Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 10. januar 2005 af Eric Gippini Fournier mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-23/05)

(Processprog: fransk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 10. januar 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Eric Gippini Fournier, Bruxelles, ved avocat Anouk Theissen.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Annullation af afgørelsen om at tildele sagsøgeren nul "GD prioritetspoints" i forbindelse med forfremmelsesåret 2003, og af afslaget på sagsøgerens klage til forfremmelsesudvalget med henblik på, at sagsøgeren tildeles "GD prioritetspoints" (eller "appel"points eller prioritetspoints uanset disses betegnelse), samt af afvisningen af at tildele prioritetspoints for arbejde i institutionens interesse i henhold til artikel 9 i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgeren et beløb på 2 500 EUR i erstatning for lidt ikke-økonomisk skade.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgeren, som er tjenestemand ved Kommissionen og som i tjenestens interesse blev overført til midlertidig tjeneste ved Domstolen fra den 1. marts 2002 til den 6. oktober 2003, har fremført en ulovlighedsindsigelse over for de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45 som følge af en manglende sammenligning af hans fortjenester med fortjenesterne for andre tjenestemænd i andre generaldirektorater. Sagsøgeren har ligeledes anført, at de fleste kategorier af prioritetspoints er ulovlige, da de strider mod vedtægtens artikel 45 og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

Sagsøgeren har anført, at der er sket tilsidesættelse af vedtægtens artikel 5, 25, 43 og 45, af artikel 2, stk. 1, andet afsnit, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 43, samt af artikel 2, stk. 1, og artikel 6, stk. 3, stk. 4, og stk. 5, i de almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45. Sagsøgeren har ligeledes anført, at principperne om proportionalitet, om forbud mod forskelsbehandling, om ligebehandling og om beskyttelse af den berettigede forventning er tilsidesat. Sagsøgeren har endelig anført, at der er begået en procedurefejl, er sket magtfordrejning, at diverse akter og afgørelser ikke er begrundet og heller ikke forkyndt, samt at der er anlagt åbenbart urigtigt skøn.

____________