RETTENS DOM (Anden Afdeling)
16. oktober 2019 (*)
»Personalesag – midlertidigt ansatte – pensioner – bestemmelser for pensionsordningen – udtrædelsespenge – artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten – ligebehandlingsprincippet og princippet om ikke-forskelsbehandling – berettiget forventning – princippet om god forvaltningsskik – omsorgspligt«
I sag T-432/18,
Peeter Palo, tidligere midlertidigt ansat ved Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol), Tallin (Estland), ved avocats L. Levi og A. Blot,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved B. Mongin og D. Milanowska, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand dels om annullation af Kommissionens afgørelse af 5. oktober 2017 om ikke at udbetale sagsøgeren de udtrædelsespenge, der er foreskrevet i henhold til artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i den affattelse, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (EUT 2013, L 287, s. 15), og om annullation af Kommissionens afgørelse af 10. april 2018 om afslag på den klage, som sagsøgeren havde indgivet over denne førstnævnte afgørelse, dels om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af disse afgørelser,
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat af F. Schalin, som fungerende formand, og dommerne B. Berke og M.J. Costeira (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 6. maj 2019,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Peeter Palo, var midlertidigt ansat ved Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) fra den 1. december 2010 til den 31. august 2017.
2 Den 19. juni 2017 anmodede sagsøgeren om udtrædelsespenge i henhold til artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i den affattelse, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (EUT 2013, L 287, s. 15, herefter »vedtægten«). Til dette formål indgav han en formular med overskriften »Personlig erklæring – Undtagelse i henhold til artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til [vedtægten]«, hvori han dels erklærede, at han siden sin tiltrædelse af tjenesten ved Europol havde foretaget indbetalinger til erhvervelse eller opretholdelse af en privat forsikringsordning, dels anmodede om, at den aktuarmæssige modværdi af pensionsrettigheder erhvervet ved Den Europæiske Unions institutioners pensionsordning (herefter »EU-pensionsordningen«) blev overført direkte til hans bankkonto. Sagsøgeren vedlagde denne formular en attest fra det pågældende private forsikringsselskab, som godtgjorde, at han havde indbetalt et beløb på 14 200 EUR for perioden fra den 1. november 2010 til den 31. august 2017. Den 19. september 2017 anførte sagsøgeren over for Europa-Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (herefter »PMO«), at han den 1. december 2014 havde indgået en anden forsikringsaftale med dette selskab, hvor beløbet for bidragene var på 87 460 EUR.
3 Ved afgørelse af 5. oktober 2017 afviste PMO sagsøgerens anmodning (herefter »den anfægtede afgørelse«). PMO anførte i denne afgørelse bl.a., at formålet med den ordning, der er fastsat i artikel 12 i bilag VIII til vedtægten, er at begunstige etableringen af en pension som kilde til fremtidig regelmæssig indkomst, og at undgå situationer, hvor personer ville stå uden tilstrækkelig indkomst ved pensionsalderen og skulle anmode om social bistand fra medlemsstaterne. PMO præciserede derudover, at indbetalingerne til en national pensionsordning eller en privat forsikring henblik på at »erhverve eller opretholde pensionsrettigheder« i henhold til dette bilags artikel 12, stk. 2, set ud fra dette synspunkt skulle svare til beløbet for de bidrag, som kunne forventes at skulle betales inden for rammerne af en national pensionsordning, eller som faktisk var blevet betalt til EU-pensionsordningen i løbet af den samme periode, således at den fremtidige indkomst, der sikres ved disse indbetalinger, skulle svare til den, der sikres ved overførsel af pensionsrettigheder erhvervet inden for EU-pensionsordningen. PMO fremhævede i denne forbindelse, at beløbet for de indbetalinger, der var foretaget til en privat forsikringsordning (14 200 EUR) åbenbart ikke svarede til beløbet for de bidrag, der var betalt til EU-pensionsordningen (65 334,95 EUR), således at de under ingen omstændigheder kunne skaffe sagsøgeren en indkomst, der svarer til den, han havde kunnet modtage på grundlag af den aktuarmæssige modværdi af de pensionsrettigheder, han havde erhvervet ved EU-pensionsordningen. PMO anførte endelig, at sagsøgeren ikke desto mindre opfyldte betingelserne for en overførsel til en anden ordning i henhold til dette bilags artikel 12, stk. 1, litra b), hvilket indebar, at de pensionsrettigheder, han havde erhvervet ved Unionen under hans beskæftigelsesperiode ved Europol blev overført til en national pensionsordning eller til en privat forsikring eller til en pensionsfond efter hans valg i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i denne sidstnævnte bestemmelse.
4 Den 11. december 2017 indgav sagsøgeren i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over denne afgørelse.
5 Ved afgørelse truffet den 10. april 2018 forkastede den myndighed, der har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter (herefter »ansættelsesmyndigheden«) ved Kommissionen, denne klage. I denne afgørelse stadfæstede ansættelsesmyndigheden i det store og hele den anfægtede afgørelse, idet den i det væsentlige gentog den samme begrundelse, som PMO havde givet. Ansættelsesmyndigheden fandt derudover, at den anden forsikringsaftale indgået af sagsøgeren den 1. december 2014 ikke kunne tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, fordi den ikke var indgået »siden [hans] tiltrædelse« ved Europol. Ansættelsesmyndigheden forkastede endelig sagsøgerens anbringender på grundlag af ligebehandlingsprincippet, princippet om god forvaltningsskik og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Retsforhandlinger og parternes påstande
6 Sagsøgeren har anlagt denne sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 13. juli 2018.
7 Kommissionens svarskrift blev indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 2018.
8 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Afgørelsen om afslag på klagen annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det lidte økonomiske tab.
– Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
9 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Den retlige bedømmelse
Påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse
10 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og af afgørelsen om afslag på klagen. Det bemærkes i denne henseende, at det følger af fast retspraksis, at en påstand om annullation, der formelt er rettet mod en afgørelse om afslag på en klage, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der har været genstand for klagen, når afgørelsen er uden selvstændigt indhold (dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8). Da afgørelsen om afslag på klagen i det foreliggende tilfælde er uden selvstændigt indhold, skal søgsmålet alene anses for rettet mod den anfægtede afgørelse.
11 Sagsøgeren har til støtte for sine annullationspåstande vedrørende den anfægtede afgørelse fremført fire anbringender. Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten. Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om ligebehandling og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.
Det første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten
12 Sagsøgeren har gjort gældende, at han er berettiget til at påberåbe sig artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, fordi han opfylder alle de heri fastsatte betingelser for bestemmelsens anvendelse. Det følger deraf, at den anfægtede afgørelse, idet den nægter at indrømme ham de udtrædelsespenge, som han har søgt om, tilsidesætter denne bestemmelse.
13 Sagsøgeren har navnlig anfægtet det af Kommissionen påberåbte »ækvivalenskriterium«, hvorefter den dækning, der er fastsat efter den tidligere pensionsordning, i det mindste skal svare til den, der tilbydes ved EU-pensionsordningen. Dette kriterium fremgår på ingen måde af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, hvilket blev bekræftet af Europols administrerende direktør i en skrivelse af 26. februar 2018 til bl.a. generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat (GD) for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«. Derudover er dette kriterium på ingen måde blevet præciseret eller kvantificeret af Kommissionen, hvilket forhindrer, at det kan efterkommes.
14 I øvrigt har sagsøgeren gjort gældende, at selv hvis det medgives, at »ækvivalenskriteriet« kan udledes af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, og at en formålsfortolkning af denne bestemmelse kræver, at de bidrag, der indbetales til en privat pensionsordning, er »passende« i forhold til de bidrag, der betales til EU-pensionsordningen »til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder«, hvilket ikke er tilfældet, angives det ikke i den anfægtede afgørelse, hvad dette passende niveau skulle være, hvilket er i strid med kravene om retssikkerhed. I denne forbindelse betyder »passende« ikke »tilsvarende«. Som følge heraf skal det fastslås, at de bidrag, som sagsøgeren har indbetalt til en privat forsikringsordning, er passende.
15 Ifølge sagsøgeren gælder denne konklusion så meget desto mere, som han i 2014 indgik en anden forsikringsaftale med det samme private forsikringsselskab, hvor beløbet for bidragene er på 87 460 EUR. Sagsøgeren har i denne forbindelse foreholdt Kommissionen, at den ikke tog denne anden aftale i betragtning ved anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten med den begrundelse, at den ikke var indgået »siden [hans] tiltrædelse«. Sagsøgeren har imidlertid anfægtet denne fortolkning og gjort gældende, at udtrykket »siden [hans] tiltrædelse« ikke nødvendigvis betyder, at indbetalingen skal være sket »fra tiltrædelsesdatoen«, men at indbetalingen kan ske efter denne tiltrædelse. Sagsøgeren har anført, at hans dobbelte indbetaling af bidrag til den samme private forsikringsordning ved dette selskab, hvortil der samlet er indbetalt et beløb på 101 660 EUR i bidrag, burde tages i betragtning i deres helhed af Kommissionen, således at disse bidrag burde anses for »i det mindste sammenlignelige« med bidragene til EU-pensionsordningen.
16 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter og har nedlagt påstand om, at det første anbringende forkastes.
17 Det bemærkes indledningsvis, at artikel 11, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:
»Tjenestemanden, der fratræder for
– at tiltræde en stilling i en administration eller en national eller international organisation, der har en aftale med Unionen, eller for
– at udøve en lønnet virksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed, på grundlag af hvilken han erhverver pensionsrettigheder i henhold til en ordning, hvis forvaltningsorganer har indgået en aftale med Unionen,
er berettiget til at få overført den indtil datoen for den faktiske overførsel ajourførte aktuarmæssige modværdi af de pensionsrettigheder, han har erhvervet i Unionen, til denne administrations eller organisations pensionskasse eller til den pensionskasse, hvor han erhverver pensionsrettigheder på grundlag af sin lønnede virksomhed eller selvstændige erhvervsvirksomhed.«
18 Artikel 12 i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:
»1. En tjenestemand, der før den pensionsberettigende alder udtræder af tjenesten af andre grunde end død eller invaliditet, har ved sin udtræden, såfremt han ikke er pensionsberettiget straks eller senere, ret til følgende:
a) hvis han har gjort tjeneste i mindre et år og ikke har gjort brug af ordningen i artikel 11, stk. 2, [i bilag VIII til vedtægten] udtrædelsespenge svarende til tre gange det beløb, der er tilbageholdt af grundlønnen som alderspension, fraregnet beløb, der eventuelt er udbetalt i henhold til artikel 42 og 112 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte
b) i de øvrige tilfælde de ydelser, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, [i bilag VIII til vedtægten,] eller indbetaling af den aktuarmæssige modværdi heraf til en privat forsikring eller en pensionsfond efter eget valg, på betingelse af at det sikres:
i) at der ikke tilbagebetales kapital
ii) at der udbetales en månedlig pension tidligst fra det 60. år og senest fra det 66. år
iii) at der foretages udbetalinger til efterladte
iv) at der kun gives tilladelse til en overførsel til en anden forsikring eller en anden fond, hvis der gælder samme betingelser som i nr. i), ii) og iii).
2. Uanset stk. 1, litra b), har en tjenestemand, der ikke har nået den pensionsberettigende alder, som siden sin tiltrædelse har betalt til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder under en national pensionsordning, en privat forsikring eller en pensionsfond efter eget valg, som opfylder betingelserne i stk. 1, som definitivt udtræder af tjenesten af andre grunde end død eller invaliditet, og som ikke straks eller senere har ret til alderspension, ved sin udtræden ret til udbetaling af udtrædelsespenge svarende til den aktuarmæssige modværdi af de pensionsrettigheder, som han har erhvervet under sin tjeneste i institutionerne. I disse tilfælde trækkes de beløb, der er udbetalt til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder under den nationale pensionsordning, jf. artikel 42 og 112 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen, fra udtrædelsespengene.
[…]«
19 Det bemærkes, at disse bestemmelser i artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten blev grundlæggende ændret ved reformen af vedtægten i 2004. EU-lovgiver ønskede således ved vedtagelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT 2004, L 124, s. 1) navnlig, som det fremgår af 32. betragtning til denne forordning, at »[ændre] [r]eglerne om udtrædelsespenge […] for at tage hensyn til [EU]-reglerne om overførsel af pensionsrettigheder […] og indføre større fleksibilitet«.
20 Artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten giver udtryk for denne vilje fra EU-lovgivers side. Sidstnævnte begrænsede således de tilfælde, hvor de ansatte, der ikke havde ret til en pension i henhold til EU-pensionsordningen, dvs. de ansatte, som ikke havde gjort tjeneste i mindst ti år, kunne modtage udtrædelsespenge og udvidede muligheden for at overføre pensionsrettigheder til en anden pensionsordning. Det fremgår således af disse bestemmelser, at muligheden for at overføre pensionsrettigheder blev fastsat som hovedregel, og udtrædelsespenge blev gjort til en undtagelsesordning, som blev underlagt strenge betingelser.
21 Formålet med denne i artikel 11 og 12 i bilag VIII til vedtægten fastsatte ordning, som fremmer muligheden for at overføre pensionsrettigheder, er at begunstige etableringen af en alderspension, dvs. en fast indkomst eller en månedlig pension, der senere skal modtages ved pensionering. Dermed undgås situationer, hvor tidligere ansatte ved pensionsalderen ikke har tilstrækkelig indkomst og er nødsaget til at søge om social bistand fra medlemsstaterne, og det på trods af den omstændighed, at de havde erhvervet pensionsrettigheder under deres tilknytning til den omhandlede pensionsordning.
22 Derudover tilsigter ordningen med overførsel af pensionsrettigheder, således som det er foreskrevet i de ovennævnte bestemmelser, idet den tillader en samordning mellem EU-pensionsordningen og de nationale eller private ordninger, at lette jobskifte mellem EU-forvaltningen og offentlig eller privat national ansættelse (jf. i denne retning dom af 13.10.2015, Kommissionen mod Verile og Gjergji, T-104/14 P, EU:T:2015:776, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis). Artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten giver ligeledes med henblik på at fastholde EU-institutionernes status som attraktiv fremtidig arbejdsgiver en ansat mulighed for – som undtagelse til dette bilags artikel 12, stk. 1, litra b), og under visse strenge betingelser – at erhverve eller forsætte med at erhverve rettigheder ved en anden national eller privat eksisterende eller allerede eksisterende pensionsordning, dvs. ved at tilknytte sig eller ved at forblive tilknyttet til en sådan og ved at indbetale eller forsætte med at indbetale bidrag dertil, samtidig med at denne bestemmelse gør det muligt for den ansatte at modtage en kontant udbetaling af udtrædelsespenge svarende til den aktuarmæssige modværdi af de pensionsrettigheder, som vedkommende har erhvervet ved EU-pensionsordningen, ved ophøret af denne ansættelse.
23 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de i artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten omhandlede udtrædelsespenge ikke udgør en godtgørelse ved tjenestens ophør, som den pågældende ansatte har krav på ex officio, på tidspunktet for opsigelsen af eller udløbet af hans kontrakt, men en økonomisk foranstaltning, som indgår i de vedtægtsmæssige bestemmelser vedrørende social sikring (dom af 2.3.2016, FX mod Kommissionen, F-59/15, EU:F:2016:27, præmis 32). Denne bestemmelse, som er en af de EU-retlige bestemmelser, der giver ret til økonomiske ydelser, skal fortolkes strengt (jf. dom af 22.5.2012, AU mod Kommissionen, F-109/10, EU:F:2012:66, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). Endvidere skal denne bestemmelse, som det fremgår af selve bestemmelsens ordlyd, hvorefter den finder anvendelse »uanset« dette bilags artikel 12, stk. 1, litra b), fortolkes strengt.
24 Det fremgår af ordlyden af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, at betalingerne til den nationale eller private pensionsordning, som den ansatte har valgt, skal foretages »til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder«. Denne bestemmelse kræver således med henblik på at undgå situationer, hvor en ansat ved pensionsalderen ikke har tilstrækkelig indkomst og er nødsaget til at søge om social bistand fra medlemsstaterne på trods af erhvervelse af pensionsrettigheder ved EU-pensionsordningen, som kunne overføres til en anden ordning, at disse udbetalinger sikrer den ansatte en alderspension, dvs. en månedlig pension, som den pågældende modtager ved pensionsalderen.
25 Det følger heraf, at en streng fortolkning af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten kræver, at de indbetalinger, som er blevet foretaget til den nationale eller private pensionsordning, som den ansatte har valgt, er i stand til som sådan at sikre vedkommende tilstrækkelige pensionsrettigheder ved pensionsalderen. Hvis disse indbetalinger således ikke kan sikre den berørte ansatte en tilstrækkelig indkomst ved dennes pensionsalder, og den pågældende ved pensionsalderen har forbrugt de udtrædelsespenge, som han tidligere havde modtaget i henhold til denne bestemmelse, vil han sandsynligvis være nødsaget til at søge om social bistand fra medlemsstaterne, hvilket er i strid med denne bestemmelse, som kræver, at disse indbetalinger foretages »til erhvervelse eller opretholdelse af pensionsrettigheder«.
26 Hvis den pågældende ansatte vælger at få overført de pensionsrettigheder, som han har erhvervet ved EU-pensionsordningen, til en anden national eller privat ordning efter hans valg som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra b), i bilag VIII til vedtægten, vil han have tilstrækkelige pensionsrettigheder ved pensionsalderen. Denne overførsel garanterer ham således ved denne alder en månedlig pension, således at han ikke er nødsaget til at søge om social bistand fra medlemsstaterne.
27 Derfor forudsætter artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten nødvendigvis, at de indbetalinger, der er foretaget som omhandlet i denne bestemmelse til den pågældende nationale eller private pensionsordning, som sådanne giver den ansatte en tilstrækkelig dækning ved pensionsalderen, idet den sikrer ham en alderspension, som gør enhver social bistand fra medlemsstaterne unødvendig.
28 Med henblik på at afgøre, om disse indbetalinger som omhandlet i artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten kan sikre en alderspension, som gør enhver social bistand fra medlemsstaterne unødvendig, skal der foretages en vurdering fra sag til sag. Denne vurdering indebærer, at der tages hensyn til de relevante faktiske oplysninger, der er særegne for den foreliggende sag, såsom navnlig karakteren af den omhandlede pensionsforsikring, beløbet for de indbetalinger, den pågældende ansatte har foretaget til dette formål, siden han indtrådte i stillingen, eller den indkomst, som det med rimelighed må antages, at disse indbetalinger vil give, og som vil blive modtaget ved pensionsalderen.
29 I den foreliggende sag fremgår det af sagsakterne (bilag A.2 til stævningen), at de indbetalinger, sagsøger foretog til det omhandlede private forsikringsselskab efter han tiltrådte stillingen ved Europol, samlet udgjorde et beløb på 14 200 EUR den 31. august 2017, dvs. på den dato, hvor han fratrådte stillingen. Derudover bemærkes det, således som sagsøgeren har anført det under retsmødet uden i øvrigt at have understøttet dette med nogen form for bevis, at dette beløb på datoen for dette retsmøde svarede til en kapital på 22 000 EUR, hvortil der progressivt skal tillægges renter af denne kapital indtil i det mindste den alder, hvor sagsøgeren modtager en månedlig pension som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra b), i bilag VIII til vedtægten, dvs. tidligst om ti yderligere år.
30 Henset til sagsakterne og ganske særligt de sagsakter, der nævnes i præmis 28 ovenfor, må det fastslås, at de indbetalinger, sagsøgeren har foretaget til det pågældende private forsikringsselskab, siden han tiltrådte stillingen, åbenbart ikke er egnede til at sikre ham en tilfredsstillende alderspension, som gør enhver social bistand fra medlemsstaterne unødvendig. Det beløb på 14 200 EUR, som sagsøgeren har indbetalt i forbindelse med den første aftale indgået med dette selskab, kan således med sikkerhed ikke sikre ham en sådan alderspension. Under alle omstændigheder har sagsøgeren ikke godtgjort, at disse indbetalinger sikrer ham den nævnte alderspension.
31 Hvad i øvrigt angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen burde have taget hensyn til den anden aftale indgået med forsikringsselskabet i 2014 ved anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, bemærkes det, at denne bestemmelse udtrykkeligt kræver, at de omhandlede indbetalinger skal foretages af den ansatte »siden [hans] tiltrædelse«. I den foreliggende sag må det fastslås, at sagsøgeren tiltrådte stillingen ved Europol den 1. december 2010, og at indbetalingerne vedrørende den anden aftale fandt sted fra december 2014, dvs. næsten fire år efter denne tiltrædelse ud af en samlet beskæftigelsesperiode ved Europol på seks år og ni måneder. Som følge deraf kan disse indbetalinger på ingen måde anses for at være foretaget »siden [hans] tiltrædelse«.
32 Det følger derfor af samtlige ovenstående betragtninger, at den anfægtede afgørelse ikke tilsidesatte artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, idet den gav sagsøgeren afslag på indrømmelse af de udtrædelsespenge, han havde anmodet om. Det første anbringende må derfor forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling
33 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling. Han har påberåbt Unionens faste retspraksis i denne henseende samt vedtægtens artikel 1d, som dels indeholder en materiel regel, som er udtryk for et almindeligt retsprincip, der bekræftes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, dels indeholder en processuel garanti, der fastsætter, at pligten til at føre bevis ikke påhviler den person, der har fremlagt tilstrækkeligt bevis.
34 Sagsøgeren har navnlig, idet han har støttet sig til en række dokumenter (bilag A.8 til stævningen), gjort gældende, at flere tidligere ansatte ved Europol har modtaget udtrædelsespenge i henhold til artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten ved ophøret af deres kontrakt med Europol, selv om de kun havde indbetalt et begrænset bidrag til en privat pensionsordning. Sagsøgeren har anført, at han således har kendskab til konkrete tilfælde, hvor tidligere ansatte har fået tildelt disse udtrædelsespenge, selv om de befandt sig i en situation, der svarede til sagsøgerens, nemlig i tilfælde, hvor bidragene til en sådan ordning ifølge den fortolkning, Kommissionen har anlagt i den anfægtede afgørelse, kunne anses for ikke at være »passende« i forhold til de rettigheder, der var erhvervet i henhold til EU-pensionsordningen.
35 Kommissionen på sin side har bestridt sagsøgerens argumenter og nedlagt påstand om, at det andet anbringende forkastes.
36 Det bemærkes i denne henseende for det første, at vedtægtens artikel 1d ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Denne bestemmelse forbyder således enhver form for forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering. Dette er imidlertid åbenbart ikke tilfældet i den foreliggende sag, fordi sagsøgeren ikke har påberåbt en sådan forskelsbehandling, men det forhold, at flere tidligere ansatte ved Europol har modtaget udtrædelsespenge, selv om de befandt sig i en situation, der var sammenlignelig med hans.
37 Det bemærkes for det andet, at ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling ifølge fast retspraksis kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan forskellig behandling af objektivt begrundet (dom af 9.10.2008, Chetcuti mod Kommissionen, C-16/07 P, EU:C:2008:549, præmis 40, og af 9.2.1994, Lacruz Bassols mod Domstolen, T-109/92, EU:T:1994:16, præmis 87).
38 Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet må ses i sammenhæng med overholdelsen af legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for andre (jf. dom af 4.7.1985, Williams mod Revisionsretten, 134/84, EU:C:1985:297, præmis 14 og den deri nævnte retspraksis). En eventuel retsstridig foranstaltning, der er iværksat over for en anden ansat, der ikke er part i denne sag, kan således ikke medføre, at Unionens retsinstanser fastslår, at dette udgør forskelsbehandling og dermed en retsstridig foranstaltning i forhold til sagsøgeren. En sådan fremgangsmåde ville svare til at indføre et princip om »ligebehandling i tilfælde af retsstridighed« (jf. i denne retning dom af 16.11.2006, Peróxidos Orgánicos mod Kommissionen, T-120/04, EU:T:2006:350, præmis 77).
39 Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig, at indrømmelse af udtrædelsespenge til hans fordel skal underkastes den samme behandling, som allerede er blevet indrømmet andre ansatte i en situation, der svarer til hans, hvis denne behandling ikke er i overensstemmelse med de relevante vedtægtsbestemmelser, det vil i den foreliggende sag sige bestemmelserne i artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, således som det fremgår af den prøvelse, der er foretaget i forbindelse med det første anbringende.
40 Det andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling i forhold til andre ansatte skal derfor forkastes.
Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning
41 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er i strid med princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Han har gjort gældende, at han fra kilder med den fornødne bemyndigelse og på vedvarende vis med rette blev bibragt det indtryk, at han kunne anvende artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, når han forlod Europol.
42 Sagsøgeren har navnlig gjort gældende, at han i overensstemmelse med retspraksis har modtaget præcise løfter i form af præcise, ubetingede og samstemmende oplysninger, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, om at han, hvis han oprettede en privat pension med indbetaling af et bidrag på mindst 50 EUR om måneden, ville modtage udtrædelsespenge på det tidspunkt, hvor han fratrådte tjenesten. Sagsøgeren har i denne forbindelse nævnt en intern meddelelse fra Europol dateret den 16. juli 2014 (bilag A.7 til stævningen), ifølge hvilken Europol havde meddelt sine ansatte, at det var tilstrækkeligt at indbetale bidrag på mindst 50 EUR om måneden til det pågældende private forsikringsselskab for at modtage udtrædelsespenge. Disse samme oplysninger blev meddelt ved en Powerpoint-præsentation (bilag A.9 til stævningen), som dette selskab gav til Europols personale i Europols lokaler den 30. august 2010. Anden korrespondance mellem Europol og dette selskab i 2010 viser ligeledes, at Europols ansatte havde oprettet deres private pensionskonti med henblik på at modtage udtrædelsespenge ved ophøret af deres kontrakter (bilag A.10 til stævningen), og at indbetaling af et beløb på 600 EUR om året eller et beløb på 50 EUR om måneden var tilstrækkelig til at opnå denne tildeling (bilag A.11 til stævningen).
43 Sagsøgeren har i øvrigt påberåbt sig en skrivelse af 26. februar 2018 fra Europols administrerende direktør (bilag A.6 til stævningen). I denne skrivelse anførte sidstnævnte, at gennemførelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten var blevet ændret siden september 2017, idet han fandt, at personalets berettigede forventninger så vidt muligt skulle respekteres, og at betingelserne for denne gennemførelse ikke burde ændres med tilbagevirkende kraft.
44 Kommissionen på sin side har bestridt sagsøgerens argumenter og nedlagt påstand om, at det tredje anbringende forkastes.
45 Det bemærkes i denne henseende, at det fremgår af fast retspraksis, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der hører til Den Europæiske Unions grundlæggende principper (jf. dom af 5.5.1981, Dürbeck, 112/80, EU:C:1981:94, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis), indebærer, at enhver tjenestemand og ansat har ret til at påberåbe sig dette princip, når de befinder sig i en situation, hvor Unionens administration ved at afgive præcise løfter har fremkaldt begrundede forventninger hos dem (jf. dom af 16.12.2010, Kahla Thüringen Porzellan mod Kommissionen, C-537/08 P, EU:C:2010:769, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
46 Ifølge fast retspraksis er retten til at påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning betinget af, at tre betingelser er opfyldt. For det første, at præcise, ubetingede og samstemmende løfter, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af en EU-myndighed over for parten. For det andet, at disse løfter er af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. For det tredje skal løfterne være i overensstemmelse med gældende regler (jf. dom af 27.1.2016, Montagut Viladot mod Kommissionen, T-696/14 P, EU:T:2016:30, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
47 I den foreliggende sag bemærkes det for det første for så vidt angår Europols interne meddelelse dateret den 16. juli 2014, som er gengivet i bilag A.7 til stævningen, at det ikke er omtvistet, at denne meddelelse, som er underskrevet af en befuldmægtiget ved Europol, og hidrører fra tjenesten »G 14 Public Relations & Events«, blev udsendt via e-mail i Europols navn til alle de midlertidigt og kontraktansatte ved Europol, hvilket på denne dato omfattede sagsøgeren.
48 Det skal imidlertid fastslås, at den interne meddelelse fra Europol dateret den 16. juli 2014 ikke kan have givet anledning til begrundede forventninger hos sagsøgeren, som giver ham mulighed for at påberåbe sig beskyttelsen af den berettigede forventning. Denne meddelelse kan således vanskeligt anses for at give præcise, ubetingede og end mindre samstemmende løfter. Nævnte meddelelse forekommer heller ikke at hidrøre fra en fuldstændig pålidelig kilde. Den forekommer snarere at være fremsendt efter forslag fra det pågældende private forsikringsselskab, således som det fremgår af flere passager i meddelelsen, såsom den med fed skrift, hvor det anføres at »vi er blevet informeret af [det pågældende private forsikringsselskab] om, at«, den længere nede, hvor det anføres, at »vi vil ligeledes gerne henlede opmærksomheden på den omstændighed, at [det pågældende private forsikringsselskab] med henblik på, at denne meddelelse udbredes til alle nuværende eller potentielle kunder, har ladet vide, at«, og endelig den passage i slutningen af meddelelsen, hvor det anbefales at kontakte det pågældende private forsikringsselskab, hvis elektroniske adresse oplyses, direkte med ethvert spørgsmål forbundet med denne meddelelse. Endvidere kunne sagsøgeren ikke være uvidende om, at en månedlig indbetaling på mindst 50 EUR ikke kunne skabe betingelserne for erhvervelse af passende pensionsrettigheder, hvilket den omstændighed, at han fandt det nødvendigt at supplere de oprindelige indbetalinger med en anden aftale indgået i 2014, bevidner. Sagsøgerens håb om at modtage udtrædelsespenge kan derfor ikke have forekommet ham at være »begrundet«.
49 Det bemærkes i øvrigt ligeledes, at eventuelle løfter afgivet i den interne meddelelse fra Europol dateret den 16. juli 2014 ikke er i overensstemmelse med de normer, der finder anvendelse i forhold til den pågældende ansatte. Det fremgår således af de betragtninger, der er gengivet i forbindelse med det første anbringende, at eventuelle løfter modtaget af sagsøgeren med hensyn til udtrædelsespenge under alle omstændigheder ikke var i overensstemmelse med hverken ordlyden af eller ånden bag artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten. Det skal i denne henseende fremhæves, at sagsøgeren ikke med rette kan kræve et andet resultat end det, der følger af anvendelsen af denne bestemmelse (jf. i denne retning dom af 7.6.2018, Winkler mod Kommissionen, T-369/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:334, præmis 71).
50 Hvad for det andet angår den Powerpoint-præsentation, som det pågældende private forsikringsselskab fremviste den 30. august 2010, må det fastslås, at selv om fremvisningen fandt sted for Europols personale i Europols lokaler, hidrører denne præsentation ikke fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse. For at beskyttelse af den berettigede forventning kan påberåbes, skal de angivelige løfter således i det mindste fremsættes af en EU-myndighed over for den berørte person. Dette er imidlertid ikke tilfældet med denne præsentation, som således ikke kan give anledning til begrundede forventninger hos sagsøgeren som omhandlet i den ovennævnte retspraksis.
51 Hvad for det tredje angår den anden kommunikation, der fandt sted fra april til juli 2010 mellem Europol og det pågældende private forsikringsselskab, som er gengivet i bilag A.10 og A.11 til stævningen, bemærkes det, at denne kommunikation ikke er stilet til sagsøgeren, således at den ikke kan give anledning til en berettiget forventning hos ham. Sagsøgeren var således ikke adressat for denne kommunikation, som bestod i meddelelser sendt via e-mail mellem Europols personale med ansvar for pensionsrettigheder og de ansvarlige ved det pågældende private forsikringsselskab. Under alle omstændigheder skal det fastslås, sagsøgeren ikke har ført bevis for, at han havde kendskab til den omhandlede kommunikation før den anfægtede afgørelse.
52 Hvad for det fjerde angår skrivelsen af 26. februar 2018 fra Europols administrerende direktør, som er gengivet i bilag A.6 til stævningen, kan denne skrivelse på ingen måde give anledning til begrundede forventninger hos sagsøgeren om at kunne opnå de udtrædelsespenge, han havde anmodet om. Denne skrivelse er således fremkommet efter den anfægtede afgørelse, og hidrører ikke i den foreliggende sag fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, men fra sagsøgerens overordnede, som netop henvendte sig til de kompetente personer ved Kommissionen med ansvar for anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, nemlig først og fremmest direktøren for PMO og generaldirektøren for GD »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«.
53 Det følger heraf, at det tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om den berettigede forventning skal afvises.
Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og af omsorgspligten
54 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse tilsidesatte princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.
55 Sagsøgeren har for det første anført, at hvis han var blevet hørt korrekt, ville den anfægtede afgørelse have fået et andet indhold. Han havde således navnlig kunnet forklare, at han havde modtaget løfter om, at et månedligt bidrag på 50 EUR til en privat pensionsordning var tilstrækkeligt til at opnå udtrædelsespenge.
56 Sagsøgeren har for det andet foreholdt PMO, at det ikke også havde sendt teksten af en meddelelse vedrørende anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, som var blevet tilstillet Europols ansatte i november 2017, til tidligere ansatte ved Europol, hvortil sagsøgeren hører. Derudover udgør afslaget på at meddele ham grunden til, at dette ikke blev gjort, et yderligere bevis for tilsidesættelsen af princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.
57 For det tredje godtgøres tilsidesættelsen af omsorgspligten af den omstændighed, at PMO i den anfægtede afgørelse fuldstændig afholdt sig fra at fastlægge de pensionsrettigheder, sagsøgeren var sikret, eller enhver anden indkomst, som han ville oppebære ved pensionsalderen. Denne tilsidesættelse fremgår i øvrigt af Kommissionens afgørelse af 30. april 2018 om afslag på at indrømme udtrædelsespenge, som vedrørte en anden tidligere ansat ved Europol, hvilken afgørelse havde næsten samme ordlyd som afgørelsen vedrørende sagsøgeren, men hvori Kommissionen klart medgav, at denne ansatte ville modtage en national pensionsydelse.
58 Sagsøgeren har for det fjerde foreholdt PMO, at det først oplyste ham om afslaget på tildeling af udtrædelsespenge på grundlag af betingelser, som han i øvrigt havde opfyldt i god tro, den 5. oktober 2017, dvs. på et tidspunkt, hvor hans ansættelseskontrakt allerede var ophørt. På dette tidspunkt var det umuligt for ham – selv hvis han besluttede at opfylde de nye krav fra PMO – at afhjælpe hans personlige situation med tilbagevirkende kraft.
59 Kommissionen på sin side har bestridt sagsøgerens argumenter og nedlagt påstand om, at det fjerde anbringende forkastes.
60 Det bemærkes i denne henseende, at omsorgspligten ifølge fast retspraksis afspejler balancen mellem gensidige rettigheder og forpligtelser i forholdet mellem den offentlige myndighed og ansatte i den offentlige tjeneste. Denne balance indebærer navnlig, at myndigheden, når den træffer afgørelse om forhold vedrørende en tjenestemands situation, skal tage samtlige omstændigheder i betragtning, der kan være bestemmende for dens afgørelse, og at den herved skal tage hensyn til ikke blot tjenestens interesse, men tillige til den pågældende tjenestemands interesse. Denne sidstnævnte forpligtelse påhviler ligeledes myndigheden i henhold til princippet om god forvaltningsskik, som er fastsat i artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder (jf. dom af 13.12.2018, UP mod Kommissionen, T-706/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:924, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).
61 Beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder og interesser skal dog altid ske inden for rammerne af de gældende bestemmelser (jf. dom af 5.12.2006, Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis).
62 Det følger heraf, at princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten ikke med rette kan påberåbes af sagsøgeren med henblik på at omgå bestemmelserne i artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten. Det følger således af undersøgelsen af det første anbringende, at det var med rette, at Kommissionen baserede den anfægtede afgørelse på disse bestemmelser.
63 I øvrigt giver de argumenter, sagsøgeren har fremført i forbindelse med det fjerde anbringende, anledning til følgende bemærkninger.
64 Det bemærkes for det første, at den relevante administrative procedure ved Kommissionen fuldt og helt er blevet overholdt. Således indgav sagsøgeren først sin anmodning om udtrædelsespenge i henhold til artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten. Sagsøgeren havde i denne forbindelse mulighed for at fremlægge alle de oplysninger, som han fandt relevante. Derefter traf PMO i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 1, sin afgørelse på grundlag af alle de oplysninger, sagsøgeren havde fremlagt. Dernæst indgav sagsøgeren i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage til ansættelsesmyndigheden, hvori han kunne forklare grundene til, at han mente, at han burde være indrømmet udtrædelsespenge, og hvori han ligeledes kunne fremlægge alle de oplysninger, som han fandt relevante. Endelig vedtog Kommissionen sin afgørelse, idet den tog hensyn til alle de oplysninger, der kunne være afgørende for afgørelsen, navnlig de oplysninger, som sagsøgeren havde fremlagt inden for rammerne af denne procedure. Som følge deraf kan sagsøgeren ikke foreholde Kommissionen, at han ikke er blevet hørt korrekt.
65 For det andet bemærkes, at PMO sendte meddelelsen af november 2017 om anvendelsen af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten til Europol med henblik på, at Europol skulle viderebringe den til de berørte personer. Europol fremsendte derefter denne meddelelse til sine daværende ansatte. Det skal bemærkes, at Kommissionen ikke var forpligtet til at fremsende denne meddelelse til tidligere ansatte, som endeligt var fratrådt deres stillinger, fordi meddelelsen intet ændrede ved deres situation. Endvidere og af de samme grunde var Kommissionen heller ikke forpligtet til over for sagsøgeren at begrunde, hvorfor den ovennævnte meddelelse ikke var blevet tilstillet Europols tidligere ansatte. Det skal under alle omstændigheder fremhæves, at denne forvaltningsmæssige adfærd ikke kan rejse tvivl om lovligheden af den anfægtede afgørelse, som blev vedtaget før denne meddelelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten, således som det fremgår af undersøgelsen af det første anbringende. Sagsøgeren kan derfor ikke i denne henseende påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om god forvaltning og omsorgspligten.
66 Hvad for det tredje angår den angivelige tilsidesættelse af omsorgspligten, må det konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Kommissionen undlod at tage hensyn til alle de relevante omstændigheder, der kunne være afgørende for dens afgørelse. Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at Kommissionen undlod at tage hans interesser i betragtning ved behandlingen af hans anmodning om udtrædelsespenge. Under alle omstændigheder må det fastslås, at Kommissionen traf sin afgørelse på grundlag af alle de relevante omstændigheder, der kunne være afgørende for afgørelsen, samtidig med at den beskyttede tjenestens og sagsøgerens interesser. Som følge deraf kan sagsøgeren ikke foreholde Kommissionen, at den ikke har overholdt sin omsorgspligt.
67 Hvad for det fjerde angår det af sagsøgeren påberåbte klagepunkt om, at afslaget på indrømmelse af udtrædelsespenge først blev meddelt sagsøgeren, efter at han var ophørt i stillingen ved Europol, bemærkes det, at Kommissionen ikke havde kunnet gøre anderledes, og at der ikke kan foreholdes Kommissionen nogen fejl i den henseende. Kommissionen fik således først kendskab til sagsøgerens personlige forhold, dvs. hans deltagelse i en privat forsikringsaftale med begrænsede indbetalinger siden [hans] tiltrædelse i 2010, da han den 19. juni 2017 indgav en anmodning om udtrædelsespenge i henhold til artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten. Det skal i denne forbindelse fremhæves, som Kommissionen har gjort det, at sagsøgeren ikke har lidt nogen skade, da de bidrag, der var blevet indbetalt til EU-pensionsordningen, kunne overføres til sagsøgerens pensionsordning i medfør af artikel 12, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten. Det følger heraf, at dette klagepunkt skal forkastes.
68 Som følge heraf skal det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten forkastes, og dermed skal annullationspåstandene forkastes i deres helhed.
Om erstatningspåstanden
69 Sagsøgeren har nedlagt påstand for Retten om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han er blevet forvoldt af de ulovligheder, der er godtgjort i forbindelse med annullationspåstandene i nærværende søgsmål. Sagsøgeren har i denne forbindelse nedlagt påstand om betaling af dels et beløb på 42 737 EUR som erstatning for økonomisk skade, dels et beløb på 10 000 EUR, der er foreløbigt fastsat efter ret og billighed som erstatning for ikke-økonomisk skade.
70 Hvad navnlig angår den økonomiske skade har sagsøgeren anført, at denne i princippet bør erstattes ved annullation af den anfægtede afgørelse og ved anvendelse af artikel 12, stk. 2, i bilag VIII til vedtægten. I tilfælde af, at det fastslås, at denne bestemmelse ikke finder anvendelse, hvilket sagsøgeren har bestridt, består denne skade i, at han hverken har adgang til de midler, han har indbetalt til det pågældende private forsikringsselskab eller til EU-pensionsordningen, dvs. et beløb på 213 687 EUR, som svarer til den aktuarmæssige modværdi af de pensionsrettigheder, som han har erhvervet i henhold til denne sidstnævnte ordning. Da sagsøgerens intention er at investere dette beløb privat indtil hans pensionsalder, udgør hans lidte økonomiske skade en procentdel af dette beløb. Da sagsøgerens private investeringer i gennemsnit giver ham et afkast på 15-25%, kan hans årlige tab derfor opgøres til ca. 20% af 213 687 EUR, dvs. 42 737 EUR.
71 For så vidt angår det ikke-økonomiske tab har sagsøgeren gjort gældende, at dette sidstnævnte tab følger af den vedvarende uretfærdige behandling, som har forårsaget alvorlig stress og givet anledning til talrige søvnløse nætter og fortvivlelse. Den usikkerhed, sagsøgeren har følt, har været kilde til en dyb følelse af uretfærdighed, fordi reglerne var klare, som det fremgår af Europols, PMO’s og det pågældende private forsikringsselskabs tidligere og gentagne stillingtagen. Da han har været ude af stand til fuldt ud at koncentrere sig om at søge ny beskæftigelse efter ophøret af hans kontrakt med Europol, har sagsøgeren for første gang været uden beskæftigelse, hvilket har forværret hans ikke-økonomiske skade. Denne ikke-økonomiske skade bør i sidste ende foreløbigt efter ret og billighed vurderes til 10 000 EUR.
72 Kommissionen på sin side har bestridt sagsøgerens argumenter og nedlagt påstand om, at erstatningspåstanden forkastes.
73 I denne forbindelse skal en påstand om erstatning i overensstemmelse med fast retspraksis i personalesager forkastes, når der er en nær sammenhæng mellem den og annullationspåstanden, som enten er blevet afvist eller forkastet som ugrundet (jf. dom af 30.9.2003, Martínez Valls mod Parlamentet, T-214/02, EU:T:2003:254, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).
74 I den foreliggende sag er der en nær sammenhæng mellem erstatningspåstanden og annullationspåstanden.
75 Da annullationspåstanden er blevet forkastet, skal erstatningspåstanden ligeledes forkastes.
76 Det følger af det foregående i sin helhed, at Kommissionen skal frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
77 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Peeter Palo betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. oktober 2019.
Underskrifter