Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 12. juli 2004 af UPS Europe N.V./S.A. og UPS Deutschland Inc. & Co OHG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-284/04)

(Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 12. juli 2004 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af UPS Europe N.V./S.A. og UPS Deutschland Inc. & Co OHG ved lawyers T.R. Ottervanger og A.S. Bijleveld.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

Den implicitte kommissionsbeslutning om at afslå sagsøgernes genfremsatte begæring af 13. april 2004 om aktindsigt i visse dokumenter annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Ved beslutning af 20. marts 20011 fandt Kommissionen, at Deutsche Post AG havde overtrådt EF-traktatens artikel 82 ved sin praksis inden for pakketjenester til postordresektoren. Den pålagde endvidere Deutsche Post at oprette et særskilt datterselskab samt et system med gennemsigtige og markedsbaserede priser mellem Deutsche Post AG og dette datterselskab. Deutsche Post blev pålagt årligt at informere Kommissionen om, at disse forpligtelser blev overholdt. Dette gjorde Deutsche Post ved skrivelse af 22. maj 2003. Sagsøgerne, der også virker inden for samme forretningssektor, anmodede om og modtog en ikke-fortrolig udgave af denne skrivelse den 22. september 2003. Den 20. oktober 2003 fremsatte sagsøgerne over for Kommissionen begæring om aktindsigt i de gennemsnitlige interne afregningspriser, som Deutsche Post havde krævet fra sit datterselskab. Her var tale om oplysninger, som var blevet slettet i den ikke-fortrolige udgave af skrivelsen af 22. maj 2003. De fremsatte endvidere begæring om aktindsigt i en rapport og en beregning, der i henhold til samme skrivelse var blevet indgivet til Kommissionen den 16. november 2001. Begæringen var fremsat på grundlag af forordning 1049/20012, EFT L 145 af 31. maj 2001, s. 43-48. Sagsøgerne gentog deres begæring den 18. november 2003 og genfremsatte begæringen den 13. april 2004. Ved skrivelse af 21. april 2004 bekræftede Kommissionen modtagelsen af den genfremsatte begæring og anførte, at den var i færd med at høre Deutsche Post med hensyn til det nøjagtige omfang af den forretningsmæssigt følsomme information i de begærede dokumenter. Da sagsøgerne ikke har modtaget noget yderligere svar, er de af den opfattelse, at der er tale om en implicit Kommissionsbeslutning om at nægte dem aktindsigt, og de har nedlagt påstand om, at Domstolen annullerer den.

Til støtte for påstanden har sagsøgerne påberåbt sig en tilsidesættelse af forordning nr. 1049/2001, idet de hævder, at ingen af undtagelserne i artikel 4 finder anvendelse, og at der derfor skulle have været givet aktindsigt som begæret. De har endvidere påberåbt sig, at Kommissionen har tilsidesat pligten efter artikel 253 EF til at begrunde sin beslutning. Ifølge sagsøgerne har Kommissionen også tilsidesat forordning nr. 1049/2001, fordi den hverken svarede inden for den foreskrevne tidsfrist eller gav nogen begrundelse for at nægte at give aktindsigt. Endelig har de anført, at Kommissionen har tilsidesat sin egen forretningsorden, som ændret ved Kommissionens afgørelse af 5. december 20013. Ifølge sagsøgerne skulle Kommissionen have afsluttet sin høring af Deutsche Post og have truffet afgørelse inden for 15 arbejdsdage.

____________

1 - Kommissionens beslutning af 20.3.2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 82 (sag COMP/35.141 Deutsche Post AG) (meddelt under nummer K(2001) 728), EFT L 125 af 5.5.2001, s. 27.

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter

3 - EFT L 345 af 29.12.2001, s. 94.