RETTENS DOM (Tredje Afdeling)

12. december 2012 (1)

»Konkurrence – aftaler – markedet for calciumcarbid og magnesium til stål- og gasindustrien i EØS, med undtagelse af Irland, Spanien, Portugal og Det Forenede Kongerige – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – fastsættelse af priser og opdeling af markedet – bøder – begrundelsespligt – proportionalitet – ligebehandling – retningslinjer for beregning af bøder fra 2006 – betalingsevne«

I sag T-352/09,

Novácke chemické závody a.s., Nováky (Slovakiet), først ved advokat A. Černejová, derefter ved advokaterne M. Bol’oš og L. Bányaiová,

sagsøger,

støttet af:

Den Slovakiske Republik ved B. Ricziová, som befuldmægtiget,

intervenient,

mod

Europa-Kommissionen ved F. Castillo de la Torre, N. von Lingen og A. Tokár, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 om en procedure i henhold til […] artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.396 − Magnesium-baseret calciumcarbid og reagenser til stål- og gasindustrien) for så vidt angår sagsøgeren og subsidiært en påstand om ophævelse eller nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt ved den nævnte beslutning,

har

RETTEN (Tredje Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, O. Czúcz, og dommerne I. Labucka og D. Gratsias (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 25. april 2012,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Med beslutning K(2009) 5791 endelig af 22. juli 2009 om en procedure i henhold til […] artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/39.396 − Magnesium-baseret calciumcarbid og reagenser til stål- og gasindustrien) (herefter »den anfægtede beslutning«) konstaterede Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, at de største leverandører af calciumcarbid og magnesium til stål- og gasindustrien havde overtrådt artikel 81, stk. 1, EF og artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) ved fra den 7. april 2004 til den 16. januar 2007 at have deltaget i en samlet og vedvarende overtrædelse. Overtrædelsen bestod i markedsopdeling, kvoteaftaler, kundeopdeling, prisfastsættelser og udveksling af følsomme forretningsoplysninger om priser, kunder og salgsmængder i EØS med undtagelse af Irland, Spanien, Portugal og Det Forenede Kongerige.

2        Proceduren blev indledt, efter at Akzo Nobel NV havde indgivet en anmodning om bødefritagelse som omhandlet i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3).

3        Sagsøgeren, Novácke chemické závody a.s., fremstiller bl.a. calciumcarbid. Kommissionen konstaterede i den anfægtede beslutnings artikel 1, litra e), at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsen under hele dens varighed, og pålagde i samme beslutnings artikel 2, første afsnit, litra e), selskabet en bøde på 19,6 mio. EUR in solidum med 1. garantovaná a.s., selskabets moderselskab på tidspunktet for overtrædelsen.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

4        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. september 2009 har sagsøgeren anlagt nærværende søgsmål.

5        Ved et særskilt processkrift indleveret til Justitskontoret samme dag og registreret som sag T-352/09 R har sagsøgeren tillige indgivet en begæring om foreløbige forholdsregler i henhold til artikel 242 EF og 243 EF og artikel 104 ff. i Rettens procesreglement. Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 29. oktober 2009, Novácke chemické závody mod Kommissionen (sag T-352/09 R, ikke trykt i Samling af Afgørelser), blev begæringen om foreløbige forholdsregler ikke taget til følge.

6        Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 7. oktober 2009 har sagsøgeren oplyst Retten om, at selskabet er blevet erklæret konkurs. Ved en yderligere skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 6. november 2009 har sagsøgeren oplyst Retten om, at der er blevet udpeget en ny repræsentant af kurator i boet. Selskabet har endvidere anført, at i henhold til de bestemmelser i slovakisk ret, som finder anvendelse, når en part i en retssag for en ret går konkurs, skal proceduren i den foreliggende sag suspenderes. Retten, som er af den opfattelse, at denne skrivelse i det væsentlige indeholder en begæring om suspension af proceduren i den foreliggende sag, har anmodet Kommissionen om at fremsætte sine bemærkninger til denne begæring. Kommissionen har i sine bemærkninger indleveret til Retten den 7. december 2009 modsat sig en suspension af den planlagte procedure.

7        Ved kendelse afsagt af formanden for Rettens Femte Afdeling den 21. januar 2010 er proceduren i den foreliggende sag blevet suspenderet indtil den 31. oktober 2010 i medfør af procesreglementets artikel 77, litra d), for at give kurator i boet efter sagsøgeren mulighed for at beslutte, om han ønsker at fortsætte proceduren i den foreliggende sag i sagsøgerens navn eller hæve sagen.

8        Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 16. marts 2010 har Kommissionen fremsat en begæring om genoptagelse af proceduren i den foreliggende sag. Ved kendelse af 11. maj 2010 har formanden for Rettens Femte Afdeling besluttet at genoptage proceduren i den foreliggende sag, eftersom sagsøgeren ikke har fremsat bemærkninger vedrørende nævnte begæring inden for den fastsatte frist.

9        Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 25. november 2009 har Den Slovakiske Republik anmodet om tilladelse til at indtræde i sagen til støtte for sagsøgerens påstande. Ved kendelse af 24. juni 2010, berigtiget ved kendelse af 26. juli 2010, har formanden for Rettens Femte Afdeling givet tilladelse til denne intervention. Den Slovakiske Republik har indgivet interventionsindlæg den 14. september 2010.

10      Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer, der indledningsvis blev udpeget, blevet tilknyttet Tredje Afdeling, og den foreliggende sag er følgelig blevet henvist til denne afdeling. På grund af den delvise nybesættelse af embederne ved Retten er sagen blevet tildelt en ny refererende dommer, der har sæde i samme afdeling.

11      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Tredje Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 64 for det første opfordret sagsøgeren og Kommissionen til at fremlægge visse dokumenter, for det andet opfordret sagsøgeren til at besvare et spørgsmål og for det tredje opfordret alle parterne til at besvare et andet spørgsmål. Parterne har efterkommet disse anmodninger, med undtagelse af et dokument, som Kommissionen er blevet bedt om at fremlægge.

12      Ved kendelse af 27. marts 2012 har Retten inden for rammerne af en foranstaltning om bevisoptagelse i henhold til procesreglementets artikel 65 pålagt Kommissionen at fremlægge et dokument, som den ikke havde fremlagt inden for rammerne af foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse nævnt i den foregående præmis. Kommissionen har efterkommet denne foranstaltning om bevisoptagelse inden for den fastsatte frist.

13      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten under retsmødet den 25. april 2012.

14      Den Slovakiske Republik har under retsmødet anmodet om tilladelse til at fremlægge et nyt dokument. Da de andre parter ikke har gjort indsigelse herimod, har Retten givet tilladelse til fremlæggelse af dokumentet og har pålagt de andre parter en frist for fremsættelse af deres skriftlige bemærkninger vedrørende nævnte dokument. Den mundtlige forhandling blev afsluttet den 15. maj 2012 efter de andre parters fremsættelse af bemærkninger vedrørende dokumentet fremlagt af Den Slovakiske Republik.

15      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede beslutning annulleres for så vidt angår sagsøgeren, og følgelig ophæves den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

–        Subsidiært ophæves den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, eller denne bøde nedsættes væsentligt.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16      Den Slovakiske Republik støtter sagsøgerens påstand om en ophævelse eller en væsentlig nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt.

17      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

18      Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender, for det første om en tilsidesættelse af de almindelige principper om proportionalitet og ligebehandling ved fastsættelsen af bødens størrelse, for det andet om en tilsidesættelse af væsentlige formskrifter, en faktuel fejl og et åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen har nægtet at tage hensyn til selskabets manglende betalingsevne som omhandlet i punkt 35 i dens retningslinjer for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 1/2003 (EUT 2006 C 210, s. 2, herefter »retningslinjerne«) og for det tredje om en tilsidesættelse af artikel 3, stk.1, litra g), EF.

 Om det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af de almindelige principper om proportionalitet og ligebehandling ved fastsættelsen af bødens størrelse

 Retningslinjerne

19      Som det fremgår af 285. betragtning til den anfægtede beslutning, blev størrelsen af den bøde, som sagsøgeren og de andre deltagere i det omtvistede kartel blev pålagt, fastsat i medfør af de af Kommissionen offentliggjorte retningslinjer.

20      Som det fremgår af retningslinjernes punkt 9-11, fastsættes bødens størrelse efter en metode, som omfatter to etaper.

21      For det første fastsætter Kommissionen et grundbeløb for hver virksomhed eller sammenslutning af virksomheder. Kommissionen anvender i denne forbindelse værdien af den pågældende virksomheds afsætning af varer eller tjenester, som er direkte eller indirekte forbundet med overtrædelsen, i det relevante geografiske område (punkt 13). Bødens grundbeløb fastsættes på basis af en bestemt del af afsætningens værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed og multipliceres med det antal år, overtrædelsen har varet (punkt 19). Perioder på over seks måneder, men under et år, medregnes som et helt år (punkt 24). Normalt vil den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning, blive fastsat til et niveau, der kan udgøre op til 30% (punkt 21).

22      Af retningslinjernes punkt 22 fremgår, at »[f]or at afgøre, om den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning i en given sag, skal ligge i den nedre eller øvre del af denne skala, vil Kommissionen tage hensyn til en række faktorer, såsom overtrædelsens art, virksomhedernes samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis eller ej«.

23      Retningslinjernes punkt 25 bestemmer endvidere, at »[u]afhængigt af, hvor længe en virksomhed har deltaget i overtrædelsen, vil Kommissionen også lade bødens grundbeløb omfatte et beløb på mellem 15 og 25% af afsætningens værdi […], for at afskrække virksomhederne fra at bare det at indtræde i horisontale aftaler om prisfastsættelse, markedsdeling og begrænsning af produktionen«.

24      For det andet kan Kommissionen forhøje eller nedsætte grundbeløbet for den bøde, som er blevet fastsat under den første etape. Retningslinjernes punkt 28 bestemmer således, at nævnte grundbeløb kan forhøjes, når Kommissionen fastslår, at der foreligger skærpende omstændigheder som dem, der er nævnt i samme punkt. Gentagelsestilfælde, dvs. den omstændighed, at en »virksomhed fortsætter overtrædelsen eller på ny begår den samme eller en tilsvarende overtrædelse, efter at Kommissionen eller en national konkurrencemyndighed har fastslået, at den pågældende virksomhed har overtrådt artikel 81 [EF] eller artikel 82 [EF]«, er blandt de skærpende omstændigheder, der er nævnt i dette punkt, og begrunder en forhøjelse på op til 100% af bødens grundbeløb (jf. retningslinjernes punkt 28, første led). Hvis en virksomhed har spillet en ledende rolle ved overtrædelsen eller været initiativtager dertil, udgør dette også en skærpende omstændighed i henhold til retningslinjernes punkt 28, tredje led.

25      Endvidere er en specifik forhøjelse af bødens beløb som afskrækkende virkning foreskrevet i retningslinjernes punkt 30, hvorefter »Kommissionen vil være særligt opmærksom på behovet for at sikre, at bøderne virker tilstrækkeligt afskrækkende. Den kan derfor forhøje bøden for virksomheder, der har en særligt stor omsætning ud over deres afsætning af de af overtrædelsen omfattede varer og tjenesteydelser«.

26      Desuden fremgår det af retningslinjernes punkt 29, at bødens grundbeløb kan nedsættes, hvis Kommissionen fastslår, at der foreligger formildende omstændigheder som dem, der er nævnt i samme punkt. Ifølge punkt 29, andet led, fastslår Kommissionen, at der foreligger formildende omstændigheder, hvis den pågældende virksomhed fremlægger bevis for, at overtrædelsen skyldes uagtsomhed. Desuden fremgår det af punkt 29, fjerde led, at Kommissionen fastslår, at der foreligger formildende omstændigheder, »hvis den pågældende virksomhed samarbejder effektivt med [Kommissionen] uden for anvendelsesområdet for meddelelsen om samarbejde i kartelsager og ud over dens retlige pligt til at samarbejde«.

27      Som det fremgår af 339. betragtning til den anfægtede beslutning, var virksomheders samarbejde med Kommissionen fra den 14. februar 2002 reguleret i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 2002 C 45, s. 3, herefter »samarbejdsmeddelelsen fra 2002«), som med virkning fra den 8. december 2006 blev erstattet af en ny meddelelse fra Kommissionen (EUT 2006 C 298, s. 17, herefter »samarbejdsmeddelelsen fra 2006«). Eftersom Akzo Nobel havde kontaktet Kommissionen med henblik på en bødenedsættelse den 20. november 2006, dvs. inden ikrafttrædelsen af samarbejdsmeddelelsen fra 2006, er det samarbejdsmeddelelsen fra 2002, som finder anvendelse i den foreliggende sag, såvel som undtagelsesvis i medfør af punkt 37 i samarbejdsmeddelelsen fra 2006 punkt 31 og 35 i sidstnævnte meddelelse.

28      Endelig bestemmer retningslinjernes punkt 35, at der kan tages hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst med henblik på en eventuel nedsættelse af bøden.

 Den anfægtede beslutning

29      Værdien af afsætningen for hver karteldeltager i det sidste fulde år af karteldeltagerens deltagelse i overtrædelsen, som blev anvendt af Kommissionen med henblik på fastsættelse af bøden, er angivet i et skema i 288. betragtning til den anfægtede beslutning. Heraf fremgår, at værdien af sagsøgerens afsætning af calciumcarbid i pulverform i 2006 udgjorde mellem 5 og 10 mio. EUR. Værdien af sagsøgerens afsætning af calciumcarbid i granulatform udgjorde mellem 20 og 25 mio. EUR.

30      Det fremgår af 294. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen fandt, at den omtvistede overtrædelse efter selve sin art var blandt de groveste konkurrencebegrænsninger.

31      Kommissionen fandt endvidere i 299. betragtning til den anfægtede beslutning, at det omhandlede kartel vedrørte kunder i EØS, med undtagelse af Spanien, Portugal, Det Forenede Kongerige og Irland.

32      Kommissionen fastsatte i 301. betragtning til den anfægtede beslutning den del af afsætningens værdi, som der skulle tages hensyn til for alle karteldeltagerne, til 17%, henset til de »særlige omstændigheder i sagen« og under hensyntagen til »kriterierne behandlet i 294. og 299. betragtning«.

33      Under hensyntagen til de betragtninger vedrørende overtrædelsens varighed, der er anført i 302. og 303. betragtning til den anfægtede beslutning, angav Kommissionen i et skema i 304. betragtning til samme beslutning multiplikatoren, fastsat ud fra det antal år hver virksomhed omfattet af denne beslutning havde deltaget i overtrædelsen. I sagsøgerens tilfælde fastsatte Kommissionen en multiplikationsfaktor på 2,5 for calciumcarbid i pulverform og på 3 for calciumcarbid i granulatform.

34      Desuden fastsatte Kommissionen i 306. betragtning til den anfægtede beslutning procentdelen af værdien af afsætningen, som svarer til det yderligere beløb, som skulle indgå i bøden, i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 25, i dette tilfælde 17%, »[h]enset til de særlige omstændigheder i denne sag og under hensyntagen til kriterierne behandlet ovenfor vedrørende overtrædelsens art og geografiske udstrækning«.

35      308. betragtning til den anfægtede beslutning indeholder et skema, som angiver bødens grundbeløb beregnet for hver deltager. I sagsøgerens tilfælde udgør dette beløb 19,6 mio. EUR.

36      I 309.-312. betragtning til den anfægtede beslutning undersøgte Kommissionen, om bødens grundbeløb skulle forhøjes på grund af skærpende omstændigheder. Den fastslog, at der forelå sådanne omstændigheder hvad angik de to andre deltagere i kartellet, Akzo Nobel og Degussa AG, som på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede beslutning var blevet til Evonik Degussa GmbH, med den begrundelse, at de var recidivister. Der blev ikke anført eller anvendt nogen skærpende omstændighed hvad angår sagsøgeren.

37      I 313.-333. betragtning til den anfægtede beslutning undersøgte Kommissionen, om det måtte fastslås, at der forelå formildende omstændigheder hvad angik en eller flere af deltagerne i kartellet. Den undersøgte navnlig ét for ét argumenterne vedrørende en begrænset deltagelse i kartellet, som alle deltagerne havde fremført (313.-316. betragtning), de af visse af deltagerne fremførte argumenter vedrørende en manglende gennemførelse af de af kartellet omhandlede aftaler og den manglende vinding for dem som følge af deres deltagelse i kartellet (317.-320. betragtning), de af visse af deltagerne, herunder sagsøgeren, fremførte argumenter vedrørende deres effektive samarbejde med Kommissionen uden for anvendelsesområdet for Kommissionens samarbejdsmeddelelse fra 2006 (321.-327. betragtning til den anfægtede beslutning) og argumenterne fremført af flere deltagere vedrørende den vanskelige økonomiske situation for leverandørerne af calciumcarbid og magnesium før og under kartelperioden (328.-331. betragtning). I alle tilfælde konkluderede Kommissionen, at det ikke var nødvendigt at fastslå, at der forelå formildende omstændigheder (314., 320., 327. og 331. betragtning til den anfægtede beslutning).

38      I 335.-360. betragtning til den anfægtede beslutning undersøgte Kommissionen, om samarbejdsmeddelelsen fra 2002 skulle anvendes over for en eller flere af karteldeltagerne. Det fremgår af 358. betragtning til den anfægtede beslutning, at sagsøgeren havde indgivet en anmodning herom den 6. februar 2008 (herefter »anmodningen om bødenedsættelse«). Kommissionen fandt i samme betragtning, at anmodningen var blevet indgivet mere end et år efter kontrolundersøgelserne og på et tidspunkt, hvor sagsøgeren havde modtaget anmodninger om oplysninger i henhold til artikel 18 i forordning nr. 1/2003. Anmodningen havde ikke tilført en betydelig merværdi, eftersom sagsøgeren kun havde angivet faktiske omstændigheder vedrørende calciumcarbid i pulverform, med hensyn til hvilke Kommissionen allerede rådede over tilstrækkelige beviser. Kommissionen fandt således, at de af sagsøgeren fremlagte oplysninger på grund af deres art og præcisionen heraf ikke kunne styrke dens mulighed for at bevise de faktiske omstændigheder. Kommissionen konkluderede derfor, at sagsøgeren ikke kunne indrømmes en bødenedsættelse.

39      Derimod indrømmede Kommissionen en bødefritagelse til Akzo Nobel (335. og 336. betragtning til den anfægtede beslutning), en bødenedsættelse på 35% til Donau Chemie AG (346. betragtning til den anfægtede beslutning) og en bødenedsættelse på 20% til Evonik Degussa (356. betragtning til den anfægtede beslutning). Den gav afslag på anmodningen om bødefritagelse eller bødenedsættelse indgivet af Almamet GmbH (349. betragtning), og den fandt desuden, at SKW Stahl-Metallurgie GmbH, SKW Stahl-Metallurgie AG og Arques Industries AG ikke kunne være omfattet af den bødenedsættelse, som var blevet indrømmet Evonik Degussa, idet sidstnævnte udelukkende havde indgivet sin anmodning om bødenedsættelse i eget navn (357. betragtning til den anfægtede beslutning).

40      De bøder, som ville blive pålagt, fremgår af 361. betragtning til den anfægtede beslutning. Beløbet, som er angivet for sagsøgeren, udgør 19,6 mio. EUR.

41      Endelig undersøgte Kommissionen i 362.-378. betragtning til den anfægtede beslutning anmodningerne fra flere af karteldeltagerne om at være omfattet af bestemmelserne i retningslinjernes punkt 35. Kommissionen gav afslag på sagsøgerens anmodning herom (377. betragtning til den anfægtede beslutning) såvel som på anmodningerne fremsat af andre karteldeltagere, men den indrømmede Almamet en bødenedsættelse på 20% (372. betragtning til den anfægtede beslutning).

 Om de af sagsøgeren fremførte klagepunkter

42      Sagsøgeren har anført, at fastsættelsen af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt af Kommissionen, er behæftet med en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om ligebehandling. Den har herved fremsat fem klagepunkter om for det første bødens afskrækkende virkning, for det andet skærpende omstændigheder, for det tredje formildende omstændigheder, for det fjerde den bødenedsættelse, som Almamet er blevet indrømmet, og for det femte bøden som beregnet som en del af de samlede omsætninger for adressaterne for den anfægtede beslutning. Disse klagepunkter vil blive undersøgt ét for ét efter visse indledende bemærkninger. Sagsøgeren har under retsmødet rejst et klagepunkt vedrørende værdien af den afsætning, som der skal tages hensyn til ved beregningen af bødens grundbeløb. Ifølge sagsøgeren var dette klagepunkt allerede indeholdt i stævningen. Kommissionen har anført, at der er tale om et nyt klagepunkt, som ikke er baseret på omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, og som derfor ikke kan antages til realitetsbehandling. Dette klagepunkt vil blive behandlet til sidst.

 – Indledende bemærkninger

43      Det bemærkes, at Kommissionen har et vist skøn ved udmålingen af bøderne på en sådan måde, at virksomhederne tilskyndes til at overholde konkurrencereglerne (jf. Rettens dom af 29.4.2004, forenede sager T-236/01, T-239/01, T-244/01 – T-246/01, T-251/01 og T-252/01, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1181, præmis 216 og den deri nævnte retspraksis).

44      Som sagsøgeren har anført, skal Kommissionen imidlertid, hver gang den beslutter at pålægge en bøde i henhold til konkurrenceretten, overholde de generelle retsprincipper, herunder ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, som fortolket af Unionens retsinstanser (Rettens dom af 13.7.2011, sag T-138/07, Schindler Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4819, præmis 105).

45      Det følger af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, at Kommissionen ved fastsættelsen af bødens størrelse foruden overtrædelsens grovhed skal tage hensyn til varigheden heraf. Det følger af retspraksis, at Kommissionen i denne forbindelse navnlig skal påse, at den trufne forholdsregel er tilstrækkeligt afskrækkende (Domstolens dom af 7.6.1983, forenede sager 100/80-103/80, Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1825, præmis 106, og Rettens dom af 5.4.2006, sag T-279/02, Degussa mod Kommissionen, Sml. II, s. 897, præmis 272).

46      Behovet for at sikre bødens tilstrækkelige afskrækkende virkning, når det ikke begrunder en generel forhøjelse af bødeniveauet i forbindelse med gennemførelsen af en konkurrencepolitik, kræver, at bødens størrelse moduleres med henblik på at tage hensyn til den indvirkning, som den virksomhed, bøden er pålagt, har tilstræbt, og dette med henblik på, at bøden ikke gøres ubetydelig eller omvendt overdreven, navnlig i forhold til den pågældende virksomheds økonomiske formåen, i overensstemmelse med kravene vedrørende dels behovet for at sikre bødens effektivitet, dels overholdelsen af proportionalitetsprincippet (Rettens dom i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 283, og dom af 18.6.2008, sag T-410/03, Hoechst mod Kommissionen, Sml. II, s. 881, præmis 379).

47      For så vidt angår retningslinjerne følger det af fast retspraksis, at Kommissionen med vedtagelsen af sådanne vejledende regler og med offentliggørelsen heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning for udøvelsen af sit skøn og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt med en sanktion for tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 211, samt Rettens dom af 8.10.2008, sag T-69/04, Schunk og Schunk Kohlenstoff-Technik mod Kommissionen, Sml. II, s. 2567, præmis 44, og af 28.4.2010, sag T-446/05, Amann & Söhne og Cousin Filterie mod Kommissionen, Sml. II, s. 1255, præmis 146).

48      Det følger heraf, som sagsøgeren i øvrigt har anerkendt, at ved fastsættelsen af den bøde, som skal pålægges en virksomhed i overensstemmelse med artikel 23 i forordning nr. 1/2003, udgør en hensyntagen til retningslinjerne ikke i sig selv en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, men kan tværtimod være nødvendig navnlig for at overholde det andet af disse principper. Derimod fritager overholdelsen alene af metoden for fastsættelse af bøder, som er indeholdt i retningslinjerne, imidlertid ikke Kommissionen fra forpligtelsen til at sikre sig, at den bøde, der pålægges i et specifikt tilfælde, er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet. Desuden har Kommissionen i retningslinjernes punkt 37 selv forbeholdt sig retten til at fravige den metode eller de grænser, der er fastsat i de nævnte retningslinjer, hvis der gør sig særlige forhold gældende i en given sag, eller det er nødvendigt at sikre et afskrækkende niveau for bøden.

49      Det bør endvidere understreges, at Retten er kompetent i to henseender, når der er tale om søgsmål til prøvelse af kommissionsbeslutninger, hvorved der pålægges virksomheder bøder for overtrædelser af konkurrencereglerne (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-297/98 P, SCA Holding mod Kommissionen, Sml. I, s. 10101, præmis 53).

50      For det første skal den prøve lovligheden af nævnte beslutninger og skal herved bl.a. kontrollere, at begrundelsespligten er opfyldt (dommen i sagen SCA Holding mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 54), og den skal desuden på grundlag af de forhold, som sagsøgeren har anført til støtte for de fremsatte anbringender, foretage en tilbundsgående kontrol af både retlige og faktiske omstændigheder (Domstolens dom af 8.12.2011, sag C-389/10 P, KME Germany m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 13125, præmis 129).

51      For det andet komplementeres denne legalitetskontrol af den fulde prøvelsesret, der er tillagt Unionens retsinstanser ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, i henhold til artikel 261 TEUF (dommen i sagen KME Germany m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 50 ovenfor, præmis 130). Ud over en simpel legalitetskontrol, som kun tillader, at annullationssøgsmålet forkastes, eller at den appellerede retsakt annulleres helt eller delvist, giver denne fulde prøvelsesret Unionens retsinstanser beføjelse til at omgøre den anfægtede retsakt, også selv om den ikke annulleres, under hensyntagen til alle faktiske omstændigheder (Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 692, og af 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 86). Unionens retsinstanser kan anlægge deres egen vurdering i stedet for Kommissionens og derfor ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde (dommen i sagen KME Germany m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 50 ovenfor, præmis 130).

52      Det er i lyset af disse almindelige betragtninger, at de af sagsøgeren fremførte klagepunkter inden for rammerne af dette anbringende skal undersøges.

–       Om det første klagepunkt vedrørende bødens afskrækkende virkning

53      Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i den anfægtede beslutning ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til den omstændighed, at den bøde, som pålægges en virksomhed, der har deltaget i et kartel, skal have en afskrækkende virkning, som er specifik for den pågældende virksomhed. Sagsøgeren har understreget, at en individualiseret tilgang er nødvendig i denne forbindelse, eftersom en bøde af en vis størrelse kan have en afskrækkende virkning over for en virksomhed, men ikke over for en anden. Ifølge sagsøgeren følger det heraf, at beløbet fastsat i retningslinjernes punkt 25 ikke kan fastsættes til det samme for alle karteldeltagere. Nødvendigheden af at anvende forskellige multiplikationsfaktorer med henblik på afskrækkelse for hver deltager blev bekræftet af Retten i dens dom i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor.

54      Sagsøgeren har videre anført, at Kommissionen i den foreliggende sag ikke har anvendt den mulighed, der er fastsat i retningslinjernes punkt 30, for at forhøje bøden for at sikre en tilstrækkeligt afskrækkende virkning. Ifølge sagsøgeren kunne der have været anvendt en sådan forhøjelse over for karteldeltagere med de højeste samlede omsætninger, dvs. Akzo Nobel, Ecka Granulate GmbH & Co. KG (herefter »Ecka«) og Evonik Degussa. Endelig skulle recidivisterne, Akzo Nobel og Evonik Degussa, være blevet pålagt højere bøder end den, som sagsøgeren blev pålagt, idet sagsøgeren kun havde spillet en mindre rolle i overtrædelsen. Det er ikke tilstrækkeligt alene at tage hensyn til, at der er tale om en gentagelse, som en skærpende omstændighed som fastsat i retningslinjernes punkt 28.

55      Hvad angår spørgsmålet, om argumentet gengivet i den foregående præmis er relevant, bemærkes indledningsvis, at den fulde prøvelsesret, som Unionens retsinstanser er tillagt, udtrykkeligt omfatter beføjelsen til i givet fald at forhøje den pålagte bøde. Ved en forskelsbehandling mellem flere deltagere i en overtrædelse, som beror på, at grovheden af en af disse deltageres ulovlige adfærd er blevet undervurderet i sammenligning med grovheden af de andre deltageres ulovlige adfærd, ville den løsning, der er bedst egnet til at genoprette en rimelig balance, bestå i en forhøjelse af den bøde, der er pålagt de førstnævnte (jf. i denne retning Rettens dom af 8.7.2004, forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00, JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 576).

56      En sådan forhøjelse kan imidlertid kun finde sted, hvis deltagerne i overtrædelsen med hensyn til hvilken bøden skal forhøjes, har anfægtet denne bøde for Retten, og at de har haft lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende en sådan forhøjelse (jf. i denne retning dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 577 og 578). Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, er det bedst egnede middel til at afhjælpe den forskelsbehandling, der er påvist, en nedsættelse af den bøde, som er pålagt de andre deltagere i overtrædelsen (jf. i denne retning dommen i sagen JFE Engineering m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 55 ovenfor, præmis 579). Argumentet gengivet i præmis 54 ovenfor kan derfor ikke uden videre forkastes som irrelevant.

57      Dernæst bemærkes, at Kommissionen er bevidst omkring behovet for at sikre ikke blot en afskrækkende virkning i almindelighed af dens handlinger med hensyn til overtrædelser af konkurrenceretten, men navnlig den specifikke afskrækkende virkning af den bøde, som den pålægger en virksomhed, som har begået en sådan overtrædelse. Dette bekræftes i retningslinjernes punkt 4, hvorefter »[d]er bør fastsættes så høje bøder, at de er tilstrækkelig afskrækkende, […] som sanktioner over for de pågældende virksomheder (specifik afskrækkende virkning)«.

58      Det bemærkes imidlertid, at beløbet omhandlet i retningslinjernes punkt 25 er en del af bødens grundbeløb, der, som det fremgår af retningslinjernes punkt 19 (jf. præmis 21 ovenfor), skal afspejle overtrædelsens grovhed og ikke grovheden af hver af de omhandlede virksomheders deltagelse i overtrædelsen. Det følger af retspraksis, at sidstnævnte spørgsmål skal behandles i forbindelse med en eventuel anvendelse af skærpende eller formildende omstændigheder (jf. i denne retning Rettens dom af 8.10.2008, sag T-73/04, Carbone-Lorraine mod Kommissionen, Sml. II, s. 2661, præmis 100). Heraf følger, som Kommissionen med rette har anført, at Kommissionen kan fastsætte procentdelen af afsætningens værdi som omhandlet i retningslinjernes punkt 25, såvel som den, der er omhandlet i retningslinjernes punkt 21, til den samme for alle karteldeltagere. En fastsættelse af den samme procentdel for alle karteldeltagere indebærer ikke, i modsætning til hvad sagsøgeren synes at have anført, en fastsættelse i medfør af retningslinjernes punkt 25 af det samme beløb for alle karteldeltagere. Eftersom dette beløb består af en procentdel af værdien af afsætningen i forbindelse med overtrædelsen for hver karteldeltager, er den forskellig for hver af disse deltagere ud fra forskellene i værdien af deres afsætning.

59      Dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, som sagsøgeren har påberåbt sig, kan ikke lede til en anden konklusion. Retten konkluderede ganske vist i denne doms præmis 335, at Kommissionen ikke uden at tilsidesætte ligebehandlingsprincippet kunne forhøje den bøde, der er fastsat i henhold til overtrædelsens grovhed, ved anvendelse af den samme sats på to karteldeltagere med en grundlæggende forskellig omsætning.

60      Som det fremgår af samme doms præmis 20, 21, 326 og 327, var størrelsen af den bøde, som var blevet pålagt de forskellige deltagere i det i den sag omhandlede kartel, imidlertid blevet fastsat efter en anden metode end den, der fremgår af retningslinjerne, og som er blevet anvendt af Kommissionen i den foreliggende sag. I den sag, som gav anledning til dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, havde Kommissionen inddelt karteldeltagerne i forskellige grupper ud fra deres omsætning og havde for alle medlemmerne af hver gruppe fastsat det samme grundbeløb for bøden. Sagsøgeren i den sag var blevet placeret i den samme gruppe som en anden virksomhed med en højere omsætning, og derfor var der blevet fastsat det samme grundbeløb for disse to virksomheder. Kommissionen forhøjede herefter med henblik på at sikre en afskrækkende virkning dette beløb med den samme sats på 100% for hver af disse to virksomheder. Retten kritiserede sidstnævnte aspekt (dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 328-335).

61      I den foreliggende sag er bødens grundbeløb som anført for det første forskelligt for de forskellige karteldeltagere ud fra forskellen i deres omsætning. For det andet har Kommissionen, som den med rette har anført, ikke foretaget en specifik forhøjelse af grundbeløbet med henblik på at sikre bøden en tilstrækkelig afskrækkende virkning. Heraf følger, at omstændighederne i den foreliggende sag på ingen måde kan sammenlignes med omstændighederne i den sag, som gav anledning til dommen i sagen Degussa mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor.

62      Sagsøgeren kritiserer også, at Kommissionen ikke i medfør af retningslinjernes punkt 30 har forhøjet den bøde, som karteldeltagere med den højeste omsætning er blevet pålagt. Det bemærkes herved, at selv om det reelt følger af nævnte punkt i retningslinjerne, at det kan være nødvendigt at forhøje den bøde, som pålægges en virksomhed, der har en særligt stor omsætning ud over dens afsætning af de af overtrædelsen omfattede varer og tjenesteydelser, for at sikre, at denne bøde er tilstrækkeligt afskrækkende, følger det derimod ikke heraf, at en bøde, som ikke udgør en betydelig procentdel af den omhandlede virksomheds samlede omsætning, ikke har en tilstrækkeligt afskrækkende virkning over for denne virksomhed.

63      En bøde, der er fastsat efter den metode, som er defineret i retningslinjerne, udgør således i princippet en betydelig procentdel af værdien af den sanktionerede virksomheds afsætning i den af overtrædelsen omfattede sektor. Den pågældende virksomheds overskud vil således som følge af bøden betydeligt reduceres, og virksomheden vil sågar måske påføres et tab. Selv om den nævnte virksomheds omsætning i denne sektor blot udgør en lille del af dens samlede omsætning, kan det ikke uden videre udelukkes, at det reducerede overskud i denne sektor, og endog dets omdannelse til tab, har haft en afskrækkende virkning, i det omfang en kommerciel virksomhed i princippet opererer i en sektor for at realisere et overskud.

64      Retningslinjernes punkt 30 giver således Kommissionen mulighed for, men ikke pligt til at forhøje den bøde, som pålægges en virksomhed, der har en særligt stor omsætning ud over dens afsætning af de af overtrædelsen omfattede varer og tjenesteydelser. Ud over en vag henvisning til den angiveligt væsentlige samlede omsætning for visse af karteldeltagerne, som blot afspejler argumentationen fremført inden for rammerne af det femte klagepunkt, som behandles nedenfor, har sagsøgeren ikke påberåbt sig noget konkret element, der kan godtgøre, at Kommissionen skulle have gjort brug af denne mulighed i den foreliggende sag. Kommissionen kan derfor ikke foreholdes at have tilsidesat princippet om ligebehandling og proportionalitetsprincippet af denne grund.

65      Hvad endelig angår en hensyntagen til, om der foreligger et gentagelsestilfælde, bemærkes, at der, som sagsøgeren selv har anerkendt, tages hensyn til, om der foreligger et gentagelsestilfælde på tidspunktet for tilpasningen af bødens grundbeløb på grund af skærpende omstændigheder i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 28, første led, og foreligger der et gentagelsestilfælde, kan det resultere i en betydelig forhøjelse af dette beløb, og endog i en fordobling heraf. Derimod fastsættes grundbeløbet, hvori indgår fastsættelsen af den procentdel, der er fastsat i retningslinjernes punkt 25, som allerede anført (jf. præmis 58 ovenfor), under hensyntagen til overtrædelsens grovhed. En manglende hensyntagen på dette tidspunkt til en skærpende omstændighed, som der vil blive taget hensyn til på et senere tidspunkt, udgør ikke nogen form for retlig fejl (jf. i denne retning Domstolens kendelse af 11.9.2008, sag C-468/07 P, Coats Holdings og Coats mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 28).

66      Det følger af samtlige disse betragtninger, at det første klagepunkt er ugrundet og skal forkastes.

–       Om det andet klagepunkt vedrørende skærpende omstændigheder

67      Sagsøgeren foreholder Kommissionen ikke i den anfægtede beslutning at have undersøgt spørgsmålet om, hvilke medlemmer af kartellet der spillede den ledende rolle ved overtrædelsen, og har præciseret, at sagsøgeren selv var et passivt medlem. Sagsøgeren anerkender, at det ikke er muligt ved alle karteller at identificere en eller flere ledende virksomheder. I et komplekst kartel som det, der er omhandlet i den foreliggende sag, er det imidlertid vanskeligt at forestille sig, at kartellet har kunnet fungere, uden at en eller flere virksomheder lancerer ideen hertil og foretager de nødvendige forberedelser. Det er sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ikke har gjort en tilstrækkelig indsats for at identificere disse virksomheder. Sagsøgeren har herved som eksempler på forhold, som skulle have været undersøgt af Kommissionen, nævnt spørgsmålet om, hvem der arrangerede de første møder og inviterede de passive medlemmer af kartellet til at deltage heri, eller spørgsmålet, om i hvilke virksomheds lokaler disse møder fandt sted. Efter sagsøgerens opfattelse følger det heraf, at Kommissionen tilsidesatte princippet om ligebehandling og princippet om proportionalitet, i det omfang de passive medlemmer af kartellet blev behandlet på samme måde som de ledende virksomheder, og de virksomheder, som tog initiativet.

68      Kommissionen har for sin del anført, at dette klagepunkt er irrelevant. Det er Kommissionens opfattelse, at selv om det måtte konstateres, at en eller flere andre virksomheder var de ledende virksomheder ved overtrædelsen, er en sådan konstatering uden betydning for den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, og kan i bedste fald kun bevirke en forhøjelse af de bøder, som disse andre virksomheder er blevet pålagt.

69      Af de grunde, der er anført i præmis 55 og 56 ovenfor, kan dette klagepunkt ikke uden videre forkastes som irrelevant. Uden at det er nødvendigt at undersøge, om de betingelser for en forhøjelse af bødebeløbet, som er anført i præmis 56 ovenfor, er opfyldt i den foreliggende sag, skal klagepunktet under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.

70      Det bør herved indledningsvis præciseres, at sagsøgerens påstand om, at selskabet havde en passiv rolle i kartellet, ikke er relevant inden for rammerne af dette klagepunkt, men skal undersøges i forbindelse med gennemgangen af det tredje klagepunkt vedrørende formildende omstændigheder, og dette så meget desto mere som sagsøgeren med sin argumentation til støtte for dette klagepunkt gentager og udbygger denne påstand.

71      Det bemærkes dernæst, at de spørgsmål, som sagsøgeren har nævnt i sin argumentation, i det væsentlige er blevet behandlet i den anfægtede beslutning. Som det fremgår af 177. betragtning til denne beslutning, vedrørte den omtvistede overtrædelse tre produkter, nemlig calciumcarbid i pulverform, magnesium i granulatform og calciumcarbid i granulatform, og to markeder, markedet for de to første produkter, som er indbyrdes substituerbare, og som afsættes til stålindustrien, og markedet for det tredje produkt, som afsættes til gasindustrien. Kommissionen henviser til separate aftaler vedrørende hvert af disse produkter (jf. henholdsvis 54.-91., 113.-135. og 92.-112. betragtning til den anfægtede beslutning), men konkluderer i 177. betragtning til sin beslutning, at disse tre aftaler indgik i en samlet og vedvarende overtrædelse.

72      Hvad navnlig angår calciumcarbid i pulverform har Kommissionen i 56. betragtning til den anfægtede beslutning anført, at »[d]e to første møder blev afholdt i Almamets lokaler«. Kommissionen har til støtte for denne konstatering desuden i fodnote 106 bl.a. henvist til anmodningen om bødenedsættelse. Forløbet af det første møde er mere detaljeret beskrevet i 64.-66. betragtning til den anfægtede beslutning. Det kan af denne beskrivelse udledes, at det var Almamet, der havde inviteret de andre deltagere til mødet, eftersom mødet ikke blot fandt sted i dette selskabs lokaler, men at det også var dette selskabs repræsentant, som åbnede drøftelserne (jf. 65. betragtning til den anfægtede beslutning).

73      Det andet møde vedrørende samme produkt fandt ifølge den anfægtede beslutning (jf. 67. betragtning) ligeledes sted i Almamets lokaler. Som det imidlertid fremgår af 69. betragtning til den anfægtede beslutning, besluttede deltagerne, herunder sagsøgeren, under dette møde jævnligt at afholde lignende møder og på skift at påtage sig ansvaret for at arrangere disse møder. Den anfægtede beslutning henviser dernæst i 70.-89. betragtning til ni andre møder arrangeret af forskellige karteldeltagere, herunder to, nemlig møderne den 7. april 2005 og den 25. april 2006, som blev afholdt i Slovakiet og arrangeret af sagsøgeren (jf. henholdsvis 74. og 83. betragtning til den anfægtede beslutning).

74      Hvad angår calciumcarbid i pulverform har Kommissionen i 98. betragtning til den anfægtede beslutning anført, at det første møde fandt sted den 7. april 2004 på et hotel i Slovenien, og at det var blevet arrangeret af TDR-Metalurgija d.d. Sagsøgeren og Donau Chemie var de eneste to andre virksomheder, som deltog i dette møde. Kommissionen henviser i 99. betragtning til den anfægtede beslutning til to andre møder i Bratislava (Slovakiet) mellem de tre samme producenter af dette produkt. Den tilføjer imidlertid, at spørgsmålene vedrørende calciumcarbid i granulatform også blev berørt enten inden for rammerne af møder vedrørende calciumcarbid i pulverform eller under særlige møder, som fandt sted i forlængelse af de første møder (jf. 101. og 108. betragtning til den anfægtede beslutning).

75      Endelig var det kun Almamet, Donau Chemie og Ecka, som var berørt af aftalen om magnesium. De andre adressater for den anfægtede beslutning, heriblandt sagsøgeren, fremstillede ikke magnesium. Det fremgår af 125. betragtning til den anfægtede beslutning, at det første møde mellem de tre virksomheder, som producerede magnesium, fandt sted i slutningen af 2004 eller begyndelsen af 2005, men at den nøjagtige dato ikke har kunnet fastslås. Den anfægtede beslutning henviser til fem andre møder vedrørende dette produkt. Med undtagelse af mødet den 2. maj 2006, som var tilrettelagt af Ecka, der også afholdt omkostningerne i forbindelse hermed (jf. 129. betragtning til den anfægtede beslutning), præciseres det ikke, hvilken virksomhed der tilrettelagde møderne. Det anføres imidlertid i 115. betragtning til den anfægtede beslutning, at de tre virksomheder, der deltog i disse møder, på skift påtog sig ansvaret for at arrangere møderne og afholdt omkostningerne i forbindelse hermed.

76      Disse betragtninger taler alle imod den af sagsøgeren fremførte tese, hvorefter den omtvistede overtrædelse i det væsentlige på grund af sin art nødvendiggjorde, at der var en eller flere ledende virksomheder. Det fremgår således af de betragtninger til den anfægtede beslutning, der er nævnt i præmis 71-73 ovenfor, at alle deltagerne i kartellet befandt sig på lige fod. Den omstændighed, at Almamet arrangerede det første møde vedrørende calciumcarbid i pulverform, og at TDR-Metalurgija gjorde det samme hvad angår calciumcarbid i granulatform, synes ikke at have nogen særlig betydning. Der er intet i den anfægtede beslutning, som tyder på, at disse to virksomheder spillede en større rolle end de andre virksomheder i kartellet.

77      Det fremgår tværtimod af 54. betragtning til den anfægtede beslutning, at baggrunden for aftalen vedrørende calciumcarbid i pulverform ifølge Kommissionen var den negative prisudvikling for dette produkt siden begyndelsen af det 21. århundrede, kombineret med øgede produktionsomkostninger og en faldende efterspørgsel.

78      Ifølge 104. betragtning til den anfægtede beslutning gjorde lignende forhold sig gældende på markedet for calciumcarbid i granulatform. I denne betragtning citeres en »ansat i Akzo Nobel«, for at have påstået, at alle leverandører af det pågældende produkt »havde behov for prisforhøjelser«. Hvad angår magnesium til stålindustrien, som er substituerbart med calciumcarbid i pulverform, anerkender Kommissionen i 113. betragtning til den anfægtede beslutning, at efterspørgslen på dette produkt var stigende, men tilføjer, uden at blive modsagt af sagsøgeren, at »leverandørerne også var bevidste om deres kunders øgede magt på markedet« og desuden var under større og større pres efter, at ny kinesiske konkurrenter var kommet ind på markedet.

79      Det er i denne forbindelse ikke vigtigt at afgøre, hvem der tog initiativet til at arrangere det første møde, i det omfang dette initiativ blot afspejlede den fælles opfattelse hos flere producenter af det omhandlede produkt. Sagsøgeren har desuden ikke uddybet sin påstand om, at en overtrædelse som den i den foreliggende sag omhandlede er vanskelig at forestille sig uden en eller flere ledende virksomheder, og har heller ikke fremført konkrete elementer til støtte herfor. Endvidere er de eneste konkrete spørgsmål, som sagsøgeren har henvist til i selskabets argumentation, uafhængig af deres relevans for konstateringen af eventuelle skærpende omstændigheder, alle i det væsentlige blevet behandlet i den anfægtede beslutning, som anført i præmis 71 ovenfor.

80      Det følger heraf, at sagsøgeren påstand om, at Kommissionen undlod at undersøge, om der forelå eventuelle skærpende omstændigheder med hensyn til visse andre karteldeltagere, og ved denne undladelse tilsidesatte ligebehandlingsprincippet, ikke kan accepteres. Det andet klagepunkt er følgelig ugrundet og skal forkastes.

–       Om det tredje klagepunkt vedrørende formildende omstændigheder

81      Sagsøgeren foreholder Kommissionen ikke at have anerkendt, at der foreligger formildende omstændigheder, der kan begrunde en nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, i overensstemmelse med retningslinjernes punkt 29. Sagsøgeren har herved for det første henvist til den ubetydelige karakter af selskabets deltagelse i kartellet, for det andet denne deltagelses passive og begrænsede karakter og for det tredje sagsøgerens angivelige samarbejde med Kommissionen, som sidstnævnte ikke har taget hensyn til, uden for anvendelsesområdet for »samarbejdsmeddelelsen fra 2002/2006« og ud over selskabets retlige pligt til at samarbejde.

82      Sagsøgeren har for det første anført, at medlemmerne af sagsøgerens direktion på tidspunktet for de omtvistede omstændigheder var personer, som havde fået deres uddannelse og gjort karriere under det kommunistiske regimes planøkonomi forud for 1989. Direktionen i sagsøgeren havde således, i det mindste ved kartellets begyndelse, ikke engang været bevidste omkring ulovligheden af deres konkurrencebegrænsende adfærd. De opfattede møderne i kartellet som almindelige forretningsmøder og var blevet kritiseret af de andre deltagere på grund af deres mangel på diskretion. Sagsøgeren har tilføjet, at selskabet aldrig tidligere havde været genstand for en undersøgelse eller en sanktion ved nogen konkurrencemyndighed, og at selskabet er af den opfattelse, at der skulle have været taget hensyn til den ubetydelige karakter af selskabets deltagelse i kartellet som en formildende omstændighed.

83      Kommissionen har heroverfor anført, at den angivelige overtrædelse blev begået mere end 14 år efter afslutningen af det tjekkoslovakiske kommunistiske regime, og at Den Slovakiske Republik havde vedtaget en lovgivning, der forbød tilsvarende aftaler allerede inden dens tiltrædelse af Den Europæiske Union. Sagsøgeren har heroverfor i replikken anført, at denne argumentation ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til konsekvenserne for selskabets direktion på tidspunktet for overtrædelsen af den omstændighed, at de havde tilbagelagt en væsentlig og formativ del af deres karriere under et andet system end et markedsøkonomisk system.

84      Uden at det er nødvendigt at gå i detaljer vedrørende denne diskussion mellem parterne, bemærkes, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 giver Kommissionen mulighed for at pålægge virksomheder bøder, hvis de overtræder traktatens artikel 81 EF, og dette gælder både, når denne overtrædelse begås forsætligt, eller når den begås uagtsomt.

85      Efter fast retspraksis kræves det ikke, for at en overtrædelse af konkurrencereglerne kan anses for at være begået forsætligt, at virksomheden var sig en overtrædelse af disse regler bevidst; det er tilstrækkeligt, at virksomheden ikke kunne være uvidende om, at dens adfærd havde til formål at begrænse konkurrencen inden for fællesmarkedet (jf. Domstolens dom af 11.7.1989, sag 246/86, Belasco m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2117, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 14.12.2006, forenede sager T-259/02 – T-264/02 og T-271/02, Raiffeisen Zentralbank Österreich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 5169, præmis 205 og den deri nævnte retspraksis).

86      I den foreliggende sag bestrider sagsøgeren ikke at have deltaget i overtrædelsen. Tværtimod fremgår det af sagsøgerens argumentation vedrørende dette klagepunkt, at sagsøgeren »anerkender og bestrider ikke [sit ansvar for] den konkurrencebegrænsende adfærd udvist af selskabets tidligere direktion«. Henset til de faktiske omstændigheder, som udgør den omtvistede overtrædelse, som opsummeret i præmis 1 ovenfor, fremgår det klart, at de medlemmer af sagsøgerens direktion, som deltog i sagsøgerens navn i de forskellige møder tilrettelagt inden for rammerne af kartellet, og som efterfølgende implementerede de beslutninger, som blev truffet under disse møder, ikke kunne være uvidende om, at deres adfærd havde til formål at hindre konkurrencen på fællesmarkedet. Dette er således den direkte og umiddelbare konsekvens af en markedsopdeling, kvoteaftaler, en kundeopdeling og en prisfastsættelse mellem flere deltagere på de samme markeder, idet disse former for adfærd alle er omfattet af genstanden for den overtrædelse, som sanktioneres ved den anfægtede beslutning.

87      Derimod har det, som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 85 ovenfor, i denne forbindelse ingen betydning, om medlemmerne af sagsøgerens direktion på grund af deres erfaringer under det tidligere tjekkoslovakiske kommunistiske regime eller af en hvilken som helst anden grund ikke vidste, at en sådan adfærd udgjorde en tilsidesættelse af de nationale konkurrencebestemmelser eller EU-rettens konkurrenceregler.

88      Som Kommissionen med rette har anført, underbygges konklusionen om, at medlemmerne af sagsøgerens direktion var bevidste om, at deres adfærd var konkurrencebegrænsende, af sagsøgerens påstande i anmodningen om bødenedsættelse. Sagsøgeren forklarer heri, at medlemmerne af sagsøgerens direktion, som havde deltaget i kartellets møder, ikke havde nævnt oplysningerne desangående i de »rapporter om udlandsrejer«, som de havde udarbejdet, og hvoraf Kommissionen havde opnået et vist antal under en kontrolundersøgelse i sagsøgerens lokaler. For at undgå at efterlade skriftlige spor havde de nævnte medlemmer givet disse oplysninger mundtligt til den administrerende direktør og til bestyrelsesformanden i sagsøgeren. Den adfærd, som medlemmerne af direktionen i sagsøgeren har udvist, kan kun indikere, at de var bevidste om, at deres deltagelse i de pågældende møder var konkurrencebegrænsende, eller endog ulovlig, idet det ellers er vanskeligt at forstå, hvorfor de ville undgå alle skriftlige spor.

89      Heraf følger, at Kommissionen ikke kan foreholdes at have begået en fejl, fordi den ikke indrømmede sagsøgeren en nedsættelse af bøden med den begrundelse, at sidstnævnte havde begået overtrædelsen uagtsomt.

90      Sagsøgeren foreholder for det andet Kommissionen, at den ikke som formildende omstændigheder har taget hensyn til den passive karakter af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen. Sagsøgeren har herved anført, at medlemmerne af sagsøgerens direktion, som havde repræsenteret sagsøgeren under de forskellige møder i kartellet, ikke talte noget fremmedsprog flydende og måtte anvende tolketjenester. De andre kartelmedlemmer havde desuden anført, at repræsentanten for sagsøgeren under de forskellige møder havde forholdt sig passiv og ikke talte med de andre deltagere. Kommissionen har i klagepunktsmeddelelsen selv anerkendt, at sagsøgeren var det mindst aktive kartelmedlem, eftersom selskabet aldrig uarbejdede skemaer eller indsamlede oplysninger fra de kartelmedlemmer, der ikke deltog i et bestemt møde, eller videregav sådanne oplysninger til de andre medlemmer. Sagsøgeren har endvidere anført, at kartellet var meget vigtigere for Almamet, som distribuerede sagsøgerens produkter, og at sagsøgeren derfor kunne drage nytte af kartellet uden overhovedet at deltage heri. Det var desuden Almamet, som havde opfordret sagsøgeren til at deltage i kartellet. Før denne opfordring havde sagsøgeren ikke haft nogen jævnlig kontakt med de andre kartelmedlemmer.

91      Hvad angår denne argumentation bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at når en overtrædelse er blevet begået af flere virksomheder, skal der ved bødeudmålingen foretages en undersøgelse af den relative grovhed af den enkelte virksomheds deltagelse, hvilket navnlig indebærer, at det skal fastslås, hvilken rolle de hver især har spillet i overtrædelsen i den periode, hvorunder de deltog i den. Dette resultat er den logiske konsekvens af princippet om individuelle straffe og sanktioner, hvorefter en virksomhed kun bør forfølges for omstændigheder, som den pågældende individuelt kritiseres for, et princip, som gælder i enhver administrativ procedure, der kan føre til sanktioner i henhold til EU-rettens konkurrenceregler (jf. Rettens dom af 25.10.2005, sag T-38/02, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. II, s. 4407, præmis 277 og 278 og den deri nævnte retspraksis).

92      I overensstemmelse med disse principper bestemmer retningslinjernes punkt 29, at bødens grundbeløb kan nedsættes i tilfælde af visse formildende omstændigheder, der vedrører den enkelte berørte virksomhed. Navnlig opstilles der i dette punkt en ikke-udtømmende liste over formildende omstændigheder, som der kan tages hensyn til. Det må imidlertid konstateres, at den omstændighed, at »en virksomhed udelukkende har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber«, ikke fremgår af denne ikke-udtømmende liste, selv om denne omstændighed udtrykkeligt var anført som en formildende omstændighed i punkt 3, første led, i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten (EFT 1998 C 9, s. 3), som blev erstattet af retningslinjerne.

93      Det bemærkes herved, at selv om Kommissionen som anført i præmis 47 ovenfor ikke kan fravige de regler, som den selv har pålagt sig, kan den frit ændre disse regler eller erstatte dem med andre regler. I et tilfælde, som er omfattet af anvendelsesområdet for de nye regler, som det er tilfældet for den omtvistede overtrædelse, som tidsmæssigt er omfattet af anvendelsesområdet for retningslinjerne, som det fremgår af punkt 38 heri, kan det ikke foreholdes Kommissionen, at den ikke har taget hensyn til en formildende omstændighed, som ikke fremgår af de nye regler, alene fordi denne omstændighed fremgik af de tidligere regler. Det forhold, at Kommissionen i sin tidligere beslutningspraksis har anset bestemte forhold for at udgøre formildende omstændigheder i forbindelse med bødeudmålingen, indebærer således ikke i sig selv, at den har pligt til at anlægge samme vurdering i en senere beslutning (Rettens dom af 14.5.1998, sag T-347/94, Mayr-Melnhof mod Kommissionen, Sml. II, s. 1751, præmis 368, og af 20.3.2002, sag T-23/99, LR AF 1998 mod Kommissionen, Sml. II, s. 1705, præmis 337).

94      Ikke desto mindre, og som anført i præmis 92 ovenfor, er opregningen af de formildende omstændigheder, som Kommissionen kan tage hensyn til, i retningslinjernes punkt 29 ikke udtømmende. Følgelig er den omstændighed, at retningslinjerne ikke blandt formildende omstændigheder opregner den passive rolle for en virksomhed, der har deltaget i en overtrædelse, ikke til hinder for, at der med henblik herpå tages hensyn til denne omstændighed, hvis den kan godtgøre, at den nævnte virksomheds deltagelse i overtrædelsen er mindre grov.

95      Uden at det er nødvendigt at afgøre, om denne betingelse er opfyldt i den foreliggende sag, må det under alle omstændigheder konstateres, at det på ingen måde følger af de forhold og argumenter, som sagsøgeren har fremført, at sagsøgeren udelukkende har spillet en passiv rolle eller en rolle som medløber hvad angår den omtvistede overtrædelse.

96      Det bemærkes herved, således som Retten fastslog i dens dom af 9. juli 2003, Cheil Jedang mod Kommissionen (sag T-220/00, Sml. II, s. 2473, præmis 167 og 168), som sagsøgeren selv har påberåbt sig til støtte for selskabets argumentation, at en sådan passiv rolle indebærer, at den pågældende virksomhed holder en »lav profil«, dvs. ikke aktivt deltager i udarbejdelsen af den/de konkurrencebegrænsende aftale/aftaler. Blandt de forhold, som kan påvise en virksomheds passive rolle i et kartel, kan der tages hensyn til en væsentligt mere sporadisk deltagelse i møderne end de almindelige medlemmer af kartellet ligesom den sene indtræden på det marked, hvorpå overtrædelsen er begået, uafhængigt af varigheden af dens deltagelse i overtrædelsen eller endog udtrykkelige erklæringer herom fra repræsentanter fra andre virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen.

97      I den foreliggende sag deltog sagsøgeren for det første, som Kommissionen med rette har anført, i 10 af de 11 møder vedrørende calciumcarbid i pulverform (jf. 64.-88. betragtning til den anfægtede beslutning) og arrangerede selv to af disse møder. Sagsøgeren deltog også i alle de møder vedrørende calciumcarbid i granulatform, der er nævnt i den anfægtede beslutning (jf. 98. og 99. betragtning til den anfægtede beslutning).

98      For det andet fremgår det af den anfægtede beslutning, at sagsøgerens bidrag til de møder, som selskabet deltog i, kunne sammenlignes med bidraget fra de andre deltagere. Det fremgår således af de ovennævnte betragtninger til den anfægtede beslutning, at deltagerne i de forskellige møder afgav oplysninger om deres salgsmængder, og skemaet over markedsopdeling derefter blev ajourført. Desuden drøftedes de priser, som skulle anvendes, og lejlighedsvis blev der aftalt prisstigninger (jf. eksempelvis 67. og 68. betragtning til den anfægtede beslutning). Der er intet i disse angivelser, som gør det muligt at konkludere, at sagsøgerens adfærd var passiv eller mere generelt adskilte sig fra den adfærd, der udvistes af de andre deltagere. Tværtimod fremgår det af 73. betragtning til den anfægtede beslutning, at sagsøgeren i selskabets interne rapport vedrørende mødet den 24. januar 2005 havde anført, at det var lykkedes sagsøgeren at kompensere for en stigning i prisen på coke ved at forhøje prisen på calciumcarbid. Desuden fremgår det af 110. betragtning til den anfægtede beslutning, at sagsøgeren havde indvilliget i at give kompensationer til Donau Chemie for dette selskabs mistede mængder i Østrig ved at give det yderligere mængder i Tyskland. Der er her tale om angivelser, som stemmer overens med, at sagsøgeren deltog i møderne på en mindst lige så aktiv måde som de øvrige kartelmedlemmer.

99      For det tredje forekommer sagsøgerens påstand om, at selskabet under et møde aldrig har meddelt de oplysninger, som et andet kartelmedlem, som ikke deltog i dette møde, har givet, givetvis korrekt ved læsningen af den anfægtede beslutning, men gør det ikke muligt at konkludere, at selskabets deltagelse i kartellet var passiv. Det fremgår således af den anfægtede beslutning, at størstedelen af kartelmedlemmerne deltog i møderne. Den omstændighed, at et medlem lejlighedsvis ikke kunne deltage i et bestemt møde og videregav oplysningerne om sig til et andet medlem, som dernæst fremlagde dem på det pågældende møde (jf. eksempelvis 83. betragtning til den anfægtede beslutning, hvorefter Akzo Nobel ikke kunne deltage i mødet den 25.4.2006, men på forhånd havde meddelt tallene for selskabet til Donau Chemie), synes ikke at have haft særlig betydning og udgør ikke i sig selv en indikation for en mere aktiv deltagelse for et medlem af aftalen, som har ydet en sådan tjeneste for et andet fraværende medlem.

100    For det fjerde underbygges sagsøgerens påstand om, at de andre kartelmedlemmer havde henvist til den passive adfærd udvist af sagsøgerens repræsentant under møderne, ikke af noget bevis.

101    For så vidt angår sagsøgerens påstand om, at det i klagepunktsmeddelelsen var blevet anerkendt, at sagsøgeren var det mindst aktive medlem i kartellet, har Retten inden for rammerne af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse anmodet sagsøgeren om at fremlægge det uddrag af den nævnte meddelelse, som selskabet henviste til. Sagsøgeren har som svar på denne anmodning i det væsentlige anført, at henvisningen i klagepunktsmeddelelsen til den omstændighed, at Almamet havde taget initiativet til at tilrettelægge møderne i kartellet, til den omstændighed, at de senere møder blev ledt af repræsentanten for SKW Stahl-Metallurgie, og til den omstændighed, at repræsentanten for Donau Chemie ofte havde til opgave at ajourføre og distribuere skemaerne udvekslet mellem deltagerne, mens sagsøgeren selv ofte ikke specifikt blev nævnt under beskrivelsen af de forskellige møder, udgjorde en indikation for, at sagsøgeren spillede en passiv rolle i kartellet.

102    Det må konstateres, at sagsøgeren ikke har påberåbt sig nogen udtrykkelig anerkendelse i klagepunktmeddelelsen af sagsøgerens angiveligt passive rolle i kartellet. Sagsøgeren har således implicit erkendt, at den i den foregående præmis omhandlede påstand som sådan intetsteds er at finde i klagepunktmeddelelsen, men udgør sagsøgerens egen fortolkning heraf. Denne fortolkning kan imidlertid ikke accepteres. Som anført i præmis 99 ovenfor, er den omstændighed alene, at visse deltagere i kartellet påtog sig visse administrative opgaver under møderne i kartellet, ikke tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at de andres rolle var passiv. Dette gælder, så meget desto mere som sagsøgeren ikke har bestridt selv at have tilrettelagt to møder for den del af kartellet, der vedrørte calciumcarbid i pulverform (jf. præmis 73 ovenfor).

103    For det femte er spørgsmålet om fremmesprogkundskaberne hos de to medlemmer af sagsøgerens direktion, som repræsenterede sagsøgeren på møderne i kartellet, uden relevans. Uanset hvilket kendskab disse medlemmer havde, er det, der er vigtigt, som anført i præmis 98 ovenfor, at sagsøgeren deltog i de nævnte møder på en lige så aktiv måde som de andre kartelmedlemmer, dvs. at selskabet meddelte oplysningerne vedrørende sin afsætning, fik kendskab til lignende oplysninger for de andre kartelmedlemmer og påtog sig forpligtelser vedrørende opdeling af de relevante markeder, kvoteaftaler, kundeopdeling og fastsættelse af priser. Den omstændighed, hvis den anses for fastslået, at den sociale interaktion mellem sagsøgerens repræsentanter og repræsentanterne for de andre kartelmedlemmer på grund af manglende sprogkundskaber var begrænset, er i denne forbindelse ikke relevant.

104    For det sjette udgør den omstændighed, at sagsøgeren skulle have draget nytte af kartellet uden at deltage heri på grund af Almamets deltagelse, dersom den godtgøres, hverken en begrundelse for selskabets deltagelse i kartellet eller en formildende omstændighed.

105    Under alle omstændigheder ser denne påstand, som sagsøgeren har fremsat, bort fra sagsøgerens egne erklæringer, som er indeholdt i anmodningen om bødenedsættelse, som Kommissionen med rette har anført. Det fremgår således af denne anmodning, at sagsøgeren havde til hensigt at forhøje priserne på de produkter, som selskabet leverede til Almamet. Sidstnævnte skulle i det væsentlige have svaret, at en sådan forhøjelse ville tvinge dette selskab til at forhøje de priser, som det anvendte på slutkunderne, og at de sidstnævnte ville modsætte sig en sådan forhøjelse. Almamet skulle da have anført, at den eneste løsning var at afholde et møde for de berørte producenter og leverandører med henblik på en prisforhøjelse. Sagsøgeren skulle hertil have svaret, at uafhængig af den måde, hvorpå Almamet havde besluttet at angribe problemet, måtte dette selskab acceptere en forhøjelse af priserne på produkter købt hos sagsøgeren. Disse påstande fra sagsøgeren angiver, at Almamet tog initiativet til at arrangere det første møde vedrørende calciumcarbid i pulverform efter pres fra sagsøgeren, og at sidstnævnte, som kendte til dette initiativ, ikke blot ikke rådede dette selskab til at afholde sig derfra eller selv tog afstand herfra, men tværtimod opretholdt dette pres ved at insistere på en prisforhøjelse. Disse påstande bekræfter ikke tesen om, at sagsøgerens deltagelse var passiv, men underminerer den tværtimod i væsentlig grad.

106    Henset til de foregående betragtninger må det konkluderes, at det var med rette, at Kommissionen ikke som formildende omstændighed tog hensyn til den angiveligt passive karakter af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen.

107    Sagsøgeren er for det tredje af den opfattelse, at Kommissionen skulle have taget hensyn til selskabets effektive samarbejde med Kommissionen som en formildende omstændighed. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at selskabet vedkender sig sin del af ansvaret for overtrædelsen, alt imens selskabet har givet udtryk for, at det ikke er enig i den vidtgående karakter af vurderingen af grovheden af dets deltagelse heri og af den bøde, som det er blevet pålagt. Det er selskabets opfattelse, at selskabets tilståelser vedrørende dets direktionsmedlemmers deltagelse i kartelmøderne og den omstændighed, at selskabet har bekræftet selve forekomsten af et horisontalt kartel om fastsættelse af priser, ikke blot udgør en manglende anfægtelse af de faktiske omstændigheder som fastlagt af Kommissionen, som det fremgår af 327. betragtning til den anfægtede beslutning. Sagsøgeren har videre anført, at selskabet ikke forsøgte at anfægte hver af Kommissionens konklusioner vedrørende den omtvistede overtrædelse, men at selskabet snarere havde til hensigt at bistå Kommissionen i dens undersøgelse. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at flere betragtninger til den anfægtede beslutning henviser til selskabets erklæringer som beviser. Sagsøgeren har navnlig nævnt fodnote 100, 104, 106, 111, 118, 146-150, 158, 161, 174, 180, 182-185, 188, 190, 194 og 617 i den anfægtede beslutning.

108    Sagsøgeren har i replikken anført, at selskabets argumentation også bekræftes af Kommissionens svarskrift, som ifølge sagsøgeren indeholder adskillige henvisninger til anmodningen om bødenedsættelse. Sagsøgeren har desuden anført, at Kommissionen ved at sanktionere en virksomhed for dens samarbejde i stedet for at belønne den herfor vender op og ned på formålet med bestemmelserne om samarbejde, således som de fremgår af »samarbejdsmeddelelsen fra 2002/2006«, og tilsidesætter princippet om god retspleje og forbuddet mod »selvinkriminering«. Det er sagsøgerens opfattelse, at under disse omstændigheder skal de af Kommissionens argumenter, som underbygges med henvisning til anmodningen om bødenedsættelse og beviserne forbundet hermed, forkastes som værende uden relevans.

109    For så vidt angår sagsøgerens argumentation som gengivet i foregående præmis bemærkes, at det er klart, som Kommissionen med rette har anført, at sidstnævntes anvendelse i sine skrivelser for Retten af sagsøgerens anmodning om bødenedsættelse hverken kan påvirke gyldigheden af den anfægtede beslutning, eftersom den ligger efter denne, eller udgøre et nyttigt indicium for merværdien af denne erklæring i forhold til de andre beviser, som Kommissionen rådede over. Det forholder sig ikke desto mindre således, at sagsøgerens argumentation rejser spørgsmålet om lovligheden af anvendelsen af anmodningen om bødenedsættelse under proceduren for Retten. Dette spørgsmål skal således behandles først, henset til de adskillige henvisninger til anmodningen om bødefritagelse i Kommissionens argumentation.

110    Det må i denne forbindelse konstateres, at den pågældende virksomheds samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen fra 2002 er rent frivilligt. Virksomheden er nemlig på ingen måde tvunget til at fremlægge bevismateriale vedrørende det formodede kartel. Den grad af samarbejde, som virksomheden ønsker at tilbyde under den administrative procedure, er dermed udelukkende omfattet af dens frie valg og er på ingen måde pålagt ved nævnte meddelelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 14.7.2005, forenede sager C-65/02 P og C-73/02 P, ThyssenKrupp mod Kommissionen, Sml. I, s. 6773, præmis 52, og generaladvokat M. Légers forslag til afgørelse i den sag, Sml. I, s. 6777, punkt 140).

111    Desuden fremgår det bl.a. af punkt 31 i samarbejdsmeddelelsen fra 2006, som finder anvendelse i den foreliggende sag (jf. præmis 27 ovenfor), at »[e]nhver erklæring, der er afgivet til Kommissionen i relation til denne meddelelse, indgår i Kommissionens sagsakter og kan benyttes som bevismateriale«. Heraf følger, at en virksomhed, der som sagsøgeren i den foreliggende sag beslutter at indgive en erklæring med henblik på opnåelse af en bødenedsættelse, fra offentliggørelsen af samarbejdsmeddelelsen fra 2006 er bevidst om den omstændighed, at den kun vil blive indrømmet en nedsættelse, hvis det er Kommissionens opfattelse, at de betingelser for en nedsættelse, som er fastsat i meddelelsen, er opfyldt, idet erklæringen under alle omstændigheder vil være en del af sagsakterne og vil kunne påberåbes som bevis herunder mod dens ophavsmand.

112    Eftersom den pågældende virksomhed frit og i fuldt kendskab til omstændighederne har valgt at fremlægge en sådan erklæring, kan virksomheden ikke gyldigt påberåbe sig retspraksis vedrørende forbuddet mod »selvinkriminering«. Det fremgår navnlig af denne retspraksis, at Kommissionen ikke kan pålægge en virksomhed at besvare spørgsmål, hvorved den tvinges til at indrømme at have begået overtrædelser, som det påhviler Kommissionen at føre bevis for (Domstolens dom af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283, præmis 34 og 35, og af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 61 og 65, samt dommen i sagen ThyssenKrupp mod Kommissionen, nævnt i præmis 110 ovenfor, præmis 49). Eftersom sagsøgeren i den foreliggende sag har indgivet anmodningen om bødenedsættelse af egen vilje og uden at være forpligtet hertil, kan selskabet med rette gøre gældende, at det har ret til ikke at blive tvunget af Kommissionen til at tilstå sin deltagelse i en overtrædelse (jf. i denne retning Domstolens dom af 25.1.2007, sag C-407/04 P, Dalmine mod Kommissionen, Sml. I, s. 829, præmis 35).

113    Sagsøgeren kan følgelig ikke foreholde Kommissionen at have støttet sig til anmodningen om bødenedsættelse i dens skriftlige indlæg for Retten.

114    Hvad dernæst angår spørgsmålet, om nævnte anmodning udgør et effektivt samarbejde, som der kan tages hensyn til som en formildende omstændighed i henhold til retningslinjernes punkt 29, fjerde led, bemærkes, at en anvendelse af denne bestemmelse i retningslinjerne ikke kan have som konsekvens, at samarbejdsmeddelelsen fra 2002 fratages sin effektive virkning. Det bemærkes således, at samarbejdsmeddelelsen fra 2002 fastsætter rammer for, hvordan virksomheder, som deltager i eller har deltaget i hemmelige karteller, der påvirker Unionen, skal belønnes for at samarbejde med Kommissionen. Det fremgår således af ordlyden og opbygningen af nævnte meddelelse, at virksomhederne i princippet kun kan opnå en nedsættelse af bøden på grund af deres samarbejde, når de opfylder de strenge betingelser, som er fastsat i nævnte meddelelse (Rettens dom af 17.5.2011, sag T-343/08, Arkema France mod Kommissionen, Sml. II, s. 2287, præmis 169, af 5.10.2011, sag T-39/06, Transcatab mod Kommissionen, Sml. II, s. 6831, præmis 329, og af 30.11.2011, sag T-208/06, Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 7953, præmis 271).

115    For at sikre den effektive virkning af samarbejdsmeddelelsen fra 2002 er det således kun i usædvanlige situationer, at Kommissionen har pligt til at indrømme en nedsættelse af bøden til en virksomhed på grundlag af retningslinjernes punkt 29, fjerde led. Dette er navnlig tilfældet, når en virksomheds samarbejde, som går ud over dens retlige pligt til at samarbejde uden imidlertid at give virksomheden ret til en bødenedsættelse i medfør af samarbejdsmeddelelsen fra 2002, er af objektiv nytte for Kommissionen. En sådan nytte bør konstateres, når Kommissionen i sin endelige afgørelse baserer sig på beviser, som en virksomhed har givet den inden for rammerne af sit samarbejde, og i mangel af hvilke Kommissionen ikke ville have været i stand til helt eller delvist at sanktionere den omhandlede overtrædelse (dommen i sagen Arkema France mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 170, dommen i sagen Transcatab mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 330, og dommen i sagen Quinn Barlo m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 114 ovenfor, præmis 270).

116    Som det fremgår af 358. betragtning til den anfægtede beslutning, fandt Kommissionen i den foreliggende sag, at oplysningerne indeholdt i anmodningen om bødenedsættelse ikke tilførte en betydelig merværdi i forhold til de oplysninger, som den allerede var i besiddelse af, og den besluttede derfor ikke at indrømme sagsøgeren en nedsættelse af bøden (jf. ligeledes præmis 38 ovenfor).

117    Det påhviler sagsøgeren at identificere de omtvistede elementer i den anfægtede afgørelse og at fremlægge bevismateriale, som kan udgøre tungtvejende elementer, til støtte for at bevise, at klagepunkterne er begrundede (jf. i denne retning dommen i sagen KME Germany m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 50 ovenfor, præmis 132). Som det fremgår af det resumé af sagsøgerens argumentation, der er indeholdt i præmis 107 ovenfor, vedrører det eneste konkrete element, som sagsøgeren har påberåbt sig for at tilbagevise vurderingen i den anfægtede beslutning, som opsummeret i den foregående præmis, den omstændighed, at denne beslutning flere steder henviser til sagsøgerens erklæringer indeholdt navnlig i anmodningen om bødenedsættelse.

118    Det bemærkes, at sagsøgeren og dets moderselskab under den administrative procedure havde påberåbt sig et lignende argument vedrørende Kommissionens anvendelse af de af sagsøgeren fremlagte oplysninger. Kommissionen forkastede dette argument i 359. betragtning til den anfægtede beslutning. Kommissionen forklarede, at det relevante kriterium ikke var, hvordan den anvendte oplysninger fremlagt af et medlem af kartellet, men snarere den eventuelle betydelige merværdi af disse oplysninger. Fremlæggelse af flere oplysninger om det, der allerede er kendt, udgør ikke en tilførsel af en betydelig værdi. Kommissionen angav også i samme betragtning, at sagsøgeren i de oplysninger, som selskabet havde fremlagt, ikke havde nævnt, at den konkurrencebegrænsende adfærd omfattede calciumcarbid i granulatform, selv om selskabets involvering, også hvad angår denne del af overtrædelsen, var klart dokumenteret.

119    Den betragtning, at oplysninger fremlagt af en deltager i en overtrædelse ikke har nogen objektiv nytte, når de vedrører faktiske omstændigheder, som Kommissionen kender til, og med hensyn til hvilke den allerede råder over tilstrækkelige beviser, er i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 115 ovenfor, og må godkendes.

120    Herefter opstår spørgsmålet, om dette reelt var tilfældet hvad angår de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt navnlig i anmodningen om bødenedsættelse. Sagsøgeren begrænser sig i denne forbindelse til at påberåbe sig henvisningerne til selskabets erklæringer, således som de fremgår af den anfægtede beslutning, uden at forklare, hvilke oplysninger eller konkrete beviser selskabet havde fremlagt for Kommissionen, og som Kommissionen ikke rådede over tidligere.

121    Det bemærkes desuden, at blandt de adskillige fodnoter i den anfægtede beslutning, som sagsøgeren har henvist til i sin argumentation, er det kun tre, som udelukkende henviser til sagsøgerens erklæringer. De andre fodnoter, som der er blevet henvist til, nævner ligeledes enten dokumenter, som Kommissionen har indhentet under kontrolundersøgelser, eller erklæringer fra Akzo Nobel og fra Evonik Degussa, der, som nævnt i præmis 39 ovenfor, er blevet indrømmet henholdsvis en bødefritagelse og en bødenedsættelse netop på grund af deres samarbejde. De andre fodnoter bekræfter Kommissionens tese, hvorefter de af sagsøgeren fremlagte oplysninger vedrørte faktiske omstændigheder, som allerede var kendte og tilstrækkeligt underbygget af beviser.

122    De tre fodnoter, som kun nævner sagsøgerens erklæringer, er fodnote 111, 118 og 617. Fodnote 111 vedrører anmodningen om bødenedsættelse til støtte for påstanden i sidste punktum i 56. betragtning til den anfægtede beslutning om, at deltagerne i løbet af hvert møde i kartellet i almindelighed blev enige om datoen og stedet for det næste møde. Selv under den forudsætning, at det kun er sagsøgeren, som har givet Kommissionen denne oplysning, er der tydeligvis ikke tale om et vigtigt element af objektiv nytte, men snarere om et fuldstændigt sekundært element.

123    Fodnote 118 omhandler en erklæring fra sagsøgeren af 18. februar 2008 til støtte for oplysningerne i femte led i 57. betragtning til den anfægtede beslutning vedrørende funktionerne udøvet af de personer, som havde repræsenteret sagsøgeren under møderne om calciumcarbid i pulverform. Eftersom disse angivelser specifikt vedrørte sagsøgeren, er det naturligt, at der for deres vedkommende kun henvises til et dokument, som sagsøgeren har fremlagt. Under alle omstændigheder var funktionerne udøvet af de personer, som havde repræsenteret sagsøgeren under de omhandlede møder, kun af begrænset nytte for Kommissionen, og dette desto mere som sagsøgeren ikke havde anfægtet og ikke anfægter at have deltaget i de nævnte møder eller mere generelt i denne del af overtrædelsen.

124    Endelig komplementerer fodnote 617 påstanden i 294. betragtning til den anfægtede beslutning om, at den omtvistede overtrædelse var blandt de groveste konkurrencebegrænsninger, ved en henvisning til en lignende påstand indeholdt i sagsøgerens svar på klagepunktsmeddelelsen. I dette tilfælde vedrører henvisningen til sagsøgerens skriftlige indlæg under den administrative procedure ikke engang et faktisk element eller et bevis, men blot en vurdering af overtrædelsens grovhed. Der kan tydeligvis heller ikke i dette tilfælde være tale om et element, som er af objektiv nytte.

125    Det følger heraf, at sagsøgerens påstand om, at de forskellige henvisninger til selskabets erklæringer i den anfægtede beslutning viser nytten af disse erklæringer for Kommissionens undersøgelse, ikke kan tiltrædes.

126    Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren ikke har bestridt påstanden i 359. betragtning til den anfægtede beslutning om, at sagsøgeren i anmodningen om bødenedsættelse havde undladt at nævne, at den omtvistede konkurrencebegrænsende adfærd også vedrørte calciumcarbid i granulatform. 92.-112. betragtning til den anfægtede beslutning, som omhandler møderne vedrørende calciumcarbid i granulatform, indeholder således kun tre henvisninger til anmodningen om bødenedsættelse (fodnote 241, 249 og 276), hvoraf ingen synes at have haft en objektiv nytte for Kommissionens undersøgelse af dette aspekt af overtrædelsen. Navnlig vedrører fodnote 249 en ubetydelig oplysning, nemlig den omstændighed, at der aftenen før mødet den 7. april 2004 havde fundet en middag sted, mens fodnote 241 og 276 henviser til den omstændighed, at visse karteldeltagere, herunder sagsøgeren, ved to lejligheder havde nægtet at drøfte prisen på calciumcarbid i granulatform som foreslået af Donau Chemie (jf. henholdsvis 95. og 108. betragtning til den anfægtede beslutning).

127    Det følger heraf, at sagsøgeren, selv om selskabet ikke bestred at have deltaget i den del af overtrædelsen, som vedrørte calciumcarbid i granulatform, undlod i anmodningen om bødenedsættelse at anføre faktiske elementer og beviser, som kunne have været af nytte for Kommissions undersøgelse vedrørende dette aspekt ved overtrædelsen. Der er tale om et yderligere element, som også taler imod en anerkendelse af, at sagsøgerens angivelige samarbejde er af objektiv nytte.

128    Det følger af de foregående betragtninger, at sagsøgerens argument, hvorefter der skulle have været taget hensyn til selskabets angivelige effektive samarbejde med Kommissionen som en formildende omstændighed, ikke kan tiltrædes.

129    Da ingen af de argumenter, om sagsøgeren har påberåbt sig for at godtgøre, at det skulle have været fastslået, at der forelå formildende omstændigheder for sagsøgerens vedkommende, er blevet tiltrådt, må det konkluderes, at sagsøgerens tredje klagepunkt er ugrundet og skal forkastes.

–       Om det fjerde klagepunkt vedrørende den bødenedsættelse, som er blevet indrømmet Almamet

130    Sagsøgeren har i stævningen anført, at Kommissionen i den anfægtede beslutning indrømmede Almamet en bødenedsættelse (jf. præmis 41 ovenfor) på grund af selskabets angiveligt manglende betalingsevne uden en rimelig grund, mens den gav afslag på en lignende anmodning fra sagsøgeren, hvilket sagsøgeren i øvrigt bestrider med det andet anbringende. Den nedsættelse, som Almamet er blevet indrømmet, udgør en alvorlig tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om ligebehandling, så meget desto mere som Almamet er en af de virksomheder, som har opfordret til overtrædelsen.

131    Kommissionen har over for Retten præciseret, at den bødenedsættelse, som Almamet blev indrømmet, var baseret på retningslinjernes punkt 37 og ikke på disses punkt 35. Sagsøgeren har herover anført, at denne præcisering gør sagsøgerens klagepunkt om en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om ligebehandling så meget desto mere overbevisende. Det fremgår af forklaringerne i 369.-371. betragtning til den anfægtede beslutning, at risikoen for, at Almamet skulle gå konkurs, er begrænset, og at selv muligheden for en konkurs ikke indebærer et fuldstændigt tab af værdien af denne virksomheds aktiver. Det er sagsøgerens opfattelse, at selskabet har godtgjort, at dets økonomiske situation var værre end Almamets. Desuden kan Almamets karakteristika, der er opregnet i 372. betragtning til den anfægtede beslutning som begrundelse for den bødenedsættelse, som dette selskab er blevet indrømmet, sammenlignes med sagsøgerens karakteristika, således at Kommissionen har pligt til at indrømme sagsøgeren en tilsvarende bødenedsættelse, idet den ellers klart vil tilsidesætte princippet om ligebehandling.

132    Det må indledningsvis konstateres, at det fremgår af en læsning af 369.-371. betragtning til den anfægtede beslutning, at Kommissionen nåede frem til den konklusion, at Almamets anmodning baseret på retningslinjernes punkt 35 ikke kunne efterkommes.

133    Kommissionen anførte imidlertid i 372. betragtning til den anfægtede beslutning, at »med forbehold af den foregående analyse« skulle der tages hensyn til, at Almamet var en selvstændig forhandler af meget lille størrelse, som ikke tilhørte nogen stor koncern. Almamet drev virksomhed med salg af materialer af høj værdi med en begrænset fortjenstmargen og havde »en forholdsvis fokuseret produktportefølje«. Kommissionen tilføjede, at »[d]en omstændighed, at den pålagte bøde ville have en relativt stor indvirkning på den finansielle situation for denne type selskab«, også blev taget i betragtning. Kommissionen konkluderede, at henset til Almamets »særlige karakteristika«, var den af den opfattelse, at en nedsættelse af bøden med 20% var passende, eftersom Almamet under alle omstændigheder ville være tilstrækkeligt afskrækket af en bøde af denne størrelse. Kommissionen henviste i fodnote 685 til retningslinjernes punkt 37. Kommissionen anførte videre i sidste punktum i 372. betragtning til den anfægtede beslutning, at henset til tilpasningen af den bøde, som skulle pålægges Almamet, er »konklusionen [i] [371.] betragtning […], [hvorefter] den pålagte bøde [sandsynligvis] ikke vil medføre ubodelig skade for Almamets levedygtighed, fortsat gyldig«.

134    Heraf følger, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig nogen form for ulige behandling i forhold til Almamet hvad angår undersøgelsen af deres anmodninger om bødenedsættelse baseret på retningslinjernes punkt 35, eftersom der blev givet afslag på begge disse to anmodninger. Som Kommissionen har præciseret i svarskriftet, gjorde den ved indrømmelsen af en nedsættelse på 20% til Almamet brug af den mulighed, som den har forbeholdt sig i nævnte retningslinjers punkt 37 for helt eller delvist at fravige metoden for fastsættelse af bøder, som fremgår af disse retningslinjer, for at tage hensyn til de særlige omstændigheder i en given sag. Henvisningen i fodnote 685 til nævnte punkt 37 bekræfter denne konklusion, som også bekræftes af 361. betragtning til den anfægtede beslutning, hvor den bøde, som skal pålægges Almamet, er angivet som værende på 3,8 mio. EUR »inden nedsættelse [i overensstemmelse med punkt ] 37« i retningslinjerne.

135    Det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 47 ovenfor, at Kommissionen kun kan fravige sine egne retningslinjer, hvis den forskellige behandling af flere deltagere i en overtrædelse, som ville følge heraf, er forenelig med princippet om ligebehandling. Ifølge fast retspraksis kræver dette princip, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-106/01, Novartis Pharmaceuticals, Sml. I, s. 4403, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

136    Under disse omstændigheder kan sagsøgerens klagepunkt kun forstås således, at sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen også skulle have fraveget retningslinjerne i sagsøgerens tilfælde og indrømmet selskabet den samme bødenedsættelse som den, der blev indrømmet Almamet. Et sådant klagepunkt kan kun tiltrædes, hvis den tilsyneladende ulige behandling mellem Almamet, som fik sin bøde nedsat med 20%, og sagsøgeren, som ikke har nydt godt af en sådan nedsættelse, ikke er forenelig med princippet om ligebehandling. Det følger af den retspraksis, der er nævnt i den foregående præmis, at for at dette er tilfældet, skal disse to selskaber befinde sig i en sammenlignelig situation.

137    Som anført ovenfor (præmis 133) opregner den anfægtede beslutning visse »særlige karakteristika« for Almamet for at begrunde den bødenedsættelse, som dette selskab er blevet indrømmet. Det bemærkes, at en virksomhed, som har disse karakteristika, med henblik på en eventuel nedsættelse af bøden uden for de tilfælde, som specifikt er nævnt i retningslinjerne, faktisk befinder sig i en anden situation end den situation, som en virksomhed uden disse karakteristika, befinder sig i.

138    Det bemærkes for det første, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 bl.a. bestemmer, at bøden for hver af de virksomheder, som har deltaget i en overtrædelse af artikel 81 EF, ikke kan overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår. Ifølge retspraksis har den øvre grænse vedrørende omsætningen til formål at undgå, at de af Kommissionen pålagte bøder er urimelige i forhold til den pågældende virksomheds størrelse (Domstolens dom i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor, præmis 119, og dom af 7.6.2007, sag C-76/06 P, Britannia Alloys & Chemicals mod Kommissionen, Sml. I, s. 4405, præmis 24).

139    Denne overgrænse er imidlertid ikke tilstrækkelig til at undgå, at den bøde, som pålægges, er uforholdsmæssig i tilfælde af en erhvervsdrivende, som driver virksomhed med handel med materialer af høj værdi med en begrænset fortjenstmargen, såsom Almamet. Således kan en sådan virksomhed på grund af den høje værdi af de pågældende materialer have en omsætning, som er uforholdsmæssig høj i forhold til dens fortjeneste og dens aktiver, som alene vil blive anvendt til betalingen af bøden.

140    For det andet bemærkes, at eftersom bøden i henhold til metoden i retningslinjerne fastsættes med udgangspunkt i en del af værdien af afsætningen for den omhandlede virksomhed på det marked, som overtrædelsen vedrører (jf. præmis 21 ovenfor), er risikoen for en uforholdsmæssig bøde, idet den repræsenterer en betydelig andel af nævnte virksomheds samlede omsætning, større i tilfælde af en virksomhed, der som Almamet har en »relativt fokuseret produktportefølje«.

141    For det tredje er den omstændighed, at Almamet var en meget lille virksomhed, som ikke tilhørte nogen stor koncern, også relevant, eftersom Almamet skulle betale bøden alene, idet intet andet selskab var solidarisk ansvarligt for betalingen af denne bøde eller mere generelt ikke var i stand til at støtte Almamet med henblik herpå.

142    Sagsøgeren har ikke bestridt, at Almamet reelt havde de særlige karakteristika, som er opregnet i 372. betragtning til den anfægtede beslutning for at begrunde den bødenedsættelse, som dette selskab er blevet indrømmet. For at besvare sagsøgerens klagepunkt skal det derfor udelukkende undersøges, om sidstnævnte også havde de samme karakteristika.

143    Sagsøgeren har anført, at dette er tilfældet, men har i denne forbindelse fremført en vag og generel argumentation uden at foretage nogen detaljeret sammenligning mellem selskabets egen situation og situationen for Almamet ud fra sidstnævntes karakteristika som anført i 372. betragtning til den anfægtede beslutning. Som Kommissionen med rette har anført, har sagsøgeren desuden selv anerkendt, at selskabets produktportefølje ikke er så koncentreret som Almamets. Selv om sagsøgeren hævder at sælge sine produkter med en meget lille margen, har sagsøgeren desuden hverken underbygget denne påstand med deltaljerede oplysninger eller med nogen form for bevis. Det må endvidere konstateres, at sagsøgeren er producent og ikke forhandler, som Almamet, og at sagsøgeren i modsætning til sidstnævnte på tidspunktet for overtrædelsen tilhørte en virksomhedskoncern og blev pålagt bøden in solidum med sit moderselskab.

144    Kommissionen har desuden også med rette anført, at sagsøgerens samlede omsætning det sidste afsluttede regnskabsår før den anfægtede beslutning udgjorde 205 mio. EUR (24. betragtning til den anfægtede beslutning), mens Almamets omsætning udgjorde mellem 45 og 50 mio. EUR (15. betragtning til den anfægtede beslutning). Der bestod med andre ord en betydelig størrelsesforskel mellem disse to virksomheder. Det fremgår endvidere af de samme betragtninger til den anfægtede beslutning, at i Almamets tilfælde stammede ca. 50% af selskabets samlede omsætning fra produkter, som var omfattet af overtrædelsen, mens denne andel for sagsøgerens vedkommende udgjorde 10%, dvs. var meget lavere.

145    I modsætning til hvad sagsøgeren har anført i selskabets svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten, udgjorde Almamets betydeligt lavere samlede omsætning ikke et afgørende kriterium, som Kommissionen baserede sig på med henblik på at indrømme Almamet en bødenedsættelse. Som anført i præmis 133 ovenfor, blev denne beslutning begrundet under henvisning til visse særlige karakteristika for Almamet, som ikke gjaldt for sagsøgeren. Forskellen med hensyn til samlet omsætning og dermed størrelse mellem disse to virksomheder udgør et yderligere element, som Kommissionen har påberåbt sig for Retten, for at godtgøre, at de to virksomheder ikke befandt sig i den samme situation. Det bør endvidere tilføjes, at i modsætning til hvad sagsøgeren synes at anføre, fremgår det ikke af den anfægtede beslutning, at Almamets økonomiske vanskeligheder har spillet nogen afgørende rolle hvad angår Kommissionen beslutning om at indrømme dette selskab en bødenedsættelse i medfør af retningslinjernes punkt 37.

146    Kommissionen har i sine skriftlige indlæg også påberåbt sig sagsøgers årsrapporter for årene 2007 og 2008 og har efter en anmodning fra Retten inden for rammerne af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse fremlagt disse. Det fremgår af de nævnte rapporter, at calciumcarbid og teknisk gas i 2007 udgjorde 30,63% af sagsøgerens afsætning, og at de samme produkter udgjorde 28,95% af selskabets eksport. Disse oplysninger underbygger konklusionen om, at sagsøgerens produktportefølje var betydeligt mindre koncentreret end Almamets.

147    Hvad endelig angår sagsøgerens påstand om, at Almamet var en af de virksomheder, som opfordrede til den omtvistede overtrædelse, bemærkes blot, at som det fremgår af præmis 76-79 ovenfor, har Kommissionen ikke konstateret, at der foreligger en sådan skærpende omstændighed hvad angår Almamet eller en anden deltager i overtrædelsen, og der er intet i sagsøgerens argumentation, som gør det muligt at fastslå, at denne konklusion er fejlagtig.

148    Henset til de foregående betragtninger skal sagsøgerens fjerde klagepunkt forkastes som ugrundet.

–       Om det femte klagepunkt vedrørende bøden som beregnet ud fra den samlede omsætning for adressaterne for den anfægtede beslutning

149    Sagsøgeren har til støtte for det femte klagepunkt fremsat inden for rammerne af det første anbringende i stævningen for det første henvist til retspraksis, hvorefter fastsættelsen af en passende bøde for en overtrædelse af konkurrencereglerne ikke blot kan være resultatet af en beregning baseret på den pågældende virksomheds samlede omsætning, ved at henvise til dommen i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 45 ovenfor (præmis 121), og for det andet retspraksis, hvorefter Kommissionen, når den udmåler bøderne under hensyn til den pågældende overtrædelses grovhed og varighed, i en situation, hvor flere virksomheder, der har deltaget i den samme overtrædelse, pålægges bøder, ikke er forpligtet til at sikre, at de endelige bødebeløb, som dens beregninger resulterer i for de berørte virksomheder, afspejler alle forskelle mellem disse i henseende til deres samlede omsætning eller deres relevante omsætning, under henvisning til dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor (præmis 312). Sagsøgeren har også henvist til retningslinjernes punkt 6 og 27, hvoraf det ifølge sagsøgeren fremgår, at fastsættelsen af bødens størrelse ikke kan følge af en automatisk og aritmetisk beregningsmetode, men skal ske inden for rammerne af en samlet vurdering, hvor alle relevante omstændigheder tages i betragtning, og således under overholdelse af proportionalitetsprincippet.

150    Det er sagsøgerens opfattelse, at de bøder, som i den foreliggende sag er blevet pålagt deltagerne i den omtvistede overtrædelse, afspejler den relevante omsætning og ikke andre vigtigere faktorer, hvilket giver det »urimelige og absurde« resultat, at selskabet er blevet pålagt langt den højeste bøde såvel i absolutte tal som en del af den samlede omsætning. Sagsøgeren har til støtte for sine påstande henvist til et skema, som sammenligner størrelserne af bøderne pålagt de forskellige deltagere i overtrædelsen. Sagsøgeren har anført, at selv om Kommissionen tilsyneladende har overholdt retningslinjerne hvad angår den aritmetiske beregning af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, og denne bødes højere beløb i forhold til de bøder, som er blevet pålagt de øvrige deltagere i overtrædelsen, afspejler det forhold, at de omhandlede produkter udgør hovedkernen i selskabets afsætning, er det ubestridt, at der sket en klar tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

151    Sagsøgeren har herved henvist til den omstændighed, at som det fremgår af det af sagsøgeren fremlagte skema, ville selv et »kæmpe selskab som Akzo Nobel« være blevet sanktioneret, hvis selskabets anmodning om bødenedsættelse ikke var blevet efterkommet, ved en bøde, som i absolutte tal var lavere end den bøde, som blev pålagt sagsøgeren, og som kun udgjorde 0,113% af dette selskabs samlede omsætning, og det til trods for at dette selskab var et af de mest aktive medlemmer i kartellet og var recidivist. Sagsøgeren har tilføjet, at kartelmedlemmer med en meget større samlet omsætning end sagsøgerens blev pålagt bøder, som kun havde en symbolsk betydning for deres budgetter, mens den bøde, som sagsøgeren blev pålagt, hvis den blev betalt, ville tvinge selskabet til at ophøre med sin virksomhed.

152    Sagsøgeren har i denne forbindelse også understreget, at fastsættelsen af værdien af selskabets afsætning til 17%, som der skulle tages hensyn til inden for rammerne af anvendelsen af retningslinjernes punkt 21 og 25, kan forekomme at være en lempelig tilgang fra Kommissionens side, men at den ikke er det for sagsøgerens vedkommende, eftersom en højere procentdel ville have resulteret i en overskridelse for selskabets vedkommende af grænsen på 10% af selskabets samlede omsætning. Tværtimod understreger denne tilsyneladende lempelse blot uforholdsmæssigheden af den bøde, som selskabet er blevet pålagt, i forhold til den bøde, som er blevet pålagt de andre deltagere.

153    Sagsøgeren har videre anført, at »strukturen af og beløbet for de bøder«, som Kommissionen har pålagt i den anfægtede beslutning, giver det fejlagtige indtryk, at sagsøgeren var den virksomhed, hvis deltagelse var grovest, at sagsøgeren havde den største omsætning, og at selskabet havde været kartellets leder og dets mest aktive medlem. Sagsøgeren har rejst spørgsmålet om, hvilken bøde selskabet ville være blevet pålagt, hvis alle disse hypoteser svarede til virkeligheden, henset til, at den bøde, som selskabet er blevet pålagt, allerede ligger meget tæt på grænsen på 10% af selskabets samlede omsætning.

154    Hvad angår sagsøgerens argumentation bemærkes, at sagsøgeren leverede to ud af de tre produkter, som var omfattet af overtrædelsen, nemlig calcumcarbid i pulverform og calcumcarbid i granulatform. Som det fremgår af det skema, der er indeholdt i 288. betragtning til den anfægtede beslutning, udgjorde værdien af sagsøgerens afsætning af disse produkter i hele det sidste år, hvor selskabet deltog i overtrædelsen, for det første af disse produkter mellem 5 og 10 mio. EUR og for det andet mellem 20 og 25 mio. EUR. Hvad angår det første produkt kunne værdien af sagsøgerens afsætning sammenlignes med værdien af afsætningen for tre andre karteldeltagere, nemlig Donau Chemie, Evonik Degussa og Holding Slovenske elektrarne d.o.o., og blev kun oversteget af værdien af afsætningen for to andre deltagere. For så vidt angår det andet produkt var værdien af sagsøgerens afsætning langt højere end værdien af afsætningen for de andre deltagere i overtrædelsen. Kun tre andre deltagere i overtrædelsen leverede dette produkt og værdien af deres afsætning udgjorde mellem 3 og 5 mio. EUR for Akzo Nobel og mellem 5 og 10 mio. EUR for Donau Chemie og Holding Slovenske elektrarne. Som det fremgår af skemaet i 304. betragtning til den anfægtede beslutning, blev der på sagsøgeren for disse to produkter desuden anvendt multiplikationsfaktorer fastsat ud fra det antal år, selskabet havde deltaget i overtrædelsen, som var blandt det højeste blandt dem, som blev anvendt på deltagerne i overtrædelsen, nemlig 2,5 for calciumcarbid og 3 for calciumcarbid i granulatform (jf. præmis 33 ovenfor).

155    Henset til disse forhold, som sagsøgeren på ingen måde har bestridt, er det ikke overraskende, at sagsøgeren blev pålagt den største bøde i absolutte tal blandt de bøder, som blev pålagt ved den anfægtede beslutning. Det bemærkes desuden, at den næsthøjeste bøde, på 13,3 mio. EUR, blev pålagt SKW Stahl-Metallurgie GmbH, SKW Stahl-Metallurgie AG og Arques Industries, en virksomhedskoncern, for hvilken værdien af afsætningen af calciumcarbid var den højeste blandt alle deltagerne i overtrædelsen, in solidum. Nævnte koncern leverede imidlertid ikke calciumcarbid i granulatform, men magnesium i granulatform til en salgsværdi af mellem 5 og 10 mio. EUR. Den multiplikationsfaktor, som blev anvendt på denne koncern med hensyn til sidstnævnte produkt, var blevet fastsat til 1,5, dvs. væsentligt lavere end den multiplikationsfaktor, som blev anvendt på sagsøgeren, for selskabets afsætning af caliumcarbid i granulatform. Disse differencer forklarer forskellen mellem størrelsen af den bøde, som denne virksomhed blev pålagt, og størrelsen af den bøde, som sagsøgeren blev pålagt.

156    For så vidt angår Akzo Nobel bemærkes, at hvis dette selskab ikke havde opnået en bødefritagelse på grund af sit samarbejde med Kommissionen, ville det være blevet pålagt en bøde på 8,7 mio. EUR, som det fremgår af 308. betragtning til den anfægtede beslutning. Den lavere størrelse af denne bøde i forhold til den bøde, som blev pålagt sagsøgeren, kan forklares med den omstændighed, at selv om værdien af Akzo Nobels afsætning af calciumcarbid i pulverform, nemlig mellem 10 og 15 mio. EUR, ganske vist var større end værdien af sagsøgerens afsætning af samme produkt, var værdien af Akzo Nobels afsætning af calciumcarbid i granulatform derimod betydeligt lavere end værdien af sagsøgerens afsætning af dette produkt (jf. præmis 154 ovenfor). Desuden var varigheden af Akzo Nobels deltagelse i overtrædelsen kortere end varigheden af sagsøgeres deltagelse, og der blev på Akzo Nobel kun anvendt en multiplikationsfaktor på 2 for hvert af de produkter, som dette selskab leverede.

157    Disse betragtninger tilbageviser sagsøgeren tese om, at den bøde, som selskabet er blevet pålagt, var uforholdsmæssig. De viser, at den høje bøde, som selskabet blev pålagt, ikke var en tilfældighed, men kan forklares med, at selskabet var langt den største leverandør af de tre produkter, som var omfattet af overtrædelsen, såvel som en vigtig leverandør af et andet af disse produkter, og at varigheden af selskabets deltagelse i overtrædelsen desuden var den længste blandt alle deltagerne. Udtrykt på en anden måde kan den høje bøde, som sagsøgeren blev pålagt, forklares med grovheden af selskabets deltagelse i overtrædelsen, herunder hvad angår varigheden, i forhold til de andre deltagere. Det må herved konstateres, at med undtagelse af sagsøgeres moderselskab, 1. garantovaná, blev der kun over for et andet selskab, nemlig Donau Chemie, anvendt de samme multiplikationsfaktorer som over for sagsøgeren. Mens værdien af dette selskabs afsætning af calciumcarbid i pulverform kunne sammenlignes med værdien af sagsøgerens afsætning, var værdien af dette selskabs afsætning af calciumcarbid i granulatform væsentligt højere, nemlig på mellem 5 og 10 mio. EUR. Desuden blev Donau Chemie indrømmet en bødenedsættelse på 35% på grund af dette selskabs samarbejde med Kommissionen (jf. 346. betragtning til den anfægtede beslutning), hvilket resulterede i, at dette selskab blev pålagt en bøde på 5 mio. EUR i stedet for 7,7 mio. EUR (jf. 308. betragtning til den anfægtede beslutning).

158    Det følger af disse betragtninger, at sagsøgerens argument, hvorefter den bøde, som selskabet er blevet pålagt, er uforholdsmæssig, reelt kun er baseret på en sammenligning mellem de bøder, som blev pålagt de forskellige deltagere i overtrædelsen, omsat til procentdele af deres respektive samlede omsætning. Der er imidlertid intet i retspraksis, som gør det muligt at konkludere, at en sådan sammenligning som foretaget af sagsøgeren er berettiget med henblik på at afgøre, om den pålagte bøde er uforholdsmæssig.

159    For det første er den retspraksis, som sagsøgeren selv har påberåbt sig, og som er angivet i præmis 149 ovenfor, klart til hinder for en sådan sammenligning.

160    For det andet følger det også af fast retspraksis, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ikke kræver, såfremt flere virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, pålægges bøder, at det bødebeløb, der pålægges en lille eller mellemstor virksomhed, ikke må være større end de bødebeløb, der pålægges større virksomheder. Det fremgår nemlig af denne bestemmelse, at der såvel for små eller mellemstore virksomheder som for større virksomheder ved bødeudmålingen skal tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed. I det omfang Kommissionen pålægger virksomheder, der er impliceret i samme overtrædelse, bøder, som for hver af dem er berettiget i forhold til overtrædelsens grovhed og varighed, kan det ikke bebrejdes den, at bødebeløbet for nogle af dem er større, set i forhold til omsætningen, end for andre virksomheder (Rettens dom af 5.12.2006, sag T-303/02, Westfalen Gassen Nederland mod Kommissionen, Sml. II, s. 4567, præmis 174, og af 28.4.2010, forenede sager T-456/05 og T-457/05, Gütermann og Zwicky mod Kommissionen, Sml. II, s. 1443, præmis 280).

161    Hvad angår sagsøgerens argument om, at den bøde, som selskabet er blevet pålagt, lå meget tæt på den maksimale øvre grænse på 10% af den samlede omsætning (jf. præmis 152 og 153 ovenfor) bemærkes, at dette argument er udtryk for en misforståelse af arten af denne grænse. Beløbet svarende til 10% af den samlede omsætning for en deltager i en overtrædelse af konkurrencereglerne udgør således ikke, i modsætning til hvad sagsøgeren synes at tro, en maksimal bøde, som kun kan pålægges ved de groveste overtrædelser. Som det fremgår af retspraksis, er der snarere tale om en udjævningstærskel, der alene kan have den konsekvens, at det på grundlag af kriterierne om overtrædelsens grovhed og varighed beregnede bødebeløb nedsættes til det maksimalt tilladte niveau. Anvendelsen af denne grænse indebærer, at den berørte virksomhed ikke betaler den bøde, der i princippet skulle betales efter en vurdering på grundlag af de nævnte kriterier (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 283).

162    Domstolen har således fastslået, at denne grænse ikke var til hinder for at Kommissionen ved beregningen af bøden som mellemresultat anvender et beløb, der overstiger nævnte grænse. Den er heller ikke til hinder for, at mellemregninger, hvormed der tages hensyn til overtrædelsens grovhed og varighed, foretages på grundlag af et beløb, der overstiger den nævnte. Såfremt det ved afslutningen af beregningen viser sig, at det endelige bødebeløb bør nedsættes med et beløb svarende til det, hvormed den nævnte øvre grænse overstiges, er den omstændighed, at visse faktorer, som f.eks. overtrædelsens grovhed og varighed, ikke effektivt påvirker størrelsen af den pålagte bøde, blot en simpel konsekvens af, at denne øvre grænse anvendes på det nævnte endelige beløb   (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 278 og 279).

163    Det følger heraf, at den omstændighed, at den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, er meget tæt på 10% af sagsøgerens samlede omsætning, mens denne procentsats er lavere for andre deltagere i kartellet, ikke i sig selv kan udgøre en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet eller proportionalitetsprincippet. Denne konsekvens ligger i selve fortolkningen af loftet på 10% som en simpel udjævningstærskel, som finder anvendelse efter en eventuel nedsættelse af bøden på grund af formildende omstændigheder eller i forhold til proportionalitetsprincippet (Rettens dom af 16.6.2011, sag T-211/08, Putters International mod Kommissionen, Sml. II, s. 3729, præmis 74)

164    Af samme grund viser den omstændighed alene, at sagsøgeren på grund af anvendelsen af denne grænse selv ved en endnu grovere overtrædelse ikke ville blive pålagt en væsentlig højere bøde, ikke, at den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt ved den anfægtede beslutning, er uforholdsmæssig. Det bemærkes under alle omstændigheder mere generelt, at bedømmelsen af forholdsmæssigheden af en bøde, som er blevet pålagt en virksomhed for en overtrædelse af konkurrencereglerne ikke kan ske på grundlag af en sammenligning mellem den bøde, som reelt er blevet pålagt, og den bøde, som skulle have været pålagt for en meget grovere hypotetisk overtrædelse, idet virksomhederne skal overholde konkurrencereglerne og ikke overtræde disse. Det bemærkes desuden, at sagsøgeren for at underbygge tesen om, at den overtrædelse, som selskabet begik, ikke var så alvorlig, som den kunne have været, gentager påstande, der, som det fremgår af præmis 86-89 og 97-106 ovenfor, skal forkastes som ugrundede.

165    Det femte klagepunkt kan følgelig ikke tiltrædes.

–       Om det sjette klagepunkt, der blev fremsat under retsmødet, og som vedrører værdien af afsætningen, som der skal tages hensyn til ved beregningen af bødens grundbeløb

166    Sagsøgeren har under retsmødet navnlig gjort gældende, at selskabet blev udsat for forskelsbehandling, som bundede i det forhold, at Kommissionen ved beregningen af værdien af Almamets afsætning, som der skulle tages hensyn til ved fastsættelsen af grundbeløbet for den bøde, som dette selskab skulle pålægges, havde fradraget værdien af calciumcarbid, som dette selskab havde købt hos sagsøgeren, og derefter videresolgt til sine egne kunder. Ifølge sagsøgeren skulle et lignende fradrag have været anvendt med hensyn til værdien af sagsøgerens afsætning, hvilket ville have resulteret i en betydelig nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren blev pålagt.

167    Kommissionen har, som allerede anført (jf. præmis 42 ovenfor), gjort gældende, at dette klagepunkt ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom det blev påberåbt for første gang under retsmødet og ikke er baseret på omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Sagsøgeren, som er blevet opfordret til at fremsætte sine bemærkninger om dette spørgsmål, har anført, at klagepunktet opsummeret i den foregående præmis allerede var blevet anført i stævningens punkt 17. Alle disse erklæringer er blevet tilført retsbogen.

168    Det bemærkes, at det fremgår af procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), sammenholdt med artikel 48, stk. 2, at stævningen skal indeholde en angivelse af søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, og at der ikke under sagens behandling må fremsættes nye anbringender, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, som udgør en uddybning af et anbringende, der tidligere er fremført direkte eller indirekte i stævningen, og som har tæt forbindelse dermed, bør dog realitetsbehandles (Rettens dom af 20.9.1990, sag T-37/89, Hanning mod Parlamentet, Sml. II, s. 463, præmis 38, og af 15.10.2008, sag T-345/05, Mote mod Parlamentet, Sml. II, s. 2849, præmis 85). En tilsvarende løsning må antages vedrørende et klagepunkt, som påberåbes til støtte for et anbringende (Rettens dom af 21.3.2002, sag T-231/99, Joynson mod Kommissionen, Sml. II, s. 2085, præmis 156, og dommen i sagen Mote mod Parlamentet, præmis 85).

169    I den foreliggende sag fremgår det ikke, og sagsøgeren påstår ikke, at det sjette klagepunkt støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Dette klagepunkt vedrører således den måde, hvorpå Kommissionen beregnede grundbeløbet for den bøde, som den pålagde Almamet. Elementerne i denne beregning er klart beskrevet i andet led i 288. betragtning til den anfægtede beslutning, og sagsøgeren havde således kendskab hertil på tidspunktet for indgivelsen af stævningen.

170    Med henblik på spørgsmålet om, hvorvidt det sjette klagepunkt kan antages til realitetsbehandling, skal det undersøges, om, således som sagsøgeren har gjort gældende, dette klagepunkt allerede blev anført i stævningen.

171    Dette er imidlertid ikke tilfældet. Stævningens punkt 17, som sagsøgeren i denne forbindelse har henvist til, er ikke relevant. Stævningens punkt 17 indledes med en erklæring, hvorefter »[b]eregningen af værdien af afsætningen, fastsættelsen af bødens grundbeløb forbundet med en bestemt del af afsætningens værdi og multipliceringen med antal af år, som foretages af Kommissionen, i princippet ikke anfægtes her«. Nævnte punkt indeholder herefter sagsøgerens påstand som opsummeret i præmis 152 ovenfor. Denne påstand har ingen forbindelse til det sjette klagepunkt som fremført under retsmødet.

172    Det er desuden kun det fjerde klagepunkt, som blev behandlet og forkastet i præmis 130-148 ovenfor, der vedrører en forskelsbehandling af sagsøgeren i forhold til behandlingen af Almamet. Dette klagepunkt vedrører imidlertid et helt andet spørgsmål end spørgsmålet om beregningen af bødens grundbeløb. Det fjerde klagepunkt vedrører den bødenedsættelse, som Almamet blev indrømmet i medfør af retningslinjernes punkt 37, som det sjette klagepunkt blot er en uddybelse af. Desuden synes sagsøgerens påstand, således som den fremgår af stævningen, og som gengivet i den foregående præmis, kun at kunne forstås således, at sagsøgeren ikke havde til hensigt i stævningen at påberåbe sig et klagepunkt vedrørende bødens grundbeløb og fastsættelsen heraf ud fra værdien af afsætningen i forbindelse med overtrædelsen.

173    Heraf følger, at det sjette klagepunkt ikke kan antages til realitetsbehandling. Da alle klagepunkterne påberåbt inden for rammerne af det første anbringende er blevet forkastet, skal dette anbringende følgelig forkastes.

 Om det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af væsentlige formskrifter, en faktuel fejl og et åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen har nægtet at tage hensyn til sagsøgerens manglende betalingsevne

 Retningslinjerne

174    Punkt 35 i retningslinjerne for beregning af bøder har følgende ordlyd:

»Under særlige omstændigheder kan Kommissionen, efter anmodning, tage hensyn til en virksomheds manglende betalingsevne i en given social og økonomisk kontekst. Kommissionen nedsætter ikke bøden, blot fordi den fastslår, at virksomheden befinder sig i en ugunstig eller tabsgivende økonomisk situation. Der kan kun ydes bødenedsættelse på grundlag af objektive beviser for, at en bøde, der pålægges i overensstemmelse med de foreliggende retningslinjer, ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse.«

 Den anfægtede beslutning

175    Sagsøgeren har indgivet en anmodning til Kommissionen om, at der ved fastsættelsen af bøden skal tages hensyn til selskabets manglende betalingsevne. Kommissionen gav afslag på denne anmodning af de grunde, der er angivet i 377. betragtning til den anfægtede beslutning. Denne betragtning har følgende ordlyd:

»Efter at have undersøgt oplysningerne fremlagt af NCHZ [(Novácke chemické závody)] […] konkluderer Kommissionen, at disse ikke godtgør, at den ved denne beslutning pålagte bøde ville medføre ubodelig skade for NCHZ’s levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse. Anmodningen fra NCHZ vedrørende manglende betalingsevne kan derfor ikke efterkommes.«

 Rettens bemærkninger

176    Sagsøgeren har for at anfægte dette afslag indledningsvis fremsat visse generelle betragtninger om formålet med og fortolkningen af retningslinjernes punkt 35. Selskabet har dernæst redegjort for selskabets økonomiske situation inden pålæggelsen af bøden og har bekræftet, at det i et stykke tid havde befundet sig »på randen af konkurs«. 2004 havde herved været et særligt kritisk år, eftersom flere af selskabets kreditorer anså selskabet for at være i betalingsstandsning. Uanset denne kritiske situations fortsatte beståen havde en ny aktionær, som var indtrådt i selskabet i 2008, og en ny direktion truffet foranstaltninger for at stabilisere produktionen og forbedre effektiviteten for direktionen. Det var lykkedes sidstnævnte at aftale visse betingelser med sagsøgerens handelspartnere for at gøre det muligt for selskabet at overleve i denne følsomme periode, som det gik igennem, at forny sig og at gøre fremskridt på markedet. Sagsøgeren har understreget, at selskabets finansielle problemer ikke har at gøre med dets konkurrenceevne på markedet for calciumcarbid, hvor det er en respekteret konkurrent, men bunder i den byrde, som den tidligere direktion har efterladt sig hvad angår miljøforurening og dårlige strategiske investeringsbeslutninger.

177    Sagsøgeren har videre anført, at selskabet havde beskrevet sin vanskelige finansielle situation i sit svar på klagepunktsmeddelelsen af 3. oktober 2008, som det havde vedlagt en sagkyndig rapport. Denne rapport konkluderede på grundlag af en analyse navnlig af selskabets regnskaber, at selskabet befandt sig i en økonomisk og finansiel dårlig situation, og at det kun kunne fortsætte som en aktiv virksomhed, hvis tre betingelser var opfyldt, om henholdsvis en forhøjelse af selskabets kapital med mindst 400 mio. slovakiske kroner (SKK), et favorabelt udfald af en retssag mellem selskabet og en slovakisk statslig enhed og Kommissionens afkald på pålæggelse af en bøde for den omtvistede overtrædelse. Hvis disse betingelser ikke blev opfyldt, ville sagsøgerens dårlige situation ifølge den sagkyndige væsentligt forværres, og en konkurs ville følge relativt hurtigt.

178    Sagsøgeren har herefter analyseret de relevante bestemmelser i den slovakiske konkurslovgivning. Selskabet har desuden beskrevet forværringen af selskabets finansielle situation efter vedtagelsen af den anfægtede beslutning på grund af »nervøsiteten« hos selskabets kreditorer og bankernes og andre kreditinstitutters tilbagetrækning af kreditter. Det skulle fremgå af denne analyse, at selskabet vil være nødsaget til at indgive en begæring om indledning af konkursbehandling, når først bøden bogføres i selskabets regnskaber og bliver eksigibel.

179    En sådan begæring blev faktisk indgivet efter anlæggelsen af søgsmålet (jf. præmis 6 ovenfor), og parterne er uenige om, hvorvidt pålæggelsen af bøden var årsagen til sagsøgerens konkurs. Kommissionen har anfægtet denne tese og har navnlig anført, at konkursbegæringen blev indgivet, allerede inden bøden blev eksigibel. Kommissionen foreholder også sagsøgeren, at selskabet ikke har anmodet om at kunne betale bøden i rater eller forsøgt at opnå en bankgaranti. Sagsøgeren har besvaret disse påstande i replikken og har gjort gældende, at efter »nervøsiteten« og tabet af tillid hos selskabets kreditorer og leverandører efter pålæggelsen af bøden var medlemmerne af selskabets direktion nødsaget til i henhold til den anvendelige slovakiske lovgivning at indgive en konkursbegæring. Sagsøgeren har desuden anført, at en anmodning om betaling af bøden i rater sandsynligvis ikke ville være blevet efterkommet, og selv hvis den var blevet efterkommet, ville det ikke have været tilstrækkeligt til at forhindre selskabets konkurs. Selskabet har videre anført, at det var umuligt for det at opnå en bankgaranti.

180    Sagsøgeren har også anført, at virkningerne af selskabets konkurs ville være skadelige i en given social og regional kontekst, som der skal tages hensyn til ifølge retningslinjernes punkt 35. Sagsøgeren har herved anført, at selskabet er en af de største arbejdsgivere i Slovakiet, og at det har strategisk betydning for det økonomiske liv i den slovakiske region Øvre Nitra, hvor produktionsfaciliteterne befinder sig. En eventuel lukning heraf vil ikke blot resultere i afskedigelse af selskabets 2 000 ansatte, men også i lukning eller en væsentlig indskrænkelse af aktiviteterne for flere andre virksomheder i samme region, herunder selskabets leverandører.

181    Sagsøgerens påstande støttes af Den Slovakiske Republik, hvis interventionsindlæg udelukkende vedrører de negative virkninger for den sociale situation i distriktet Prievidza, der er en del af regionen Øvre Nitra, og hvor sagsøgerens faciliteter befinder sig, af et eventuelt ophør af sagsøgerens virksomhed. Et sådant eventuelt virksomhedsophør vil resultere i øget arbejdsløshed såvel som en direkte følge af afskedigelsen af sagsøgerens ansatte som en indirekte følge af en »kædereaktion«, som vil bringe arbejdspladser hos sagsøgerens leverandører i fare. Den Slovakiske Republik har understreget, at en del af disse arbejdsløse ikke vil have reelle chancer for at finde et nyt arbejde. Den Slovakiske Republik har under retsmødet fremlagt adskillige dokumenter, som ajourfører oplysningerne fremlagt i interventionsindlægget.

182    Sagsøgeren er overbevist om, at selskabet med argumenterne opsummeret ovenfor har godtgjort, at betingelserne for anvendelse af retningslinjernes punkt 35 var opfyldt i sagsøgerens tilfælde. Sagsøgeren foreholder derfor Kommissionen at have tilsidesat »væsentlige formskrifter«, idet den ikke hverken under proceduren eller i den anfægtede beslutning har forklaret, hvorfor de oplysninger, som er blevet fremlagt til støtte for selskabets anmodning om anvendelse af retningslinjernes punkt 35, ikke godtgør, at bøden medførte ubodelig skade for selskabets levedygtighed og gjorde dets aktiver fuldstændig værdiløse. Det er sagsøgerens opfattelse, at den korte erklæring indeholdt i 377. betragtning til den anfægtede beslutning i denne forbindelse ikke kan anses for tilstrækkelig.

183    Det er endvidere sagsøgerens opfattelse, at Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad undersøgte de beviser, som sagsøgeren havde fremlagt til støtte for selskabets anmodning om anvendelse af retningslinjernes punkt 35, og at Kommissionens vurdering af disse beviser under alle omstændigheder var behæftet med en klar fejl, idet den ikke tog hensyn til selskabets nært forestående konkurs og ikke anvendte dette punkt i retningslinjerne. Sagsøgeren har i øvrigt opfordret Retten til inden for rammerne af dens fulde prøvelsesret selv at undersøge de pågældende beviser og i givet fald træffe afgørelse om afholdelse af en sagkyndig undersøgelse for at vurdere, i hvilket omfang den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, vil udløse virksomhedens konkurs og lukning, idet nævnte foranstaltning, om nødvendigt, kan suppleres med afhøring af en ekspert i slovakisk ret, navnlig konkursloven.

184    Det bemærkes desuden, at som Den Slovakiske Republik og sagsøgeren har anført, har sidstnævnte kunnet anvende zákon o niektorých opatreniach týkajúcich sa strategických spoločností a o zmene a doplnení niektorých zákonov (lov om visse foranstaltninger vedrørende strategiske virksomheder), nr. 493/2009 Z.z. af 5. november 2009. Denne lov bestemmer, at kurator i et konkursbo efter en virksomhed, som anses for »strategisk«, også har pligt til at fortsætte virksomhedens aktiviteter, og at den slovakiske stat har en forkøbsret hvad angår en sådan virksomheds aktiver. Sagsøgeren er udpeget som strategisk virksomhed i henhold til denne lov ved en afgørelse fra den kompetente slovakiske myndighed af 2. december 2009. Ifølge Den Slovakiske Republik er det derfor, at sagsøgeren har kunnet fortsætte sin virksomhed efter konkurserklæringen, og at en kollektiv afskedigelse af selskabets ansatte har kunnet undgås. Disse begivenheder forekommer imidlertid at være indtruffet efter den anfægtede beslutning og kunne på ingen måde forudses på tidspunktet for vedtagelsen af denne beslutning, og de fratager den sagkyndige undersøgelse, som sagsøgeren har anmodet om, dens formål, i det omfang selskabet allerede er blevet erklæret konkurs. Der kan derfor ikke tages hensyn hertil i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringende.

185    Før de af sagsøgeren fremsatte klagepunkter til støtte for det andet anbringende analyseres, er der nødvendigt at analysere formålet med og fortolkningen af retningslinjernes punkt 35.

186    Det er gentagne gange blevet fastslået, at Kommissionen ved bødeudmålingen i princippet ikke var forpligtet til at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for de virksomheder, der er mindst tilpassede til markedsvilkårene (dommen i sagen Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 47 ovenfor, præmis 327, Rettens dom af 19.3.2003, sag T-213/00, CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, præmis 351, og dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 370).

187    Det fremgår desuden af fast retspraksis, at den omstændighed, at en foranstaltning truffet af en EU-myndighed fremkalder en given virksomheds konkurs eller likvidation, ikke i sig selv er forbudt ved EU-retten. En opløsning af virksomheden i dens bestående juridiske form kan ganske vist være til skade for ejernes, aktionærernes eller andelshavernes økonomiske interesser, men betyder ikke, at virksomhedens menneskelige, materielle og immaterielle værdier også for deres vedkommende går tabt (Rettens dom i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 43 ovenfor, præmis 372, samt dom af 29.11.2005, sag T-64/02, Heubach mod Kommissionen, Sml. II, s. 5137, præmis 163, og af 28.4.2010, sag T-452/05, BST mod Kommissionen, Sml. II, s. 1373, præmis 96).

188    Det kan ikke tiltrædes, at Kommissionen ved at vedtage retningslinjernes punkt 35 har påtaget sig nogen form for forpligtelse, som er i strid med denne retspraksis. Den omstændighed, at nævnte punkt ikke henviser til en virksomheds konkurs, men omhandler en situation, der er indtrådt »i en given social og økonomisk kontekst«, hvor pålæggelsen af en bøde »ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse«, tyder herpå.

189    Heraf følger, at den omstændighed alene, at pålæggelsen af en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne risikerer at resultere i den pågældende virksomheds konkurs, ikke er tilstrækkelig hvad angår anvendelsen af retningslinjernes punkt 35. Det fremgår således af den retspraksis, der er nævnt i præmis 187 ovenfor, at selv om en konkurs er til skade for de pågældende ejeres eller aktionærers finansielle interesser, indebærer den ikke nødvendigvis, at den omhandlede virksomhed ophører med at eksistere. Virksomheden kan fortsætte som sådan, enten ved en rekapitalisering af det selskab, som er blevet erklæret konkurs, som juridisk person, der varetager driften af nævnte virksomhed, eller ved en anden enheds samlede overtagelse af virksomhedens aktiver og således af virksomheden som en enhed, der udøver en økonomisk aktivitet. En sådan samlet overtagelse kan ske enten ved et frivilligt salg eller ved et tvunget salg af aktiverne hos det selskab, som er blevet erklæret konkurs, med fortsat drift.

190    Retningslinjernes punkt 35 skal derfor – navnlig i lyset af henvisningen til den omstændighed, at den pågældende virksomheds aktiver gøres fuldstændig værdiløse – forstås som sigtende på den situation, hvor en overtagelse af virksomheden, eller i det mindste af dens aktiver, som omhandlet i den foregående præmis forekommer usandsynlig eller endog umulig. I så fald vil de bestanddele, som udgør den konkursramte virksomheds aktiver, blive udbudt til salg én efter én, og det er sandsynligt, at mange af aktiverne ikke vil finde en køber eller i bedste fald vil blive solgt til en meget lav pris, således at det forekommer legitimt at tale om, at aktiverne fuldstændigt mister deres værdi som omhandlet i retningslinjernes punkt 35.

191    De forklaringer, som Kommissionen selv har givet under retsmødet, støtter denne konklusion. Kommissionen har således angivet, at den ikke foretog en ordret anvendelse af betingelsen fastsat i retningslinjernes punkt 35, hvorefter der skulle være en risiko for, at virksomhedens aktiver gøres fuldstændig værdiløse, men at den forsøgte at afgøre, om de nævnte aktiver fortsat ville være blevet anvendt i fremstillingen af produkter. Disse erklæringer er blevet tilført retsbogen. Heraf fremgår, at den af Kommissionen anlagte fortolkning af retningslinjernes punkt 35 i det væsentlige er den samme som den, der er redegjort for i den foregående præmis.

192    Det bemærkes endvidere, at anvendelsen af nævnte punkt i retningslinjerne ifølge sin ordlyd også kræver »en given social og økonomisk kontekst«. Ifølge retspraksis består en sådan kontekst i de konsekvenser, som bødebetalingen vil have bl.a. på arbejdsløshedsniveauet eller en negativ påvirkning af markederne opad eller nedad i forhold til den pågældende virksomhed (Domstolens dom af 29.6.2006, sag C-308/04 P, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. I, s. 5977, præmis 106).

193    Hvis betingelserne i de tre foregående præmisser er opfyldt, kan det med rette gøres gældende, at pålæggelsen af en bøde, som risikerer at resultere i, at den omhandlede virksomhed ophører med at eksistere, er i strid med det proportionalitetsprincip, som Kommissionen skal overholde hver gang den beslutter bøder i medfør af konkurrenceretten (jf. præmis 44 ovenfor).

194    Det er i lyset af disse generelle betragtninger, at den argumentation, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af det andet anbringende, skal undersøges.

195    Det skal herved indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren med denne argumentation fremsætter såvel et klagepunkt om tilsidesættelse af begrundelsespligten (jf. præmis 182 ovenfor) og klagepunkter vedrørende realiteten, nemlig vedrørende Kommissionens retlige fejl og åbenbart urigtige skøn (jf. præmis 183 ovenfor). Sagsøgeren har endvidere opfordret Retten til at udøve sin fulde prøvelsesret på bødeområdet med henblik på at ophæve eller nedsætte den bøde, som selskabet er blevet pålagt.

196    Det må konstateres, at sagsøgerens anmodning om anvendelse af retningslinjernes punkt 35 på sagsøgeren og den argumentation, som selskabet har fremført for Retten med henblik på at anfægte afslaget på denne anmodning, er baseret på en fejlagtig opfattelse af betingelserne for anvendelse af dette punkt i retningslinjerne.

197    Sagsøgeren var givetvis ved indgivelsen af selskabets anmodning om hensyntagen til selskabets angivelige manglende betalingsevne bevidst om behovet for at godtgøre, at der forelå en »given social og økonomisk kontekst« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt ovenfor (jf. præmis 192), og sagsøgeren har behandlet dette spørgsmål i en del af selskabets skrivelse af 27. marts 2009, som indeholder denne anmodning. Sagsøgeren har heri i det væsentlige anført de samme argumenter som de af selskabet og af Den Slovakiske Republik for Retten fremførte (jf. præmis 180 og 181 ovenfor). Denne argumentation, som i øvrigt på ingen måde er blevet anfægtet af Kommissionen, godtgør i tilstrækkelig grad, at der foreligger en sådan given kontekst som krævet i retningslinjernes punkt 35, således at denne betingelse for anvendelse af nævnte punkt må anses for opfyldt.

198    Ved indgivelsen af anmodningen om en hensyntagen til sagsøgerens angivelige manglende betalingsevne synes selskabet derimod at være gået ud fra den urigtige forudsætning, at det i denne forbindelse var tilstrækkeligt at godtgøre, at pålæggelsen af en bøde ville resultere i selskabets konkurs. Således omhandler den sagkyndige rapport, som sagsøgeren har fremlagt som bilag til selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen, og som er nævnt i præmis 177 ovenfor, »selskabet NCHZ’s fortsatte økonomiske eksistens«.

199    Det bemærkes i denne forbindelse, at sagsøgeren har foretaget en noget urigtig gengivelse, når selskabet påstår, at rapporten konkluderer, at tre betingelser skal være opfyldt, for at selskabet kan »overleve som en aktiv virksomhed«. Det fremgår klart af rapporten, at disse betingelser vedrører sagsøgerens fortsatte økonomiske eksistens som et kommercielt selskab. Det anføres videre i rapporten, at hvis disse betingelser ikke er opfyldt, »kan vi forvente en betydelig forværring af selskabets økonomiske problemer og en udvikling, der går i retning af en forholdsvis snarlig konkurs«. Rapporten behandler imidlertid ikke konsekvenserne af en eventuel konkurs for sagsøgerens videreførelse af virksomheden, og den udtaler sig navnlig ikke om sandsynligheden for en overførsel, frivillig eller ej, af samtlige aktiver til et andet selskab med videreførelse af driften.

200    Sagsøgeren berørte heller ikke dette spørgsmål i selskabets skrivelse af 27. marts 2009, som er nævnt i præmis 197 ovenfor, og hvori selskabet, foruden henvisningen til sagens sociale og økonomiske kontekst, udelukkende gav nye oplysninger for at godtgøre selskabets »kritiske finansielle situation«. Dette spørgsmål berøres heller ikke i stævningen. Det er først i replikken, at sagsøgeren har fremført en specifik argumentation for at besvare Kommissionens påstand om, at de fremlagte beviser bl.a. ikke godtgjorde, at selskabets aktiver ville tabe hele deres værdi.

201    Som allerede anført (jf. præmis 189 og 190 ovenfor), er det med henblik på anvendelsen af retningslinjernes punkt 35 ikke tilstrækkeligt at godtgøre, at den pågældende virksomhed vil blive erklæret konkurs i tilfælde af pålæggelse af en bøde. Ifølge dette punkt skal der foreligge »objektive beviser for, at en bøde, […] ville medføre ubodelig skade for den pågældende virksomheds levedygtighed og gøre dens aktiver fuldstændig værdiløse«, hvilket ikke uden videre er tilfældet, hvis det selskab, som driver den omhandlede virksomhed, går konkurs. Sagsøgeren kan derfor kun gøre krav på anvendelsen af dette punkt i retningslinjerne, hvis selskabet fremlægger objektive beviser for denne mulighed, hvilket udgør en afgørende betingelse for anvendelsen af nævnte punkt.

202    Det er nødvendigt at tage hensyn til denne fejlagtige opfattelse hos sagsøgeren af betingelserne for anvendelse af retningslinjernes punkt 35 ved bedømmelsen af de klagepunkter, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af dette anbringende.

203    Hvad angår Kommissionens angivelige tilsidesættelse af begrundelsespligten fremgår det herved af fast retspraksis, at den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. Rettens dom af 6.12.2005, sag T-48/02, Brouwerij Haacht mod Kommissionen, Sml. II, s. 5259, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

204    Hvad navnlig angår rækkevidden af begrundelsespligten for så vidt angår beregningen af en bøde, som pålægges for overtrædelse af konkurrencereglerne, følger det også af fast retspraksis, at kravene i henhold til den væsentlige formforskrift, som begrundelsespligten udgør, er opfyldt, såfremt Kommissionen i sin beslutning giver oplysninger om de hensyn, der har givet grundlag for at bedømme overtrædelsens grovhed og dens varighed, og de hensyn, den har taget i betragtning med henblik herpå i henhold til de vejledende regler, som er indeholdt dens egne retningslinjer (jf. dommen i sagen Brouwerij Haacht mod Kommissionen, nævnt i præmis 203 ovenfor, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

205    Henset til denne retspraksis må det konstateres, at den begrundelse, som Kommissionen har givet i den anfægtede beslutning for afslaget på sagsøgerens anmodning baseret på retningslinjernes punkt 35, er forholdsvis kortfattet, idet den blot udgør en bekræftelse af, at oplysningerne fremlagt af sidstnævnte ikke godtgør, at den pålagte bøde ville medføre ubodelig skade for sagsøgerens levedygtighed og gøre selskabets aktiver fuldstændig værdiløse.

206    Hvis, som det er sagsøgerens ukorrekte opfattelse, sandsynligheden for, at selskabet vil blive erklæret konkurs som følge af pålæggelsen af en bøde, var tilstrækkelig for at godtgøre, at betingelsen for anvendelse af retningslinjernes punkt 35, som omhandler den situation, at der sker ubodelig skade for sagsøgerens levedygtighed og selskabets aktiver gøres fuldstændig værdiløse, var opfyldt, ville det givetvis kunne konkluderes, at 377. betragtning til den anfægtede beslutning vedrørende et afslag på sagsøgerens anmodning om anvendelsen af nævnte punkt i retningslinjerne er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse.

207    Det fremgår således af retspraksis, at de konkrete omstændigheder i forbindelse med beslutningstagningen, der bl.a. er karakteriseret ved en udveksling af oplysninger mellem den, der har truffet afgørelsen, og den berørte part, under visse omstændigheder kan skærpe kravene til begrundelsen (Rettens dom af 6.4.2000, sag T-188/98, Kuijer mod Rådet, Sml. II, s. 1959, præmis 44 og 45, og af 3.12.2003, sag T-16/02, Audi mod OHMI (TDI), Sml. II, s. 5167, præmis 89). Eftersom sagsøgeren har fremlagt detaljerede oplysninger, herunder en sagkyndig rapport, der ifølge sagsøgeren viser, at selskabets konkurs er meget sandsynlig, endog uundgåelig, hvis der pålægges en bøde, skulle Kommissionen, hvis den havde til hensigt at nå frem til en anden konklusion, fremlægge i det mindste et kortfattet resumé af de forhold og vurderinger, som underbyggede dens konklusion.

208    Dette gælder, så meget desto mere som Kommissionen i svarskriftet påstår, at den omhyggeligt har undersøgt sagsøgerens finansielle situation, navnlig ved en analyse baseret på »Z-score d’Altman«-modellen, og at den på grundlag af oplysningerne fra sagsøgeren beregnede den indikator for sandsynligheden for konkurs, som var fastsat i denne model. Denne indikators værdi befandt sig for sagsøgerens vedkommende over den grænseværdi, som angav en høj sandsynlighed for konkurs. Heraf fulgte drøftelser mellem parterne om nøjagtigheden af beregningen af denne indikator, som også er beregnet i den sagkyndige rapport, som sagsøgeren har fremlagt, men som ifølge Kommissionen er beregnet forkert, og mere generelt om Kommissionens bedømmelse af den af sagsøgeren under den administrative procedure fremlagte sagkyndige rapport. I denne forbindelse har sagsøgeren også fremlagt en ny sagkyndig rapport om selskabets finansielle situation.

209    Den hypotese, som sagsøgeren har angivet i præmis 206 ovenfor, er imidlertid ikke korrekt. Som allerede anført (jf. præmis 201 ovenfor), kan sagsøgeren med henblik på anvendelsen af retningslinjernes punkt 35 ikke begrænse sig til at påstå, at pålæggelsen af en bøde vil resultere i selskabets konkurs, men selskabet skal også forklare og bevise, hvorledes denne mulighed ville medføre ubodelig skade for selskabets levedygtighed og gøre dets aktiver fuldstændig værdiløse.

210    Dette spørgsmål er imidlertid ikke blevet udtrykkeligt behandlet i sagsøgerens anmodning om anvendelse af nævnte punkt i retningslinjerne (jf. præmis 198-200 ovenfor). Der fandtes derfor ingen udveksling af synspunkter sted mellem sagsøgeren og Kommissionen om dette spørgsmål, således at den retspraksis, der er nævnt i præmis 207 ovenfor, ikke finder anvendelse. Under disse omstændigheder kunne Kommissionen uden at tilsidesætte begrundelsespligten begrænse sig til at konstatere, som det fremgår af 377. betragtning til den anfægtede beslutning, at den afgørende betingelse for anvendelse af retningslinjernes punkt 35, som vedrører den omstændighed, at der gøres ubodelig skade på den pågældende virksomheds levedygtighed, og dens aktiver gøres fuldstændig værdiløse, ikke var opfyldt. Sagsøgerens klagepunkt om en tilsidesættelse af begrundelsespligten skal derfor forkastes.

211    Under alle omstændigheder fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 49-51 ovenfor, at Retten i den foreliggende sag ikke blot skal undersøge lovligheden af den anfægtede beslutning såvel hvad angår formaliteten som hvad angår realiteten, men også skal udøve sin fulde prøvelsesret, hvilket indebærer, at den skal sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens.

212    Unionens retsinstansers udøvelse af deres fulde prøvelsesret kan begrunde, at der fremlægges og tages hensyn til yderligere oplysninger, som det ikke umiddelbart er nødvendigt at nævne i beslutningen i medfør af begrundelsespligten (Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-248/98 P, KNP BT mod Kommissionen, Sml. I, s. 9641, præmis 40, samt dommen i sagen SCA Holding mod Kommissionen, nævnt i præmis 49 ovenfor, præmis 55, og dommen i sagen Cheil Jedang mod Kommissionen, nævnt i præmis 96 ovenfor, præmis 215). Ved i givet fald at tage hensyn til yderligere oplysninger, der ikke er nævnt i Kommissionens beslutning, kan Unionens retsinstanser ved udøvelsen af deres fulde prøvelsesret fastslå, at den pålagte bøde er passende (jf. i denne retning Rettens dom af 12.12.2007, forenede sager T-101/05 og T-111/05, BASF og UCB mod Kommissionen, Sml. II, s. 4949, præmis 71 og 72), og dette endog hvis Kommissionens beslutning er behæftet med en begrundelsesmangel (jf. i denne retning Rettens dom af 12.9.2007, sag T-30/05, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 190).

213    I den foreliggende sag har sagsøgeren hvad angår realiteten anfægtet Kommissionens bedømmelse, som har ledt sidstnævnte til at give afslag på anmodningen om, at der tages hensyn til sagsøgerens manglende betalingsevne. Sagsøgeren har herved ikke blot gjort gældende, at der er blevet begået en faktuel fejl eller blevet anlagt et urigtigt skøn, men har også anmodet Retten om at udøve sin fulde prøvelsesret. Kommissionen har i svarskriftet nedlagt påstand om, at Retten, dersom den måtte finde, at begrundelsen af den anfægtede beslutning er utilstrækkelig, da opretholder bødens størrelse under udøvelse af sin fulde prøvelsesret.

214    Under disse omstændigheder, selv hvis det antages, at den anfægtede beslutning er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse, idet den gav afslag på sagsøgerens ovennævnte anmodning, er det nødvendigt, inden den anfægtede beslutning i givet fald annulleres af denne grund, at undersøge sagsøgerens argumentation, som anfægter afslaget på denne anmodning i realiteten, for at afgøre ikke blot, om dette afslag er behæftet med de materielle mangler, som sagsøgeren har påstået, men også om bøden inden for rammerne af udøvelsen af den fulde prøvelsesret, som Retten råder over på dette område, skal ophæves eller nedsættes, som sagsøgeren har nedlagt påstand om, eller opretholdes, som Kommissionen har nedlagt påstand om.

215    Det bemærkes herved for det første, at ikke blot berører hverken den sagkyndige rapport, som sagsøgeren har vedlagt som bilag til selskabets svar på klagepunktsmeddelelsen, eller skrivelsen af 27. marts 2009 udtrykkeligt spørgsmålet om levedygtigheden af sagsøgerens virksomhed og det eventuelle tab af hele værdien af selskabets aktiver på grund af pålæggelsen af bøden (jf. præmis 199 og 200 ovenfor), men de indeholder heller ikke nogen oplysninger, som taler for en sådan mulighed.

216    For det andet taler de argumenter, som sagsøgeren har fremført i stævningen, heller ikke for en sådan mulighed, men peger tværtimod i retning af, at en fortsættelse af virksomheden, selv i tilfælde af en konkurs, efter en rekapitalisering af sagsøgeren eller en anden enheds overtagelse af samtlige selskabets aktiver med en fortsat drift var sandsynlig. Selv om sagsøgeren efter selskabets eget udsagn »i et vist stykke tid havde befundet sig på randen af konkurs«, indtrådte en aktionær i selskabet i 2008, hvilket viser, at der fandtes private investorer, som var interesserede i at erhverve kapitalandele i sagsøgeren. Dette kan forklares med, at sagsøgeren, som selskabet selv har bekræftet, var en respekteret konkurrent på markedet for calciumcarbid, og selskabets finansielle problemer bundede ikke i dets konkurrenceevne på dette marked.

217    For det tredje bekræfter en erklæring fra sagsøgerens bestyrelse af 17. september 2009, som var tilstillet selskabets »handelspartnere«, og som Kommissionen har vedlagt som bilag til svarskriftet, dette indtryk. Det angives heri, at konkursbegæringen havde til formål at beskytte sagsøgerens aktiver med henblik på en videreførelse af produktionen. Bestyrelsen erklærer, at sagsøgeren er i stand til at fastholde selskabet position på markedet, hvilket er et »tegn på vitalitet og indre styrke«, og henviser til en »revitalisering af selskabet«, som på ingen måde rejser tvivl om selskabets »operationelle kapacitet og bidragsevne«.

218    For det fjerde er den argumentation, som sagsøgeren har fremført i replikken for at vise, at selskabets likvidation var uundgåelig, og at dets aktiver ville tabe enhver værdi, heller ikke overbevisende. Sagsøgeren besvarer i denne forbindelse først og fremmest et argument, som Kommissionen har fremført i svarskriftet, om, at selskabet allerede havde hensat ca. 11 mio. EUR med henblik på betaling af bøden. Dette argument er imidlertid ikke relevant, eftersom det ikke vedrører en eventuel fortsættelse af virksomheden efter selskabets konkurs, men spørgsmålet, om denne konkurs var en uundgåelig konsekvens af pålæggelsen af bøden.

219    Sagsøgeren behandler også to andre spørgsmål i denne del af selskabets argumentation. For det første besvarer selskabet Kommissionens påstande vedrørende en anden virksomheds eventuelle køb af sagsøgerens aktiver. For det andet besvarer sagsøgeren Kommissionens argument om, at selskabet ikke havde anmodet om indledning af en insolvensprocedure.

220    Hvad angår det første og det andet spørgsmål nævnt i den foregående præmis har sagsøgeren anført, at det er »vanskeligt at føre bevis for, at en begivenhed aldrig indtræder«, men at selskabet under alle omstændigheder ikke har kendskab til nogen virksomhed, som skulle være »interesseret i at købe dets aktiver (og passiver)«. Dette svar er imidlertid baseret på en urigtig forudsætning. Salget af samtlige aktiver for et selskab, som er gået konkurs, med henblik på en fortsat drift, som omhandlet i præmis 189 ovenfor, indebærer ikke, i modsætning til sagsøgerens opfattelse, at køberen også overtager dette selskabs passiver. Gælden indeholdt i passiverne dækkes ved indtægterne fra salget. Det er sandsynligt, at der kun vil være delvis dækning, idet selskabet ellers ikke ville være blevet erklæret konkurs. Det forholder sig ikke desto mindre i almindelighed således, at det samlede salg af alle aktiverne for et selskab, som er gået konkurs, med henblik på en fortsat drift kan give et bedre resultat end et individuelt salg af hvert enkelt aktiv, eftersom et samlet salg af samtlige aktiver for en virksomhed, som er gået konkurs, gør det muligt at afhænde immaterielle aktiver såsom virksomhedens omdømme på markedet og desuden gør det muligt for en interesseret køber at udvikle en aktivitet i den pågældende sektor og at undgå besværet, omkostningerne og komplikationerne forbundet med skabelsen af en helt ny virksomhed.

221    Det er under disse betingelser rimeligt, at sagsøgeren forklarer, hvorfor en anden enheds køb af sagsøgerens virksomhed var udelukket under de foreliggende omstændigheder, så meget desto mere som selskabet selv havde bekræftet, at det var en respekteret konkurrent på markedet. Sagsøgeren har imidlertid blot anført, at en fortsættelse af selskabets aktiviteter afhænger af en tilkendegivelse fra et »kreditorudvalg«, og hvis disse kreditorer er af den opfattelse, »at det [var] mere rentabelt at sælge selskabets aktiver frem for at opretholde selskabets aktiviteter […], vil produktionsfaciliteterne [blive] lukket […], og at en genopstart af virksomheden ville udgøre en usædvanlig tung byrde såvel på et finansielt som på et teknisk plan«, således at det »rimeligvis kan antages, at i det mindste en del af aktiverne og produktionsanlæggene ikke vil vække nogen interesse og derfor vil tabe hele deres aktuelle værdi«.

222    Sagsøgeren har i denne forbindelse også fremlagt en sagkyndig rapport, som konkluderer, at selskabets produktionsvirksomhed vil kunne bringes til ophør inden for 10-18 uger uden risiko for de ansattes sikkerhed, mens de stoffer, som fortsat findes i selskabets faciliteter, vil have en »væsentlig indvirkning« på miljøet, og at afviklingen af disse faciliteter bør foretages af eksperter, da varigheden heraf og omkostningerne i forbindelse hermed er vanskelige at anslå.

223    Det må konstateres, at sagsøgerens argumentation, som er opsummeret i de to foregående præmisser, er mangelfuld og endog selvmodsigende. De af sagsøgeren fremførte argumenter, og den sagkyndige rapport, som selskabet har fremlagt, giver anledning til at tro, at salget af samtlige selskabets aktiver med henblik på en fortsat drift, vil være den foretrukne løsning, herunder også for selskabets kreditorer. Sagsøgeren har imidlertid ikke forklaret, på hvilket grundlag kreditorudvalget til trods herfor kan konkludere, at det vil være mere rentabelt at sælge selskabets aktiver og bringe selskabets produktion til ophør.

224    Hvad angår insolvensproceduren bemærkes, at Kommissionen i svarskriftet har gengivet et argument, der allerede er blevet fremsat i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler. Det fremgår imidlertid af kendelsen i sagen Novácke chemické závody mod Kommissionen, nævnt i præmis 5 ovenfor (præmis 25 og 49), at insolvensproceduren skulle indledes inden konkurserklæringen. Heraf følger, at dette argument vedrører spørgsmålet om, hvorledes en konkurserklæring kunne undgås, og ikke konsekvenserne af en sådan erklæring. Dette argument er derfor også uden relevans (jf. også præmis 218 ovenfor). Under alle omstændigheder begrænser sagsøgeren sig til som svar på dette argument at gøre gældende, at visse af selskabets kreditorer kun kunne give deres samtykke til en saneringsplan, hvis den var i overensstemmelse med bestemmelserne om statsstøtte, uden at forklare, hvorfor en sådan overensstemmelse var udelukket. Sagsøgeren gentager i øvrigt selskabets vage og uunderbyggede påstande om, at en tredjemands køb af selskabets aktier eller virksomhed »ikke havde væsentlig interesse«.

225    Henset til de foregående betragtninger må det konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at Kommissionens nægtelse af i den anfægtede beslutning at tage hensyn til selskabets manglende betalingsevne som omhandlet i retningslinjernes punkt 35 var behæftet med en fejl.

226    Sagsøgerens svar på et spørgsmål fra Retten til parterne inden for rammerne af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvorved parterne er blevet opfordret til at supplere deres argumentation vedrørende dette anbringende navnlig hvad angår mulighederne for salg af samtlige sagsøgerens aktiver med en fortsat drift, bekræfter denne konklusion.

227    Sagsøgeren har således bekræftet, at samtlige selskabets aktiver den 16. januar 2012 inden for rammerne af konkursproceduren var blevet solgt fritaget for enhver forpligtelse, med undtagelse af de forpligtelser, som var blevet indgået efter konkurserklæringen, til en pris på 2,2 mio. EUR, som af selskabet ansås for »ubetydelig«. Ifølge sagsøgeren bekræfter den omstændighed, at denne pris kun udgør en meget lille del af den bøde, som selskabet er blevet pålagt, at selskabets aktiver har mistet enhver værdi.

228    Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt samtlige sagsøgerens aktiver kunne være blevet solgt til en højere pris end den pris, som reelt blev opnået, bemærkes, at henset til sidstnævnte pris er der under alle omstændigheder ikke tale om et fuldstændigt tab af værdien af de nævnte aktiver. Frem for at godtgøre, at salget af samtlige selskabets aktiver med en fortsat drift af virksomheden var usandsynlig eller endog umulig, har sagsøgeren tværtimod bekræftet, at et sådant salg reelt havde fundet sted.

229    Det må derfor konkluderes, at det var med rette, at Kommissionen fandt, at de forudgående betingelser for en eventuel anvendelse af retningslinjernes punkt 35 ikke var opfyldt for sagsøgerens vedkommende, og under udøvelse af den fulde prøvelsesret, som Retten råder over, fandt, at den argumentation, som sagsøgeren har fremført inden for rammerne af dette anbringende under alle omstændigheder ikke kan begrunde en ophævelse eller nedsættelse af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, men tværtimod kan begrunde en opretholdelse af denne. Det andet anbringende skal følgelig forkastes.

 Om det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, litra g), EF

230    Med det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede beslutning, idet den pålægger selskabet en uforholdsmæssig stor bøde, kan resultere i en fordrejning eller udelukkelse af konkurrencen på markedet for calciumcarbid og således tilsidesætte artikel 3, stk. 1, litra g), EF. Sagsøgeren har under henvisning til Domstolens dom af 21. februar 1973, Europemballage og Continental Can mod Kommissionen (sag 6/72, Sml. s. 215, præmis 23 og 24), gjort gældende, at det følger af denne bestemmelse, at gennemførelsen af bestemmelserne i konkurrenceretten, for så vidt som den resulterer i en fordrejning og udelukkelse af konkurrencen, selv om den ikke direkte er sanktioneret i EU-retten, ikke er tilladt. Det er sagsøgeres opfattelse, at denne bestemmelse ikke blot er bindende for virksomhederne, men også for EU-institutionerne. Heraf følger, at hvis en sådan institution vedtager en foranstaltning, som fordrejer eller udelukker konkurrencen, tilsidesætter den den nævnte bestemmelse, selv om den ikke tilsidesætter nogen anden EU-retlig bestemmelse.

231    Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringende gentaget den påstand, som allerede er fremsat i forbindelse med det andet anbringende, og hvorefter den bøde, som selskabet er blevet pålagt, har resulteret i selskabets konkurs og i, at selskabet har måttet forlade det omhandlede marked. Sagsøgeren har desuden under henvisning til to konkrete uddrag fra den anfægtede beslutning og på grundlag af Herfindahl-Hirschman-indekset, som anvendes af konkurrencemyndighederne, herunder Kommissionen, til at vurdere koncentrationsniveauet på et givent marked, anført, at de i den foreliggende sag omhandlede markeder for calciumcarbid i pulverform og i granulatform allerede var meget koncentrerede. Sagsøgeren har derfor anført, at eftersom selskabet er end af de vigtigste konkurrenter på disse markeder, vil en eliminering af selskabet bevirke, at de andre konkurrenter højst sandsynligt vil foretage en indbyrdes koordinering, til trods for de sanktioner, som disse er blevet pålagt. Selskabets markedsandele vil sandsynligvis blive fordelt mellem de andre karteldeltagere, hvilket vil bevirke en yderligere koncentration og i sidste ende en udelukkelse af konkurrencen på de nævnte markeder.

232    Sagsøgeren har navnlig henvist til muligheden for, at selskabets andele af de omhandlede markeder overtages af Akzo Nobel, og har anført, at Herfindahl-Hirschman-indekset i dette tilfælde viste en betydelig forhøjelse. Dette tilfælde understreger ifølge sagsøgeren det »absurde og urimelige resultat«, som kan følge af en »automatisk og inkompetent anvendelse af konkurrencereglerne«. Akzo Nobel, en »økonomisk kæmpe«, som har betydelige markedsandele på de omhandlede markeder, som allerede er blevet sanktioneret for sin deltagelse i andre karteller, og som har været et aktivt medlem af det omtvistede kartel, drager givetvis fordel af den anfægtede beslutning, eftersom dette selskab ikke blot har opnået en bødefritagelse, men også vil overtage sagsøgerens kunder. Ifølge sagsøgeren er et sådan resultat klart i strid ikke blot med formålene med konkurrenceretten, men også med grundlæggende lighedsprincipper.

233    Denne argumentation kan ikke tiltrædes.

234    For det første skal argumentet vedrørende en tilsidesættelse af artikel 3, stk.1, litra g), EF, forkastes.

235    Som Domstolen fastslog i dommen i sagen Europemballage og Continental Can mod Kommissionen, nævnt i præmis 230 ovenfor (præmis 23 og 24), som sagsøgeren har påberåbt sig, vedrører denne bestemmelse ganske vist et mål, som findes i flere bestemmelser i EF-traktaten, og som er afgørende for fortolkningen af disse bestemmelser. Når artikel 3, stk. 1, litra g), EF foreskriver gennemførelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for fællesmarkedet ikke fordrejes, må den så meget mere kræve, at konkurrencen ikke udelukkes. Dette krav er så vigtigt, at mange af EF-traktatens bestemmelser ville være uden indhold, hvis det ikke gjaldt. Restriktioner for konkurrencen, som denne traktat tillader under visse betingelser af hensyn til nødvendigheden af at forene de forskellige mål, som skal forfølges, finder i dette krav en grænse, ud over hvilken svækkelsen af konkurrencen risikerer at bringe målene med fællesmarkedet i fare.

236    Disse betragtninger, som i sig selv er korrekte, er imidlertid ikke relevante hvad angår den situation, at en virksomhed, som har overtrådt konkurrencereglerne ved at deltage i en aftale mellem virksomheder eller i en samordnet praksis, som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen som omhandlet i artikel 81, stk.1, EF, pålægges en sanktion. Sagsøgeren har i sin argumentation fuldstændigt undladt at tage hensyn til den omstændighed, at efter det ved den anfægtede beslutning sanktionerede kartel, var konkurrencen på de omhandlede markeder blevet fordrejet og endog udelukket. Den anfægtede beslutning tilsigter netop at opveje denne situation, herunder ved pålæggelse af passende sanktioner.

237    Det bemærkes, at Kommissionens pålæggelse af bøder, når den konstaterer en overtrædelse af konkurrencereglerne, udgør et middel, som netop tilsigter at nå det mål, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra g), EF, og kan tydeligvis ikke anses for en tilsidesættelse af denne bestemmelse. Det forholder sig dog ikke desto mindre således, at under overholdelse af proportionalitetsprincippet, som bør vejlede Kommissionens indsats på området (jf. præmis 44 og 46 ovenfor), bør for vidtgående sanktioner, som ikke er nødvendige for at virkeliggøre det forfulgte mål, undgås. Det er således udelukkende henset til en eventuel tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, at sagsøgerens argumentation fremsat inden for rammerne af dette anbringende skal undersøges.

238    Med henblik på en undersøgelse i dette perspektiv bemærkes for det andet, at den faste retspraksis, som er nævnt i præmis 186 ovenfor, hvorefter Kommissionen ved fastsættelsen af bødens størrelse ikke har pligt til at tage hensyn til den pågældende virksomheds finansielle situation, ikke betyder, at den er forhindret i at gøre det (dommen i sagen Carbone-Lorraine mod Kommissionen, nævnt i præmis 58 ovenfor, præmis 314). Nødvendigheden af at overholde proportionalitetsprincippet kan således være til hinder for pålæggelse af en bøde, som går videre, end hvad der udgør en passende sanktion for den konstaterede overtrædelse, og som risikerer at bringe selve eksistensen af den pågældende virksomhed i fare. Dette gælder, så meget desto mere som den omstændighed, at en virksomhed på det omhandlede marked ophører med at eksistere, nødvendigvis vil have en skadelig virkning for konkurrencen.

239    Det være sagt er der intet i sagsøgerens argumentation, som gør det muligt at konkludere, at den bøde, som selskabet er blevet pålagt, henhører under den kategori, der er beskrevet i den foregående præmis, og at fastsættelsen af bødens beløb derfor er i strid med proportionalitetsprincippet.

240    For det første hviler sagsøgerens argumentation på den forudsætning, at pålæggelsen af denne bøde resulterer i, at selskabet må forlade disse markeder, en forudsætning, som har vist sig at være fejlagtig af de grunde, som er anført i forbindelse med undersøgelsen af det andet anbringende (jf. præmis 215-228 ovenfor).

241    For det andet bemærkes, at selv dersom det anerkendes, at sagsøgeren vil forlade de omhandlede markeder, er der intet i sagsøgerens argumentation, der gør det muligt at konkludere, at konkurrencen på disse markeder i givet fald vil udelukkes eller væsentligt reduceres.

242    Det bemærkes herved, at det fremgår af 44. betragtning til den anfægtede beslutning, som på ingen måde er blevet bestridt af sagsøgeren, at calciumcarbid er et eksplosivstof og derfor er vanskeligt at transportere. Etableringen af en dominerende stilling eller et monopol på dette marked er forbundet med yderligere vanskeligheder, i det omfang en producent skal råde over flere produktionssteder fordelt på hele det relevante område for at kunne dominere markedet.

243    Desuden har sagsøgeren til støtte for sin tese om, at den omstændighed, at selskabet vil forlade de omhandlede markeder, vil resultere i en begrænsning eller endog en udelukkelse af konkurrencen, henvist til muligheden for, at Akzo Nobel overtager sagsøgerens kunder. Sagsøgeren har imidlertid på ingen måde forklaret, hvorfor det er sandsynligt, at Akzo Nobel og ikke en anden aktør på de samme markeder vil overtage selskabets kunder.

244    Desuden fremgår det af skemaet i 46. betragtning til den anfægtede beslutning, at Akzo Nobel havde en markedsandel på mellem 20 og 25% på markedet for calciumcarbid i pulverform og på mellem 5 og 10% på markedet for calciumcarbid i granulatform. I tilfælde af en overtagelse af sagsøgerens kunder ville Akzo derfor aldrig opnå et monopol på disse to markeder. Det bemærkes desuden, at ifølge fodnote 80, som henviser til 44. betragtning til den anfægtede beslutning, var Akzo Nobel ikke den største leverandør »på det kontinentale marked«, som sagsøgeren deltog i. En stor del af Akzo Nobels andel af markedet synes ifølge samme fodnote at følge af, at dette selskab var den eneste producent, som var etableret »i den nordiske region«. Disse forhold, som sagsøgeren ikke har bestridt, taler såvel imod hypotesen om Akzo Nobels overtagelse af sagsøgerens kunder ved sagsøgerens tilbagetrækning fra de nævnte markeder som imod muligheden for Akzo Nobels opnåelse af en dominerende stilling på disse markeder, hvis det lykkedes dette selskab at overtage sagsøgerens kunder.

245    Henset til alle de foregående betragtninger må det konkluderes, at det tredje anbringende er ugrundet og skal forkastes. Desuden er Retten under udøvelse af sin fulde prøvelsesret med hensyn til størrelsen af den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt, under alle omstændigheder af den opfattelse, at dette beløb er passende, henset til de foreliggende omstændigheder vedrørende grovheden og varigheden af den af Kommissionen konstaterede overtrædelse og sagsøgerens økonomiske ressourcer. Kommissionen frifindes følgelig i det hele.

 Sagens omkostninger

246    I henhold til Rettens procesreglements artikel 87, stk. 2, første afsnit, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer medlemsstater, der er indtrådt i en sag som intervenienter, desuden deres egne omkostninger.

247    Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom. Den Slovakiske Republik bærer sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      Novácke chemické závody a.s. bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

3)      Den Slovakiske Republik bærer sine egne omkostninger.

Czúcz Labucka Gratsias

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. december 2012.

Underskrifter

Indhold

Sagens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Om det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af de almindelige principper om proportionalitet og ligebehandling ved fastsættelsen af bødens størrelse

Retningslinjerne

Den anfægtede beslutning

Om de af sagsøgeren fremførte klagepunkter

– Indledende bemærkninger

– Om det første klagepunkt vedrørende bødens afskrækkende virkning

– Om det andet klagepunkt vedrørende skærpende omstændigheder

– Om det tredje klagepunkt vedrørende formildende omstændigheder

– Om det fjerde klagepunkt vedrørende den bødenedsættelse, som er blevet indrømmet Almamet

– Om det femte klagepunkt vedrørende bøden som beregnet ud fra den samlede omsætning for adressaterne for den anfægtede beslutning

– Om det sjette klagepunkt, der blev fremsat under retsmødet, og som vedrører værdien af afsætningen, som der skal tages hensyn til ved beregningen af bødens grundbeløb

Om det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af væsentlige formskrifter, en faktuel fejl og et åbenbart urigtigt skøn, idet Kommissionen har nægtet at tage hensyn til sagsøgerens manglende betalingsevne

Retningslinjerne

Den anfægtede beslutning

Rettens bemærkninger

Om det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af artikel 3, stk. 1, litra g), EF

Sagens omkostninger

1 Processprog: engelsk.