denne forpligtelse, og spørgsmålet, om deres finansielle situation gør det muligt for dem at betale bøden, vedrører nu kun et beløb, som udgør ca. to tredjedele af det beløb, som WDI oprindeligt blev pålagt at betale. Det er således ubestridt, at de beløb, som allerede er blevet betalt, udgør mere end 15 mio. EUR.

347    Det er endvidere ubestridt, at sagsøgerne fra 2011 til 2013 gennemgik en omstrukturering, efter hvilken Pampus synes at have nedbragt sin gæld til kreditinstitutterne. Kommissionen har desuden, uden at være blevet modsagt af sagsøgerne, gjort gældende, at det fremgår af den skrivelse, som den modtog fra sagsøgerne den 28. maj 2014, at Pampus-koncernens samlede gæld var nedbragt fra 350 mio. EU i 2010 til 160 mio. EUR i 2013, navnlig fordi kreditinstitutterne havde givet afkald på fordringer, og fordi der havde fundet udvekslinger af fordringer (swap) sted med investoren Penta/Equinox, som på det tidspunkt tilsigtede at blive ejer af koncernen ved omdannelse af sine fordringer til selskabsandele. I den anledning offentliggjorde Penta/Equinox en pressemeddelelse, udarbejdet af Kommissionen, hvoraf fremgik, at det var dens opfattelse, at sagsøgernes balance var »bærekraftig« (sustainable balance sheet).

348    Kommissionen har også, uden at være blevet modsagt, anført, at sagsøgerne har solgt selskabsandele, som de ejede i andre selskaber, og brugt salgssummen til at nedbringe deres gæld. Det er også ubestridt, at siden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse er de krediter, som sagsøgerne er indrømmet, hver gang blevet forlænget før deres udløb. Kommissionen har videre gjort gældende, at det er lykkedes sagsøgerne at nedbringe deres produktionsomkostninger såvel ved forhandling af favorable forretningsbetingelser (konsignationslagre hos deres kunder, forlængelse af betalingsfrister indrømmet af deres leverandør) som ved indgåelse af aftaler med deres ansatte med henblik på at nedbringe omkostningerne til arbejdskraft.

349    Det fremgår endvidere af de årlige rapporter vedrørende regnskabsåret 2013, som parterne har tilført sagsakterne, at WDIʼs driftsudsigter såvel med hensyn til ordreprognoser som virksomhedens levedygtighed var favorable.

350    I modsætning til, hvad sagsøgerne har anført, må det fastslås, at samtlige disse indicier vidner om tilliden hos deres finansielle partnere og handelspartnere med hensyn til deres levedygtighed, idet det som anført i præmis 288 ovenfor påhviler den virksomhed, som har anmodet herom, at godtgøre, at dens økonomiske situation er af sådan art, at betalingen af den bøde, som den er pålagt, vil gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse. Sagsøgerne selv har imidlertid gjort gældende, at for det, hypotetiske, tilfælde, at betalingen af bøden resulterer i deres likvidation, må det forventes, at værdien af deres aktiver reduceres med ca. 25%, hvilket ikke kan indebære, at de bliver fuldstændig værdiløse.

351    Endvidere skal sagsøgernes argument om, at de ikke råder over den nødvendige likviditet til at betale bøden, forkastes som uvirksomt, idet der ikke kan indrømmes en bødenedsættelse af denne grund.

352    Som fastslået i præmis 347 og 348 ovenfor lykkedes det endvidere sagsøgerne fra 2011 til 2013 at nedbringe deres gæld for et beløb, som for hvert år udgør mere end størrelsen af den oprindelige bøde, mens kreditinstitutterne altid accepterede at forlænge de indrømmede kreditfaciliteter. Under disse omstændigheder kan det af sagsøgerne anførte om, at intet kreditinstitut længere vil være villigt til at støtte dem i tilfælde af, at det bødebeløb, som de mangler at betale, kræves betalt, ikke anses for godtgjort, og dette påvirker desuden ikke sagsøgernes mulighed for at anmode Kommissionen om selv at bevillige dem betalingslempelser.

353    Endvidere er den omstændighed, at sagsøgerne ikke er i stand til at finde købere til samtlige aktiver, hvoraf visse ifølge sagsøgerne ikke er tilstrækkeligt rentable, ikke tilstrækkelig til at godtgøre, at de ikke er i stand til at betale bøden.

354    Med hensyn til sagsøgernes argument om, at forbedringen af deres resultater skyldes reintegreringen af de beløb, som de havde hensat til betalingen af bøden, skal det, som Kommissionen har anført, bemærkes, at denne reintegrering svarer til de beløb, som allerede foreløbigt er blevet betalt til gennemførelse af kendelse Westfälische Drahtindustrie m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 65 ovenfor (EU:T:2011:178), og at de hensatte beløb, som svarer til de beløb, som fortsat skal betales, hvis de ikke får medhold ved Retten, ikke er blevet taget i betragtning.

355    For så vidt angår de negative konsekvenser forbundet med betalingen af bøden bemærkes, at en virksomheds mulighed for at opnå en nedsættelse på grund af sin manglende betalingsevne ikke har til formål at beskytte den mod alle de ugunstige konsekvenser, der kan være forbundet med betalingen af en bøde, herunder endog virksomhedens likvidation, men udelukkende i et sådant tilfælde at beskytte den mod, at dens aktiver bliver fuldstændig værdiløse.

356    Hvad angår sagsøgernes argument om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet som følge af, at Retten vurderer deres betalingsevne på det tidspunkt, hvor den træffer afgørelse, mens de andre virksomheders betalingsevne blev vurderet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal dette forkastes. Sagsøgerne befinder sig nemlig ikke en situation, som er sammenlignelig med den, som de andre virksomheder, som ikke har anlagt søgsmål med henblik på at anfægte Kommissionens vurdering af deres betalingsevne, befinder sig i, eftersom sagsøgernes anlæggelse af nærværende søgsmål i den foreliggende sag og den omstændighed, at de har fået delvis medhold i begæring om foreløbige forholdsregler, har bevirket, at forfaldstiden for betalingen af det samlede bødebeløb er blevet udsat indtil afsigelsen af nærværende dom.

357    Det følger af det foregående, at sagsøgerne ikke med rette kan hævde, at de skal indrømmes en bødenedsættelse på grund af deres betalingsevne af grunde, som svarer til dem, som er anført af Kommissionen i retningslinjernes punkt 35.

358    Heraf følger, at den anfægtede afgørelses artikel 2, nr. 8), og skrivelsen af 14. februar 2011 skal annulleres, og at sagsøgerne skal pålægges en bøde, der er identisk med den bøde, som de er blevet pålagt i den anfægtede afgørelse.

 Sagens omkostninger

359    Ifølge artikel 134, stk. 3, i Domstolens procesreglement bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger. Under de foreliggende omstændigheder bestemmes det, at sagsøgerne bærer halvdelen af deres egne omkostninger, og at Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgernes omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Det er ufornødent at træffe afgørelse med hensyn til den bødenedsættelse, som Westfälische Drahtindustrie GmbH og Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. KG er blevet indrømmet i Kommissionens afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010.

2)      Artikel 2, nr. 8), i Kommissionens afgørelse K(2010) 4387 endelig af 30. juni 2010 om en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38344 — Forspændingsstål), som ændret ved Kommissionens afgørelse K(2010) 6676 endelig af 30. september 2010 og ved Kommissionens afgørelse K(2011) 2269 endelig af 4. april 2011, annulleres.

3)      Skrivelse fra generaldirektøren for Kommissionens generaldirektorat for konkurrence af 14. februar 2011 annulleres.

4)      Westfälische Drahtindustrie, Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. pålægges en bøde på 15 485 000 EUR in solidum.

5)      Westfälische Drahtindustrie og Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co pålægges en bøde på 23 370 000 EUR in solidum.

6)      Westfälische Drahtindustrie pålægges en bøde på 7 695 000 EUR.

7)      I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.

8)      Westfälische Drahtindustrie, Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co. bærer halvdelen af deres egne omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af omkostningerne afholdt af Westfälische Drahtindustrie, Westfälische Drahtindustrie Verwaltungsgesellschaft mbH & Co. og Pampus Industriebeteiligungen GmbH & Co., herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.

Frimodt Nielsen Dehousse Collins

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. juli 2015.

Underskrifter

* Processprog: tysk.

1 –      Der gengives kun de præmisser i nærværende dom, som Retten finder det relevant at offentliggøre.