Language of document : ECLI:EU:T:2019:820

RETTENS DOM (Femte Afdeling)

28. november 2019 (*)

»Personalesag – kontraktansatte – løn – afgørelse om afslag på udlandstillæg – artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten – tjeneste for en anden stat – diplomatstatus – femårig referenceperiode«

I sag T-592/18,

Katarzyna Wywiał-Prząda, Wezembeek-Oppem (Belgien), ved advokaterne S. Orlandi og T. Martin,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved T. Bohr og D. Milanowska, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 23. november 2017, hvorved sagsøgeren fik afslag på tildeling af udlandstillæg,

har

RETTEN (Femte Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, D. Gratsias, og dommerne A. Marcoulli og R. Frendo (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig L. Ramette,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 9. juli 2019,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Sagsøgeren er polsk statsborger. Hun ankom til Belgien den 22. september 2010, efter at hendes ægtefælle var blevet udnævnt til diplomatisk rådgiver ved Republikken Polens faste repræsentation ved Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO).

2        Fra den 2. juli 2010 havde sagsøgeren diplomatisk pas udstedt af det polske udenrigsministerium.

3        Fra den 7. januar 2011 til den 31. december 2011 var sagsøgeren ansat som sekretær ved Republikken Polens faste repræsentation ved Den Europæiske Union.

4        Fra den 9. november 2012 til den 11. januar 2013 ledte hun konversationsgrupper i Bruxelles (Belgien) for en sammenslutning, som drives uden gevinst for øje, og modtog afregning for udgifter afholdt i denne forbindelse.

5        Sagsøgeren tilbageleverede sit diplomatpas og indskrev sig i udlændingeregistret i Woluwe-Saint-Pierre (Belgien) med virkning fra den 7. juni 2013.

6        Fra den 16. juni 2014 til den 31. december 2015 og dernæst fra den 4. januar 2016 til den 31. august 2017 var sagsøgeren beskæftiget ved først et, dernæst et andet, belgisk selskab i forbindelse med levering af tjenesteydelser til Europa-Kommissionen.

7        Den 9. september 2016 vendte sagsøgerens ægtefælle tilbage til Polen ved afslutningen af hans diplomatiske mission. Sagsøgeren forblev i Belgien med deres søn.

8        Den 1. september 2017 blev sagsøgeren ansat som kontraktansat ved Kommissionen.

9        Ved afgørelse af 23. november 2017 fik sagsøgeren af den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter ved Kommissionen (herefter »ansættelsesmyndigheden«), afslag på tildeling af udlandstillæg (herefter »den anfægtede afgørelse«).

10      Sagsøgeren indgav en klage over den anfægtede afgørelse den 21. februar 2018. Denne klage blev afvist ved ansættelsesmyndighedens afgørelse af 18. juni 2018, meddelt samme dag. Ansættelsesmyndigheden fastsatte indledningsvis »den femårsperiode, der udløber seks måneder før […] tiltrædelse af tjenesten« (herefter »referenceperioden«), som omhandles i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), og som i medfør af artikel 21 og 92 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union finder anvendelse på kontraktansatte. Ansættelsesmyndigheden fastsatte denne referenceperiode til perioden fra den 1. marts 2012 til den 28. februar 2017. Derefter begrundede ansættelsesmyndigheden afslaget på sagsøgerens klage med, at hun siden den 22. september 2010 havde været bosiddende i Belgien, at hun dér havde udøvet erhvervsvirksomhed, og at hun var fortsat med at være bosiddende dér efter hendes mands fraflytning i september 2016.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

11      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 28. september 2018 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

12      Kommissionen har indgivet svarskrift den 14. december 2018.

13      Sagsøgeren har indgivet replik den 14. februar 2019.

14      Den 1. april 2019 har Kommissionen indleveret duplik.

15      Efter forslag fra den refererende dommer har Retten (Femte Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i de i procesreglementets artikel 89 omhandlede foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet parterne skriftlige spørgsmål og opfordret dem til at besvare disse i retsmødet.

16      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret de skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 9. juli 2019.

17      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

18      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

19      Sagsøgeren har fremført et eneste anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten. Dette anbringende kan opdeles i to led, hvor det første vedrører en manglende anerkendelse af sagsøgerens diplomatiske status, og det andet vedrører en fejl ved anvendelsen af begrebet varig bopæl.

 Det første led om tilsidesættelse af sagsøgerens diplomatiske status

20      Sagsøgeren har gjort gældende, at hun som ægtefælle til en diplomat havde diplomatstatus fra den 22. september 2010, som er den dato, hun ankom til Belgien, til den 16. juni 2013, som er den dato, hun tilbageleverede sit diplomatpas. Hun har gjort gældende, at denne periode som følge af hendes diplomatstatus og i henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, andet punktum, i bilag VII til vedtægten, bør neutraliseres. Som følge deraf begynder referenceperioden den 1. maj 2009 på et tidspunkt, hvor hun var bosiddende og arbejdede i Polen, og hvor hun ikke havde nogen tilknytning til Belgien. En kontraktansat mister imidlertid kun retten til udlandstillæg, hvis vedkommende har haft bopæl på varig måde eller udøvet sit hovederhverv i tjenestelandet i hele referenceperioden. Da dette ikke er tilfældet, har sagsøgeren gjort gældende, at hun bør tildeles udlandstillægget.

21      Artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten bestemmer:

»Der gives et udlandstillæg på 16% af summen af grundlønnen og af de husstandstillæg og børnetilskud, der tilkommer tjenestemanden:

a)      den tjenestemand, der:

–      ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste, og

–      i den femårsperiode, det udløber seks måneder før hans tiltrædelse af tjenesten, hverken har udøvet sit hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde på statens europæiske område. Ved anvendelsen af denne bestemmelse ses der bort fra de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation,

b)      den tjenestemand, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig, men som på en varig måde i den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet, har boet uden for statens europæiske område af en anden grund end tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.«

22      Artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten indeholder således to dele. I den første del fastsættes de to kumulative betingelser, som tjenestemanden principielt skal opfylde for at få ret til udlandstillægget, nemlig at han aldrig har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste, og at han i den femårsperiode, der udløber seks måneder før hans tiltrædelse af tjenesten, ikke har udøvet sit hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde på statens europæiske område; i den anden del fastsættes en undtagelse fra dette princip, nemlig at der skal ses bort fra de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation. Der ses således bort fra de perioder, der svarer til en sådan tjeneste.

23      I øvrigt gives kun afslag på udlandstillæg til tjenestemanden eller den kontraktansatte i medfør af artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, hvis denne har haft bopæl på en varig måde eller har udøvet sit hovederhverv i det land, hvor tjenestestedet er beliggende (jf. i denne retning dom af 18.6.2015, Pondichie mod Kommissionen, F-50/14, EU:F:2015:62, præmis 35). I den foreliggende sag vil følgen af, at der ses bort fra perioden fra den 22. september 2010 til den 16. juni 2013, hvor sagsøgeren boede i Belgien med diplomatstatus som ægtefælle til en diplomatisk repræsentant, være, at referenceperiodens begyndelse fremrykkes til den 6. juni 2009 og ikke til den 1. maj 2009, som sagsøgeren har gjort gældende, dvs. til et tidspunkt, hvor hun var bosiddende og arbejdede i Polen og ikke havde nogen tilknytning til Belgien.

24      Der skal følgelig tages stilling til spørgsmålet om, hvorvidt begrebet »tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, i bilag VII til vedtægten skal fortolkes således, at det omfatter den periode, hvor sagsøgeren har haft diplomatstatus som ægtefælle til en diplomatisk repræsentant.

25      En neutralisering af den periode, der svarer til et tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste i tjenestestaten for en anden stat eller en international organisation, lader sig forklare med den omstændighed, at udførelsen af sådanne tjenester må antages at indebære, at den berørte bevarer en særlig tilknytning til denne anden stat eller denne internationale organisation, hvilket er til hinder for, at der skabes en varig tilknytning til tjenestelandet, og dermed for, at den berørte bliver tilstrækkeligt integreret i samfundet i tjenestelandet (dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 49).

26      Efter denne præcisering har sagsøgeren gjort gældende, at hun som ægtefælle til en diplomatisk repræsentant har nydt godt af forskellige privilegier og immuniteter i henhold til Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser (herefter »Wienerkonventionen«). Ifølge sagsøgeren er denne diplomatiske status i sig selv en hindring for, at der kunne opstå varige forbindelser til tjenestestaten. Det bør således kvalificeres som et »tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, andet punktum, i bilag VII til vedtægten.

27      Domstolen har imidlertid i præmis 14 i dom af 2. maj 1985, De Angelis mod Kommissionen (246/83, EU:C:1985:165), fastslået, at denne bestemmelse kun vedrører tilfælde, hvor det er den tjenestemand, der indtræder i tjenesten, der selv har gjort tjeneste, og at bestemmelsen således ikke kan udstrækkes til at omfatte en anden person.

28      Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at denne retspraksis ikke finder anvendelse i hendes tilfælde, fordi den berørte person i den sag, der gav anledning til dom af 2. maj 1985, De Angelis mod Kommissionen (246/83, EU:C:1985:165), som var fulgt med sin ægtefælle, der var tjenestemand ved Det Europæiske Fællesskab, til Belgien, ikke i denne egenskab havde diplomatstatus.

29      Det må imidlertid fastslås, at Domstolen i dom af 2. maj 1985, De Angelis mod Kommissionen (246/83, EU:C:1985:165), på ingen måde lagde dette fravær af diplomatstatus til grund for at nægte den berørte person ret til udlandstillæg.

30      Ganske vist lagde Domstolen i sin dom af 21. juni 2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier (C-424/05 P, EU:C:2007:367, præmis 42 og 43), som sagsøgeren har henvist til, de privilegier, de immuniteter og den særlige status, den berørte person nød godt af, til grund, da den fastslog, at denne person havde en konkret tilknytning til en anden stat, som var til hinder for hendes integration i tjenestelandet. Det spørgsmål, der skulle afgøres i den sag, var imidlertid, om sagsøgeren, som arbejdede ved forbindelseskontoret for Republikken Østrigs Länder (delstater), udførte tjenester for denne stat og således var tilknyttet denne. I den dom udledte Domstolen en sådan tilknytning af en række forhold. Det første af disse forhold bestod i den omstændighed, at en fast repræsentations personale skal anses for at gøre tjeneste for den pågældende medlemsstat og følgelig for at befinde sig i en udlændighedssituation, fordi personalet udgør en del af denne repræsentations opbygning. Det andet forhold bestod i den omstændighed, at den berørte person, selv om hun var tilknyttet forbindelseskontoret for disse Länder (delstater), var medlem af Republikken Østrigs faste repræsentations personale og var undergivet Republikken Østrigs ambassadørs hierarkiske myndighed, således at hun måtte anses for at have udført tjenester for den østrigske stat. Det tredje forhold fulgte af, at hun havde samme status som de andre tjenestemænd ved den nævnte repræsentation (dom af 21.6.2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier, C-424/05 P, EU:C:2007:367, præmis 41 og 42). Den særlige status, som Domstolen nævner i den doms præmis 43, kan ligeledes ikke forstås således, at den alene følger af de privilegier og immuniteter, som den berørte nød godt af. Tværtimod lagde Domstolen snarere vægt på den omstændighed, at den berørte person havde udført tjenester for Republikken Østrig ved dens faste repræsentation.

31      I Domstolens senere dom af 29. november 2007, Salvador García mod Kommissionen (C-7/06 P, EU:C:2007:724, præmis 51), som sagsøgeren ligeledes har henvist til, henviste Domstolen til sin dom af 21. juni 2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier (C-424/05 P, EU:C:2007:367), i forbindelse med, at den fastslog, at den særlige status, som den berørte person havde som medlem af personalet ved en fast repræsentation, lå til grund for den særlige tilknytning til den berørte medlemsstat, og også med henblik på at fastslå, at denne privilegerede status, som gav den pågældende mulighed for at drage fordel af forskellige privilegier og immuniteter, i sig selv udgjorde en hindring for, at hun kunne få en varig tilknytning til tjenestelandet, og således for, at hun kunne blive tilstrækkeligt integreret i samfundet i dette tjenesteland. I præmis 50 i dom af 29. november 2007, Salvador García mod Kommissionen (C-7/06 P, EU:C:2007:724), præciserede Domstolen imidlertid, stadig henset til dom af 21. juni 2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier (C-424/05 P, EU:C:2007:367), at ansættelsesforholdet ved den faste repræsentation udgjorde en afgørende betingelse for, at en nyansat har gjort tjeneste for en anden stat (jf. ligeledes i denne retning dom af 24.1.2008, Adam mod Kommissionen, C-211/06 P, EU:C:2008:34, præmis 45).

32      Endelig fastslog Domstolen i forlængelse af dom af 29. november 2007, Salvador García mod Kommissionen (C-7/06 P, EU:C:2007:724), i sin dom af 24. januar 2008, Adam mod Kommissionen (C-211/06 P, EU:C:2008:34, præmis 49), at det ved fortolkningen af begrebet »tjeneste for en anden stat« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, i vedtægtens bilag VII alene er den omstændighed, at tjenesten er ydet ved den faste repræsentation for en anden stat end tjenestestaten, som skal anses for relevant.

33      Det følger heraf, at selv i henhold til den retspraksis, som sagsøgeren har henvist til, er det eneste forhold, der hindrer etableringen af en tilknytning til tjenestelandet, ydelsen af tjenester i et ansættelsesforhold ved en anden stats eller en international organisations diplomatiske repræsentation.

34      Sagsøgeren har imidlertid indvendt, at begrebet »tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation«, som anvendes i artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, andet punktum, i bilag VII til vedtægten, omfatter andre tilfælde end de, der følger alene af udøvelsen af funktioner for en sådan stat eller en sådan organisation.

35      Retspraksis bestemmer således i denne henseende, at denne bestemmelse ikke kan begrænses til personer, der har været en del af personalet hos en anden stat end tjenestestaten eller en international organisation, idet bestemmelsen omfatter alle »de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste« for en sådan stat eller en sådan organisation (dom af 25.10.2005, Salazar Brier mod Kommissionen, T-83/03, EU:T:2005:371, præmis 45, og af 25.10.2005, De Bustamante Tello mod Rådet, T-368/03, EU:T:2005:372, præmis 42). Som sagsøgeren har anført, lader denne retspraksis sig forklare ved den omstændighed, at disse begreber er mere omfattende end begrebet »tjenesteudøvelse«, der anvendes i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten (dom af 30.3.1993, Vardakas mod Kommissionen, T-4/92, EU:T:1993:29, præmis 36).

36      Det følger heraf, at artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, sidste punktum, i bilag VII til vedtægten ikke kun omfatter de tilfælde, hvor den berørte person befinder sig i en egentlig arbejdsrelation (jf. i denne retning dom af 3.5.2001, Liaskou mod Rådet, T-60/00, EU:T:2001:129, præmis 50). Det gælder ikke desto mindre, at begrebet »tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation« i henhold til samme retspraksis alene modsvarer de tilfælde, hvor tjenesten følger af en direkte retlig forbindelse mellem den berørte og den omhandlede stat eller internationale organisation, eksempelvis i forbindelse med et praktikophold eller en kontraktansættelse som ekspert (jf. i denne retning dom af 25.10.2005, Salazar Brier mod Kommissionen, T-83/03, EU:T:2005:371, præmis 45, og af 25.10.2005, De Bustamante Tello mod Rådet, T-368/03, EU:T:2005:372, præmis 42).

37      Derfor kan artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, sidste punktum, i bilag VII til vedtægten ikke udstrækkes til at omfatte ægtefællen til en diplomatisk repræsentant, der i denne egenskab har nydt godt af visse privilegier og immuniteter i henhold til Wienerkonventionen, men som ikke kan påberåbe sig en sådan direkte retlig forbindelse. Kommissionen har i denne henseende med rette fremhævet, at sagsøgerens ret til diplomatstatus ikke var en selvstændig ret, men en afledt ret, som havde til formål at lette de diplomatiske repræsentanters familieliv, og som hun havde som følge af hendes mands funktioner.

38      Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der ved undersøgelsen af hendes grad af integration i Belgien, som i sidste ende er afgørende for tildelingen af udlandstillægget, ikke kan ses bort fra den omstændighed, at hun i henhold til Wienerkonventionen og en cirkulæreskrivelse fra den belgiske stat, dateret den 15. maj 2014, vedrørende udøvelse af liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed med gevinst for øje foretaget af medlemmerne af de diplomatiske repræsentationer og det diplomatiske personale ved de konsulære repræsentationer samt deres familiemedlemmer ikke kunne udøve nogen erhvervsmæssig virksomhed i Belgien uden at tilbagelevere sit diplomatiske pas og således give afkald på den diplomatstatus, som tildeles en diplomatisk repræsentants familie.

39      Det skal i denne henseende bemærkes, at begrebet udlændighed navnlig afhænger af tjenestemandens personlige forhold, dvs. det omfang, i hvilket han er integreret i tjenestelandet som følge af, at han – eksempelvis – har udøvet sit erhverv dér (jf. i denne retning dom af 24.1.2008, Adam mod Kommissionen, C-211/06 P, EU:C:2008:34, præmis 38, og af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 44). Hvis det var godtgjort, at det var umuligt at udøve en sådan erhvervsaktivitet, ville dette følgelig kunne være et element, der kunne tjene til at afkræfte en sådan integration og a contrario at godtgøre eksistensen af udlændighed.

40      Det må imidlertid fremhæves, at Wienerkonventionens artikel 42 bestemmer, at »[e]n diplomatisk repræsentant […] ikke til egen fordel [må] udøve noget liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed i modtagerstaten«, og at der ikke er nogen bestemmelse, der udstrækker anvendelsesområdet for dette forbud til denne repræsentants familiemedlemmer. Derfor kan disse familiemedlemmer i modsætning til diplomatiske repræsentanter udøve liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed i modtagerstaten inden for rammerne af denne stats love og administrative bestemmelser, og således efter omstændighederne med de tilladelser, der kræves af enhver udlænding af samme nationalitet, såsom eksempelvis en arbejdstilladelse. Sagsøgeren var imidlertid som statsborger i en af Unionens medlemsstater fritaget fra selv denne forpligtelse. Endvidere bevarer en diplomatisk repræsentants familiemedlemmer principielt deres privilegier og immuniteter, således som de er fastsat og afgrænset i nævnte konventions artikel 29-36, som finder anvendelse på dem i henhold til konventionens artikel 37, stk. 1, selv hvis de udøver af liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed. Det er således i henhold til Wienerkonventionens artikel 31, stk. 1, litra c), kun immuniteten i sager, der hører under den borgerlige retspleje eller det administrative myndighedsområde, der ophæves for søgsmål vedrørende liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed. Den strafferetlige immunitet ophæves ikke forudgående.

41      Selv om den er udstedt efter den periode, som ifølge sagsøgeren burde neutraliseres, understøtter cirkulæreskrivelsen fra den belgiske stat det foregående.

42      Det skal ligeledes henset til det foregående fastslås, at sagsøgerens ægtefælle i modsætning til hende under ingen omstændigheder kunne udøve liberalt erhverv eller anden erhvervsvirksomhed i Belgien. Sagsøgeren og hendes ægtefælle befandt sig således ikke i den samme retlige situation.

43      Sagsøgeren har også påberåbt sig artikel 57 i Wienerkonventionen om konsulære forbindelser af 24. april 1963. Hun har imidlertid beskrevet sin ægtefælles funktioner som dem, der varetages af en diplomatisk repræsentant og mere præcist af en »diplomatisk rådgiver ved Republikken Polens permanente repræsentation ved NATO«. I mangel af en uddybning af, hvorledes disse funktioner er omfattet af denne konvention, må dette derfor anses for at være uden relevans for den foreliggende sag.

44      Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at der ikke er nogen forklaring på, hvorfor en repræsentant, som i et tjenesteland udøver funktioner for en stat eller en international organisation, befinder sig i en højere grad af udlændighed end dennes ægtefælle, som ligeledes er flyttet dertil uden at udøve sådanne funktioner, når denne ægtefælle i samme grad nyder diplomatisk status.

45      Som det allerede er nævnt (præmis 39 ovenfor), afhænger begrebet udlændighed bl.a. af den pågældendes grad af integration i tjenestelandet. Selv om det kan antages, at en person fastholder en konkret tilknytning til sit oprindelsesland, når den pågældende er tjenestegørende ved dennes delegation eller ambassade, og at denne situation er til hinder for, at der skabes en varig forbindelse med tjenestelandet (jf. i denne retning dom af 21.6.2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier, C-424/05 P, EU:C:2007:367, præmis 38, og af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 49), gælder det samme ikke nødvendigvis for dennes ægtefælle, som ikke er en del af det samme professionelle miljø, der er dedikeret til denne stats tjeneste, og som derfor har større mulighed for at integrere sig i værtslandet.

46      Endelig har sagsøgeren uden held gjort gældende, at hvis hendes ægtemand var blevet ansat af EU-institutionerne på den samme dag som hende, ville den periode, hvor hun var begunstiget af diplomatstatus være blevet neutraliseret. I modsætning til det af sagsøgeren anførte fremgår det således af præmis 27-37, 40 og 45 ovenfor, at hun og hendes ægtefælle ikke befandt sig i den samme retlige og faktiske situation.

47      Sammenfattende er en persons udlændighed, som giver ret til udlandstillægget, således uafhængig af den diplomatstatus, som vedkommende i henhold til folkeretten er begunstiget af (jf. i denne retning dom af 30.3.1993, Vardakas mod Kommissionen, T-4/92, EU:T:1993:29, præmis 40). Dette gælder a fortiori, når denne person – som det er tilfældet for sagsøgeren i den foreliggende sag – nyder godt af denne status uden at være medlem af personalet ved en international organisation eller repræsentationen for en anden stat end tjenestestaten.

48      Ansættelsesmyndigheden tilsidesatte derfor ikke artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, sidste punktum, i vedtægtens bilag VII, da den fastsatte referenceperioden til den 1. marts 2012 til den 28. februar 2017 og ikke lod den gå tilbage til den 6. juni 2009.

49      Det følger af det ovenstående, at det første led i sagsøgerens anbringende skal forkastes.

 Det andet led om en fejl ved anvendelsen af begrebet varig bopæl

50      Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at selv hvis den periode, hvor hun har haft en særlig diplomatisk status, ikke kan neutraliseres, har hun ikke i denne periode haft til hensigt at give sin tilstedeværelse i Belgien den varige karakter, som er fornøden for at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, første punktum, i vedtægtens bilag VII. Sagsøgeren har i denne henseende opregnet de materielle forhold, som er indicier for hendes udlændighed.

51      For det første har sagsøgeren gjort gældende, at hendes ophold i Belgien var uløseligt forbundet med hendes ægtefælles diplomatiske mission, og at hendes tilstedeværelse på belgisk område derfor havde en usikker og midlertidig karakter. Denne usikre og midlertidige karakter gjorde, at hun ikke havde interesse i at forsøge at skabe varige forbindelser med Belgien.

52      For så vidt som anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, i bilag VII til vedtægten afhænger af den grad af integration, den berørte person har opnået i tjenestelandet før vedkommendes tiltrædelse af tjenesten (præmis 39 ovenfor), og for så vidt som graden af integration er uafhængig af den diplomatiske status, som hun har haft i henhold til folkeretten (præmis 47 ovenfor), er den omstændighed, at sagsøgerens ophold i Belgien oprindeligt skyldtes hendes ægtefælles diplomatiske mission, imidlertid i sig selv uden betydning.

53      For så vidt angår dette opholds angiveligt usikre og midlertidige karakter bemærkes det, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten er opfyldt (jf. dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis). Den omstændighed, at det diplomatiske personale jævnligt skal skifte tjenestested, kan ikke give anledning til en formodning om manglende integration. Bortset fra usædvanlige omstændigheder er diplomatiske repræsentanter udstationeret flere år i et land. I den foreliggende sag var sagsøgerens ægtefælle i øvrigt udstationeret i Bruxelles i seks år.

54      For det andet har sagsøgeren argumenteret for betydningen af den særlige karakter af hendes bopæl i Belgien, idet hun boede med sin familie i en lejlighed, som blev stillet til rådighed af Republikken Polens permanente repræsentation ved NATO, som betalte huslejen og regningerne for energiforbruget.

55      Det bemærkes i denne forbindelse, at begrebet varig bopæl i retspraksis konsekvent er blevet fortolket som det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser. Begrebet bopæl, der ikke er baseret på en rent kvantitativ udmåling af den tid, som personen har tilbragt på det ene eller andet lands område, forudsætter, ud over at være afhængig af det fysiske ophold på et bestemt sted, endvidere en hensigt om at give denne omstændighed den kontinuitet, som frembringes af livsstil og vedligeholdelse af normale sociale relationer (dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 48).

56      I den foreliggende sag må det fastslås, at sagsøgeren har haft bopæl i Belgien siden den 22. september 2010. Den omstændighed, at hun nød godt af materielle fordele bestående i en tjenestebolig, hvor lejen og energiforbruget blev betalt af Republikken Polens faste repræsentation ved NATO, kan ikke være bevis for, at hun har opretholdt en tilknytning til sit oprindelsesland, således at denne tilknytning udelukkede enhver integration i Belgien. Den omstændighed, at Republikken Polen afholdt disse udgifter, indebærer med andre ord ikke, at denne bopæl ikke på stabil vis kunne være det varige eller sædvanlige midtpunkt for sagsøgerens interesser i Belgien.

57      Denne dækning af udgifter var heller ikke til hinder for, at sagsøgeren kunne etablere sociale relationer i Belgien. Den omstændighed, at sagsøgeren efter hendes ægtefælles tilbagevenden til Polen forblev i Belgien med deres søn med henblik på, at han kunne fortsætte sin skolegang dér, udgør et indicium for integration. Den omstændighed, at sagsøgeren, selv om hun stadig havde diplomatstatus, midlertidigt samarbejdede med en forening i Bruxelles, der var aktiv inden for uddannelsesområdet, og således deltog i foreningsnetværket i hendes fremtidige tjenesteland, udgør ligeledes et indicium for denne integration.

58      Sagsøgeren har i denne henseende for det tredje netop gjort gældende, at ledelse af konversationsgrupper ikke udgjorde et erhverv som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, og at denne aktivitet ikke medfører en formodning om, at hun havde villet flytte det varige midtpunkt for sine interesser til Belgien. Denne aktivitet var meget begrænset og gav alene anledning til en godtgørelse af udgifter.  Kommissionen har på sin side gjort gældende, at der var tale om lønnet virksomhed.

59      Det må imidlertid ikke tabes af syne, at udøvelse af erhverv ganske vist er et objektivt kriterium, der nævnes i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, med henblik på at vurdere situationen for nyligt ansatte tjenestemænd og ansatte (jf. i denne retning dom af 28.2.2019, Pozza mod Parlamentet, T-216/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:118, præmis 25), men at dette kun gælder som eksempel (dom af 21.6.2007, Kommissionen mod Hosman-Chevalier, C-424/05 P, EU:C:2007:367, præmis 35, og af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 44). En tjenestemands eller ansats bidrag til aktiviteten hos en aktør i foreningsverdenen i dennes fremtidige tjenesteland kan også, under visse omstændigheder, udgøre et indicium blandt andre for den pågældendes integration.

60      For det fjerde har sagsøgeren anført, at det først var efter, at hun den 16. juni 2013 opgav sit diplomatpas, at hun blev registreret i de belgiske folkeregistre.

61      Selv om indskrivning som bosiddende i en kommune giver udtryk for den berørtes vilje og dennes hensigt om at stabilisere det varige og permanente midtpunkt for vedkommendes bopæl og interesser på dette sted (kendelse af 26.9.2007, Salvador Roldán mod Kommissionen, F-129/06, EU:F:2007:166, præmis 60), er denne indskrivning stadig blot et formelt element, hvoraf det ikke i den foreliggende sag kan udledes, at sagsøgeren ikke tidligere havde faktisk bopæl i Belgien, navnlig under de i sagen foreliggende omstændigheder, hvor eksistensen af denne bopæl i øvrigt ikke er omtvistet.

62      For det femte har sagsøgeren hævdet, at hun i den periode, hvor hendes ægtefælle gjorde tjeneste som ambassadeansat i Belgien, bevarede varige forbindelser med Polen.

63      Sagsøgeren har således anført, at hun fortsat var ejer af en fast ejendom i Polen, og at hun havde bevaret et polsk telefonnummer. Hun havde endda bevaret en erhvervsaktivitet som sproglærer og autoriseret translatør indtil 2013 og betalte fortsat skat deraf.

64      Den omstændighed, at sagsøgeren havde sit skattemæssige hjemsted i oprindelseslandet, og at hun dér rådede over interesser og formue, udgør ikke dokumentation for, at hendes varige bopæl var i dette land (jf. i denne retning kendelse af 26.9.2007, Salvador Roldán mod Kommissionen, F-129/06, EU:F:2007:166, præmis 59). Dette gælder så meget desto mere, når den indkomst, der skattemæssigt erklæres i hjemlandet, er et resultat af erhvervsvirksomhed udøvet i udlandet. I retsmødet redegjorde sagsøgeren netop for, at hun havde udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed som autoriseret translatør for polske domstole fra Belgien, og at det var på dette grundlag, at hun for 2012 selvangav erhvervsindkomst på 2 664,64 polske zloty (PLN) (ca. 650 EUR). Sagsøgeren erklærede ligeledes i retsmødet, at hun havde anmodet om at blive slettet fra det polske handelsregister i 2014, og at det beløb på 54 289,16 PLN (ca. 12 700 EUR), som hun selvangav for dette år, repræsenterede den løn, hun havde modtaget i Belgien grundet hendes beskæftigelse dette år i et belgisk selskab, der leverede tjenesteydelser til Kommissionen.

65      Den omstændighed, at sagsøgeren bevarede et polsk telefonnummer kan a fortiori heller ikke godtgøre, at sagsøgeren havde bevaret midtpunktet for sine interesser i Polen, når der – som sagsøgeren anførte i retsmødet – er tale om et mobiltelefonnummer, som kan anvendes fra belgisk område.

66      For det sjette har sagsøgeren anført, at hun altid har arbejdet i et offentligt internationalt miljø, først ved Republikken Polens faste repræsentation ved EU fra den 7. januar til den 31. december 2011, derefter ved Kommissionen fra den 16. juni 2014 til den 31. august 2017. Hun har fastholdt, at den omstændighed, at hun således arbejdede i et internationalt miljø og ikke udøvede nogen virksomhed i den private sektor, svækker enhver formodning om integration i det belgiske samfund.

67      Imidlertid har sagsøgeren, som hun selv har medgivet, kun udøvet erhvervsmæssig aktivitet ved Kommissionen via to på hinanden følgende kontrakter med to belgiske selskaber, som handlede for denne institution i forbindelse med levering af tjenesteydelser. Ifølge retspraksis er trepartsforhold, hvor en ny tjenestemand eller kontraktansat tidligere har arbejdet for EU-institutionerne, men for et privat selskabs regning, hvor vedkommende var ansat, udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 4, stk. 1, litra a), andet led, sidste punktum, i bilag VII til vedtægten (dom af 28.2.2019, Pozza mod Parlamentet, T-216/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:118, præmis 51). Den omstændighed, at sagsøgeren har udøvet erhvervsmæssig virksomhed ved Kommissionen under disse omstændigheder, kan ikke anses for et indicium for, at hun ikke har været integreret i Belgien i referenceperioden.

68      For så vidt angår sagsøgerens tjeneste ved Republikken Polens faste repræsentation ved EU ligger de forud for referenceperioden. De kan således ikke have haft afgørende betydning for ansættelsesmyndighedens vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var eller ikke var integreret i Belgien i den nævnte periode.

69      Henset til ovenstående betragtninger er anbringendets andet led ugrundet, og anbringendet skal forkastes i sin helhed.

70      Kommissionen bør derfor frifindes.

 Sagsomkostninger

71      Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Femte Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Katarzyna Wywiał-Prząda betaler sagens omkostninger.

Gratsias

Marcoulli

Frendo

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. november 2019.

Underskrifter


*–      Processprog: fransk.