Sag T-541/10

Anotati Dioikisi Enoseon Dimosion Ypallilon (ADEDY) m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union

»Annullationssøgsmål – afgørelser rettet til en medlemsstat med henblik på at afhjælpe en situation med et uforholdsmæssigt stort underskud – ikke umiddelbart berørt – afvisning«

Sammendrag – Rettens kendelse (Første Afdeling) af 27. november 2012

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – afgørelse fra Rådet, hvorved en medlemsstat pålægges at træffe foranstaltninger til afhjælpning af en situation med et uforholdsmæssigt stort underskud – sag anlagt af en sammenslutning af fagforeninger og af medlemmer heraf – ikke umiddelbart berørt – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF; Rådets forordning nr. 1467/97, artikel 5)

2.      Den Europæiske Union – domstolskontrol med lovligheden af institutionernes retsakter – retsakter, der nødvendiggør nationale gennemførelsesforanstaltninger – mulighed for fysiske eller juridiske personer for at anvende præjudiciel forelæggelse med henblik på en bedømmelse af gyldigheden – medlemsstaternes forpligtelse til at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse – indledning af et annullationssøgsmål ved Unionens retsinstanser i tilfælde af, at der ikke findes retsmidler ved den nationale ret – udelukket

(Art. 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, art. 263 TEUF, 267 TEUF og 277 TEUF)

1.      Den i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelse for antagelse til realitetsbehandling, hvorefter en fysisk eller juridisk person skal være umiddelbart berørt af den afgørelse, som prøves under en sag, indebærer i princippet to kumulative betingelser, nemlig for det første, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet, at den ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfør af EU-reglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler.

En sammenslutning af fagforeninger, der som medlemmer i det væsentlige har samtlige tjenestemænd og ansatte ved offentligretlige juridiske personer samt medlemmerne af denne sammenslutning, er derfor ikke umiddelbart berørt af en afgørelse fra Rådet, hvorved en medlemsstat pålægges at træffe foranstaltninger til afhjælpning af en situation med et uforholdsmæssigt stort underskud.

Den bestemmelse, der er fastsat i denne afgørelse vedrørende de foranstaltninger, som en medlemsstat skal træffe til nedbringelse af et uforholdsmæssigt stort underskud, har nemlig – for så vidt som den pålægger den pågældende medlemsstat at nå et økonomisk mål, nemlig at spare et bestemt beløb pr. år gennem reduktion af de bonusser, der udbetales til tjenestemænd, uden at fastsætte hverken fremgangsmåden for denne reduktion eller de kategorier af tjenestemænd, der berøres heraf, hvilke elementer er overladt til medlemsstatens skøn – ikke umiddelbart indvirkning på sagsøgernes retsstilling, idet medlemsstatens myndigheder i forbindelse med iværksættelsen heraf har et betydeligt skøn.

Den bestemmelse i den omhandlede afgørelse, der pålægger den samme medlemsstat en pligt til at vedtage en lov om reform af pensionssystemet med henblik på at sikre dets bæredygtighed på mellemlang og lang sigt, berører endvidere – for så vidt som den nødvendiggør vedtagelsen af en sådan lov for at blive gennemført og overlader medlemsstatens myndigheder et betydeligt skøn ved definitionen af denne lovs indhold, forudsat at den sikrer pensionssystemets bæredygtighed på mellemlang og lang sigt – ikke umiddelbart sagsøgerne, eftersom det kun er denne lov, der eventuelt umiddelbart kan berøre deres retsstilling.

Den bestemmelse i samme afgørelse, der fastsætter et loft for erstatningen af det personale i den offentlige sektor, der går på pension, udgør desuden en generel foranstaltning med henblik på tilrettelæggelse og styring af den offentlige forvaltning og berører derfor ikke umiddelbart sagsøgernes retsstilling. For så vidt som denne bestemmelse indebærer en forringelse af funktionen af den offentlige service og forringer sagsøgernes arbejdsvilkår, er der nemlig tale om en omstændighed, som ikke vedrører deres retsstilling, men udelukkende deres faktiske situation.

Da det endelige formål er at nedbringe landets uforholdsmæssigt store offentlige underskud, nødvendiggør de bestemmelser, der fastsætter, at den pågældende medlemsstat skal vedtage finansielle konsolideringsforanstaltninger, foranstaltninger, som tilsigter at styrke budgetovervågningen og -disciplinen, samt strukturelle foranstaltninger, som navnlig tilsigter at forbedre den nationale økonomis generelle konkurrenceevne, endelig på grund af deres omfang nationale gennemførelsesforanstaltninger, som specificerer indholdet heraf. I forbindelse med denne gennemførelse har den pågældende medlemsstats myndigheder et betydeligt skøn, forudsat at det endelige mål om nedbringelse af det uforholdsmæssigt store underskud overholdes. Det er disse nationale gennemførelsesforanstaltninger, som eventuelt umiddelbart berører sagsøgernes retsstilling.

(jf. præmis 64, 70, 72-74, 76, 78, 80 og 84)

2.      Traktaten har dels ved artikel 263 TEUF og 277 TEUF, dels ved artikel 267 TEUF, oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som skal sikre kontrollen med lovligheden af institutionernes retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Unionens retsinstanser. Fysiske eller juridiske personer, der på grund af betingelserne i artikel 263 TEUF for at antage en sag til realitetsbehandling ikke direkte kan anfægte almengyldige EU-retsakter, der nødvendiggør, at den medlemsstat, som retsakterne er rettet til, vedtager gennemførelsesforanstaltninger, har inden for rammerne af dette system efter omstændighederne mulighed for at gøre gældende, at sådanne retsakter er ugyldige, bl.a. for de nationale retter, og at få disse, som ikke er beføjet til selv at fastslå ugyldigheden af sådanne retsakter, til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål herom.

Spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål ved Unionens retsinstanser med påstand om annullation af nævnte retsakter kan antages til realitetsbehandling, kan ikke afhænge af, om der findes et retsmiddel ved en national domstol, som giver adgang til en prøvelse af deres gyldighed; det kan heller ikke afhænge af, at de nationale retsforhandlinger påstås at foregå trægt. Artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU bestemmer nemlig, at det påhviler medlemsstaterne at tilvejebringe den nødvendige adgang til domstolsprøvelse for at sikre en effektiv domstolsbeskyttelse på de områder, der er omfattet af EU-retten.

(jf. præmis 89, 90 og 93)