Language of document :

Sag anlagt den 22. oktober 2010 - TI Media Broadcasting og TI Media mod Kommissionen

(Sag T-501/10)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøgere: Telecom Italia Media Broadcasting Srl (TI Media Broadcasting) (Rom, Italien) og Telecom Italia Media SpA (TI Media) (Rom, Italien) (ved advokaterne B. Caravita di Toritto, L. Sabelli, F. Pace og A. d'Urbano)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning erklæres ulovlig, og den annulleres i det omfang, at den giver SKY lov til at deltage i udbudsproceduren for digitalt udbytte.

Subsidiært, Kommissionen pålægges at i) angive det afsnit i licitationen, som SKY kan afgive bud på i udbudsproceduren, ii) forlænge det femårige forbud imod anvendelse af frekvenser til betalings-tv formål til også at omfatte de frekvenser, som er opnået ved aftaler med eksisterende operatører eller nytilkomne.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

De sagsøgende selskaber i den foreliggende sag har nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2010) 4976 endelig af 20. juli 2010 (herefter "beslutningen") med hensyn til ændring af punkt 9.1 i de tilsagn, der er bilagt beslutningen af 2. april 2003 (sag COMP/M.2876), med hvilken Kommissionen har erklæret den sammenslutning, der blev til med dannelsen af SKY Italia (SKY), for forenelig med fællesmarkedet og EØS-aftalen.

Det skal i den forbindelse anføres, at det pågældende punkt pålagde SKY at afholde sig fra at udnytte analoge og digitale frekvenser og ikke at involvere sig i aktiviteter inden for den digitale jordbaserede platform, hverken som netleverandør eller som indholdsleverandør, før den 31. december 2011. Med den anfægtede beslutning har Kommissionen imødekommet anmodningen fra SKY om, at denne kan deltage i udbudsproceduren om fordeling af det digitale udbytte ved afgivelse af tilbud vedrørende tildeling af bare én multiplex, som er bestemt til at fordele ukodet indhold for en periode på fem år fra vedtagelse af selve beslutningen.

Til støtte for deres påstande har sagsøgerne gjort følgende anbringender gældende: Tilsidesættelse af artikel 2, 6 og 8, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser 1, af punkt 74 i Kommissionens meddelelse om løsningsforslag, der kan accepteres i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 og Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 2, af punkt 14.1 i de tilsagn, der er bilagt beslutningen af 2. april 2003 (sag COMP/M.2876), og af artikel 102 TEUF.

Den anfægtede beslutning er konkret et udtryk for magtfordrejning og manglende begrundelse, for så vidt som den imødekommer en ansøgning, der går ud over det objektive anvendelsesområde for 9.1 i de tilsagn, der er bilagt beslutningen af 2003 (sag COMP/M.2876), og derved giver SKY adgang til at deltage i en offentlig udbudsprocedure om tildeling af digitalt udbytte.

Sagsøgerne fastholder endvidere, at Kommissionen ved at tilsidesætte grundlæggende procedureforskrifter har foretaget en ukorrekt vurdering af de ekstraordinære omstændigheder, der kan retfærdiggøre ændringen i de forpligtelser, der oprindeligt blev pålagt SKY. Ved at argumentere for de elementer af uregelmæssigheder, som kendetegner den omhandlede udbudsprocedure, har Kommissionen i særdeleshed ligestillet TI Media med de veletablerede [operatører] RAI og Mediaset, selv om TI Media aldrig er blevet anmeldt for at indtage en dominerende stilling. For at konkretisere et sådant obiter dictum vedrørende TI Media's angiveligt "stærke position" på markedet, har Kommissionen baseret sig på en fejlagtig fortolkning af beslutning 544/07/CONS ved fuldstændigt at undlade at tage højde for resultaterne af markedsundersøgelsen.

Endelig gør sagsøgerne gældende, at beslutningen er ulovlig på grund af manglende sagsoplysning og manglende begrundelse i det omfang - med hensyn til definitionen af kriterierne for tildeling af kontrakt - at den baserer sig på vildledende og ukorrekt gengivelse af indholdet i beslutning 181/09/CONS og 427/09/CONS. I modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, har disse beslutninger defineret udbudskriterierne under hensyn til frekvenspakker (A, B og alternativt C) uden at skelne imellem nationale operatører i forhold til kategori og, frem for alt, uden at betegne TI Media som en vertikalt integreret operatør.

____________

1 - EUT L 24, s. 1.

2 - EUT C 267 af 22.10.2008, s. 1.