Language of document : ECLI:EU:T:2018:9

Sag T-76/15

(offentliggørelse i uddrag)

Kenup Foundation m.fl.

mod

Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT)

»Forskning og teknologisk udvikling – EIT – rammeprogram for forskning og innovation Horisont 2020 – indkaldelse af forslag med henblik på udpegelse af et videns- og innovationsfællesskab – afvisning af sagsøgernes tilbud – forordning (EF) nr. 294/2008 – forordning (EU) nr. 1290/2013 – ulovlig delegation af beføjelser«

Sammendrag – Rettens dom (Syvende Afdeling) af 18. januar 2018

1.      Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – fysiske eller juridiske personer – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – betydningen af, om de fremførte klagepunkter er velbegrundede – foreligger ikke

(Art. 263 TEUF)

2.      EU’s agenturer – Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) – bestyrelsen – beføjelser – udvælgelse og udpegelse af videns- og innovationsfællesskaber – deltagelse af eksterne eksperter i udvælgelsesproceduren – pligt for bestyrelsen til at vurdere disse eksperters arbejde – rækkevidde – bestyrelsens delegation af en del af dens beføjelser til eksterne eksperter uden at vurdere disse sidstnævntes arbejde – afvisning fra realitetsbehandling

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 294/2008, art. 4, 5 og 7, og forordning nr. 1290/2013, art. 15 og 40)

3.      Industri – aktioner, der er nødvendige for at sikre industriens konkurrencedygtighed – forskning og teknologisk udvikling – rammeprogram for forskning og innovation Horisont 2020 – indkaldelse af forslag med henblik på udpegelse af et videns- og innovationsfællesskab – en tilbudsgivers konstatering – dokumentet med indkaldelsen af forslagene uden karakter af en anfægtelig retsakt – følger – antagelse af ulovlighedsindsigelse, der fremsættes i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af en afgørelse om afvisning af forslaget

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1290/2013)

4.      EU’s agenturer – Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) – bestyrelsen – beføjelser – udvælgelse og udpegelse af videns- og innovationsfællesskaber – krav om upartiskhed – rækkevidde

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 294/2008, art. 4, 5 og 7, og forordning nr. 1290/2013, art. 15 og 40)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 27, 28, 31 og 34)

2.      Det følger af artikel 4, 5 og 7 i forordning nr. 294/2008 om oprettelse af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) og af artikel 15 i forordning nr. 1290/2013 om reglerne for deltagelse og formidling i »Horisont 2020 – rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020)« for det første, at udvælgelsen og udpegelsen af VIF’er henhører under bestyrelsens kompetence, og for det andet, at uafhængige eksperter deltager i proceduren for udvælgelse ved at foretage en vurdering af forslagene med henblik på at foretage en indplacering af disse forslag. Bestyrelsen foretager en udvælgelse af VIF’erne på grundlag af denne indplacering.

Selv såfremt EIT sikrer sig bistand fra eksterne eksperter, er det ikke af denne grund fritaget for at vurdere deres arbejde. I denne forbindelse udøver bestyrelsen i strid med bestemmelserne i artikel 4 i forordning nr. 294/2008 ikke fuldt ud sin beføjelse til at udvælge forslagene, såfremt en del af de pågældende beføjelser delegeres til eksperter, uden at den pågældende bestyrelse på noget tidspunkt kan foretage en behørig bedømmelse af eksperternes arbejde vedrørende de forslag, der ikke blev klassificeret blandt de tre første forslag. Den omstændighed, at bestyrelsen vedtager teksten i indkaldelsen af forslag, udvælgelseskriterierne for VIF’en samt udvælgelseskriterierne for de eksperter, der skal forestå vurderingen af forslagene, og at den følger hele proceduren, der fører til udvælgelsen af forslagene, kan ikke rejse tvivl om denne konstatering.

(jf. præmis 55, 56, 67 og 68)

3.      Hvad angår et søgsmål, der anlægges af et konsortium til prøvelse af en afgørelse fra Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT), hvorved dette sidstnævnte forkastede konsortiets forslag, der blev fremsat inden for rammerne af en indkaldelse af forslag med henblik på udvælgelse af et nyt videns- og innovationsfællesskab, kan den omstændighed, at medlemmerne af Kenup-konsortiet ikke anfægtede ordlyden af indkaldelsen af forslaget inden indkaldelsens afslutning, ikke fratage dem muligheden for i forbindelse med deres søgsmål at gøre gældende, at den udvælgelsesprocedure, der er fastlagt i denne indkaldelse af forslag, er ulovlig. I denne forbindelse gælder, at eftersom et udbudsdokument, såsom en indkaldelse af forslag, ikke er en akt, der kan være genstand for et annullationssøgsmål på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF, var den anfægtede afgørelse den første retsakt, der kunne anfægtes af sagsøgeren, og dermed den første retsakt, der berettigede sagsøgeren til indirekte at anfægte lovligheden af den procedure for udvælgelse af VIF’en, der blev fastsat af EIT. Følgelig kan EIT ikke med rette gøre gældende, at udelukkelsen af Kenup-konsortiet følger af en streng anvendelse af proceduren for indkaldelse af forslag, der er fastlagt af bestyrelsen.

(jf. præmis 66)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 69)